I PPII er miljø- og forureningsproblemerne behandlet i kapitel 15, side 88-101, samt i kapitel 22, »Økonomisk vækst og udvikling«, 123-127.

I afsnit 6, side 92-93, diskuteres det offentliges i forureningsbekæmpelsen. kan af den kortfattede fremstilling det indtryk, at direkte regulering (»generelle retsforskrifter«) i form af påbud og forbud bør spille en fremtrædende rolle, medens anvendelse af afgifter kun undtagelsesvis på tale. Hvorledes vægtfordelingen de forskellige virkemidler bør være, er der tilsyneladende et behov for at klargøre nogle karakteristiske mellem direkte regulering og afgifter.

I perspektivplanredegørelsen hedder det herom bl.a.: »Denne fremgangsmåde (generelle påbud og forbud) er i mange tilfælde den helt oplagte, bl.a. hvor den kan benyttes med beskedne omkostninger kontrol og administration« (p.92), og om afgifter: »Derimod kan afgifter på specielle områder muligvis blive et effektivt til at påvirke husholdningerne til at lægge deres forbrug om eller tilskynde virksomhederne til at ændre produktionen eller produktionsprocessen. Det gælder måske En ulempe ved afgiftsløsningen at den i mange tilfælde vil kræve en forholdsvis omfattende administration«

Spørgsmålet om en optimal allokering af ressourcerne i forbindelse med forureningsbekæmpelsenindtager nogen fremtrædendeplads redegørelsen. Antages det, at det offentlige fastsætter visse miljøkvaliteterfor luft og jord for forskellige regioner,kan

gioner,kandisse opnås ved direkte regulering,afgifter gennem andre styringsmidler.Fastsættes ensartet afgift ved udledningaf miljøskadeligt stof til et vandløbmed given evne til at absorbere det pågældende spildprodukt, vil de forurenendevirksomheder under forudsætning af, at de producerer med de mindst mulige omkostninger, skære ned på forureningen indtil det punkt, hvor afgiften netop svarer til de marginale omkostninger ved yderligereforureningsbekæmpelse. følger, at virksomheder af forskellige typer vil nedbringeforureningen ulige grad, således at de, der har de laveste forureningsbekæmpelsesomkostninger,vil forureningenmest. man sig alternativt den samme miljøkvalitet opnået gennem fastsættelse af individuelle emissionsnormer (til forskel fra miljøkvalitetsnormer for det absorberendemiljømedie) de enkelte forurenendevirksomheder, at emissionsnormenmedførte reduktion i forureningenfor enkelte virksomhed, der blev gennemført netop så langt, at en yderligerebegrænsning forureningen ville koste virksomhederne lige meget, ville resultateti blive det samme som under et afgiftssystem. Men det offentliges informationsomkostninger ville blive langt større under et system af individuelt fastsatte emissionsnormer end under et afgiftssystem,idet offentlige måtte have kendskab til hver enkelt virksomheds omkostningsstrukturfor kunne fastsætte optimaleemissionsnormer. afgiftssystem tillader en højere grad af decentralisering, da omkostningsminimeringen overlades til de enkelte virksomheder.

Alternativt kunne generelle emissionsnormer
komme på tale. Alle virksomheder langs et

vandløb kunne pålægges at nedbringe forureningen det miljøskadelige spildprodukt samme procent. Virkningen heraf være en mere ressourcekrævende indsats sammenlignet med afgiftsløsningen, da opfyldelsen af den generelle norm vil være mere omkostningskrævende for nogle virksomheder end for andre. I en situation, hvor alle virksomheder netop overholdt emissionsnormen, ville grænseomkostningerne en marginal forureningsbekæmpelse forskellige fra virksomhed til virksomhed som udtryk for, at samme miljøkvalitet være opnået ved en mindre indsats af ressourcer.

Med hensyn til omkostningerne til kontrol og administration af direkte regulering og afgifter forfatterne til PPI I at mene, at der er en tendens til, at afgiftsløsningen vil kræve en forholdsvis omfattende administration. er naturligvis muligt at forestille regulerende indgreb som f. eks. bestemmelserne svovl i olie, hvor administrationsomkostningerne beskedne. Man regulerer ved påbud om kvaliteten af inputs produktionsprocessen, men administrationsomkostningerne at opkræve en afgift på oliens svovlindhold ville næppe heller være særlig omfattende, da der kun er nogle få leverandører af olien. Hvis man ønsker at kontrollere emissionen af skadelige biprodukter, f. eks. i spildevand, måtte en regulering medføre kontrol med mængden og koncentrationen af de miljøbelastende affaldsprodukter; men det er de samme oplysninger, der er nødvendige for at kunne en afgift.

