Indledning

1. Ordet perspektivplan leder naturligt tanken hen på en redegørelse for de muligheder, på længere sigt er for at påvirke det økonomiske forløb i den ene eller den anden retning. I det omfang, der er flere alternativer, kunne man forvente disse lagt frem som udgangspunkt for en offentlig debat de mest oplagte prioriteringsproblemer som begyndelsen til en langsigtet planlægning.

Dette er kun delvis tilfældet for PPII, og det har måske end ikke været hensigten. Dele af redegørelsen tyder i hvert fald på uklarhed omkring formålet med perspektivplanarbejdet. uklarhed understreges af, at de i dag eksisterende balanceproblemer uforholdsmæssigt tungt i fremstillingen på bekostning af de langsigtede prioriteringsproblemer. Det er endvidere værd allerede her at fremhæve, at fordelingsproblematikken får en yderst utilfredsstillende De nævnte problemstillinger i de følgende afsnit.

2. Forinden skal der dog gøres et par bemærkninger selve præsentationsformen, når PPII skal vurderes ud fra sine pædagogiske

Kapitel 22 indledes således:

Det samlede danske nationalprodukt udgjorde
i 1972 knap 150 mia kr. Dette siger i sig selv
næppe de fleste ret meget, men det giver formentligen

mentligenklarere fornemmelse af størrelsesordenen,hvis
i stedet opgøres pr. husstand.

Herefter følger en tabel, hvor alle tallene er beregnet pr. husstand. Dette er et af de meget få steder i PPII, hvor man bevidst har søgt at give tallene, hvad man kunne kalde menneskelige proportioner. Rent pædagogisk det et velkendt trick at knytte begreberne til noget, der er kendt i forvejen, selv i en kompliceret fremstilling er dette ofte muligt, når man blot er sig problemet For en embedsmand i budgetdepartementet millioner og milliarder begreber, for »almindelige mennesker« er begge dele bare store tal. Også på anden vis kunne man gøre noget for at øge forståelsen af de mange tal, nemlig relation til de offentlige budgetter. Det ville have været værdifuldt med en bilagstabel, man prøvede at give f. eks. tallene mill., 100 mill, og en mia kr. lidt mere konkret indhold. Det kunne gøres ved at angive en mængde eksempler på, hvad man »kan få« for et sådant beløb, for eksempel som ændringer i klassekvotienter, motorvej, forøgelse af børnetilskud, På tilsvarende måde kunne de offentlige indtægter illustreres ved de momsforhøjelser, af udskrivningsprocenter måske endda ved priser på forskellige gratis- eller næsten gratisydelser, ville give et provenu svarende de valgte beløb. Ideen med dette skulle at give læserne mulighed for at få så mange dimensioner som muligt i deres opfattelse af alternativomkostningerne ved forskellige ydelser. Selv om ikke alle offentlige indtægter og udgifter virker ens på den økonomiske aktivitet og ovenstående derfor er tilnærmet, ville det alligevel være nyttigt med den slags »tommelfingerregler«. Ikke blot for den almindelige men også for de specialister, har en meget klar fornemmelse af, hvad der kunne udrettes for 10 eller 100 mill. kr. indenfor deres eget felt og en meget fornemmelse af, hvad man alternativt få ud af de samme penge i form af andre offentlige ydelser eller mindre Hvis PPII har et bredere sigte end at være et arbejdsredskab for regeringen, at informere specialister, organisationer, - kort sagt »offentligheden«, denne mangel på en mere pædagogisk fremstillingsform særlig kraftigt.

3. I samme forbindelse føles også savnet af et integrerende kapitel, der belyser den samlede struktur og sammenhængen mellem områder. Som udformningen blevet, må man frygte, at hver enkelt studerer de kapitler, som vedrører daglige beskæftigelse. Derved tabes prioriteringsaspektet af syne, og man opnår i stedet at stimulere den almindelige tendens til »specialistvælde«. At denne partielle af PPII er en nærliggende fare fremgår allerede af følgeskrivelsen fra budgetdepartementet. I denne oplyses det, at uddannelseskapitlet vil blive optrykt i undervisningsministeriets tidsskrift Uddannelse, at der vil blive fremstillet særtryk for de enkelte erhverv i bilag ra.

