Problemstilling.

1. Kvalitetstilpasning, indførelse af nye varer eller ophør med produktion af gamle varer samt ændrede præferencer analyseres normalt ikke nærmere i velfærdsteorien. Det er vanskeligt at behandle kvalitative ændringer, fordi de ikke er entydigt målelige, og indførelse af en ny eller udskydning af en gammel vare stiller samfundet i en ikke-marginal valgsituation: ønsker man n varer eller n+ l (n-l) at vælge imellem? Fremstilles der således n-f 1, er prisen en mindre mængde af de n varer ved given teknik og ressourcebestand. Endelig tages præferencerne for givne, selv om smagen faktisk ændrer sig.

2. En meget anvendt fremstillingsform er således et diagram af Edgeworthkasse-typen 1), hvor et samfund på to personer, ,/ og K, producerer to varer X og Y, d.v.s. et givet antal varer, hvorved muligheden for opdukkende nye varer eller ophørende gamle varer forsvinder. Endvidere produceres X og Y i en given kvalitet, således at der ses bort fra kvalitetsændringer.

Opfattede man alternativt en kvalitetsændring som en kombination af indførelse af en ny vare og bortfald af en gammel vare, ville man være tilbage en analyse af indførelse af nye varer. Endelig går man ud fra givne præferencekort for J og Ä, selv om det ofte ikke nøje specificeres, hvilke præferencer der er tale om. Kunne man imidlertid tænke sig, at præferencerne var ens i de situationer, der sammenlignes i en velfærdsanalyse, ville man få flere sæt individuelle indifferenskurver eller præferencefunktioner altså også dertil svarende forskellige sæt af samfundsindifferenskurver.

Ændrede præferencer.

3. Franklin M. Fisher (1968, pp. 97-98) har i forbindelse med en analyse
af det rene leveomkostningsindeks fremhævet, at et leveomkostningsindeks

---

Lektor ved Aarhus Universitet.

ofte fejlagtigt opfattes som en indikator for, om et individ er bedre stillet på ét tidspunkt end på et andet (tidligere). Dette ville imidlertid indebære intertemporale nyttesammenligninger for det enkelte individ, og leveomkostningsindekseter ikke svaret på et spørgsmål om, på hvilket tidspunkt individet er bedst stillet. Problemet er analogt med, at interpersonelle nyttesammenligningerikke mulige uden en værdidom om, hvordan man skal vurdere de pågældendes velfærd indbyrdes.

Da det ved konstruktion af leveomkostningsindeks normalt stiltiende antages, indifferenskortet for individet er det samme i de to situationer, der sammenlignes, får man samme resultat for det sande indeks, uanset hvilke præferencer man går ud fra.

Har imidlertid præferencerne ændret sig, bliver spørgsmålet, hvilket af de to indifferenskort man skal tage som udgangspunkt. Tager man indifferenskortet tidspunkt t₁ som udgangspunkt, bliver det spørgsmål, et leveomkostningsindeks følgende: »Givet de i t₁ for individ A gældende præferencer, givet den indkomst og de priser, der gjaldt i/0 (p*, y*), og under forudsætning af, at der gælder priserne (p) i t_lt hvilken indkomst (y) skal Ada have itv for at han er indifferent mellem et pris-indkomstsæt svarende til f_o's (p*, y*) og et prissæt svarende til det ifx gældende (p), idet hans præferencer er som /j's?«, jf. Fisher (1968, p. 102). Indekset bliver y/y. Er det mindre end 1, siger vi, at leveomkostningerne er faldet, er det større end 1, er de steget. Det er et rent indeks, idet der er taget hensyn til substitutionsvirkningerne som følge af de ændrede relative priser, hvilket de normale leveomkostningsindeks (Laspeyre-Paasche) ikke gør. Men fortolkningen indekset er det centrale for den efterfølgende diskussion: Givet et samtidigt præferencekort for A (det i t_lt ito eller iet andet tidspunkt gældende) så skal vi altså finde en samtidig indkomst y, der gør ham indifferent mellem i sit forbrugsvalg at være begrænset af parametrene svarende til (y*, P*) og parametre svarende til (p).

