Kan det økonomiske demokrati bidrage til løsningen af produktionsfordelingsmodsætningen

Et af de vigtigste kapitler i PPII-planen er kapitel 35, der er betegnet »Den økonomiske - økonomisk demokrati«. Slår man tilbage i dette tidsskrift, vil man se, at nationalindkomstberegninger og økonomisk har hørt til de foretrukne emner i mine yngre dage i det daværende Statistiske Departement. Problemerne om, hvordan man fordeler det, der populært kaldes samfundslagkagen.

Det største problem den gang var at bekæmpe så der blev mere at fordele. Det er lykkedes i 6o'erne, men har ikke gjort fordelingsproblemerne mindre politisk. Tværtimod må den pensionist, har tid og lyst til at høre radio, se TV, læse aviser og efter evne følge med i faglitteraturen undre sig over, hvor forfinet mikroøkonomien er blevet, men samtidig iagttage, hvor magtesløs makroøkonomien trods alle mulige modeller står overfor det simple, men helt afgørende spørgsmål, hvordan kan vi fortsætte den økonomiske vækst, hvis politikerne næsten udelukkende interesserer sig for den økonomiske fordeling understøttes heri af arbejdsmarkedets erhvervslivets organisationer.

Afgørende er ikke de to symptomer på den uøkonomiske balance, nemlig inflationen og betalingsbalanceunderskudet. Dette dobbeltproblem ikke løses, hvis man ikke får løst det økonomiske fordelingsproblem. Er ØD en af vejene som man kan gå ? Det mener jeg, hvis man går den rigtige vej; men det synes fagorganisationerne af enhver ikke at mene. Man vil fastholde dyrtidsregulering og samtidig et ØD med store fondsdannelser. Bortset fra de enorme omflytninger med liden reel virkning, kan der øjensynlig ikke opnås politisk enighed om den af LO foreslåede vej. Landets største har da også klogeligt lagt den i hyttefad, og foreløbig i stedet trukket den gamle traver bunden opsparing ud af stalden og kædet den sammen med kontante til arbejdsgiverne på i alt 2 mia. Dette vil efter alt at dømme kun have uheldige økonomiske virkninger, og det er übegribeligt at det såkaldte liberale parti venstre er gået med til både at skamride stakkels dyr og til at udbetale betydelige til arbejdsgiverne, der vil anbringe der, hvor de plejer at anbringe deres penge i investeringer eller skjult for skattevæsenet, medens priserne ikke vil falde den grund.

Tilbage til det principielle. Naturligvis har den fulde beskæftigelse betydet, at de hårdest ramte arbejdsløse samt lavtlønsfagene,særlig har fået hævet deresindkomster end den øvrige befolkningbortset pensionisterne, der er bleveten pressionsgruppe. Den øvrige

indkomstoverflytning indenfor mellemindkomsternehar fundet sted indenforde grupper, hvorved de ldrehar på de yngre særlig børnerige familiers bekostning fortrinsvis på grund af en fastholden ved en bolig- og lejepolitik, som tiden ganske er løbet fra. Intet politisk parti har turdet frigive huslejen successivt og derved meget hurtigt tilvejebringe et frit huslejemarked til gavn for befolkningen,lejere ejere, det offentlige samt beskæftigelsenfor lidt ældre bygningsarbejdere.

Rent statistisk ser det ud som om, der også efterkrigsårene er sket en vis mindre udligning den private formuefordeling, men det er et statistisk bedrag. Der er mange hertil. Kun en del af formuemassen formueskattepligtig, og priserne på malerier, antikviteter 0.1. tyder på, at betydelige er gemt hen ganske lovligt. Lige så lovligt er det, at ejendomsskyldvurderingerne viser et efterslæb forhold til handelsværdierne. Endelig den stigende inflation flyttet milliardbeløb skødehaverne til de aktive kapitalister, og netop ved køb af jord og fast ejendom tages i vidt omfang hensyn til disse inflationsgevinster. Hertil kommer det særlige forhold, at en større og større del af erhvervsforetagender laves om til fonde, hvoraf indehaveren modtager betydelige men bliver fritaget for at betale formueskat. Alt dette sker af hensyn til at mindske den personlige skattebyrde, men det der tiltrænges er, at den samlede opsparing øges eller i hvert tilfælde fordeles på en anden måde, flyttes fra boligsektoren, farvetv og andre større varige formuegoder til erhvervslivet.

