|
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 111 (1973) 1Er marxistisk økonomi et alternativ? - En analyse af et aktuelt forsøg.Økonomisk Institut, Københavns Universitet Jørgen Estrup summary.A recent publication on housing problems in Denmark analysed from a Marxian approach has aroused discussion in Danish university circles. This author intends to assess the professed merits of the study and in doing so reconsider the operationally Marxian economic theory. The book turns out to be unacceptable due partly to a misleading summary way of exposition partly to a defective knowledge of both Marxian and non-Marxian economic theory. Furthermore it discloses a number of inadequacies in Marxian economic analysis when applied to short-term questions of capitalistic economies. Formålet med denne artikel er dobbelt. På den ene side er det hensigten at analysere et af den senere tids mest omtalte marxistisk-orienterede arbejder om konkrete samfundsproblemer; den pågældende bog omtales jævnligt som et alternativ til den etablerede (borgerlige) økonomiske tænkning, men synes kun i få tilfælde at have været genstand for et nøjere studium; myte eller virkelighed? spørgsmål skal undersøges i det følgende. På den anden side fører denne analyse naturligt til betragtninger over det marxistiske begrebsapparats anvendelighed i et kapitalistisk samfund; det er ikke nye problemstillinger, der hermed drages frem, men diskussionen har fået ny aktualitet med den voksende interesse for at gøre marxistisk økonomisk tænkning operationel. i. En gruppe studerende ved Arkitektskolen i København - den såkaldte afdeling B - har i de sidste par år kastet sig over danske boligproblemer. Denne interesse har konkret udmøntet sig i et bidrag til forårsudstillingen på Charlottenborg 1970 og senest i udgivelsen af Om boligproblemet i efteråret 1971. Med det sidstnævnte værk har de arkitektstuderende bevæget sig uden for de jagtmarker, der traditionelt betragtes som arkitektens, og langt ind i økonomens et forsøg på at analysere boligproblemernes »økonomi«. Denne
»indtrængen« i en hidtil eksklusiv fagvidenskab er ikke
sket upåagtet.Ved Side 166
en del af undervisningen i nationaløkonomi; blandt polit.-studerende har den været flittigt diskuteret, og mange hårde ord er faldet om uddannelsens ensidighed,efter en række studerende har fundet det næsten umuligt at forstå bogens begrebsapparat og hele tankegang. Medvirkende til denne interesse har naturligvis også været, at dagspressen næsten uden forbehold har givet bogen »det blå stempel«; det har imidlertid været et gennemgående træk, at skribenter uden faglig økonomisk baggrund har stået bag denne vurdering, og man mærker tydeligt de forståelsesproblemer anmelderne forgæves har kæmpet med1. -På denne baggrund må det være på sin plads, at nogen søger at vurdere afdeling B's arbejde ud fra kriterier, der har mere med økonomisk teori - og især marxistisk økonomisk teori - at gøre. 2. Forfatterne lægger ikke skjul på deres politiske stillingtagen; i bogens forord det: »Vores anvendelse af marxismens politiske økonomi som teoretisk er imidlertid ikke en følge af vores stillingtagen for arbejderklassen den politiske kamp, - det forholder sig tværtimod omvendt. De behov som stillingtagen i en politisk kamp skaber, kan så langt fra løses af subjektive ideologiske forestillinger. De kan bare løses gennem anvendelse af en samfundsvidenskab, er objektivt begrundet i den sociale virkelighed.« - Den eksplicite stillingtagen er dog nok det mindst bemærkelsesværdige i disse sætninger. Betydelig mere interessant er, at de arkitektstuderende åbenbart mener, at der findes en objektiv samfundsvidenskab, og at denne kan determinere stillingtagen. Dette er formentlig ment som en trosbekendelse i den historiske materialismes ånd, men bliver i forfatternes bombastiske udformning en akcept af tesen om værdifri samfundsvidenskabelig teori. Det er overraskende, at man ikke i højere grad har overvejet sammenstillingen af ordene »objektivitet«, »social virkelighed« og »politisk stillingtagen«. Fremstillinger, man som her på en gang søger at beskrive virkeligheden og samtidig fastslå, hvad der er »retfærdigt« har en lang - omend ikke just glorværdig tradition inden for samfundsvidenskaberne under navnet »teleologisk forklaring«. Det
problematiske er ikke bogens anvendelse af marxistisk
teori som analyseredskab,men 1. »Bogen er delt i fire hovedafsnit. De to første er meget teoretiske og gør rede for de vilkår boligbyggeriet har under de rådende samfundsforhold, specielt set ud fra en økonomisk synsvinkel. . . De to afsnit i bogen er overordentlig velunderbyggede, og det er ikke muligt noget sted at skyde hul i forfatternes argumentation. Noget andet er, at disse to afsnit er så knudret, at man mange steder må læse de samme sætninger både 5 og 10 gange før man fatter meningen.« d. 9/11-71). Side 167
