i. Emnet for de følgende betragtninger er kun delvis sammenfaldende med problemerne i forbindelse med »styringen af de offentlige udgifter«, som denne debat har udviklet sig, navnlig på grundlag af de to perspektivplaner. I begge tilfælde er det styringsproblemer, der er i focus. Men mens diskussionen af styringen de offentlige udgifter bl.a. koncentrerer sig om, hvor meget der bør anvendes til de forskellige formål og hvordan vi får mest muligt for pengene, drejer det sig i det følgende om virkningen på den samlede økonomiske aktivitet af, ikke alene at der afholdes offentlige udgifter, men også at der opkræves m.v. Allerede i kraft af, at man på denne måde sammenstiller aktivitetsvirkningen af offentlige indtægter og udgifter, kan der være en risiko for, at man overser, at mens de offentlige indtægter især opkræves for at dæmpe den samlede efterspørgsel, så afholdes de offentlige udgifter jo først og fremmest for at imødekomme behov hos befolkningen for trafikanlæg, hospitaler, skoler o.s.v. Udgifterne skal derfor naturligvis ikke først og fremmest vurderes ud fra deres aktivitetsskabende virkninger.

Men på den anden side må disse virkninger heller ikke overses, og hermed
er vi i virkeligheden allerede ved problemets kerne.

Resumé

summary. Recently, the secretariat of the Danish Economic Council has developed a Keynesian-type model, SMEC II (Simulation Model of the Economic Council) in order to evaluate the effects on domestic demand, production and balance of payments of changes in fiscal-policy instruments. An additional purpose has been to introduce a concept superior that of the budget surplus, providing one single expression of the effect on total demand etc. of a certain set of changes of fiscal-policy instruments. The article discusses structure of the model and the results obtained so far, the latter being expressed in terms of first-year as well as long run multipliers.

2. Det er en velkendt sag, at skal et problem kunne slå igennem i den offentlige må det præsenteres på en forenklet måde, allerbedst ved hjælp af et enkelt tal. Finanspolitikkens virkning er da også i mange år blevet udtrykt ved en enkelt saldo, hentet fra opstillinger over de samlede offentlige finanser (eller eventuelt kun statsfinanserne). Oprindelig koncentrerede man sig om saldoen på drifts- og anlægsbudgettet, men senere blev kasseoverskuddet det centrale begreb.

Når man oprindelig brugte drifts- og anlægsbudgettets saldo, var det i overensstemmelse med god latin ifølge de elementære lærebøger: man havde her samlet de poster, til hvilke der ikke alene var knyttet likviditetsvirkning, men også indkomstvirkning. Når man senere skiftede hest, påstår onde tunger, at det bl.a. hang sammen med, at kasseoverskuddet næsten altid var væsentlig mindre end overskuddet på drifts- og anlægsbudgettet, i hvert fald for statsfinansernes - og store overskud kan i sig selv frembyde en næsten fristelse for politikerne m.h.t. at forøge de offentlige udgifter.

Mere seriøst kunne der dog også argumenteres for at medtage de offentlige (statens) nettoudlån: ofte ville ydelsen af statslån have præcis samme aktivitetsvirkning afholdelse af en anlægsudgift. Der var altså ikke tale om et enten/ eller, når man kiggede nærmere på de forskellige poster. Men det er jo blot det samme som at sige, at aktivitetsvirkningen af forskellige offentlige udgifter under omstændigheder er forskellig.

Og hertil kommer - stadig ifølge lærebogslatinen - at den ekspansive virkning forøgede offentlige køb af varer og tjenester som bekendt måtte antages at overstige den kontraktive virkning af en skatteforøgelse af samme omfang, jfr. Haavelmo-Gelting teoremet fra 1940'ernes første halvdel.

På denne baggrund er det ikke så mærkeligt, at økonomerne har haft svært ved at bevare alvoren, når et øget kasseoverskud af politikerne er blevet taget som udtryk for en stramning af finanspolitikken. Kasseoverskuddet fremkommer som differencen mellem en række offentlige indtægter og udgifter, som hver for sig indebærer en vidt forskellig aktivitetspåvirkning pr. krone. Eller sagt lidt mere teknisk: de forskellige poster har en vidt forskellig multiplikatorvirkning.

3. Hertil kommer imidlertid en yderligere indvending mod at anvende ndringer kasseoverskuddet som udtryk for en ændring i finanspolitikkens stramningsgrad. indvending er principielt af en helt anden karakter end den første; den har fået øget vægt ide seneste år, specielt efter indførelsen af kildeskatten.

