SUMMARY.

The mortality conditions in Denmark in 1735-1839 are studied in this paper. Before 1800 the analysis is basedon revised jigures for the crude death rate. Basedon the census in 1840 and the age distribution of deaths there are further constructed life tables for thefour decades in the period 1800-1839. The primary result is that the mortality has been decreasing from about IJJS until the epidemic fever in the iB2oths. Of the possible causes especially the importance of the agricultural reforms from the late iyyoths is pointed out.

1. Indledning

Formålet med denne artikel er at redegøre for resultaterne af et forsøg på
at bearbejde den danske officielle befolkningsstatistik med henblik på at belyse
dødelighedsforholdene i Danmark fra 1735 til 1839.

P. G. Matthiessen (1970) karakteriserer en af dansk demografis opgaver således: demography has a very important task before it. This is to construct life tables for the beginning of the 19th century and the end of the 18th century, using existing demographic statistics« (p. 41).

Med denne artikel er problemerne dog langt fra løst. Resultaterne, der
præsenteres i det følgende, må kun ses som et beskedent bidrag til løsningen af
opgaven.

Når der knytter sig stor interesse til at få analyseret dødelighedsforholdene
i det gamle danske samfund er årsagerne flere.

Først og fremmest viser mere summariske beregninger en forskydning i
dødelighedsniveauet i slutningen af 1700-tallet. Mere forfinede beregninger vil
på denne baggrund være et bidrag til dansk social historie.

Artiklen er belønnet med £euthen-prisen. Bedømmelsesudvalget har bestået af Else £euthen,
P. C. Matthiessen, Jan Rasmussen og Thorkild Davidsen.

Internationalt set vil overlevelsestavler¹ for gamle samfund være af interesse bl.a. i forbindelse med konstruktionen af standardoverlevelsestavler, de såkaldte model life tables. Model life tables anvendes i betydelig udstrækning ved demografers med ufuldstændige befolkningsdata i udviklingslandene. Der er næppe tvivl om, at disse standardtavler kan forbedres væsentligt ved fremkomsten data fra lande med gammel statistik. Kun få lande (fortrinsvis de nordiske) kan præstere statistiske oplysninger fra forste halvdel af 1800-tallet eller tidligere.

Endvidere vil arbejdet med overlevelsestavler og de dertil knyttede demografiske
ligge i naturlig forlængelse af det af H.C.Nybølle (1944)
offentliggjorte arbejde med tavler for perioden 1840-1939.

2. Hvilke data har vi?

Når de hidtil offentliggjorte overlevelsestavler for dansk område tager deres i 1840, har det den helt naturlige årsag, at data først fra dette tidspunkt er af en sådan beskaffenhed, at beregningen af de demografiske mål (f. eks. dødshyppigheder og middellevetider) kan ske uden nævneværdige metodiske For at beregne overlevelsestavler for en periode vil det normale til data være kendskab til:

a. køns- og aldersfordelingen ved periodens begyndelse og slutning. Femårsaldersklasser
for tilstrækkelige, blot den første aldersklasse (de o-årige)
er udskilt,

b. køns- og aldersfordelingen blandt de døde i perioden med samme inddeling
som under a,

c. antal fødte drenge og piger i perioden.

For femåret 1835-183g² er b og c opfyldt, men a kun delvist, idet nok er der en folketælling i 1840, men ingen i 1835. For årene 1800-1834 er ingen af kravene idet der kun er afholdt folketælling i 1801 og 1834 og tilmed kun med oplysninger på tiårsaldersklasser. De fødte og de døde kendes for hvert enkelt år, men for de dødes vedkommende kun på tiårsaldersklasser. For 1735-1799 oplysningerne helt summariske, idet der, bortset fra tællinger i 1769 og 1787, kun haves kendskab til det totale antal fødte og døde i det enkelte år.

Til dette ufuldstændige datamateriale er yderligere at føje mange kommentarerom
- jf. nedenfor - så det er ikke mærkeligt, dersom lysten
til at give sig i kast med en bearbejdelse skulle mangle. På den anden side er

---

1. Den anvendte demografiske terminologi er beskrevet i appendix.

2. Årstals- og aldersangivelser er med mindre andet fremgår af teksten anført incl. det sidste år, f. eks. angiver perioden 1835-1839 et femår med 1839 incl.

der en mærkbar bevægelse igang i international demografisk forskning mod at slippe ud af den noget overdrevne frygt for at behandle materialer, der må betragtessom jf. bl.a. titlerne på litteraturen fra United Nations (1967 og 1968). Når man sætter sig ind i de metoder, som i disse publikationer anbefales af United Nations til brug for demografer m. fl. i udviklingslandene, samt problemerne omkring data fra disse lande, vil man erkende, at det danske datamateriale fra 1800-1839 kun lider af »skønhedsfejl«.

3. Mikro- eller makroundersøgelse?

Til denne artikel er som nævnt anvendt offentliggjorte officielle befolkningsdata
hele kongeriget. Undersøgelsen hviler således på, hvad man kan
betegne som makrodata.