lyseredskab,menderimod den »sandhedsværdi«, man åbenlyst tillægger denne teori: de første kapitler er ikke en fremstilling af det marxistiske begrebsapparatog anvendelse på danske forhold, men derimod en redegørelse for »de vigtigste træk ved det kapitalistiske produktionsforhold og den konkret eksisterende samfundsformation: det kapitalistiske Danmark anno 1971.« - Man fristes til at citere: »No-one, of course, is conscious of his own ideology, anymore than he can smell his own breath«2. 3. Lader man nu disse spørgsmål om objektivitet og subjektivitet ligge, må interessen samle sig om forsøget på at gennemføre en marxistisk analyse på så væsentligt et område som boligproblemet. Det er en vanskelig opgave, og den kræver betydelig viden om såvel marxistisk som traditionel økonomisk teori for at blive løst. Som allerede
antydet findes »teorien« i de to første af bogens i alt
fire dele; 4. Mere end tyve sider eller op imod halvdelen af disse afsnit anvendes til at introducere det marxistiske begrebsapparat. Udgangspunktet er en forklaring af forskellen mellem »bolignød« og »boligproblem«, som (i øvrigt uden kildeangivelse) meget tæt op ad de første sider af Engels' »Om boligspørgsmålet 3 - tre avisartikler fra 1872, hvor Engels gør op med specielt proudhonistiske, også borgerlige løsninger af boligspørgsmålet. Det beskrives, hvorledes ulige fordeling, som i alle tidligere samfund har karakteriseret boligsituationen (»bolignød«), i den kapitalistiske fase er blevet overskygget af en permanent mangel på boliger (»boligproblemet«). Med denne sondring er der lagt op til et af de væsentlige karakteristika ved det kapitalistiske system - produktionsanarkiet: i det kapitalistiske samfund styres produktionen af profithensyn ikke af de samfundsmæssige behov; derfor må der dannes en sådan kløft mellem behovenes og produktionens udvikling. Det er vanskeligt nok at følge argumentationen så langt, og det må betvivlesat mange forstår, at dette på dialektisk vis fører til »at udvikling og underudvikling, overflod og mangel går hånd i hånd«, ikke mindst fordi den sidste del af ræsonnementet først findes tre kapitler længere fremme i forbindelsemed side 23. Mere sandsynligt er det, at opmærksomhedenundervejs 2. Robinson (1964, p. 42). 3. Indledningscitatet p. 11, som ligeledes savner kildeangivelse, er også hentet herfra; se Marx og Engels (1952, bd. 1, p. 555). Side 168
somhedenundervejsfæstnes ved, at begreber som »boligmangel« og »bolignød«,der en kraftig emotionel og politisk appel til læseren, ikke tillæggesnogen eksistens. Som bogen forklarer med et Marx-citat side 15: beboerne i det lille hus har det skidt, fordi de bor ved siden af et slot - ikke fordi huset i sig selv er dårligt. Det er en psykologisk og »relativ« opfattelse af »bolignød«, der lægges op til med disse linier; og selv om det i sig selv er interessant,at så klart så behovenes relative karakter (»naboeffekt«), lige som man i almindelighed kan betragte det som god ortodoks marxisme at anvendeteorien »relativ forarmelse«, må det trods alt undre, at det er nødvendigtat denne teori for at præsentere boligspørgsmålet4. Et mere sædvanligt kriterium som spædbørnsdødelighedens størrelse strejfes kun i en figur side 12; en kommentar til figuren findes ikke i teksten5. 5. Resten af bogens 1. del er helliget den marxistiske historieteori. På 6 sider gives ikke blot et resumé af udviklingsforløbet fra primitiv kommunisme over slave- og feudalsamfundene til den kapitalistiske fase samtidig med, at boligens relation til de skiftende produktionsforhold søges vist, men også en fremstilling af »arbejdsværdilæren« og den særlige udbytningsrelation, som er knyttet til den kapitalistiske produktionsmåde. Dette er næsten mere, end Marx selv var i stand til at fremstille på adskillige hundrede sider i Kapitalens 1. bog, og emner som »beviset for arbejdsværdilæren« (side 18), »socialt nødvendigt arbejde« (side 19), »arbejdskraftens bytteværdi« (side 19), »varefetishisme« (side 19), »merværdiens tilblivelse« (side 20) etc, som hver især har fremkaldt (og stadig fremkalder) betydelig litterær aktivitet blandt Marx-fortolkere, klares her på ganske få linier. Ligheden med en »formelsamling« er træffende, og som det gælder for denne, at forståelsen af og kendskabet til de relevante forudsætninger er en nødvendig betingelse for en rimelig anvendelse, således vil også læseren af disse sider være ildefaren, hvis han ikke har studeret emnet i forvejen. Når man eksempelvisikke mindste forsøg på at definere begrebet »værdi«, som optræderflere bl.a. i kapitel 3, hvorledes skal da den uindviede kunne vide, at dette ikke er identisk med den faktisk konstaterede pris, og at der med »arbejdskraftens værdi« ikke menes løn, men derimod en ikke-konstatérbar størrelse, som ifølge marxistisk teori på langt sigt vil bestemme lønnens højde. 4. En helt anderledes socialt indigneret skildring findes i Marx (1867, pp. 604-13). 5. Figuren synes i øvrigt slet ikke at svare til forfatternes intentioner, idet den alene viser en aftagende spædbørnsdødelighed over hele verden og • ikke som det påstås, at »globalt set, er bolignøden således langt mere udbredt end i tidligere tider« (side 12). Side 169
