1. len række afsnit diskuteres PPII problemer tilknytning til prispolitikken for offentlige ydelser. Formålet med denne kommentar er at fremdrage en række argumenter, må indgå i det offentliges prispolitik, sammenveje disse argumenter i en prisformel og endelig at diskutere gratisprincippet udgangspunkt i denne prisformel. Det må tilføjes, at denne diskussion omfatter de såkaldte erhvervsbetonede i offentligt regi.

2. I ældre økonomisk teori har man været af den opfattelse, at prisen for et god j burde til de grænseomkostninger, der var forbundet med produktion af godet. Bag denne regel lå en antagelse om en perfekt markedsmekanisme, en individualistisk ideologi endelig en tro på, at fordelingsproblemer allokeringsvirkninger kunne løses via andre økonomisk-politiske instrumenter prispolitikken.

3. Med det omfang den offentlige sektor og dermed beskatningen har nået i dag, kan der ikke peges på ret mange omfordelingsinstrumenter, både er fri for disallokerende på arbejdsudbuddet og politisk acceptable. (Landbrugets betaling jordskatter til amtet efter Danmarks indtræden i ef og et evt. tilbagebetalingssystem uddannelsesomkostninger er et par af undtagelserne). Under den forudsætning, folketingets flertal er villigt til at ofre nogen økonomisk effektivitet, defineret et Kaldor-Hicks kriterium, for en ændring i indkomstfordelingen, kan det vises, ses,at man v.h.a. vægtning af forskellige gruppers indkomstvariationer kan finde frem til instrumenter, der kombinerer effektivitets og fordelingsmålsætningen således, man ikke kan få mere af den ene målsætning uden at få mindre af den anden. vigtigt argument i vægtfunktionen vil være højden af de forskellige gruppers indkomst. Vægten for en gennemsnitsfamilies sættes lig 1. Idet p* (x) er den pris borgerne maximalt er villige at betale for den offentlige ydelse ved alternative ydelsesomfang, x, p er den pris, de faktisk skal betale, TC (x) er totalomkostningsfunktionen produktion og administration, MC(x) den dertil svarende grænseomkostningsfunktion og endelig v_± og v2v₂ er de vægte, der tillægges den indkomstvariation, via den offentlige prispolitik i det offentliges kasser henhv. forbrugergruppens realindkomst, kan det økonomisk politiske optimeringsproblem fremstilles således:

(0

hvor den optimale pris bliver:

(2)

Man kan heraf se, at desto mere v2v₂ afviger fra v_x, og desto stejlere efterspørgselskurven er, jo mere bør prisen afvige fra grænseomkostningerne,eller andre ord jo mere skal prispolitikken anvendes som fordelingsinstrument.v2 ₂ afviger fra vl}v_1} når gennemsnitsindkomstenfor mennesker, der berøresaf

---

Forfatteren takker P.Andersen og N.G.Bolwig for diskussion af og kommentarer til udkast til artiklen.

1. Summen af konsument- og producentrente.

røresafde offentlige kassers indkomstvariationer,afviger fra indkomsten hos brugeren af den betragtede offentlige ydelse.Heraf at man især for ydelser, hvor prisdifferentiering efter brugernes indkomst er mulig, vil kunne bruge prispolitikkentil idet administrationsomkostningerog med høje marginalbeskatningsprocenter dog vil sætteen for, hvor langt det kan betale sig at gå, jfr. afsnit 5.

4. En væsentlig årsag til PPII's interesse for offentlig prispolitik finder man i kapitlet om beskatnings- og finansieringsproblemer. påpeges heri, at selvom der ikke foreligger empiriske undersøgelser, må man antage, at der med tilvejebringelse af offentligt provenu er forbundet omkostninger form af disallokerende virkninger på arbejdsudbuddet. Ved opkrævning af en ekstra krone i skat må man altså antage, at den private sektors indkomst reduceres med mere end denne ene krone (selvom vi helt set bort fra multiplikatorvirkninger). Lad os sætte denne reduktion til a_x krone pr. krone. Hertil kommer at den ene krone reduceres med omkostninger til skatteadministration, ₂, inden den kan gives ud til et eller andet formål. For at kunne afholde krone til offentlige udgifter påfører man med andre ord den private sektor omkostningerne x)/(i — a₂). I en model, hvor beslutningerne træffes rationelt, således også det optimale marginale forhold for offentlige udgifter 1 +a.

De ressourcer det offentlige via sin prispolitik
rådighed over har med andre
ord en skyggeværdi på 1 +a. Dette er ensbetydende
betydendemed at også vx må sættes til værdien
+ a.

Ser vi bort fra fordelingsproblematikken, sætter v2v₂ =» i, skal prisen altså sættes over MC afhængigt af størrelsen dpjdx. Med andre opvejes en vis forvridning af forbruget de mindre omkostninger ved opkrævning skatter via prispolitikken.