En anden vej til at nå til klarhed over de demografiske forhold i det historiske
er at interessere sig for mikrodata, for gennem undersøgelser
over enkelte sogne, herreder m.v. efterhånden at nå til et helhedsbillede.

Der er åbenlyse fordele og ulemper ved de to måder at angribe problemet på. De officielle makrodata er arbejdsmæssigt relativt let at have med at gøre, medens analyse gennem kirkebøger, folketællingslister, lægdsruller m.v. er særdeles og arbejdskrævende. Mikrodata kan kun behandles rationelt ved benyttelsen datamater, og det kan være vanskeligt at generalisere fra enkelte små områder til hele landet. Makrodata giver større overblik, men der mangler til gengæld en mængde information, som kun kan fremkomme gennem detailstudier.

Der er lang tradition i dansk demografisk forskning for makroundersøgelser, udnyttelsen af det historiske demografiske grundmateriale først i disse år er ved at blive sat i system, jf. Hans Oluf Hansen (1972) samt Hans Chr. Johansen (1970). Resultaterne af de iværksatte mikroundersøgelser må afventes med spænding, og der er ingen tvivl om, at der på denne måde vil komme en gunstig vekselvirkning mellem mikro- og makroundersøgelser.

4. Materialets pålidelighed

Spørgsmålet om pålideligheden af de tidligste danske statistiske oplysninger folketal, fødte og døde har optaget adskillige forfattere gennem tiden, f. eks. Falbe Hansen og Scharling (1885), Adolph Jensen (1935), Aksel Lassen (1964) og Hans Chr.Johansen (1970). En beskrivelse af statistikkens organisation indsamlingsmetoder findes tillige i Holck (1901).

Indtil Hans Chr.Johansens undersøgelse har diskussionen i væsentlig grad
drejet sig om forbindelsen mellem de tidligste danske folketællinger (1769, 1787

og 1801) og statistikken over fødte og døde. Aksel Lassen betragter 1801-tællingsresultatetsom og gennemfører på grundlag af en række ræsonnementerover størrelsesordenen af de dødfødtes placering på begravelseslisterneen af 1769-tællingen. Aksel Lassen mener, at Danmarks folketali var på ca. 810 000 mod de talte 785 590 personer. Det er ikke tanken her at gå i detailler med de forskellige undersøgelser, men forholdet omkring denne diskussion bør nævnes, idet det får betydning for den i det følgende foretagneberegning summariske dødeligheds- og fertilitetsmål før år 1800. Der kan i øvrigt henvises til en af Svend Aage Hansen (1966) foretagen sammenfatningaf om de tidlige danske folketal.

Hans Chr.Johansen har vist, at der må regnes med ret store fejl i aldersangivelserne folketællings- og begravelseslister, dog i det væsentlige hidrørende en regis_trationsfejl på ± 1 år, og jo større jo højere alder. Ved nærværende er disse oplysninger om pålideligheden ikke fundet så tungtvejende, at beregningen af aldersbetingede dødelighedsmål (f. eks. dødshyppigheder middellevetider) har måttet opgives. Årsagen er, at i nærværende får fejl i aldersangivelserne kun betydning, dersom de passerer 1 o-års aldersgrænse. En 59-årig person, der registreres som 50-årig, er nok registreret 9 år forkert, men bliver i den rigtige aldersklasse. Registreres han som 60-årig får fejlen naturligvis betydning. Der vil være en vis formodning at fejlene aldersklasserne imellem delvis vil ophæve hinanden. Kun den første aldersklasse 0-9 år, kan man frygte, vil være særlig fejlbehæftet.

Når der i det følgende arbejdes med makromaterialet fra tabelværkerne (1835 °g J 842) uden nogen korrektion, er det ud fra den opfattelse, at der endnu er tilstrækkelige holdepunkter for at vælge en korrekt korrektion af tallene. Dette må være mikroundersøgelsernes opgave.

5. Metodebeskrivelse

For at kunne beregne aldersbetingede dødelighedsmål for perioden 1800-1840 det været nødvendigt at konstruere køns- og aldersfordelinger i hvert af årene 1800, 1810, 1820, 18300g 1835. Den generelle fremgangsmåde illustreres ved at betragte fig. 1.

Fig. 1 viser et udsnit af Lexis-skema3, og som det sikkert er bekendt, tænker
man sig en persons »livsforløb« ved en livslinie, der, når enhederne på akserne
er ens, vil være parallel med 450 linien. Tælling af antal livslinier, der overskærerlodrette

---

3. Lexis-skema er i denne udformning formentlig fremmed for de fleste læsere, der har set skemaet vendt om. Udformningen er i overensstemmelse med de seneste årtiers internationale praksis.

rerlodrettelinier i skemaet, er analog med at afholde en folketælling. I fig. i
kan tælling langs den lodrette linie i tidspunkt T f. eks. repræsentere folketællingsresultateti

Data over døde i perioden er grupperet som såkaldte A-grupper af døde
karakteriseret ved kendskab til dødsår og dødsalder, eller f. eks. ved tælling af
livslinieophør i firkant ABCD.

