1. len artikel i Nationaløkonomisk Tidsskrift _{97 1,} hf. 5-6, p. 281-294, med titlen »Decentraliseret planlægning, illustreret ved universitetsbudgettering«, foreslår Hans Jørgen Rasmusen at anvende en planlægningsmetode i forbindelse med det offentliges rammebevillingssystem. Metoden på teorien for to-niveauplanlægning; søges anvendt i forbindelse med konsistoriums interne fordeling af universitetets idet der anvendes et datamateriale Københavns Universitet. Resultatet lider desværre af såvel teoretiske som praktiske mangler og uklarheder.

2. Planlægningsmetodens teoretiske udgangspunkt af forfatteren at være de ideer, der danner grundlaget for J.Kornai T. LipLåk's planlægningsmetode (Kornai og Liptåk 1965). I forhold til denne imidlertid visse ændringer:

I Kornai-Liptåk-metoden maksimerer centerniveauet én kriteriefunktion i alle variable. I artiklen derimod maksimerer centerniveauet én kriteriefunktion, formuleret aggregerede variable. Sektorerne, d.v.s. det decentrale niveau, modtager ressourcer fra centerniveauet, og på basis af individuelle fordeles ressourcerne inden for sektorerne. Argumentet herfor er det deraf følgende reducerede informationsbehov centerniveauet.

Endvidere er Kornai-Liptåk-metoden kendetegnet ved, at centerniveauet ikke benytter en model indeholdende sektorernesproduktionsforhold maksimeringen,men de økonomiske styringsvariablei retning, der giver vækst i kriteriefunktionen.Uden egentlig argumentationlader

gumentationladerforfatteren centerniveauetopstille model i de aggregerede variable.Begrundelsen synes at være, at modellen gør det lettere for centerniveauetat løsninger for alternative vægte i kriteriefunktionen, svarende til de enkelte konsistorialers præferencer. Umiddelbarter uklart, hvilken interesse sådannealternative har, og sådanneer ikke traditionelt anvendt i teorienfor

Endelig kan Kornai-Liptåk-metoden karakteriseres at centerniveauet fordeler ressourcemængder, mens sektorerne beregner disse meddeles centerniveauet danner grundlaget for den efterfølgende af ressourcerne. Forfatteren lader centerniveauet fordele ressourcerne ved hjælp af nævnte model, der bygger på tekniske oplysninger tilvejebragt universitetsadministrationen. Argumentet dette er »at de skyggepriser, som fakulteterne melder tilbage, er uanvendelig konsistorialniveau, hvis de er opgjort med hensyn til en kriteriefunktion, som konsistorium ikke kender« (p. 291). Dette er ukorrekt, når man som forfatteren netop ønsker hensyntagen til fakulteternes kriteriefunktioner, idet skyggepriserne her bl.a. vil give den for planlægningen nødvendige om disse kriteriefunktioner.

Det er vanskeligt at forstå, hvorfor forfatteren at tage udgangspunkt i Kornai-Liptåk-metoden, når den foreslåede på flere væsentlige punkter afviger denne. Der findes i litteraturen andre (Malinvaud 1967 og Weitzman som mere ligner forfatterens. Det ville derfor have været naturligere at tage udgangspunkt i en af disse metoder og derefter begrunde eventuelle ændringer. Væsentligere er dog, at resultaternes egenskaber den foreslåede metode er uafklarede. planlægningsteorien er det netop hovedproblemet at påvise resultaternes egenskaber. Om dette problem indskrænker sig imidlertid til at lade skinne igennem, at han mener, at hans planlægningsmetode er bedre end Kornai- Liptåk-metoden.

3. I praksis tænkes metoden anvendt af konsistorium ved fordeling af universitetets bevillingsramme på de 5 fakulteter. Ifølge forfatteren skulle universitetsadministrationen en model, der af konsistorium - via en edb-terminal - kunne anvendes i forbindelse med de interne budgetforhandlinger. er vanskeligt at forestille sig, at konsistorium ville anvende en sådan model, og det er tvivlsomt, om man derved ville opnå så store fordele, at det kunne retfærdiggøre betydelige omkostninger, som er forbundet med modelopstillingen.

I artiklen siges det (p. 291), at når konsistorium vedtaget vægtene i kriteriefunktionen, skyggepriserne på universitetets meddeles undervisningsministeriet. oplyser os imidlertid ikke om, hvad ministeriet skal stille op med disse priser, al den stund ressourcerammerne fast.

