IV

Nu hvor talen er faldet på felttog, faldt det mig ind, at da trediveårskrigen havde varet i ti år, da var de forhen så velplanlagte felttog blevet reducerede til primitive plyndringstogter - herefter blev det stadig vanskeligere at tale om sejrherrer. Så selv om jeg efter at have læst NK og PP's sidste indlæg følte mine fingre krible efter stridsøksen, gav jeg mig i stedet til at overveje, hvad der egentlig er tilbage at strides om.

Hvad angår selve hovedstriden (a) om den økonomiske teoris rette anvendelse, er vi muligvis stadig uenige; men for så vidt angår de konkrete illustrationspunkter og (c), er der vist ikke ret meget andet indhold tilbage i striden end selve dennes inerti. Det gælder især (b), hvor hele spørgsmålet blot er, om de forbedringer NK og PP fik vid af at erstatte min meget simple og helt teoriløse teknik med en anden mere kompliceret, men mindst lige så teoriløs, var umagen værd.

Hvad angår (c), gælder striden de sammenhænge - SI og S2 - der er mellem AY og hhv. AX og AM. Vi er enige om, at man ud fra den simplest mulige Keynesmodel slutte, at hverken SI eller S2 er lineære; men at man alligevel godt kan bruge S2 til forudsigelser. Her hævder imidlertid NK og PP, at grænsen for det brugbare går, idet SI må være endnu mindre lineær end S2. Jeg, der ikke tror at verden er helt så enkel som i denne model, hævder derimod at have fundet rent empirisk, at selv om S2 for det meste er bedre end SI, så er SI dog langt fra übrugelig til forudsigelser.

Endelig kan vi sikkert enes om, at hvis vore sidste to indlæg ikke har ført til
andet end til at henlede opmærksomheden på Leontiefs meget læseværdige og
tankevækkende artikel, så har de da ført til noget godt.