Metoden ved bestemmelse af køns- og aldersfordelingen i år T-k, T-2k osv. går i første omgang ud på at opdele de døde på såkaldte elementartrekanter, eks. trekanterne ABC og BEC. Dersom dette lader sig gøre, kan dødsfaldene elementartrekanterne stykkes sammen til såkaldte B-grupper af døde, f.eks. parallellogrammet ABEC. Elementartrekanterne er karakteriseret ved kendskab til dødsår, dødsalder og fødselsår, medens B-grupperne kun kræver kendskab til dødsår og fødselsår.

Når samtlige B-grupper af døde er bestemt, kan befolkningen i år T tilbageskrives år T-k, og det opnåede resultat anvendes til yderligere tilbageskrivning år T-2k osv. Det er foreløbig forudsat, at ind- og udvandring ophæver

Er aldersklassen k tilstrækkelig lille, er det - når de o-årige døde undtages - rimeligt at antage, at de døde i en A-gruppes to elementartrekanter er af nogenlundesamme størrelse, idet dødeligheden kun ændrer sig langsomtmed ligesom der kun sjældent er voldsomme udsving år for år i

fødselsårgangenes størrelse. Dette taler for at dele A-grupperncs antal ligeligt
over4.

Metoden antages at give pålidelige resultater, når k = 5 år, hvilket er tilfældet perioden 1835-1839. For tiårene i perioden 1800-1839 udstrækkes metoden at gælde for k = 10 år. Tilbageskrivningen til år 1800 giver mulighed for kontrol ved sammenligning med folketællingen i 1801.

Den yngste aldersklasse vil altid repræsentere problemer helt for sig på grund al"dødelighedens stærke variation i det første leveår. For 1835-1839 kendes dode o-årige, og danner grundlag for - sammen med de levendefødte - at beregne spædbørnsdodeligheden. Bestanden af o-årige drenge og piger i 1835 er bestemt ved at fremføre 1834 fødselsårgangen i samme forhold som 1839 fødselsårgangen er fremført til 1840⁵.

For tiårsperioderne 1800-1809, 1810-1819, 1820-1829 °g J 830-1839 giver tilbageskrivningen af 1840-befolkningen kun mulighed for at bestemme de 0-9 årige uden udskildning af de o-årige. Dette rejser problemer omkring estimation spædbørnsdødeligheden, jf. pkt. 14.

Beregningerne af dødelighedsmålene er sket i overensstemmelse med P. C.
Matthiessens lærebog i teoretisk demografi (1970), og følger det såkaldte kalenderårsprincip
generationsprincippet, jf. lærebogen (p. 49-54).

For perioden før 1800 må betragtninger over dødelighedsforholdene ene
og alene baseres på den summariske dødskvotient.

6. Vandringsproblemet

Under pkt. 5 er forudsat, at de eksterne vandringer er så übetydelige, at
man kan se bort fra dem. Som følge af den totalt manglende statistik over indog
er det vanskeligt at få hold på vandringsproblemet.

Aksel Lassens undersøgelser (1964) over sammenhængen mellem 1769- og 1801-tællingerne tyder på, at nettovandringerne mellem Danmark og udlandet har været helt übetydelige i dette tidsrum. For perioderne mellem 1801-, 1834-0g 840-tællingerne kan nettovandringerne opgøres ved sammenligning af tællingsresultater statistikken over fødte og døde. Resultatet fremgår af tabel 1.

Set med periodens længde som baggrund er tallene meget små, ligesom det
må erindres, at afvigelserne mellem folketællinger og bevægelsesstatistik (her

---

4. De døde kendes for hvert år i perioden 1800-1839, og den lineære interpolation er sket ved at opdele det enkelte års antal dode, og ikke det samlede tiårs antal.

5. Ved samtlige beregninger er set bort fra, at tællingen i 1840 fandt sted den 1. februar og ikke den 1. januar.

fødte og døde) ikke alene behøver at være udtryk for vandringer, men tillige
kan hidrøre fra fejl i data.

For at skabe overensstemmelse mellem de totale folketal, der beregnes ved tilbageskrivningen til år 1800 og folketællingsresultaterne, er de i tabel 1 beregnede (evt. fejl) fordelt ud over Lexis-skema ved en slags vandringsmodel baseret på den danske udvandring i perioden 1868-1880.

Tabel 1 er i øvrigt et udmærket eksempel på, at nettoresultater skal omgås med stor varsomhed. For hele perioden 1801-1839 er nettoindvandringen kun på 971 personer, medens tallene forstørres væsentligt op, når delperioderne og kønssammensætningen betragtes. Den mulighed ligger for, at dersom yderligere opdeling var mulig, blev differencerne endnu større, og kunne få afgørende indflydelse på resultatet af tilbageskrivningen af 1840-folketallet.