6. Adskillige steder får man desuden det indtryk, at forfatterne heller ikke selv er klar over forudsætningerne for at anvende det marxistiske begrebsapparat.Således det side 19 om arbejdskraftens værdi (»arbejdskraftensnaturlige : »Foruden at være afhængig af arbejderens objektive placering historisk, geografisk og socialt, er arbejdskraftens værdi tillige afhængigaf materielle niveau, arbejderklassen har tilkæmpet sig, og arbejderen har vænnet sig til«. Dette er omtrent det nærmeste, man kan komme til at udlæggeMarx' om arbejdskraftens værdi som en tautologi: værdien er bestemtaf materielle niveau arbejderen har vænnet sig til, d.v.s. lønnen. Som teorien fremstilles her, er den indholdsløs, og man må tro, at Marx har begået en eklatant brøler. Selv om dette netop er nogle Marx-kritikeres mening (Robinson 1966, p. 30, note 3), må man gå ud fra, at det ikke har været forfatterneshensigt bibringe læseren denne opfattelse, og at de ville have været mere omhyggelige med formuleringen, hvis de havde indset, at der var tale om et svagt punkt. Det burde have været let at finde inspiration til et forsvar for teorien, eftersom et af de værker (Dencik, Herlitz og Lundvall 1969, pp. 77-78), man i bogen fremhæver som hovedkilde, netop indgående diskuterer denne kritik og forsøger at gendrive den. Teorien om arbejdskraftens bytteværdi er som bekendt første trin i den marxistiske forklaring af udbytningen i det kapitalistiske samfund: kapitalisten køber arbejdskraften til markedspris, men erhverver derved arbejdskraftens brugsværdi, som er større; kun en del af arbejdsdagen anvendes således til reproduktion arbejdskraften; resten tilegner kapitalisten sig i form af übetalt arbejde også kaldet »merværdi«. Netop så langt når bogen i sin præsentation af udbytningsteorien (side 20): »Kapitalisten køber altså varen arbejdskraft til dens værdi, men han sælger en anden vare, som indeholder en større værdi«. En økonom vil straks bemærke, at dette netop kun kan være teoriens første trin. I et konkurrencesamfund, hvor arbejdskraften har denne overskudsdannende vil arbejdskøberne konkurrere om arbejdskraften, indtil lønnen steget netop så meget, at hele overskuddet (»merværdien«) tilfalder arbejderen; hvis særlige forhold, f. eks. af institutionel karakter gør sig gældende, denne mekanisme sættes ud af kraft. Økonomen Marx indså naturligvis sammenhæng og brugte her tesen om permanent overudbud af arbejdskraft (»den industrielle reservearmé«) som det andet trin, der sikrede udbytningsteoriens indre logik. I afdeling B's amputerede version, hvor denne væsentlige bestanddel totalt mangler, fremtræder udbytningsteorien derimod slet og ret som et postulat. Endnu en
væsentlig forudsætning mangler i bogens præsentation af
det Side 170
marxistiske begrebsapparat. Marx må, for at nå sine konklusioner vedr. arbejdsværdilære,udbytningsteori helt på linie med de klassiske økonomer forudsætte, at det kapitalistiske samfund opererer under en fuldkommen konkurrencemekanisme,men forudsætning nævnes ikke et eneste sted. Nærmereend løse formuleringer som det, der kan »realiseres på markedet«, når man aldrig. Særlig galt bliver det side 21: »I de førkapitalistiske produktionsforhold,hvor produceres af adskilte umiddelbare producenter, vil boligen, i de tilfælde hvor den ombyttes på markedet, ombyttes iflg. sin værdi, efter dens indhold af socialt nødvendigt arbejde i forhold til andre varer«. Ikke blot skal læseren her selv indfortolke, at dette gælder, fordi markedsformener konkurrence; han skal også uden nogen form for begrundelseakceptere, denne markedsform har reguleret vareomsætningen siden tidernes morgen. Det er ikke noget godt argument, at postulatet stammer fra Marx, for netop på dette punkt synes Marx at være alvorligt i strid med sig selv. Havde Marx' hensigt været at opstille et pædagogisk eksempel til illustrationaf i stil med Adam Smiths diskussion af værdiproblemer i en »hjorte - bæver økonomi« (Smith 1776, pp. 41-42), kunne der intet indvendesimod Men som en påstand om faktiske historiske forhold forekommerdet uakceptabelt, at arbejdsværdilæren skulle forklare de relative priser under primitive samfundsforhold, hvor arbejde ikke nødvendigvis er en knap produktionsfaktor, og lønarbejde i hvert tilfælde endnu ikke eksisterer (Blaug 1968, p. 238). I sådanne samfund vil prisdannelsen formentlig hyppigt være influeret af ikke-økonomiske faktorer6. 7. Den følgende del af bogen bærer overskriften »Boligbyggeriets økonomi« og må således betragtes som værkets tyngdepunkt; det er i disse afsnit, det i forordet annoncerede alternativ til »de almene tidløse termer, som f. eks. den borgerlige nationaløkonomi stiller til rådighed« skal findes. Endnu er forfatternedog færdige med præsentationen af begrebsapparatets specifikt økonomiskedele, en række »marxistiske klassikere« køres derfor i stilling på de første sider: Marx' opfattelse af den kapitalistiske vareproduktion som en proces,hvor bringes til at »yngle«, M—C—(A/+ AM) (i bogen P—V—i 55i55)7, gengives, uden at det bliver klart, at dette er identisk med den allerede beskrevneudbytningsteori; 6. Et nærliggende eksempel er skolastikkens »retfærdige pris«. 7. Dette er Marx' specielle notation for den proces, som transformerer penge til kapital: penge—»~ varer—»-penge, men forøget med merværdi; denne proces er karakteristisk for det kapitalistiske samfund modsætning til varecirkulationen C-M-C: varer—*-penge—*-varer; se især Kapitalens i. bog, kap. 4. Side 171
