Morten Balling : Merværdiafgift, kundetilgodehavender leverandørgæld: En under søg else af behovet for den såkaldte betalingsmetode ved opgørelsen af merværdiafgiften. København: Statens Trykningskontor, 1971, 120 pp. Kr 25,30.

Da momsen blev indført i 1967, blev den afgiftspligtige omsætning i en afgiftsperiode (kvartalet) defineret som »de i perioden foretagne leverancer«.

Byerhvervenes organisationer ønskede valgfrihed mellem leverancer (faktureringsmetoden) de faktiske betalinger i perioden I 1966 fik Handelshøjskolen Århus i opdrag at undersøge for en sådan valgfrihed, der i hvert fald ville give Tolddepartementet en masse besvær. Om denne sag foreligger nu et grundigt arbejde, foretaget af Morten og forsynet med en inderlig trist titel.

Men resultatet er interessant, fordi vi her for første gang får et samlet indblik i den indenlandske handelskredit i Danmark. har sendt 5000 spørgeskemaer ud til virksomheder i alle byerhverv, og der er kommet svar fra godt 30 pct. af de udspurgte foretagender. Det svarer til ca. 1 pct. af alle virksomheder i bysektoren, men da de store er blevet kraftigt overrepræsenteret, dækker svarene 17 pct. af hele omsætningen, eller i alt 8% mia kr. i januar kvartal 1970.

Skemaet har 16 spørgsmål, de fleste dog delt op i underrubrikker, og bedrifterne skal bl. a. fortælle om omfanget af deres leverandørgæld og indenlandske kundekredit deres ind- og udgående afgift (og dermed køb og salg til indlandet i januar kvartal 1970).

Når man især er interesseret i leverandørkreditproblematikken,
det bandsat
ærgerligt, at oplysninger om eksport og

kredit til udlandet ikke er med; men det tager Finansministeriet nok med sindsro, disse størrelser har ingen betydning for moms-afregningen.

Hele undersøgelsen er præget af omhyggelighed grundighed, hele talmaterialet præsenteres i nogle fortræffelige bilagstabeller, teksten holder sig til de faktiske fra besvarelserne; Balling indlader sig ikke på mere eller mindre tvivlsomme deduktioner på basis af et materiale, han tydeligvis anser for spinkelt.

Vist er det spinkelt, men når det nu er det bedste, vi endnu har hertillands, er det svært at lade være med at regne op på tallene (jfr. tabel 2).

Sammenholdes tallene med Nationalbankens over danske virksomheders udenlandske i det pågældende tidspunkt 3-4 mia kr., kunne det se ud

som om den samlede handelskredit i bysektoren godt 30 mia kr. i begyndelsen 1970. Det drejer sig altså ikke om peanuts; bankernes kreditgivning på samme tid androg ialt godt 40 mia kr. og kursværdien af de cirkulerende obligationer små 50 mia kr.

Studerer man tabel 2 nærmere, er der dog noget, der falder i øjnene. Byerhvervenes nettokreditgivning (kolonne summer op til noget nær 14 mia kr., og man skulle så tro, den gik til andre sektorer, især måske husholdningerne. af bilagene kan man se, at detailhandelen under eet højt regnet giver en bruttokredit på 2 mia kr., mens detailhandelens samlede leverandørgæld er på godt 1 mia. Det er altså kun en lille del af de 14 mia, der er kontokort og afbetaling bil og fjernsyn.

Af større betydning er nok byggesektorens som dels i høj grad er til husholdningerne, dels næppe opfattes som leverandørgæld af bygherrerne i de øvrige bysektorer.

Dertil kommer kreditgivningen til landbruget, efter oplysninger fra engroshandelen korn og foderstoffer m. v. kan skønnes at ligge på ca. 3 mia kr., mens

landbrugets egne kundetilgodehavender er
meget beskedne.

Endelig er der nok grund til at tro, at en hel del af kreditgivningen i forbindelse med tjenesteydelser går til husholdningerne. kommer kreditgivningen til den offentlige sektor, som det er svært at skønne over.

Af den samlede indenlandske kundekredit på godt 27 mia går altså omkring 3 mia kr. til private og offentlige bygherrer, 3 mia kr. går til landbruget, og det slår nok ikke helt fejl, at husholdningerne får 2-3 mia, mens det offentlige får under 1 mia. Alt i alt giver det næppe 10 mia kr., så der er altså en uforklaret rest tilbage på 4-5 mia kr.

Det hænger godt sammen med, at virksomhedernes (til indenlandske kunder) i gennemsnit er på 48, mens antallet skylddage (til indenlandske leverandører) på 36. Selv når man renser tallene for den kredit, der gives til de andre sektorer, er der en uforklaret på 10-11 dage. Det kan nok undre lidt, at Balling ikke omtaler forskellen, han bruger en del plads på at sammenligne kredit- og skylddage mellem for*kellige branchegrupper, ligesom ban med rette bemærker, at antallet af skylddage udlandet overstiger dem til indlandet mere end 30 dage, og antyder, at forklaringen kan findes i den stramme pengepolitik.

Forskellen mellem indenlandsk gæld og kredit på godt ti dage skyldes næppe alene tilfældigheder. Forklaringen kan dels være, at der går et par dage eller tre fra det tidspunkt, hvor en faktura er sendt afsted og dermed registreret af leverandøren, til den er modtaget og registreret hos kunden, og der går et par dage fra betalingen er gået af fra kunden, til den er registreret hos leverandøren. Dertil kommer, at hvis kunden siger, han betaler alle regninger kontant, mener han måske inden for en uge, måske mener han i løbet af fjorten dage. Typisk vil sådanne regninger næppe gå ind i kreditbogholderiet; de vil ligge i en stak på skrivebordet og først blive registreret, streret,når de bliver betalt. Skulle en enkelt blive væk, kommer der jo nok en ny. Når man omvendt véd, at f. eks. op mod 80 % af danske industrivirksomheder ikke får deres udestående penge ind til tiden, der oplagte incitamenter til at holde kundebogholderiet å jour og i orden.

Disse ræsonnementer leder til, at den indenlandske varegæld er undervurderet. Hvis antallet af kreditdage i gennemsnit er korrekt, skal den indenlandske gæld opvurderes ca. 30 pct., eller i alt ca. 4 mia kr., og så går regnestykket op.

Korrektionerne understreger det billede, man får af tabel 2, nemlig at det er industrien, er den store indenlandske nettolångiver handelskreditsystemet. Desuden spiller bygge- og anlægssektoren en væsentlig mens handelens store bruttokreditgivning høj grad er finansieret af egen leverandørgæld.

Hvis de foretagne korrektioner er korrekte, det ud over en opdeling af virksomhederne långivere og låntagere, som er foretaget i undersøgelsen. Men det bestyrker Ballings konklusion: at virksomhederne ikke ser ud til at have synderlig interesse i valgfrihed mellem fakturerings- og betalingsmetoden ved momsafregningen.

Væsentligste argument herfor er, at kun ca. 30 pct. af virksomhederne anser overgang betalingsmetoden fordelagtig, og der er endda en lidt større procent af nettolåntagere, ønsker det (32) end långivere Blandt låntagerne er der sågar hel del, der begrunder ønsket om en overgang til betalingssystemet med hensynet kredit, skønt en overgang for dem jo må føre til en nedgang i den momskredit, modtager fra det offentlige. Men al empirisk forskning synes at vise, at ikke alle økonomiske enheder handler ud fra de hellige gevinst- og nyttemaksimeringsprincipper i hvert fald ikke før de har tænkt sig grundigt om.

---

* Lektor ved Københavns Universitet.