Resumé

summary. The purpose of this article is to discuss two problems appearing in connection with the econometric model of the Danish Economic Council, SMEC 11. First it is pointed out that normally a model should not contain both relative prices of commodities and a national income identity in real terms although this is the case for some well-known models. Second some comments are made on the arbitrary assumptions made in connection with measuring fiscal performance.

Indledning

Opstillingen og anvendelsen af økonometriske makromodeller finder sted med baggrund i mere almindelige økonomiske overvejelser. Med udgangspunkt diskussionen af Det økonomiske Råds model, SMEC II (Rosted m.fl. 1974) må det derfor være tilladt at fremkomme med bemærkninger til disse overvejelser uden samtidig at præsentere alternative specifikationer eller beregninger.

Det følgende indeholder først nogle generelle bemærkninger om relative priser og nationalregnskabsidentiteten i faste priser. I denne forbindelse omtales modeller, der ikke er konsistente med hensyn til disse forhold. Dernæst diskussionen omkring en måling af finanspolitikkens diskretionære automatiske virkninger.

Nationalregnskabsidentiteten i faste priser

En del økonometriske makromodeller indeholder nationalregnskabsidentiteter summationer, som antages at gælde i både løbende og faste priser. Dette er også tilfældet med SMEC 11. Især i forbindelse med beregningen af multiplikatorer er man blevet opmærksom på, at der herved opstår problemer, jfr. Rosted m. fl. (1974).

Fra Hicks (1946) er det kendt, at to eller flere fysiske størrelser kan aggregeresved vejet summation, hvis deres indbyrdes prisforhold er konstant. Modsat gælder det, at en model, som explicit giver mulighed for ændringer i de relative varepriser, også må indeholde selvstændig specificerede varegrupper i

et antal, som svarer til antallet af absolutte priser. Da forudsætningen for aggregeringer konstant vægtgrundlag og dermed konstante relative priser, gælder det tillige, at nationalregnskabsidentiteten i faste priser ikke kan indgå som et integreret led i modellen¹. Nationalregnskabsidentiteten i løbende priser er selvfølgelig upåvirket af vareopdelingen.

Til tider tænkes flere selvstændigt specificerede varer produceret ved hjælp af en enkelt, variabel og samtidig fælles produktionsfaktor. Dette er ofte tilfældet konjunkturmodeller, hvor en homogen arbejdsstyrke er den eneste angivne produktionsfaktor. I så tilfælde og under forudsætning af fuldkommen på faktor- og varemarkeder må ændringer i de relative varepriser ledsaget af ændringer i forholdet mellem grænseproduktiviteterne. Sådanne ændringer må for deres vedkommende være fremkaldt af en forskellig udvikling i enten efterspørgsel eller tekniske fremskridt. Hvis modellen skal indeholde oplysninger om årsagerne til ændringer i de relative priser, må der derfor være specificeret enten efterspørgsels- eller produktionsfunktioner svarende antallet af varer.

Specificeres produktionsfunktionerne vil man kunne opgøre produktionens størrelse i form af den samlede efterspørgsel efter arbejdskraft. I tilfælde af ndringer de relative priser er denne efterspørgsel det eneste fælles mål for den reale størrelse af produktionen af de enkelte varer og dermed for den samlede produktion i modellen. På tilsvarende vis vil lønnen for en enhed af den homogene være den eneste pris i modellen, som er uafhængig af produktionens sammensætning. Derfor er det selvfølgelig ikke udelukket, at den samlede efterspørgsel efter arbejdskraft påvirker lønnen. Men denne påvirkning være uafhængig af, hvilken produktionsproces efterspørgselsændringen fra.

I en model med én variabel produktionsfaktor og med mulighed for ndringer de relative varepriser, er ændringer i pris og mængde på markedet for denne faktor derfor det eneste generelle udtryk for sådanne ændringer. Selv om man tænker sig, at der kun anvendes én produktionsfaktor, bør en model med mulighed for ændringer i de relative varepriser derfor explicit specificere forholdene faktormarkedet. Dette vil som oftest sige forholdene på arbejdsmarkedet.