neudbytningsteori;»vareværdiernes« opsplitning i »konstant kapital« (afskrivningersamt og hjælpestoffer, kaldet k), »variabel kapital« (arbejdskraftensbytteværdi, v) og »merværdi« (kaldet m) refereres, men det nævnes ikke, at dette er en teoretisk konstruktion, således at intet af de tre elementer i praksis kan beregnes ved at undersøge faktisk konstaterbare priser; desuden defineres »merværdiraten« (^) og »profitraten«(j^h;). Endelig sammenkædesdisse med det tidligere omtalte »produktionsanarki« (»akkumulationsspøgelset«) i det kapitalistiske samfund gennem nogle betragtningerover mellem »efterspørgsel« og »behov«. Det er dog ikke ganske klart, om tankegangen her virkelig er så banal, som den umiddelbart synes: ». . . at der eksisterer en boligreserve inden for alle kategorier af boliger, betyder dette ikke, at boligbehovet er dækket, men kun at efterspørgslen er dækket. En efterspørgsel der i forvejen er bestemt af indkomsternes størrelse og fordeling i samfundet« (side 30), eller der bagved ligger nogle uigennemtænkteforestillinger muligheden af objektive behovsmål under ikke-kapitalistiskesamfundsformer. 8. Først på dette punkt (side 32) gøres implicit og ien bisætning opmærksom på, at der efter marxistisk opfattelse er forskel på begreberne »værdi« og »pris« i det kapitalistiske samfund. Det sker ved introduktion af begrebet »produktionspris«,som i det følgende ønsker at anvende for v.h.a. nogle taleksempler at vise boligproduktionens særlige karakteristika. Produktionsprisenfremkommer, den kapitalistiske vareproducent til produktionsfaktoromkostningerne(konstant variabel kapital) lægger et procenttillæg - »profitraten«; kapitalisternes indbyrdes konkurrence bevirker, at der etableres en ensartet profitrate for hele samfundet. Det er de således fremkomne priser, man kan iagttage ved den kapitalistiske vareomsætning, medens den egentlige »værdi« er skjult. Forskellen mellem »værdi« og »produktionspris« ligger i profittens (merværdiens) størrelse; merværdi skabes ved indsats af variabel kapital og »værdien« fremkommer derfor efter marxistisk opfattelse som summenaf og variabel kapital forøget med et ensartet tillæg til den variablekapital »merværdiraten«8. Når kapitalisterne således ønsker at få del i samfundets overskud (»merværdi«) i forhold til deres samlede udlæg til produktionsfaktorer,medens anvendelsen af variabel kapital bidrager til dette overskud, må der nødvendigvis ske en omfordeling af merværdien. Forholdetmellem 8. Hvis »profitraten« = rn/(k +v) =p'og »merværdiraten« = m/v =m' fås »værdi« = k + v(i + m') og »produktionspris« = (k + v) (1 + p '). Side 172
holdetmellemindsats af konstant og variabel kapital (»kapitalens organiske sammensætning« = -*) afgør, om en branche modtager eller afgiver merværdi, medens den totale merværdi altid er identisk med summen af profitterne efter denne omfordeling. Alene brancher med den for samfundet gennemsnitlige »organiske sammensætning« sælger til priser, der er identiske med de skabte »værdier«. Dette er det såkaldte »transformationsproblem« - Marx' transformation af »værdier« til »produktionspriser« - som findes i Kapitalens 3. bog udgivet af Engels efter Marx' død. Marx - og før ham Ricardo - havde indset, at arbejdsværdilæren uanvendelig som eksakt pristeori, når samfundets produktionsgrene kapital og arbejdskraft i vekslende forhold; det forekommer inkonsistent på samme tid at forudsætte en ensartet merværdirate profitrate for hele samfundet, når man samtidig må erkende, at kapitalens sammensætning varierer9. Hele konstruktionen er derfor beregnet at vise, at arbejdsværdilæren til trods herfor er anvendelig som 100%pristeori. 