7. Summariske mål 1735-1839

Som nævnt under pkt. 5 må en analyse af dødelighedsforholdene før 1800 basere sig på den summariske dødskvotient. Efter 1800 er dødskvotienten imidlertid nyttig, idet den afspejler det enkelte års dødelighed i modsætning til de aldersbetingede dødelighedsmål, som refererer sig til fire tiårsperioder og en enkelt femårsperiode.

For at beregne den summariske dødskvotient må det enkelte års antal døde sættes i forhold til middelfolketallet det pågældende år. Disse middelfolketal kan skønnes ved en successiv tilbageskrivning af fødselsoverskudene i de enkelte Resultatet af en sådan tilbageskrivning fra 1840 til 1735 er vist i bilagstabel 6.

Før 1800 opstår det under pkt. 4 omtalte problem om de dødfødtes placeringpå
Det er en fastslået kendsgerning, at der på dødslisternemå
været opført en del dødfødte, som ikke har været medtaget på

---

6. Udover dødskvotienten er beregnet den summariske fertilitetskvotient og den naturlige befolkningstilvækst.

fødselslisterne, jf. Aksel Lassen (1964). Spørgsmålet er, hvor stor denne andel
må antages at være.

Beregninger af tilsvarende art som de i bilagstabel 1 viste er foretaget bl.a. af Gille (1950), som i overensstemmelse med Adolph Jensen (1935) har regnet med 2 % fradrag i de døde før 1780, og 1 % fra 1780. Aksel Lassens opfattelse er, at tallet mellem 1769 og 1801 i gennemsnit er ca. 5,5%. Beregningerne i bilagstabel 1 er foretaget med denne sidste opfattelse som basis, hvorved Gilles tal revideres. Når procenten for dødfødte forøges, stiger det enkelte års fødselsoverskud, de resulterende folketal formindskes. De summariske mål forøges tilsvarende.

For at undersøge virkningen af alternative opfattelser af antallet af dødfødte
gennemført en række beregninger med varierende procentandel. Udvalgte
er vist i tabel 2.

Af tabellen fremgår med al ønskelig tydelighed, at resultaterne er helt afhængige hvilken procentandel, der benyttes. Da afvigelserne bliver større, jo længere periode der tilbageskrives over⁷, er det ligefrem muligt for tilstrækkelig procentdele at skabe et billede af et fertilitets- og/eller dødelighedsfald 1735-1800. Dette må erindres, når tallene senere analyseres.

Værdien af en tidsmæssig sammenligning af summariske mål er endvidere afhængig af, om der i den betragtede periode er sket en ændring i befolkningens eller ej. F.eks. er den summariske dødskvotient et vejet gennemsnit af de aldersbetingede dødskvotienter, hvor vægtene for de forskellige er identisk med den andel, som befolkningen i den pågældende

---

7. Dette er en følge af, at udgangspunktet ved alle beregninger er folketallet i 1800.

aldersklasse udgør af den samlede befolkning. Problemet er en del af det kendte
standardiseringsproblem, jf. P.C.Matthiessens lærebog (1970, pp. 64-74).

Aldersfordelingerne ved de tidligste danske folketællinger viser ikke nogen nævneværdig forskydning aldersklasserne imellem, således at de summariske mål ikke af denne grund skulle være uegnede til en foreløbig beskrivelse af de demografiske forhold før 1800.

Den summariske dødskvotient for 1735-1839 er afbildet i fig. 2.

8. Beregnede aldersfordelinger

I bilagstabellerne ii-iv er anført de aldersfordelinger, som er resultatet af den anvendte tilbageskrivningsmetode. Som følge af at datagrundlaget er mere detailleret for perioden 1835-1839, er der tillige beregnet en aldersfordeling i 1835-

For at få et vist skøn over metodens anvendelighed, er det nærliggende at
sammenligne de beregnede aldersfordelinger med aldersfordelingerne, der
blev konstateret ved 1801- og 1834-folketællingerne.

Afvigelserne mellem 1835-beregningen og 1834-tællingen fremgår af tabel 3.

Det bemærkes, at tilbageregningen til 1835 giver et tilfredsstillende resultat
i langt de fleste aldersklasser. Fuld overensstemmelse kan ikke ventes, bl.a. af
den grund, at der er en tidsforskel på et år mellem tallene.

Afvigelserne mellem 1800-beregningen og 1801-tællingen er vist i tabel 4.

Et første indtryk af tabel 4 er formentlig, at det er forbavsende, at der ikke
opstår større differencer, når det påtænkes, at der er tilbageskrevet over en
periode på 40 år, og til og med på tiårsaldersklasser.

Til tallene må dog bemærkes, at differencerne er for store for aldersklassen
0-9 år. Afvigelser på 1,6-1,7% svarer til, at aldersklassen er ca. 7-8000 personer
for lille i forhold til folketællingsresultatet i 1801.

Det er ikke muligt - på indeværende tidspunkt - at skabe klarhed over, om
og i hvilket omfang differencen i den første aldersklasse skyldes metode og/eller
datas beskaffenhed.

