Resumé

summary. This article discusses the generalized labour value concept in relation to the
theory of exploitation. In addition it contains some critical notes on a recent article by
L Grunbaum.

Indledning

i. Siden min 1968-artikel om den generaliserede arbejdsværdi er der sket en del på området, repræsenteret ved navne som Samuelson og Weizsäcker (1971) og Wolfstetter (1973) for blot at nævne nogle. Det kan derfor heller ikke undgå at smigre, at I. Grunbaum i en nylig artikel (1974) her i tidsskriftet må gribe så langt tilbage som til min gamle artikel for at præcisere en pointe vedrørende den Marx'ske arbejdsværdilære vis a vis den generaliserede arbejdsværdi.

Formålet med denne artikel er at præsentere en lidt uddybende kommentar
Griinbaums hovedpointe, således som jeg ser den. Forinden bliver det
dog nødvendigt at opklare et par punkter.

Grünbaums bidrag

2. Det ville være halsløs gerning at forsøge at gengive Ricardo's og Marx's arbejdsværdilærer i generaliseret form; dertil er de to alt for forskellige. Og det er da heller ikke meningen med min 1968-artikel, hvad en hurtig gennemlæsning vil kunne overbevise læseren om. Desværre tillægger Grunbaum mig i sin artikel en sådan hensigt og bibringer derved den læser, der ikke griber tilbage at se, hvad jeg har skrevet, et vildledende indtryk af mit bidrag.

Hovedsigtet med min artikel var at undersøge et i og for sig banalt spørgsmål,nemlig hvilke betingelser de relative varepriser i en kompetetiv økonomi ville stemme overens med de relative arbejdsværdier. Jeg viste da, at hvis man anvender det generaliserede arbejdsværdibegreb, vil der komme overensstemmelse mellem priser og arbejdsværdier, hvis kapitalisterne akkumulererhele indtægt (og derfor naturligvis kun kan fysisk overleve for de honorarer og lønninger, de kan erhverve sig som ledere, konsulenter o.L). Denne pointe er ganske elementær, og kan ikke overraske, når man først har

forstået den. Og den har intet direkte med Marx at gøre; selvom den kan anvendesi
diskussion af udbytningsbegrebet, jfr. nedenfor.

3. Nu tager Griinbaum mit begreb, den generaliserede arbejdsværdi, ud af
denne sammenhæng, for at foretage en sammenligning mellem dette på den
ene side og så Marx's værdilære på den anden.

En sådan sammenligning er naturligvis interessant. Problemet har været behandlet af Samuelson, Weizsäcker, Wolfstetter 0.a.; og diskussionen er, forekommer mig, ført temmelig vidt. Så det er vanskeligt at se, hvor den kan tilføres væsentlige nyheder, der yderligere kan uddybe forståelsen af det generaliserede eventuelle anvendelse i den Marx'ske værdilære.

Der er da heller ikke væsentlig nyheder at hente hos Griinbaum. Hans indsats
den, at han bringer noget af denne diskussion frem i et dansk fagtidsskrift,
på Dansk.

I sin artikel søger Griinbaum at vise, (i) at det generaliserede arbejdsværdibegreb, jeg har opstillet, intet har med Marx eller hans værdilære at gøre, dernæst (2) at min formulering af det er behæftet med en alvorlig logisk fejl. Dette sidste er dog mindre væsentligt, da Griinbaums argumentation bygger en triviel misforståelse¹, og jeg vil i det følgende holde mig til det, jeg opfatter som hovedpointen, nemlig hans afvisning af, at den generaliserede arbejdsværdi noget med den marxistiske værdilære at gøre. Lad da være, at jeg ikke i min 1968 artikel har hævdet noget sådant. Det er dog et problem, som det er værd at diskutere.

4. Den naturlige metode, der skulle anvendes ien undersøgelse af det generaliserede i forhold til den Marx'ske værdilære er vel først og fremmest at præsentere denne; for derefter at se på, om det generaliserede arbejdsværdibegreb kan belyse denne på en ny, eventuelt misvisende, måde. Dette er vel også Griinbaums metode.

Der er dog to, for emnet relevante, pointer i Marx's værdilære, som ikke er
med hos Griinbaum.

---

1. I den afsluttende del af sin artikel besvaerer Griinbaum sig over, at lønsatsen indgår i mit udtryk for den generaliserede arbejdsværdi. Forholdet er det, at jeg i min artikel opererer med pengeværdien af den forbrugte arbejdstid i stedet for, som det strengt taget korrekte, at holde sig til arbejdstiden. Dette er imidlertid en formalitet, der kan elemineres bort ved at tænke sig pengelønnen (mit w) sat lig én; der er simpelthen tale om en numeraire. Dette må Griinbaum have overset, idet han i sin polemik implicit min pengelønsats som en reallønsats. Og dette fører selvfølgelig til absurditeter, hvad jo Griinbaum netop påviser i nævnte del af artiklen. Hans sidste bemærkninger (pp. ion-i i) er uforståelige.

