summary.

This article discusses Marx's early works emphasizing recent contributions from the Scandinavian countries. Furthermore the author presents the interpretations by Sweezy, Robinson, and Schumpeter of Marx's labour theory of value, his theory of the growing misery of the working class, and the "law" of the falling tendency of the rate of profit as a background to a critical review of recent contributions to Marxian economic analysis.

Mindestenen

i. Går man ad den bredeste vej ind i »de fordømtes« afdeling med uindviet jord i Highgate Cemetery uden for London, får man hurtigt øje på Karl Marx's mindesten. Det er en magtfuld buste af profeten på en næsten to meter høj sten. Sådan har det ikke altid været. Oprindelig var der kun en marmortavle navnene på Karl Marx og de af hans familie, der var begravet der. Mindestenen blev afsløret den 14. marts 1956. Kunstneren er den kendte engelske billedhugger Laurence Bradshaw. Øverst på stenen står de berømte slutningsord fra Det kommunistiske Manifest: workers of all lands unite. På foden af sokkelen anføres Marx's 11. tese om Feuerbach: the philosophers HAVE ONLY INTERPRETED THE WORLD IN VARIOUS WAYS THE POINT HOWEVER TO CHANGE IT.

Eleanor Marx

2. Eleanors navn er først indføjet på marmorpladen i 1956. Eleanors ligbrænding i sin tid sted ved Waterloo Station. Hendes urne var en overgang af det engelske politi, som senere tilbageleverede den til det engelske kommunistiske parti. Den stod i en årrække i Karl Marx's Memorial Library i London. Eleanor var den yngste af Marx's tre døtre. Hun havde de sidste år af sit liv en trist tilværelse og tog sig selv af dage. Den amerikanske marxolog Lewis S. Feuer (1969, pp. 160-161) fastslår, at denne begivenhed

Marmorpladen er indsat i sokkelen. På den står:

JENNY VON WESTPHALEN

THE BELOWED WIFE OF KARL MARX

BORN I2th FEBRUARY 1814

DIED 2nd DECEMBER 1881

AND KARL MARX
BORN SUI MAY 1818 DIED I4UI MARCH 1883

AND HARRY LONGUET
THEIR GRANDSON
BORN JULY 4th 1878 DIED MARCH 2Oth 1883

AND HELENA DEMUTH
BORN JANUARY ISt 1823 DIED NOVEMBER 4-th 189C

AND ELEANOR MARX DAUGHTER OF KARL MARX
BORN JANUARY l6th 1855 DIED MARCH 3ISt 1898

er et åbenbart nederlag for den marxistiske etiks alt for snævre livsgrundlag, og han tilføjer, at Eleanors eneste overlevende søster begik selvmord nogle få år efter. Det sidste skete nu først i 191¹ og sammen med hendes mand Paul Lafargue. Han var da 69 år gammel. Denne læge, kommunard og ledende franske socialist ville ikke opleve støvets år.

Eleanors tragedie var et ulykkeligt papirløst ægteskab med lægen Edward Aveling, der tillige var litterat og instruktør. De levede sammen fra 1884. Som ung havde Eleanor sværmet for en fransk kommunard og journalist Prosper Oliver Lissagarey (1839-1901), men Marx fandt ikke partiet solidt nok, og Eleanor var stærkt bundet til sin far, som hun fulgte i al hans virke. Selvstændigt har hun oversat socialistiske skrifter. Hun deltog ivrigt i organisationsarbejdet ved opbygning af en forening for Londons gasarbejdere. Hun var også virksom ved dokarbejderstrejken i 1889. Hun har set godt ud og været meget begavet. Bernhard Shaw har været forelsket i hende og blev slået ud af Aveling, der omkring 1882 havde sluttet sig til den socialistiske bevægelse. Han var begavet, grim og kvindebedårer. En periode var han meget virksom for den engelske fritænkerbevægelse og levede - skønt gift - sammen med Annie Besant, kvinderetsforkæmper, senere fabianist og berømt teosofisk forfatter. Aveling var meget upålidelig i pengesager. Efter en rejse med Eleanor i USA klagede amerikanske arbejdsledere over, at han havde brugt af organisationernes penge. Engels tog ham kraftigt i forsvar, navnlig fordi Engels - sikkert med fuld ret - anså Eleanor for det mest ærlige, man kunne tænke sig. Avelings forhold til kvinder var indviklede. Selv efter hans lovformelige kone var død, giftede han sig ikke med Eleanor, men derimod i hemmelighed med en ung skuespillerinde. Han bryder med Eleanor, men vender siden tilbage, og først da erfarer hun, at han har giftet sig.

Aveling var også en økonomisk belastning for Eleanor. Ikke blot fordi hun måtte opgive sin lærerindevirksomhed på grund af sit papirløse ægteskab, men også fordi han brugte af hendes midler. Efter Engels arvede hun 3000 pund, der gjorde det muligt for hende at erhverve eget hus. Huset blev kaldt Jews' Den. I sine sidste år var Eleanor meget optaget af, at hun var af jødisk Her er et område, hvor hun bryder med sin far og lærermester. Marx var blevet døbt, inden han kom i skole og betragtede sig ikke selv som jøde.

Mennesket Karl Marx

3. Selv om man ikke vidste det, ville få være i tvivl om, at det levende og
stærke ansigt som busten gengiver, er en jødes ansigt. Der har af mange været

lagt stor vægt på, at Marx var af rabbinerslægt både på moderens og faderens side (Lamm 1968; Massiczek 1968). Man har oven i købet hævdet, at det har præget den tankemæssige opbygning af hans hovedværker. Karl Marx har imidlertid i sin opvækst ikke haft megen berøring med den jødiske menighed, men er opdraget som søn af en tysk kristen akademiker, og rabbinertankegang går næppe i arv. Ved sit skrift Zur Judenfrage, der kom i 1844 i Deutsch FranzösischenJahrbucher, Marx redigerede sammen med Arnold Ruge, tog Marx afgørende afstand fra jøderne ved at lade den borgerlige pengedyrkelse være det samme som kærnen i jødedommen. Det centrale i dette skrift var i øvrigt som i mange af Marx's skrifter et personligt opgør i forbindelse med den socialfilosofiske opfattelse, som Marx havde arbejdet sig frem til. Personopgøretvar mod Bruno Bauer, en ungheglianer, noget ældre end Marx, der få år før havde hørt til hans venner og meningsfæller. Bauer havde skrevet artikler om jødespørgsmålet og de politiske frihedsbestræbelser. I sin kritik fremhæver Marx navnlig, at frihedsbevægelsens mål, som det er udformet i menneskerettighederne, ikke hæver sig op over det egoistiske menneske, der i det borgerlige samfund samler sig om private interesser og lukker sig ude fra fællesskabet, medens det man skulle, var at frigøre mennesket og også jøderne fra den borgerlige pengedyrkelse. Der er ingen grund til at betegne dette skrift som antisemitisk. Man kan heller ikke underbygge et jødehad og et jødisk selvhad hos Marx ud fra de mange nedsættende betegnelser om jøder, der kan findes i korrespondancen mellem Marx og Engels. Det er i det hele taget en meget frisproget korrespondance og mange andre, også venner, omtales med grove humoristiske udtryk. Hvad der står fast er, at Marx ikke selv ville betragtes som jøde. Så sent som i 1881 giver han over for sin ældste datter Jenny udtryk for stærk vrede mod hendes mand, den franske socialist Charles Longuet, som i en nekrolog over Marx's kone Jenny, havde givet udtryk for, at der forud for hendes ægteskab havde været en del modstand at overvinde i Trier, navnlig racefordom, fordi Marx var jøde. Marx fastslog i brevet til datteren, at der ikke havde været tale om racefordomme.

4. En af de mest overbevisende biografier, der er skrevet om Marx, er udarbejdetaf Mehring. I den sidste østtyske udgave af denne bog skriver professor Thomas Hiihle i forordet: »Es ist wirklich der echte Marx in mächtig-rauherGrösse, uns aus diesen Blättern entegegentritt: der geniale D enker und flammende politische Kämpfer, der meisterliche wissenschaftlicheund Schriftsteller, aber auch der herzliche und treue, aufopferungsvolle Freund und Genosse, der leidenschaftlich und heiss liebende

Gatte und der Vater, der seinen Kindern Vorbild, Lehrer und grosser Spielgefährtewar. ¹ Senere i dette forord gøres der opmærksom på, at Mehrings bog er fejlagtig m.h.t. vurdering af forholdet til Bakunin og Lassalle. Der henvises her til, at der på begge områder er kommet nyt materiale frem siden bogen blev skrevet i 191^8. Noget af det, der gør Mehrings fremstilling af Marx troværdig, er netop, at han ikke lægger skjul på, at Marx overfor disse to andre socialistiske førere har optrådt urimeligt. Marx, der både i kommunisternesforbund og i I. Internationale (1864-72) hurtigt blev centralledelsensdominerende kunne ikke på samme måde som Lassalle² og Bakunin, der begge i perioder var hans nære venner, som folketalergribe forsamling. Marx unddrog sig ofte de store kongresser. Han var nok for saglig og skarptunget til at blive en egentlig folketaler. Karl Schurz (1829-¹906), senere minister i USA har truffet Marx i august 1848 og skildrer ham således: »Marx war damals dreissig Jahre alt und bereits das anerkannte Haupt einer sozialistischen Schule. Der untersetzte, kraftige Mann mit der breiten Stirn, dem pechschwarzen Haupthaar und Vollbart und den dunkeln, blitzenden Augen, zog sofort die allgemeine Aufmerksamkeit auf sich. Er besass den Ruf eines in seinem Fach sehr bedeutenden Gelehrten, und was er sagte, war in der Tat gehaltreich, logisch und klar. Aber niemals håbe ich einer Menschen von so verletzender, unerträglicher Arroganz des Auftretens gelernt« (Mehring 1918, p. 179).

Over for mange andre oprindelige meningsfæller førte kontroverser, som
hang sammen med, at de ikke kunne følge med i udviklingen af Marx's
socialistiske skole, til varige personlige brud.

