Fordeling, effektivitet og offentlige udgifter

Den offentlige sektor har som angivet i PPII til opgave at realisere de politiske målsætninger inden for følgende tre hovedområder

1. indkomstfordelingen
2. ressourceallokationen
3. konjunkturstabiliseringen

Denne kommentar knytter sig specielt til sammenhængen mellem fordelingsproblematikken ressourceallokationen. En erkendelse denne sammenhæng fremgår af kapitel 41, hvor de høje marginalskatters udlignende effekt afvej es over for deres allokeringseffekt. er derfor skuffende, at man i PPII ikke har forsøgt at beskrive, hvorledes det offentliges udgifter og indtægter fordelingen.

Der er en tradition i den finanspolitiske teori for at ignorere udgiftssidens fordelingsvirkning. tradition bygger på en antagelse om, at uønskede fordelingsvirkninger offentlige udgifter kan blive korrigeret ved et passende valg af skatter og transfereringer. Hertil kan rejses følgende

(i) Omfordelinger via skatter og transfereringer være umuliggjort af politiske begrænsninger i valget af omfordelingsinstrumenter.

(2) Samfundet kan have præference for omfordelinger, der ikke har karakter af kontantydelser. Set fra modtagerside kan kontantydelser virke nedværdigende. Formentlig prisstøtteordningerne for landbruget 6o'erne virket mere acceptable end kontanttilskud.

Heri ligger vel forklaringen på, at økonomers af støtteordningerne havde så ringe gennemslagskraft. Set fra skatteyderside der være ønske om at påvirke modtagernes marginale dispositioner.

(3) Omfordelinger vil resultere i allokeringsforvridninger relation til valget mellem og arbejde samt i relation til valget forskellige typer af arbejde.

Specielt den sidste indvending har fået stigende betydning på grund af de offentlige voksende omfang, hvorfor det vil være nødvendigt at specificere fordelingseffekter de offentlige udgifter. Dette får selvsagt også betydning ved opstilling cost-benefit-analyser, hvor fordelingshensyn ikke indgår, jævnfør kapitel 47.

Det vil være forkert at sige, at fordelingsovervejelserikke ved vurdering af offentlige aktiviteter, selv om kvantificeringersavnes. er derimod næppe forkert at hævde, at en systematisk afvejning af effektivitetover fordeling er sjældent forekommende.Specielt der en tendens til at følge fordelingshensynet meget langt indenfor

denforvisse sektorer; medens det totalt ignoreresinden andre sektorer. Til belysningaf heri er givet et numerisk eksempel i tabel i, hvor A er en relativt fattig gruppe af borgere; medens B er en relativt velstillet gruppe af borgere, som følge deraf tildeles gevinster, der tilfaldergruppe vægten 2, medens gevinster, der tilfalder gruppe B, tildeles vægten 1. I sektor I, hvor fordelingshensynet følges, overvejes to alternative projekter li og 12. I sektor 11, hvor effektivitetshensynet følges,overvejes de to alternativer 111 og 112. De til alternativerne tilhørende gevinster er angivet i tabellen.

Ud fra de angivne antagelser vil projekterne ₁ og 112 blive valgt, selv om den største samfundsmæssige gevinst baseret på de nævnte vægte opnås, når projekterne 121₂ og Hi realiseres - nemlig en gevinst på 49 enheder.

I fortsættelse af sådanne beregninger kan det være nyttigt at overveje, om en lang række af de aktiviteter, som tilstræber at påvirke fordelingen, er særligt hensigtsmæssige. centralt spørgsmål i denne sammenhæng hvorvidt disse aktiviteter netop til gavn for de målgrupper, man søger begunstige. Det kan for det første tænkes, at også individer uden for målgruppen ved en aktivitet. Forholdet mellem gevinster tilfaldende målgruppen og den samlede gevinst betegnes aktivitetens effektivitet. Det er på den anden denside ikke givet, at alle individer inden for målgruppen bliver begunstigede. Forholdet antallet af begunstigede i målgruppen og den samlede målgruppe betegnes aktivitetens horisontale effektivitet. I reglen vil en stramning af kriterierne for tildeling af gevinster øge den vertikale effektivitet, medens den horisontale vil falde. Skal begge effektivitetsmål kræver det normalt et større administrativt kontrolapparat.

Der er næppe tvivl om, at en række gratisydelser en social motivering. Der er heller ingen tvivl om, at en række af disse ydelser både har en ringe vertikal og en ringe horisontal effektivitet. Som antydet i PPII er den højere uddannelse et godt eksempel idet prisen for at få en relativt gruppe fra socialt dårligt stillede lag gennem den højere uddannelse er, at en stor gruppe fra socialt velstillede lag modtager tilskud fra det offentlige. Tilsvarende synspunkter kan anlægges på en række andre offentlige gratisydelser.

Konklusionen af ovenstående må være, at der ikke foregår en systematisk afvejning af effektivitet over for fordeling, og at PPII desværre kun i begrænset omfang tager denne op, selv om den erkendes at være central. En vigtig grund hertil er selvsagt i adækvate data. Forhåbentlig PPII give anledning til, at sådanne tilvejebragt.

Institut for Historie og Samfundsvidenskab,
Odense Universitet