Den ene er, at Marx's værdilære jo selv er en i forhold til klassikerne generaliseret

Den anden, at arbejdsværdilæren kun på overfladen drejer sig om den ved produktionen forbrugte arbejdstid. Det væsentlige er de arbejdsmængder, der skal forbruges ved reproduktionen; arbejdsværdilærens modus er ikke perfectum, men futurum.

Begge disse pointer er værdifulde til belysning af det generaliserede ar
bejdsværdibegreb; som vi nu skal se.

Arbejdsværdibegreb og ar bejds værdilære

5. Klassikerne, f. eks. Ricardo, håbede ved arbejdsværdilæren at have et analytisk ved hvis hjælp man kunne fortælle noget væsentligt om bevægelserne varepriserne. Grundet forskelle i kapitalintensitet i de forskellige produktionsgrene stod det hurtigt klart, at varepriserne kun i særlige tilfælde ville være proportionale med arbejdsværdierne, selvom der i praksis godt kunne være overensstemmelse i store træk.

Det var tidligere almindeligt at sige, at der kun ville være overensstemmelse mellem værdier og priser, enten hvis der var samme kapitalintensitet i alle brancher, eller hvis rentefoden (profitraten) var lig o. I 1968 generaliserede jeg arbejdsværdibegrebet således, at det kunne anvendes i et samfund i jævn vækst, og viste, at der med denne begrebsudvidelse ville komme overensstemmelse mellem (generaliserende) værdier og priser, selv når kapitalintensiteterne var forskellige, nemlig når vækstrate og profitrate var lige store. Den nye formulering den ældre, relevant for et stationært samfund, som et specialtilfælde, når vækstraten var o, hvorfor rnin betingelse her sagde det samme hidtil, nemlig at rentefoden skulle være lig o. Så formelt var der, übestrideligt, om en generalisering. Selvom man kan kalde den empirisk uinteressant, det er urealistisk, og naturligvis langt fra Ricardo's og Marx's idé-verdner at skulle interessere sig for økonomier i jævn guldaldervækst.

6. Marx generaliserede den klassiske værdilære på en helt anden måde. Arbejdsværdibegrebet
sådan rørte han ikke ved. Men han udvidede begrebets
anvendelse.

For Ricardo skulle arbejdsværdilæren bruges til at analysere varepriser med. Derimod opstillede han særlige love, når det drejede sig om at forklare jordrenten, og, hvad der især er betydningsfuldt her: arbejdslønnen. Ser vi bort fra jorden, skulle der altså hos Ricardo to teorier til: en arbejdsværdilære, når det drejede sig om varepriserne, og en lønteori, den »jernhårde lønningslov«,

når det drejer sig om arbejdslønnen. Marx erkendte, at arbejdskraften i et liberaltorganiseret (et kapitalistisk) handledes på markedet ganske som enhver anden vare. Hvorfor så to helt forskellige teorier, en for »rigtige« varer, og en for arbejdskraft? Marx's teoretiske bidrag her består i, at han generaliser er arbejdsværdilærens anvendelsesområde, således at den ikke kun kommer til at angå »egentlige« varer, men også arbejdskraft. Det er en generalisationi forstand, at man med den i hånden kan forklare alt det, Ricardo skulle bruge to teorier til. Og dertil var den yderst relevant, fordi den ene af Ricardos love, lønningsloven, brød sammen, såsnart man, Ricardo inklusive, erkendte umuligheden af at definere et rent biologisk bestemt livsminimum.

7. Sammenligner man de to generalisationer, vil man se, at min er rent begrebsmæssig, konceptuel generalisation. Det er en generalisation af arbejdsværdibegrebet; hvad en sådan begrebsudvidelse kommer til at betyde, afhænger af den brug, man gør eller kan gøre af begrebet. Marx's generalisation, er en generalisation af anvendelsen af arbejdsværdibegrebet, instrumental generalisation. Det er ikke arbejdsværdibegrebet, men arbejdsværdilæren generaliserer.

Når man som her, med logisk nødvendighed, sondrer mellem arbejdsværdibegreb den ene side, og arbejdsværdilære på den anden, er det klart, at de to generalisationer intet direkte har med hinanden at gøre: de er simpelthen inkommensurable. Derimod kan man med mening spørge, hvordan det vil gå, hvis man forsøger at anvende det generaliserede arbejdsværdibegreb i den af Marx generaliserede arbejdsværdilære. Forinden dette berøres (jfr. nedenfor) vil jeg behandle den anden af de oven for nævnte pointer, nemlig at værdilæren primært drejer sig om varernes reproduktion.