Da de socialistiske ideer begyndte at betyde noget centralt for Marx i 1844 roste han Wilhelm Weitlings bog Garantier? der Harmonie und Freiheit. På samme tid satte hans ven og tidligere medarbejder ved Rheinische Moses Hess, der forud for Marx havde dannet sig en socialistisk overbevisning, ham i forbindelse med en række franske socialister. Tre år senere fik Marx Weitling og Hess ekskluderet af kommunisternes forbund. De blev herefter henregnet til den tyske eller »sande« socialisme, der i Det kommunistiske Manifest blandt andet blev karakteriseret ved, at den havde erstattet proletariatets interesse

---

1. Mehring var ven med Rosa Luxemburg og i meget enig med hendes politiske linie inden for det tyske socialdemokrati. Werner Blumenberg (1963), der var knyttet til Det internationale institut for social historie i Amsterdam, skriver i sin Marx biografi (p. 8) om Mehring: »Han er sandsynligvis den bedste kender af mennesket Marx.«

2. Berlin (1963), der også har skrevet en meget anerkendt Marx biografi, anser Lassalle for at være forløber for fascismen og henviser her til hans forbindelse med Bismarck.

med det menneskelige væsens interesse. Mennesket, siges der i manifestet, tilhører ikke nogen klasse, ikke engang virkeligheden, men kun den filosofiske fantasis tågehimmel. Den »sande« socialisme var blevet et redskab for det reaktionære tyske småborgerskab (Manifestet pp. 56-57).

I Parisertiden 1843-45 havde Marx også kontakt med Proudhon, og han forsøgte at få Proudhon til at deltage i den kommunistiske korrespondancekomité, Marx og Engels i 1846 organiserede fra Briissel, men Proudhon afslog. Året efter udsendte Marx med udgangspunkt i Proudhons Contradictions hvis undertitel var La Philosophic de la Misere, en voldsom kritik af Proudhon. Marx kaldte sin bog Misere de la Philosophie og fastslog heri, at Proudhon ikke havde forstået de økonomiske problemers afhængighed af de historiske produktionsforhold og misbrugt det Hegelske system³. Proudhon var herefter også henført til spidsborgerne. Marx's bog førte til et afgørende brud med Proudhon og en række af hans tilhængere. I I. Internationale måtte Marx finde sig i mange Proudhonister, og begge hans franske svigersønner var tilhængere af denne socialistiske retning.

Lafargue har fremhævet, at han først og fremmest har oplevet Marx som videnskabsmand, og det var når vennerne ikke kunne eller ville følge med til de nye trin i udviklingen, at Marx tager sine voldsomme dialektiske opgør med dem. Det har været afgørende for Marx's hele indsats, at Engels altid kunne følge med. Fra venskabet blev grundlagt i Paris i efteråret 1844 og resten af deres liv, var der et enestående venskabeligt samarbejde om politik og litterær virksomhed. Efter Marx's død i 1883 arbejdede Engels videre, udgav som bekendt 2. og 3. del af Das Kapital og overtog hans konsulentvirksomhed de socialistiske bevægelser i mange lande. Venskabet havde også en praktisk side. Engels gik påny fra 1850 ind i sin fars virksomhed i Manchester, for at kunne hjælpe Marx økonomisk. Det blev der i høj grad brug for, bl.a. fordi Marx's skribentindtægter var moderate og usikre, men også i høj grad fordi både Marx og hans kone hurtigt brugte de forhadte penge, når de havde dem.

5. På andre punkter kunne Marxfamilien ikke karakteriseres som bohemeagtig.De leve som ordentlige borgere i det viktorianske London. Når de ved arv kom til ekstra penge, skaffede de sig bedre boliger, og navnlig viste det sig i pigebørnenes opdragelse og uddannelse, der ikke på nogen måde

---

3. Samtidig tog Marx udtrykkelig afstand fra Hegels dialektik som forskningsredskab (Witt- Hansen 1970, p. 28).

sigtede mod erhvervsarbejde. Marx's tre døtre har på forskellig måde været nævnt. lait fik fru Jenny Marx 7 børn, hvoraf de fire døde. De tre som helt små. En begavet dreng blev 7 år gammel. I forhold til pigernes gteskabsplanerhar også optrådt som datidens borgermænd. Derimod er der meget, der tyder på, at han, når han holdt fri fra studierne, på en helt usædvanligmåde være børnenes legeonkel og læremester. Forholdet mellem Marx og hans kone har også i lange perioder været usædvanligt godt og lykkeligt.Jenny v. Westphalen delte helt sin mands politiske vurderinger og var også hans uundværlige sekretær. Det er dog givet, at fattigdommen i 1850erne, Marx's mange sygdomsperioder, børns sygdom og død har slidt på hendes nerver.

Til hjælp i husholdningen havde fru Marx den ni år yngre Helene Demuth, der var en tapper pige, som havde en helt anden stilling i familien end andre småborgeres hushjælp. Det påstås, at hun næsten var den, der bedst kunne klare den vrede Karl Marx. I begyndelsen af 1860erne fik hun en søn, der blev kaldt Friedrich, og som Engels påtog sig faderskabet for, men som der næppe er tvivl om, at Karl Marx var far til. Drengen blev sat ud til en arbejderfamilie i London, og Eleanor fik et chok, da hun kort forinden Engels' død i 1895 fik at vide, at hun havde denne halvbror. Efter Marx's død flyttede Helene Demuth over og varetog husholdningen hos Engels til sin død i 1890. Hun blev begravet i det Marxske familiegravsted.⁴

Økonomi og filosofi

6. De såkaldte Teser om Feuerbach er skrevet af Marx i 1845, men først offentliggjortaf i 1888 i et skrift om Feuerbach, der var foranlediget af danskerenC. Starckes disputats om den tyske filosof. Disse teser, hvori Marx kritiserer Feuerbach, fordi han ikke opfatter mennesket i dets praktiske virkelighed,må som afslutningen på den periode, hvor filosofien for Marx var det centrale. Som der står i den 11. tese på mindestenen, gælder det om at forandre verden, og derfor kaster Marx sig efter 1845 over nationaløkonomien,der om mennesket i den praktiske virkelighed. Navnlig fra

---

4. Marx's ægteskabskrise er behandlet udførligt af Kiinzli (1966, pp. 321-325). Hans ensidige og nærmest ondskabsfulde bog lægger uhyre vægt på Marx' »selvhad« som jøde og karakteriserer 816 Marx's personlighed således: »Man macht annehmen, Marx sei eine historische Notwendigkeit gewesen. Aber selbst wer das annimmt, kann sich heutc nicht mehr von der Erkenntnis dispensieren, dass dieser Karl Marx als Mensch ein Gespaltener, Zerrissener, von verdrängten Irrationalen Besessener, von negativen Affekten aller Art Beherrscher, auf manchen Gebieten infantil, unentwickelt Geblicbener war. ein letzlich Unmiindiger. dessen Unmundigkeit sich weitgehend auch auf sein Werk übertrug.«

1950erne er der fremkommet en omfattende litteratur om Marx's filosofi og
dens sammenhæng med hans økonomiske hovedværker, og den skal der i det
følgende gøres nogle bemærkninger om.

En række vestlige kommunister har i Marx's ungdomsskrifter søgt frem til et bredere teoretisk grundlag for en fornyelse af socialismen for at få et andet resultat end Stalinisme. Der har dog også før Stalins diktaturperiode været gjort forskellige forsøg på at give den teoretiske socialisme et bredere menneskeligt grundlag, end det marxisterne umiddelbart havde udformet udfra Marx's hovedværker. Den russiske filosof Viktor Chernov (født 1873), medstifter af det russiske socialrevolutionære parti kritiserede således allerede i begyndelsen af det 20. århundrede Lenin og søgte ud fra Marx's teser om Feuerbach at skabe bro til en dynamisk sociologi (Cross 1971). I slutningen af 1920erne var der en livlig diskussion af den belgiske socialistiske professor Hendrik de Man's forsøg på at udforme en teori ud fra industriarbejdernes sociale mindreværdskomplex (Man 1927). De Man kendte ikke Marx's ungdomsskrifter, først blev offentliggjort i 1932.

Allerede tidligere i 1923 havde den ungarnske filosof Georg Lukacs, der som rettroende kommunist deltog i revolutionen efter 1. verdenskrig udsendt Geschichte und Klassenbewusstsein. Ved henvisning til Das Kapital⁵ og Die heilige Familie, Marx's og Engels' opgør med Bruno Bauer og hans brødre fra 1845, understreger han betydningen af menneskenes fremmedgørelse i det kapitalistiske som der er en forventning om at overvinde gennem proletariatets og selvbevidsthed som klasse.

Medens de Man nærmest er glemt efter Nazismen og 2. verdenskrig, er Lukacs blevet genopdaget af de franske eksistentialister samtidig med deres interesse for Karl Marx's ungdomsskrifter. Centralt blandt de diskuterede ungdomsskrifter står de økonomisk filosofiske manuskripter, der er skrevet i Paris fra marts til april 1844 (Höppner 1970, p. 5). Der foreligger tre manuskripter hver sin til dels ufuldstændige paginering, som ikke på nogen måde er gennemarbejdet til trykning. Til de tre manuskripter slutter sig en fortale og et bilag. Fortalen er oprindelig skrevet i forlængelse af det tredie manuskript. Her giver Marx udtryk for, at hans resultater er fremkommet ved en empirisk analyse af et kritisk studium af nationaløkonomien.

Første manuskript handler dels om arbejdsløn, profit og grundrente og
dels om fremmedgjort arbejde. Redegørelsen for løn, profit og grundrente

---

5. Das Kapital I (p. 86), som Lukacs henviser til, anfører bl.a.: »Es ist nur des bestimmte gesellschaftliche Verhältnis der Menschen selbst, welches hier fur sie die phantasmagorischc Form eines Verhältnisses von Dingen annimmt.«

bygger Marx navnlig på Adam Smith og på Say. Ricardo nævnes også, og det fastslås, at for Ricardo er mennesket intet og produktet alt (Höppner 1970, p. 126). Gennemgangen får Marx til at konstatere, at arbejderen under konkurrencen og arbejdsdelingen bliver til en maskine og et arbejdsdyr. Det er efter Smith gengivet, at arbejderen skaber produktet, men i øvrigt er der ikke antydninger af Das Kapitals arbejdsværdilære og udbytningsteori. Marx gør efter Smith opmærksom på, at de store virksomheder vil udkonkurrere de små på grund af bedre udnyttelse af deres faste kapital. Fra afsnittet om grundrenten, der hovedsagelig bygger på Ada.m Smith, skal nævnes følgende sætning, hvor Marx går ud over sine nationaløkonomiske kilder: »Schon im Feudalgrundbesitz liegt die Herrschaft der Erde als einer fremden Macht iiber die Menschen« (Höppner 1970, p. 143). Fremmedgørelsen er altså ikke alene knyttet til det kapitalistiske samfund. I afsnittet om det fremmedgjorte arbejde understreger Marx, at nationaløkonomerne har gjort arbejdet til vare, og at arbejderens fremmedgørelse fra produktet, er et nationaløkonomisk faktum, men at økonomerne har skjult fremmedgørelsen, fordi de ikke umiddelbartbetragter mellem arbejderen og produktet. Forklaringen ligger i havesygen og konkurrencen. Arbejderen bliver mere fattig, jo mere rigdom han producerer. Denne nedvurdering af mennesket og hele fremmedgørelsesprocessenmå i forbindelse med pengesystemet.