9. Det er forlængst klarlagt, at Marx' transformationsløsning intet nyt føjer til diskussionen om arbejdsværdilærens anvendelighed, men alene er et taleksempel,som ganske bestemte forudsætninger viser en formel løsning på problemet. Men det må samtidig slås fast, at den væsentligste forudsætning netop er, at arbejdsværdilæren gælder; d.v.s., dels at summen af de skabte merværdierer med samfundets totale overskud, dels at merværdien er proportional med indsatsen af variabel kapital. Kun den sidste del - at merværdiratener i alle produktionsbrancher - nævnes eksplicit i bogen; men forfatterne gør intet forsøg på at diskutere, om dette er en rimelig eller urimeligantagelse. eget argument for en sådan tendens til udligning af forskellei er alene arbejdskraftens frie bevægelighed. Men dette er på ingen måde tilstrækkeligt; fri bevægelighed kan sikre, at der etableres ensartetaflønning samme arbejde, men indebærer ikke nogen tendens til at udligne overskuddet pr. arbejder (»merværdiraten«) mellem forskellige brancher.Kapitalisten af profitratens størrelse og arbejderen af (real-) lønnen; men om arbejderen i en given virksomhed anvender en større eller mindre del af arbejdsdagen til at producere svarende til egne reproduktionsomkostningermå ham underordnet, sålænge det ikke påvirker arbejdsbetingeiserne.Problemet 9. Dette indses lettest ved at omformulere udtrykket for profitraten: p' — m/{k +v) {m/v)/{{k/v) + 1) = m'/{(k/v) +1). Side 173
tingeiserne.Problemeter ganske enkelt, at merværdiraten ikke er en konstaterbarstørrelse, derfor heller ikke rummer nogen form for økonomisk incitament.Kun den, som a priori har lagt sig fast på en »ren« arbejdsværdilære, hvor alene aktuelle arbejdsydelser bidrager til det samfundsmæssige overskud, er etableringen af en fast lønstruktur identisk med skabelsen af en ensartet merværdirate.Et for eller blot en sandsynliggørelse af, at en sådan udjævningaf foregår i det kapitalistiske samfund, mangler fuldstændiglo. 10. Det er måske forståeligt, at man i en kortfattet fremstilling lader problemer ovenstående ligge for at kunne koncentrere sig om teoriens hovedlinier. det er uakceptabelt, at forfatterne forholder sig så ukritisk til Marx som kilde, at de ikke så meget som antyder den opfattelse, der efterhånden er almindelig i såvel borgerlig som marxistisk litteratur om arbejdsværdilæren: Hvis arbejdsværdilæren skal opretholdes, er det ikke via transformation af »værdier« til »produktionspriser«, d.v.s. som en positiv teori om relative priser. Det kapitalistiske marked genererer ikke »produktionspriser«, og arbejdsværdilæren kun en pauver forklaring af prisforskelle, hvor der er betydelig variation i kapitalindsats pr. arbejder og i kapacitetsudnyttelse. Andre muligheder at opbygge et forsvar for arbejdsværdilæren står derimod åbne; f.eks. kan man opfatte den som en makroøkonomisk teori »baseret på et etisk-kritisk grundpostulat« (Boserup 1969, p. 56). Det er en alvorlig mangel, at det ikke så meget som antydes, at der findes afvigende opfattelser af transformationsproblemet ikke mindst fordi en af bogens hovedkilder netop afviser at identificere med faktisk konstaterbare priser: »Om vi alltså tar de kapitalistiska produktionsförhållandena för givna och därmed på förhand begränsar vårt operationsfält till deras manifesterade bytesförhållanden på marknaden, då kommer vi utan tvivel att finna Marx' värdeteori »icke-operationell«, och onödigt besvärlig att använda.« (Dencik, Herlitz og Lundvall 1969, p. 106). 11. Hele den Marx'ske transformationsprocedure spiller en væsentlig rolle som analyseredskab i bogens videre behandling af boligproblemer; specielt anvendes den side 33-36 til at opstille nogle taleksempler, som tillægges betydelig bl.a. i bogens konklusion side 154. Det drejer sig
om 4 eksempler, hvoraf de tre første følger
transformationsskemaernefra 10. En del af denne tankegang kan genfindes hos Blaug (1968, p. 237 og 285). Side 174
skemaernefraKapitalens 3. bog, kap. 9 meget tæt. Det er ikke vanskeligt at vise, at der er uklarheder og deciderede fejl i disse talopstillinger og den dertil knyttede tekst. Således er det et gennemgående træk, at forfatterne ikke skelner klart mellem produktion af boliger og produktion af boligydelser. Boligproduktionener præget af nogen særlig høj kapitalintensitet; for det traditionelle håndværksmæssige byggeri må man nærmest sige tværtimod. Det essentielle er derimod, at den vare som produceres, boligen, normalt har en betydelig levetid og derfor afkaster sine ydelser over en årrække. I den marxistiske begrebsverdener produktionen af boliger »produktiv«, d.v.s. der skabes merværdi, medens boligens afkast af boligydelser er en reproduktionsproces. Uanset disse forhold fremstilles boligbyggeriet i eksempel 2, side 33-34, som en branche, hvor den faste konstante kapital har en levetid på 100 år, og eksempel 3, side 35, der drejer sig om boligens levetid, forudsætter en betydelig indsats af variabelkapital deraf følgende merværdiskabelse. Det er ligeledes besynderligt, at det varelager, som indgår i eksempel 3, ikke indebærer reproduktionsomkostninger. Mest interessant er det dog at betragte den fremgangsmåde, forfatterne anvender i et forsøg (eksempel 3 og 4, side 35-36) på at vise ressourceallokeringsmekanismens i det kapitalistiske samfund. Eksempel 3 viser ideen i transformationsskemaerne: en omfordeling af merværdi fra brancher betydelig anvendelse af variabel kapital til brancher, hvor indsatsen er relativt ringe11. Som i alle Marx' eksempler er der tale om et miniaturebillede samfundet, og vi får derfor den nødvendige lighed mellem dels samlede og samlede produktionspriser, dels merværdi- og profitsummer. Men omfortolkningen heraf i eksempel 4 er ikke velovervejet; alle brancher antages nu at producere boliger, og der kan følgelig ikke være tale om et miniaturesamfund, om en del deraf. Alligevel overføres eksempel 3's produktionspriser til eksempel 4, uden hensyn til at den gennemsnitlige profitrate kan bestemmes på grundlag af én branches forhold. Værre er det
