Resumé

summary. The article treats the increasing need of international coordination
of the economic policy and discusses this issue in its relation to the efficiency of
stabilization policy.

Indledning

i. Spørgsmålet om international koordinering af den økonomiske politik og dermed formindsket økonomisk-politisk handlefrihed har med rette indtaget en stadig mere central plads i de senere års diskussion. Dette hænger for det første sammen med, at bestræbelserne på at åbne økonomierne i efterkrigstiden har medført et stigende generelt koordineringsbehov. For det andet har den øjeblikkelige formindsket selvstændigheden i økonomisk-politisk henseende i alle industrialiserede lande og derfor medført et specielt koordineringsbehov.

Det specielle koordineringsbehov

2. Det karakteristiske ved den seneste tids udvikling har været, at de fleste ikke-energieksporterende lande har haft betalingsbalancevanskeligheder, og at det synes overordentlig vanskeligt at eliminere samhandelsproblemerne, uden at omfattende arbejdsløshed bliver resultatet. Prisforhøjelserne på energi har for lande med energiunderskud en kontraktiv virkning svarende til en finanspolitisk stramning (f. eks. af afgiftspolitisk art), og de store akkumulerede overskud i de energieksporterende lande kan desuden skabe internationale likviditetsproblemer. Hertil kommer, at absorptionsevnen i de olieproducerende lande ofte er forholdsvissvag følge af, at landene i vid udstrækning er befolkningssvage og/eller at olieindtægterne enten tilfalder en snæver overklasse med begrænset udgiftstilbøjelighedeller

---

Denne samt den følgende artikel er udarbejdet på grundlag af et foredrag i Nationaløkonomisk Forening den 10. december 1974. I artiklerne er kun medtaget nogle hovedpointer fra foredraget, de dele, der som normalt i foredrag behandler almindeligt kendt stof af hensyn til oversigten, er udeladt.

tilbøjelighedellerstaten, der af politiske eller sociologiske grunde er tilbageholdendemed forcere udviklingen for befolkningen. Der er selvfølgelig forskel på de olieproducerende lande derved, at en række lande som f. eks. Iran, Iraq og Venezuela har betydelig større absorptionsevne og -villighed end andre. Selv om absorptionsevnen måske ikke har vist sig helt så ringe som spået ved rsskiftet1973/74, _>' ^nes det dog urealistisk at regne med, at OPEC-landene blot på mellemlangt sigt skulle være i stand til at absorbere de meget store indtægtsforhøjeiser,der er tale om. En reel tilpasning til bytteforholdsændringen må derforantagelig i høj grad ske ved energibesparelser og alternativ energiproduktioni jfr. nedenfor. At dette set fra de energikøbende landessynspunkt den nuværende situation kan være rationelt må iøvrigt især forklaresved, det kan føles übehageligt på længere sigt at være afhængig af usikre energiforsyninger udefra og af en stor akkumuleret energigæld, at man muligvispå måde kan opnå i hvert fald relative energiprisfald, at der i hele ressourcejmilieu-debatten kan ligge et argument for energibesparelser og evt. alternativ energiproduktion, samt at det kan være vanskeligt overhovedet at få etableret finansieringsarrangementer af nødvendig størrelsesorden. Gjorde disse synspunkter sig ikke gældende, er der vel ikke tvivl om, at det ville være en god forretning at fortsætte med uændrede betalingsbalanceunderskud med de nuværenderealrenter international kreditgivning.

Hvis de forskellige industrialiserede lande på kort sigt forsøger at eliminere deres betalingsbalanceproblemer i denne situation, vil resultatet let komme til at minde om forholdene i tidligere omfattende lavkonjunkturer, f. eks. 1930'erne, hvor den økonomiske politik har været karakteriseret som en »beggar my neighbour Der skal nemlig meget stærke incitamenter til for at skabe tilstrækkeligt udgifter i de energiproducerende lande.

Risikoen for at alle lande fører kontraktiv og/eller eksportfremmende og importhæmmende (valutakurs- og indkomstpolitik) og derved blot skader de andre landes økonomiske situation er derfor betydelig. Det samlede resultat af en sådan økonomisk politik kan let blive, at alle lande yderligere uddyber deres vanskeligheder uden at man når videre til løsning af det fundamentale som ligger i det store overskud fra de energiproducerende landes - vurderet til af størrelsesordenen 60 milliarder dollars om året.¹

3. Der er imidlertid nu stigende international forståelse for nødvendigheden af
et forbrugersamarbejde med henblik på løsning for det første af de længeresigtede

---

1. Jfr. f. eks. OECD (1974).

problemer vedrørende energibesparelser og udvikling af alternativ energiforsyningsamt af de hertil svarende udviklingsomkostninger og for det andet af de kortsigtede problemer vedrørende gensidig likviditetsmæssig støtte. Desuden er de første skridt i retning af at føre en sådan politik ud i livet ved at blive taget.

