Banker og sparekasser

1. Egentlig forekommer det overraskende, kapitlet om banker og sparekasser er placeret som et »erhvervskapitel«. Det kan da ikke være på grund af arbejdsstyrkens størrelse, at dette »erhverv« er medtaget. Det skulle vel snarere være på grund af den centrale placering, pengeinstitutterne har i betalings- og kreditformidlingen. I denne sammenhæng er det besynderligt, at realkreditinstitutterne nævnes.

Placeringen som erhvervskapitel har på afgørende måde præget fremstillingen, idet pengeinstitutsektoren opfattes næsten helt isoleret fra de øvrige betragtninger om den økonomiske udvikling, ligesom kapitlet så godt som intet nævner om det offentliges muligheder for at påvirke »kanaliseringen af opsparingen til de forskellige sektorer« (citat fra PPII's kommissorium, s. 6). Med

andre ord, der er meget lidt om den pengepolitiskestyring, slet ikke at tale om andre indgreb, til at påvirke strukturen i betalingsogkreditformidlingen.

Det fremgår intetsteds, om dette kapitel
eller andre kapitler har været drøftet i Kapitalmarkedsrådet
kommissoriet, s. 6).

2. Ide indledende afsnit gøres der flere bemærkninger om den ekspansion, der har fundet sted uden for bank- og sparekassesektoren. gælder obligationsmarkedet, låntagning i udlandet, pantebrevsmarkedet Der lægges dog overvejende vægt på udviklingen i de allerseneste år (1970-72). denne baggrund forekommer det at være en helt utilstrækkelig behandling, den fremtidige udvikling for pengeinstitutterne Der gøres overhovedet ikke forsøg at ridse en struktur for del fremtidige danske penge- og kapitalmarked op, således at man med nogen rimelighed kan bedømme kapitlets konklusioner.

Det nævnes ganske vist, at udenlandske banker vil få adgang til at etablere sig her i landet, og at dette vil medføre øget konkurrence. må betyde, at man forventer, udenlandske banker enten vil overtage danske banker, eller at de vil opbygge eget filialnet, idet de udenlandske formentlig ikke vil få adgang til at indføre udenlandsk kapital, bortset fra den nødvendige egenkapital.

De senere år viser imidlertid eksempler på væsentlige strukturelle ændringer på penge- og kapitalmarkedet som følge af lovgivningsinitiativer eller aftaler; her skal alene omtales væsentlige ændringer i 1973.

I 1973 er der igen indført kvantitative
restriktioner i realkreditsystemet, denne gang
ikke i form af en rationering med kødannelse
nelsetil følge, men en kvantitativ begrænsning
den enkeltes låneadgang.

F'or pengeinstitutterne er der gennemført en kreditformidlingslov, som foreløbig er blevet til at lægge begrænsninger på ydelsen af forbrugslån. Hertil kommer, at en række banker, som hidtil har stået uden for aftalesystemet, nu er bragt inden for de samme rammer som de øvrige pengeinstitutter, der er indført sanktionsbestemmelser overskridelse af udlånsloftet.

Udlandslåntagning er med indgangen til 1974 blevet begrænset, idet finanslån nu kun kan optages til finansiering af specificerede

Alt i alt betyder disse indgreb, at man nu har noget bedre styr på kapitalformidlingen, hvert fald på kortere sigt. Men hvilken kan på længere sigt afløse denne reguleringer? Hvilke ideer vil PPI I's forfattere give politikerne med hensyn den fremtidige strukturpåvirkning?

3. I 70'erne forventes »et hetalingsformidlingssystem på edb og med brug af kreditkort at få stigende betydning« (s. 290). Det siges ligeledes, at »hvis det bliver pengeinstitutterne, som kommer til at administrere clearings- og betalingssystem, det medføre en administrativ besparelse« 290). Det er da meget muligt, men hvis det nu blev postgiroen, der kom til at administrere systemet, så ville besparelsen blive endnu større. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at man kan diskutere nu og i fremtiden uden overhovedet at nævne postgiroen, navnlig i betragtning af at det er et forhold, det offentlige ret direkte kan influere

Der gøres adskillige bemærkninger om

EDB-alderens velsignelser for pengeinstitutterne,men savnes lidt mere systematiskeovervejelser »produktionsstrukturen«.Problemet have været drøftet i relation til tabel 32.G.3, der imidlertid ikke kommenteres.

I bankernes årsberetninger er det meget populært at illustrere stigningen i arbejdsproduktiviteten at sætte antal helårsarbejdere relation til bilagsmængden, det er også gjort her. Det er imidlertid vanskeligt vurdere, hvad der ligger i begreber som antal bilagsekspeditioner og EDB-grad, og det havde derfor været nyttigt - når man overhovedet bringer tallene - om der havde været gjort forsøg på at definere og vurdere disse begreber (ligesom det også havde været med kildehenvisning og angivelse enheder).