Fisher (1968, pp. 101-2) mener, at for konstruktion af relevante leveomkostningsindeks det nutidige indifferenskort normalt vælges på grund af tidens irreversibilitet, således at det er dette, der bør anvendes som udgangspunkt hans analyse af, hvor stor y skal være for at give kompensation til konsumenten for de ændrede priser.

4. Man må derfor også ved konstruktion af de samfundsindifferenskuruer,
der benyttes i velfærdsteorien, nøje specificere, hvilke præferencer der er
lagt til grund for analysen.

I figur 1 sammenlignes således (X, Y) kombinationerne svarende til henholdsvisP Q. De to personer J og K har hver et indifferenskort, som afbilderderes for X og Y på alternative velfærdsniveauer. På kontraktkurvenJP angivet alle de situationer, hvor J og K's individuelle indifferenskurvertangerer

differenskurvertangererhinanden, og hvor de altså er i bytteligevægt. Jo længere man bevæger sig op ad kontraktkurven fra J til P, des større bliver J's velfærd og des mindre K's. Gennem P er tegnet to forskellige indifferenskurver,/r _r og /s,/_s, svarende til henholdsvis den bytteoptimale fordeling R og den bytteoptimale fordeling S af den samlede produktion (X, Y). Samfundsindifferenskurvernegennem svarer til forskellige velfærdsfordelinger mellemJ K, og hældningen på en bestemt samfundsindifferenskurve er den samme som hældningen for fællestangenten for to modsatkrummede individuelleindifferenskurver.

Samfundsindifferenskurven l_r er konstrueret således, at man lader K's indifferenskurve ₂ glide langs J's indifferenskurve J₂, hvorved begge individer forbliver på samme indifferenskurve og i bytteligevægt, idet tangentpunktet flytter sig mod sydøst og nordvest. I_r bliver så P's spor ved en sådan glidning af K₂. l_r viser altså, for hvilke kombinationer af XogY det er muligt at stille J og K lige så godt, som de var stillet i udgangssituationen, samtidig med at de stadig er i bytteligevægt.

7S7_S er konstrueret ud fra fordelingen i S på grundlag af de individuelle kurver K₁ og J₃. Da individerne iR vurderer X højere i forhold til Y, end de gør iS,må7S også blive fladere end I_r, idet der marginalt skal flere enheder af X til at kompensere tabet af een enhed af Y med 5-fordelingen end med /Mordelingen. Indkomstfordelingen, d.v.s. delingen af X og Y mellem J og

K, i udgangssituationen og dermed også forløbet af samfundsindifferenskurverneer
noje knyttet til de relative priser.

I diagrammet er der ikke indtegnet nogen transformationskurue. da vi foreløbig interesserer os for, hvor store mængder af A^r og Y det faktisk er muligt for samfundet at producere ved den bedst mulige udnyttelse af de givne produktive ressourcer. Transformationskurven vil senere blive inddraget analysen (afsn. 12).

b. Velfærdsteorien har, siden »Den nye velfærdsøkonomi« blev lanceret omkring 1940, beskæftiget sig meget med sammenligning af punkter som P og Q ved hjælp af forskellige kriterier til valg mellem sådanne punkter. Et kriterium er således blevet kendt som Kaldor-Hicks-kriteriet eller kriteriet om hypotetisk kompensation, der går ud på, at med den givne /i-fordeling af P-godebundtet (X, Y) skal Q vælges fremfor P, såfremt de, der vinder ved at gå fra P til Q, kan kompensere dem, der taber ved ændringen. Bevægelsen fra P til Q kan deles ito bevægelser: fra P til Z hvor Jog A"s velfærd som målt ved deres indifferenskurver lades uændret -• og bevægelsen fra Z til Q, hvor der fås mere af både X og Y, og hvor det derfor er muligt at stille både J og K bedre eller stille een af dem bedre, uden at den anden stilles dårligere. Imidlertid bygger en sådan operation på den indkomstfordeling og de relative priser, der var gældende i R. Var man i stedet for gået ud fra fordelingen S, ville det ikke være muligt at stille begge bedre, idet /s/_s passerer nordøst om Q.

