Hvad er perspektivet?

Danmark kom sent i gang med perspektivplanlægningen, så meget i forhold til andre lande med samme type af økonomisk system, som i forhold til behovet for at bringe orden i det samfundsmæssige regnskab. er derfor prisværdigt, at der mindre 3 år efter den første nu ligger en PPI I for de næste femten år, og at den på flere punkter har taget kritikken af nr. i op, mens den på andre vel blot har mødt den med velmenende ord.

PPI I placerer sig ærligt og klart som en oversigt over de økonomiske ressourceproblemer balanceproblemerne - indenfor rammerne af det eksisterende system, hvis karakter den behandler under overskriften »sammenspillet mellem husholdninger, erhverv det offentlige«. Det er ikke nogen plan i nogen betydning, men en redegørelse ved et samarbejde med embedsmænd organisationsfolk. Det må kaldes en social nydannelse, at så mange af disse har beskæftiget sig med denne problemkreds så mange timer, mere eller mindre sammen. Politologer har nok et ord for dette fænomen, som PPII iøvrigt foreslår blive af permanent karakter.

Som i PPI er en central del af arbejdet et sæt afregnestykker, altså denne gang alternative over ressourceregnskabet, men der er lagt mere vægt på andre dele af ligningen. Samtidig er der gjort mere ud af en dybdeboring af enkelte sektorers ressourceforbrug sourceforbrugi forhold til deres udviklingsproblemer mere kvalitativ karakter (sundheden, behandlingen af børn og ldre, Dermed har man kunnet nogle mere markante konklusioner. har man imidlertid i forbifarten på en række problemer indenfor, der bredt kan kaldes udviklingspolitik, mange, at nogen nok vil stønne, at nu har bogholderne talt, hvorfor andre så må i gang med de egentlige problemer for vor tilværelse i de kommende femten år.

Det er ikke muligt at gå ind på detaillerne regnestykkerne. Men det er vigtigt at pege på nogle af deres centrale forudsætninger. forventes stort set samme høje produktivitetsfremgang som i 1967-72, under af en væsentlig højere fremgang for erhvervsinvesteringerne end i PPI. Arbejdsstyrken vil gå op, målt i antal beskæftigede, men ned i antal af arbejdstimer ét. Bag denne udvikling skjuler der sig nogle bemærkelsesværdige forskydninger 1972 til 1987: mændenes erhvervsfrekvens gå ned i alle aldre, mens kvindernes vil gå op. Det er de gifte kvinders indrykning på arbejdsmarkedet 25-59 åriges erhvervsfrekvens vil gå op fra 50 til 70%) sammen med en nettoindvandring 56.000, der skal redde arbejdsforsyningen.

Så kommer noget af det nye: PPII regnermed
væsentlig større stigning i det
private forbrug end PPI. Gennem en kæde

af ræsonnementer kommer den frem til en »nødvendig« stigning på 3,5% om året ellerca. % pr. indbygger i løbet af de 15 år. Hvis denne vækst bliver mindre end l->b°/o om året vil det blive oplevet som en tilbagegang, fordi der rykker nye forbrugereind et højere forventningsniveau end dem, der rykker ud. For boliginvesteringernesvedkommende der med et forholdsvis højt niveau, men lavere end i det sidste år; det er især her der kan »spares«til for erhvervsinvesteringerne.

Som sidste komponent i betragtningerne (det er ikke rigtig muligt at tale om rosinen i pølseenden) kommer de offentlige ydelser (PPII har en tiltalende modvilje mod udtrykket forbrug). Der skal her ske en kraftig opbremsning i forhold til de seneste stigningstakt, men det er lidt svært at danne sig en fornemmelse af hvor kraftig (idetheletaget mangler der nogle nemme oversigtstabeller). Ved at kombinere to tabeller offentligt beskæftigede (s. 598 og s. 636) kunne noget tyde på, at der regnes med en standardforbedring på ca. 20% over de femten år målt i personaleforbrug. Mere præcise sammenligninger med fremgangen det private forbrug var ønskelige.

De afgørende prioriteringsproblemer placeres denne måde indenfor de offentlige ydelser og område, og PPI I bringer meget interessant materiale til støtte for sådanne valgovervejelser. Når det overlades til markedet prioritere det private forbrug, hvis vi derefter vil respektere de teknisk-økonomiske (sammenhængen mellem produktivitetsstigning og kapitalinvesteringer), de ydre vilkår iøvrigt vil arte sig nogenlunde som i de sidste år (hvad angår bytteforhold og eksportafsætning), så skal det nok være en overkommelig opgave at bringe orden i ligevægten og få nedbragt den udenlandske gæld.