I virkeligheden burde de specialister, som disse særtryk er møntet på, først og fremmest læse alle de øvrige kapitler i PPII. Dette kunne muligvis bidrage til større forståelse helheden blandt de forskellige faglige grupper.

Balanceproblemerne

4. Et meget centralt afsnit i hele PPII er
kapitel 24, hvis formål angives at være

at præcisere størrelsesordenen af de balanceproblemer,
står overfor i dansk okonomi
. . . [s. 141].

Hvis man skal give en stærkt forenklet fremstilling af den anvendte model for perioden er det, at der er tale om en sammenstilling af to forskellige forbrugsfremskrivninger illustration af efterspørgselsgabet også afsnit 25 s. 167, der resumerer

5. Modellen baseres på en årlig stigning
i bfi på 4,2 %. Ifølge kommissoriet bør det

lægges til grund som en generel forudsætning, at der inden for en kortere årrække opnås ligevægt vare- og tjenestebalancen overfor udlandet . .

Det er endvidere »nødvendigt« at stigningstakten de private investeringer forøges idet såvel faldet i arbejdsstyrken nødvendigheden af en forbedret nødvendiggør en stærkere i kapitalapparatet både kvantitativt kvalitativt. Herefter er spillerummet de øvrige efterspørgselskomponenter stort. I tabel 24.4 vises tre situationer, regnestykket går op takket være et fald eller en stagnation i boligbyggeriet og en meget beskeden vækst i de offentlige udgifter. angår forbruget forudsættes årlig stigningstakt på 3, resp. 3,5 procent. herfor er de

stærke selvstændige processer . . . som i det lidt
længere løb er uafviselige [s. 153]

(jfr. nærmere herom nedenfor afsnit 10).
Altså en forbrugsfremskrivning der opfatter
- eller rettere dettes minimum
som en »funktion« af årstallet.

Tabel 24.4, der er opgjort i faste priser, er grundstammen i kapitlet, idet den viser tre alternative fordelinger af efterspørgslen, som opfylder det stillede krav om forbedring betalingsbalancen. Hertil knyttes så forudsætninger om lønudviklingen, og de reale størrelser kan efter en række supplerende omregnes til »løbende« priser.

Ud fra dette tegner sig et billede af indkomstudviklingen, nu kan forbrugsfremskrivning 2 tages i anvendelse, nemlig den velkendte med forbruget som funktion af disponibel indkomst. I første omgang forudsættes uændret skattetryk og opsparingskvote, det forbrug, der beregnes således er i 1977 ca.9% større end det tal, man når frem til ved at omregne forbrugsfremskrivning 1 til »løbende« priser.

6. Konklusionen bliver følgelig, at dette »gab« må elimineres ved indgreb, der øger den private opsparing eller skatterne, så forbruget holdes nede på den minimale reale på 3-3,5 procent. Den enkleste at udtrykke det på er, at da der forudsættes en betydelig stigning i de private og en kraftig forbedring af betalingsbalancens løbende poster, må det nødvendigvis implicere en meget stor forøgelse af den samlede opsparing, privat plus offentlig.

Det forekommer at være en lang eksercits at nå frem til en konklusion, der faktisk er en forudsætning for hele kapitlet (forbrugsfremskrivning nr. 1), og det er selvfølgelig også en overdrivelse at fremstille således. Men det peger på to væsentlige

For det første viser det sig altså, at modellenskonklusion
forøgelsen af skatter

og/eller den private opsparing, er en nødvendigbetingelse at dens forudsætningerholder. PPII er andetsteds temmeligpessimistisk hensyn til mulighedernefor øge skattetrykket ligesom det er svært at fæste lid til en positiv udvikling i opsparingskvoten sålænge inflationsforventningerneholdes gennem en forudset prisstigning på 7-8 procent. Og skulle enkelte politikere alligevel føle sig tilskyndettil gribe ind, advarer PPII om, at dette vil vælgerne reagere politisk imod som følge af det i forvejen høje skattetryk (jfr.s.67).

For det andet må man understrege, at da konklusionen om forbrugsmulighederne allerede fremgår af tabel 24.4, må hele afsnittet 159-176 altså have til formål at vise noget andet, og dette andet kan vel kun være størrelsesordenen af »gab«et. De tal, der anføres, hænger imidlertid helt afgørende forudsætningerne om løn- og prisudviklingen, og der er næppe noget andet i PPII, hvor forfatterne tager så mange forbehold som netop på dette.

