Den herskende klasse

i. Det professor Jørgen Dich behandler i sin nye bog Den herskende klasse forkorter han til S.U.S., og det omfatter - i overensstemmelse Dichs opfattelse af socialpolitikken læren om offentlige tilskud - sundhedsvæsen, og socialpolitik almindelig forstand. Ved at give den velskrevne bog en stærk polemisk form har han allerede opnået sit ønske om at få sine synspunkter centralt placeret i den offentlige debat. Og uanset, i hvor høj grad man her deler Dichs vurderinger, må bogen med tilfredshed, som et betydeligt til afklaring af afgørende problemer udvikling af vort samfunds mønster. det følgende vil der blive gjort bemærkninger de væsentligste træk af Dichs beskrivelse og stillingtagen til de socialpolitiske

2. Hovedtrækkene af Dichs analyse er ,at tjenestemændene inden for S.U.S.-området blevet den herskende magt i samfundet. antal som i i960 var 159.500, var i 1970 steget til 332.700 og i 1972 til 390.000. Den sidste stigning er større end forventet i perspektivplan I. Denne ekspansion ikke kunnet bremses af politikerne, navnlig fordi disse tjenestemænd virker på grundlag af en human ideologi, som alle accepterer, og man kan ikke gå imod eksperternes om, hvorledes hjælp mod sygdom og anden nød og fremme af uddannelsen kan gøres bedre og bedre. Som andre tidligere herskende klasser har tjenestemændene misbrugt deres magt. Dich viser i et meget interessant kapitel om fordeling af livsindkoms_terne, hvor godt tjenestemændene og navnlig akademikerne er blevet placeret i forhold til den øvrige befolkning. Samtidig er deres indsats ved den tjenesteydende virksomhed gennem ekspansionen gået så vidt, at de sidste ydelser præsteres samfundsmæssigt kun har en ringe nytte i forhold til de arbejdskræfter og den kapital, som de beslaglægger. Det betyder, at den herskende klasses ekspansion ført til en social udbytning af den almindelige skatteydende befolkning, der arbejder i erhvervslivet.

3. Dichs bog vil få mange til at tænke på Galbraiths The Affluent Society (1958) og The New Industrial State (1967). Efter Galbraither herskende klasse de ledende funktionærer i de store selskaber, som er eksperter på produktionen og salgets område.Bevarelsen deres magt og indtægterkræver fortsat produktion, som deres effektivitet får befolkningen til at aftage, skønt den yderste ende af produktionen er absurde ting, som næppe forøger velfærden.Mod produktionstyranni vil Galbraith samle humant indstillede akademikere,som arbejde for en større offentligvirksomhed, skal sikre befolkningenen tryghed og kvalitativt bedre livsvilkår, og det skal ske ved, at den sidste ende af industriproduktionen opgives.På

ves.Påen måde er Danmark allerede inde i en sådan udvikling, som Galbraith ønsker for U.S.A., men de herskende eksperter er så, hvis man skal tro Dich, blevet de offentligetjenestemænd.

Der er flere steder i Dichs bog, der tyder på, at han er bekymret for den materielle produktion. Foreløbig tyder dog det varesortiment, omsættes til de danske forbrugere f. eks. nye bilmodeller, smarte lystbåde og private swimmingpools - på, at der også her er effektive produktions- og salgseksperter, som kan tumle sig uanset den betydelige offentlige virksomhed.

Derimod har Dich sikkert ret i, at de offentlige dominans m.h.t. udviklingen mange tilfælde har ført til serviceydelser, de fleste sikkert gerne ville være foruden og betale en mindre skat. Og selv om det også koster eksperter, må man håbe, at der bliver noget ud af Dichs forslag om økonomisk rådgivning og cost-benefit analyser S.U.S. området. Ikke fordi landet som helhed trænger til en større materiel produktion. Den voksende levestandard gør flere tjenesteydelser naturlig, men det må være vigtigt at sørge for, at de har en sådan karakter, at velfærden forøges.

Dich nævner ikke selv Galbraith i forbindelse sine overvejelser. Det gør derimod Harder, der omtrent samtidig med Dichs bog udsendte Statskollektivisme og spildproduktion. Hårders bog ligner i kritikken mange måder Den herskende klasse, men udgangspunktet er her Galbraiths om producentstyring.

4. Når Dich ikke gør noget ud af Galbraith det antagelig sammen med, at han kommer til placeringen af den nuværende klasse efter en historisk redegørelse for socialpolitikkens udvikling her i landet, og anvender en klassekampteori, fører til, at opbygningen af den danske sociallovgivning stort set er sket som. et biprodukt i skatteomlægningen i de tidligere klassers interesse. I denne historie er der ingen periode, hvor industrikapitalisterne, begynder produktionsstyringen, den herskende klasse. Efter Dich er den herskende klasse i anden halvdel det 19. århundrede godsejerne og de velstående i byerne, og i begyndelsen af det tyvende århundrede bønderne.

Det er nok muligt, at der inden for landbrugskredse forbindelse med udbygningen af sociallovgivningen var en del, som lagde vægt på, at de lokale udgifter til fattigvæsenet blev lettet, men klassekampteorien langt fra noget dækkende billede af sociallovgivningens historie her i landet. F.eks. kan den vestjydske skolelærer Thomas (1838-95) ikke få plads i en sådan historie. Han tilhørte Det moderate Venstre, og en stor del af hans indsats i hans lange rigsdagsperiode var et arbejde for sociale som også gav resultater, men hans baggrund var udpræget det, Dich kalder en humanistisk ideologi.