Man kunne måske hertil have føjet, at det ville have været ønskeligt, om man kunne skaffe enighed om den omtrentlige fordeling af det underskud, som samhandelen de energiproducerende lande under alle forhold vil medføre indtil alternativ energiforsyning bliver mulig. Hermed vil de forskellige landes betalingsbalance og beskæftigelsesmæssige politik være fastlagt, og finansieringsmæssigt vil der efter etablering af gensidige støtteordninger ikke kunne opstå de store problemer. Eventuelt kortsigtede flytninger af de energiproducerende landes likvide indskud vil da ikke nødvendiggøre kontraktive økonomiske indgreb i de lande, fra hvilke indskuddene måtte blive flyttet. Der er ganske vist kun tale om en støtte til de eksisterende internationale finansielle markeder, men selv en sådan støtte vil alligevel kunne bidrage væsentligt til at løse problemerne.

For specielt Danmark vil det formentlig i den øjeblikkelige situation være vanskeligt at vinde forståelse både for et betalingsbalanceunderskud svarende til effekten af oliekrisen - og her er Danmark særlig hårdt ramt - og for det fuld beskæftigelses-underskud, som allerede var opstået før oliekrisen. Man kunne snarere forestille sig, at et underskud svarende til det nuværende vil blive accepteret, betalingsbalancen så vidt det kan bedømmes ikke i øjeblikket er svagere svarende til virkningen af energiprisforhøjelserne. I samme grad som man i de kommende år kan nedbringe omkostningerne i forhold til udlandets niveau, vil det således indenfor rammerne af en sådan international forståelse være muligt at forøge beskæftigelsen især indenfor konkurrenceerhvervene og samtidig således, at de nuværende betalingsbalanceforhold opretholdes.

Det generelle koordineringsbehov

4. Det generelle behov for koordinering af landenes økonomiske politik kan belyses ved blot at forestille sig verden delt op i to områder. Indenfor begge disse kan der opstå beskæftigelsesmæssig uligevægt. Hertil kommer imidlertid en mulig uligevægt i samhandelen områderne imellem.

Som normalt i klassisk økonomisk politiks teori er det ønskeligt at have mindst lige så mange midler til rådighed, som man har mål for den økonomiske politik. Det er derfor væsentligt at have normal hjemlig konjunkturpolitik, f. eks. kreditpolitik og finanspolitik, i begge områderne samt at have mulighed for at benytte sig af en decideret betalingsbalancepolitik, f. eks. i form af indkomstellervalutakurspolitik.

ellervalutakurspolitik.Blandt disse sidste er indkomstpolitik som bekendt den mindst urovoldende i økonomisk henseende, men det er politisk vanskeligt at få indkomstpolitik til at lykkes. Der kan derfor til tider være brug for grovere justeringer.I sammenhæng kommer valutakurspolitikken ind som en mulighed.

Som det imidlertid er bekendt er det ikke tilstrækkeligt at have tre midler til varetagelse af tre mål, hvis disse midler anvendes ukoordineret.' Det må her understreges, koordineringsbehovet ved hyppige og smidige konsultationer ikke blot gør sig gældende på Fællesmarkedsplan, men indenfor hele den vesteuropæisk-amerikanske (incl. Japan).

At der som led i tankerne om etablering af en økonomisk og monetær union også ligger overvejelser om en styrkelse af samarbejdet på dette felt må derfor hilses med stor tilfredshed, selvom tankerne også indeholder elementer, overfor hvilke man måske kan stille sig noget mere kritisk. I denne sammenhæng er det ikke tanken at komme meget ind på spørgsmålet om etablering af en valutaunion i traditionel betydning, d.v.s. indeholdende faste og uforanderlige valutakurser, en fælles valutareserve og stærkt liberaliserede kapitalbevægelser landene imellem, dette spørgsmål har været hyppigt diskuteret i den senere tid.³ Det skal blot her tilføjes, at i jo højere grad man nærmer sig den monetære og valutariske union eller blot jo mere liberale reglerne for internationale kapitalbevægelser er, desto mere vanskeliggøres mulighederne for at anvende kreditpolitikken i stabiliseringspolitisk indenfor enkeltlandene, således at dette stiller øgede krav til finanspolitikken i styringsmæssig henseende.