Foruden de 2 »forbrugsfunktioner«, der er omtalt ovenfor, kan man vel sige, at kapitlet bygger på endnu en sammenhæng indkomst og forbrug, omend af en lidt mere diffus karakter. Adskillige steder i PPII fremhæves det, at der er en risiko for, at arbejdsudbuddet vil hæmmes ved for stærk stigning i beskatningen og tilsvarende vækst i det private forbrug. Forudsætningen om arbejdsstyrken er helt fundamental for alle fremskrivningerne, og det er måske også dette forhold, man har i tankerne, når man taler om den »uafviselige« ?

7. Som nævnt ligger værdien af kapitel
24's regneeksempler i, at de

»belyser, hvad der skal til for at rette balancen
[s. 629]«.

I tabel 24.4. er allerede indbygget en lavere stigningstakt i de offentlige udgifter og et lavere niveau for boligbyggeriet. Det ovenfor »gab« illustrerer derfor de byrder, herudover hviler på den økonomiske Fremhævelsen af skatter og/ eller opsparing som en specifikation af »hvad der skal til« er en helt sædvanlig formulering stabiliseringspolitiske indgreb.

Således som kapitel 24 er udformet, må man få det indtryk, at den nødvendige økonomiske politik på mellemlangt og langt sigt består af en fortsat kæde af stabiliserende En mere permanent balance imidlertid direkte indgreb i de mekanismer, som styrer udviklingen på udbuds- og efterspørgselssiden. I den henseende kapitel 24 intet nyt. Ud over mulighederne for at styre offentlige udgifter boligbyggeri er der ingen forslag til indgreb af strukturel karakter; og pointen er jo netop, at således som disse muligheder fremstilles, er de utilstrækkelige til at sikre den økonomiske balance.

Det havde været ønskeligt, om man på dette centrale punkt i PPII havde søgt at give ideer til alternative styringsmuligheder elleri mindste havde samlet de ideer, som findes rundt om i de enkelte emnekapitler.Eksempelvis det været naturligt,om i forbindelse med arbejdsstyrkeprognoseni mindste havde gjort opmærksom på de muligheder for påvirkningaf som fremhæves under behandlingen af uddannelse, sundhedsvæsenog sociale område. I så fald havde det ikke været nødvendigt helt så

defaitistisk at konstatere:

Medens de øvrige forudsætninger bag prognosen arbejdsstyrken ikke, eller kun i begrænset lader sig påvirke af økonomisk/politiske så består der betydelige muligheder at påvirke tilgangen af arbejdskraft fra udlandet, [s. 147]

8. I stedet for disse strukturelle overvejelser det prognosesynsvinkelen, som dominerer 24; dette uanset forfatterne fl re gange explicit afviser en sådan udlægning. er ikke mindst karakteristisk, at fem-året indtil 1977 beslaglægger langt den største del af kapitlet, medens periodens sidste ti år er genstand for en meget summarisk under henvisning til den »langt større usikkerhed«, der her gør sig gældende. Denne vægtfordeling harmonerer med perspektivplanarbejdets grundlæggende tankegang. I den første del af planperioden vil strukturen - som det nævnes flere steder - stort set være låst fast, medens det netop er på langt sigt, der bner muligheder for strukturomlægninger. enkelt sted udfolder prognosetankegangen endog så frit, at forfatterne nærmest sig over de komplikationer, som eksistensen af politiske styringsmekanismer Dette er tilfældet f. eks. i følgende:

At fastlægge en forudsætning for investeringerne boligbyggeri er endnu vanskeligere end for forbruget. Valget af denne forudsætning kompliceres at investeringerne kan variere kraftigt år til år og i høj grad afhænger af boligpolitiske [s. 154]

Såfremt det overhovedet lykkes ikke-fagøkonomer finde vej igennem de utallige forudsætninger, beregninger og eksempler, vil det indtryk formentlig blive tilbage, at kapitlet rejser et velkendt, men efter de senere erfaringer yderst uhåndterligt pro-

blem. Den naturlige reaktion vil derfor
være at efterlyse nye konjunkturpolitiske ideer.