Forholdet er nemlig det, at især de offentlige indtægter nu ikke blot afhænger størrelsen af skattesatserne (trækprocenterne), men desuden i sig selv afspejler konjunkturforløbet, fordi vi opererer med en samtidighedsskat, i hvert fald for A-skatternes vedkommende - men jo f.eks. også for momsen. Før 1970 havde man i marts måned en ide om størrelsesordenen af det forudgående års skattepligtige indkomster, og i og med at man fastlagde skatteprocenterne, lå også det samlede skatteprovenu fast, upåvirket af aktivitetsudviklingen i det år, man gik ind i.

Indførelsen af kildeskatten har helt ændret dette billede. Ved fastlæggelsen af skattesatserne - og det er jo det instrument, politikerne i denne forbindelse har til rådighed - har man ikke længere samtidig automatisk fastlagt skatteprovenuet. kan virke forvirrende, men egentlig er det ikke særlig bekymringsfuldt. skatteprovenuet er jo ikke et mål i sig selv; det afgørende er aktivitetspåvirkningen, hvad enten vi måler den ved ændringen i den samlede efterspørgsel, i nationalindkomsten eller i andre størrelser.

Disse sammenhænge er søgt illustreret i fig. 1. Søjlen til venstre illustrerer
ændringen i nationalindkomsten og søjlen til højre ændringen i de offentlige
budgetter (kasseoverskuddet).

Ændringer i nationalindkomsten vil i mange tilfælde skyldes ændringer i variable, som ikke forklares inden for modellens rammer; disse ændringer er repræsenterede ved den nederste trekant. Men de kan også fremkomme som et resultat af ændringer i de finanspolitiske instrumenter, jfr. den øverste trekant. Sådanne instrumentændringer vil føre til ændringer i nationalindkomsten, den såkaldte »finanseffekt«, jfr. pilen mod venstre. Endvidere vil de umiddelbart påvirke de offentlige budgetter, jfr. pilen fra den øverste trekant mod højre. Men desuden vil der fremkomme en virkning på de offentlige finanser, afledet af at nationalindkomsten ændres, jfr. den midterste pil mod højre.

På denne baggrund skulle det forhåbentlig klart fremgå, at ændringer i kasseoverskuddet må forkastes som udtryk for finanspolitikkens aktivitetsvirknin ₁. Når det alligevel hidtil har overlevet, skyldes det nok især, at man ikke har haft noget andet og bedre at sætte i stedet. Og når man ikke har haft det hænger det igen sammen med, at det er vanskeligt at belyse, hvad der ville være sket med nationalproduktet etc., hvis man havde givet de finanspolitiske instrumenter anden værdi, medmindre man har en model af den danske økonomi^2.2 _'.

4. Udgangspunktet ved anvendelsen af en sådan model må være, at man har målsætninger m.h.t. f. eks. udviklingen i produktion og beskæftigelse, udviklingen på betalingsbalancen og dermed udviklingen i den indenlandske efterspørgsel. Man styrer herefter økonomien med henblik på så vidt muligt at få disse målsætninger Da målsætningerne som bekendt oftest vil være indbyrdes uforenelige, forudsætter dette, at der foretages politiske afvejninger. Når resultatet ligger fast, bruger man derefter de finanspolitiske instrumenter til at navigere frem mod målsætningerne.

På denne baggrund bliver valget af instrumenter naturligvis af central betydning.Instrumenterne

---

1. Selve det forhold, at samtidighedsskatter giver anledning til målingsproblemer, skulle nødig overskygge, de kan være hensigtsmæssige som økonomiske stabilisatorer. Det skal imidlertid understreges, at stabilisator-effekten nedenfor er inddraget i beregningerne; den fører til, at multiplikatorerne bliver mindre, end de ellers ville være blevet.

2. På baggrund af denne grusomme salve kan der være grund til at gentage, at indvendingerne mod kasseoverskuddet jo har været kendt længe. Problemerne har formentlig i praksis ikke været så store på embedsplan, og især ikke ex ante, altså ved vurderingen af den forventede virkning i et kommende år af finanspolitiske indgreb. Men kommentarerne i folketinget til det registrerede kasseoverskud for et forgangent år har næsten altid været af en noget uklar karakter, for at sige det mildt. Hertil kommer, at de debatter om nye besparelser, der har været ført fra tid til anden, har haft en ulykkelig tendens til at koncentrere sig om et bestemt tal for, hvor store nettobesparelser en bestemt buket skulle indeholde, uden hensyn til at de forskellige elementer normalt har helt forskellige multiplikatorvirkninger.

tydning.Instrumenternemå være størrelser, der meningsfyldt kan fastlægges
fra politisk hold, for indtægtssidens vedkommende altså typisk skattesatser.

5. Før modellens struktur nærmere beskrives, kan der imidlertid være grund til at minde om, at også de traditionelle lærebogsræsonnementer omkring multiplikatorer en bagvedliggende model. Vi husker alle multiplikatorudtrykkene

og

for en lukket økonomi³. Men de forudsætter jo ikke blot, at skatteprovenuet er exogent, men bl.a. også at det private forbrug er en lineær funktion af den disponible samt at investeringerne er exogene og altså ikke påvirkes af ændringer af T.

