I de senere år er der - navnlig af amerikanske økonomer - udviklet teorier om arbejderstyrede virksomheder, inspireret specielt af den jugoslaviske arbejderselvforvaltning. på dette felt er Berkeley-økonomen Benjamin Ward med en artikel fra 1958, »The Firm in Illyria. Market Syndicalism«. Illyrien var i antikken navnet på en del af det nuværende Jugoslavien, og hele feltet betegnes Illyrian Economics. Ward har videreført sine teorier i The Socialist Economy fra 1967, og bl.a. Evsey Domar (1966) og A.K.Sen (1966) har ydet bidrag. Jaroslav Vanek har i The General Theory of Labor-Managed Market Economies fra 1970 søgt at udvikle en samlet teoribygning for arbejderstyret økonomi på både mikro- og makroniveau og med diskussion af økonomisk politik. En god oversigt findes iJ.E. Meade's artikel fra 1972; andre nye bidrag er artikler af S.C.Maurice og C.E.Ferguson (1972) og R. McCain (1973).

De nævnte forfattere anlægger en overvejende efficiency-ovitn_teret synsvinkel talrige paralleller til gængs »kapitalistisk« teori, hvilket angribes af bl.a. Jan Vanek¹ (1972), der på basis af empirisk materiale fra Jugoslavien søger at opstille alternative teorier.

Arbejderselvforvaltning indtager under betegnelsen autogestion en central
plads i den samfundskritiske debat i Frankrig, og det aktualiseredes yderligere

Resumé

summary. The article surveys the literature on the microeconomic theory of labour-managed firms which has emerged since Benjamin Ward's article in the American Economic Review 1958, inspired by the Yugoslav workers' s elf management. The contributions of Ward, Domar, Jaroslav Vanek, Sen, Jan Vanek, and others are discussed and briefly contrasted with the Yugoslav reality. The conclusion is that the mechanistic approach of notably Ward, maximizing income per worker, seems inadequate and should be replaced by models with explicit reference to the utility function of the workers' collective.

---

1. Læseren advares mod en nærliggende forveksling af Jan Vanek med den ovenfor og i det følgende ofte omtalte Jaroslav Vanek. Når der skrives Vanek alene, refererer det til Jaroslav Vanek.

Artiklen er tildelt Bedømmelsesudvalget har bestået af Else Mogens Sven Danø, Axel Mossin og Thorkild Davidsen.

ved arbejdernes besættelse af urfabrikken Lip i Besangon sommeren 1973. For
den hjemlige debat om økonomisk demokrati er teorier om arbejderstyrede
virksomheder også af betydelig relevans.

Socialistisk arbejderselvforvaltning er i Jugoslavien det ideologiske fundament hele samfundet, historisk udviklet som en reaktion efter bruddet mellem og Stalin i 1948. Tilsvarende tendenser må ventes at gøre sig gældende ved en økonomisk liberalisering i Østeuropa. Selvforvaltning forekommer i vidt omfang i Israel. I Algeriet eksperimenteres der med en form for arbejderstyre, og kooperativer i en række u-lande kan betragtes som arbejderstyrede virksomheder den kinesiske folkekommune som et specialtilfælde. Ifølge Jaroslav Vanek og Juan Espinosa (1972) skulle arbejderstyre som organisationsform være særlig egnet til at fremme økonomisk udvikling i u-lande, hvor produktionen må startes med en arbejderstyrke, der lever på subsistensniveau.

Begrebsafgrænsning

Arbejderselvforvaltning forkortes i det følgende til LM efter engelsk labourmanagement.
sammenligningsgrundlag benyttes ofte den traditionelle profitmaksimerende
model, forkortet CAP.

Rent LM indebærer, at en virksomheds medarbejdere styrer virksomheden ved demokratiske flertalsbeslutninger, direkte ved vigtigere afgørelser og i øvrigt gennem valgte råd og valgt direktør, som er ansvarlige overfor arbejder kollektivet. Virksomhedens overskud deles mellem medarbejderne, hvis indkomst principielt har residuel karakter. Arbejde til fast løn eller uden medbestemmelse strider mod rent LM. En vidtgående decentralisering af beslutningerne økonomien må forudsættes ved LM, der således bedst fungerer i en markedsøkonomi eller en markedssimulerende økonomi (som udviklet af Oscar Lange (1938)^—udenLM), hvor offentlige myndigheder som hovedregel nøjes med at afstikke generelle retningslinjer for virksomhederne.

Det er mest nærliggende at forbinde LM med en socialistisk samfundsorden, hvor kapitalen ejes af det offentlige, men LM kan i princippet forenes med privatejet (jfr. de ikke ganske problemfri »joint ventures« med vestlige firmaer i Jugoslavien); det afgørende er, at ejendomsret til kapital ikke må give ret til at »lede og fordele arbejdet« og til residuel profit, men kun en slags kreditorrettigheder, hvert fald så længe virksomheden opfylder sine forpligtelser og herunder opretholder kapitalen ved afskrivninger.

Den følgende omtale af nogle modeller for arbejderstyrede virksomheders
økonomiske adfærd er kun tænkt som appetizer til emnet ud fra en mikroøkonomisksynsvinkel.
dækkende gennemgang ville selvsagt sprænge rammerne

for en artikel, og hovedvægten er bevidst lagt på modellernes mere særprægede træk, som fremkommer under ret restriktive forudsætninger. Under mere realistiskeforudsætninger en del af særpræget, men teorien om arbejderstyredevirksomheder næppe undvære de karakteristiske simple tilfælde.