Marx refererer ikke i denne forbindelse til de filosoffer Hegel og Feuerbach, han fremfor alle har dyrket, og som begge behandler fremmedgjorthed. Hegel er den skabende »absolutte idé« for menneskene blevet fremmedgjort ved sin adskillelse fra naturen. Fremmedgørelsen kan overvindes og menneskene frigøres ved, at de gennem en åndelig arbejdsproces får forenet og natur i fuld bevidsthed om sig selv i den absolutte ånd. Feuerbach gik imod Hegel, idet han ikke opfattede naturen, som det, der var fremmedgjort, guddommen og hermed også Hegels absolutte idé. Menneskenes fremmedgørelse lå i deres bundethed af religionen, og frigørelsen kunne vindes, de indså, at de selv havde skabt deres religiøse forestillinger (Witt- Hansen 1970, p. 17).

I sidste afdeling af tredie manuskript gør Marx op med Hegels dialektik og filosofi. Han fremhæver her stærkt Feuerbach som den eneste sande overvinderaf gamle filosofi bl.a. ved at vise, at filosofien ikke er andet end religionen bygget op i tankebaner, og dermed en anden form for fremmedgørelseaf menneskelige væsen. Marx tager ikke her på nogen måde afstandfra men fremhæver frigørelsen som ateisme og afskaffelse af privatejendommen. Det sidste giver sammenhæng med menneskenes økonomiskefremmedgørelse,

miskefremmedgørelse,således som Marx i øvrigt har beskrevet den i manuskripterne.

Andet manuskript er kort og meget skitsemæssigt. Heri understreges, at
privatejendommen har gjort arbejdet til vare og kapital.

Tredie manuskript indledes med at fastslå, at nationaløkonomien selv er et produkt af privatejendomsretten og den moderne industri. Industriens udvikling økonomerne meget ud af. Mennesket tages i betragtning som det eneste værdiskabende samtidig med, at menneskets fremmedgørelse fastholdes ved forudsætningen om ejendomsretten som det centrale i økonomien. Forløberne Adam Smith, Quesnay og hans fysiokrater har dels opløst feudalsamfundet at fastslå, at det menneskelige arbejde på jorden er det eneste værdiskabende, og dels fastholdt feudalismen ved at nægte værdiskabelse i industrien. Manuskriptet har herefter et langt og indviklet afsnit om kommunismens af fremmedgørelsen. Tilløb til denne ophævelse omtales på tre måder. Man har villet afvikle kapitalen som sådan, men ikke frigøre arbejdet, og her anføres Proudhon. Fourier nævnes som den, der ville ophæve det fremmedgørende ved arbejdets specialisering. Endvidere anføres St. Simon, der anser industriens arbejde som det centrale, og rejser krav om at forbedre arbejdernes stilling. Endelig kommer kommunismen som forlanger almindelig ophævelse af ejendomsretten.

I sin første skikkelse omtales kommunismen som råkommunisme, hvor privatejendommen og havesygen er udbredt til alle og også kan indeholde et krav om kvindefællesskab, medens den egentlige kommunisme, hvor ejendomsretten eksisterer, har opløst striden mellem eksistens og væsen, og mennesket er blevet et egentligt menneske. Det betyder efter Marx, at mennesket fundet, hvad han kalder Gattungsbewusstsein d.v.s. oplever sig selv som socialt individ i samvær med andre mennesker. Forholdet mellem menneskene her som mellem den enkelte mand og kvinde. Al fremmedgørelse er væk. Mennesket er kommet tilbage fra religion, familie og stat til et liv i fællesskab. Åndelig set er der kommet et nyt menneske, der kan udfolde sit sind på alle måder. Kommunismen siges at være den nødvendige udformning af samfundet, og det energiske princip for den nærmeste fremtid, men er ikke målet for samfundsudviklingen.

Det er værd at notere sig, at dette er skrevet i de første år af Marx's og Jennys ægteskab. En overgang havde de da en trækiste med kontante penge, en arv Jenny havde fået. Kisten var åben, og venner og bekendte kunne forsyne sig, hvis de havde trang (Källberg 1970, p. 155).

Efter skildringen af menneskets frigørelse i det fremtidige samfund, venderMarx

derMarxsig igen til det borgerlige samfund. Han beskriver behovsudviklingen,og kamp mod alle for at skaffe penge til indfrielse af behovene. Han omtaler også en strid mellem økonomerne om vurdering af luksus og opsparing,og gøres meget ud af de forskellige nationaløkonomers beskrivelse af arbejdsdelingens oprindelse og virkning. Arbejdsdelingen beror på privatejendommenfastslår og er den fremmedgjorte måde, på hvilken menneskeneudøver samfundsmæssige virksomhed/Sidste afsnit i tredie manuskriptsøkonomiske handler om penge, der for Marx er det centrale fremmedgørendemiddel det økonomiske fællesskab. Det belyses især ved et citat fra Shakespeare, som gennem årene var hele Marx-familiens yndlingsforfatter.Citatet delvist gentaget i Das Kapital (I, p. 146).

Bilaget til manuskripterne er en kritik af James Mill's nationaløkonomi. Af nyt anfører Marx her, at St. Simonisterne betragter udviklingen af penge til kredit og bankvæsen som en gradvis ophævelse af det fremmedgørende ved penge, fordi kreditforholdet er bestemt af det umiddelbare forhold mellem mennesker. Da bank- og kreditvæsenet vurderer mennesker i penge, kan Marx ikke følge denne tankegang.

7. Robert Tucker (1969) har givet en kritisk og grundig udredning af den filosofiske baggrund for fremmedgørelsesbegrebet hos Marx6. Han lægger i høj grad vægt på Hegels betydning. Det menneske, Marx behandler i sine ungdomsskrifter efter Tucker i et indre opgør som et umenneske, der er ved at blive tilintetgjort af en umenneskelig magt. Han definerer fremmedgørelsen p. 144) som en gammel psykiatrisk betegnelse for tab af personlig eller følelsen heraf, og mener, at Marx anså fremmedgørelsen for altid at være forbundet med arbejdsindsatsen. Han finder, at der er en udbredt sammenhæng mellem ungdomsskrifterne og de senere hovedværker, og at det Marx virkede for var en åndelig revolution, der skulle føre menneskene til frihedens rige, der var et æstetisk Utopia. Tuckers ensidighed afsløres i det afsluttende kapitel, hvor han fremhæver, at der er en dyb ironi i, at Das Kapital, som krævede qo års hårdt arbejde og opofrelse af Marx's helbred samt hans og familiens lykke, nu kun er et intellektuelt museumsstykke, medens de 16 siders manuskript fra 1844 om fremtiden som æstetik, der sandsynligvis skrevet på en dag, og som han aldrig lod trykke, indeholder meget som stadig er af betydning.

---

6. Fremmedgørelsesbegrebet er grundigt analyseret af Israel (1968). Han behandler også begrebet forskellige andre sociologer, bl.a. Max Weber, Herbert Marcuse og C. Wright Mills.

Blandt de mange, som har kritiseret Tuckers bog, skal her henvises til Liedman (1968). M.h.t. ungdomsskrifternes forhold til de senere værker fremhæver at Marx, som det fremgår af teserne mod Feuerbach, ændrede sit syn på menneskets væsen. I den 6. tese hedder det, at det menneskelige væsen i sin virkelighed er indbegrebet af samfundsforholdene. Liedman mener herefter, fremmedgørelseslogikken falder bort. Han henviser også til, at fremmedgørelse anvendes een gang i Den tyske ideologil og oven i købet sådan, at det ironisk tilføjes »for at være forståelig for filosofferne«. De sociale tilstande, i manuskripterne har været sammenknyttet med fremmedgørelsen, Liedman fortsat spiller en rolle i Marx's skrifter, men ordvalget anderledes. Liedman gør opmærksom på, at Marx forestillede sig den industrielle udvikling ført så vidt, at maskinerne overtager alle arbejdsdelingens delprocesser, således at tvangsarbejdet ophørte, og mennesket kunne udfolde sin aktivitet og skabertrang i forskellige retninger. Frihedens rige er herefter ingen utopi.

Langsiet (1967) understreger ikke blot Entfremdungsanalysens betydning for menneskenes situation i dag, men fremhæver, at selv om Marx's utopi er uopnåelig, er hans forestillinger om det totale menneske, som udfolder sine skabende evner og anlæg fuldt ud af stor vigtighed for politiske institutioner, og Marx's »rige« menneske, som bærer sin rigdom i sig selv, befriet for den menneskelige havesyge, har en etisk religiøs appel af stor styrke. Langsiet gør i øvrigt opmærksom på, at de rettroende kommunister har villet reducere Marx's ungdomsværker til rene udviklingsdokumenter, og siger, at dette kunne give frugtbare resultater, hvis man brugte den yngre Marx til at belyse den ældre og herved klargjorde træk, som vulgærmarxismen aldrig havde opdaget af. Langsiet har imidlertid indtrykket af, at ungdomsskrifterne skydes til side som om, de var uden interesse.

Den sidste bemærkning gælder ikke længere. Nu medtages i Øst ikke blot ungdomsskrifterne i de samlede udgaver af Marx's og Engels' skrifter, men udsendes også i specialudgaver med omhyggelige indledninger og kommentarer. understreges dog, at den historiske mission, som Marx tillægger arbejderklassen, er at løse fremmedgørelsesproblemet ved, at samfundet overtager og Marx's verdensanskuelse lader sig derfor ikke reducere til en fremmedgørelsesfilosofi (Höppner 1970, pp. 81-82).

---

7. Den tyske ideologi: Kritik af den nyeste tyske filosofi og af den tyske socialisme, blev skrevet af Marx og Engels 1845-46, men først offentliggjort i 1932. Uddrag heraf findes hos Villy Sørensen (1962). Citatet i teksten ovenfor står p. 11 o.

8. Den sidste efterkrigstids eksistentialisme knytter en følelse af angst til ethvert i dets forhold til tilværelsen, hvor mennesket ud fra sig selv er tvunget til at vælge sin handling over for übegribelige magter. På en måde arbejder man således med et fremmedgørelsesproblem. De ateistiske eksistentialister i hvert tilfælde med henvisning til Marx's Parisermanuskripter kunnet fremtræde som Ny-Marxister, der iøvrigt i deres politiske taktik minder mere om Bakunin end om Marx (Feuer 1969, p. 220).