Afgiftsløsningen ville endvidere give et incitament til optimal ressourceallokering, også hvad angår den inframarginale forurening.En kan jo opfattes som

en afgift på nul op til den kritiske tærskelværdi,hvorefter bliver prohibitiv eller i hvert fald meget høj (bøder, virksomhedslukning).Med til virkningen på længere sigt vil såvel regulering som afgiftertilskynde en omlægning af produktionsprocesserne,men ville også afgive incitament til forskning og udvikling af metoder til bekæmpelse af den inframarginaleforurening.

Det er oplagt, at over for virksomheder med stort set samme omkostningsstruktur bliver der ingen særlige fordele ved afgifter frem for generelle emissionsnormer.

Det er blevet hævdet, at man ikke har sikkerhed for, at afgifterne fører til den ønskede Viser det sig imidlertid, miljøkvaliteten afviger fra det ønskede, at et system af afgifter er blevet indført, er der mulighed for at justere afgifterne, man opnår den ønskede miljøkvalitet. Ulempen herved er, at der kan være foretaget investeringer i tillid til, at et bestemt afgiftsniveau ikke blev ændret. Over for dette synspunkt kan anføres, at heller ikke reguleringer nødvendigvis fører til den ønskede miljøkvalitet. Der er ingen garanti for, at emissionsnormer eller normer kvaliteten, mængden og arten af inputs i produktionsprocesserne faktisk fører en bestemt ønsket miljøkvalitet.

Offentlig overtagelse af forureningsbegrænsende såsom bygning af rensningsanlæg og oprettelse af centraler til modtagelse af olie- og kemikalieaffald, er ikke et alternativ til et system af afgifter eller regulering, men et supplement hertil begrundet i stordriftsfordele i forbindelse en slags »naturligt monopson«. På langt sigt skal man gå så langt i oprettelse sådanne anlæg, der modificerer de miljøskadelige virkninger af spildprodukter, grænseomkostningerne på langt sigt ved gennem kapacitetsudvidelser yderligere begrænse forureningen svarer til afgiften til den skyggepris, som emissionsnormen til), og begge skal ideelt lig den økonomiske værdi, der tillægges af forureningsbegrænsningen følgende marginale reduktion af skadevirkningen. PPII kan man få det indtryk, at sådanne offentlige virksomheder er alternativer afgifter og direkte regulering som styringsmiddel.

Princippet om, at »forureneren skal betale« er omtalt side 93-95. Som det nævnes i en norsk betænkning (Finansdepartementet 1972-73b, afsnit 3.3., side 36-38), har alle medlemslandene i OECD godkendt dette princip, der går ud på, at forureneren fuldt ud skal betale for omkostningerne ved miljøbeskyttendeforanstaltninger. hæftersig den prisforhøj ende virkning for forurenende produkter, og ved spørgsmåletom, der i sidste instans kommer til at bære omkostningerne. Ligeledes fremhævessammenhængen miljøpolitik og erhvervspolitik, ikke mindst hvor miljøbeskyttelsesforanstaltningertruer at begrænse konkurrencesektorens mulighederfor klare sig over for udenlandske virksomheder. I den nævnte norske betænkningfremhæves det ikke mindrevigtige af princippet, at det tjenertil fremtvinge en økonomisering med de knappe ressourcer, hvorved den af samfundetønskede opnås ved de mindst mulige samfundsmæssige omkostninger,(p.36). den danske redegørelsefremhæves i det norske langtidsprogramom at det ikke på langt sigt er hensigtsmæssigt at benytte

miljøpolitikken til subsidiering af eksportvirksomheder:»Av følger imidlertid ikke at en i Norge som långsiktig retningslinjeuten skal avstå fra å påføre eksportbedrifter miljøafgifter. Avstår en fra dette vil det bety en subsidiering av eksportbedriftene.De å betale reelle kostnader som er tilstede i den innenlandskeøkonomi«. om den norske redegørelseslutter at anbefale at tage konkretstandpunkt eksportvirksomhedernesmiljøproblemer hvert enkelt tilfælde, idet der sker en afvejning af miljøhensyn mod erhvervsmæssige hensyn, efterlader den norske specialanalyse af forureningsproblemernealligevel indtryk, at argumentationenom økonomiske konsekvenseraf styringsmidler ligger mere på linje med den internationale diskussion af disse problemer end PPI I. Foruden en udmærket mere oversigtsmæssig diskussion af afgifter, subsidier og direkte regulering (s. 37-41) indeholder Spesialanalyse 1 en meget udførlig argumentation for afgifter som virkemiddel i miljøpolitikken (afsnit 3.8, side 44-49), som på glimrende vis supplererden PPII's mere begrænsede behandling af dette emne.

Økonomisk Institut, Aarhus Universitet

Litteratur

PPIL Perspektivplan-redegørelse igj2-igBy. København

Finansdepartementet. 1972-73. (a) Langtidsprogrammet
(b) Spesialanalyse
1: Forurensninger. Oslo.

BOLWIG, NIELS G. Og STEEN LETH JEPPESEN. 1973. Synspunkter på anvendelsen af økonomiske i forureningsbekæmpelsen. Miljøministeriet. København.