dog, at det videre ræsonnement er cirkulært. Man starter
11. Et udsnit af bogens taleksempel vil illustrere dette. I alle fire brancher er konstant kapital, variabel kapital og merværdi hver især lig med 500, men beholdningen af fast kapital er stigende branche A til D. A B G D A-D Startkapital (incl. konstant og variabel kapital) 1000 1750 7750 75250 85750 Merværdi 500 500 500 500 2000 Gns. profitrate (%) 2j33 Profit 23 41 181 1755 2000 Arsprod. produktionspris 1023 1041 1181 2755 6000 Side 175
med at postulere, at fire typer boligproduktion kan trives side om side til trods for, at specielt den ene type skal forrente et meget betydeligt varelager (se note 11). Da alle typer skaber samme merværdi, kan dette kun lade sig gøre ved en omfordeling af denne, og eksempel 3 viser netop de produktionspriser, som medfører, at alle fire opnår samme profitrate; at produktionspriserne indebærerstørre pr. krone i produktionstyper, som afgiver merværdi,end typer som modtager merværdi, turde være en følge af eksemplet12. Ikke desto mindre er det præcis dette forhold, som vendes og drejes i eksempel 4 og fører til resultatet, at »Boligtyperne A, B og C lægger beslag på over dobbeltså arbejde som D«. (side 36). Denne konklusion bygger på det, der i eksempel 4 kaldes »Antal årsproduktioner svarende til 100 årsboliger«, men den pågældende talrække kunne uden videre være udregnet alene på grundlag af produktionspriserne i eksempel 3 ved at dividere sektor D's pris med de øvrige sektorers priser13.1 stedet gennemføres i eksempel 4 en række multiplikationerog hvormed man møjsommeligt får udtrykt de relative produktionspriseri for de absolutte; eksempel 4 er således blot eksempel 3 regnet bagfra. Men undervejs har produktionspriserne skiftet fortolkning; i stedet for at vise en løsning i den postulerede udgangssituation (de fire boligtyperssamtidige med givet ressourceforbrug), er de nu blevet grundlag for beregning af alternativernes ressourceforbrug. - Cirklen er sluttet; men forfatternekan ikke mærke tomheden, for de konkluderer: »At produktet er billigere, er altså under kapitalismen ikke ensbetydende med, at der økonomiseresmere samfundets menneskelige eller materielle ressourcer« (side 36). 12. »Ressourceforbruget« er summen af konstant og variabel kapital samt merværdi, der som nævnt i note 11 er 1500 i alle brancher; i forhold til produktionspriserne er dette således faldende branche A til D. 13- Dette kan vises på grundlag af den i note n gengivne del af bogens eksempel 3: A B C D Årsprod. »relative« produktionspris '** '" '" _755 1023 1041 1181 2755 = 2,693 =2,646 =2,332 =1,000 Disse tal skal sammenlignes med bogens eksempel 4: Antal årsproduktioner svarende til 100 årsboliger (g) 2,69 2,64 2,33 1,0 At eksempel 4 alene rummer de relative produktionspriser fra eksempel 3 kan også vises ved substitution i de i bogen opstillede formler (a er levetiden, d.v.s. aD = 100; cer prod.-pris for den pågældende branche; se i øvrigt bogens side 36): g=f/e=(ioo/a)/(d/dD) = (ioo/a)/({c/a)/(cD/aD)) = i/(c/cD) = cD/c.cD/c. Side 176
12. I de resterende kapitler af bogens 2. del forsøger man at gå mere i detaljer med boligbyggeriets enkelte omkostningselementer: renteudgiftens betydning, grundprisstigninger, monopolprofit i byggematerialebranchen m.v. Hvis man venter i disse afsnit at finde det tidligere nævnte alternativ til den borgerlige nationaløkonomi, bliver man temmelig skuffet. Det er blevet en sær blanding af traditionelle nationaløkonomiske ræsonnementer og marxistiske teser, hvor økonomernes forkætrede »alt andet lige«-forudsætning optræder side om side med betragtninger over »merværdiens fordeling«. Men forsøget på ud fra et marxistisk grundlag at forklare, hvorledes det kapitalistiske samfund opfører sig på mikroplan, er også på forhånd dødsdømt. Forholdet er ganske enkelt, at den marxistiske teori ikke arbejder med konstaterbare markedsstørrelser og derfor ikke kan bidrage til belysning af f. eks. rentedannelse, monopolprisfastsættelse i det kapitalistiske samfund. Man kunne ønske, at forfatterne dette punkt havde draget nytte af den erkendelse, som marxistiske teoretikere forlængst har erhvervet og som kom til udtryk hos Oscar Lange år tilbage: »There are some problems before which Marxian economics is quite powerless, while »bourgois« economics solves them easily. What can Marxian economics say about monopoly prices? What has it to say on the fundamental problems of monetary and credit theory? What apparatus has it to offer for analysing the incidence of a tax, or the effect of a certain technical innovation on wages? And (irony of Fate!) what can Marxian economics contribute to the problem of the optimum distribution of productive resources in a socialist economy?