Sætter vi den marginale forbrugskvote til 0,8, bliver multiplikatoren for de offentlige udgifter sog skattemultiplikatoren —4. Men som bekendt vil disse tal være større end dem, man i praksis må regne med, bl.a. fordi en del af efterspørgselen sig mod udenlandske varer, og fordi skatteprovenuet ikke kan betragtes som exogent.

Endelig kan der være grund til at minde om, at de nævnte multiplikatorudtryk som resultat af en komparativ-statisk ekscersits. Man tænker altså G eller T ændret fra et niveau til et andet, idet det nye niveau herefter Multiplikatorerne illustrerer nu virkningen på nationalindkomsten, at økonomien har tilpasset sig det nye niveau. Der er altså med denne fortolkning tale om langtidsmultiplikatorer.

6. Man kan sige, at et af formålene med vores analyse netop har været at nå frem til nogenlunde pålidelige størrelsesordener for sådanne multiplikatorer på såvel langt som kort sigt. Og vel at mærke multiplikatorer, der udtrykker effekten indenlandsk efterspørgsel, produktion m.v. som følge af ændringer i de enkelte instrumenter.

---

3. Y = nationalindkomst, G = offentligt køb af varer og tjenester, T = skatteprovenu, a = marginal forbrugskvote.

Den tilgrundliggende model er - sammenlignet med SMEC I4I⁴ - meget simpel; den har kun 5 adfærdsrelationer: en forbrugsfunktion, en investeringsfunktion, eksportfunktion, en importfunktion og en relation for prisudviklingen det private forbrug, jfr. fig. 2.

Det vil føre for vidt i denne sammenhæng at kommentere de tekniske - og da især de beregningstekniske - aspekter af modellen; størrelsen af de estimerede ide enkelte relationer vil jeg heller ikke komme ind på⁵. Men et par bemærkninger om modelstrukturen kan der dog være grund til at komme

For det første fremgår det af fig. 2, at der er tale om en Keynes-model med adfærdsrelationer for de forskellige efterspørgselskomponenter på varemarkedet, men uden udbuds (produktions) funktioner. I den slags modeller opstår der uundgåeligt vanskeligheder, når man nærmer sig fuld beskæftigelse, specielt hvis man i denne situation studerer virkningen af en ekspansiv politik. Disse vanskeligheder er som bekendt ikke noget specielt for SMEC 11. Tværtimod kan man måske sige, at man har prøvet at tage højde for dem ved f. eks. at indføre i importfunktionen, væksten i den indenlandske efterspørgsel eksportfunktionen samt ændringen i »efterspørgselspresset«⁶ i forbrugsprisrelationen.

For det andet glimrer arbejdsmarkedet altså ved sit fravær, ligesom man i modellen stort set har givet afkald på explicit at introducere pengepolitikken, herunder de implicitte likviditetsvirkninger af finanspolitiske indgreb (samt af over- eller underskud på betalingsbalancen etc.). Til gengæld er der gjort meget af at inddrage de forskellige finanspolitiske instrumenter. Dette er for de direkte skatters vedkommende gjort i en skattefunktion - en teknisk relation, som jeg imidlertid ikke skal komme ind på.

For det tredie må det noteres, at mens investerings-, eksport- og importfunktionerneer

---

4. Modeltraditionen på Det økonomiske Råds sekretariat - ikke mindst skabt af sekretariatets yngre medarbejdere - satte sig sin første frugt i Jørgen Hansen og Martin Paldam, SMEC. En kvartalsmodel af den danske økonomi (Københavns Universitets Økonomiske Institut og Det økonomiske Råds sekretariat, 326 sider, København 1973, senere benævnt SMEC I). Dette arbejde har i høj grad været baseret på støtte fra Statens samfundsvidenskabelige Forskningsråd, som fortsat støtter modelarbejdet. Strukturen i SMEC I er ganske kompliceret, og det er endnu ikke lykkedes på alle områder at leve op til intentionerne dette ret ambitiøse projekt. SMEC I har derfor især haft betydning for SMEC II som bagvedliggende

5. Den nærmere specifikation af modellen og koefficienternes størrelse fremgår af bilaget pp. 99 ff. i Det økonomiske Råd, formandskabet, 1973: Dansk økonomi efteråret 1973. København.