Muligheder for ændringer i de relative varepriser findes ikke alene i modellermed
enkelt produktionsfaktor, men vil tværtimod være mere almindeligei
med flere produktionsfaktorer. Foruden ændringer på efterspørgselssidenog

---

1. Mere nøjagtigt forudsætter det, at varegrupperne ikke er funktionelt separable, således at de marginale afhænger af mængden af andre varer, jfr. Leontief (1947).

spørgselssidenogi de tekniske fremskridt vil i dette tilfælde også ændringer i de relative faktorpriser kunne medføre ændringer i forholdet mellem varepriserne. Hertil kræves alene, at produktionsprocesserne anvender faktorerne i et forskelligtforhold. må meningen med en specifikation af såvel flere varersom være at undersøge denne sammenhæng mellem de relative priser på faktor- og varemarkederne. Produktionsfaktorerne kunne nemlig aggregeres til én størrelse, hvis enten de relative faktorpriser var konstante,eller blev anvendt i det samme forhold i alle processerne.Noget gælder for varesiden.

I tilfælde af flere produktionsfaktorer og ændringer i de relative faktorpriser vil der hverken på vare- eller faktormarkederne være noget fælles mål for den reale størrelse af den samlede aktivitet i modellen. Aggregering på varemarkederne fortsat ikke mulig. Samtidig kan man kun opgøre den samlede efterspørgsel de enkelte produktionsfaktorer, men disse kan som følge af ndringer de relative faktorpriser ikke aggregeres til én størrelse. Den eneste mulighed et fælles mål må herefter søges i en eventuel aggregering af nyttefunktionerne. er en sådan aggregering som bekendt i almindelighed heller ikke mulig.

Med ændringer i de relative varepriser og uanset antallet af produktionsfaktorer det selvfølgelig muligt recursivt eller uden for modellen at definere og beregne mængde- og prisindeks for den samlede produktion. I tilfælde af ndringer de angivne relative varepriser vil udviklingen i et sådant mængdeindeks svare til udviklingen i nogen af de i modellen specificerede mængder. Noget tilsvarende vil gælde et prisindeks og modellens priser. Konklusionen af dette er den samme som den tidligere anførte, efter hvilken nationalregnskabsidentiteten faste priser og mere end én absolut varepris ikke samtidig kan indgå et integreret led i modellen.

Man kan selvfølgelig vælge at lade nationalregnskabsidentiteten i faste priservære led i modellen. I så tilfælde kan en konsistent opbygget model ikke indeholde mulighed for ændringer i de relative varepriser, og der må derfor være tale om en model med én pris og derfor én vare. En sådan model kan entenindeholde ligning til bestemmelse af prisniveauet samt en identitet i enten faste eller løbende priser eller indeholde de to identiteter, som derefter indirekte fastlægger prisniveauet. Hvor mange priser man vælger at medtage, må afhænge af de forhold, som man ønsker at belyse, idet der f. eks. vil være en sammenhæng mellem valget af modellens tidsinterval og dens endogene variable.Det således den almindelige keynesianske opfattelse, at mængdereaktionerer inden for kortere tidsintervaller, hvorfor man i mindre

konjunkturmodeller kan nøjes med en specifikation af forholdsvis få eller ingen
relative priser.

Udgangspunktet for de foranstående bemærkninger om aggregering og relative har været en forudsætning om fuldkommen konkurrence på varemarkedet prismekanismens evne til at skabe ligevægt på dette marked. Herved man i overensstemmelse med den sædvanlige keynesianske formulering. Imidlertid vil en mere nuanceret opfattelse af de makroøkonomiske sammenhænge, f. eks. Leijonhufvuds (1968) fortolkning af Keynes, nok så meget lægge vægt på prismekanismens herunder rentens manglende fuldkommenhed og evne til at skabe ligevægt.

