paul streeten: The frontiers of development London: Macmillan, 1972. 498 pp. Pris: £ 7,50.

Denne bog er delt i fire dele. Den første kaldes Development Theory and Policy (170 sider) giver en fremstilling af de ikke-monetære af udviklingslæren, så følger de monetære sider i en del kaldet International Movements of Capital, Money and Goods (150 sider), så følger en tredie del om teknologi (80 sider) og endelig en sidste del om Gommonwealth monwealthog den tredie verden. Dette kan forekomme et mærkeligt sammensurium af emner, hvor tredie del kunne synes at være en underafdeling af første og fjerde at falde helt udenfor. Rogen holder sig endda ikke til udviklingslandene, for anden del giver i alt fald delvis en almindelig teori om udenrigshandel Var man lidt ondsindet, ville man foreslå, at den skulle have heddet: Hvad jeg har interesseret mig for i den senere tid. Selv den titel ville ikke være helt træffende. Dele af anden del synes medtaget, fordi sådan nu engang hører med til udviklingsteorien. alt fald er det ikke særligt dybtgående; og givet er det, at en ekspert i monetær teori ville kunne være endog meget ved denne del. Bogen er tildels skrevet sammen med andre; og det mærkes.

Når alt dette er sagt, skal det imidlertid også siges, at bogens første del forekommer mig særdeles værdifuld. Forfatterens styrke består i hans skepsis over for alle de lette løsninger. Han påviser med stor dygtighed og på meget overbevisende måde svagheden andres modeller. Han demonstrerer på overbevisende måde manglerne ved alle enkelt-årsags modellerne. Han røber et betydeligt til forholdene i udviklingslandene afviger derved på behagelig fra mange andre udviklingsøkonomer. vidt jeg kan skønne, er det navnlig han har i tankerne, når han skriver om udviklingslande.

Blandt hans fortjenester skal nævnes hans bidrag til en begrebsdiskussion. Han fremhævermed at ofte overføres vore begreberuden prøvelse på deres forhold.Det er tilfældet med vore modeller.Når f. eks. med nogen mening kan summere et lands investeringer til én størrelse,/,

relse,/,skyldes det, at vi - med god grund - regner med, at på alle felter fortsætter investeringerne,indtil interne rentefodopnåes. udviklingslandene råder denneforudsætning klart ikke. I en subsistensøkonomimed underbeskæftigelsekoster der kan udføres med egen arbejdskraft, på en måde ingenting,og mterne rentefod kan med en vis ret siges at være nul. Dette område kan rumme så vigtige investeringer som husbyggeri,bivejskonstruktion, overrislingsanlægm.m. der forlangerindkøb kapitalgoder, der skal finansieresaf fortsætter kun til et niveau, hvor den interne rentefod er 120% p.a.: dette gælder f.eks. investeringeri Investeringer i fabriksbyggeri,finansieret udlandet gennem multinationale selskaber eller på anden måde eller finansieret ved lokale banker fortsætter måske indtil den interne rente kommer ned på 10 eller 15%. Hvilken meninghar at summere dette ?

En ofte fremsat påstand er det, at opsparingen må være meget lille, når indkomsterne er så små. Igen tænker vi vestligt, for vi opfatter opsparing som noget mand præsterer ud af sin indkomst. Man kan imidlertid forøge sin opsparing, uden at det går ud over ens forbrug, ved at arbejde mere. Og denne mulighed er yderst nærliggende i lande med betydelig arbejdsløshed og udbredt underbeskæftigelse; er ikke urealistisk i mange af disse lande at anslå per-capita-arbejdsindsatsen til at være halvdelen af vor, målt i timer pr. år. Hvis en mand i en periode, hvor han ellers ville gå ledig, graver grøfter til dræning sin jord e.1., præsterer han en opsparing formindskelse af forbruget. Da en subsistensfarmer vel ofte arbejder mindre end halvdelen af sin potentielle arbejdstid, han teoretisk i stand til at spare mere end han forbruger uden i den anledning nedskære sit forbrug. Det er vel i høj grad dette, der ligger bag, at opsparingen mange af disse lande er forbløffende stor, sammenlignet med indkomsten. Men han kan ikke ad denne vej spare i pengeform. nemlig de, der er i den moderne sparer på måder, der svarer til vore. Igen, har det nogen mening at summere disse helt forskellige former for opsparing? Tjener en macromodel, hvori et S og et / indgår, noget realistisk formål under disse forhold?

Vi betragter forbrug og investering som to adskilte størrelser. Hvis imidlertid en af årsagerne til arbejdskraftens ringe effektivitet fejl- og/eller underernæring, er så ikke det at spise på engang forbrug og investering. generer måske ikke så meget men nok mange tilvæn tænkemåder i vor verden.

Også vore mest almindelige begreber på arbejdsmarkedet kommer til kort. Jeg har tidligere i dette tidsskrift været inde på, hvordan mangelen på beskæftigelse giver sig andre udslag end hos os. (NationaløkonomiskTidsskrift, side 36 ff.). Men, hvad med selve begrebet arbejde. En kvinde - eller mand - tilbringer måske hele dagen på markedspladsen. Hendes effektive salgsindsatsvarer ti minutter eller en halv time. Hun drømmer imidlertid ikke om at opgive dette arbejde, for hun nyder samtidig en slags konsum; her er underholdning,her der noget, er nogen at snakke med. Det er langt rarere at være på »arbejdspladsen« end hjemme eller på en rigtig arbejdsplads. Markedspladsen bliver

på en måde ens hjem. Hvad med manden, der er på jagt, de unge, der vogter kvæg, eller folkene, der brænder skov af. Er det arbejde; er det ikke selve livet?

Streeten går til felts imod alle simple udviklingsteorier. at hele skyldes kolonialismen eller neokolonialismen, så åbenbart noget vrøvl. Men er de, der byggende på Harrod-Domar-modellen at man blot skal hælde kapital på, så går det hele, i grunden bedre. Olielandene skulle da forlængst være udviklede, et par af dem er, hvis man ser på per-capita-indkomsten, men ingen af dem er, hvis man bruger andre udviklingsmål. eget Grønland skulle vel også have indtaget sin plads blandt de udviklede UNESCO og andre har haft en tyrkertro på education ; intet tyder på, at det er eneårsagen. Streeten sætter med god grund mange spørgsmålstegn ved dette, og kommer i det hele taget med mange bemærkninger, nok bør bygge videre på i spørgsmålet om de forskellige former for uddannelse og ikke-uddannelse i udviklingsforløbet.

Blandt udviklingslandenes økonomer møder man undertiden opfattelsen, at vor økonomiske teori er en teori for »the have«s, medens der ingen teori er for »the haveno Denne fornemmelse begrundes i deres af, at de modeller og begreber, de præsenteres for, slet ikke svarer til deres virkelighed.

Løsningen er selvfølgelig ikke at begynde forfra og producere en »have-not«s-teori. En mere nærliggende tanke ville det være at gøre teorien så abstrakt, at den ramte noget centralt overalt, og så ved den senere konkretisering tilpasse den på forskellig måde. Vi skal blot huske, at en automatisk anvendelse af vor tænkemåde på deres økonomi til fejlslutninger, og, hvis teorierne den politiske handlen, let fører skadelige foranstaltninger.

Denne bog er ujævn. Den er sine steder særdeles dybtgående - denne anmeldelse gør den måske ikke altid ret i denne henseende i andre forekommer den i alt fald anmelderen at være utilladelig overfladisk og subjektiv. Dens store værdi består i de mange spørgsmålstegn, den sætter. Den tvinger sin læser til at tænke.

Rungsted Kyst