6. Akcepteres kriteriet, og foretages ændringen fra P til Q, uden at der faktisk kompensation, vil man befinde sig i Q, hvor der er mere af X og mindre af Y, og hvor fordelingen og dermed de relative priser (Y er relativt dyrere) er en anden. Gennem Q kan der nu konstrueres en ny samfundsindifferenskurve, _t, på grundlag af den i Q gældende nye indkomstfordeling (T) og det nye sæt relative priser. Den kan tænkes at passere sydvest for P, således at det ville være muligt med priserne i Q som vurderingsgrundlag at stille alle bedre, hvis man gik tilbage til P. Dette tilsyneladende paradoks er først påvist af Scitovsky og førte til krav om et dobbelt kriterium: Q skulle vælges for Ppå basis af den i P gældende fordeling (og relative priser), mens P ikke skulle kunne foretrækkes for Q på grundlag af den i Q gældende fordeling, I_t skulle passere nordøst om P.

7. Senere igen er det blevet påvist, at selv dette dobbelte kriterium ikke sikredeimod, man ved en række successive ændringer havnede i kontradiktoriskesituationer den skildrede. Vil man undgå dette, må man kræve, at Q foretrækkes for P for alle tænkelige fordelinger og dertil knyttede sæt af relative priser af P-godebundtet. Dette er man imidlertid kun sikret imod, hvis der i Q er mere af både X og Y, d.v.s. hvis Q ligger nordøst for P. Men

dermed kommer man også uden om de problemer, der ligger i at tage stilling til indkomstfordelingen. I praksis vil det netop typisk være situationer, hvor der produceres mindre af ét gode og mere af et andet, der skal vælges imellem.Det måske også urimeligt at tage alle mulige, herunder mange helt urealistiske indkomstfordelinger, i betragtning ved sådanne sammenligninger.Little pp. 100-5) har som led i denne diskussion foreslået sammensatte kriterier, der foruden Kaldor-Hicks- og Scitovsky-kriterierne eksplicit indeholder værdidomme om, hvorvidt givne indkomstfordelinger anses for gode eller ej, ligesom han sondrer mellem do tilfælde, hvor der faktisk ydes kompensation, og hvor der ikke gør det

8. Alle de forudgående betragtninger forudsatte altså, at der er et endeligt
antal goder (A\ Y), at goderne er af en given kvalitet, og at præferencerne er
givne og således ens i situationerne P og Q.

Lad os først opgive forudsætningen om, at vi kun behøver at tage hensyn
til ét muligt indifferenskort for de to individer, som udgør vort abstrakte
samfund.

Som eksempel på en smagsændring kan vi tage Fisher's eksempel (1968, pp. 103-4) med et individ (J), der oplever et spontant skift i sin præference for et gode (A^r), således at han vurderer dette gode højere end hidtil. Fysisk er det det samme gode set fra det producerende samfunds side, og vi kan derfor med Fisher forestille os, at X f.eks. er godet brændselsolie, hvor J pludselig opdager en ny og forbedret måde at anvende olien på i sit oliefyr, således at han får flere varmeenheder pr. ton olie. Fisher anbefaler, at man kalder dette disembodied quality change i analogi med de fra teorien om de tekniske fremskridt kendte disembodied technical progress, hvor de fysisk set samme produktionsfaktorer pludselig samarbejder bedre og giver et større produkt.

I teorien om det sande leveomkostningsindeks gennemføres analysen af J's smagsændring ved, at vare nr. 1, X_lt udrustes med en parameter b, der er større end 1, når der foreligger en højere vurdering af A^. Fisher finder så den indkomst, y der gør J indifferent mellem i sit forbrugsvalg at være begrænset (y*, p*) og af (y, p), idet han vælger forbrugssammensætningen

x* i første tilfælde (xx*, x2*, ...., A"n*) og xi andet tilfælde, hvor xer

(bxly x2, . ...xn). Han løser altså problemet om kvantificering af smagsændringen
at parametisere den (bx^.