I en situation med f. eks. manglende gennemsigtighed vil det ofte være muligt en producent at foretage prisdifferentiering og dermed sælge en given vare på forskellige markeder til forskellige priser. Tilsvarende gælder det, at forholdet mellem disse priser vil kunne ændre sig, hvis de relative markedsforhold sig. I tilfælde af flere varer, må man også kunne tænke sig, at de relative priser kan ændre sig alene som følge af ændringer i markedsforholdene, og uden at der sker ændringer i den tekniske viden eller produktionens størrelse. Da forholdet mellem produktionsfaktorernes grænseproduktiviteter i så tilfælde er uændret, må man analogt med prisdifferentieringstilfældet kunne betragte de pågældende varer som én størrelse og derfor aggregere dem. I dette specielle tilfælde man derfor opretholde nationalregnskabsidentiteten i faste priser samt mulighed for ændringer i de relative varepriser. En konjunkturmodel med dette udgangspunkt vil i form af adfærdsrelationer kræve en nærmere redegørelse, for at markedsforholdene og dermed de relative priser systematisk ændrer sig med konjunkturerne. Modeller, der måtte lægge vægt på ændringer i indkomstfordelingen følge af ændrede markedsforhold, kan siges at afspejle den her diskuterede Sådanne økonometriske modeller er vist meget sjældne og som nævnt ikke i overensstemmelse med den opfattelse, som ligger bag den almindelige keynesianske og dermed størstedelen af de eksisterende økonometriske modeller.

Hvis man derfor ser bort fra denne mulighed, er der tale om en fejlspecifikation,hvis model indeholder mere end én absolut varepris samt nationalregnskabsidentiteteni priser. En sådan model indeholder enten for mange prisvariable eller en identitet for meget. Vælger man at opgive nationalregnskabsidentiteten,og modellen tidligere haft en løsning, må den variabel, som har været bestemt af identiteten, enten opgives eller bestemmes på anden vis. Den fejlagtig bestemte variabel kan f. eks. være bruttonationalproduktdeflatoren,der fejlagtig har været anvendt til bestemmelse af andre variable.Da deflator ikke har nogen mening i modellen, må en tilfredsstillendebestemmelse

lendebestemmelseaf de andre variable finde sted ved variable, som allerede er
medtaget, eller som indføres ved hjælp af nye ligninger.

Modeller med nationalregnskabsidentiteten i faste priser

I Nerloves (1966) tabulariske oversigt over 25 makromodeller er det forholdsvis at finde eksempler på økonometriske modeller, der medtager såvel priser på efterspørgselskomponenter som nationalregnskabsidentiteten faste priser. Under »Other noteworthy feature« anføres det således (s. 129) om Valvanis' model for USA (1955), at »All identities are assumed to hold in real terms, although it is not clear that a common deflator is used for all real variables«. Tilsvarende anføres det (s. 133) om Kleins (1950) tredie model for USA, at »Net national product identity is assumed to hold in real terms despite the fact that a common deflator is not used for components«. Lignende oplysninger anføres bl.a. for modeller af Klein og Goldberger (1955), Liu (1963), König-Timmermann (1962) og Ackley (1963). Da der ikke er yderligere til disse bemærkninger, er det ikke helt klart, hvad der er Nerloves mening med de givne oplysninger. De citerede bemærkninger må imidlertid være tilstrækkelig til at vise, at disse forholdsvis tidlige modeller på dette punkt er fejlspecificerede.

Det samme gælder Wharton-EFU modellen, der er udarbejdet af Evans og Klein (1968).(₁968). I den anførte udgave af modellen bestemmer nationalregnskabsidentiteten faste priser deflatoren for det samlede bruttonationalprodukt. ndringen denne anvendes til bestemmelse af to prisvariable i investeringsgodesektoren. hollandske planlægningsbureaus model, 63-D (UN, Macroeconomic 1967), er ligeledes fejlspecificeret.

På tilsvarende vis indeholder Det økonomiske Råds model, SMEC 11, en. nationalregnskabsidentitet i faste priser samt mulighed for ændring i de relative Forfatterne er opmærksomme på, at der herved opstår problemer og diskuterer disse ved hjælp af en simpel model med de samme kendetegn. Som det fremgår af det foregående, er begge modeller fejlspecificerede. Hvis man ønsker at opretholde flere selvstændige priser, bør identiteten i faste priser erstattes med et antal produktionsfunktioner svarende til antallet af priser. Herved ville man også få mulighed for at specificere forholdene på arbejdsmarkedet. der ikke kan beregnes samlede virkninger i faste priser, kunne en angivelse virkningerne på arbejdsmarkedet af forskellige finanspolitiske indgreb erstattet multiplikatorerne i faste priser. Den foreslåede anvendelse af dummy variable ændrer i princippet modellen til en enkelt-vare model. Imidlertid er det uklart om ændringerne gennemføres konsekvent.

