Svar

Den omtalte artikel er skrevet for ca. 2 år siden (december 1971), og de følgende kommentarer er derfor i højere grad udtryk de meninger jeg i dag (oktober 1973) har om decentraliseret planlægning end de meninger jeg havde i 1971.

ad. pkt. 2. Forfatterne undrer sig over, at jeg tager udgangspunkt i Kornai-Liptåk's procedure, når de procedurer som er anvist af Weitzman og Alalinvaud ligger min procedure Nu er det lettere at være klog ex-post, idag ville jeg nok være begyndt andet sted. Den procedure jeg lægger op til har ganske rigtigt ikke meget med Kornai-Liptåk's procedure at gøre. Det, fra mit synspunkt interessante ved Kornai-Liptåk's procedure, er brugen, af centralt allokerede ressourcebudgetter, modsat brugen af interne priser. Sådanne ressourcebudgetter er efter min praktiske erfaring langt lettere at forstå på sektorniveauet, hvis sektorniveauet ledes af personer med en mangelfuld indsigt i økonomisk teori, hvilket er reglen snarere end undtagelsen.

På den. anden side er konvergensen af Kornai-Liptåk proceduren, som bekendt yderst langsom, hvilket gør den uanvendelig et praktisk synspunkt. Centerniveauet gøre alt hvad der er muligt for at ramme den rigtige løsning hurtigst muligt, plan-revisioner. Derfor indføres den centrale model, som primært kan spille på de globale restriktioner.

En teoretisk mere afklaret behandling af min decentraliserede planlægningsprocedure i foråret 1974 fremkomme i Swedish Journal of Economics med titlen: »Multilevel Planning with Conflicting Objectives«.

Den afgørende svaghed ved de traditionelle planlægningsprocedurer at man forudsætter at sektorerne kender og accepterer den centrale målsætning ressourcefordelingsprocessen påbegyndes.

Denne forudsætning er ikke opfyldt ved
universitetsbudgetteringen. For det første
er interessekonflikterne åbenbare og for det

andet er dei tvivlsomt, hvori koordinationenbeslår.

Da ressourcefordelingen i vid udstrækning ved en politisk proces vil »målsætningen« naturligvis svinge stærkt over tiden, hvilket gor det yderligere vigtigt sikre sektorerne en formel indikation væsendige præmisser bag ressourcefordelingen. er i min procedure udtrykt ved de produktionsmål som ledsager ressourcetildelingen.

Uanset at ressourcefordelingen er politisk det dog formodes at være hensigtsmæssigt man centralt ved hvad man gør. Dette kræver et vist indblik i sektorernes individuelle forhold og potentielle muligheder.

Dette indblik kan imidlertid kun etableres, sektorerne kan se deres fordel i at afgive information, hvilket som minimum må kræve at de herved kan »købe« sig til lokale fordele.

ad pkt. 2- Jeg vil medgive, at min position udenfor universitetet nok har fået mig til at se på forholdene, som jeg mente de burde snarere end hvordan de desværre er nu og var for 2-3 år siden.

Angående brug af skyggepriser er jeg i dag af den opfattelse, at de er komplet uanvendelige niveau, p.g.a. usikkerheden hensyn til hvordan de er beregnet.

Om aggregeringen kun den bemærkning, at den altid kan gennemføres, som det er mest hensigtsmæssigt. Det korte og lange er, at man på centerniveau drukner i tal, hvis man forsøger at operere med samme detailrigdom som på sektorniveau. Man vinder trods alt intet ved decentralisering, hvis centret fortsat vil have indsigt med alle detailler.

Kommentarerne angående behovet for undervisning forekommer lidt naive. Behovene naturligvis beregnes eller fastsættes ønske, vort udgangspunkt var de af studieplanerne afledte formelle behov. Spørgsmålet er naturligvis, om det overhovedet mening at tale om et behov. Det ville måske være mere rigtigt at lade centret krav om et minimalt udbud fra hver sektor og dernæst tildele ressourcer, således at sektorerne skulle have en realistisk for at tilfredsstille kravene. Det vil sige, at det egentlige planlægningsproblem i fastlæggelse af output krav og ikke i fordeling af ressourcer.

ad pkt. 4 og 5. Disse afsnit er for så vidt indlæggets interessante, for her afsløres den fundamentalt forskellige opfattelse af begrebet planlægning. Jeg har aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at nogen skulle kunne finde på at bruge en models beregningsresultat direkte ved en budgetfordeling. er ikke at beregne den optimale ressourcefordeling. Formålet er at kunne beregne de samlede konsekvenser af en politisk koalition, for at sikre at stillede krav virkeligt er realistiske i relation til de totale budgetrammer f. eks. i form af et forhandlingsoplæg. andet er, at flerniveau måske generelt er uinteressant situationer, hvor centerniveauet består af repræsentanter for sektorerne, fordi centret (kollektivt) gennem sektorrepræsentanterne adgang til al relevant I dette tilfælde opstår så et spil mellem repræsentanterne, som på sin side skal ledes mod en optimal koalition. I denne situation kunne universitetets centrale måske optræde som informationskoordination.

Brug af normer fører efter min mening
ikke til noget som helst. Det tager år at

blive enige om disse talværdier, hvorefter man med usvigelig sikkerhed konstaterer, at normerne fører til ressourcebehov, der overstiger de til rådighed værende ressourcemængdcr.

Der gives ingen vidunderkur, der kan løse budgetplanlægningsproblemerne ved et universitet eller en anden organisation med tilsvarende karakteristika. Der vil altid interessekonflikter og derfor også politiske beslutninger. Muligheden for at forbedre disse ligger primært i at sikre at de, der er involveret i beslutningsprocessen, hvad de gør og hvorfor de gør det. Enhver model, der kan bidrage til at skabe en øget situationserkendelse, er en god model.

Nielsen og Rauschenberger A/S