Når der skulle opstå relativt store differencer, er det særdeles heldigt, at de
opstår i den første aldersklasse, idet denne ikke anvendes i de efterfølgende beregninger
aldersbetingede dødelighedsmål.

Det er desuden klart, at der ved metoden beregnes for mange ældre personer. er imidlertid et mindre problem, idet de ældste aldersklasser bidrager beskedent til beregningen af middellevetider for f. eks. 10-årige personer.

9. Beregnede aldersbetingede dødelighedsmål

De dødelighedsmål beregningerne giver anledning til fremgår af bilagstabellerne

Specielt er der i bilagstabel v beregnet dødshyppigheder, overlevelsestavlerog for perioden 1835-1839. Det kan se mærkeligt ud i en større sammenhæng at behandle en enkelt femårsperiode for sig. Årsagen hertil er bl.a., at der først fra 1835 er mulighed for at beregne spædbørnsdødelighedendirekte, resultatet viser således denne dødeligheds størrelse i slutningen af den betragtede periode. Endvidere kan overlevelsestavlerne ses som en revisionaf

sionafde af Fenger i Statistisk Tabelværk (1842) offentliggjorte tavler. Fengersmetode noget afvigende fra moderne beregningsmetoder, bl.a. beregnerhan som andelen af døde o-årige og dødfødte blandt fødte (levende- og dødfødte).

10. Alternative beregninger

For at undersøge hvor følsomme beregningerne af middellevetider for 1 o-årige
(e(io)) er overfor alternative aldersfordelinger af befolkningen, er gennemført
en lang række supplerende beregninger.

Resultaterne kan ikke medtages her, men det bør dog omtales, at der bl.a. er foretaget en korrektion af de differencer, der er konstateret under pkt. 8. Korrektionen er sket udfra en antagelse om, at 1801-tællingsresultatet er rigtigt, at differencerne ved tilbageskrivningen er opstået successivt under denne. er fordelt lineært ud over aldersfordelingerne i år 1800, 1810, 1820 og 1830. Det viser sig, at e(io) kun påvirkes i beskeden grad, max. med -)-0,6 år i perioden 1800-1810.

Et andet eksempel på, at e(io) er et meget »robust« dødelighedsmål er fundet i den kendsgerning, at resultaterne praktisk taget er upåvirkelige af, om man baserer beregningerne på tiårsaldersklasser i stedet for på femårsaldersklasser. beregninger er foretaget på grundlag af data fra 1840-_1900, og e(io) varierer med max. ±0,1 år.

Konklusionen er derfor blevet, at de i denne artikel beregnede dødelighedsmål
aldre på 10 år og derover er rimeligt pålidelige til brug ved beskrivelsen
dødelighedsforholdene i perioden 1800-1839.

11. Analyse af de summariske mål 1735-1839

Det første mere generelle indtryk af dødelighedsforholdene før 1840 er de
kraftige udsving år forår. Laveste dødskvotient er 17,7 (0/00) i 1823, og højeste
dødskvotient er 39,7 (0/00) i 1763.

Der er tale om egentlige epidemier i såvel 1760'erne som 1770'erne, ligesom
i 1820'erne og begyndelsen af 1830'erne har givet anledning
en meget høj dødelighed.

En nærmere gennemgang af dødskvotienterne i bilagstabel 1 og fig. 2 viser typiske korttidsbevægelser i dødeligheden, idet år med meget høj dødelighed efterfølges af år med bratte fald, som udtryk for at »døden har taget på forskud«.Eks. er dødelighedsfald efter 1741, 1748, 1763 og 1786. Det bemærkesendvidere,

mærkesendvidere,at efterhånden som perioden forløber, bliver udsvingene år
for år mindre voldsomme8

Fig. 2 afslører desuden en betydningsfuld langtidsbevægelse mod lavere dødelighedsniveau.

Uanset at det er vanskeligt at opdele fig. 2 i perioder, der adskiller sig markant hinanden, forekommer den i tabel 5 anførte periodeinddeling at være relevant. I tabellen er vist simple gennemsnit af de enkelte perioders fertilitetsog

Langtidsbevægelsen synes at være konstant fertilitet og faldende dødelighed. Dødeligheden falder ikke jævnt, og først fra midten af 1770'erne. Dødelighedsnedgangen - afbrudt af mindre epidemier - indtil begyndelsen af 1820'erne, hvor koldfeberepidemien bryder billedet. Karakteristisk er det, at medens en dødskvotient så lav som 17,7 (0/00) i 1823 først igen nås i 1890'erne, er 1831-niveauet på 30,1 (0/00) den højst registrerede dødskvotient i 1800tallet

Indtrykket af det mere stabile samfund med konstant fertilitets- og dødelighedstrend
blevet afgørende brudt. Med konstant fertilitet og faldende dødelighed
den naturlige befolkningstilvækst, jf. bilagstabel 1.