Definitioner vedrørende finanspolitikkens virkninger

Allerede i 1950'erne diskuterede man spørgsmålet om måling af finanspolitikkens på aktiviteten. Diskussionen nåede et højdepunkt med Bent Hansens arbejde for OECD (1969). I SMEC II er der lagt særlig vægt på en specifikation af de finanspolitiske variable, hvorfor det også har været naturligt for forfatterne at diskutere de nævnte målingsproblemer. Da man tager det samme udgangspunkt som Bent Hansen, skal der fremsættes nogle bemærkninger til definitionerne og siden til beregningerne i dette arbejde.

Som følge af de offentlige budgetters automatiske stabilisatorer sondrer Bent Hansen (1969, s. 21-39) mellem finanspolitikkens diskretionære, automatiske totale virkninger på aktiviteten. Til dette formål opstilles to keynesianske Der anvendes den sædvanlige notation, således at T angiver den samlede indkomst, C det private forbrug, / de private investeringer G de offentlige udgifter til køb af varer og tjenester. Endvidere angiver den samlede skattebetaling, t den marginale skattesats, mens b og g er konstanter.

I model (1) afhænger skattebetalingen af indkomsten. De private investeringer
at være exogent givne.

Model (i)

hvoraf fås

og derfor

Med udgangspunkt i denne model defineres den diskretionære budgeteffekt
som indkomstvirkningen af ændringer i de finanspolitiske instrumenter G og t,
d.v.s.

I model (2) er skattebetalingen uafhængig af indkomsten. De private investeringer
igen at være exogent givne.

Model (2)

hvoraf fås

og derfor

Med dette udgangspunkt defineres den totale budgeteffekt som indkomstvirkningen
ændringer i de finanspolitiske instrumenter G og T, d.v.s.

Differencen mellem de totale og diskretionære budgeteffekter kaldes for budgettets
virkninger, d.v.s.

På denne måde opdeler Bent Hansen finanspolitikkens eller budgettets totalevirkninger den del, der skyldes de diskretionære ændringer, og den del, der skyldes de automatiske ændringer. Som det ses, sker dette ved en sammenligningaf i to forskellige modeller. For ikke at sammenlignefinanspolitiske af vilkårlig størrelse forudsætter Bent Hansen implicit(s. at indkomstændringen (dT) er identisk i de to modeller. Af samme årsag og fordi man alene ønsker at undersøge virkningen af indkomstafhængigevariable, det, at ændringerne i de private investeringer (dl) og de offentlige udgifter (dG) ligeledes er identiske i de to modeller. Man har såledesfastlagt, ændringerne i den samlede indkomst samt alle efterspørgselskomponenterpå én er lige store. Af nationalregnskabsidentiteterne følger, at det samme gælder for det private forbrug (dC). Da det kun er skatteopkrævningenog forbrugsfunktionen, der er forskellig, må ændringerne i de samledeskattebetalinger være lige store. En løsning af modellerne fører derfor til de samme værdier for alle variable. Man kan sige, at de to modeller anvendessom til at bestemme de ændringer i skattebetalingen, der giver den samme indkomstændring. Men da modellerne i denne anvendelse er

recursive og identiske til og med skattebeløbet, får man selvfølgelig identiske løsningsværdier. Virkningen af at indføre to modeller med forskellige forudsætningerom bliver derfor alene at henføre en forskellig del af den samlede indkomstændring til ændringer i de forskellige exogene efterspørgselskomponenterog også til de finanspolitiske instrumenter.

Formålet med at opdele finanspolitikkens virkninger må være at foretage en sammenligning af alternative udformninger af en sådan politik. Opdelingen må derfor tage sit udgangspunkt i en model, som er en realistisk beskrivelse af de økonomiske sammenhænge. Det vil almindeligvis sige i den model, hvor skattebetalingen afhænger af indkomsten. Denne kan herefter anvendes til at undersøge virkningerne af forskellige indgreb.

Man kunne selvfølgelig tænke sig, at modellen med skattebetaling uafhængig indkomsten var udtryk for et sådant alternativt indgreb. Men det er formentlig uhyre sjældent, at man vil overveje en så drastisk ændring. I bedste fald vil det have karakter af en engangsovervejelse og vil derfor ikke have megen i forbindelse med analyser af konjunktursituationen. Således som defineret af Bent Hansen, angiver den automatiske finansreaktion derfor i langt de fleste tilfælde alene den fejl, som man begår ved at anvende en fejlspecificeret Det vil være mere realistisk at sammenligne udviklingen med indgreb mindre vidtgående karakter. Det er da også et sådant udgangspunkt, som anvendes af Gelting (1948), der som en af de første undersøger finanspolitikkens virkninger.