De kristne eksistentialister, Søren Kierkegaards elever, f.eks. Knud Hansen har i forbindelse med debatten om ungdomsskrifterne interesseret sig for det religiøse indhold i Marx's værker. Han fremhæver bl.a., at Marx ikke giver nogen forklaring på, hvordan ejendomsretten og fremmedgørelsen er kommet ind i tilværelsen, men tillægger en forståelse af fremmedgørelsesproblematikken betydning også i vor tid.

Jørgen K. Bukdahl (1967) peger også på, at Marx ikke giver svar på, hvad det er i menneskets væsen, der begrunder fremmedgørelsen, men forestiller at Marx ville mene, at fremmedgørelsen er givet med menneskets ontologiske struktur, herunder, at mennesket ikke blot er aktivt producerende, men også nyder af produkterne. Fremmedgørelsen kan da ligge i, at nydelsen løsrives fra den produktive aktivitet. Et andet vigtigt ontologisk træk er efter Bukdahl, menneskets medfødte træghed. Denne træghed fører til, at mennesket igennem en periode, hvor det tvungne arbejde betyder fremmedgørelse, at produktionskræfterne kan komme frem til den udfoldelse, der efter kapitalismens opløsning, giver reel basis for den fuldstændige og frie udvikling ethvert individ. Bukdahl lægger til afslutning afstand mellem sin egen og Marx's livsopfattelse, idet Marx ikke har skelnet mellem de afhængighedsforhold, nu en gang hører mennesketilværelsen til, og dem der kan skaffes bort ved en bedre teknik opfattet i videste forstand.

N. H. Søe (1₉₅1) har før diskussionen om Marx's ungdomsskrifter fandt større udbredelse, skrevet en bog om Marx med en grundig redegørelse for den filosofiske baggrund for Marx's verdensanskuelse. Her er Parisermanuskripterneikke i betragtning. Alligevel er fremmedgørelsesproblemet behandlet,idet taler om en afpersonaliseringsproces. Denne proces hænger frem for alt sammen med industrialismen og hele vor tekniske civilisation, og mærkesnormalt hos den industriarbejder, der har sin plads som et næsten upersonligt led i et stort maskineri og uvægerlig sløves under det maskinmæssigearbejde. gør opmærksom på, at Marx ikke havde blik for, at kommunismenville et sådant afpersonaliseret massemenneske, men at problemet også er knyttet til de vestlige lande. I de afsluttende afsnit fremhæver Søe, at

Søren Kierkegaard må betragtes som Marx's store antipode m.h.t. opfattelsenaf, det er at være menneske, men opfordrer dem, der vil følge Kierkegaardtil lade sig belære af Marx om betydningen af kamp for menneskelighed.

9. Louis Althusser (1969) har påstået, at Den tyske ideologi er et opgør med Marx's tidligere filosofiske samvittighed, og at der er et tomrum i Marx's og Engels' skrifter m.h.t. filosofi indtil Engels udsender Anti-Duhring i 1877. Marx fulgte efter 1845 sm ll- tese m°d Feuerbach, den der står anført på mindestenen. begrænsede sig ikke længere til at forklare tilværelsen, men kastede over nationaløkonomien, som kunne give grundlag for forandring af verden. På samme måde lægger Feuer afstand mellem Marx's ungdomsskrifter og senere værker, idet han fastslår, at ungdomsskrifterne hører til Marx's og Engels' utopiske periode. Da de gik over til handling, havde de lagt fremmedgørelsesproblemet sig. Et studium af Det kommunistiske Manifest kunne også give støtte for den antagelse, at al filosofi var lagt på hylden. Den måde manifestet de »sande« socialister ud i mørket på, kunne også ramme den socialisme, der er det centrale indhold af Parisermanuskripterne⁸.

Imidlertid foreligger der endnu en manuskriptsamling fra Marx's hånd, som er blevet offentliggjort i 1939, og som hverken Althusser eller Feuer refererer Det drejer sig om Grundrisse der Kritik derpolitischen Ökonomie (Rohenentwurf), oprindelig er skrevet 1857-58, netop da Marx var godt i gang med sine hovedværker. McLellan (1971, p. 3), der har udgivet centrale dele af dette manuskript på engelsk, hævder, at enhver diskussion om kontinuiteten i Marx's tankesystem, der ikke tager disse manuskripter i betragtning straks kan tilbagevises. Et fyldigere uddrag af Grundrisse foreligger også på dansk (Schmidt 1970). Dette værk fremtræder på mange måder som en sammenknytning Parisermanuskripterne med væsentlige dele af den redegørelse for kapitalismens udvikling og udviklingstendenser, der er behandlet i Das Kapital. Her er gjort meget ud af fremmedgørelsesproblemet, som i det kapitalistiske er forbundet med pengene, varebyttet og arbejdsdelingen, men det understreges stærkt, at det er noget andet end en ren sjælelig konflikt.

Akkurat som mennesket i religionen beherskes af sit eget hoveds produkt, beherskes det i det borgerlige samfund af produktet af sin daglige virksomhed. Denne fremmedgørelse - der altså ikke har noget at gøre med fremmedgørelse fra et eller andet menneskeligt væsen eller menneskeideal - betyder (og det er dette, der gør begrebet til et videnskabe-

---

8. Se det nævnte fra manifestet foran i afsnit 4.

ligt begreb), at produkterne af den menneskelige aktivitet og individernes indbyrdes relationer til en fremmed magt over for individerne, og at disse subsumeres denne fremmede magt, som de selv har skabt, men som fremtræder som et forhold mellem ting. Denne fremmedgørelse forlener de borgerlige produktionsforhold, pengene, lønarbejdet, kapitalen etc. med en fetichkarakter; individernes samfundsmæssige besidder for dem selv form af en bevægelse af ting, under hvis kontrol de står i stedet for at kontrollere. [Schmidt 1970, p. 10.]

Samtidig fremhæves i Grundrisse næsten med begejstring den menneskeskabte udvikling som sådan, hvor maskiner og transportmidler giver menneskene mulighed for at indordne naturen under deres vilje. Og med industriens udvikling til et højt stade med automatiske processer, vil de naturlige være underordnet samfundets intelligens, og det individuelle arbejde vil være socialt arbejde i modsætning til arbejdsdelingens fremmedgørelse kapitalismen.

10. Grundrisse indeholder som det fremgår af citatet foran en ændring af Marx's fremmedgørelsesbegreb, og det knyttes udelukkende til begrebet fetichisme de upersonlige magtforhold, som knuger menneskene og fremkalder På denne måde er begrebet opretholdt i Das Kapital. I et berømt afsnit i i. binds i. kapitel (p. 85) behandles varens fetichkarakter. I øvrigt fremhæves i Das Kapital i en række forbindelser, hvad der virker fremmedgørende: arbejdsbetingelser og arbejdsprodukt - arbejdsprocessens af den enkeltes arbejde med andres arbejde - og resultatet af produktivitetsforbedringen {Das Kapital I, pp. 455, 596 og 635; Das Kapital 111, pp. 95-96 og 274).

På et tidligt sted i Parisermanuskripterne forklares det, hvorledes arbejdsdelingen arbejderens fremmedgørelse overfor hans eget produkt, og i tredie manuskript bliver arbejdsdelingens fremmedgørende virkning udførligt behandlet (Höppner 1970, pp. 94, 213, 219-20). Das Kapital har meget stof om arbejdsdelingen og dens udvikling: Manufakturernes arbejdsdeling er til at begynde med »naturudviklet«, men den vil efterhånden forkrøble arbejderen og gøre ham til kapitalens ejendom (Das Kapital I, pp. 359, 381-82). I den fuldt udviklede industrielle fabrik bliver arbejderen et vedhæng til maskinen. Maskinarbejdet nervesystemet og konfiskerer al fri kropslig og åndelig virksomhed, og den lettelse som maskinerne medfører, betyder, at arbejdets indhold berøves arbejderen (Das Kapital I, pp. 445-46).

Det er altså helt klart, at der i forhold til Parisermanuskripterne, men også
til Grundrisse er sket en omformulering af fremmedgørelsen i hovedværkerne.

De psykiske sider uddybes ikke, og problemet tages kun frem i forbindelse med samfundsformationernes forskellige strukturelementer. Man kan som Witt- Hansen (1970, p. 75) tale om materiel fremmedgørelse. I forbindelse med denne ændring kan man tænke på Marx's egen oplevelse af hårde materielle vilkår og hans studium af de engelske fabriksinspektørers indberetninger.

I hovedværkerne fortæller Marx også mindre om fremtidens kommunistiske end i Parisermanuskripterne, hvorefter fremmedgørelsen forsvinder afskaffelsen af privatejendomsretten og - selv om det ikke siges direkte - afviklingen af arbejdsdelingen. I Das Kapital I (p. 512) siges det, at den gamle arbejdsdeling skal ophæves, når arbejderklassen har erobret den politiske magt, og arbejderne skal have teknologisk undervisning på arbejderskolerne. Det anføres at der i frihedens rige skal ske en stærk nedsættelse af arbejdstiden Kapital 111, p. 828).

11. Når fremmedgørelsen gøres materiel betinget, som det er sket i hovedværkerne, nutidens økonomer erkende, at det også i vore dages industrialisme et socialt faktum af udbredt betydning (Dolan 1971), og hvis belysning ikke burde overlades til teologer og andre filosoffer. Problemet må henhøre under de socialøkonomiske discipliner, der behandler indgrebene i samfundet. Selvstændige kommunistiske teoretikere (Kolakowski 1969, p. 85) indrømmer, at privatejendommens afskaffelse ikke har løst problemet. Inden for de vestlige samfund måtte fremmedgørelsens afvikling kunne indarbejdes blandt motiverne for en hurtigere og stærkere udvikling af demokratiet på arbejdspladserne.

Økonomisk videnskab

12. Når Marx og Engels blev forfattere til Det kommunistiske Manifest⁹, var det fordi de to socialistiske filosoffer i Brusselertiden var gået i gang med at forandre verden. De havde påbegyndt en kommunistisk korrespondancekomité og fået kontakt med De retfærdiges Forbund og blevet medlemmer i 1847 af organisationen dens nye navn Kommunisternes Forbund. I revolutionsårene 1848 og 1849 blev Marx en kendt redaktør af det meget venstreorienterede Neue Rheinische £eitung, men da reaktionen sejrede i næsten alle lande, og Marx måtte flygte til London, fortsatte han sine nationaløkonomiske studier for videnskabeligt begrunde de udviklingstendenser for det kapitalistiske samfund, hovedtræk han og Engels havde ladet danne baggrund for manifestets om, at alverdens arbejdere skulle slutte sig sammen i kampen mod kapitalismen.