En kalkulation sregel

8. I sin, unægtelig kortfattede, gengivelse af Marx's værdilære lader Griinbaumlæseren at en vares værdi består af de i produktionen påløbne arbejdstimer,hvadenten nu løber på i den ene eller den anden form (som k, eller som (m + v)). Hvis sigtet med fremstillingen er en undersøgelse af det generaliserede arbejdsværdibegreb, er dette en lidt uheldig formulering. Man kan jo ikke finde arbejdsværdien af en vare ved selv en nok så nøjagtig efterkalkulationaf forbrugte arbejdstimer. Det afgørende må være at måle den arbejdsmængde,der blive beslaglagt ved produktion af varen, når denne skal produceres ud i fremtiden. De faktisk påløbne arbejdstimer er således uden betydningforvarens værdi. Dette kan se ud som pedanteri, men det har

en vigtig pointe. Nemlig den, at en artikel kun har værdi, dersom den kan reproduceres. Kunstneriske unika, f. eks., er kostbare; men værdiløse set ud fra et produktionssynspunkt. Skal man derfor udregne arbejdsværdien af en ting, kan det ikke nytte at udregne arbejdskraftsforbruget ved dens produktion under forudsætning af, at den skal laves én gang for alle. For at finde arbejdsværdien må man i princippet forudsætte, at varen skal produceres og reproduceres fra nu af og ad infinitum.

Heri ligger naturligvis ikke en forudsætning om virkeligheden. Der er tale om en kalkulationsregel, der tillader en konsistent beregning af varernes arbejdsværdier. kalkulationsregel er, omend den ikke fremgår explicit i min 1968-artikel, noget centralt i det generaliserede arbejdsværdibegreb. Vi skal kort se på, hvorledes dette kan udledes ud fra en anvendelse af denne regel.

Det generaliserede arbejdsværdibegreb

9. Lad os forestille os en økonomi, der producerer en række varer ien lineær
produktionsteknologi, og hvis eneste exogene produktionsfaktor er arbejdskraft,
som vi skal forudsætte homogen.

For at finde arbejdsværien af en vilkårlig af systemets varer (ikke nødvendigvis
forbrugsvare) tænker vi os følgende eksperiment, i overensstemmelse
med vores kalkulationsregel2:

Vi ønsker at indstille systemet, så det fra nu af og i al evighed netto-producerer enhed per tidsenhed af den pågældende vare. Hertil vil der kræves en start-tilførsel af kapitalgoder af forskellig slags, samt en strøm-tilførsel af en vis mængde arbejdskraft per tidsenhed. Kapitaltilførslen er kun nødvendig én gang for alle, da vi kan indstille systemet således, at det reproducerer kapitalgoderne i takt med deres nedslidning. Når systemet er lineært og opfylder visse standard egenskaber, vil man kunne geare det på en sådan måde, at

a. strømtilførslen af arbejdskraft per netto-output-enhed af det betragtede
gode er konstant fra processens start, og så længe den er i gang.

b. éngangstilførslen af kapitalgoder reproduceres, så de holdes i nøjagtig samme
som det, i hvilke de oprindelig indsattes. Når som helst
processen afbrydes, vil man altså finde nøjagtig de samme forhold mellem
kapitalgodemængderne, som de fandtes i fra starten.
Når systemet er indstillet, så a og b er opfyldt, kan godets arbejdsværdi fin-

des i overensstemmelse med a: strømtilførslen af arbejdskraft per netto-outputenhed
konstant, og netop lig arbejdsværdien af det betragtede gode.

---

2. Om den skitserede metode se P. Sraffa (i960, Appendix A: On Subsystems p. 89).

10. Det vigtige ved dette eksperiment er, at arbejdsværdien af godet kalkuleres under forudsætning af, at systemet indstilles på at reproducere sig selv samt at nettoproducere en evig strøm på én enhed af godet per tidsenhed. Men dette er ikke den eneste tænkelige anvendelse af vor kalkulationsregel.

Hvorfor netop forestille sig, at der skal produceres en netto-output-strøm med konstant volumen per tidsenhed ? Man kan nemlig lige så vel anvende kalkulationsregelen jævnt voksende nettoproduktionsstrømme. Det vil da fremdeles at strømtilførslen af arbejdskraft per netto-output-enhed vil være konstant, jfr. a, samt at alle kapitalgoder reproduceres sådan, at deres indbyrdes holdes konstant, jfr. b. Derimod vil naturligvis systemets absolutte mængder af kapitalgoder vokse med den forudsatte vækstrate, ligesom af arbejdskraft skal det.

Man kan derfor skrive godets arbejdsværdi som en funktion, w = w(g), nemlig som en funktion af den vækstrate g, man forudsætter ved anvendelse a, kalkulationsregelen. Specielt for g = o får man den sædvanlige, eller klassiske, arbejdsværdi. Arbejdsværdibegrebet er hermed blevet åbnet, eller generaliseretf

11. Åbningen af begrebet medfører, at det ikke på forhånd står klart, hvilken størrelse på g, man skal bruge, når man beregner arbejdsværdien. Det må klart afhænge af det, man skal bruge begrebet til. I min 1968-artikel tænkte jeg mig som omtalt begrebet anvendt ved analysen af prisdannelsen i en guldalder økonomi, voksede med en bestemt vækstrate. Her var det umiddelbart naturligt indføre økonomiens vækstrate ved beregningen af arbejdsværdien. Spørgsmålet er, om der er andre anvendelser af det, specielt om det generaliserede er anvendeligt i Marx's værdilære.