Koordination og begrænsning af antal virkemidler

5. Et forøget behov for konsultationer landene imellem i forbindelse med fastlæggelsenaf
økonomiske politik, både den indre konjunkturpolitik og den

---

2. Om den økonomiske politiks teori og decentralisationsteorien kan i øvrigt henvises til Bent Hansen (1955) og J. Tinbergen (1954). Fra den hjemlige litteratur kan nævnes S. Danø (1969). Bemærk i øvrigt, at det her er fundet hensigtsmæssigt at operere med absolutte målsætninger ikke som mere avanceret med relative målsætninger og velfærdsmaksimering. Dette berører imidlertid ikke den senere dragne konklusion, at det efter konsultationer med henblik på at fastlægge den ønskede udvikling både i og mellem landene må være rationelt at have så stærke midler som muligt til rådighed til gennemførelse af den fastlagte målsætning.

3. Jfr. P. Nyboe Andersen (1971), E. Hoffmeyer (1973), F. O. Gundelach (1974). Det økonomiske Formandskab (1973) og J. Vibe-Pedersen og H. Zeuthen (1973). Da problemet økonomiernes sammensmeltning har været draget frem i forbindelse med det nedenfor behandlede spørgsmål om begrænsning af antal virkemidler, vil tankerne om etablering af en valutaunion dog blive berørt afslutningsvis.

mere betalingsbalanceorienterede politik, medfører imidlertid ikke, at det er hensigtsmæssigt at binde de midler, som man anvender i den økonomiske politik. Man kunne snarere sige tværtimod. Hvis man efter konsultationer har fastlagt den ønskede udvikling i såvel de nationale som de internationale økonomiske forhold,må være rationelt at have så stærke midler som muligt til rådighed til gennemførelse af målsætningen.

Derfor forekommer det kun rationelt at begrænse arsenalet af økonomiskpolitiske hvis man ved anvendelse af nogle af dem påfører sig selv eller andre tab. Dette gælder ikke mindst midler, som begrænser mulighederne international arbejdsdeling, d.v.s. som begrænser de frie varebevægelser landene imellem. Det er således rationelt, at en stor del af efterkrigstidens bestræbelser gået i retning af at formindske den beskyttelse, som lå i høje toldsatser og stærke kvantitative reguleringer af samhandelen. At man samtidig har bestræbt stærkt på at forøge mulighederne for internationale kapitalbevægelser kan give anledning til visse problemer. Ganske vist kan det tænkes, at sådanne kapitalbevægelser kan give velfærdsmæssige gevinster. Til gengæld svækkes mulighederne at anvende kreditpolitikken i stabiliseringspolitisk øjemed. I denne situation står man derfor overfor et afvejningsspørgsmål. Af tilsvarende grunde kan man formentlig stille sig yderligere noget mere tvivlende overfor bestræbelserne retning af at begrænse mulighederne for at anvende valutakurspolitik i stabiliseringsbestræbelserne. Disse spørgsmål skal imidlertid som sagt ikke drøftes nærmere her.

6. I stedet kan der være grund til yderligere at diskutere den fjerde form for begrænsning på de økonomisk-politiske virkemidler, som har været overvejet, nemlig vedrørende finanspolitikken. Da der formentlig er meget ringe velfærdsmæssige forbundet med, at de enkelte lande anvender især afgiftspolitikken i deres stabiliseringsmæssige bestræbelser, og da risikoen for samhandelsforvridninger dette område er forholdsvis begrænset, synes det berettiget at være temmelig overfor tankerne om en begrænsning af mulighederne for at anvende indenfor EF.

Spørgsmålet om binding af de afgiftspolitiske instrumenter hænger for det første sammen med en evt. lempelse af rejse godsbestemmelserne. Gøres disse mere liberale, bliver det vanskeligere at opretholde et afgiftsniveau, som ligger væsentligtover (forholdet til Vesttyskland er her naturligvis af størst betydning). For Danmarks vedkommende er i øjeblikket tre-døgnsreglen gældende,men kan ikke uden tilslutning opretholdes udover i. januar 1976,

således at man muligvis allerede på dette tidspunkt må gennemføre en væsentlig
formindskelse af afgiftstrykket4.

Der har desuden været planer fremme om en begrænsning af antal former for punktafgifter til kun at omfatte sådanne varer som mineralolie, tobaksvarer, alkohol, øl, vin og motorkøretøjer (registrering og vægt). Herved vil der evt. også kunne ske en væsentlig formindskelse af det samlede danske afgiftstryk.

Endelig har det fra forskellig side været overvejet, om man skulle gennemføre egentlig afgiftsharmonisering staterne imellem. Da overvejelserne i så henseende imidlertid ikke er konkretiseret på indeværende tidspunkt, skal dette spørgsmål ikke gøres til genstand for en nøjere diskussion. Noget tilsvarende gælder om harmonisering af afgiftsgrundlaget, specielt for merværdiafgiftens Dette problem har i stabiliseringspolitisk øjemed ikke den store betydning. Her er det naturligvis satsfastsættelsen, der er det centrale.