Der er temmelig langt fra de teoretiske LM-virksomhedsmodeller til den praksis, der kan iagttages i Jugoslavien og til dels i Israel, men næppe længere end fra de simple profitmaksimerende CAP-modeller til de vestlige økonomiers brogede virkelighed.

Ward's model

Benjamin Ward formulerer i sin 1958-artikel som nævnt den første model
for en LM-virksomhed, og Jaroslav Vanek (1970) baserer i vidt omfang sin
analyse på Ward's arbejde.

Den grundlæggende forudsætning i Ward-modellen er, at LM-virksomheden vil søge at maksimere (periode-) overskuddet pr. enhed arbejdskraft. Ward antager, at virksomheden står over for et übegrænset udbud af arbejdskraft, og ved fast arbejdstid ændringer i arbejds-input ændringer i antallet af arbejdere (arbejdsudbuddet som bibetingelse i Ward-modellen diskuteres nærmere bl.a. hos Vanek (1970, kap. 4)). Forøgelse af virksomhedens beskæftigelse giver ikke større teoretiske problemer, men Ward opstiller den kritisable og for hans teori væsentlige antagelse, at virksomhedens beskæftigelse også kan reduceres ved, at arbejdere højere anciennitet afskediger kolleger med lavere anciennitet, såfremt deres egen indkomst derved forøges.

Den simple model. De særprægede træk i Ward-modellen kommer klarest til udtryk stærkt forenklede forudsætninger, nemlig ved statisk og komparativ statisk kortløbsanalyse af en énvareproducerende virksomhed, der sælger til udefra pris, og hvis produktionsfunktion er af neoklassisk type med homogen arbejdskraft som eneste variable input (idet evt. råstof antages at medgå proportionalt output og købes til udefra given pris).

Under forudsætning om variabel arbejderstyrke med fast arbejdstid og fornøden delelighed vil der være proportionalitet mellem antal arbejdere L knyttet til virksomheden og antal arbejdsdoser / præsteret i perioden. Det kan af hensyn til sammenligning med CAP-virksomheden være hensigtsmæssigt at formulere LM-modellen med I som variabelt input, der da umiddelbart kan omregnes til antal beskæftigede. LM-modellens maksimand kan i Ward's simple tilfælde formuleres således:

y = periodeoverskud pr. arbejdsdose

p = salgspris pr. enhed af varen (evt. proportionale råvareomkostninger
fratrukket)

x = produceret varemængde i perioden

R = virksomhedens faste omkostninger i perioden incl. evt. faste skatter.

Det bemærkes, at der ikke indgår løn som omkostning ved overskudsberegningen. af en kalkulationsløn v og dennes højde vil ikke i sig selv påvirke løsning. Dette ses af, at [px — R) \l og [px — R — vi) jl = (px — R)l I — v har maksimum for samme /.

Grafisk kan den statiske UgevægUløsrimgy der maksimerer y, findes som angivet figur 1 ved det punkt S, hvor /w-kurven tangeres af en linje fra punktet R, som angiver de faste omkostninger. j^max angives af vinklen a. I punktet S er værdien af arbejdskraftens grænseprodukt VMPI lig overskuddet pr. arbejdsdose hvilket omsat til fysiske arbejdere vil sige, at den marginale arbejder bidrager med sin egen indkomst. For matematisk bevis henvises f. eks. til Ward (1958).

Til sammenligning kan man betragte en CAP-virksomhed, der virker underde ydre vilkår som LM-virksomheden bortset fra, at den lejer sin arbejdskraft til en udefra given lønsats w. CAP-maksimanden vil være £ = px —R— vol = Max!, hvor £ angiver »ren« profit efter aflønning af driftslederensarbejdsindsats

lederensarbejdsindsats(tænkes at indgå i /), idet der bortses fra egenkapital.
Ligevægtsbetingelsen for beskæftigelsen bliver den velkendte VMPI = w, at
værdien af arbejdskraftens grænseprodukt er lig lønsatsen.

Hvis der ikke er nogen ren profit {Z — o), idet w er ligjmax, får CAPvirksomheden ligevægtsløsning for produktion og beskæftigelse som LM-virksomheden. Positiv ren profit (£ > o) indebærer w <j)'max, og da VMPI er en faldende funktion af /, vil LM-virksomheden have mindre produktion beskæftigelse på et givet anlæg end en tilsvarende CAP-virksomhed, der tjener positiv profit² (omvendt ved £ < o).

For så vidt kan man sige, at LM-virksomheden anvender mere kapitalintensiv end en CAP-»tvilling«, der tjener positiv profit. Flere forfattere (f. eks. Wiles i Broekmeyer, red. 1970, p. 155) hævder herudfra, at LM-virksomheden sit teknikvalg allokerer irrationelt. Det forekommer dog kritisabelt at opstille en CAP-virksomhed med positiv ren profit som Pare to-optimal målestok LM-virksomhedens teknikvalg i stedet for blot at konstatere forskellen. Man kan måske sige, at Wiles' sammenligning mellem LM og CAP for % > o på en måde undervurderer arbejdskraftens alternativomkostning i det arbejderstyrede

Ved komparativ statisk analyse konstateres, at den forenklede LM-virksomhed
ejendommeligt navnlig på ændringer af færdigvareprisen p og af
de faste (produktionsuafhængige) omkostninger R.