Andre bidrag

12. Det generaliserede arbejdsværdibegreb blev senere, uafhængigt af mig, opstilletaf og Samuelson, og deres bidrag, for så vidt angår dets relevansfor værdilære, er blevet omhyggeligt undersøgt af Wolfstetter i 1973. Wolfstetters undersøgelse lider dog efter min mening af den svaghed, at den ikke med fornøden klarhed skelner mellem arbejdsværdibegrebet som sådantog den anvendelse, man gør af det i en arbejdsværdilære, f. eks. Marx's. Dette får ham f. eks. til at afvise, at det generaliserede arbejdsværdibegreb repræsentereren af det klassiske begreb3. Det interessante er dog

---

3. Wolfstetter (1973, p. 793 n). Ligeledes skelner W., på forvirrende måde, mellem produktion og reproduktion, på denne måde at betone, at det klassiske arbejdsværdibegreb er noget principielt forskelligt det generaliserede begreb, der jo hænger kritisk sammen med, at alle goder skal reproduceres. sådan sondring er imidlertid fremmed for al produktions- og kapitalteori, og det meste værditeori

ikke begrebet, men dets brug. Og det falder naturligt simpelthen at definere en
»arbejdsværdilære« som en økonomisk-teoretisk konstruktion, der på væsentlige
punkter betjener sig af arbejdsværdibegreber.

Det generaliserede arbejdsværdibegreb kan da også bruges på forskellig måde. Som omtalt viste jeg dets anvendelighed i pristeoretisk henseende i en guldalderøkonomi. Ligeledes kan man vise dets anvendelighed som grundlag for fastsættelse af afregningspriser i en planøkonomi. Dette sidste yder Wolfstetter fulde anerkendelse⁴. Derimod går Wolfstetters hovedresultat ud på, at man ikke kan anvende det i Marx's værdilære uden derved at komme til at give et fordrejet billede af hele Marx's teori om det kapitalistiske samfunds virkemåde og udvikling. Således siger Wolfstetter om de to arbejdsværdibegrebe ⁵ : »Both concepts may be useful in their way .... If however the traditional is rejected in favour of the Austrian (den generaliserede, HE) one, basic insights into the social relationships of production are made impossible«.

13. De følgende bemærkninger er ikke en kritik af Wolfstetters hovedresultat, der vel må accepteres som korrekt: en total udskiftning af det sædvanlige arbejdsværdibegreb det generaliserede i Marx's værdilære vil betyde, at væsentlige tilsløres. Og Griinbaum synes at kunne tilslutte sig Wolfstetters ⁶. Dette betyder imidlertid ikke, at det generaliserede begreb ikke kan anvendes til belysning af specielle spørgsmål, der kan rejses i tilknytning Marx's værdilære.

I det følgende vil vi se på den generaliserede arbejdsværdi i relation til begrebet

Nogle identiteter

14. Lad os betragte en økonomi, hvor der netop produceres ét forbrugsgode, hvor produktionen netto forbruger én type arbejdskraft. Modellen kan forholdsvis udvides til at omfatte mange varer. Fordelen ved at »gemme« produktionsmidlerne kun betragte forbrugsgodet som egentligt output er den, at man undgår en række formelle komplikationer vedrørende konstant-kapitalbegrebet: man have dette explicit med, ville man være tvunget til en mere besværlig flersektor-opstilling. Dette begreb, omfattende afskrivninger og vedligeholdelse, vil jo forsvinde ved aggregering, når man betragter netto-produktionen samfundet som helhed.

---

4. Wolfstetter (1973, p. 803 n).

5. Wolfstetter (1973, p. 794).

6. Griinbaum (1974, p. 9).

Vi kan i denne model beregne arbejdsværdien w (g) af et forbrugsgode,
ganske som anført ovenfor.

Lad os nu også betragte arbejdskraften som en vare, idet vi antager, at
arbejderen mindst skal have u konsumgoder per arbejdstime for at kunne stille
én arbejdstime til rådighed7.

Lad os kalde det samlede antal arbejdstimer, der indskydes i produktionen per periode, for L. Arbejdsværdien af nettoproduktionen, W, er derfor lig med L. En vis del af denne værdimasse beslaglægges af arbejderne, nemlig så stor en del, at de kan reproducere arbejdskraftydelserne. Kaldes arbejdsværdien af et løn-forbrugsgode w, bliver den af arbejderne beslaglagte værdimasse lig Luw. Vi kan derfor skrive identiteten

(1)

En vis del, V, af den samlede arbejdstid W går derfor med at reproducere
arbejdernes livsfornødenheder, medens en andel del, M=(i —uw) Laf den
samlede arbejdsindsats frembringer et egentligt overskud, eller merværdi8.