5. En prisforhøjelse på de offentlige ydelser en form for indirekte skatteforhøjelse, og kan tænkes at have disallokerende virkninger arbejdsudbuddet. Denne problemstilling især relevant, når man er i stand til at prisdifferentiere mellem forskellige således at prisstigningerne stigende indkomst kan lægges oven i marginalskattesatserne. Formelt dette argument inddrages i modellen at tilføje disse allokationsomkostninger, A(p), til formel (1).

6. Som nævnt bygger den klassiske prisregel en individualistisk ideologi. I en lang række tilfælde accepteres denne ideologi af flertallet i folketinget, men hensynet »almenvellet« (the public interest) definerer en interesse for eller modstand mod en ydelse ud over hvad borgerne afslører deres forbrugsvalg. Optimeringsproblemet af denne grund ændres, således der til (1) føjes et politisk bestemt led P /(#)• Ved fastsættelse af prisen for børnehavepladser vil nogle politikere lægge vægt på at kvinden bør gå hjemme og således dette led en negativ værdi, mens andre vil foretrække en ændring af kønsrollemønstret, PI bliver positiv.

7. I forbindelse med prisfastsættelsen for
en række offentlige ydelser må man tage

hensyn til forekomsten af externaliteter. Optimeringsproblemet må her som under pkt. 6 ændres ved, at der til formel (1)(₁) føjes et ekstra led, her E(x). Ved overvejelser over prisen på kollektiv transport i spidsbelastningsperioder,må hvis en prissænkningi kollektive sektor tiltrækker trafik fra vejsektoren, f. eks. tage hensyn til virkninger i vejsektoren i form af tidsbesparelserfor og udsættelse af kapacitetsudvidelser.

8. Endelig må man overveje om der opstår »second-best problemer«. Lancaster og Lipsey 1956-57 har i en artikel vist, at når prisen et sted afviger fra grænseomkostningerne, det kun sjældent optimalt følge grænseomkostningsreglen i andre Dette har f. eks. interesse hvor offentlige forbrugsgoder optræder i komplementaritets eller konkurrenceforhold til goder, hvis pris afviger fra de samfundsmæssige Betragter vi således prispolitikken for en offentlig færgerute, konkurrerer med en privat rute, priserne er højere end grænseomkostningerne, vi tage hensyn til, at der på grænsen falder en producentrente bort i den private sektor, hvis en prisnedsættelse overflytter trafik til den offentlige rute. Second-best problematikken kan i tilfælde af denne art inddrages i optimeringsmodellen ved at indbygge en model for konsument og producentrente i de konkurrerende og komplementære sektorer, hvoraf der antages at være n.

Idet vi samtidig tager hensyn til de i afsnit
6 og 7 indførte argumenter, får optimeringsmodellen
udseende:

(3)

hvor v₃, Vii °S visv_i5 er de vægte, der tillægges indkomstvariation hos externalitetsmodtagerne, og producenterne af gode nr. i. Idet vi antager den forenkling at dpi Idp =0, findes den optimale pris.

9. Vi kan herefter vende os til spørgsmåletom er hensigtsmæssigt, at det offentligegratis en række ydelser til rådighedfor Formelt kan dette spørgsmålkun med et ja for goder, hvor prisen iflg. formel (4) netop bliver o. Det er imidlertid umuligt at indføre et prissystemi række tilfælde, hvor producenten, det offentlige, ikke kan forhindre ikke-betalerei nyde godt af en offentlig ydelse. Dette forhold er jo netop årsagen til, at mange ydelser produceres i offentligt regi. I andre tilfælde vil det være meget dyrt at opkræve en pris, således at det kræver en nøjere undersøgelse at fastslå om ikke formel(3) prisen o antager en højere værdiend en pris i overensstemmelse med

formel (4). Man må endvidere være opmærksompå, anvendelse af formel (4) ikke nødvendigvis fører til en pris, der er højere end den gældende. Således vil fordelingsargumenteti med en stejl efterspørgselskurve retfærdiggøre at sygehusydelser og omsorgsydelser til ældre leveres gratis. Udearbejdende kvinders skattebetaling, en externalitet, vil ligeledes kunne bringe prisen for børnehavepladser ned i nærheden af o, jf. P.Andersen og S.N. Laursen (1974).(₁974). På den anden side kan prisenudmærket positiv selvom grænseomkostningerneer o, idet det kan tænkesat ₁ er større end v%, og at efterspørgselskurvener Dette kan f. eks. være et argument for at kræve en vis pris på en fast Storebæltsforbindelse.

10. Til slut skal det nævnes, at prisen iflg. (4) kun under meget specielle forudsætninger lig de bogholderimæssige gennemsnitsomkostninger. er således helt ude af trit med tankegangen i PPII og almindelig analyse, når man i forbindelse et nyt kommunalt regnskabssystem for at de kommunale virksomheders lige netop skal »hvile i sig selv«.

Institut for Historie og Samfundsvidenskab,

Odense Universitet

Litteratur

ANDERSEN, PER Og STEN NØRSKOV LAURSEN.
1974. Prispolitik for børneinstitutioner.
Nationaløkonomisk Tidsskrift 112: 43-54.

LANCASTER, K. Og R. G. LIPSEY. 1956-57.
The general theory of second best. Review
Economic Studies 24: n-32.