I figur 2 (jfr. Vanek 1970, p.55) illustrerer skæringspunktet T_x mellem kurverne VMPl_x ogy_{x —}y_x (overskud pr. arbejdsdose som funktion af/) ligevægten prisenp_x. Ved en prisstigning på a% tilp₂ løftes ethvert punkt på F-MPZ-kurven med a% til VMPl₂. Menjy —y kurven vil blive løftet med mere end a%, forudsat R >o. Dette ses af formlen forjy —y kurven :y = {px —R)jl = pxjl — R\l; det positive ltd px 11 vokser proportionalt med p, medens det negative led — R/1 er konstant og får relativt aftagende betydning ved stigende p. Skæringspunktet rykker mod venstre til 7~₂. Den simple LM-virksomhed vil altså iflg. Ward i det korte løb reagere på en prisstigning ved at sænke produktion beskæftigelse og afskedige folk; omvendt ved prisfald. CAP-tvillingen reagerer som bekendt modsat. LM-virksomhedens kortløbs-udbudskurve bliver bagudbøjet, og der er risiko for et ustabilt marked.

LM-virksomhedens reaktion på forøgede faste omkostninger kan udledes
af figur 1. Jo større R, jo længere til højre vil linjen fra R tangere/w-kurven.
Forøgede faste omkostninger, f. eks. i form af en højere »kapitalskat« til det

---

2. Det svarer til, at CAP-virksomheden ville have mindre produktion og beskæftigelse ved højere løn.

offentlige for retten til at benytte kapitalapparatet, vil således få Ward's LMvirksomhedtil udvide produktion og beskæftigelse i det korte løb, og omvendt ved reducerede faste omkostninger. Kapitalskat kan derfor tænkes benyttet som konjunkturpolitisk instrument i et LM-system, hvilket dog ikke synes at have været praktiseret i Jugoslavien i større omfang. CAP-tvillingen reagerer som bekendt ikke i det korte løb på ændringer i de produktionsuafhængige omkostninger.

Det kan vises (se f.eks. Ward 1958), at LM-virksomhedens kortløbs ligevægt fast arbejdstid ikke påvirkes af en proportional overskudsbeskatning, heller ikke med fradragsberettiget kalkulationsløn, eller af en skat pr. beskæftiget, maksimanden antages at være overskud pr. arbejdsdose efter skat. CAP-virksomheden skulle heller ikke reagere på sædvanlig profitbeskatning, hvorimod en skat på dens arbejdskraftforbrug ceteris paribus vil føre til lavere produktion og beskæftigelse ligesom en lønstigning.

Modifikationer. Når Ward-modellen modificeres med mere realistiske forudsætninger flere variable inputs og flervareproduktion, udviskes dens karakteristiske i nogen grad. En oversigt over den generaliserede Ward-models reaktioner på prisændringer er givet hos Domar (1966, p. 741), jfr. Vanek (1970). Her skal blot fremhæves, at flervareproduktion afgørende øger muligheden positiv udbudselasticitet og dermed markedsstabilitet for den enkelte vare, idet LM-virksomheden vil reagere på ændringer i færdigvareprisrelationen at producere mere af den fordyrede vare, med mindre denne i forvejen lægger beslag på en meget stor del af virksomhedens arbejdskraft. Men generelt må man i LM-systemet påregne mindre udbudselasticitet end i CAP. Efterspørgselsændringer derfor kunne udløse større prisbevægelser i en LMmarkedsøkonomi i CAP, og stabiliseringspolitik bliver vanskeligere i LM.

En LM-virksomhed, der står over for en faldende afsætningskurve og altså har en vis monopolstilling, vil normalt være mere restriktiv i produktion og beskæftigelse den tilsvarende CAP-virksomhed under ufuldkommen konkurrence, Vanek (1970, kap.6); en restriktiv linje i LM-virksomheden giver færre parthavere i monopolgevinsten. Heraf slutter Vanek, at LM-systemet vil være præget af mindre koncentration og lavere monopolgrad end CAP.

Forholdene i det lange løb. Spørgsmålet om LM-virksomhedens investeringsadfærd og indkomstmaksimering over tiden skal ikke uddybes her; det er bl.a. behandletaf (1970, kap. 14) og af Furubotn (1971). En passant bør dog fremhæves,at juridiske ejendomsretsforhold og herunder spørgsmålet om selvfinansieringbliver

finansieringbliverafgørende for LM-virksomhedens henlæggelses- og investeringsbeslutninger.Den at den enkelte arbejders udbytte af en forøgelse af virksomhedens produktionsapparat ofte vil være marginalt og betingetaf fortsatte tilknytning til virksomheden foruden af dennes succes, medens han personlig kan eje opsparing i f. eks. egen bolig eller bankindskud, kan give en skævhed i valget mellem at lade overskud stå i virksomheden eller at få det udbetalt, og virksomhedens medarbejdere vil ofte have et meget forskelligtsyn hvor meget der bør henlægges. I et LM-system med leveniveau som Jugoslavien bliver der næppe frivilligt opsparet tilstrækkeligt til opfyldelse af en normal vækstmålsætning. Tidshorisonten for selvfinansierede investeringerkan at blive uhensigtsmæssig kort.