I overensstemmelse med Bent Hansen indeholder de foregående definitioner henvisninger til usikkerhed. Man har derfor forestillet sig deterministiske og en tilsvarende virkelighed. Hvis en sådan verden uden usikkerhed måtte politikerne kende de faktiske økonomiske sammenhænge, exogene størrelser og dermed den fremtidige udvikling. Der ville derfor ikke være interesse for at skelne mellem automatiske og diskretionære virkninger.

I tilfælde af usikkerhed er det rimeligt at antage, at politikerne har aversion afvigelser fra den forventede og dermed tilsigtede politik. I en sådan sammenhæng opstår der behov for automatik, idet man alt andet lige vil foretrække politik, som mindsker den nævnte afvigelse. Dette synspunkt, der taler høje marginalskatter, må selvfølgelig afvejes over for andre hensyn.

En opdeling af finanspolitikkens virkninger må derfor tage udgangspunkt i en stokastisk model. Da man formentlig ikke kan specificere en generel præferencefunktionfor besluttende myndigheder og dermed generelt bedømme alternative modeller, må man indskrænke sig til at foretage simulationer og forudsigelser.I

udsigelser.Idenne forbindelse kan man i en stokastisk model diskutere sikkerhedsgrænserfor indgreb, jfr. f. eks. Duesenberry, Eckstein og Fromm (i960). Beregningerne vil imidlertid kræve forudsætninger, som vælges af den, der udfører dem. I en given situation kan disse eventuelt begrundes, men det er ikke sandsynligt, at det er rimeligt at opretholde et sådant sæt af konstanteforudsætninger en længere periode. Problemstillingerne vil formentligskifte som følge af varierende værdier for de øvrige exogene variable og dermed for den samlede indkomst, prisudvikling og betalingsbalance m.v. Hvis dette er tilfældet, vil en mekanisk opdeling af finanspolitikkens virkninger ikke have megen mening₂.

I en senere artikel om penge- og finanspolitikkens relative effektivitet nævner Hansen (1973), at opdelingen er arbitrær. I denne sammenhæng er den dog ikke afgørende, idet konklusionerne afhænger af de institutionelle rammer som angivet ved specifikationen af det offentliges budgetrestriktion.

De faktiske beregninger af finanspolitikkens virkninger

Med udgangspunkt i de angivne definitioner beregner Bent Hansen (1969)(₁969) for årene 1955-65 finanseffekterne i syv lande. Ved opstillingen af multiplikatorer den diskretionære finanseffekt anvendes for hvert enkelt land et simpelt tidsserie-estimat af den marginale skattesats (s. 46-47). Samtidig bemærkes det, at man herved forudsætter, at den marginale skattesats har været uændret over årene, selv om det bl.a. er virkningen af sådanne ændringer man ønsker at undersøge. tilføjes, at disse ændringer har været relativt små og derfor kan negligeres.

Forudsætningen om en uændret marginalskat medfører i princippet, at beregningerne kun kan udføres for lande, hvor den diskretionære politik alene har været ført ved variationer i det offentliges køb af varer og tjenester. Skal definitionerne anvendes også i de tilfælde, hvor skattesatserne har været ændret, er det nødvendigt at anvende det enkelte års marginale skattesats. Alene herved det, at det samlede skattebeløb er identisk i de to modeller.

Bent Hansens beregninger medfører derfor, at der opstår en forskel mellem indkomstændringen i den ene og den anden model, der viser sig som målefejli diskretionære og automatiske effekt. I de år hvor den faktiske marginalskat har været højere end det anvendte udtryk, vil beregningerne overvurdereden

---

2. Matthiessen (1961) påpeger også det arbitrære i en opdeling af finanspolitikkens totale virkning, men synes ikke at forkaste en sådan tanke. Han foreslår således andre opdelinger, der bl.a. implicerer, at virkningen af indkomstafhængige skatter måles ved hjælp af multiplikatorer, der forudsætter, at sådanne ikke eksisterer.

vurderedendiskretionære effekt. Tilsvarende vil den automatiske effekt absolutset
undervurderet, da der anvendes en for lav skattesats.