Prioriteringsproblemer på længere sigt

9. Den skæve vægtfordeling afspejler sig også i de specialkapitler, som kap. 24 bygger Det har været et formål med PPI I i modsætning til PPI at få inddraget ressourceanvendelsen den private sektor (privat og erhvervsinvesteringer) således det blev muligt at tegne et billede af den totale ressourceanvendelse (privat som offentlig). fremgår bl.a. af følgende:

. . . ikke mindst er der her foretaget en langt mere indgående analyse af virksomhedernes og erhvervenes situation og problemer, og tillige er foretaget en selvstændig bedømmelse af tendenserne privatforbruget ... [s. 62₁ ]

Da ressourceanvendelsen i den private sektor er helt afgørende for prioriteringsmulighederne samfundet, forekommer det rimeligt at se nøjere på forudsætningerne bag fremskrivningen af det private forbrug og de private investeringer.

10. Det væsentlige og nye ligger nok især i, at analysen af udviklingen i det private forbrug drager en række hidtil oversete forhold frem.

Det mest markante er her, at analysen peger på en række »stærke kræfter«, som trækker i retning af en fortsat betydelig vækst i privatforbruget, og på de begrænsedemuligheder, det offentlige har for at påvirke denne udvikling. PPII's billede af forbrugsmønsterets udvikling indskrænkersig det væsentlige til at se familien Danmark placeret ved farvefjernsynet (efterat sat opvasken i opvaskemaskinen)veludstyret håndøl og cigaretter; i weekenden afsted til sommerhuset i en

splinterny bil, bagagerummet fyldt op med
vin, snaps og en flæskesteg fra dybfryseren;
i ferierne med Spies på Mallorca.

Denne autonomi i den private forbrugsudvikling i PPII med en række forhold. For det første har de seneste 10-15 års økonomiske vækst skabt stærke forventninger aspirationer om en fortsat forbrugsstigning. det andet vil nye rganges om blot uændret forbrugsniveau sig selv stille krav om en vis stigning i forbruget. Disse tendenser styrkes virksomhedernes aktive salgsindsats. For det tredie vil visse socio-økonomiske faktorer trække i denne retning, måske især gifte kvinders øgede erhvervsfrekvens. I den sammenhæng er det endelig værd at pege på det tidligere nævnte forhold, at forbrugsstigningen at være en nødvendig forudsætning beregningerne over arbejdsudbuddet.

11. Behandlingen af forbrugsstrukturen forekommer overraskende, ikke så meget fordi man havde ventet andre udviklingstendenser, fordi man havde ventet nogle alternative muligheder lagt frem. Der tænkes her ikke mindst på de perspektiver, ønskerne om bedre »livskvalitet« rejser, og som PPII i øvrigt gør en del ud af i kap. 22.

Naturligvis er »livskvalitet« et noget uhåndterligt begreb, og det er vanskeligt at give en rimelig fremstilling af alternativerne forbrugsudviklingen. Der er dog grund til at pege på et forhold, som synes helt overset i PPII, nemlig sammenhængen mellem privat og offentligt forbrug. I visse tilfælde private og offentlige goder (delvis) substitutter (kollektiv kontra privat transport eks.) og i andre tilfælde er der tale om komplementaritet (privatbilisme og vejbyggeri) I enkelte afsnit om den offentlige sektor (men slet ikke alle) er der gjort virkelig forsøg på at præsentere alternative for disse ydelser, men der er intetsteds forsøgt noget tilsvarende for det private forbrug, og der er som nævnt praktisk ikke gjort noget forsøg på at se disse to komponenter af det totale forbrug i sammenhæng. Et område, der i så henseende oplagt, er »boligmiljø«, der har væsentlige komponenter i såvel privat offentligt forbrug.

12. Udgangspunktet for beregningerne over behovet for private investeringer er den i kommissoriet givne målsætning om fortsat vækst. Betragter man de langsigtede prioriteringsproblemer, denne målsætning at kræve en nærmere begrundelse. Naturligvis man begrunde vækst med en specifikation hvad man måtte ønske af ndringer forbruget over de betragtede remål. som det fremgår ovenfor, er der end ikke tilløb til noget sådant for så vidt angår det private forbrug.