6. Målt ved forskellen mellem den procentvise stigning i det private forbrug og i den samlede produktion.

funktionerneerudtrykt i faste priser, opererer forbrugsfunktionen i løbende priser. Netop dette forhold, at der er tale om en »blandet« fastpris-løbendeprismodel,bevirker at den bliver sværere at gennemskue, end man umiddelbartskulle

For det fjerde er modellens variable som hovedregel udtrykt i procentvise ændringer og aldrig i de forskellige variables absolutte niveau i de enkelte år. Det må samtidig understreges, at de procentvise ændringer i de fleste tilfælde fremkommer som vejede gennemsnit af stigningsprocenterne i op til de tre foregående år, med vægte der varierer fra relation til relation.

7. Herefter nogle få bemærkninger til de enkelte relationer. Forbrugsfunktionen, der altså er udtrykt i løbende priser, bestemmer ændringer i forbrugskvoten ud af disponibel indkomst, dels ved væksten i de private nettoindkomster før skat (negativt fortegn), dels ved ændringen af skattetrykket for så vidt angår de direkte (positivt fortegn). Den afspejler en stabilitet i forbrugsudviklingen, en permanent income hypotese, idet en særlig stærk vækst i indtægten umiddelbart opfanges af opsparingen, ligesom denne umiddelbart bærer en del af virkningen af øgede skattesatser⁷.

Investeringsfunktionen forklarer den procentvise ændring i de private faste bruttoinvesteringer (excl. boligbyggeri) med udgangspunkt i en variant af kapitaltilpasningsprincippet. i efterspørgselen (eksport, privat efterspørgsel samt offentlige varekøb) virker således investeringsstimulerende. Desuden er væksten i bankindlånene medtaget som forklarende variabel. Det vil føre for vidt at komme ind på teorien - eller den manglende teori - bag denne variabel. På modellens nuværende stadium kan man betragte indlånsstigningen som en dåseåbner for at få pengepolitikken ind i modellen.

Eksportfunktionen har vi i en årrække arbejdet med i JJet økonomiske Råds sekretariat. Den forklarer industrieksportenß, dels ved væksten på vore hovedmarkeder,der virker eksportstimulerende, dels ved væksten i den indenlandske efterspørgsel, der virker i modsat retning. Konkurrenceevneproblemstillingen,f.eks.

---

7. Sådan som estimationen rent teknisk er foretaget, har det været muligt at udnytte den foreliggende statistik for årene både før og efter indførelsen af kildeskat. Imidlertid er det tænkeligt, at selve indførelsen kildeskatten har ændret forbrugernes adfærd, og det kan ikke udelukkes, at forbrugsfunktionen omspecificeres, når vort erfaringsgrundlag m.h.t. kildeskatteårene er blevet udbygget. Måske resultatet, at man alligevel må foretrække direkte at lade de disponible indkomster bestemme forbruget.

8. Excl. skibe og fly og excl. eksport til Østeuropa.

blemstillingen,f.eks.udtrykt ved den relative lønudvikling i udlandet og i
Danmark under hensyntagen til valutakursjusteringer, er det endnu ikke lykkedesat
til udtryk blandt de forklarende variable.

Importfunktionen9 er opdelt ito dele ud fra en antagelse om, at det offentliges køb af varer og tjenester med fordel kan udskilles. Til det offentliges køb af tjenester, d.v.s. lønsummen, er der ikke umiddelbart knyttet noget importindhold, importkvoten i varekøbet på basis af input-output tabellerne for 1966 er beregnet til 0,18, altså relativt lavt.

For den øvrige import forklares, ligesom i de foregående relationer, den procentvise stigning. Det sker dels ved væksten i de øvrige efterspørgselskomponenter efterspørgsel og eksport), dels ved ændringer i lagerkvoten, dels ved den relative prisudvikling (idet stigende importpriser - incl. særtold - målt i forhold til udviklingen i det indenlandske prisniveau virker importdæmpende) og endelig ved ændringer i den indenlandske kapacitetsudnyttelse, idet en stigning fører til øget import, især når man nærmer sig fuld beskæftigelse.

Endelig bestemmes ændringen i forbrugspriserne endogent, dels - fra omkostningssiden
ved væksten i lønninger og importpriser, dels ved det ovenfor omtalte,
udtryk for ændring i »efterspørgselspresset«.

Disse adfærdsrelationer danner fundamentet i SMEC 11, der desuden indeholder
samt en række nationalregnskabsidentiteter i faste og
løbende priser m.v.

8. Formålet med modellen er som nævnt at bestemme virkningen af, at man foretager ændringer i finanspolitiske instrumenter, f. eks. skattesatser - i første omgang på den samlede indenlandske efterspørgsel i det første år umiddelbart efter instrumentændringen. Pointen er altså, at man ikke blot interesserer sig for, hvad man kunne kalde »den umiddelbare virkning« på den indenlandske efterspørgsel, tværtimod desuden søger at få de afledte virkninger ind i billedet, baseret på en adfærd som beskrevet i modellen. Det er denne samlede virkning på den indenlandske efterspørgsel som følge af ændringer i de forskellige instrumenter, repræsenterer det første sæt af hovedresultater af arbejdet med SMEC 11.

