Charles Bettelheim: India independent. London: Macgibbon & Kee, 1968. 409 pp. Pris: 84 s. Paul Streeten og Michael Lipton (red.): The crisis of Indian planning - Economic planning the 1960'5. London: Oxford University 1968. 416 pp. Pris: 75 s.

Disse to bøger handler trods deres forskellige
til dels om det samme og
skal derfor her anmeldes under ét.

Ifølge bogens omslag er Charles Bettelheim i økonomi ved Sorbonne. Bogen handler om Indiens økonomiske forhold uafhængigheden. Forfatteren har delt bogen i to dele: Part One, der handler om årene lige efter uafhængigheden, og Part Two, der skildrer udviklingen fra da til nu. Part One giver nærmest en situationsskildring, anden delen tilsigter at analysere udviklingen.

På sine godt 140 sider giver den første del en god fremstilling af den økonomiske struktur. Det virker, som om forfatteren har et betydeligt førstehåndskendskab til det datidige Indien. Han lægger ikke skjul på, at han føler sig stærkt engageret, og giver udtryk for sympati med Indiens fattige enten de er bønder eller arbejdere, håber på reformer, dei kan stække pengeudlånernes, kapitalisternes og andre lignende gruppers virksomhed. En sådan medleven kan tage magten fra en forfatter og farve hans fremstilling og analyse. Det er ikke mit indtryk, at dette er sket i større omfang; tværtimod føler jeg, at det lykkes forfatteren trods hans stillingtagen at give os et realistisk billede af det Indien, hvormed startede. Han giver ikke alene en oversigt over de størrelser, der hos os ville indgå i en økonomisk analyse, men han fremhæver de økonomiske af mangfoldigheden af sprog, kaster etc.

Bogens anden del forekommer langt mindre Den består for en stor del af ret ukritiske referater af 5-årsplaner og af, hvordan de bliver (eller ikke bliver) gennemført. disse afsnit synes problemerne og vanskelighederne, der vitterligt har været med gennemførelsen af disse planer, at være dæmpet ned. Det hele virker en ikke særlig dybtgående gennemgang officielle dokumenter og officielle standpunkter.

Bogen er velforsynet med en række små tabeller; de fleste af dem særdeles illustrerende. har jeg ikke været i stand til at forstå. Om det er oversætteren, der ikke har forstået indholdet, eller om det drejer sig om almindelig sjusk, ved jeg ikke. Rent sprogligt er bogen hist og her lidt ejendommelig. Medens den næsten hele vejen er skrevet i økonomers almindelige fællessprog, anvender forfatteren enkelte steder fagtermer, der ville høre hjemme i en marxistisk fremstilling.

Det er så heldigt, at den anden bog, der

her anmeldes, ligesom begynder, hvor den førstes Part One slutter. The Crisis of IndianPlanning den udviklingsskildring,Charles ligesom ikke h:ir magtet.

I april 1967 mødtes ca. 40 britiske og indiske videnskabsmænd m.m. for at drøfte Indiens planlægning. De afhandlinger, der dannede grundlaget for disse drøftelser, er nu offentliggjort, ikke i den oprindelige form, men i den form, forfatterne ønskede at give dem efter drøftelserne. Den særlige tilblivelse rummer en fare, som det ikke er lykkedes at komme helt udenom. De forskellige har skrevet deres afsnit for en lille kreds af specialister og forudsætter meget som kendt, som faktisk kendes af få. Jeg er ikke i tvivl om, at kendte man f.eks. de indiske planer i alle detaljer, ville bogen være endnu meget værdifuldere, end den nu virker.

Bogens 12 afhandlinger er så forskellige og på så forskelligt niveau, at den ikke rigtigt føles som en helhed. De fleste og de største er imidlertid af fortrinlig kvalitet. Den, der vil vide noget om Indien og vanskelighederne at planlægge i et land af dettes struktur, vil i denne bog kunne hente viden og inspiration. Særligt to afhandlinger skal fremhæves for det gode: Michael Lipton, »Strategy for Agriculture: Urban Bias and Rural Planning« (66 sider) og David Ovens, »Investment in Human Capital« (64 sider).

Der hersker almindelig enighed blandt disse forfattere om, at de indiske planer kun i meget begrænset omfang har succes bag sig, hvis man ved succes forstår, at det, man planlagde, også blev til virkelighed.