Det man kunne have ønsket sig var et forsøg på at opstille alternative, mulige forbrugsmønstre (for både privat og offentligt i 1987. På basis heraf kunne man have regnet baglæns til det heraf affødte i de enkelte erhverv. sådan fremgangsmåde kunne også have åbnet mulighed for at nogle af de tanker, der ligger i kapitlet »Økonomisk vækst og udvikling« (kap. 22), havde fået indflydelse på regnestykkerne. Som det står nu, er dette (i øvrigt udmærkede) kapitel

I stedet for den antydede fremgangsmådehar
stillet hvert erhverv overfor en

generel målsætning om fortsat vækst i bnp. Det er derfor nærliggende at konkludere, at denne målsætning afspejler den fremskrivningaf som er beskrevetovenfor.

13. Begrundelsen for vækstmålsætningen (udover at den står i kommissoriet) er måske at finde i allerførste afsnit i »Sammenfatning Konklusioner«, hvor der står:

Stærke kræfter i samfundet presser på for at
sætte levefoden i vejret og dermed fremmes den
økonomiske vækst ... [s. 619]

Det er ikke klart, om de »stærke kræfter« er de ovenfor nævnte kræfter bag forbrugsudviklingen, det er givet, at der er stærke kræfter, der presser på for at få deres egen levefod sat i vejret. Dette vil imidlertid ikke være tilstrækkelig begrundelse for en vækstmålsætning. har derfor fornemmelsen af at vækstmålsætningen dækker over ulysten til at gå ind i fordelingsproblematikken.

Det gælder om hele perspektivplanarbejdet, der er gjort utroligt lidt ud af fordelingsproblematikken trods for at redegørelsen fremhæver den som yderst væsentlig i de kommende år. Det centrale kapitel i redegørelsen i så henseende (kap. 35) er en helt traditionel sammenfatning af velkendt (og lidet oplysende!) materiale - uden nye bidrag og uden nye synspunkter. hænger vel bl.a. sammen med, at man har ønsket at give en »neutral« fremstilling man kan henvise til at kommissoriet nævner fordelingsproblematikken. den anden side vil en (delvis) styring af ressourceanvendelsen nødvendigvis en (delvis) styring af fordelingen. medfører den styring ressourcerne, som ifølge PPII er nødvendig, en lavere stigningstakt for boligbyggeriet de offentlige ydelser, to efterspørgselskomponenter, vel ikke er uden betydning for »velfærden« og dennes fordeling ?

Et metodeproblem

14. Da perspektivplanlægning lader til at blive et tilbagevendende fænomen i Danmark der grund til lidt nærmere at analysere af denne særlige slags redegørelse. forfattere har selv overvejet principielle spørgsmål og i det indledende kapitel 11 forsøger man at definere (pkt. 10, s. 18-19). Det fremhæves, at PPI I ikke skal være et program eller en plan (trods navnet). Redegørelsen blot klarlægge visse udviklingstendenser. bag PPII skal oplyse og vejlede de personer, som har til opgave at styre udviklingen.

For at lave en redegørelse som PPII er det imidlertid nødvendigt, at man på forhånd sig fast på visse centrale politiske I PPI forudsatte man således, at der var politisk vilje til at rette op på betalingsbalancen inden midten af 70'erne. I PPII er denne forudsætning direkte i kommissoriet. På trods af, at man nødvendigvis må gøre en række sådanne lægges der i det indledende vægt på at præcisere, at perspektivplanarbejdet karakter af en uafhængig, redegørelse, der forsøger at belyse den formodede økonomiske udvikling. er selvfølgelig ikke muligt, hvilket selv er klar over.

15. I kapitlerne 12 og 13 træder PPII's
forfattere et skridt tilbage og betragter deresegen
Disse kapitler er en virkelignyskabelse,

kelignyskabelse,men de er løsrevet fra helheden,idet forsøger at placere hele PParbejdetsom led i den politiske beslutningsproces.

Kapitel 12 analyserer de mål og midler, som er relevante for samfundsplanlægningen. overordnede politiske målsætninger først og fremmest knyttet til vækst og fordeling. Det er bemærkelsesværdigt, betalingsbalancemålsætningen, der jo på mange måder er en afgørende »ramme« PPII, ikke får nogen fremtrædende plads i denne sammenhæng.

Kapitel 12 og 13 beskriver staten som en politisk beslutningstager, der ikke opfattes som suveræn, men mere som de enkelte borgeres arm. Staten tjener borgernes således som borgerne selv vurderer dem.