Resultaterne m.h.t. førsteårsmultiplikatorerne på den indenlandske efterspørgselsom

---

9. Mens estimationerne i forbindelse med de øvrige funktioner er baseret på data siden begyndelsen af 1950'erne, har vi ved importfunktionen kun anvendt tal siden slutningen af 1950'erne, altså fra år med relativt frie importforhold.

spørgselsomfølge af ændringer i de forskellige instrumenter fremgår af tredie søjle i tabel i. I forspalten opregner tabellen de forskellige instrumenter, der indgår i SMEC 11, og i den første søjle er angivet den enhed, hvori ændringer i det pågældende instrument måles. For de vigtigste indtægtsinstrumenter drejer det sig om procentpoints, for hovedparten af udgiftsinstrumenterne om beløb i mia kr. (»rammebevillinger«).

For at opnå sammenlignelighed mellem virkningen af de forskellige instrumentændringer der beregnet multiplikatorer, målt pr. krone, for hvert instrument. Multiplikatorerne i tredie søjle er bestemt som den samlede virkning på den reale indenlandske efterspørgsel, målt i forhold til den umiddelbare ændring i skatteprovenu eller i de offentlige udgifter som følge af en ændring i et bestemt instrument.

Den samlede virkning på den indenlandske efterspørgsel (i faste priser) i det første år, umiddelbart efter at en instrumentændring er foretaget, bestemmes modellen. Den umiddelbare ændring i skatteprovenu m.v. som følge af en bestemt instrumentændring er anført i tabellens anden søjle. Disse ændringer er altså beregnet uden hensyntagen til de afledte virkninger af den pågældende instrumentændringlo.

9. Som det fremgår af tabellen, afhænger et-års multiplikatorerne på den reale indenlandske efterspørgsel i høj grad af, hvilke instrumenter der er tale om. Men samtidig er alle multiplikatorerne relativt små - ingen over 2 og de fleste under 1, altså væsentlig lavere tal, end vi fandt i det simple lærebogseksempel ovenfor. Dette skyldes ikke blot de forhold, som da blev omtalt (udenrigshandel og eksistensen skattesatser), men også - og ikke mindst - den træghed i tilpasningen, der er et karakteristisk træk i SMEC 11.

Indtægtsinstrumenterne har typisk en førsteårs-multiplikator på den indenlandskeefterspørgsel ca. —0,7. Momsen virker dog, med en multiplikator på —1,2, mere kontraktivt end de øvrige indtægtsinstrumenter. Det hænger sammen med, at realforbruget reagerer kraftigt på prisændringer, sådan som

---

10. Hvor instrumentændringer i sig selv er udtrykt som et bestemt beløb, bliver den umiddelbare virkning udtrykt ved det samme beløb. Når »ændringer i ligningsmæssige fradrag m.v.« danner en undtagelse, hænger det sammen med, at instrumentændringen her repræsenterer ændringer i skattegrundlaget. umiddelbare virkning på skatteprovenuet er naturligvis væsentlig lavere, fordi den marginale er mindre end ioo pct. Med andre ord fremgår det på dette punkt af tabellen, at den »gennemsnitlige marginale skattesats« er 58 pct.

forbrugsfunktionen er specificeret11. Den lavere multiplikator for ejendomsskatterskyldes
at disse er fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtigeindkomst.

Vender vi os derefter mod udgiftsinstrumenterne, er multiplikatoren for ændring i offentlige varekøb 1,7 og altså væsentlig større end indtægtsinstrumenternes Multiplikatoren for antal offentligt ansatte er af samme størrelsesorden, omend knap så stor¹², nemlig 1,4.

Multiplikatorerne for de øvrige udgiftsinstrumenter iflg. tabel 1 er væsentlig hvad der er i god overensstemmelse med, at der i disse tilfælde ikke sker nogen umiddelbar ressourcebeslaglæggelse. Multiplikatoren for ændringer i lønniveauet for de offentligt ansatte er ca. 0,4 eller ca. 1,0 mindre end multiplikatoren antal offentligt ansatte, hvad der stemmer godt med gængse lærebogsbetragtningerl3. Det er også i overensstemmelse hermed, at multiplikatoren skattepligtige indkomstoverførsler er af samme størrelsesorden som multiplikatoren for ændret lønniveau for offentligt ansatte¹⁴.

Da SMEC II kun har én forbrugsfunktion, er det ikke muligt at studere virkningen af en indkomstomfordeling mellem f.eks. højt- og lavtlønnede. Men man kan - og det er gjort for indkomstoverførslernes vedkommende - beregne en særlig multiplikator baseret på en forudsætning om, at disse ikke beskattes. Det giver som ventet en større multiplikator: 0,8 mod 0,4 for de skattepligtige transfereringers vedkommende.