Som (1) er formuleret, har vi ikke taget stilling til, om arbejdsværdierne i udtrykket skal fortolkes »generaliseret«, eller om de skal opfattes i den klassiske Ricardianske betydning. Spørgsmålet er, hvad man eventuelt kan vinde ved konsekvent at anvende det generaliserede begreb i (i).

Af bekvemmelighedsgrunde vil vi dividere (i) igennem med L, således at udtrykket viser, hvor stor en del af en arbejdstime, der gennemsnitligt går til reproduktion af arbejdstimen selv, samt hvor stor en del, der producerer egentlig Formuleret med generaliseret arbejdsværdi lyder identiteten da:

(2)

Her kan v (g) — uw (g) fortolkes som den del af en arbejdstime, der går til at reproducere arbejdskraften i stadigt voksende mængde, således at arbejdsindsatsenkan med ioog% p.a. Merværdien m{g) = i —uw(g) pr. arbejdstimeviser den del af den samlede arbejdstid, der ikke beslaglæggestil

---

7. Denne forudsætning følger i det væsentlige Wolfstetters diskussion, selvom den ikke helt svarer til Marx's begrebsverden, hvor jo kapitalisterne i et vist omfang kan fastlægge antallet af daglige arbejdstimer, til samme dagløn. Alt hvad der derfor ellers kan siges om kapitalisternes bestræbelser på at forøge produktionen af absolut merværdi falder uden for modellen. Ligeledes indebærer et konstant u og en konstant produktionsteknik, som vi skal forudsætte, at hverken ændret arbejdsintensitet, eller produktivitetsændringer, muliggør ændringer i skabelsen af relativ merværdi. Et væsentligt klassekampaspekt således udelukket fra modellen.

8. Om en terminologisk sondring mellem begrebet overskud, som noget teknisk, og merværdi, som et kapitalisterne tilegnet overskud, se Estrup (1972, kap. vn).

læggestilarbejdskraftens bestandigt voksende reproduktion, og som i et kapitalistisksamfund vil tilfalde kapitalisterne. Det ville således være fristende at tale om »generaliseret« merværdi m (g) og »generaliseret« variabel kapital. En sådan terminologi ville selvfølgelig være mulig; men den ville sløre noget væsentligt.

15. Lad os betragte udtrykket for den »generaliserede« merværdi pr. time: (1 — uw(g)). Det kan forholdsvis let indses, at w (g) må være en voksende funktion vækstraten g 9.g⁹. Ijo hurtigere tempo, akkumulationen foregår, jo højere g, desto mindre vil tilsvarende den »generaliserede« merværdi m (g) være. Hvis akkumulationen foregår i maksimalt tempo, vil den endog være lig o. Det sker nemlig, når g= g^f, hvor uw(g') —1; d.v.s. når væksten er så kraftig, at arbejdsstyrken netop kan reproducere sig selv i det krævede tempo inden for rammerne den givne teknik. Men selvom m (g) er o, vil kapitalisterne få ejendomsret det stadigt voksende kapitalapparat: de råder jo fremdeles også over den del af produktionen, der i form af investeringer pløjes tilbage i produktionsapparatet. er det, man vil overse, hvis man uden videre anser m (g) som en »generaliseret« udgave af Marx's merværdi.

Lad os, for at belyse dette sammenligne (2) med en Marx-identitet, der
fås ved at anvende det klassiske arbejdsværdibegreb, d.v.s. for g = o. Vi får da

(3)

Af (2) og (3) kan vi nu få et udtryk for den Marxske merværdi m(o):

(4)

Af den samlede Mar#'ske merværdi, eller merarbejdstid, m (o), anvendes en del, u(w(g) — w(o)), til reproduktion af den arbejdstid, der må indsættes for at sikre en stadigt voksende forsyning med løn-forbrugsgoder. Resten, m (g), er til helt fri afbenyttelse for kapitalisterne.

16. Det »generaliserede« merværdibegreb er således et i forhold til det sædvanlige begreb, der kun omfatter den ikke-akkumulerede del af merværdien. er det imidlertid skarpere i den forstand, at det repræsenterer værdimasse, der står helt frit til kapitalisternes rådighed udover, hvad der medgår til at holde akkumulationen i givet tempo ved lige.

Ved at anvende det generaliserede arbejdsværdibegreb i den Marx'ske

---

9. Mere udførligt se Estrup (1972, pp. 9.10-9.11).

værdi lære når vi altså frem til et merværdibegreb, der er radikalt forskelligt fra Marx's, og som derfor heller ikke kan siges at være en generalisation af Marx's merværdi. Dette er også klart påvist af Grimbaum ved hjælp af begrebsapparatetfra reproduktionsskemaer.

For nærmere at undersøge divergensen mellem de to begreber vil vi se på
dem i relation til begrebet udbytning.