9. Vi skal nu se, hvordan man med den traditionelle indifferenskortanalyse
kan sammenligne valgsituationer med alternative præferencer (smag).

I figur 2 angiver de fuldt optrukne indifferenskurver Jx og K2K2 præferencernefør
På grundlag af disse præferencer og med /?-fordelingenaf
og de dertil svarende relative priser fører kriterietom

rietomhypotetisk kompensation til, at ved en bevægelse fra P til Q er det
ikke muligt for vinderne at kompensere taberne. Kriteriet fører derfor til, at
man anbefaler at blive i P.

Efter individ J's smagsændring i retning af en højere vurdering af X gælder et andet sæt indifferenskurver for J og samme sæt for K. Indifferenskurven _x modsvares ien vis forstand af .//, idet J/ er konstrueret ved at gå ud fra den mængde af y, Y, som individ J ønsker på det til J_x svarende velfærdsniveau, han skal nøjes med at konsumere nul enheder af X. For mængden (Y^—1) var han før smagsændringen indifferent med mængden x1;x₁; efter smagsændringen vil han nøjes med xl/,x₁/, der er mindre end x_t. Tilsvarende de andre punkter på den nye indifferenskurve Jl/,J₁/, der i hele sit forløb ligger under J_x svarende til, at for enhver mængde af Y vil han nu nøjes med mindre af X end før smagsændringen.

Den nye indifferenskurve «// skærer nu K2K2 iMog AT, hvor J1 tangerede K2K2
i et punkt på J-Ä-kontraktkurven. Spørger man derpå, hvilket røringspunkt
der er mellem K2K2 og «//, bliver svaret, at vi må forskyde K's indifferencekort

mod sydvest, indtil K2K₂ rører J/ iet punkt R'. P har flyttet sig fra P til P', svarende til, at der nu kræves en mindre total mængde (A\ Y), for at individernekan samme velfærd (K₂ og J_x') som før smagsændringen. Når det er rimeligt at antage, at R' ligger på en ny kontraktkurve J-P', der ligger under J-P, skyldes det, at en sådan lavereliggende kurve indebærer en ndringaf relative priser i retning af relativt større p_xlp_y, svarende til et tilsvarendeændret ombytningsforhold dY/dX. Som det ses i eksemplet,har i den nye situation mindre af både Y og A, men han har afgivet relativtmest Y til A\ Den mindre mængde af A\ han lår i forhold til den tidligeresmagskonstcllation, så meget mere værd for ham, at den både kompensererham den relativt større afgivelse af F-enhcder og den mindre opgivelse af fysiske enheder af X. K, der har samme smag som før, vil på grund af det relativt dyrere X foretage en substitution (idet hans præferencer er uændrede) bort fra A over mod relativt mere af i'. Dette modsvares netop af, at A har afgivet relativt mest af Y til K.

Bevægelsen fra P til P' er den samme (i retning og afstand) som fra R til
R' og viser opgivelsen af X og Y.

Konstrueres der nu en ny samfundsindifferenskurve gennem P', //, med en stejlere hældning gennem P', end der var for l_r gennem P, kan man nu på ny spørge: Vil Q blive foretrukket for P' i den nye situation? Da P' ligger sydvest for P, og da hældningen er større end for l_r (relative priser ændret), er det nu mere sandsynligt, at // passerer sydvest for Q (hvor I_r gik nordøst om Q). Gør den det, kan det altså anbefales at gå til Q under forudsætning af, at akcepteres som vurderingsgrundlag. Tilbage bliiver så at spørge, om man ankommet til Q og med den indkomstfordeling og det sæt relative priser, der gælder her, ville foretrække at gå tilbage til P'? Det er anden del af det dobbelte kriterium.