I relation til disse strukturelle overvejelser man måske også nok være kommet ind på filialpolitikken, som jo i hvert fald i den offentlige debat har haft en ret fremtrædende placering. Det siges ligefrem: »Det er dog ikke i særligt omfang filialantallet, der har bestemt omkostningsudviklingen« 288). Det lyder ret usandsynligt, filialantallet ikke skulle have haft betydning for beskæftigelsesudviklingen. er da også nogen modstrid mellem det ovenfor citerede udsagn og en bemærkning 292, hvoraf det fremgår, at en nedskæring filialantallet vil kunne komme på tale for at opveje øget personalebehov i fremtiden som følge af stigende betalingsformidling.

Hidtil har den eneste styring af pengeinstitutternes været dikteret hensynet til at skaffe arbejdskraft til boligbyggeriet. Ved en egentlig styring ville offentlige imidlertid få noget bedre mulighed for at påvirke de samfundsøkonomiske ved betalingsformidlingen fremtiden.

4. Hele spørgsmålet om gratisydelser og rentemarginal omtales flere steder, men det er, som om der anlægges en noget snæver på dette problem.

Rentemarginalen opfattes s. 288 som en voksende funktion af renteniveauet. Rent bortset fra at der savnes en udførlig argumentation at det hidtil har været således, man vel slet ikke heraf slutte, som det gøres s. 289, at pengeinstitutterne vil komme i en alvorlig klemme, hvis renteniveauet Der er vel al mulig grund til at antage, at rentemarginalen på bare lidt længere sigt primært er bestemt af erhvervets og omkostninger og ikke af renteniveauets højde.

I tabel 32.G.4 er dels anført den »almindelige«rentemarginal, forskellen mellemgennemsnitlig og udlånsrente, dels er der foretaget en beregning af indtægter renteudgifter i pct. af aktiver. Disse sidste tal (som i øvrigt ikke kommenteres) må også illustrere en slags rentemarginal, og de viser i modsætning til den »almindelige«rentemarginal ganske betydelig stigning i de senere år. Grunden til dette viser sig ved nærmere studie af Bank- og Sparekassetilsynets beretninger dels at være et forkert (for lavt) tal for sparekassernes aktiver i 1972, dels at bankernes kursgevinster,der i 1972 var betydelige, indgåri Korrigeres for disse forholdfår stagnation i tallene (4,₁ % i 1970 og 4,2% i både 1971 og 1972) i stedet for den angivne stigning fra 4,1 % til 4,9 % i perioden 1970-1972. Da indtægterne såledespå af kursgevinsterne var helt

atypiske i 1971 og 1972, må man sige, at talrækken, sådan som den står, er noget misvisende i en tabel, der skal illustrere »hovedtal for pengeinstitutterne« over en 12-årsperiode.

I forbindelse med diskussionen om rentemarginalen man så ind på spørgsmålet de stærkt omkostningsbelastende serviceydelser, hvor problemet på mange måder minder om det offentliges udbud af gratisydelser. Det er muligt, at pengeinstitutterne øge kravene om betaling for alle eller i hvert fald en del af omkostningerne disse ydelser. Filosofien skulle så være, at det ville gøre kunderne mere omkostningsbevidste, at man i stedet for serviceydelserne kunne tilbyde højere rente af indskud eller forlange mindre udlånsrente. bliver således en afvejning af rentemarginal contra gratisydelser.

Kapitlet indeholder ikke nogen systematisk af dette valg, men problemet serviceydelserne nævnes 5-6 forskellige steder. Man overser imidlertid fuldstændigt et væsentligt forhold: pengeinstitutternes er skattefrie, mens renter beskattes.

Eller sagt på en anden måde: på grund af skattesystemets indretning er kunderne ikke særlig rentebevidste, i alt fald ikke for så vidt angår mindre lån og indskud. Der er altså i skattesystemet en favorisering af den »betaling«, pengeinstitutter giver som »service«, i forhold til den »betaling«, der gives som »rente« (dette minder om problemet de skattefrie gør-det-selv-aktiviteter). forhold vil jo næppe få mindre hvis pengeinstitutterne får pligf til at give oplysninger til skattevæsenet rentetilskrivning.

Ved en vurdering af den sandsynlige udviklings viklingstendens for pengeinstitutternes serviceydelser myndighedernes muligheder for at påvirke denne må det være væsentligt at tage hensyn til den manglende neutralitet skattesystemet.

Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Institut for Finansiering,

Handelshøjskolen i København