---

9. Om manifestets tilblivelse se Laski (1967).

Marx fik aldrig fuldført sit videnskabelige program. Das Kapital I kom først 19 år efter manifestet. 11. og 111. bind kom i 1885 og 1894 efter hans død. Arbejdet blev bl.a. forsinket af den omfattende politiske virksomhed som Marx udfoldede i I. Internationale fra 1864 til 1872.

Kapitalens tre bind dækkede ikke Marx's samlede plan. Han ville mindst skrive yderligere tre bøger om staten, udenrigshandelen og verdensmarkedet¹⁰. Der kan næppe være tvivl om, at Marx anså sine hovedværker som vigtige forudsætninger for at forandre verden til det bedre, men det var ikke meningen, de skulle være politiske programskrifter. Han ville gøre en videnskabelig indsats inden for socialøkonomien for at klargøre for arbejderne og andre tilhængere socialismen, hvad det var for en verden de måtte regne med.

Hans arbejde måtte naturligvis følge den metode, som han mente var den rette: Den historisk materialistiske metode. Marx har antydet og anvendt den i flere tidligere værker, men den er først beskrevet i forordet til Zur Kritik (Marx 1859, p. lv). Dens centrale sætninger er som bekendt, at det materielle livs produktionsmåder betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces, og at menneskenes samfundsmæssige tilværelse er afgørende for deres bevidsthed. Sådan som Marx præsenterer metoden, er der meget der taler for at følge Witt- Hansen (1970, p. 16) og begrænse sig til at betragte den historiske materialisme som Marx's socialvidenskabelige arbejdsmetode og undlade en omfattende diskussion af dens betydning som historieforklaringll. For det følgende, om de senere års diskussion af Marx's socialøkonomiske indsats, har det imidlertid betydning have metoden i erindring.

Før Marx's ungdomsskrifter kom stærkt op i den internationale debat, havde der blandt universitetsøkonomer udviklet sig en ny interesse for Marx's bidrag til den økonomiske teori. Det gjaldt allerede i 1920erne i USA og efter 2. verdenskrig i en række lande. Centralt i debatten herom er tre værker, der udkom omtrent samtidigt. Det drejer sig om en på mange måder positiv fremstilling den dengang unge amerikanske økonom Paul M. Sweezy (1942) og to mere kritiske værker af Joan Robinson (1942) og Joseph A. Schumpeter (1943), men det fremhæves af alle disse tre forfattere, at Marx har ydet væsentlige til forståelse af den kapitalistiske økonomis udvikling.

Joan Robinson siger i indledningen til sit værk, at der inden for den nyklassiskeøkonomi

---

10. Se herom Mc Lellan ((_{1 97}r, p. 10) og Marx (1859, Einleitung, p. xlv og p. xlvi og Vorwort, p. liii). Einleitung, der er skrevet 1857, blev første 'gang offentliggjort i 1903. I Marx (1905, p. vi) er en oversigt over Marx's arbejdsplan fra 1858-62.

11. Når Marx anvender denne metode, var det, fordi han efter 1845 ,som det fremgår af Die hellige Familie, anså menneskets materielle vilkår som afgørende for historieudviklingen.

siskeøkonomivar en uoverstigelig kløft mellem marxistiske økonomer og de ortodoxe skoler, og Marx selv blev højst omtalt i en fodnote. Bemærkningen er ikke ganske rigtig for nordiske økonomer. Wicksell (1928, pp. 20, 29-30) omtalerMarx forbindelse med den historiske baggrund for værdilæren, og Birck (1903), der i sin ungdom på en noget flot måde kasserede Marx's arbejdsværdilære,anerkendte Den økonomiske Virksomhed (1928) Marx's videnskabelige indsatsbl.a. bidrag til forklaring af konjunkturerne. Bircks bog kan i øvrigt opfattes som en dansk »kapital« med 1 g2oerneg2oerne som baggrund¹².

Det følgende fra debatten efter 2. verdenskrig om Marx's bidrag til socialøkonomien
blive opdelt i tre afsnit, der refererer sig til arbejdsværdilæren,
teorien om arbejdernes elendiggørelse samt teorien om den faldende profitrate.

13. Om arbejdsværdilæren fremhæver Sweezy (1942, pp. 28-30, 43-44), at det var Marx's udgangspunkt, at alle økonomiske kategorier måtte repræsentere relationer. For begrebet vare måtte dette føre til, at varen fremkom som et arbejdsresultat. Underforudsætning af en samfundsformation med enkel f.eks. håndværkere, der selv ejer deres redskaber, finder både Marx og Ricardo, at varernes bytteforhold er forklaret ved den arbejdstid, er anvendt ved fremstilling af varerne. Sweezy går nærmere ind på de forudsætninger, som Marx knytter til arbejdsværdibestemmelsen. Det drejer sig om fem forskellige forudsætningerl3. Der skal regnes med abstrakt menneskeligt Arbejdet skal måles i tid. Det skal være samfundsmæssigt nødvendigt Endelig skal arbejdet gives en hensigtsmæssig form, så arbejdsresultatet brugsværdi.

Abstrakt arbejde er et begreb, der minder om Marx's filosofiske fortid. Sweezy indrømmer, at det er vanskeligt at forstå, men siger, at det må karakteriseressom i almindelighed, hvad der er fælles for alt menneskeligt arbejde.Det nødvendige arbejde bestemmes som det arbejde, der i gennemsnit anvendes i samfundet til fremstilling af den pågældende vare. Omregning af kompliceret arbejde til enkelt arbejde har i mange år været

---

12. I forbindelse med bemærkningen i Robinsons indledning skal fra Bircks bog anføres (p. 194): »Naar Universiteterne, særlig de angelsaksiske, en lang Tid behandlede Marx overfladisk og affejende, har de gjort Videnskaben en stor Uret. (Man kan ikke værge sig mod den Tanke, at om Oxfords og Cambridges Don'er var mindre insulære, ville engelsk Økonomi bedre have holdt sit Supremati)«.

13. De fem forudsætninger er fremhævet af Gottheil (1966, p. 9) ved henvisning til Das Kapital. I den her anvendte udgave findes de i I, p. 52 (abstrakt arbejde), p. 53 (samfundsmæssigt nødvendigt arbejde og arbejdstid), p. 59 (omregning af kompliceret arbejde til enkelt arbejde), og p. 61 (brugsværdi).

genstand for diskussion. Böhm-Bawerk fastslog, at Marx's værdilære hermed faldt sammen, fordi omregningen måtte bestemmes af varernes bytteforhold, altså en cirkelslutning. Sweezy henviser her til, at arbejdsresultaternes forskellighedumiddelbart helhed kan opgøres i fysiske enheder, og forskellig indsatspå af uddannelse ved at tage hensyn til uddannelsestiden¹⁴.

I Das Kapital 111 indfører Marx begrebet produktionspriser, som det niveau markedspriserne svinger omkring. Hermed er arbejdsværdilæren sat ud af spillet, og mange har herefter så godt som kasseret værdilæren. Sweezy hævder heroverfor, at produktionspriserne ikke er i modsætning til arbejdsværdilæren, men kan udledes på basis af den, og det er rigtigt at kunne fastholde arbejdsværdilæren at kunne belyse, at profit fremkommer som et fradrag i det samlede arbejdsprodukt, og dermed afsløre, at fænomenet er et forhold mellem folk og klasser. Overfor dem, der i forbindelse med værditeorien at Das Kapital 111 fremtræder som en revision af Das Kapital I henviser til, at manuskriptet til 111. bind forelå inden første bind udkom¹⁵.

På grund af den omfattende debat, der har været af forholdet hos Marx mellem værdier og priser - det såkaldte transformationsproblem - skal hovedskemaerne Sweezys løsning gengives. Det vil samtidig klarlægge nogle af Marx's centrale begreber.

Skemaets forudsætning er simpel reproduktion. Samfundsproduktionens tre
sektorer udviser balance. I. sektion genfremstiller den konstante kapital (maskinerog

---

14. Böhm-Bawerks kritik tilbagevises også af Rosdolsky (1968, pp. 608, 610).

15. I Das Kapital I, p. 234 er der en henvisning til 111, bind med henblik på, at værdi og priser ikke uden videre er sammenfaldende som forudsat i det i Das Kapital I opstillede eksempel.

skinerogråstoffer). Marx regnede i sine opstillinger bevidst kun med afskrivningerpå faste kapital. 11. sektion reproducerer den variable kapital (arbejderneslivsfornødenheder). sektion fremskaffer varer (luksus) til kapitalisterne.I litteratur anvendes s, hvor Marx anvender m for merværdi. Transformationsproblemet skabes ved den forskellige organiske sammensætningaf Da kun den variable kapital giver merværdi, bliver profitraten,som fremgår af table 11, varierende efter forholdet c/c-fv. Imidlertid vil efter Marx de profitjagende kapitalister omplacere deres kapitaler, så profitratenbliver Herved fremkommer produktionspriser, der adskiller sig fra værdierne.

Ved med Marx at forudsætte, at den samlede værdi svarer til den samlede prissum, kan man med arbejdstimer som basis få i alt fire ligninger, idet sektorbalancerne tre ligninger. Hermed har man en mulighed for at bestemme en pris for hver af de tre sektorer og den ensartede profitrate. Af beregningsmæssige foretrækker Sweezy at tænke sig anvendt en pengeenhed (guld) = i og samtidig sætter han luksusvarernes pris = i. Han kan herefter regne sig frem til table 111 b med nye ligevægte for sektorerne på grundlag af produktionspriserne16.

Profitraten er her 33V3 % i alle sektioner, men priserne er forskellige fra værdierne.Marx også dette, men gennemfører ikke sine eksempler således,at viser, at sektorbalancen kan opretholdes, fordi han ikke omregner den konstante kapital i produktionspriser. Imidlertid er han klar over problemet(Das 111, p. 174). Når totalsummen for priser og værdier er de samme i de to tabeller, gør Sweezy opmærksom på hans specielle forudsætningerm.h.t.