12. Dødeligheden 1835-1839

De dødelighedsmål og overlevelsestavler, som kan beregnes for perioden
1835-39, fremgår af bilagstabel v. Dødshyppighederne viser det traditionelle
forløb med fald indtil 15-19 års alderen og derefter stigning.

---

8. Udover disse korttidsbevægelser indenfor dødeligheden ses ofte en sammenhæng mellem dødelighed og fertilitet, idet faldende dødelighed ledsages af stigende fertilitet og omvendt, jf. årene efter 1814.

Ovcrlevelsestavlen for mænd er afbildet i fig. 3 sammen med den tilsvarende for perioden 1961-1965. Forskellen er meget markant, og forløbet 1835-1839 er typisk for befolkninger med høj dødelighed; specielt viser det bratte fald mellem o og 1 år høj spædbørnsdødelighed '15,8% og 13,4% for drenge henholdsvis piger).

13. Dødeligheden 1800-1839

Det billede den summariske dødskvotient har afspejlet af dødeligheden i
perioden 1800-1839, genfindes i (de aldersbetingede) dødshyppigheder, jf. tabel

Indekstallene viser en lidt anden udvikling for mændene end for kvinderne. I de yngste aldersklasser falder mændenes dødelighed helt til 1829, medens kvindernes stiger allerede i 1820'erne. 1830-1839 står for begge køn med den højeste dødelighed. Det er givetvis klogt ikke at lægge for stor vægt på resultaterne de ældre aldersklasser på grund af usikkerheden ved talmaterialet, jf. pkt.B.

Den helt manglende dødsårsagsstatistik gør det vanskeligt at opspore rsagen
forskellen i udviklingen kønnene imellem. Det kan tænkes, at koldfeberepidemien
slutningen af perioden har ramt kvinderne særlig hårdt.

14. Problemer omkring estimation af spædbørnsdødeligheden

I betragtning af at de døde 0-9 årige udgør mellem 30 og 40% af samtlige
døde, er det nødvendigt, at der gøres et forsøg på at nå til i det mindste et skøn
over dødeligheden i denne aldersklasse.

Det er forfatterens opfattelse, at det ikke generelt er muligt at foretage en opspaltning af de døde 0-9 årige efter almindelige matematiske interpolationsmetoder. henvises i stedet til at foretage passende opdelinger på grundlag af erfaringer fra andre lande, eller fra samme land med tidsmæssig forskydning. Begge dele er forsøgt, men med pauvert resultat.

Almindeligvis antages det, at svenske data for 1800-tallet skulle kunne danne grundlag for skøn over de demografiske komponenter i Danmark i samme tidsrum. Dette er dog en klar fiktion, hvilket bl.a. ses af den kendsgerning, spædbørnsdødeligheden (q(o)) efter 1840 viser fald i Sverige, men konstant forløb i Danmark.

Det forekommer rimeligt at lægge et interval omkring q (o) ved at variere
andelen af o-årige døde i forhold til samtlige 0-9 årige døde efter det mønster,
der er kendt for perioden 1840-1899, jf. tabel 7.

Der er næppe tvivl om, at fremtidige mikroundersøgelser vil kunne give
holdepunkter for at udvælge q (o) mere præcist.

Endnu et forsøg på at estimere q (o) skal beskrives. Som omtalt under pkt. i er der i de senere år på grundlag af store datamaterialer udarbejdet standardoverlevelsestavler life tables), væsentligst til brug i udviklingslandene med mangelfuld demografisk statistik.

Problemstillingen i denne artikel minder i det store hele om de problemer, der kan opstå i et u-land. Model Life Tables eksisterer i flere udgaver, men mest avanceret er Coale and Demeny's (1966) Regional Model Life Tables. Disse tavler spænder fra e(o) = 20 år til e(o) = 70 år, og er regionalt opdelte i en North, West, South og East region.

Det er muligt at interpolere i disse tavler ud fra de i bilagstabel vn anførte beregnede middellevetider, f. eks. e(io), og derved bestemme et q (o) og et e(o). Antagelsen skulle altså være, at det ved Model Life Tables er muligt at finde et dødelighedsniveau, der præcis svarer til det danske niveau i perioden 1 Booing

Resultatet for spædbørnsdødelighedens vedkommende fremgår af tabel 8.

Foretages interpolationen tillige for perioden 1840-1849, nvor den faktiske q (o) kendes, får man som resultat, at q (o) i dette årti interpolercs ca. 5% for højt for drengenes vedkommende og ca. 11 % for højt for pigernes vedkommende. er derfor grund til at tro, at tallene i tabel 8 er overestimerede. Dette indtryk bekræftes (med undtagelse af perioden 1800-1809) ved en sammenligning tabellerne 7 og 8.

For at sætte q (o) i yderligere perspektiv er i tabel 9 vist q (o) for resten af
1800-tallet.

Selv om q (o) i tabel 8 må reduceres er der tilsyneladende to niveauer i de to halvdele af århundredet, snarere end en jævn udvikling mod faldende q (o), som f. eks. er konstateret i Sverige. Det er en meget interessant observation, at spædbørnsdødeligheden i sidste halvdel af 1800-tallet har været praktisk taget konstant.