Konklusionen af dette bliver den ikke overraskende, at med et ændret
præferencemønster som grundlag kan en situation, Q, blive foretrukket, hvor
den ikke blev det med de alternative (gamle) præferencer.

At Q i det konkrete eksempel nu foretrækkes, skyldes åbenbart, at Q rummer af X og mindre af Y end P, og da priserne er ændret i retning af relativt højere priser på X som følge af smagsændringen hos J, bliver det mere sandsynligt, at Q-kombinationen foretrækkes.

Hvis vi f.eks. antog, at P lå på transformationskurven, så er jo P' en suboptimalsituation forhold til P. Det er ikke rimeligt, kunne man sige, at sammenligne først en situation, der opfylder betingelserne for Pareto-optimaliteti (P) med en alternativ situation (Q), og derpå sammenligneen situation {P') med det samme Q. Hertil er at sige, at selv om vi var vendt tilbage fra P'-situationen til P, hvilket er muligt, og hvilketstiller bedre, da der er mere af både X og Y, og vi derfor kan stille både J og K bedre, så ville bytteforholdet mellem I og Y udtrykt ved

de relative priser være ændret svarende til, at en samfundsindifferenskurvc gennem P, lT",l_T", med fordelingen R" har en stejlere hældning gennem Pog derfor med større sandsynlighed vil gå sydvest om Q. Også i dette tilfalde får man problemet med anvendelsen af det dobbelte kriterium.

10. Benytter vi i stedet for Fisher's metode og betragter smagsændringen som en good-augmenting taste-change, d.v.s. af disembodied-quality-changetypen, kvaliteten ændrer sig set fra individets synspunkt, selv om samfundet producerer det samme produkt med de samme omkostninger (X), kan vi erstatte symbolet X på den vandrette akse med bX (figur 3), hvor

b er en parameter, der angiver, med hvor meget hver enhed af X forøges for ham (b > 1). For b = 1 fås specialtilfældet, at der ikke er nogen smagsændring;den bestemte kvalitet har altså ikke ændret sig. Er imidlertidb end 1 svarende til kvalitetsforbedring af X, må vi fortolke bytteforholdet i R anderledes end før. Er for b = 1, /\ Y/ /\ X = 2, svarende til p_x/p_v = 2, så er med b = 2, /\Y/ /\_X stadig = 2 (på figuren er der ingen ændring i kurvernes beliggenhed m.v.), men det svarer nu til et relativt prisforholdpJVy 4 - d.v.s. at der nu ombyttes 4 enheder af Y med 1 enhed af X i /^-fordelingen. Fortolkningen af denne figur synes imidlertid vanskeligereend figur 2, og formentlig er en behandling med denne teknik lettere

at gennemføre algebraisk, som Fisher (1968, pp. 103-18) har gjort det i forbindelsemed

11. Sammenhængen mellem principperne for optimal ressourceallokering og virkningerne af smagsændringer kan anskueliggøres ud fra en artikel af E. J. Mishan (1957, p. 155). Den drejer sig om principperne for ressourceallokering velfærdsøkonomisk belysning. Således repræsenterer en situation, pris overalt er lig grænseomkostninger, eller hvor priserne er proportionale grænseomkostningerne for alle produkter under forudsætning fuldstændig uelastisk faktorudbud, itølge traditionen en vis ideel allokering af ressourcer. Den er karakteriseret ved, at der er nået en Paretooptimal og produktionssituation i den forstand, at individerne ikke kan bytte sig frem til en bedre position, og at faktorerne ikke kan allokeres om, således at der kan produceres mere af ét gode.