Disse forhold taler for, at man i et socialistisk LM-system ikke satser på selvfinansiering, men lader virksomhederne lånefinansiere fra det offentlige og opkræver en passende kombination af renter, afdrag og kapitalskat. I Jugoslavien der imidlertid nu stor vægt på selvfinansiering. Som fremhævet af Meade (1972) kan der opstå problemer med hæftelsen for en LM-virksomheds hvis arbejdere forlader virksomheden i større omfang. Det er vanskeligt give selve begrebet gældshæftelse et operationelt indhold for virksomhederne et socialistisk LM-system. Furubotn og Pejovich har beskæftiget sig med ejendomsretsproblemerne, bl.a. i en oversigtsartikel fra 1972, og disse problemer er også væsentlige for udformningen af ØD.

Forholdene i det lange løb med variabel kapital er i øvrigt behandlet hos Vanek (1970). Udbudselasticiteterne vil generelt være større på længere sigt, men næppe så store for den enkelte LM-virksomhed som for CAP-tvillingen. Det er derfor afgørende for LM-systemets efficiency, at der sikres fri adgang til at etablere nye virksomheder og mulighed for at nedlægge urentable virksomheder. er nok et ømt punkt i systemet, fordi en gruppe arbejdere - evt. hidtil arbejdsløse - vil have vanskeligt ved at stable et nyt foretagende på benene, så nye virksomheder vil i praksis oftest blive skabt af de eksisterende eller på offentlige myndigheders initiativ. I Jugoslavien har nedlæggelse som venteligt været et ømt punkt; banker og myndigheder har tøvet med at stille urentable virksomheder over for en effektiv budgetgrænse, så der med en ikke navngiven jugoslavisk økonoms ord »have been far too few bankruptcies«.3 Rentabilitetskriterier er selvsagt virksomhedens evne til at klare skatte- og gældsforpligtelser og evt. lovmæssige henlæggelser og samtidig holde et rimeligt ikke under et vist minimum.

---

3. Interview under studierejse i Jugoslavien oktober 1971.

Antages langtløbs produktionsfunktionen at være homogen af i. grad (proportionalitetsloven), LM-virksomheden med udefra given færdigvarepris efter tilpasning i det lange løb kunne fungere optimalt på ethvert produktionsniveau, f.eks. hensynet til den lokale beskæftigelsessituation kan blive bestemmende dens størrelse. Som et væsentligt argument for LM fremhæver Vanek (1970, p. 119), at systemet ikke skulle have tendens til gigantisme - i modsætning til GAP. I stedet for en stor koncern skulle der snarere dannes en række selvstændige LM-virksomheder. Ved tekniske stordriftsfordele kan der opstå problemer med at undgå fragmentation af en stor virksomhed på grund af interessemodsætninger mellem forskellige afdelinger, der hver har et vist internt og hvor den enkelte afdelings driftsresultat i høj grad bestemmes af de interne afregningspriser. Stordrift rejser i det hele taget en række problemer for LM, ikke blot økonomiske, som ikke skal uddybes her - men det er måske ikke helt ved siden af, når Domar (1970, p.325) om Vaneks teoribygning siger: »One sometimes has a feeling that Vanek refers not to a modern economy but to some medieval association of craftsmen or fishermen«.

Udviklingen i den jugoslaviske industris struktur 1959-68 er undersøgt af Sacks (1972), der konkluderer, at koncentrationsgraden nærmest har været konstant over perioden. - En studierejse til Jugoslavien i 1971 gav det indtryk, at myndighederne opmuntrede til skabelse af »stærke« virksomheder uden nævneværdig monopolkontrol, og at de store virksomheder gerne indlod sig på konkurrencebegrænsende foranstaltninger.

LM-systemets generelle /zgrø^segenskaber gennemgås i detaljer af Vanek (1970, kap. 7) og falder udenfor rammerne af denne fremstilling; blot skal refereres, systemet kan realisere et Pareto-optimum, om end nok med større vanskelighed end det teoretiske CAP-system. Som et specielt problem bør nævnes allokering mellem virksomhederne; i en situation, hvor to LM-virksomheder begge er i ligevægt, men med forskelligt jy-niveau og forskellig vil der ikke i systemet være nogen tendens til overførsel af arbejdskraft den »rige« LM-virksomhed, idet de beskæftigede i den rige virksomhed i ligevægt ville gå ned i indkomst, hvis de accepterede arbejdere fra den »fattige«. er i LM-systemet intet egentligt arbejdsmarked med ensartet lønsats at korrigere denne situation, men den rige virksomhed kan inspireres til at modtage overførsel af arbejdskraft ved en lumpsum beskatning (øget R), evt. kombineret med en subsidiering af den fattige.

Wachtel (1972) har foretaget en økonometrisk undersøgelse af sammenhængene
indkomstniveau, indkomstforskelle, investeringer og produktivitet
de enkelte industrigrene i Jugoslavien.