10. Det følger allerede af definitionerne fra nationalregnskabet, at en ændring i den indenlandske efterspørgsel enten vil slå ud i produktionen eller på betalingsbalancen.Virkningen den indenlandske efterspørgsel af f. eks. en skattesatsforhøjelsevil afspejles enten i en formindsket indenlandsk produktioneller

---

11. Jfr. nedenfor i bidraget af Rosted, Schaumann og Sørensen.

12. Normalt regner man med, at multiplikatoren for antal offentligt ansatte skulle være lidt større end multiplikatoren for offentlige varekøb, idet der i de sidste i modsætning til de første er et umiddelbart importindhold. I modellen mere end opvejes dette forhold imidlertid af, at offentlige varekøb i modsætning antal offentligt ansatte har en investeringsstimulerende effekt, jfr. investeringsfunktionen i fig. 2.

13. Denne harmoni er dog først opnået på det seneste efter nogle justeringer, der har formindsket multiplikatoren for antal offentligt ansatte, jfr. nedenfor i bidraget af Rosted, Schaumann og Sørensen.

14. Der er i modellen ikke taget hensyn til, at ændringer i lønniveauet for offentligt ansatte kan have afsmitningsvirkninger for lønningerne i den private sektor med deraf følgende videregående konsekvenser.

tionellerien forbedret betalingsbalancels. Denne opspaltning er foretaget i
de to sidste søjler i tabel 1, hvor den numeriske sum for hvert enkelt instrument
er lig med tallet i den midterste søjle.

Som det fremgår af tabellen, fordeler efterspørgselsvirkningen for næsten alle instrumenter sig, således at knap to trediedele virker på den indenlandske produktion og godt en trediedel på betalingsbalancen. De eneste undtagelser herfra er antal offentligt ansatte, hvor produktionsvirkningen (1,1/1,4) er væsentlig og betalingsbalancevirkningen tilsvarende mindre, hvad der er i god overensstemmelse med det manglende umiddelbare importindhold ved en efterspørgselsforøgelse på dette område. Noget tilsvarende gælder - omend mindre udpræget - for offentlige varekøb, som indtager en mellemstilling m.h.t. importkvote, jfr. ovenfor¹⁶.

11. Disse resultater - altså at en kontraktiv politik kun i begrænset omfang virker - kunne umiddelbart give anledning til en betydelig idet de kunne tages som udtryk for en manglende tilpasningsevne den danske økonomi med deraf følgende betydelige ledighedsproblemer en nødvendig konsekvens, hvis man ville føre en konsekvent finanspolitik henblik på en betalingsbalanceforbedring.

Imidlertid gælder resultaterne, som flere gange fremhævet, for det første år efter instrumentændringen. Med de trægheder, der er i flere af efterspørgselskomponenterne, det imidlertid nogen tid, før virkningen af en instrumentændring slået helt igennem. Til nærmere belysning heraf har vi for hvert af instrumenterne beregnet multiplikatorerne på såvel indenlandsk efterspørgsel, produktion som betalingsbalance - ikke blot det første år, jfr. tabel 1 ovenfor, men også for de følgende fire år. Alle disse resultater har deres ophavsmænd derefter på elegant vis sammenfattet i en enkelt figur, jfr. fig. 3.

12. Hver af figurens 8 afdelinger viser multiplikatorer for et bestemt instrument. udgiftsinstrumenterne er multiplikatorerne positive. Disse instrumenter sig i figurens øverste del, mens indtægtsinstrumenternes negative er illustreret i den nederste del.

---

15. Den umiddelbare parallel til produktionsformindskelsen er naturligvis en mindre import; men med eksportfunktionens udseende, jfr. fig. 2, kan virkningen også gå over en eksportforøgelse, skabt i forbindelse afmatningen i den indenlandske efterspørgsel.

16. Når produktions- og betalingsbalancevirkningerne ifølge tabellen er lige stor for såvel ændret lønniveau skattepligtige indkomstoverførsler, hænger det sammen med afrunding.

Kurverne længst væk fra abscisseaksen viser multiplikatorerne på den indenlandske efter 1, 2, 3, 4 og 5 års forløb for hvert enkelt instrument. Hovedkonklusionen er, at virkningen af en instrumentændring i alle tilfælde slår praktisk taget fuldt ud igennem allerede i det første år; kurverne forløber stort set vandret¹⁷.