---

16. Sweezy (1942, p. 115) henviser til, at han i sine beregninger har støttet sig til Bortkiewicz, der i juli 1907 i Jahrbucher fur National'åkonomie und Statistik offentliggjorde: Zur Berichtigung grundlegenden theoretischen Konstruktion von Marx im dritten Band des »Kapital«,

germ.h.t.pengeenheden, men hverken dette eller, at det kun er for enkel reproduktion,han
gennemført beregningen, mener han, afsvækker dens betydningfor
opretholdelse.

Schumpeter (1943, pp. 23-24) har en helt anden stilling til arbejdsværdilæren. fastslår, at alle ved, at det er en utilfredsstillende teori, fordi arbejdsværdibegrebet er noget godt redskab i den økonomiske analyse. Teorien må dels forudsætte fuldkommen konkurrence og dels, at der kun findes en fuldstændig homogen produktionsfaktor, arbejdskraften. Spørgsmålet om arbejdet er den sande kilde eller årsag til værdierne, vil Schumpeter overlade til socialfilosofferne, men erkender Marx's interesse i dette aspekt.

Joan Robinson (1942) gennemgår Marx's arbejdsværdilære i kapitel 111 i bogen om Marx. Hun kan ikke tillægge teorien betydning som et videnskabeligt til socialøkonomien. Ligesom Birck (1903) gør hun meget ud af forskellen mellem fremstillingen i Das Kapital I, hvor varerne omsættes efter deres værdi, og Das Kapital 111, hvor varernes priser afviger fra arbejdsværdierne. kan meget vel forstå, at Marx's arbejdsværdilære med sin vældige suggestive har haft betydning for arbejderbevægelsen og gør i denne forbindelse på, at en farveløs terminologi ikke er anvendt af nogen økonomisk Hun nævner Marshall's »waiting« som eks.

Mange andre afviser Marx's arbejdsværdilære. Det gælder f. eks. Leontief (1938), der bl.a. gør det ved at henvise til, at teorien er forkastet af nutidens Marxister. Det er en for stærk begrænsning af nutidens Marxister, men Oscar Lange (1935) anser arbejdsværdilæren, som et bidrag til en ligevægtsteori, som kun er gældende for den begrænsede samfundsformation, Marx kalder den enkle vareproduktion. Som ligevægtsteori kan den ikke, som nogle Marxister mener, tages som udgangspunkt for den kapitalistiske evolution eller give bidrag en konjunkturforklaring. Helt i modsætning hertil hævder den amerikanske skolede socialist Mattick (1969, pp. 46, 49), at arbejdsværdilæren det redskab, som gav Marx mulighed for at gennemskue og forstå kapitalismens natur og historie, og at en formulering af en teori for kapitalismens forudsatte en analyse af kapitalen i arbejde og merarbejde - værdi og merværdi.

Rosdolsky (1968, kapitel 33) går stærkt imod Joan Robinsons kritik af Marx's værdilære og gør opmærksom på, at hendes forsøg på at henføre arbejdsværdilæren et socialistisk samfund er forfejlet, da det er en teori som historisk forbundet med det kapitalistiske samfund, og Marx havde ikke givet anvisning prisberegningen i et socialistisk samfund. Det sidste har der i øvrigt været en omfattende diskussion af i Øststaterne (Mattick 1969, pp. 312-33).

De vestlige økonomers kritik af Marx er blevet stærkt tilbagevist af østlige Marxister. Således anfører Jahn (1968, pp. 45-48) over for Joan Robinson, at hun ikke har forstået de marxistiske begrebers historiske karakter, og at man ikke kan dele Marx i en metafysisk og analytisk forfatter. Hans dogmatiske opfattelse Marx's værdilære underbygges i øvrigt af filosofiske betragtninger. Værdi er efter hans opfattelse som almindeligt begreb vidt forskelligt fra begreberne materielle genstande, der har form, farve, lugt og smag, og begrebet derfor ikke underkastes en almindelig empirisk efterprøvelse. Samtidig han, at de marxistisk-leninistiske abstraktioner: værdi og merværdi vist deres sandhedsindhold i praksis. Over for en sådan holdning er det vanskeligt at få en dialog i gang.

Af indlæg i debatten om arbejdsværdilæren skal der endeligt henvises til Estrup (1968). Han viser med forenklede forudsætninger, bl.a. enfaktorproduktion et stationært samfund, at arbejdsværdilæren kan anvendes til forklaring af prisernes højde i en langtidsligevægt. Han anfører, at Marx's arbejdsværdilære er en måleteori. Det sidste kan ikke være rigtigt. Marx siger klart {Das Kapital I, p. 559), at arbejdet både er substans og mål for værdien, og man kan kun læse Das Kapital således, at arbejdsværdilæren i hvert tilfælde under samfundsformation, der kaldes den enkle vareproduktion, er en positiv forklaring på bytteværdi og normalpris.

Både Sweezy og Estrup kan få sammenhæng i arbejdsværdilæren på et højt abstraktionsplan. Sammenhængen i andre centrale økonomiske teorier må også godtgøres i modelkonstruktioner med forudsætninger, der er stærkt forenklede forhold til virkeligheden. Hensynet hertil kan ikke begrunde, at man udelukkende henfører arbejdsværdilæren til dogmehistorien. Når man herudover i øjnene, at mange af socialøkonomiens centrale begreber vanskelig kan vælges, så de er neutrale, kan man med klassikerne og Marx ud fra en historisk få en begrundelse for at anvende en arbejdsværdilære. Fordelingsproblemet, som altid har været et af socialøkonomiens centrale problemer, så ikke i baggrunden, og man glemmer ikke mennesket, der står bag. Spørgsmålet er, om det er muligt at udvikle arbejdsværdilæren på en sådan måde, at den kan anvendes på modeller, der er langt nærmere virkeligheden dem, der er refereret foran. Den må både kunne anvendes på en samfundsmodel med real vækst, og i en model med inflation. Det sidste kunne give anledning til at belyse en skabelse af merværdi og udbytning beroende på ejendomsforholdene i en model, der ikke er behandlet af Marx.

14. Det kommunistiske Manifest kan kun forstås således, at Marx forudså en

absolut forarmelse af hele arbejderklassen. »Den moderne Arbejder synker derimod stadig længere og længere ned under sin egen Klasses Livsniveau, i Stedet for at blive hævet ved Industriens Fremskridt. Arbejderen forarmes, og Armoden udvikler sig endnu hurtigere end Befolkningen og Rigdommen.« [Manifest, p. 41). Efter Marx's undersøgelser i Das Kapital var hans formulering af denne tendens ikke nær så klar. Schumpeter (1943, p. 34) skriver dog, at det er utvivlsomt, at Marx mente, at udviklingen af den kapitalistiske proces ville føre til, at »real wages rates and the standard of life of the masses would fall in the better paid, and fail to improve in the worst paid, strata.«

Sweezy (1942, p. 19) har derimod læst Das Kapital sådan, at han fastslår, at læren om proletariatets stigende elendighed er udledt på et højt abstraktionsplanl7, på ingen måde er en forudsigelse om fremtiden. Rosdolsky (1968, pp. 351-61), der i øvrigt er en meget positiv Marxfortolker, ender sin diskussion af denne lære med den påstand, at såfremt Marx har opstillet en elendiggørelsesteori¹⁸, så må den afvises, fordi den strider mod hans egen lønteori. tilføjer dog, at elendiggørelsen fremkommer under lavkonjunkturer og inden for de underudviklede områder. Han gør også opmærksom på, at Marx i Das Kapital har henvist til fagforeningernes forsøg på at bryde eller svække virkningerne af den industrielle reservearmé.

At elendiggørelsen ikke fandt sted var allerede omkring århundredskiftet et af udgangspunkterne for den af Bernstein indledte revisionisme. Man forsøgteat revisionisterne med, at Marx's mening havde været, at arbejderklassensrelative blev forringet. Dette synspunkt hævdes også i vore dage f.eks. af Mandel (1968, p. 153), der mener, det er godtgjort fra officiel amerikansk statistik, at lønmodtagerne i manufacturing industry af value added i 1880 var 48,1 % og i 1952 35 % og gennem årene har vist en klart faldende tendens.Heroverfor anføres, at Joan Robinson i indledningen til sidste udgave af sin bog om Marx siger, at hun i 1. udgave har taget fejl ved at anføre, at arbejdernesom har fået en konstant andel af det totale output, idet en undersøgelse fra UN i960: Pattern of Industrial Growth 1938-58 viser, at lønandelenaf inden for industrien varierer fra mindre end 25 % i lande som Nicaragua og Costa Rica til mere end 50 % i Australien, de skandinaviske

---

17. Til forståelse af Sweezy skal anføres, at Marx i Das Kapital I (pp. 673-674) siger, at desto større den arbejdende kapital er, desto større er den officielle fattigdom, og kalder dette den absolutte almindelige lov for kapitalens akkumulation, men tilføjer, at den i sin virkeliggørelse bliver modificeret af mangfoldige omstændigheder.

18. Rosdolsky mener, at den akkumulation af elendighed, Marx anfører i Das Kapital I, p. 675, som virkning af kapitalakkumulationen, kun angår den industrielle reservearmé.

lande, UK og USA, medens den i lande som Italien og Japan ligger på 40 %. Tallene tyder på en betydelig forbedring af arbejdernes andel, hvor deres organisationer har stor konkurrencemæssig styrke. Marx havde ikke forudset, siger Robinson (1950, p. 112), i hvilken udstrækning kapitalismen har været i stand til at købe arbejderne med fryseskabe og fordbiler.

Overfor arbejdernes stigende levestandard i de kapitalistiske lande søger Jahn (1968, pp. 222, 231-32) at fastholde indholdet i Marx's lov ved at anføre, at den stigende realløn må ses i forhold til den stigende arbejdsintensitet, og at alle alvorlige socialundersøgelser i de senere år har vist, at de forbedrede forbrugsmuligheder arbejderne i de kapitalistiske lande ikke har ført til stigende tværtimod er übehag, følelsen af social usikkerhed og forringet blevet øget.

Russiske teoretikere f.eks. Leontjew (1970, p. 419) fastholder, at polariseringen klasserne i de kapitalistiske lande tiltager, og at kløften mellem store ejendomsbesiddere og arbejderklassen bliver uddybet og fordømmer teorier om deproletarisering af arbejderklassen og siger i forbindelse hermed, at pseudoprofeter Herbert Marcuses slags kun afslører deres sande stilling i vor tids ideologiske og politiske kamp. Her er altså et andet eksempel på, hvor stor den teoretiske kløft stadig er mellem Øst og Vest.