Politisk udbytning

17. Det må afhænge af det formål, man har med værdilæren, om en anvendelse af det generaliserede arbejdsværdibegreb forekommer frugtbar. Det overraskende, langtfra selvindlysende resultat af Marx's generalisering af den klassiske består i, at den kan give en besvarelse af følgende spørgsmål: hvis vi, forenklende, antager, at priser og værdier stemmer overens, samt at konkurrencen bevirker, at alt bytte foregår ved udveksling af lige store værdier, - hvor bliver da produktionsoverskuddet af? Svar: overskuddet fremkommer i selve produktionsprocessen, hvor der frembringes en værdimasse udover hvad den forbrugte arbejdstids reproduktion kræver. Eller, hvor den forbrugte arbejdstid overstiger den tid, det ville være nødvendigt at arbejde for at vedligeholde arbejdskraften. arbejdsværdilære skal afsløre, at produktionsoverskuddet frembringes ved, eller er ensbetydende med, overarbejde, der i sin helhed står til den beskæftigende kapitalists rådighed.

Wolfstetter siger herom

As a general statement, value analysis is an instrument to lay bare the social relationships men which are hidden behind the sphere of exchange (circulation). It directs our attention to a set of relationships which can be discovered neither on the basis of the quantity nor on the basis of the price system. These are social relationships the labourprocess. It exposes the roots of social inequality under capitalism it provides an explanation of the origin of profit; and as it is basedon an invariable standard unit of commodities it provides a unique measure of Marx's concept of exploitation. [Wolfstetter 1973, p. 795-6].

Det væsentlige i Wolfstetters udlægning er, at Marx's arbejdsværdilære er egnet til at afsløre det magtforhold, der må opstå ien kapitalistisk økonomi: at en begrænset gruppe, kapitalisterne, qua deres rådighed over kapitalapparatet, og dermed beskæftigelsesmulighederne, kan fremtvinge merarbejdstid. At det store flertal, arbejderne, derfor må underkaste sig kapitalisternes frie råden over merarbejdstiden, d.v.s. underkaste sig kapitalisternes kommando. Og det er en kommando og befalingsstruktur, som nævnte flertal ikke har nogen form

for demokratisk eller konstitutionel indflydelse på eller kontrol med. Vil man måle denne magtudbytning, kan man tage den Marx'ske merværdirate, her m(o)juw(o), d.v.s. forholdet mellem merarbejdstid og nødvendig arbejdstid, som mål herfor.

18. Den udbytning, der her måles, er en art politisk eller magtmæssig, udbytning. Det afgørende er, at kapitalisterne har rådighed over merværdien, ikke hvorledes faktisk udnytter denne rådighed. Selvom hele merværdien anvendtes til iværksættelse af sociale velfærdsforanstaltninger, ville der stadig være udbytning denne forstand; nemlig sålænge blot merværdien primært tilhører kapitalisterne, det derfor beror på deres vilje, om den skal anvendes på denne måde. Det er derfor også, for dette udbytningsbegreb, ligegyldigt om kapitalisterne eller akkumulerer.

Dette politiske udbytningsbegreb kan derfor ikke belyses, og i hvert fald
ikke »generaliseres«, ved anvendelsen af det generaliserede arbejdsværdibegreb.
Det vil snarere blive forplumret.

Økonomisk udbytning

19. Det politiske udbytningsbegreb er ikke det, der mest har domineret den økonomiske, inklusive den klassisk-økonomiske litteratur. Man har snarere været i den økonomiske udbytning, der kan forekomme, når visse klasser (jordejere, rentiers, kapitalister eller iflg. en nylig bog: socialpædagoger) får rådighed over indkomststrømme, uden at disse indkomster af lønner ydelser, der er nødvendige for den fortsatte produktion. Sådanne klasser kan derved, ved uproduktivt forbrug, sætte sig på en andel af produktionen, der ellers kunne være anvendt til akkumulation, eller, eventuelt, til nedbringelse af arbejdstiden for andre klasser i systemet. Det er afgørende her, om de udbyttende klasser også reelt fratager de øvrige klasser de producerede goder, d.v.s. om de »udsuger« øvrige system for varer og tjenester¹⁰. Spørgsmålet er derfor ikke, hvad de udbyttende klasser har magt eller rådighed over, men hvad de netto fratager de produktive klasser.

Heraf følger nu, at der ikke vil foregå økonomisk udbytning i det omfang, udbytterneundlader
og i stedet akkumulerer. Skal man måle den økonomiskeudbytning

---

10. Ricardos jordejere må nødvendigvis også være udsugere i denne betydning; thi det er et nødvendigt for eksistensen af hans langtidsligevægt, at hele jordrenten forbruges. Da adelen har været betydelig jordejer på den tid, har man formentlig haft let ved at acceptere dette, i overensstemmelse med de fordomme, der altid har været rådende om den adelige klasses vaner.

miskeudbytningved et værdiindex, må udgangspunktet være den merarbejdstid,der anvendes på at tilfredsstille udbytternes forbrugsbehov, eller som går til deres uproduktive (prestige) investeringer (slotte, haveanlæg, vildtbaner, fuldblodsstutterier o.lign.). Men her må der da være tale om den »generaliserede«merværdi, et merværdibegreb, der ikke omfatter akkumulationen. Og det relevante økonomiske udbytningsindex skulle da være fn{g)juw{g).