Kurverne nærmest ved abscisseaksen illustrerer multiplikatorerne på den indenlandske produktion; de viser en tydeligt faldende tendens. Sættes skattesatserne vejret, sker der med andre ord gradvis en tilpasning i produktionsmønsteret overensstemmelse hermed, hvorved bl.a. importen reduceres og en eksportforøgelse muliggjort. Dette kommer til udtryk i den lodrette forskel mellem kurverne, der repræsenterer betalingsbalanceforbedringen ved en forøgelse skattesatserne, eller -forringelsen ved øgede offentlige udgifter. Mens betalingsbalancevirkningen det første år som ovenfor nævnt som hovedregel er ret beskeden, bliver den efterhånden stadig mere markant.

Hermed kommer historien trods alt til at ende godt: selv om den umiddelbare af ændringer i de finanspolitiske instrumenter er beskeden, bliver den efterhånden betydelig, hvis blot ændringen fastholdes. Samtidig aftager virkningen på den samlede produktion og beskæftigelse. SMEC ll's budskab er altså i en nøddeskal, at på lidt længere sigt er det muligt finanspolitikken at forbedre betalingsbalancen væsentligt uden at skabe varige beskæftigelsesproblemer, hvis blot den ændrede finanspolitik fastholde 18.

13. I det foregående har jeg udelukkende beskæftiget mig med de enkelte instrumentersmultiplikatorer på efterspørgsel og produktion, og på kort og langt sigt. Men det fælles mål af den samlede virkning af alle de finanspolitiske indgreb, der foretages på et bestemt tidspunkt - eller i et bestemt år - altså det begreb, der skulle afløse »ændringen i kasseoverskuddet«, har jeg endnu ikke været inde på. Barnet har allerede fået et navn; det hedder »finanseffekten« (jfr. fig. 1). Men indholdet er jo unægtelig vigtigere. Det er klart, at finanseffektenprincipielt

---

17. Virkningen på den samlede indenlandske efterspørgsel af en momsforhøjelse ser endda ud til at være faldende gennem femårsperioden. Dette resultat er måske ikke ganske plausibelt. Et forsøg på en detaljeret forklaring heraf giver en god illustration af, at selv en enkel model som SMEC II kan være svær at gennemskue, jfr. ovenfor. Det hører i hvert fald med i forklaringen, at forbrugsfunktionen indebærer, realforbruget reagerer kraftigt på prisændringer, jfr. pkt. 9 ovenfor.

18. Forudsætningen for, at denne konklusion kan lægges til grund også med henblik på fremtiden, er naturligvis, at de vilkår, hvorunder den danske økonomi fungerer, i de kommende år vil kunne karakteriseres samme måde som i de foregående. Om disse problemer henvises til den sidste del af kap. iv i formandskabets efterårsrapport 1973.

effektenprincipieltfremkommer som den vægtede sum af alle instrumentændringer,idet enkelt instrumentændring vægtes med sin multiplikator. Men i denne forbindelse rejser der sig en række problemer, som jeg afslutningsvis kort skal omtale.

For det første - men det er jo helt banalt - er det klart, at pålideligheden af finanseffekten aldrig vil kunne blive bedre end den model, der danner basis for den. Efterhånden som det lykkes at forbedre SMEC 11, skulle tilliden til finanseffekten forøges. (Hertil kan jeg lige så godt først som sidst føje vort »sidste-skanse argument«: selv om finanseffekten stadig er belemret med svagheder, det fundamentale spørgsmål jo, om den ikke under alle omstændigheder et bedre mål for ændringer i finanspolitikken end ændringen i kasseoverskuddet. spørgsmål kan vist vanskeligt besvares benægtende).

Principielt er det jo også klart, at man ikke blot kan bestemme den samlede ved at tage de forskellige instrumentændringer og hver for sig multiplicere dem med deres multiplikator. Der vil foregå et vist samspil, men dette problem løses netop, hvis man samtidig fodrer modellen med alle instrumentændringernel9. kan man naturligvis ikke a priori slutte, at en bestemt multiplikator vil være helt stabil over tiden, principielt tværtimod. I praksis tyder vore eksperimenter nu på, at der faktisk i de senere år har været tale om en betydelig stabilitet, i hvert fald i førsteårs multiplikatorerne, hvor der har været de bedste muligheder for eksperimenter2o.

Man må også medgive, at der under alle omstændigheder vil være flere »totale« finanseffekter - på efterspørgsel og produktion, på kort og langt sigt. Men heller ikke dette forhold skulle give anledning til søvnløse nætter. Med den nogenlunde ensartede profiltype for de forskellige instrumenters vedkommende i de otte kurvesæt i fig. 3 kan der være grund til at regne med, at de forskellige finanseffekter vil vise ret ensartede forløb.

Der kan endvidere, så stærkt som det er muligt, være grund til at understrege, man hverken kan eller bør give finanseffekten noget normativt indhold. finanspolitikken er hensigtsmæssig beror i sidste instans på, hvilken målsætning man politisk har valgt, jfr. bemærkningerne herom i indledningen.