Vestlige teoretiske Marxister viser ikke den samme stædighed, men understreger, fordelingsproblemet er langt fra sin løsning. Mattick¹⁹ henviser således Myrdals fremstilling, hvorefter der på den internationale scene lægges op til et drama i en langt større skala, end Marx forudså. Det voldsomme indkomstsvælg rige og fattige nationer er voksende, og der er en stigende klassebevidsthed hos de fattige lande. Baran og Sweezy (1965, p. 302) fremdrager fortsatte indkomstskævhed i USA, hvor de højtliggende 5 % af alle forbrugsenheder i i960 fik 20% af den totale disponible indkomst, medens de 40 % forbrugsenheder, der lå lavest, måtte nøjes med 15V2 % af indkomsterne.

Sådan et totalbillede af indkomstfordelingen giver imidlertid ikke nogen bekræftelse på, at det højkapitalistiske USA har en klassemodsætning af den karakter, som Marx regnede med, selv om det peger på, at der fortsat er betydeligesociale i de kapitalistiske lande. Kerr (1969, pp. 113, 115, 120-21, 129) har givet et godt billede heraf, der siger mere om nutiden end fortolkningeraf Han karakteriserer nutidens industrisamfundsom Multi-Dimensional Society, hvor der i det indre-samfund (omfattende

---

19. Mattick (1969, p. 238), hvor der er citeret fra Myrdal: Beyond the Welfare State. (New Haven i960), p. 222.

dem, der virker i systemet) - for USA's vedkommende ca. 2/3 af befolkningen - er mange magtkoncentrationer og spændinger, men ingen egentlige klasser og klassekampe. Der er frie markedsforhold og områder med konkurrencebegrænsninger.Arbejdsorganisationerne konflikter i forhold til virksomhederne og deres ledere. Her er ikke alene kapitalkoncentrationen afgørende. Der kan også være modsætninger mellem tekniske ledere og aktionærerne. Inden for alle disse områder er der spilleregler, så konflikterne afklares uden revolutioner. Vanskeligereat kan konflikterne med utilfredse skatteydere være. I storbyernes koncentration af samfundsstrukturen er effektivt arbejde centralt placeret, og samtidig presser stadig ny teknologi menneskene - mod deres ønsker - til at ændre deres tilværelse. I forhold til tidligere er den forøgede fritid en betydelig fordel, og den anvendes på en helt anden måde end svarende til vilkårene for arbejdslivet. For samfundet som helhed rejser inflationen en række problemer. I stærk modsætning til det indre-industrisamfund står underklassen og de ydre elementer. I det ydre-samfund finder man den gruppe af befolkningen, som Marx og Engels kaldte pjalteproletariatet; desuden farvede folk, andre nationale minoriteterog række mennesker, som er slået ud af systemet. Her kan forekommevoldelige men grupperne strides også indbyrdes og har intet fælles idégrundlag. Uden for det indre-samfund står også midlertidig studenterne. Her blomstrer samfundskritikken på campus og bliver hurtigt formuleret. Studenternekan udfolde sig voldeligt, men er mere anarkister end socialister, og de egentlige aktive er kun få. Uden for det indre-samfund står også mange, men lidet oprørske gamle. Konflikten mellem det indre- og det ydre-samfund er den væsentligste udfordring i vor tid.

Kerrs baggrund er amerikanske forhold, men med få modifikationer gælder
karakteristik for alle højt udviklede industrilande.

15. En af de afgørende modsætninger i det kapitalistiske samfund var efter Marx²⁰, at udviklingen var behersket af loven om den aftagende profitrate. Denne nedgang i udbyttet under den fortsatte kapitalakkumulation bliver kun overvundet gennem fortsatte kriser, men tilsidst vil den føre til kapitalismens endelige sammenbrud. Sweezy (1942, pp. 96-108) har en klar gennemgang af loven om den faldende profitrate og dens begrænsninger. Han kalder kapitalensorganiske for q2l.q²¹. Når q= c\c-\-v, bliver profitraten p= sjc+v let omregnet til p = s' (1 — q), hvor udbytningsraten er s' = sjv. Det følgerheraf,

---

20. Das Kapital 111, kapitel 13, p. 221: Das Gcsetz als solches. Kapitel 14, p. 242: Entgegenwirkende Kapitel 15, p. 251: Entfaltung der innern Widerspriiche des Gesetzes. 21. Symbolerne fremgår i øvrigt af tabellerne i afsnit 13.

gerheraf,at med konstant udbytningsrate, vil et voksende q føre til en faldende profitrate. For Marx har loven om den faldende profitrate dog kun karakter af en tendens. Han anfører seks forskellige modvirkende forhold, hvoraf Sweezy gennemgår de fem. (1) Den stigende maskinudvikling med forøget arbejdsproduktivitetreducerer konstante kapitals enhedsværdier. Billiggørelse af maskinerne kan være så betydelig, at q ikke vokser. (2) Forlængelse af arbejdsdageneller af arbejdsintensiteten kan betyde en forhøjelse af merværdiens. Nedpresning aflønningerne under deres værdi nævnes også, men kun i forbigående, da Marx forudsætter, at priser og lønninger er markedsbestemte.(4) overbefolkning d.v.s. ekstra forøgelse af reservearméen gennem maskinudviklingens frisætning af arbejdskraft. Dette kan føre til nye industrier med lav organisk sammensætning af kapitalen, stor merværdi og stor profit. Herved fremkommer en tendens til stigende gennemsnitsprofit. Sweezy tilføjer her, at væksten i reservearméen fører til reduktion i lønraterne og dermed forøger merværdien. (5) Udenrigshandelen kan føre til billiggørelse af råmaterialer og levnedsmidler. Det betyder dels nedgang for c og dels vækst is. Sweezy gør opmærksom på, at den kapitalistiske udvikling ikke med nødvendighedfremkalder ændringer. (6) Væksten i aktiekapitalerne, hvis dividendef.eks. jernbaneselskaberne ikke er omfattet af den almindelige udviklingaf Herved får den i sådanne selskaber indvundne lave merværdiog ikke betydning for udviklingen.

Uanset modifikationerne kan Sweezy ikke finde en rigtig sammenhæng i loven om den faldende profitrate, således som den er opstillet af Marx. Det ville efter hans opfattelse stemme bedre med Marx's fremstilling i øvrigt, og her henviser Sweezy navnlig til Das Kapital I (IV. Abschnitt. Die Produktion des relativen Mehrwerts pp. 331-530), om Marx regnede med en forøget merværdi som følge af stigende produktivitet, når q voksede. Han anser det for rimeligt at antage, at merværdien vokser lige så stærkt som q. Det er altså teoriens opbygning vender sig imod. Han mener, at kapitalakkumulationen således som Marx har fremstillet den, gør en tendens til en faldende profitrate sandsynlig samtidig en stigning i lønningerne.

Joan Robinson (1942, kapitel V, navnlig p. 37) kritiserer loven om den faldende profitrate på linie med Sweezy. Kun hvis en kapitalforøgelse får kapitalens til at falde meget stærkt, vil en konstant løn, som hun går ud fra er Marx's forudsætning, kunne forenes med en faldende profitrate. Efter Marx's øvrige forudsætninger anser hun en sådan situation for meget usandsynlig.

Rosdolsky (1968, pp. 467-483) imødegår Sweezy og Robinson. Han mener

netop, at Marx må læses således, at produktivitetsforøgelsen er mindre end
proportional med væksten i q, således at loven kan fastholdes.

Der er også ikke-marxistiske økonomer, der teoretisk kan finde sammenhæng loven. Bronfenbrenner (1965) omformulerer udtrykket for profitraten p', således at han anvender et udtryk for arbejdsløshedens størrelse i stedet for merværdien. På et givet merværdiniveau og arbejdsløshedsniveau falder profitraten stigende organisk sammensætning af kapitalen. Hvis profitraten holdes fast, får man en voksende merværdi og stigende arbejdsløshed. Han viser som gengivet i fig. 2. Her er angivet fire forskellige arbejdsløshedsniveauer. kraftigt optrukne kurve viser en tænkt historisk udvikling af kriserne. Det afgørende sammenbrud for den kapitalistiske økonomi indtræffer z -

Mandel (1968, p. 166) konstaterer, at loven om det aftagende udbytte er slået igennem i virkeligheden ved at sammenstille udbyttetal fra USA fra 1889 og 1919. Også andre (refereret af Blaug i960, p. 223) har på grundlag af amerikanske indtil 1919 fundet en bekræftelse på en aftagende profitrate og samtidig et voksende q. Senere er tendenserne ikke så klare.

Alene med de modifikationer som Marx anfører i forbindelse med loven, kan man næppe til enhver tid forvente en verifikation, og Sweezy må have ret i, at sammenholdt med Das Kapital I er Marx's begrundelse for loven så diskutabel, man kan gætte på, at Das Kapital 111 ikke på dette punkt er gjort endelig færdig.

En anden ting er, at der inden for nutidens kapitalistiske samfund er en
række eksempler på store koncerner, hvor kapitalakkumulationen fortsætter,
uanset at profitten er moderat og aftagende.

Eftermæle

16. Når Engels i den korte tale han holdt ved Marx's begravelse kunne konstatere, at han var æret, elsket og begrædt af millioner af revolutionære medkæmpere, hang det ikke sammen med, at der dengang var et udbredt kendskab Marx's teoretiske hovedværker. Selv om Das Kapital I var kommet i 2. udgave og oversat til russisk og fransk, var antallet af direkte læsere kun meget En noget større udbredelse havde Det kommunistiske Manifest, og som ledende revolutionær personlighed havde Marx været kendt i en række lande siden 1848. Selv efter 1872, da hans aktive deltagelse i det politiske organisationsarbejde var ophørt med afslutning af I. Internationales Haagerkongres, han virket som konsulent for lederne af arbejderbevægelserne i forskellige lande. Herigennem var hovedtrækkene af hans synspunkter blevet kendt. De socialister, der fulgte ham, fik en klar opfattelse af deres situation i det kapitalistiske samfund og et håb for fremtiden. De fik også styrket deres tro på deres kamps retfærdighed. For selv om Marx principielt var modstander af forsøg på at begrunde socialismen moralsk, lå der i hele hans kritiske holdning over for kapitalismens upersonlige beherskelse og underkuelse af mennesket i virkeligheden en moralsk dom over systemets uretfærdigheder. Gennem sin indflydelse og betydning for arbejderbevægelsernes politiske organisationer havde Marx allerede inden sin død levet op til målet om, at det, det navnlig gjaldt om, var at forandre verden.