20. Lad os belyse det økonomiske udbytningsbegreb på en lidt anden måde.

Antag at arbejdsstyrken vokser med en vis relativ vækstrate, og at en kapitalistisk økonomi har tilpasset sig hertil i en fuld-beskæftigelses steady state. Hvilke økonomiske fordele vil arbejderklassen få ved at expropriere kapitalen

Ja, den eneste godestrøm, arbejderne netto kan lægge hånd på, udover hvad de i forvejen får, er den godestrøm, der hidtil har været beslaglagt til kapitalisternes forbrug. Forgriber de sig nemlig på akkumulationen, hidtil har været ejet og styret af kapitalisterne, kan dette kun ske på fremtidige arbejdergenerationers bekostning: arbejderklassen vil i så fald blot »tage fra sig selv«. Sagt på anden måde, det eneste, arbejderne økonomisk set kan expropriere, er kapitalisternes forbrug. Hvis derfor (i) kapitalisterne intet forbruger (udover eventuelt tilregnede lønninger som direktører m.v.), samt (2) de akkumulerer i samme tempo, som arbejderne alligevel ville gøre, da vil arbejderklassen have nogen økonomisk gevinst af en altomfattende kapitalexpropriation. ved expropriationen, set fra arbejderside, er da kun den, at man effektivt udelukker den blotte mulighed for uproduktivt kapitalistforbrug, vel især forbrug af formue.

Følger man disse synspunkter, kunne den rent økonomiske udbytning mindskes ved en kraftig beskatning af det forbrug, der gik ud over, hvad en almindelig kunne forbruge af sin indkomst; som Kaldor påpegede det for en snes år siden. Den ganske u-marxistiske konklusion ville altså være, at udbytningen kunne afskaffes på det borgerligt-kapitalistiske samfunds egne vilkår; det ville blot være et (ingenlunde let) spørgsmål om skatteteknik.

Vi vil nu afsluttende konfrontere de to udbytningsbegreber, det politiske
og det økonomiske, med hinanden.

Økonomisk og politisk udbytning, en afsluttende konfrontation

21. Det væsentlige i det politiske udbytningsbegreb er ikke det, kapitalisterne
nyder. Men at kapitalisterne, i kraft af deres ejendomsretlige rådighed over kapitalapparatet,
i stand til at bestemme.

22. Nu kunne det indvendes, at der også i et ikke-kapitalistisk samfund ville blive truffet beslutninger, der indebar, at arbejderne kom til at arbejde mere end nødvendigt for deres egen reproduktion. At der med andre ord også her ville blive produceret merværdi: det vil jo f. eks. altid finde sted, hvis det er blevet bestemt, at nettoinvesteringen skal være positiv. Men der behøver da ikke at være tale om udbytning i magtmæssig, eller politisk, forstand. Nemlig hvis de merarbejdsydende selv har indflydelse på beslutningerne om merindsats, hvad den skal bruges til. Wolfstetter siger klart herom:

In order to contrast the social meaning of concepts like surplus labour and surplus value, consider first a peasant community which decides collectively on the basic questions of what, how and for whom, the community shall produce. Clearly this community decide to produce some surplus product for future growth or again as subsistence for those, who are unable to work, and so would decide to perform surplus But as this results from an egalitarian decision process, nobody could consider this surplus labour as an index of exploitation In speaking, therefore, of surplus value, we imply that individual workers are forced to perform surplus labour, and that this, as a further consequence of the labour contract, is appropriated by those, who control the labour process. [Wolfstetter 1973, p. 799].

Det afgørende er således, om man selv, i en »egalitarian decision process«, er med til at bestemme, om der skal udføres merarbejde; noget arbejderen i en kapitalistisk økonomi næsten per definition er udelukket fra. På den anden side, hvis flertallet (og det er vel det, der menes med »egalitarian«) påtvinger en merarbejde mod ens vilje, er man da bedre eller ringere stillet end hvis man arbejdede for en streng kapitalist? Flertallet vil jo formentlig, i en sådan tænkt arbejder-bonde-stat, have såvel moral som herskende ideologier i ryggen; og vil derfor kunne tillade sig at være temmelig hårdhændet.

På dette sted vil man være fristet til at bevæge sig ind i en vidtløftig politologisk sociologisk præget diskussion. Det skal jeg af gode grunde afholde mig fra. Men denne fristelse understreger Wolfstetters pointe: at der er tale om et politisk udbytningsbegreb, der i virkeligheden ligger hinsides den økonomiske teoris formåen, og område.