I sidste del af det historiske afsnit har Dich en flot bemærkning om, at G.V. Bramsnæs ikke havde socialpolitiske interesser.Det ikke stå uimodsagt. Bramsnæsvar lektor i socialpolitik ved Københavnsuniversitet. der i perioden fra 1926 til 1929 deltog i hans øvelser i socialpolitik,husker som levende optagetaf Bramsnæs havde samtidig et godt blik for, hvad der var op og ned samfundsøkonomiskset, som politiker myndighedtil gøre det gældende også i forbindelsemed Det er jo netop

politikere af denne støbning Dich og mangeandre
savnet i de senere år.

Det billede Dichs klassekamp teori giver af den aktuelle situation her i landet er også meget stærkt forenklet. Hans klasseopstillinger heller ikke ganske klare. Nogle steder, skriver han, som det er akademikerne, er blevet den herskende klasse. Hvor er egentlig ingeniører og sagførere i forhold til S.U.S.-området? Andre steder er det alle offentlige ansatte i S.U.S.-området, der udpeges som den herksende klasse. Det er en broget skare med vidt forskellige livsvilkår: professorer, børnehavelærerinder, og portører. Der er desuden magtgrupper i samfundet, som Dich i denne forbindelse ser bort fra: Aktive og magtfulde ejere af industri og transportselskaber og deres ledende funktionærer. og T.V. omtales, som virkende for den herskende klasse, men eksperterne inden for disse kommunikationsmidler en selvstændig magt, der bevirker, at det oftere er politikerne, som tilpasser sig end omvendt. I forbindelse med S.U.S.-områdets for stærke ekspansion har Dich ret i, at kommunikationsmidlerne som helhed - for ikke at virke højredrejet - har gjort meget for udbredelse af den populære af humanismen, og derfor har haft stor betydning for væksten.

5. Ved en statisk analyse er det rigtigt, som Dich gentagne gange fastslår, at det er den brede befolkning, der som skatteydere, derfor navnlig arbejderne, som rammes af den sociale udbytning ved eksperternes Anlægger man derimod mere dynamisk betragtning, og ser på udviklingen siden i960, så har de offentlige udgifters vækst både befordret inflationen og forøget mangelen på arbejdskraft. udvikling har altså haft en afgørende for, at både tjenestemænd arbejdere som helhed har fået en stigning i reallønnen. Hertil kommer den opstigning i de sociale grupper, der har været følge af udviklingen, og som også er kommet arbejderne til gode.

6. For at sikre bedre velfærdsøkonomisk balance for en række sociale institutioner, som hører under kommunerne, fremsætter Dich forslag til omlægning af tilskudsreglerne, sådan at man sigter mod bloktilskud. I denne forbindelse har han også en behandling af gratisprincippet og det spild, det medfører. Hvor den offentlige kun henvender sig til en specielt interesseret kreds, f. eks. teatre, bør udgifterne efter Dichs opfattelse helt eller delvis bæres af de interesserede. Betalingsgebyret helst indrettes således, at det er en procent af den pågældende indkomst. Disse forslag vil sikkert kunne finde en bred tilslutning, men hvor vanskeligt det er at trække grænsen mellem aktiviteter, hvor interessen er almen, og hvor kun en speciel kreds er interesseret, viser sig ved, at Dich regner sporten til den første kategori og mener, folkehøjskolerne skal hvile i sig selv.

7. Universiteterne underkaster Dich en særlig analyse. Her har den herskende klassesekspansions været stærkt støttet af middelklassens kamp for, at deres børn skal undgå det legemlige arbejde og have mulighederfor blive placeret på den rigtige side af skrivebordet. Dich finder, at det er et alt for stort samfundsøkonomisk spild, hvis tilgangen til universiteterne kun bliver reguleret ved en betydelig arbejdsløshed blandt kandidaterne. Det var bedre at begrænsetilgangen

grænsetilgangentil universiteterne ved, at kandidaterne selv skulle bære deres uddannelsesomkostninger,og at en overproduktionaf kandidater førte til lønnedsættelse.I vil en rationalisering af undervisningenkunne betydelige besparelseri med omlægning af forskningskravet til lærerne. Universitetsvirksomhedernei og Roskilde vil han have væk.

Dich har ikke meget til overs for den marxistiske studenterbevægelse. Deres samfundskritik krav om arbejdere til universiteterne efter hans mening kun en afledningsmanøvre at bevare akademikernes Dich mener heller ikke, at Marx's lære om kapitalismens udbytning af arbejderne kan opretholdes med nutidens om arbejdernes stigende og kapitalens begrænsede udbytte. nogle bemærkninger får man derimod indtryk, at Dich ser positivt på nogle af Maos ideer. Var han gået nærmere ind herpå, kunne man sikkert have fundet frem til et forslag, som umiddelbart modvirkede fra det legemlige arbejde og begrænsede tilgangen til universiteterne. Et sådant maoistisk forslag kunne f. eks. være, at optagelsen på et universitet, en højere læreanstalt eller et seminarium foruden eksamenskrav forudsatte to års beskæftigelse det praktiske erhvervsliv eller/og ved forsvaret. Når man vil stille forslag om 12 års tvungen skolegang, som Dich vist heller ikke kan lide, skulle man ikke tro, at politikerne forargelse ville vende sig mod tvangen i dette forslag, men det er nok også, som Dich siger om mange af sine gode forslag,

Lyngby