Hvis de marginale skattesatser har været stigende gennem den betragtede periode, fører den anvendte fremgangsmåde til, at virkningen af et givet diskretionært bliver undervurderet i periodens begyndelse og overvurderet periodens slutning. Dette er måske en del af forklaringen på, at disse indgreb i forhold til nationalproduktet synes at have været voksende gennem perioden for så vidt angår Belgien (fig. s. 114), Frankrig (fig. s. 173), Italien (fig. s. 305) og Sverige (fig. s. 363). Tilsvarende viser det sig, at i nogle af de tilfælde, en ekspansiv, diskretionær ændring er blevet modvirket af en tilsvarende automatisk ændring, har den faktiske skattesats været forholdsvis Dette er f. eks. tilfældet for Frankrig i 1964 og Italien i 1958. Med modsat fortegn gælder noget lignende f.eks. for England i i960. Ændringerne i skattesatserne synes derfor ikke at have været uden betydning, hvorfor beregningerne have været udført med de enkelte års faktiske marginale skattesatser, som disse er angivet i tabeller vedrørende de enkelte lande.

Da Bent Hansen diskuterer, hvorvidt den førte finanspolitik har virket stabiliserende eller destabiliserende, følger heraf, at den politiske målsætning ikke nødvendigvis har været opfyldt. Dette forudsætter en usikker verden. Uden nærmere diskussion omtaler Bent Hansen (s. 23-24, 31) spørgsmålet om usikkerhed, hans estimationer forudsætter stokastiske led. Men det nævnes ikke, at usikkerhed er baggrunden for interessen for den automatiske effekt.

Måling af finanspolitikkens virkninger i SMEC II

Uden direkte at være af betydning for estimation, adfærdsligninger og identiteter forfatterne til SMEC II (Rosted m.fL, 1974) præsentationen af beregningsresultaterne. Med samme udgangspunkt som Bent Hansen opstilles definitioner af totale og diskretionære budgeteffekter, idet sidstnævnte kaldes finanseffekten. Der argumenteres for, at finanspolitikkens virkninger skal måles ved den diskretionære og ikke ved den totale budgeteffekt. Det rimelige heri følger af, at den totale og dermed automatiske effekt formentlig er arbitrære størrelser i alle andre situationer end ved overgangen til kildeskat i 1970.

Når det derimod nævnes (s. 273), at en sammenblanding henholdsvis af virkningen af de automatiske stabilisatorer og af ændringer i de finanspolitiske instrumenter især er »misvisende i år, hvor instrumenterne ændres i aktivitetsstimulerenderetning, hvor de totale budgeteffekter giver indtryk af, at der føres en aktivitetsdæmpende finanspolitik - d.v.s. i år, hvor de totale budgeteffekterog har forskelligt fortegn«, kræver dette en nærmere

præcisering. Da man forudsætter, at de modeller, der ligger bag definitionerne, har ens løsninger, kan en konsekvent anvendelse af definitionerne ikke føre til en forskellig forudsigelse af indkomstforløbet, men alene til en forskellig forklaringaf til dette forløb. Afvigende indkomstforløb kan derimod fremkommesom af forskelle i den samlede skattebetaling. Denne kan først fastlægges, når modellen bag den diskretionære effekt er gennemregnet. Vanskelighedenved anvende den totale budgeteffekt til forudsigelser er således et spørgsmål om en rigtig forudsigelse af det samlede skattebeløb.

Spørgsmålet om definitioner berører ikke spørgsmålet om, hvorvidt bedømmelser forudsigelser bør ske i en model, som er formuleret i totale eller marginale Dette afhænger af de stokratiske led, som også er afgørende for den dimension, der benyttes ved estimation af modellen.

Et andet præsentationsspørgsmål vedrører brugen af multiplikatorer, som anvendes til at angive virkningerne af forskellige finanspolitiske indgreb. Forudsætningen konstante multiplikatorer er, at modellen er lineær i de anvendte Hvis man vil udregne konstante multiplikatorer i en ikke-lineær model som SMEC 11, må man derfor approksimere en lineær modelversion til den oprindelige. Det er problemer i denne forbindelse, der hentydes til i diskussionen anvendelse af multiplikatorer tæt ved kapacitetsgrænsen.