23. Der er dog en for økonomer nærliggende indvending mod at bygge udbytningsbegrebet om begrebet magt. Det politiske udbytningsbegreb, som af Wolfstetter tillægges Marx, viser, at der foregår udbytning, så snart kapitalisterne og får ret til merværdi, eller merarbejdstid. Og det uanset, hvordan de anvender denne ret. Det afgørende er, at kapitalisterne, qua ejendomsret kontraktsfrihed, har en juridisk bestemt ret til merværdien.

For en økonom er det almindeligt at studere rettigheder som noget, der udnyttes og bruges; i modsætning til jurister, for hvem gyldighedsspørgsmålet er mere betydningsfuldt. En økonom er interesseret i at forklare, hvad folk vælger inden for rammerne af deres rettigheder, mere end at interessere sig for, hvori disse rettigheder i sig selv består. Man er interesseret i aktuel adfærd mere end i potentiel formåen. Et er derfor, at kapitalisten juridisk set har ret til hele merværdien; hvis han af økonomiske omstændigheder føler sig tvunget til at udnytte denne ret på kun én måde, hvad hjælper ham da hans ret?

Dette fører frem til en pointe. Af det magtmæssige udbytningsbegreb ledes man uvilkårligt til at tro, at kapitalisterne råder diskretionært over hele merværdien. dette er jo kun tilfældet, når man anskuer det ud fra et juridisk legalistisk Kapitalisterne vil jo altid, tvunget af konkurrencen, føle det nødvendigt at akkumulere en vis del, eventuelt hele, merværdien. De behøver på ingen måde at anse merværdien for et frit tilgængeligt overskud, der kan anvendes efter forgodtbefindende. En økonom ville derfor sige, at kapitalisternes bør måles ved den trods konkurrencen frit tilgængelige del af merværdien.

Herved er vi tilbage ved det økonomiske udbytningsbegreb, der jo netop refererer til det overskud, kapitalisterne måtte have ud over, hvad der medgår til nødvendig akkumulation. Dette begreb viser da også, hvad kapitalisterne har til helt fri rådighed, altså den del af den Marx'ske merarbejdstid, kapitalisterne diskretionær magt over. Hvis kapitalisterne af konkurrencen bliver tvunget til at akkumulere hele merværdien, ville udbytningen hermed forsvinde konkurrencens funktion skulle reelt være den, at »demokratisere« kapitalisternes

24. Nu er dette synspunkt nok kun relevant i en abstrakt modelverden: hvor man kun har ét konsumgode, hvor der ikke er tekniske forandringer, ingen monopolisme o.s.v. Her vil nemlig konkurrencen automatisk få kapitalisterne til at akkumulere på én for arbejderklassen gavnlig måde. Det er jo det eneste, de kan, hvis de ikke forbruger merværdien. Således at man i denne modelverden sige, at al tilbagepløjning af profit er til fordel for hele befolkningen.

Men således er det ikke i virkelighedens verden med meget varierende konkurrenceformer, en mangeartet og foranderlig teknik, og med mange varer. kan være, at tilbagepløjning af profit i salgsindsats og reklame bliver til alles fordel. Men sikkert er det ikke. Det kan være, at foretagerne lokkes, eller at konkurrencen tvinger til at investere i den teknik og i de varesortimenter, der er til alles fordel; men man kan ikke være sikker.

25. Man kan således ikke på forhånd vide, om ikke en kapitalistisk organisation samfundets økonomiske beslutninger på væsentlige punkter forvrider økonomien bort fra det spor, som enformelt set rnere demokratisk organisationsform have ledet den ind på.

Dette spørgsmål er imidlertid af en sådan rækkevidde, at man ikke kan forvente, at udbytningsbegrcbet vil være et særligt egnet instrument i analysen. Hvad der kræves er nemlig, helt generelt, en komparativ dynamisk analyse af alternative beslutningssystemer. Her kan man formentlig hente noget i den matematiske økonomi, der har præsteret dybtgående undersøgelser af decentraliserede Men i øvrigt er dette vel et område, hvor man kan vente, at nationaløkonomi og statskundskab igen vil løbe sammen.

Litteratur

estrup, hector. 1968. Om arbejdsværdilæren,
Tidsskrift 106:
1-20.

estrup, hector. 1972. Overskud og merværdi, Birk Mortensen, red.: Aspekter økonomisk vækstteori, København 1972, Kap. vil, pp. 7.1-7.23.

grunbaum, i. 1971. Marx- og Estrups »generaliserede
Nationaløkonomisk
112: 5-11.

SAMUELSON, P. A. Og C. C. WEIZSÄCKER. 1971.

A New Labour Theory of Value for Rational Through Use of the Bourgeois Profit Rate. Proceedings of the National Academy of Sciences, USA. 68: 1192-1204.

SRAFFA, p. i960. Production of Commodities by
Means of Commodities. Cambridge.

WOLFSTETTER, E. 1973. Surplus Labour, Synchronized Labour Costs and Marx's Labour Theory of Value. Economic Journal 787-810.