Når den politiske virksomhed ikke var tilstrækkelig for Marx, kan man
pege på, at analysen og klarlæggelsen af de modsætninger, som udviklingen af
det kapitalistiske samfund indebar, var af betydning for at kunne afgøre, om

der havde udviklet sig sådanne tilstande, at kapitalismens sidste krise kunne føre til arbejderklassens frigørelse. Et grundigt kendskab til det kapitalistiske samfund og dets udviklingstendenser var imidlertid også væsentlig, fordi det samfund, arbejderne skulle overtage, havde den kapitalistiske struktur og ikke lod sig omforme på ganske kort tid.

Efter Pariserkommunens nederlag ventede Marx ikke længere som f. eks. i forbindelse med krisen 1857, at revolutionen lå lige om hjørnet. Man har også det indtryk, navnlig ved studiet af Das Kapital II og 111, at den socialøkonomiske som sådan i høj grad har optaget ham efter den tid. Efter udsendelse Das Kapital I var han stærkt interesseret i reaktioner fra andre anerkendte men de var kun få. Som forsker var han klar over, at selv om han fik udsendt, hvad han havde liggende i næsten færdiggjorte manuskripter, der ikke givet en endelig og for altid gældende analyse af det kapitalistiske Der var afgørende sider af udviklingen, som han bevidst kun havde givet en begrænset behandling f. eks. monopoliseringen. Han var også klar over, at tiden ikke stod stille, medens han skrev. Der groede nye modsætninger af historien, som han måtte nøjes med at notere sig som f. eks. fagforeningernes virksomhed, og han fik ikke givet disse fænomener en nærmere behandling.

Som socialøkonomisk forsker var Marx sig i særlig grad bevidst, at han beskæftigede med menneskets sociale tilværelse. Foruden i hans ungdomsskrifter det stærkt frem i hans eksempelmateriale i Das Kapital I, men dette hovedsigte blev også fastholdt i Das Kapital 111. Derfor var det meget centralt for ham at godtgøre, hvorledes den kapitalistiske samfundsformation gjorde menneskene til slaver af tingene og teknikken.

Både som politisk skribent og forsker må det være helt i overensstemmelse med hans historiske materialisme at opfatte ham som bundet af sin tid, sin uddannelse og de sociale omgivelser, han måtte gennemleve. Det må også ligge i den historiske materialisme, at kapitalismens faktiske udvikling kunne føre til nødvendige omformuleringer af problemstillingerne, således at Marx's værker ikke kan betragtes som de ufejlbarlige lærebøger for den sande forståelse af kapitalismens udvikling og den rigtige politiske holdning for dem, der vil skabe et bedre menneskesamfund.

Forud for 2. verdenskrig har der kun været begrænsede tilløb til en sådan omformulering og udvikling af den socialistiske teori. Som eks. til hver sin side kan nævnes Bernstein og Rosa Luxemburg. Men efter 2. verdenskrig, hvor det kapitalistiske samfund har udviklet sig til et stade med udbredelse af automatiskeproduktionsprocesser som Marx i sin dristige ungdom antydede -, og hvor

en udbredt frihedsbegrænsende statssocialisme har udviklet sig i en række lande, er dels Marx's analyse af menneskets stilling i samfundet og dels hans redegørelse for den kapitalistiske udviklingsproces blevet centrale studieområderi lande.

Herved er man med hensyn til socialismens teori kommet ind i en videnskabelig hvor det vil blive afklaret, hvor meget af Marx's hovedværker, vil kunne fastholdes, hvilke teser, der må omformuleres, og hvad der endelig må opgives, bortset fra den historiske interesse. På denne måde opnår efter Kolakowski (1969, p. 206) sin største triumf som videnskabsmand. ophører med at tilhøre en særlig skole inden for videnskaben, men indgår som et fast kapitel i socialøkonomien.

PS: Om mindestenen er modtaget oplysninger fra Marx Memorial Library, London.
Om Friederich Demuth er modtaget oplysninger fra International Institute of Social
History, Amsterdam.

Litteratur

althusser, louis. 1969. For Marx. København.

althusser, louis. 1969. Lenin och filosofien.

aspelin, gunnar. 1969. Karl Marx, samhållsfor
och samhällskritiker. Lund.

BALINKY, ALEXANDER. 1970. Marx eCOUOmics.

BARAN, PAUL A. Og PAUL M. SWEEZY. 1965. Economics of Two Worlds. I Essays Honour of Oscar Lange. Optrykt i Horowitz (1968), som sidehenvisningerne

Berlin, isaiah. 1963. Karl Marx. London.

BiRCK, l. v. 1903. Karl Marx's værdilære
i en nøddeskal. Nationaløkonomisk Tidsskrift
: 25-36.

BiRCK, l. v. 1928. Den økonomiske Virksomhed,
2. København.

blaug, mark. i960. Technical chagen

blumenberg, w. 1956. Ein unbekanntes
Kapitel aus Marx' Leben. International
Review of Social History, bd. i, p. 54.

blumenberg, w. 1963. Karl Marx. København.

BRONFENBRENNER, MARTIN. 1965. DaS Kapital for the modern man. Science and Society. Optrykt i Horowitz (1968), som sidehenvisningerne gælder.

bukdahl, Jørgen k. 1967. Karl Marx.
København.

cross, truman b. 1971. Viktor Chernov.
Journal of the History of Ideas, p. 600.

DAHRENDORF, Ralf. 1952. Marx in perspektive.

DiEHL, karl. 1923. Sozialismus, Kommunismus
Anarchismus. Jena.

dol an, Edwin g. 1971. Alienation, freedom
economic organisation. Journal
of Political Economy, p. 1084.

ESTRUP, hector. 1968. Om arbejdsværdilæren.
Tidsskrift 106:
1-20.

FEUER, lewis s. 1969. Marx and the intellectuals.
York.

GIDE, CHARLES Og CHARLES RIST. 1923.
Geschichte der volkswirtschaftlichen Lehrmeinungen.

GOTTHEiL, fred M. 1966. Marx's economic
predictions. Evans ton.

Hansen, Knud. 1965. Revolutionær samvittighed
Udvalgte taler og essays om Karl Marx
og Søren Kierkegaard. København.

HORWiTz, david, red. 1968. Marx and modern
London.

Howe, Irving, red. 1972. A handbook of
socialist thought. London.

höppner, Joachim, red. 1970. Karl Marx:
Ökonomisch-Philosophische Manuskripte.
Leipzig.

israel, joachim. 1968. Alienation: Från
Marx till modern sociologi. Stockholm.

Jahn, Wolfgang. 1968. Die Marxsche
Wert- und Mehrwertlehre im biirgerlicher
Berlin.

kerr, Clark. ig6g. Marshall, Marx and
modern times. Cambridge.

KOLAKOWSKI, L. 1969. Marxism and b<eyond.
London.

kunzli, Arnold. 1966. Karl Marx: Eine
Psycho gr aphie. Wien.

KÄLLBERG, STURE, red. 1970. MarX Och
Engels till vardags. Stockholm.

lafargue, Paul. 1970. Retten til dovenskab.

laidler, h. w. 1968. History of socialism.
New York.

lamm, hans. 1968. Karl Marx und das

lange, Oscar. 1935. Marxian economics and modern economic theory. The Review of Economic Studies. Optrykt i Horowitz (1968), som sidehenvisningerne gælder.

LANGSLET, LARS ROAR. 1967. Den UUge
Karl Marx og menneskets fremmedgørelse.
Oslo.

LASKi, h. j., red. 1967. Communist manifesto.
London.

lellan, david mc, red. 1971. Karl Marx :
Early texts. Oxford.

lellan, david mc, red. 1971. Marx's
Grundrisse. London.

Lenin, v. 1. 1968. Marx. Engels. Marxism.
Moskva.

LEONTIEF, wassily. 1938. The significance Marxian economics for presentday economic theory. American Economic Review, Optrykt i Horowitz (1968), som sidehenvisningerne gælder.

leontjew, l. a. 1970. Engels und die ökonomische
des Marxismus. Oversat fra
russisk. Berlin.

liedman, Sven-Eric. 1968. En värld att
vinna: Aspekter på den unge Karl Marx.
Stockholm.

mac, Georg Reinhold. 1965. Karl Marx.
København.

man, Hendrik de. 1927. Zur Psychologie des
Sozialismus. Jena.

mandel, ernest. 1968. Marxist economic
theory. London.

marcuse, herbert. 1968. One-dimensional
man. Boston.

Marx, karl. 1859. Zjxr Kritik der politischen
Ökonomie. Udgivet af Karl Kautsky.
Stuttgart 1919.

Marx, karl. 1867. Das Kapital. Bd. I.
Berlin 1971.

Marx, karl. 1885. Das Kapital. Bd. 11.
Berlin 1969.

Marx, karl. 1894. Das Kapital. Bd. 111.
Berlin 1970.

Marx, karl. 1905. Theorien iiber den Mehrwert.
I. Berlin 1956.

MARX, KARL Og FRIEDERICH ENGELS.
1848. Det kommunistiske Manifest. København

MASSiczEK, albert. 1968. Der mmschliche
Mensch: Karl Marx1 jiidischer Humanismus.
Wien.

mattick, Paul a. 1969. Marx and Keynes.
Boston.

MEHRiNG, franz. 1918. Karl Marx: Gesammelte Bd. 111. Berlin i960. Robinson, Joan. 1942. An essay on Marxian economics. 2. udgave. New York 1968.

Robinson, Joan. 1950. Marx and Keynes. Collected economic papers. Optrykt i Horowitz som sidehenvisningerne gælder.

Robinson, Joan. 1971. Economic heresies.
London.

ROSDOLSKY, roman. 1968. Zjur Entstehungsgeschichte
Marxschen »Kapital«. Wien.

schaff, Adam. 1970. Marx eller Satre. København.

Schmidt, Kjeld, red. 1970. Karl Marx:
Kritik af den politiske økonomi. Grundrids.
København.

schumpeter, joseph a. 1943. Capitalism,
socialism and democracy. London 1965.

sweezy, Paul m. 1942. The theory of capitalist
New York 1968.

søE, n. h. 1951. Karl Marx og Marxismen.
København.

Sørensen, Villy, red. 1962. Karl Marx:
Økonomi og filosofi. København.

tsuzuki, c. 1967. The Life of Eleanor Marx
1855-98. Oxford.

tucker, robert. 1969. Philosophy and
myth in Karl Marx. New York.

wiCKSELL, knut. 1928. Föreläsningar i nationalekonomi.
1. Lund.

witt-hansen, JOHS. 1963. Strejftog i moderne
Bd. 2. København.

witt-hansen, JOHS. 1969. De marxistiskeleninistiske
København.

witt-hansen, JOHS. j red. 1970. Karl Marx:
Kapitalen. København.