Dubravcic's model

I en artikel fra 1970 fremhæver D.Dubravcic som årsag til forskellene mellem og CAP-virksomhedens reaktioner, at LM-maksimanden er en brøk [a ratio), nemlig y, overskud pr. arbejdsdose, medens CAP-maksimanden er den absolutte profit £. Dubravcic prøver at opstille en symmetrisk kapitalistisk model med maksimering af profitraten Z\K, men symmetrien bryder sammen, bl.a. fordi fast forrentet fremmedkapital er en selvfølge i et kapitalistisk system, hvorimod fast aflønnet »neutral« arbejdskraft er i modstrid med arbejderstyre. Dubravcic gør opmærksom på, jfr. Meek (1964), at rate-oj"- »tommelfingerregler« kapitalistiske investeringskalkuler kan give forvridning i retning af arbejdsintensiv teknik, hvilket ses som et modstykke til det ovenfor anførte om LM-virksomhedens teknikvalg, der er mere kapitalintensivt end CAP-virksomhedens Z >o. Symmetriske kapitalistiske modeller diskuteres også af Meade (1972).

Domar's model

Domar søger i en artikel fra 1966 at formulere et alternativ til Ward-modellen,
på en idealiseret sovjettisk kolkhoz, der tænkes at fungere som
arbejderstyret kooperativ på konkurrenceprægede markeder.

Domar kritiserer med rette Ward's forudsætning om, at arbejderne kan afskedige og vil gøre det for at opnå en beskeden indkomstforøgelse. I praksis må dette forekomme utænkeligt, også fordi de nøjagtige funktionssammenhænge vil kunne bestemmes. I stedet antager Domar, at arbejderstyrken er fast, men arbejdstiden i kooperativet variabel, dels ved valg mellem arbejde og fritid, dels ved evt. alternative beskæftigelsesmuligheder uden for kooperativet.

Hvis det med Domar forudsættes, at medlemmernes arbejdsudbud er en stigende funktion /—/af overskuddet pr. arbejdsdosey, kan man få en situation illustreret i figur 3, jfr. figur 2. Som figur 3 er tegnet, ligger skæringspunktet mellem I—l kurven og y—y kurven til venstre for y —j's maksimum der svarer til Ward-modellens ligevægt. Dette kan fortolkes derhen, at kooperativet ikke råder over tilstrækkelig arbejdskraft til at realisere yy_{m ax}, men må nøjes med det lavere jy*.

Generelt vil K's placering i forhold til B bl.a. bero på relationen mellem medlemstal og fast anlæg, herunderjord, og på priser, beskatning og alternative Sammenfald mellem K og B kan opfattes som en situation, hvor kooperativets medlemstal ceteris paribus er optimalt.

Domar's komparativ-statiske analyse er på dette trin meget simpel og følgeraf

gerafantagelsen om stigende arbejdsudbudskurve. Enhver parameterændring, der løftery_—y kurven, f. eks. højere salgspris, lavere faste omkostninger eller lavere beskatning, vil medføre øget produktion og arbejdsindsats - og omvendt, jfr. figur 3.

Domar beskæftiger sig ikke med andre arbejdsudbudskurver end den stigende, er vist i figur 3. Bortset fra et eventuelt krav om en vis minimumsindsats at bevare medlemskab kan alternative beskæftigelsesmuligheder tænkes at stille LM-virksomheden over for en på et langt stykke vandret arbejdsudbudskurve y lig lønsatsen i alternativ beskæftigelse, således at et stigende forløb først bliver aktuelt, når LM-virksomheden udnytter medlemmernes arbejdskraft; i så fald kan virksomheden kun fungere, hvis den kan afkaste mindst lige så høj y som lønsatsen. Hvis LM-virksomheden er stor i forhold til det relevante arbejdsmarked, eller hvis medlemmerne har særlig præference for arbejde inden for virksomheden, kan Domar's stigende kurve imidlertid fremkomme.

Men når LM-virksomheden udnytter medlemmernes fulde arbejdskraft, eventuelt fordi der ikke er alternative beskæftigelsesmuligheder, kan den bagudbøjede blive aktuel. En bagudbøjet / — / kurve vil indebære, kooperativet vil reagere på parameterændringer modsat af, hvad Domar ved stigende /— I kurve, og mere i overensstemmelse med Wardmodellen.

Forudsætningen om helt fast arbejderstyrke gør Domar-modellen til et
specialtilfælde, der måske er særlig relevant for Sovjet, hvor arbejdskraften i
landbruget har meget ringe mobilitet. Det er afgjort realistisk ikke at anse arbejderstyrken,men

bejderstyrken,mennok arbejdstiden, for variabel nedad i det korte løb. Vanek (1970) udelukker også afskedigelser i den såkaldte humaniserede del af sin analyse. Eventuelt kan man antage asymmetrisk adfærd med arbejderstyrken variabel opad. På længere sigt vil arbejderstyrken være variabel i begge retninger,nedad naturlig afgang.

I et kritisabelt afsnit af sin artikel søger Domar at »forbedre« situationen, hvor K ikke falder sammen med -B, jfr. figur 3, ved diskrimination mellem medlemmerne. tænkes at ske ved, at nogle medlemmer får en bestemt pr. arbejdsdose, medens andre får dividende, som ikke varierer proportionalt arbejdsindsatsen, og der kan evt. lejes arbejdskraft ud eller lejes arbejdskraft ind udefra. Det er ikke klart, hvilken maksimand Domar egentlig benytter i sine diskriminations-ræsonnementer. Arbejdsudbudskurven anvendes hensyntagen til, at den sandsynligvis vil ændre sig i tilfælde af diskrimination.

Selv om diskrimination mellem medlemmerne afvises som stridende imod arbejderstyrets princip, kan diskrimination i form af overtidsbetaling eventuelt fremkalde et større arbejdskraftudbud fra kooperativets medlemmer, men det behøver ikke at være en fordel velfærdsteoretisk.

