Produktivitet, profit, tilvækst, opsparing

Ligesom PPI opererer PPII med modelforløb den danske økonomi over en femtenårs-periode frem til henholdsvis 1985 og 1987 - hvor i begge tilfælde underskuddet på betalingsbalancens løbende poster tænkes i 1977. PPII er mere ambitiøs PPI forsåvidt som man er rykket 1977 næsten tre år nærmere - uden at være kommet realiseringen af det eftertragtede mål nærmere. Men denne større dristighed er formentlig utilsigtet, idet forfatternes beslutning fastholdelse af 1977 som året for løbende balance over for udlandet formentlig truffet under indtryk af forbedringen bytteforholdet i udenrigshandelen tilslutningen til EF og på et tidspunkt, oliekrisen og dennes økonomiske ikke med rimelighed kunne forudses.

I en anden henseende tager PPII sig imidlertid langt mere realistisk ud, nemlig ved at regne med en årlig stigningstakt for det private forbrug på 3 å 3 1/2 pct. mod i PPI kun godt 2 pct. p.a. gennemsnitligt over hele femtenårs-perioden og endnu mindre i periodens første del.

Den større vækst i det private forbrug skaffer PPII plads til - trods en stærkere vækst i de private erhvervs investeringer - hovedsagelig ved en absolut nedgang i boligbyggeriet ved en antaget større produktivitetsstigning deraf følgende større vækst i den samlede produktion (bnp).

En afmatning af boligbyggeriet kan sandsynliggøres henvisning til både den forudsebare demografiske udvikling og de senere års større tilvækst til den samlede boligbestand. om en varig afmatning indtræffer, afhænger desuden af inflationstendenserne almindelighed og bygge- og boligpolitikken i særdeleshed - to emner som ikke behandles meget indgående i PPII.

Medens PPI regnede med samme produktivitetsstigningefter som i 1960'erne,mener at kunne konstatere, at der omkring 1967 er indtruffet et bemærkelsesværdigtniveauskift i produktivitetensvækstrate, man som hovedregelforudsætter (side 347 ff). Man anfører ikke mindre end otte forklaringerpå

ringerpådenne formodet varige forøgelse
af produktivitetens vækstrate fra omkring
1967:

Forøgelsen kan være (1) en betydeligt efterslæbende virkning af afviklingen af told og importrestriktioner i begyndelsen af 1960'erne. Som det bemærkes, dækker denne forklaring ikke hjemmemarkedserhvervene, den øgede produktivitetsstigning skal være indtrådt;

(2) - en ligeledes betydeligt efterslæbende
virkning af de relativt store erhvervsinvesteringer
første del af 1960'erne;

(3) - en følge af ændringen af erhvervsinvesteringernes i den senere af 1960'erne i retning af en øget andel af relativt korte investeringer i maskiner andet driftsinventar med høj bruttoafkastrate, modsat lange investeringer bygninger og anlæg;

(4) - en følge af øget knaphed på arbejdskraft, har tilskyndet virksomhederne til arbejdskraftbesparende ændringer af produktionsmetoderne.

(5) I samme retning har virket det øgede
lønstigningstempo, der i tiltagende grad er
forventet varigt.

(6) Det generelt høje aktivitetsniveau har
befordret forøgelse af kapitalen pr. arbejder
produktivitetsfremskridtet.

(7) Øget teknologibevidsthed i erhvervene,
som følge af de allerede anførte
forhold.

(8) Investeringerne har været større end de statistiske opgørelser umiddelbart viser, idet betydelige udgifter af investeringskarakter bogført som driftsudgifter.

Denne embarras de richesse virker ikke netop Det vil bemærkes, at de forskellige anførte, forklarende momenter ikke er på fælles niveau. (4), (5) og (6) anfører førermotiver til at foretage arbejdsproduktivitetshævende som under andre punkter anføres som selvstændige momenter. I øvrigt er fremstillingen af (5) ufuldstændig ved hverken at omtale renten eller forholdet mellem løn og priser på dels output, dels investeringsgoder; det vage pkt. (7) harmonerer ikke godt med den relative af investeringerne i løbet af 1960'erne; og pkt. (8) viser ikke, at det velkendte forhold, at en del udgifter af investeringskarakter afholdes over driften, have haft særlig betydning for den omhandlede periode. Den noget uklare fremstilling tyder på, at man mener, at investeringsudgifter over driftsregnskabet steget relativt og absolut siden omkring 1960'ernes midte. Hertil er at bemærke det første, at den omstændighed, at, hvad der reelt er investeringsudgifter, figurerer som driftsudgifter (f. eks. vedligeholdelse reparation af bygninger og anlæg), indebærer, at de pågældende investeringer karakteriseres som kortsigtede hurtigt fremkommende virkninger produktiviteten; for det andet, at for en periode, hvor i særlig stort omfang investeringsudgifter posteres som driftsudgifter, resultatet blive en undervurdering både driftsresultat og produktivitet.

Svagheden ved pkt. (3) er ikke selve den mekanisme der refereres til, men for det første, at hovedparten af skiftet i investeringenssammensætning var indtruffetved af 1 goo'erne, og at industriensmaskininvesteringer at have stagneret efter 1964 indtil en begrænset opgangindtraf 1969; og for det andet, at et skift som det omtalte ikke - med mindre man gør specielle forudsætninger - kan forklaremere en særlig éngangsforhøjelse

af produktiviteten, men ikke en permanent forhøjelse af produktivitetsstigningen. Tilbagebliver to første momenter, de formodede,forsinkede af dels importhindringernesafvikling, de store investeringer tidligt i 1960'erne, hvor hele fremstillingen tydeligt lægger hovedvægten på investeringernes effekt.