15. Middellevetidsforløbet i 1800-tallet

Middellevetider for aldre på 10 år og derover fremgår af bilagstabel vn. I tabel 10 er desuden anført de e(o), der opnås ved at anvende de i West Model Life Tables interpolerede dødshyppigheder under 1o år. For fuldstændighedens skyld ses endvidere af tabel 10 e(o) og e(io) for resten af 1800-tallet.

Den svingende dødelighed i de første 40 år bidrager naturligvis til svingninger middellevetiderne. Udviklingen fra 1840 er præget af stigende middellevetider, dette bør sammenholdes med pkt. 14, i hvilket det blev konstateret, q (o) ikke har gennemgået nogen udvikling. Middellevetidsforøgelsen efter 1840 må derfor alene skyldes et dødelighedsfald i aldersklasserne på 1 år og derover.

16. Faktorer bag dødeligheden indtil dødelighedsfaldet

Når faktorerne bag den beskrevne udvikling i dødeligheden skal fremdrages, der grund til at adskille perioden 1735-1839 i to perioder, nemlig perioden til dødelighedsfaldet sætter ind i slutningen af 1700-tallet, og perioden derefter. Den første periode er præget af sammenhængen mellem høst, krige og epidemier, medens den anden periode væsentligst er præget af virkningerne af landboreformerne.

Så længe der ikke er nogen egentlig nedadgående trend i dødelighedsudviklingen,
opgaven at forklare de store udsving, der år for år kan konstateres i
den summariske dødskvotient.

Som følge af landets struktur som overvejende landbrugsland, er det en naturlig tanke at forsøge at sætte høstudbyttet i relation til dødeligheden. Der er af bl.a. Gille (1950) og Adolph Jensen (1935) gennemført en del beregninger, som viser en sammenhæng mellem høstudbytte og de efterfølgende års fertilitets-, og dødskvotient. Undersøgelserne skal ikke gennemgås her, men det bør pointeres, at det er muligt, at sammenhængen ikke er helt så enkel endda.

For Danmarks vedkommende er undersøgelserne i mangel af bedre udført på grundlag af bevægelserne i rugpriser, således at høje priser indicerer dårlig høst og lave priser god høst. Denne metode kan skjule et væsentligt moment i sagen, idet høje priser ikke behøver at betyde dårlig høst, men unormal høj efterspørgsel, f.eks. i forbindelse med krige og krigsförberedelser. Netop i sådanne opstod epidemier, som gjorde et voldsomt indhug i Europas befolkning.

Som udløber af bl.a. 30 årskrigen (1618-1648) og Karl Gustav krigene (1657-₁660) hærgedes Danmark af frygtelige epidemier. Danmarks samlede tab under 1650'ernes epidemier, menes at være på 25-30% af befolkningen, jf. Aksel Lassen (1964, p.292).

Epidemier af denne styrke er der ikke tale om i den periode, vi her har tal
for, men epidemier hørte dog med til tidsbilledet, jf. de mange år med ringe
eller negativ befolkningstilvækst.

Aksel Lassens opfattelse (1964, p. 2948*) er netop, at epidemierne kan føres tilbage til krige eller krigsförberedelser, og at prisstigningerne kun er at betragte et distraherende moment ved bedømmelsen af faktorerne bag dødeligheden. andet er, at krigene ved indkaldelsen af ungt mandskab kan have ført til en dårlig bjergning af høsten.

Af 1700-tallets krigsudbredte epidemier skal nævnes udløberne af Sveriges krige og krigsförberedelser overfor Rusland i begyndelsen af 1740'erne og 1770'erne samt i slutningen af 1780'erne. Endvidere den østrigske arvefølgekrig _740-1748), den preussiske syvårskrig (1756-1763) og Danmark-Norges egne troppesamlinger (1762-1763).

17. Faktorer bag dødelighedsfaldet

De faktorer, der ligger bag dødelighedsfaldet fra midten af 1770'erne, må
søges i den historiske, økonomiske, sociale og medicinske udvikling op til 1840.
Det er her kun muligt ganske kortfattet at ridse udviklingen op.

Perioden, som der er tale om, er en periode i danmarkshistorien med vældige Det er landboreformernes tid med en økonomisk fremgang uden tidligere sidestykke i bøndernes tilværelse. Det er indtil tabet af orlogsflåden 1807 den såkaldte glimrende handelsperiode. Det er perioden med pengevæsenets ved statsbankerotten (1813), tabet af Norge (1814) samt perioden med en dyb depression i landbruget (1818-1828). Det er den tidsperiode, de liberale ideer bryder igennem, og grunden lægges til enevældens af folkestyret.

Landboreformerne betyder, at bøndernes vilkår omkring 181₅ er totalt ndrede. tredjedele er blevet selvejere, landsbyfællesskabet er ophævet, retsforholdene blevet reguleret, samtidig med at stavnsbåndet er blevet ophævet. Hoveri og tiende fandt en rimelig løsning.