Dette optimistiske budskab suppleres med en huskeliste over problemer, som der bør tages stilling til (det havde været ønskeligtom problemkatalog var blevet skrevetklart koncist ud, som en vigtig del af en perspektivplanlægning). Det kan være nyttigt at opstille denne liste i kort form, fordi den giver et vist signalement af PPI I: bedre styring af boligbyggeriet må indføres

udbygges med flere koordinerende centre. Hvis alt dette bliver gjort, eller ih ver tfalddet af det (og noget må gøres hurtigt, siger PPII) ja, så skal det hele nok gå. Det er rart med denne fortrøstningsfuldhednetop en tid, der ellers bringer nok så ildevarslende nyheder om deri økonomiskeudvikling den vestlige verden. Lad os først gå ud fra, at det nok skal gå, at PPII ikke har lavet for alvorlige regnefejl,og det vil lykkes at holde de mange ting på rette plads (især det offentlige). Hvad er det så for en fremtid der loves os ? Hvad er de vigtigste træk i PPII's 1987 ?

Stilles spørgsmålet på denne måde, kommer straks nogle andre prioriteringsproblemer end de evindelige offentlige For hver enkelt er det naturligvis subjektivt problem, hvad der lægges vægt på, men en sådan subjektivitet er vel det eneste mulige udgangspunkt for udviklingen den målsætningskultur, som må være en af meningerne med samfundsmæssig

For det første virker det påfaldende, at der kun regnes med en formindskelse af arbejdsugen 3 timer og en forlængelse af ferien med 1 uge i løbet af femten år. Bortset at dette knap nok levner tid til at købe det forøgede private forbrug, må man spørge, om fritiden ikke bør rejses som et centralt prioriteringsproblem (f. eks. sammenlignet stigningerne i de enkelte forbrugsposter, herunder de mange m] boligarealbenyttelse)

For det andet er der ikke rigtig noget holdepunkt for, at der vil blive gjort noget ved de store indkomstuligheder i samfundet, her tager jeg måske fejl?

For det tredie er der sliddet for at opnå produktionsfremgangen (som PPII selv peger gerpå i omtalen af invalidepensionerne). Det er pinligt, hvor lidt vi ved om denne form for indirekte virkninger af de teknologiske især den øgede psykiske belastning, som der er mange symptomer på.

For det fjerde er der medbestemmelsen. Den kommer ind ad bagdøren, hvor ØD nævnes som en måde at skaffe den nødvendige på. Skal den enkelte i 1987 ikke have større indflydelse på sin tilværelse indenfor som udenfor arbejdsprocessen? Hvilke virkninger kan den øgede uddannelse at få på denne form for udvikling?

Nu kommer der vel den indvending, at alt dette ikke rigtig har med PPII at gøre, for den siger jo klart, at den er en økonomisk redegørelse. Hertil må der svares, at dels kommer den selv prisværdigt mange steder ind på denne type af udviklingsproblemer, selv om det kun er antydningsvis, dels kunne jo være, at den økonomiske side (bogholderiet) af planlægningen ville falde lidt anderledes ud, hvis den blev kombineret en bredere social planlægning, eller med en klarere præcisering af de målsætningsproblemer, der rejses af en sådan bredere planlægning. Ellers har den »neutrale« planlægning jo helt kapituleret for »den spontane opdrift« i forbruget, uden nogen analyse af, hvor denne opdrift egentlig kommer fra.

Det kan med andre ord være, at PPII ikke kan lykkes, fordi den har et for snævert ved en betragtning af udviklingsproblemerne. Hvem frygter ikke den befriende latter eller den tragiske gråd i 1987, når PPII tages frem til læsning?

Det kan også være, at PPII ikke lykkes
indenfor sine egne begrænsninger. Det kan

der være mange grunde til: Måske bliver produktivitetsstigningen mindre eller mere kapitalkrævende end forudsat, måske kan der ikke skaffes kapital nok. Eller hvordan med pengeindkomsterne: måske kan de ikke holdes nede på de forholdsvis beskedne tal, der opereres med i PPII. Een mulighed til: måske forhindrer de ydre vilkår en høj vækst (lav vækst i eksporten, stærk forringelseaf Hvad skal der så ske?

PPII kommer ind på dette på to måder: indirekte siges det, at hvis de og de betingelser en langsommere vækst i de offentlige ikke opfyldes, vil resultatet blive en udvikling, der »lægger den hårdeste på dem, der dårligst kan bære den, samtidig med at den medfører stærkt øget ulighed i indkomstfordelingen dybtgående sociale og menneskelige mellem de velbjergede og dem, der bliver skubbet ud af produktionen« (s. 183). Selv om dette i sit ordvalg og mening er en trussel om at makke ret, må synspunktet I anden sammenhæng nævner at det ikke har været opgaven at opstille et program for kriseindgreb.

Det sidste standpunkt må betragtes som en alvorlig begrænsning i en perspektivplanlægning, hvordan man vurderer for økonomiske tilbageslag.

Kort sagt forekommer det på sin plads at efterlyse en videreførelse af pp-arbejdet med en udvidelse af horisonten (social planlægning) og med opstilling af nødplanlægning. dele forudsætter en vis aktiv fra det politiske liv og fra befolkningen. PPII's forfattere kan her forsvare sig med, at de har været i overensstemmelse den herskende tidsånd i den måde, de har formuleret problemerne på. Men er det ikke et dårligt forsvar, når det fremsættes af langtidsplanlæggere ?

Roskilde Universitetscenter