Det er korrekt, at forøgelsen af produktivitetsstigningen meget nær samtidigt de forskellige industrigrupper; hvis den tillige indtraf i andre erhverv og i udlandet, der et bemærkelsesværdigt af synkronisering - hvadenten man tror at kunne finde forklaringen i teknisk eller sene eftervirkninger af store investeringer. Men er sådanne forklaringer plausible?

Vi har en for formålet højst ufuldkommen om produktionen, og vi har oplysninger ikke om den - i betragtning af virksomhedernes forsyning med produktionsudstyr teknisk kunnen - til produktionen indsats af arbejdskraft, men kun registreringer af ansat personel og af arbejdstimer for hvilke betaling er ydet; vi har, med andre ord, en registrering af den efterspørgsel efter arbejdskraft, som virksomhederne har kunnet og, alt taget i betragtning, fundet det fordelagtigt at effektuere, også efterspørgsel efter arbejdskraft, som er teknisk overflødig for aktuelt igangværende og konkret planlagt produktion, men som virksomhederne i et stramt arbejdsmarked har ønsket at sikre sig til eventuel fremtidig produktionsudvidelse.

Blev i årene omkring 1967 erhvervene udsat for en fælles påvirkning, der kan forklare tendens til først en relativt svag reduktion senere en særlig stærk reduktion af antallet af ansatte og af antallet af betalte i forhold til den gennemførte Svaret er ikke vanskeligt. midten af 1965 til midten af 1968 var den danske konjunktur klart vigende, og arbejdsløsheden steg til et rsgennemsnit 5 pct. i 1968. Dette var på baggrund af de foregående års udvikling en relativt langvarig og kraftig kontraktion, som indtraf med en konjunkturafmatning i en række andre lande.

Er det da ikke overvejende sandsynligt, at erhvervene under konjunkturafdæmpningen har fastholdt mere arbejdskraft end teknisk påkrævet; at et voksende antal virksomheder under indtryk den vedvarende svækkelse af aktiviteten det mindre stramme arbejdsmarked øget omfang har skilt sig af med ikke strengt nødvendig arbejdskraft i 1967/68; og at under den derpå følgende aktivitetsstigning på sædvanlig måde opgjorte produktivitet er steget særlig stærkt bl.a. ved elimination af resterende skjult ledighed for virksomhederne. Det støtter denne forklaring, at produktivitetsstigningen industrien synes atter at være afsvækket 1969.1 så fald foreligger der ingenlunde varig niveauforskydning af produktivitetstilvæksten, som kan danne grundlag for optimistiske prognoser for den fremtidige udvikling.

Endskønt nogle af de ovenfor refererede forklaringer netop betoner variabiliteten både i tid og styrke af relationerne mellem investering og produktivitet, lægger PPII stor vægt på en forøgelse af de private erhvervsinvesteringer, behandler i denne forbindelse mulighederne for substitution af kapital for arbejdskraft ret så håndfast. På tilsvarende måde som i de ovenfor omtalteafsnit

talteafsnitbliver i den tilgrundliggende analyse af 1960'ernes udvikling efterspørgselssammenhængemistolket produktionssammenhænge,her input af realkapital og frembragt output, hvorom de anvendte, højst ufuldkomne, makroøkonomiskedata giver den sparsomme oplysning,at til rådighed værende udstyr har været tilstrækkeligt for den faktisk gennemførteproduktion.

I PPII's modelforløb frem til 1977, hvor betalingsbalancens løbende underskud tænkes regnes med 10 pct. årlig vækst i industrieksporten (i faste priser) og en omkring halvt så høj vækstrate for den øvrige eksport. Som grundlag for denne ekspansion forudsættes der - ved stagnerende i den private sektor - en så kraftig vækst i erhvervenes investeringer, at der, trods boligbyggeriets stagnation eller tilbagegang, fremkommer et meget betydeligt i den private sektor helhed. Dette underskud må, såfremt at fjerne betalingsbalancens deficit skal nås, modsvares af et lige så stort offentligt opsparingsoverskud. Da imidlertid vækstraten for de offentlige udgifter er sat på det laveste niveau, som man har anset for realistisk, må forøgelsen det offentliges opsparingsoverskud ved højere skattetryk. Men over for spørgsmålet, hvilke skatter man skal gribe til, må man melde pas og foreslår iværksættelsen af et økonomisk analysearbejde de skatte-politiske problemer.

Hovedgrunden til den private sektors store opsparingsunderskud er, at der regnes en, i forhold til væksten i investeringerne, svag vækst i virksomhedernes opsparing, som atter implicerer plicererrelativt lavt niveau af både profit og forhold mellem egenkapital og fremmedkapital implikationer der ikke netop tjener til at sandsynliggøre eksportens og investeringernes ekspansion. Det fremgår (bl.a. af teksten side 382) dels at forfatterne ikke ganske har overset denne problematik, dels at valget af modelforudsætninger er bestemt af politiske præferencer, for hvilke almindelig tilslutning næppe kan påberåbes.

Økonomisk Institut, Aarhus Univetsiiet