14. Hvis jeg skal provokere lidt til allersidst, vil jeg derfor gerne sige, at det
eneste virkeligt alvorlige problem i forbindelse med definitionen af den samledefinanseffekt

---

19. Jfr. nedenfor i bidraget af Rosted, Schaumann og Sørensen.

20. Forud for kildeskattens indførelse var multiplikatorerne naturligvis større end efter, jfr. nedenfor i bidraget af Rosted, Schaumann og Sørensen.

ledefinanseffektligger i instrumentafgrænsningen. Samtidig må det dog understreges,at her er tale om et helt generelt problem for den finanspolitiske styring, selv om det nok kommer særlig klart frem, når man som her skal foretageafgrænsningen en model. Uanset formaliseringsgrad må den finanspolitiskestyring viden om, hvilke satser, provenuer m.v. på såvel indtægtssidensom der rent faktisk er under de besluttende myndighederskontrol.

For indtægtssiden er der i princippet ikke de store problemer: det er skatteog
som er instrumenter, og dem kender vi den aktuelle eller mulige
af.

På udgiftssiden er det sværere at give definitive svar. Når man taler om endogene indtægtsprovenuer, plejer man som et tilsvarende eksempel fra udgiftssiden nævne det samlede beløb, der udbetales i arbejdsløshedsunderstøttelse det bestemmes af den endogene ledighed samt satserne, der altså i denne forbindelse må betragtes som det relevante instrument.

Men så enkelt stiller sagerne sig ikke for de fleste udgifters vedkommende. Det hænger som omtalt bl.a. sammen med, at offentlige udgifter ikke først og fremmest afholdes for at øge den økonomiske aktivitet, men derimod for at stille bestemte ydelser til befolkningens rådighed. Som et »mellemeksempel« kan man se på invalidepensionerne. De samlede udgifter hertil afhænger naturligvis samme måde som arbejdsløshedsunderstøttelsen af pensionssatserne. Men i hvilket omfang er antallet af invalidepensionister endogent - på en eller anden måde en nødvendig konsekvens af den økonomiske udvikling - og i hvilket er det exogent og under kontrol, f. eks. bestemt af en ændret målsætning, eller explicit udtrykt i ændrede betingelser for at kunne opnå invalidepension ? Og hvad, hvis man skulle beslutte sig til helt at ændre strategi med hensyn til bistandsformer på dette område?

Det kompleks af problemer, som hermed rejser sig, skal jeg ikke forfølge nærmere. Blot kan der være grund til at fremhæve, at den instrumentafgrænsning, fremgår af tabel 1, umiddelbart egner sig bedst for »rammebevillinger«, der for de lovbundne udgifters vedkommende snarere kan være grund til at forsøge sig med »udgiftsfunktioner«.

Problemerne er imidlertid ikke blot af begrebsmæssig natur; der er - som det ofte er tilfældet ved sådanne spørgsmål - også alvorlige dataproblemer, bl.a. fordi vi jo interesserer os for udgifterne i hele den offentlige sektor. Dem kan man håbe at få skovlen under hen ad vejen. Men der kan være grund til at nævne, at det ved fastlæggelsen af den underopdeling af udgifterne, man foretagerfor offentlige finansers vedkommende, bl.a. kan være nyttigt at have

spørgsmålet om at skabe den bedst mulige basis for beregninger som de ovenforomtalte
erindring.

15. Imidlertid kan der, for at disse noget diffuse bemærkninger ikke skal være
det sidste ord om finanseffekten i denne omgang, være grund til at slutte med
to mere positive kommentarer.

Den første er af mere teknisk natur. Hvis formålet med analysen er, ud fra en given målsætning at fastlægge et kommende års finanspolitik, er det ikke så afgørende, som man måske umiddelbart skulle tro, hvorledes instrumentafgrænsningen For hvis en bestemt størrelse ikke inddrages blandt eller påvirkes af et bestemt instrumentvalg og dermed ikke kommer med i finanseffekten, vil den til gengæld være indeholdt i modellen blandt de ukontrollable Enten kommer den med på den ene eller også på den anden måde; helt glider den ikke ud2l.

Og endelig kan der være grund til at fremhæve, at behovet for en finanseffekt ikke mindst gør sig gældende ved vurderingen af en bestemt »sparebuket« en sammenligning mellem forskellige alternative buketter. Sådanne præsenteres imidlertid som regel netop i en form, som umiddelbart muliggør beregning af den til buketten knyttede finanseffekt; instrumentafgrænsningsproblemet - i hvert fald principielt - så at sige automatisk løst i og med, at buketten præsenteres. Og på denne måde blev der altså alligevel mulighed for at slutte af med en optimistisk betragtning, også m.h.t. finanseffekten.

---

21. Jfr. nedenfor i bidraget af Rosted, Schaumann og Sørensen.