Det er givet, at den omtalte svækkelse af afgiftspolitikken på kort sigt vil have ganske kraftige provenuvirkninger, som det vil være vanskeligt at neutralisere. det imidlertid lykkedes at omlægge finanspolitikken fra afgiftspolitik over i retning af direkte beskatning og formindskede offentlige udgifter, vil de langsigtede virkninger være de mest afgørende.

Der er næppe tvivl om, at afgiftspolitikken er det instrument, der hurtigst lader sig ændre ved stabiliseringspolitiske indgreb. Er man imidlertid i satsmæssig henseende bundet til at følge en fælles politik enten direkte eller som følge af, at det er vanskeligt at afvige stærkt fra de andre lande, navnlig Vesttyskland, kan man let blive stillet overfor store vanskeligheder i den økonomisk-politiske styring, når de danske konjunkturer ikke er de samme som i omverdenen.

Begrænsning af antal virkemidler og økonomisk sammensmeltning

7. Det har været argumenteret, at harmoniseringsbestræbelser er en afgørende forudsætning for, at man kan nærme sig en situation, hvor økonomierne smelter sammen, hvor man bliver mindre bundet af valutariske hensyn i sin konjunkturpolitik, hvor man som i en region indenfor et land, f. eks. Fyn indenfor Danmark, forskånet for betalingsbalanceproblemer.

Det skal her endnu engang anføres, at jo mindre man kan anvende kreditogvalutakurspolitikken,

---

4. Det skal dog tilføjes, at mulighederne for forlængelse sandsynligvis er ret gode, da man ikke er kommet meget videre med andre harmoniseringsbestræbelser og gennemførelsen af den økonomiske og monetære union. Disse forhold skal der nemlig tages hensyn til ved afgørelse af spørgsmålet om tre-døgnsreglens forlængelse.

ogvalutakurspolitikken,desto større krav stilles der til især finanspolitikken (og
indkomstpolitikken) i stabiliseringspolitisk henseende.

Ser man specielt på spørgsmålet om økonomiernes sammensmeltning, er man langt inde i diskussionen om den optimale størrelse af et valutaområde. I denne sammenhæng må det bemærkes, at betalingsbalanceproblemerne ikke uden videre effekter elimineres i et fælles valutaområde. De erstattes nemlig af andre problemer. Eksempelvis har Syditalien, Wales, Skotland og en række især sydstater USA ikke betalingsbalanceproblemer, men som følge af manglende konkurrenceevne delvis hidført af at de befinder sig i et samlet område er der arbejdsløshedsproblemer. Skal man i sådanne og kommende lignende tilfælde afhjælpe problemerne må det ske gennem egnsudvikling o. 1. Sådanne former for politik forekommer langt mindre effektive end normale stabiliseringspolitiske indgreb overfor både hjemlig konjunkturel uligevægt og uligevægt i samhandelen. vist kunne man tænke sig, at sådanne områder især via øgede offentlige og byggeaktivitet ekspanderede på hjemmemarkedet og gældsatte sig til andre dele af området, men for det første kan dette i det lange løb vanskeligt accepteres af de andre delområder, og for det andet vil der til slut opstå egentlig tvivl om, at det hjemligt ekspanderende område overhovedet kan betale. Det er således ikke problemfrit blot at afskaffe betalingsbalanceproblemerne ved at integrere og at binde alle stabiliseringspolitiske midler før konjunkturerne inflationsgraderne (lønpolitikken) er harmoniseret forekommer at være en bagvendt fremgangsmåde.

Konklusion

8. Både generelt og i den nuværende specielle situation er det vigtigt, at man styrker koordinationen af og den gensidige internationale støtte i stabiliseringspolitikken. implicerer imidlertid ikke, at man skal binde sine virkemidler i højere grad, end hvad der er vigtigt for at opnå fordele af ikke-stabiliseringspolitisk således især hvad angår liberalisering af varehandelen.

Litteratur

Andersen-, p. nyboe. 1971. Økonomisk og monetært
i Europa, Nationaløkonomisk
109:1-

danø, s. 1969. Den økonomiske politiks teori, og midler. I Udviklingslinier i makroøkonomisk red. af N. Thygesen og P. Nørregaard Rasmussen. København.

gundelach, F.o. 1974. Perspektiver for det økonomiske og valutariske samarbejde i Europa. Nationaløkonomisk Tidsskrift: 112:12-

Hansen, bent. 1955. Finanspolitikens ekonomiska
SOU 1955:25. Stockholm.

hoffmeyer, e. 1973. Hvor meget vil den øko-

oecd. 1974. Economic Outlook, dec. 1974.

tinbergen, j. 1954. C entralization and decentralization
economic policy. Amsterdam.

vibe-Pedersen, j. og H. zeuthen. 1973. Tankerne
en europæisk valutaunion. Finanstidende:

Det økonomiske Råds Formandskab. 1973.
Dansk okonomi efteråret 1Q73- København.