Det er under diskussionen af Ward-modellen antaget, at indkomsten fordeles i en homogen arbejderstyrke, uden at fordelingsprincippet er nærmere specificeret. Som analyseret af Sen (1966), jfr. nedenfor, vil indkomstfordelingsprincippet den indbyrdes solidaritet være medbestemmende for arbejdsindsatsen. Spørgsmålet om indkomstfordeling i en heterogen arbejdsstyrke af Vanek (1970, kap. 11). Pelikan og Kocanda (1967) og Meade (1972) gør opmærksom på, at diskrimination i fordelingen baseret på anciennitet kan modificere LM-virksomhedens kortløbs reaktioner på bl.a. prisændringer således, at udbudselasticiteten bliver større, og at overførsel af arbejdskraft fra en fattig til en rig LM-virksomhed lettes. Wachtel (1972) analyserer indkomstforskelle i Jugoslavien.

Det er i strid med ideen i socialistisk arbejderselvforvaltning, hvis en LMvirksomhedlejer udefra til fast løn. Indirekte anbefaler Wiles (Broekmeyer, red. 1970, p. 155) lidt provokerende, at man i Jugoslavien dispensererfra standpunkt for at reducere arbejdsløsheden uden at skulle oprettenye idet en velstillet LM-virksomhed måske ellers vanskeligtkan til at udvide beskæftigelsen. I Israel har det offentlige til tider søgt at få kibbutzerne til at antage lønnet arbejdskraft. Et ideologisk forbud mod lønarbejde kan tænkes omgået ved, at en LM-virksomhed lejer ekspertise udefra, som den godt kunne heltidsbeskæftige, eller benytter underleverandørertil

rertilopgaver, som teknisk med fordel kunne løses i virksomheden, hvis den
havde flere medarbejdere.

I en kommentar til Domar's artikel fremhæver Joan Robinson (1967) den fundamentale forskel mellem Ward's antagelse om variabel arbejderstyrke og Domar's om fast arbejderstyrke. Hun finder nærmest de to modeller inkommensurable, selv om hun tilslutter sig kritikken af Ward's forudsætning om reducerbar arbejderstyrke, finder hun heller ikke Domar's analyse fyldestgørende. skaber uklarhed, at Domar samtidig opererer med en arbejdsudbudskurve med overskud pr. arbejdsdose som maksimand. I stedet foreslår Robinson fritid explicit inddraget i en maksimand, der udformes som en nyttefunktion. Bergson skitserer en sådan løsning i en artikel fra 1967, men kommer herved ikke ind på de af Sen fremførte betragtninger, jfr. nedenfor.

Sen's model

Sen undersøger i en artikel fra 1966 alternative indkomstfordelingsprincippers for arbejdskraftens allokering i et producent-kooperativ, altså en LM-virksomhed. Han behandler det socialistiske princip om fordeling efter arbejde og det kommunistiske om fordeling efter behov samt kombinationer disse to, og han finder, at fordelingsprincip og medlemmernes indstilling til hinanden har afgørende betydning for arbejdsindsatsen. Sen's artikel er stærkt matematisk præget, og i det følgende søges givet en kort verbal fremstilling; matematisk stringens må henvises til selve artiklen.

Modellen bygger på nyttemaksimering ved variabel arbejdstid for et givet fast medlemstal i kooperativet og udefra givne priser. Der betragtes kun en enkelt periode. Medlemshusholdningerne forudsættes ens i enhver henseende. Hver medlemshusholdning har samme nyttefunktion med positiv aftagende grænsenytte af indkomst og negativ aftagende grænsenytte (positiv voksende grænseulyst) af arbejde. Andre medlemshusholdningers behovstilfredsstillelse kan indgå med større eller mindre vægt i den enkelte husholdnings nyttefunktion, som aggregeret udtryk herfor indføres husholdningens »sympati« for de andre. Endelig indføres en social velfærdsfunktion W som et simpelt aggregat de enkelte husholdningers nytte, der altså antages kardinalt målelig og additiv. Sen er naturligvis klar over det diskutable heri, men han forsvarer det med fremgangsmådens »high intuitive appeal« (p.370).

På grund af forudsætningerne om ens produktivitet og præferencer vil indkomstfordelingen lige uanset fordelingsprincip, idet der bortses fra diskrimination, fordelingsprincippet vil være medbestemmende for indkomstens

Som betingelse for og Pareto-optimalitet på »socialt« niveau, for hele medlemskollektivet, opstiller Sen for materielle inputs den sædvanlige regel om værdi af inputs grænseprodukt lig inputpris, og for arbejdskraft at der skal arbejdes til det punkt, hvor den sociale ulyst ved at præstere den sidste arbejdsdose netop opvejes af den sociale nytte af indkomstbidraget denne doses produkt.

Såfremt virksomhedsledelsen med fuld information centralt bestemmer arbejdsindsatsen fordeler den realiserede indkomst egalitært, skulle den optimale uden videre kunne opnås. Hvis derimod arbejdsindsatsen overlades til decentraliseret bestemmelse i den enkelte husholdning, må husholdningen at gå ud fra et kriterium om, at den individuelle ulyst ved at præstere den sidste arbejdsdose netop skal opvejes af den individuelle nytte af indkomstbidraget fra denne doses produkt.