Mellem 1788 og 1805 steg kornpriserne med 50%, smør og kødpriserne
med 35-40%, foldudbyttet med 1 å 2 fold.

Efter 1814 går reformerne i stå bl.a. som følge affaldende efterspørgsel
efter landbrugsvarer efter krigens ophør.

På den offentlige forsorgs område danner 1800-tallets begyndelse en vigtig skillelinie. Nye love af 1799 og 1802/03 søger at skabe respekt omkring kravet om tiggeriets afskaffelse og den tvungne fattigpleje. Administrationen styrkes, og den økonomiske fremgang begunstiger en ændring. Centraladministrationen holder humanitetens fane højt, men modarbejdes dog energisk af fattigkommissionerneude landet. På trods af al modstand må man dog få det indtryk, at

fattigforsørgelsen forbedres i begyndelsen af 1800-tallet, jf. Harald Jørgensen
(1940).

For lægevidenskaben frembyder den første halvdel af 1800-tallet et broget billede, hvor spekulative teorier trives side om side med mere eksakte undersøgelser. må betegnes som en brydningstid, hvor gamle behandlingsmetoder åreladning, iglebehandling og lavementer var foretrukne, samtidig at man i stigende omfang blev klar over midlernes utilstrækkelighed. De virkelig betydningsfulde fremskridt kommer først efter den periode, der her behandles, f.eks. indføres narkosen først i 1840'erne. Mangelen på antiseptik forståelsen for hygiejne gjorde ethvert operativt indgreb til et højst risikabelt foretagende, med sårfeber som hyppig følgesygdom og dødsårsag.

Koppevaccinationen er sikkert det mest betydningsfulde medicinske fremskridt.
181 o gøres vaccinationen gratis og lovbefalet. Der var herigennem
sat en stopper for de helt katastrofale epidemitilfælde.

Hospitalsvæsenet har ikke bidraget til en lavere dødelighed, tværtimod måtte
man betragte et hospital som et overordentligt farligt opholdssted på grund af
smittefaren.

Jordemodervæsenet gennemgår en vis udvikling og af forordningerne fra datiden
man også en vågnende interesse for en nedbringelse af børnedødeligheden.

Hygiejne og boligforhold har formentlig været i bedring, og bl.a. den gennem
landboreformerne iværksatte udflytning har givet grundlag for en gunstig udvikling.

Når der på denne baggrund skal peges på faktorer bag dødelighedsfaldet, må landboreformerne overskygge alt, og være praktisk taget eneste faktor op til ca.lBoo. Først fra da er der en vis bevægelse i andre faktorer f.eks. koppevaccination offentlig forsorg. Disse sidste forbedringer kan have bidraget til at forstærke virkningerne, således at dødeligheden trods økonomiske kriser har kunnet falde helt op til 1823.

En vis bekræftelse på at ovenstående formodninger er holdbare, kan ses af indledningen til det første danske tabelværk, hvor man er inde på de faktorer, fra folketællingen i 1769 til tællingen i 1834 har medvirket til en højere befolkningstilvækst fra tælling til tælling:

Denne folkemængdens forøgelse siden 1787 skyldes uden tvivl væsentligst de indgribende i landbruget, som i særdeleshed stavnsbåndets løsning, foranstaltningerne jordfælledsskabets ophævelse og en fastere regulering af og forbedring i fæstebøndernes stilling til godsejerne nødvendigen måtte medføre, vel også den tilbøjelighed, til en tid viste sig, og tildels endnu viser sig, for de store hovedgårdes

udstykning. Fæstegodsets forvandling til selvejer- eller arvefæstegods og jordejendommenes
i det hele.

Folketilvæksten må dog vist og for en stor del tilskrives vaccinationen, almuens
større renlighed og bedre næringsmidler, samt en større omsorg for den nødlidende,
isærdeleshed i sygdomstilfælde. [Tabelkommissionen 1835, p. vm].

Tabelværkets forfattere analyserer dog ikke, om den stigende tilvækst skyldes
i fertilitet og/eller dødelighed.

18. Afsluttende bemærkninger

På baggrund af at det i det foregående er gjort klart, at der er sket et betydningsfuldt i dødelighedsniveauet i slutningen af 1700-tallet, må kommende bestræbelser på området koncentrere sig om at skaffe data til en udstrækning af beregningerne over aldersbetingede dødelighedsmål til 1700-tallet.

Sådanne beregninger vil komme som led i de igangværende mikroundersøgelser, kan også fremkomme ved fremdragelsen af arkivmateriale vedrørende dødes aldersfordeling. Aksel Lassen (1964, p.462-77) har fundet herredstabeller for Aarhus Stift for perioden 1787-1800, og muligheden ligger for at lignende meget værdifuldt materiale f.eks. findes i lands- og bispearkiver. Som Aksel Lassen selv nævner, er der som helhed her tale om en stofrigdom, som kan tjene til undersøgelse langt ud over dem, der her er redegjort for.