Dette kan kun finde sted, hvis de, der er ansatte indenfor erhvervslivet, fra direktøren piccoloen med de tusinder mellemliggende og funktionærer, får del i opsparingen herunder kapitalgevinsterne indenfor det aktive erhvervsliv. Det vil endvidere føre til, at interessemodsætningen arbejdsgiver og ansatte formindskes, og man begynder at trække på samme hammel for at øge produktionen. Samfundskagen bliver større og der bliver mere at fordele og spare op af. Som udviklingen tyder på, kan den økonomiske vækst standse under kampen om den økonomiske Man kan blot betragte udviklingen i England for at se, hvad vej det kan gå, og den berømte revolutionære situation kan optræde. Det er imidlertid ganske usikkert, hvem der drager nytte af den. Kommunister eller fascister.

Det er ikke afgørende, hvor hurtigt ØD indføres, men måden og særlig at få begyndt. synes efterhånden at være enighed at det må ske ad lovgivningens vej, og derfor må enhver regering sætte en drøftelse gang, så man kan nå frem til en bred politisk tilslutning om, hvilken fremgangsmåde, vil anvende. Hvis hverken socialdemokratiet partiet venstre har kraft til at tage et initiativ, har de radikale og de konservative her et område, hvor de måtte kunne tale sig til rette og få sagen rejst i folketinget. Endog i dansk politik har det før vist sig, at de gode viljer kan spille en rolle, og det har tillige vist sig, at indsigtsfulde ved at gå i spidsen og se ud over næsetippen har kunnet få en stemmemæssig tilslutning, der går langt ud over, hvad den traditionelle folketingsopfattelse Den bygger på de svageste mandater.

I PPII-planen opridses på fortrinlig vis

de afgørende problemer, som der må tages
stilling til.

For det første om man skal have store fondsdannelser, og af hvem og hvorledes de skal styres. Sociale sikringsordninger som ATP bygger på sådanne store fondsdannelser, behøver af den grund intet at have med ØD at gøre og har det heller ikke.

For det andet kan man sigte på en ndret af den i erhvervslivet kapital, og det er givet, at her er vi ved et centralt punkt i ethvert ØDforslag. er det, om man ønsker en kollektiv ejendomsret for alle i virksomheden eller en slags andelsbeviser af personlig karakter. Mange kombinationer kan her tænkes også med hensyn til udbetalingen den opsparede kapital.

Sammenhængende med disse problemer findes for det tredje mange forslag om medindflydelse eventuel beslutningsdeltagelse virksomhedens drift særlig med hensyn til investeringer. Meget kan nås gennem de bestående samarbejdsudvalg, men får de betydning uden del i ejendomsretten til virksomheden og giver det ansvar uden en sådan del i ejendomsretten?

For det fjerde har man med oprettelsen af kapitalmarkedsrådet i 1971 sikkert tænkt sig at få del i en central styring af samfundets kapitalanvendelse. Rådet har ingen betydning fået, men som en anden Roosewelt har man ikke opløst det. Skade gør det vel kun i det omfang, at nogen tillægger en betydning, der træder hindrende vejen for andre fornuftige tankegange.

Da befolkningen ikke synes at ville give afkald på de tilvante stigninger i det private og opsparingen ikke øges, fordi diden overflyttes fra en part til en anden, vil den nødvendige øgede opsparing for det femte kun kunne finde sted, hvis ØD føres ud i livet på en sådan måde, at den samlede produktion forøges mere end den ellers ville have gjort, og de ansatte - alle lønmodtagere er villige til i en årrække at lade denne produktionsandel, som tilfalder dem, forblive indestående i erhvervslivet.

Det hævdes, at Kardinal Garaffa, pave Poul den IV's legat skal have sagt: Populos vult decipi, decipiatur, men gamle Horats sagde : Populus me sibilat; at mihipiaudo. I ældre tider var teologerne også en slags latinere, så her er noget for cand. theol. Poul Hartling at leve op til.