Ved »perfekt sympati«, d.v.s. at en medlemshusholdning tillægger andres behov samme vægt som sine egne, vil medlemmerne af sig selv vælge den velfærdsteoretisk arbejdsindsats, uanset om indkomsten fordeles efter arbejde efter behov. Men er sympatien ikke perfekt, vil kommunistisk fordeling efter behov føre til, at den enkelte ikke vil præstere så meget arbejde som velfærdsteoretisk ønskeligt, fordi han så at sige vurderer sin egen fritid højere end de andres behov. Omvendt kan socialistisk fordeling efter arbejde ved ufuldkommen sympati bevirke, at den enkelte arbejder mere end velfærdsteoretisk optimalt for at udnytte det materielle incitament; denne situation kan vises at opstå, såfremt kooperativet i økonomisk forstand »ejer« andre produktionsfaktorer end arbejdskraften, f. eks. derved, at det ikke betaler grundskyld eller får stillet kapitaludstyr billigt til rådighed.

Sen påviser en optimal fordelingsregel, der sikrer den korrekte arbejdsindsats sympatigraden. Ifølge denne fordelingsregel (som er vanskelig at formulere verbalt) skal der efter arbejde fordeles den brøkdel⁴ af indkomsten, modsvarer kvotienten mellem produktionens elasticitet m.h.t. arbejdskraft virksomhedens andel af bruttoproduktionsværdien. Eventuel overskydende fordeles efter behov.

Den optimale regel modsvarer den neoklassiske fordelingsteori med homogenproduktionsfunktion i. grad og fuldkommen konkurrence, hvor arbejdskraftenaflønnes værdien af sit grænseprodukt. Men uddeling efter behov af eventuel rest fra f. eks. »ejet« jord hæver indkomstniveauet og reducerer dermedgrænsenytten

---

4. Brøken antager værdien 1, hvis produktionsfunktionen er homogen af 1. grad, og virksomheden ikke »ejer« andre produktionsfaktorer end arbejdskraften; i så fald giver fordeling efter arbejde optimal også ved ufuldkommen sympati.

medgrænsenyttenaf indkomst, således at den kollektivt optimale arbejdsindsatsbliver end i det tilfælde, hvor virksomheden ikke i økonomisk forstand»ejer« inputs, under Sen's forudsætninger om nyttefunktionen jfr. ovenfor.

Sammenholdt med Domar-modellen med arbejdsudbudskurve, der for så vidt omhandler samme problem, virker Sen's model bedre gennemtænkt og mere tilfredsstillende i optimeringen. Domar's diskriminationsforsiag må formodes føre til en større arbejdsindsats end optimalt. Til gengæld er en række af Sen's forudsætninger temmelig restriktive. Velfærdsteoretisk er det værdifuldt, Sen analyserer interdependens mellem husholdningers behovstilfredsstillelse, is assumed away« i sædvanlig teori. Sen's analyse forekommer måske særlig relevant for den israelske kibbutz og for kinesisk økonomi med den store vægt på ikke-materielle incitamenter.

Sen forudsætter i sin analyse lige som de fleste andre forfattere, at arbejdets kvalitet og intensitet er konstant. Ifølge Vanek (1970, kap. 12) må arbejderstyre forventes at inspirere arbejderne til en kvalitativt bedre arbejdsindsats det kapitalistiske system, hvor mange ikke føler sig foranlediget at præstere større indsats end nødvendigt for at beholde jobbet. Heri ser Vanek en meget betydelig produktivitetsfordel for LM-systemet, der let skulle opveje de spørgsmålstegn, som en traditionel statisk analyse kan sætte ved systemets Vanek går let hen over de problemer, der kan opstå som følge af arbejdernes antagelig stærke risikoaversion, jfr. Montias (1970) og Zupanov (1967).

Jugoslavisk teori og praksis

ljugoslavisk praksis har Ward-modellen og de deraf afledte teorier endnu
ikke sat sig dybere spor. En interviewundersøgelse (Marschak 1968) viste »a
major lack of explicit maximizing rules« hos jugoslaviske virksomhedsledere.

The introduction of marginal language into the discussion and the suggestion of careful maximization of income per worker were generally greeted with cold suspicion. established textbooks on the economics of the firm display much the same attitude. Several striking exceptions among the managerial personnel (on directors' interviewed were receptive to maximizing language; they were young and rising administrative technicians and quite possibly presage the managerial elite of the future [Marschak 1968, p. 585].

Det er begrænset, hvad der foreligger fra jugoslavisk side om virksomhedsmodeller.Den
økonom Branko Horvat har skitseret en model, hvor

maksimanden er virksomhedens restoverskud efter udbetaling af en over tiden stigende indkomst til arbejderne (Horvat 1968). Denne model, som Horvat finder empirisk relevant, kan vises at fungere som en profitmaksimerende modeli række henseender. Som begrundelse for at lade restoverskuddet være maksimand anføres, at virksomheden må foretage henlæggelser til investering for ved krav om selvfinansiering at sikre indkomstudviklingen på længere sigt.

Jan Vanek refererer i sin bog fra 1972 nogle empirisk betonede virksomhedsmodeller i Jugoslavien efter først at have kritiseret Ward-modellen som et »kapitalistisk vrængbillede« af arbejderstyre. Han finder marginal analyse uegnet ved beslutningstagning over flere perioder (p. 147).