« (Lange 1935, p. 191). 13. Der er ikke noget overraskende i, at man opnår misvisende eller i bedste fald udokumenterede konklusioner, når man så at sige »på fri hånd« tillemper et begrebsapparat til situationer, hvor de nødvendige forudsætninger ikke er til stede. Nogle eksempler fra bogen vil illustrere dette. Afsnittet »Byggeomkostninger og profit« (2. del, kap. 3) indeholder for størstedelen nogle ganske u-marxistiske betragtninger over byggeomkostninernessammensætning variation14. Først mod afsnittets slutning søger forfatterneat en forbindelse mellem disse markedsstørrelser og marxistisk teori, hvorved de når frem til følgende konklusion: »En generel sænkning af profitraten vil forbedre betingelserne for boligsektoren og for boligforbruget i forhold til andre brancher og andet forbrug, da dette vil bevirke, at produktionsprisenvil 14. Se således eksempel 5, side 40, hvor priserne fremkommer ved simpel addition af exogent bestemte omkostningselementer og derved savner enhver forbindelse med den i produktionen skabte merværdi. Side 177
tionsprisenvilnærme sig værdien. En generel sænkning af profitraten vil endviderepåvirke nedadgående, eftersom den er et afdrag på den gennemsnitligeprofitrate . .«. (side 41-42). Som det fremgår, er det påny den helt formelle og uverificerbare transformationstankegang, der danner grundlag for et empirisk udsagn. Allerede dette er en fatal mangel, men dertil kommer, at forfatterne synes at overse, at deres ræsonnement forudsætter, dels dokumentationaf højere organisk sammensætningls for boligsektorens kapital end gennemsnitlig,dels det pågældende samfund er isoleret fra omverdenen. Men selv med disse forbehold er konklusionen illegitim; marxistisk teori giver intet grundlag for at forudsige rentens reaktion ved et fald i profitratenl6, og en uændret rente er a priori lige så sandsynlig som en faldende. Ændres renten ikke, når profitraten falder, vil profitten i boligsektoren blive klemt, og resultatetmå kapitaludstrømning, mindre produktion og højere priser. Dette er præcis det modsatte af forfatternes konklusion og viser kun alt for tydeligt, at fundamentet er mangelfuldt. Påstanden om en »absolut jordrente« i boligsektoren (kapitel 4) er et andet eksempel på, at en af Marx' teorier anvendes totalt løsrevet fra dens oprindeligesammenhæng. mente, at der i landbruget var en mulighed for indtjeningselv den jord, som ifølge ricardiansk tankegang ingen jordrente afkastede(»dyrkningsmarginalen«). var, at ejendomsretten gav jordejerne mulighed for at holde udbuddet af grænsejord tilbage, hvilket medførtemindre og højere priser på landbrugsvarer17; markedsprisen kom på denne måde til at ligge højere end produktionsprisen, og forskellen tilfaldt jordejerne som en absolut jordrente i tilgift til den ricardianske differentialrent 18. Marx gør dog gentagne gange opmærksom på, at arbejdsværdien sætter en overgrænse for denne forhøjelse af markedsprisen, samt at det er en 15. Dette begreb er tidligere omtalt i afsnit 8. 16. Marx' gennemsnitlige profitrate inkluderer rente, men resten er i øvrigt et rent monetært fænomen. Marx fastslår udtrykkelig, at renten bestemmes af faktorer, der er uafhængige af profitraten, men giver ingen detaljeret forklaring af rentedannelsen. 17. Denne problemstilling forudsætter åbenbart, at skiftet mellem jordkvaliteter sker diskontinuert; jordarealerne ordnes i en kontinuert følge efter bonitet, vil udbudsbegrænsning til grænse jorden være uden effekt. 18. Marx' argumentation for, at ejendomsretten i sig selv kan betinge en sådan absolut jordrente, mere end svag. Der er jo ikke tale om en monopolisering af jordsalget, og i det omfang skyldes, at jorden yder andre tjenester end landbrugsproduktion (f.eks. jagt o.lign.) brydes den normale forudsætning for differentialrentebetragtningen, og man bør i stedet for absolut jordrente tale om alternativomkostninger. Endelig må det erindres, at argumentationen kun vedrører »den ekstensive margin«; på »den intensive margin« kan produktionen videre udvides. Side 178