I overensstemmelse hermed fremstilles den offentlige sektors aktiviteter som korrektioner en nogenlunde perfekt fungerende Det betyder at det offentlige primært skal producere varer og tjenester, som det er vanskeligt at få »effektivt« og fordelt via markedsmekanismen. harmonerer med den traditionelle finanspolitiske teori om begrebet goder«. I sammenhæng hermed lægger man op til at belyse prioriteringerne offentlige ydelser ved hjælp af cost-benefit analysen på grundlag af individuelle preferencer.

I disse kapitler kommenterer forfatterne således i realiteten deres egen arbejdssituation. den ovenfor skitserede opfattelse af den politiske beslutningsproces kan perspektivplanarbejdet blive et led i en egentlig samfundsplanlægning. Kapitlerne giver derfor nøglen til en forståelse af hvorfor forfattere gør, hvad de gør. I kapitel pitel12 siges således:

Samfundsplanlægningen kan kun blive operativ, der foreligger effektive midler til at styre udviklingen i overensstemmelse med de udarbejdede og godkendte planer. Fremstår disse blot som regneeksempler eller som programerklæringer som blot og bar ønsketænkning, betydningen af planlægningen højst bestå i en vis orienteringsværdi. [s. 29-30]

Hvis nogen skulle finde, at PPII ikke har været særlig fantasifuld i sin præsentation af »de mest oplagte prioriteringsproblemer« er det egentlig ikke så mærkeligt: Når PPII's forfattere nu ved med sig selv, hvad der er realistisk, hvorfor så lægge op til ønsketænkning

I en mere generel omtale af styringsmulighederne
det:

De er afgjort bedst for så vidt angår de offentlige men selv her er der i flere henseender begrænsede muligheder for en præcis styring efter vedtagne planer. Over for virksomhederne og husholdningerne er den offentlige kun en supplerende regulering oven på den tilpasningsproces, som markedsspillet spilletmellem udbud og efterspørgsel indebærer.

Når PPII's forfattere har den opfattelse af styringsmulighederne er det ikke så sært, at redegørelsen er præget af en temmelig defaitistisk holdning overfor problemer, der kræver en nedskæring af offentlige aktiviteter en påvirkning af det private forbrugs udvikling.

16. Såvel de anførte citater som i øvrigt indholdet af redegørelsen viser, at PPII først og fremmest har opfattet sig selv som et arbejdsredskab for regeringen. Dette er en mulig opfattelse, men kunne man ikke også ønske sig, at PPII havde en anden funktion?Kunne ikke være et redskab for de forskellige grupper i samfundet og dermedet

medetbidrag til den offentlige debat. Det
kan jo være, der er grupper af personer, der
ikke er enige i, at:

Af störst værdi for hele samfundet er de løsninger,
sikrer, at flere, eventuelt alle parter i

en konflikt opnår en fordel, [s. 50]

men som finder, at (om-)fordelingspolitik er et centralt problem. De får ikke megen vejledning i PPII. Man har ikke engang forsøgt at sammenfatte de fordelingsmæssigc af den offentlige sektors aktiviteter, herunder prisfastsættelsen på offentlige ydelser (betalingsydelser kontra gratisydelser). Dette må dog siges at være et yderst væsentligt aspekt ved offentlig virksomhed.

Det kan også være, der er grupper af personer, der ikke er enige i, at forbrugernes skal slå igennem, men som finder, at offentlig forbrugerpolitik er noget Der synes ikke grund til at tro, at forbrugerne skulle være mindre påvirkelige for offentlig oplysningsvirksomhed virksomhedernes salgsfremmende foranstaltninger, som PPII tillægger betydelig

Dette er baggrunden for, at forbruget og fordelingen er trukket frem ovenfor. Hvis PPII's rekommendationer føres ud i livet vil betalingsbalanceproblemet måske være løst i Bo'erne. Men Bo'ernes perspektivplan vil til gengæld rumme andre alvorlige problemer. vil ikke være betalingsbalance økonomisk vækst, men velfærd, sociale og politiske spændinger. vil nok være færre økonomer blandt dens fædre.

Økonomisk Institut, Kobenhavns Universitet

Bodil Nyboe Andersen, Poul Buch-Hansen,
Jørgen Peter Christensen, Jørgen Estrup
og Svend Tychsen