Landet er så stort, at man skulle tro, at de store tals lov ville løse nogle af de problemer, skyldes uforudsigelige forhold såsom tørke, politisk uro etc., men arealet er alligevel så meget mindre end f.eks. USSR's eller USA's, at dette ikke sker. Man man forstår meget vel det hjertesuk, der findes et sted i bogen, og som går ud på, hvor svært det er at planlægge i et land. der inden for samme 5-årsperiode bliver udsat for 2 fjendtlige angreb (Pakistan og Kina) og for 3 års usædvanlig tørke med hungersnød til følge.

Men landet præges også af, at dets økonomiske er et sammenvæv af statslige og private. Man kan lægge for udviklingen af de første, men planer for de sidste kan kun blive et kvalificeret og har man gættet galt, kan det være økonomisk galimatias at gennemføre det planlagte for den offentlige sektor. Hertil kommer den ikke übetydelige fremmede bistand, hvis størrelse og karakter langtfra kan kende i alle detaljer på forhånd.

De i anmelderens øjne mest interessante problemer er knyttet til landbruget, Indiens hvad enten man måler efter indkomst eller efter antal beskæftigede. erhverv er privat for så vidt angår dets praktiske udøvere, men dets infrastruktur er offentlig eller semi-offentlig ; og denne infrastruktur har en enorm betydning for erhvervets eventuelle udvikling. Der er blandt forfatterne bogen almindelig enighed om, at landbruget har en langt gunstigere capital/ output-ratio end de øvrige erhverv, men de er også enige om, at planerne om udvikling i form af investeringer koncentrerer sig om de andre erhverv. At der er så stor forskel i c/o-ratio, er vel ikke så mærkværdigt. Dette jo næsten nødvendigvis blive følgen af, at der ikke findes noget fælles kapitalmarked. renten 10 % for industrien og 100 % for landbruget, skal der jo blive forskel. Bogen diskuterer grundigt, hvorfor man ikke får disse institutionelt betingede forskelle brudt ned. Overalt i udviklingslandene jo i øvrigt mangelen på et fælles kapitalmarked at være noget alvorligt. dette er tilfældet, har blandt andet noget at gøre med sikkerhedsstillelse og med den manglende sondring mellem konsumlån produktionslån, som naturligvis er alvorligere i erhverv som landbrug end i storindustri.

Flere af forfatterne er inde på problemerneomkring politiske side. Har politikerne lovet meget, er det svært for planlæggerne at negligere løfterne.

Oftest skal planerne godkendes af parlamentarikerne dette gælder også Indien. Kan man forestille sig et parlament vedtage,at løbet af den næste planperiode skal arbejdsløsheden stige fra f.eks. 5 % til 10 %; og dog kan dette være en uundgåelig følge af oplysningsarbejdet på landet, urbaniseringen, kapitalmangelen i byerne, og det er muligt, at planen sikrer en større beskæftigelse end under de givne forhold på nogen anden måde mulig.

Så nærmer vi os da til, at der bliver ikke én, men flere planer. Man får én plan til udvortes brug, som er inkonsistent, men som opfylder de politiske løfter, men som man, d.v.s. planlæggerne, ved ikke kan gennemføres. så har man en anden plan, som måske end ikke er fæstnet til papiret, til indvortes brug, som er konsistent, og som man tror, man kan gennemføre. Jeg har på fornemmelsen, at man i udviklingslandene politikernes forståelige given løfter til en befolkning, der vil, at uafhængigheden føre til fremskridt, tvinges ind i en slags dobbeltmoral.

Forfatterne til denne bog er så godt som alle særdeles kyndige i indiske forhold og har et meget stort kendskab til indisk planlægning, men så vidt jeg forstår, er ingen af dem selv ansvarlige for planlægningen. fritager fremstillingen for at blive et forsvar for det, man gør og har gjort. Omtalen er imidlertid yderst positiv i sit sigte, man føler ved læsningen, at man er i et selskab, som nok kritiserer, men som er klar over vanskelighederne, og hvis ønske er at bidrage til, at planlægningen kan blive gjort på en bedre måde næste gang.

Bogen er værd at læse, ikke blot for folk interesserede i indiske forhold, men også for dem, der er interesserede i de mange problemer, der dukker op, når man vil lægge for den økonomiske udvikling i udviklingslandene.

---

* Professor, formand for Styrelsen for teknisk Samarbejde med udviklingslandene.