Ifølge Jan Vanek har jugoslavisk theory of the firm været præget af tre tendenser kronologisk orden. Først merværdimaksimering af marxistisk tilsnit med lighedspunkter til den af Horvat skitserede model, så pragmatiske indikatorer eller »tommelfingerregler« til bedømmelse af virksomhedens funktion, og nu endelig en mere generel vektormodel, hvor arbejderkollektivets komplicerede nyttefunktion maksimeres under produktionsfunktion, markedsforhold, skatteregler som bibetingelser.

Sidstnævnte betragtningsmåde synes principielt rigtig, men er selvsagt vanskelig at få mere konkret hold på og fremtræder da også kun løst skitseret hos Jan Vanek. Sen's model kan betragtes som en skridt på vejen mod en generel og hvis en sådan model kunne udvikles i en håndterlig form, ville det indebære et betydeligt fremskridt i forhold til Ward-modellen.

Afsluttende bemærkninger

Det har inden for artiklens rammer kun været muligt at give en introduktion teorierne om arbejderstyrede virksomheder, set fra en mikroøkonomisk synsvinkel. Nok så væsentlige forekommer de sociologiske, psykologiske og politiske Arbejderstyre kan ikke bedømmes på graden af økonomisk effektivitet men den økonomiske analyse bidrager til forståelsen af, hvordan f. eks. det jugoslaviske samfund hensigtsmæssigt kan udvikles. Tænker man sig økonomisk demokrati gennemført konsekvent i Danmark, bliver der særlig anledning at beskæftige sig med teorier om arbejderstyrede virksomheders adfærd.

Litteratur

bergson, A. 1967. Market socialism revisited.
of Political Economy 75: 655-73

broekmeyer, M. j. red. 1970. Yugoslav
workers' self management. Dordrecht.

domar, e. d. 1966. The Soviet collective
farm as a producer cooperative. American
Economic Review 56: 734-57.

domar, e. d. 1970. (Kommentar til Vanek
1969). American Economic Review, Papers
and Proceedings: 324-25.

DUBRAVCic, d. 1970. Labour as entrepreneurial An essay in the theory of the producer co-operative economy. Economica 37: 297-310.

furubotn, e. 1971. Toward a dynamic
model of the Yugoslav firm. Canadian
Journal of Economics 4: 182-97.

furubotn, e. og s. PEjoviCH. 1972. Property and economic theory: A survey of recent literature. Journal of Economic Literature 10: 1137-62.

gersfelt, t. 1972. Udvalgte problemer om arbejderstyrede bedrifters økonomiske adfærd: Virksomhedsmodeller og ejendomsretsforhold. Utrykt 3 måneders opgave afleveret på Økonomisk Institut ved Københavns Universitet.

horvat, b. 1968. Prilog zasnivanju teorijejugoslavenskog (Et bidrag til teorien den jugoslaviske virksomhed - engelsk resumé). Jugoslavenski Institut za Ekonomska Istrazivanja, Separat 51. Beograd.

horvat, b. 1971. Yugoslav economic policy in the post-war period: Problems, ideas, institutional developments. American Economic Supplement: 69-169.

LANGE, O. Og F. M. TAYLOR. 1938. On the
economic theory of socialism. 3. udg. New

York 1966.

marschak, t. a. 1968. Centralized versus decentralized resource allocation: The Yugoslav laboratory. Quarterly Journal of Economics 82: 561-87.

MAURICE, S. G. Og G. E. FERGUSON. 1972. Factor usage by a labour-managed firm in a socialist economy. Economica 39: 18-3i

McCain, r. 1973. Critical note on Illyrian
economics. Kyklos 26: 380-86.

meade, j. e. 1972. The theory of labourmanaged
and of profit sharing.
Economic Journal 82: 402-28.

meek, r. l. 1964. Ideal and reality in the
choice between alternative techniques.
Oxford Economic Papers 16: 333-54.

MONTiAS, j. m. 1970. (Kommentar til Vanek
1969). American Economic Review, Papers
and Proceedings: 322-23.

PELIKAN, P. Og R. KOCANDA. 1967. The SOcialist as a participant in the market. Czechoslovak Economic Papers 9: 49-64.

Robinson, Joan. 1967. (Kommentar til Domar
American Economic Review 57:
222-23.

sacks, s. r. 1972. Changes in industrial
structure in Yugoslavia, 1959-1968. Journal
Political Economy 80: 561-74.

sen, a. k. 1966. Labour allocation in a cooperative
Review of Economic
Studies 33: 361-71.

vanek, jan. 1972. The economics of workers'1
management: A Yugoslav case study. London.

vanek, jaroslav. 1969. Decentralization under workers' management: A theoretical American Economic Review 59: 1006-14.

VANEK, jAROSLAV. 1970. The general theory
of labor-managed market economies. Ithaca.

VANEK, JAROSLAV Og JUAN ESPINOSA. 1972. The subsistence income, effort and development of labour-management other economic systems. Economic 82: 1000-13.

wachtel, h. M. 1972. Workers' management
interindustry wage differen-

tials in Yugoslavia. Journal of Political
Economy 80: 540-60.

ward, b. 1958. The firm in Illyria. Market
syndicalism. American Economic Review 48:
566-89.

ward, b. 1967. The socialist economy. New
York.

zupanov, j. 1967. The producer and risk.
Eastern European Economics 7, 3: 12-28.