Forfatteren antager, at universitetsadministrationenkan såvel aggregeret udbud af som behov for undervisning i hvert fakultet, medens konsistoriums opgaveer sin kriteriefunktion at vægte de udækkede behov i de forskellige fakulteter. I sit eksempel foretager forfatterensåledes aggregering af alle fastansatteinden et fakultet, hvorefter den

gennemsnitlige ugentlige undervisning pr. ansat udregnes. Da der stadig er forskel på den undervisning, en professor og en kontordameyder, aggregeringen meningsløs, så meget mere som konsistoriumhidtil fordelt stillingerne inden for hver enkelt stillingskategori. Helt betænkeligter dog at lade behovet for undervisningi forskellige fakulteter bestemmesud fakulteternes undervisningstilbudinden de sidste 15 år, eller som forfatteren udtrykker det: »Modellen er kalibreret ved hjælp af 15 års studenter flow-data« (p. 288). Disse historiske forholdafspejler fortidens fordelingspolitikog ikke tages som mål for undervisningsbehovene.Beregningsmåden blot, at godt stillede fakulteter fortsat vil være det, og kan således næppe vente tilslutningfra konsistorialer.

Det forekommer i det hele taget urealistisk forestille sig konsistoriums 32 medlemmer til enighed om til stadighed at fordele ressourcerne i overensstemmelse med én type kriteriefunktion, specielt hvis den kun afhænger af forskellene mellem aggregeret udbud og beregnet behov for undervisning.

4. Udgangspunktet ved forslag om alternativer den foreslåede planlægningsmetode må være, at budgetrammen er fastlagt for konsistorium, og at dets eneste opgave i denne forbindelse er at spalte rammen op på de 5 fakulteter. Når ressourcerne er fordelt, konsistorium sig ikke i de enkelte aktivitet, men kontrollerer blot, at de tildelte ressourcer - og kun disse - udnyttes. Hvor stor en del af ressourcerne de forskellige fakulteter skal have, er et fordelingspolitisk problem, som konsistorium forhandle sig til rette om.

Det egentlige planlægningsproblem, som findes i denne situation, er at sikre, at ressourcerne fordelt Pareto-optimalt fakulteterne d.v.s. sikre mod, at et fakultet at bytte en professor med to kontordamer, medens et andet fakultet har det modsatte ønske. Dette problem kræver hverken model eller skyggeprisberegninger for at løses. Allerede det forhold, at alle fakulteterne repræsenteret i konsistorium, skulle sikre optimaliteten.

Medens der således ingen grund er til at opbygge en model, er det givet, at både konsistorialer og andre føler behov for, at fordelingen af ressourcer systematiseres. En enkel og overskuelig mekanisk fremgangsmådeville modvirke indtryk af, at små flertalskoalitioner skaffer enkelte fakulteter fordel på andres bekostning, og ville dermed kunne begrænse både en utilfredshedblandt ansatte og sandsynligheden for, at et direktorat overtagerkonsistoriums som for tiden overvejes i konsistoriums budgetprocedurevalg,er af nogle normtal for de enkelte fakulteters ressourcebehov. Problemetmed er imidlertid, at det ikke er muligt at måle værdien af en indsats i undervisning og forskning. Dette medfører, at normtallene f. eks. må sættes i relation til antallet af studenter ved de enkelte fakulteter.Da er vanskeligere at finde en indikatorfor grundforskning, førerdette til, at studentertallet bliver eneste fordelingsnøgle ved ressourcefordelingen.Dette ikke nødvendigvis en hensigtsmæssig allokering, set fra et forskningssynspunkt,samtidig at man risikerer,at enkelte fakulteter søger at skaffe sig et stort studentertal for derved at sikre sig en stor ressourceandel. Det må derfor

understreges, at normtal anvendt på universitetsforholdgiver
ulemper,
som må vejes op mod deres fordele.

5. Konklusionen på denne kommentar må være, at konsistoriums fordeling af universitetets er et politisk problem, ikke »løses« ved hjælp af planlægningsmetoder, at den foreslåede metode påfører universitetet unødige omkostninger informationsudveksling og -behandling.

Den foreslåede model må imidlertid sin uanvendelighed til trods betragtes som et forsøg på at hjælpe konsistorium gennem de årligt tilbagevendende ressourcefordelingsproblemer. er übestrideligt, at konsistorium kan have en sådan hjælp behov. hjælp skal imidlertid være realistisk relation til universitetets organisatorisk-politiske Konsistorium er et politisk forum og ressourcefordelingen et politisk problem.

Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Litteratur

KORNAi, j. og T. liptåk. 1965. Two-level
planning. Econometrica 33: 141-69.

malinvaud, E. 1968. Notes sur l'etude des
procedures de planification. Canadian
Journal of Economis i: 16-36.

weitzman, m. 1970. Iterative multilevel
planning with production targets. Econometrica
50-65.