Assar Lindbeck : Det nye venstres politiske økonomi. København: Spektrum, 1970.94 pp. Pris 11,75.

Forfatteren til ovennævnte bog er professor i Stockholm. Han opholdt sig i studieåret 1968-69 i USA og blev, til trods for at han er ude over den første ungdom, levende interesseret i den politiske studenterdebat. Et resultat af denne interesse foreligger her i oversættelse af den svenske original. Det drejer sig om en kritisk fremstilling af politisk-økonomiske tanker fremsat af forskellige deltagere i debatten. Den økonomiske del af kritikken er baseret på tidens økonomiske teori og den politiske del af kritikken på en liberal-socialdemokratisk grundanskuelse. Bogen er velskreven og kommer trods sin kortfattethed langt ind i så vigtige emner som det nye venstres kritik af nutidens økonomer, markedsøkonomi kontra bureaukrati, centralisering kontra decentralisering og konkurrence kontra monopol.

Hvad angår det nye venstres kritik af økonomerne, nævner Lindbeck bl.a. side 15 kritikken af, at økonomer som regel tager husholdningernes præference for givet. Spørgsmålet om, hvordan præferencerne dannes, overlades til andre fagområder. Forfatteren slutter med at sige, at kritikken på dette punkt synes motiveret, selv om det kan hævdes, at der her er tale om et usædvanligt vanskeligt forskningsområde. - Det kunne her have været nævnt, at det dog var en økonom, Thorstein Veblen,

der først videnskabeligt behandlede samfundsskabte præferencer og påviste sociale samspil, hvoraf et endnu den dag i dag lever i den økonomiske litteratur under navnet Veblen-effekten.

Forfatteren kritiserer det nye venstre for at have opretholdt den gamle marxistiske imperialismeteori, skønt den er forældet (s. 19-20). Selv om anmelderen er enig med forfatteren i denne hans dom, er han ikke enig i alle hans præmisser. Det er rigtigt, at man i dag kan finde lande med høj kapacitetsudnyttelse men uden høje militærudgifter og store udenlandske investeringer, og at dette tilsyneladende strider mod imperialismeteorien. Men strengt taget beviser det ingen ting, hvis disse lande har erhvervet den høje kapacitetsudnyttelse ved at være storleverandør til en stormagt med høje militærudgifter og store udenlandske investeringer (Japan i forhold til USA).

Lindbeck mener også, at den marxistiske imperialismeteori er forældet efter den keynesianske revolution inden for makroteorien (s. 20). »Som det kan ses i enhver elementær lærebog i økonomisk politik, findes der i dag muligheder for ved hjælp af penge- og finanspolitiske foranstaltninger at holde den totale efterspørgsel netop så høj, som man ønsker.« - Hertil må dog bemærkes, at det i de store stater har været oprustning og krig, som har afgivet det uundværlige politiske motiv til at bruge de penge- og finanspolitiske foranstaltninger, og at det forekommer yderst tvivlsomt, om noget andet motiv kunne have gjort mulighederne til virkelighed.

Det er imidlertid værdifuldt, at forfatteren ikke nøjes med en diskussion med den gamle imperialismeteori, men også (s. 21) omtaler Juan Bosch's teori om det militære industrielle kompleks, der har opnået at få en betydelig del af de indenlandske ressourcer allokeret til militære formål. Med det nye venstres og Lindbeck's interesse for udbytningsfænomenet kunne det måske have været givtigt at gå længere i fremstillingen af Bosch's synspunkter. Han fremstiller, hvorledes rustningshøjkonjunkturen afstedkommer fuld beskæftigelse, højere lønninger og gode sikre profitforventninger (statskontrakterne!), der atter medfører, at højkonjunkturen fortsætter og levefoden stiger. Bosch's centrale tese er som følge heraf, at det ikke er oversøiske erobringer og investeringer, der giver fortjeneste i nyeste tid, men staternes rustningskontrakter, der placeres i hjemlandet. Disse er ganske vist motiveret med oversøiske krige, og herved opstår på et enkelt punkt en lighed med et fænomen, som var involveret i den marxistiske imperialismeteori:

I sin bedømmelse af kritikken af økonomerne siger forfatteren iøvrigt til slut (s. 24), at mange unge økonomer synes at være blevet inspireret mere af modeltekniske problemer i allerede offentliggjorte artikler end af den mere komplicerede og svært overskuelige verden, som vi lever i. - Tillad en ældre Jeronimus at istemme dette suk.

Anmelderen er også enig med forfatteren i den fortrinlige argumentation (s. 27) mod opfattelsen, at samfundsvidenskabelig forskning må være subjektiv og baseret på politiske vurderinger. Som det siges: Det subjektive element i vidensakbelige studier er principielt valget af emne. »På den måde skiller samfundsvidenskab sig imidlertid ikke ud fra naturvidenskab. Samme subjektivitet foreligger ved valget af emne, når en fysiker vælger at studere et eller andet aspekt ved atomer, eller en biolog vælger at studere fiskeøjne«. - Ja, samme subjektivitet, men der er dog nok større sandsynlighed for, at politiske standpunkter bevidst eller übevidst indgår i samfundsforskerens valg end i naturforskerens.

Forfatterens betragtninger over det nye venstres syn på markedsøoknomi og bureaukratier nogle af de stærkeste og praktiskvigtige i bogen. Hovedtemaet er, at man kan være modstander enten af markedsøkonomieller af administrativt styrede systemer, men hvis man er modstander af begge dele, er man ude på glatis. Han udvikler, at det store bureaukrati i Sovjetunionener en uundgåelig konsekvens af forsøget på at erstatte markedsøkonomi

med administrative processer. - Da jeg i begyndelsen af trediverne skrev Nutidens Økonomi og Fremtidens nåede jeg et lignenderesultat (s. 124), og det siddende ude på Frederiksberg uden nogen sinde at have sat mine ben i Rusland. Det er derfor betryggende at finde en kapacitet at kunne påberåbe sig, omend med nogen forsinkelse. Det bemærkes i denne forbindelse, at forfatteren ikke lægger vægt på dogmehistorie,selv om dette kunne give en fjer i hatten til hans fædreland; for gjorde han det, kunne han, inden at nævne Abbe Lernersog Oscar Langes teorier om socialistiskmarkedsøkonomi, teorier der først fremkom fra 1934 og fremefter, have nævnt sin længst afdøde landsmand, den højt begavede Nils Karleby og hans hogzSocialis-

men inför Verkligheten, der fremkom så
tidligt som i 1926.

Jeg har i det foregående nærmest dvælet ved enkelte aspekter af de første afsnit i Lindbecks bog og må derfor tilføje, at bogen slutter lige så veloplagt, som den begynder, idet den rejser det store spørgsmål, hvor det nye venstres økonomiske filosofi fører hen. Man kommer her langt ud over de snævrere økonomiske problemer til spørgsmål som evolution eller revolution og om ændringer gennem stemmeafgivning eller ved vold. Meget læseværdigt.