Hvor tæt en given approksimation vil være til den oprindelige model, afhænger af, hvor udtalt denne ikke-linearitet er, og dels af afstanden mellem den betragtede situation og det punkt, i hvilket modellen er lineariseret. Der er derfor tale om en forveksling af dimensionerne, når det påstås, at approksimationen af bevægelsesretningen (s. 274). Det afgørende er niveauforskellen.

Afslutning

De senere års diskussion om finanspolitikkens diskretionære og automatiske kan forekomme uoverskuelig. Den er muligvis et forsøg på at forklare interesserede, at den samlede skattebetaling og en del offentlige udgifter af indkomsten og dermed af såvel forudsete som uforudsete påvirkninger af økonomien. Samtidig afhænger den samlede indkomst som bekendt de offentlige finanser, herunder sådanne poster som er indkomstafhængige. dette er forklaringen på den langvarige diskussion, er de tidligere refererede definitioner af totale, diskretionære og automatiske virkninger formentlig interessante i såvel teoretisk som pædagogisk henseende. Alle resultater og udsagn kan opnås uden definitioner og direkte i en model, som er en realistisk beskrivelse af de økonomiske sammenhænge.

Interessen for at opdele ændringer på det offentlige budget i diskretionære

og automatiske ændringer kan også være begrundet i et ønske om statistiske oplysninger.Har tilstrækkelig viden om anvendelsen af regler, satser m.v. på et budgetområde, kan man med kendskab til regnskabsbeløbet finde det totale beregningsgrundlag. Ofte er det imidlertid nemmere på grundlag af forrigeperiodes og oplysninger om den provenumæssige virkning af ændringer i regler, satser m.v. som et restbeløb at beregne den automatiske ndringi Med kendskab til de marginale satser kan man heraf finde ændringen i beregningsgrundlaget. På denne måde får man statistiske oplysninger,men ikke oplysninger om virkningerne af finanspolitikken. Dette kan kun ske ved explicit eller implicit anvendelse af en model.

Litteratur

ackley, G. 1963. Un Modello Econometrico
dello Sviluppo Italiano nel Dopoguerra. Rom.

DUESENBERRY, J. S., O. ECKSTEIN Og G. Fromm. i960. A Simulation of the United States Economy in Recession. Econometrica 749-809.

EVANS, M. K. Og L. R. KLEIN. 1968. The Wharton Econometric Forecasting Model. 2. udg. University of Pennsylvania, Philadelphia.

gelting, j. 1948. Finansprocessen i det økonomiske
København.

Hansen, b. 1969. Fiscal Policy in Seven Countries
OECD, Paris.

Hansen, b. 1973. On the Effects of Fiscal and Monetary Policy: A Taxonomic Discussion. American Economic Review 63: 546-571-

hicks, j. r. 1946. Value and Capital. 2. udg.
Oxford.

Klein, l. R. 1950. Economic Fluctuations in
the United States, ig2i~4i. New York.

KLEIN, L. R. Og A. S. GOLDBERGER. 1955. An
Econometric Model of the United States,
1929-52. Amsterdam.

KÖNIG, H. Og V. TIMMERMANN. 1962. Ein
Ökonometriches Modell fur die Bundesrepublik
1950-60. Zeit-

schrift fur Gesamte Staatswissenschqft 118:
598-652.

LEijoNHUFVUD, a. 1968. On Keynesian Economics
the Economics ofKeynes. New York.

Liu, t. c 1963. An Exploratory Quarterly Model of Effective Demand in the Postwar Economy. Econometrica 31: 301-48.

LEONTiEF, w. 1947. Introduction to a Theory the Internal Structure of Functional Econometrica 15: 361-73-

matthiessen, L. 1961. En not om statsbudgetens
Ekonomisk Tidskrift
63: 231-46.

nerlove, m. 1966. A Tabular Survey of
Macro-Econometric Models. International
Review 7: 127-75.

ROSTED, J., A. SCHAUMANN Og C. SØRENSEN. 1974. Finanseffekt og multiplikatorer i SMEC 11. Nationaløkonomisk Tidsskrift 112: 267-97.

united nations. 1967. Macro-Economic Models
Planning and Policy-Making. Geneva.

valvanis, s. 1955. An Econometric Model of Growth: U.S.A. 1869-1953. Papers and Proceedings, American Economic Review 45: 208-21.