forudsætning, at kapitalens organiske sammensætning er lavere i landbruget end gennemsnitligt i samfundet. (Marx 1949, pp. 809-10 og pp. 814-15). Det er ganske vist rigtigt, som påpeget af andre (Boserup 1969, p. 57), at Marx' bevæggrundefor opstille disse begrænsninger fortaber sig i det dunkle; men dette kan på ingen måde retfærdiggøre, at forfatterne uden videre postulerer eksistensen af en absolut jordrente i boligsektoren. Hele bogen igennem har man antaget, at kapitalens organiske sammensætning her ligger over samfundsgennemsnittet,og af Marx opstillede forudsætninger er derfor ikke opfyldt. Ydermere er det en total misforståelse, når forfatterne (side 46) hævder, at den absolutte jordrente er forårsaget af grundprisspekulation. Spekulation er ikke et fænomen, der er begrænset til situationer med forventning om prisstigning; er prisforventningerne negative, må det ganske analogt fremkalde et ekstraordinærtstort af jord og derigennem prisfald. De kapitalgevinster (eller tab), som jordspekulation indebærer, er ikke en aflønning af jorden i dens egenskab af knap produktionsfaktor og har derfor intet med jordrente at gøre. Som et sidste eksempel skal omtales bogens behandling af monopoltendenseri ikke så meget fordi man sporer en mangelfuld forståelse af prisdannelsen under monopoll9, men fordi forfatterne så åbenlyst ønsker at anvende Marx' ideer om monopolkapitalisme til at forklare byggenets prisudvikling,uanset en sådan sammenhæng kan dokumenteres eller ej. Når det således (side 54) påstås: »Monopolpriser på byggematerialer har over en lang periode udplyndret selve byggeriet. Håndværksmestre og småentreprenørerhar ringe profitmuligheder, hvilket har medført, at de ikke selv har fået tilstrækkeligt overskud til at kunne tage tekniske nyopdagelser i anvendelse«,undrer sig over, at der ikke fremkommer en eneste kommentar til de på side 48-49 gengivne kurver for udviklingen i byggematerialeudgifter og håndværkerudgifter; disse viser nemlig, at byggematerialeudgifterne i perioden 1955-69 er steget ca. 75%, medens håndværkerudgifterne i den samme periode er steget ca. 175%. Den såkaldte Byggerapport citeres flere gange for at dokumenterebyggeriets billiggørelse; men ikke et eneste sted omtales det, at Byggerapporten kraftigt understreger, at den traditionelle fagopdeling og kampen for at opretholde denne på trods af ny byggeteknik er en betydelig hindring for effektivisering og prisfald i byggeriet (Byggecentrum 1969, kap. 14). Det skal ikke bestrides, at monopoldannelser i byggeriet kan have uønskedevirkninger, 19. Side 47 hævdes det f.eks., at alene efterspørgslen - ikke omkostningerne - er afgørende for monopolprisens højde. Side 179
devirkninger,men det er ganske udokumenteret, når man (side 67) mener at kunne sammenfatte dansk byggeris produktivitetsproblemer med ordene.: »Monopoldannelserne indebærer på længere sigt en langsommere teknisk udviklingi monopoliserede dele af byggeriet og en udplyndring af de ikkemonopoliserededele«. 14. Essensen af de foregående afsnit er i første række, at Afdeling B's bog ikke er et værk, man med god samvittighed anbefaler, når nogen søger orientering boligspørgsmålets økonomiske aspekter. Dette skyldes naturligvis til dels, at fremstillingen er alt andet end pædagogisk og adskillige steder så summarisk, det næppe kan føre til andet end vildledning af læseren. Men en mere fundamental svaghed er unægtelig forfatternes manglende viden om de emner, de behandler; det gælder såvel kendskabet til Marx' teorier og deres fortolkning, der tilsyneladende bygger på en enkelt elementær indføring i marxistisk teori2o som fortroligheden med forudsætninger og begrænsninger i teoriernes anvendelse; men især hæfter man sig ved en manglende forståelse af økonomiske tankegange, som måske klarest kommer til udtryk i de helt tautologiske transformationseksempler. Medens de netop nævnte svagheder alene vedrører den foreliggende bog, er spørgsmålet om den marxistiske økonomiske teoris operationelle indhold et generelt problem. Afdeling B's arbejde rummer en række eksempler på, at det marxistiske begrebsapparat på flere punkter ikke slår til ved analysen af økonomiske iet kapitalistisk samfund; forsøger man at presse en marxistisk igennem uden hensyn til forudsætninger og begrænsninger, opnår man som vist rent arbitrære konklusioner. Erfaringerne fra denne behandling af boligspørgsmålet understreger, at marxistisk økonomi er uegnet til at løse problemer i forbindelse med faktorallokering og prisdannelse og er til ringe nytte ved analyse af f. eks. statsfinansielle problemer og kreditmarkedsspørgsmål; er kort sagt lidet anvendelig ved aktuelle analyser og forsøg på styring et kapitalistisk samfund. Marxistisk økonomisk tænkning har dog én væsentlig fordel sammenlignet med ikke-marxistisk økonomisk teori: den er integreret med en række andre samfundsvidenskaber. Det kan ikke udelukkes, at dette forhold i fremtiden kan danne basis for ny erkendelse netop i så kompleks problemstilling som boligspørgsmålet. 20. Formentlig Griinbaum (1970). Litteraturafdeling b. 1971.
Om boligproblemet. København. BLAUG, mark.
1968. Economic theory in boserup, mogens.
1969. Omkring fortolkningen byggecentrum.
1969. Byggerapporten. København. DENCIK, PETER,
LARS HERLITZ Og BENGTåke GRUNBAUM, i.
1970. Kapitalismens politiske lange, Oscar.
1935. Marxian economics Marx, karl. 1867.
Das Kapital, 1. bog. Marx, karl. 1949.
Das Kapital, 3. bog. MARX, KARL Og
FRIEDRICH ENGELS. 1952. Robinson, Joan.
1966. An essay on marxian Robinson, Joan.
1964. Economic philosophy. smith, Adam. 1776. An inquiry into the nature and causes of the wealth of nations. Everyman's Library no. 412. 2. bd. London i960. |