12. Problemet illustreres i figur 4. Ved given smag (givne indifferenskort)
og givne ressourcer samt given teknisk viden (given transformationskurve)
betegner (^-kombinationen af X og Y med samundsindifferenskurven lt en

optimal situation, hvor individerne er i bytteligevægt (det er de altid på en samfundsindifferenskurve), og hvor produktionsoptimnmsbetingelserne er opfyldt (man er på transformationsknrven, og der kan ikke produceres mere ved at ændre ressourcefordelingen), samtidig med at det marginale transformationsforholdi svarer til det marginale ombytningsforholdi ved de gældende relative priser, der er knyttet til indkomstfordelingenS ./ og A^r. Ved enhver anden indkomstfordeling og dertil svarende andre relative priser, d.v.s. ved ethvert andet punkt end S på J-Qxkontraktkurven,skærer transformationskurven i Q_x, som f.eks. /_l/, der svarer til fordelingen R.

13. En sammenligning af de to optimale situationer Q_x og Q2Q₂ kan naturligvis foretages, men uden interpersonelle sammenligninger kan man ikke nå til nogen konklusion om at foretrække den ene for den anden eller omvendt. F.eks. kan godebundtet (X_ly Y^) omfordeles mellem JogK svarende en bevægelse fra S til R, hvorefter der kan konstrueres en samfundsindifferenskurve Q₂, I>, der cr sammenlignelig med //, og hvor samfundet (d.v.s. enten J eller K eller begge) er bedre stillet. Men sammenligningen nu ikke længere mellem to optimale situationer, men mellem en suboptimal situation iQx (/^-fordelingen, //) og den optimale situation Q₂. Og det, der skulle sammelignes, var den optimale situation Q_x med den optimale Q₂. De to optimale situationer Q₁ og Q2Q₂ er hver for sig knyttet en ganske bestemt indkomstfordeling {S henholdsvis T), som bestemmer relative priser sådan, at det marginale ombytningsforhold i forbruget netop bliver lig det marginale transformationsforhold i produktionen. Man kan tænke på Q_x og Q2Q₂ som to situationer, hvor der i begge er fuldkommen konkurrence, men med forskellige indkomstfordelinger, eller som to situationer, der er en Joan Robinson-verden af monopoler, hvor p/MC_i = konst, ved helt uelastisk udbud af produktionsfaktorerne.

14. Sammenligninger mellem en optimal situation som Q_x (/_x) og en suboptimalsituation f.eks. Q3Q₃ (1₃) - denne sidste kan f.eks. være en situation,hvor ikke er den samme i alle produktioner, altså hvor pi/Mpi/MC_i afviger for i det mindste eet af i-goderne, - kan normalt heller ikke foretages. Før en sammenligning kan finde sted, må Q^ omfordeles til //, hvor optimums-karaktertrækkene ved Q 5Q₅ går tabt, idet /-,' er en suboptimal situation iQv Alternativt kunne man også tænke sig at omfordele Q_?>, således at man fik en samfundsindifferenskurve, der skar transformationskurven iQo fra en anden vinkel, og som derpå kunne sammenlignes med Q1;Q₁; men nu har man ikke længere den oprindelige suboptimale situation /₃, men en helt anden. Kun i det tilfælde, hvor man tilfældigvis som udgangspunkt havde denne anden suboptimale fordeling af Q₃, kunne man umiddelbart sammenligne/g'

ligne/g'med I_v men denne sammenligning kræver intet kompensationstest; man skal blot være så heldig med beliggenheden af /₃', at en sådan sammenligninguden er mulig. Da vil naturligvis I_x blive foretrukket på grundlagaf kompensationskriterium alene.

15. Figur 4 kan også benyttes til at se noget om virkningerne af smags
ændringer.

Antages det. at man befinder sig i /,-optimalfordelingen af Q_x, men at der indtræder en Miiagsændring, således at X xurrt^ws rel;iti\t liojere (af mindst et af individerne, jfr. det tidligere ekM.-nipel) få> ved lurndrct produktion af XogYen anden fordeling af Q_x, eksempelvis fordelingen //. Men på grund af smagsændringen har vi nu fået en suboptimal situation i stedet for en optima?. den til den suboptimale situation svarende indkomstfordeling og dertil svarende relative priser, vil Q2Q₂ med /^-fordelingen kunne stille alle bedre. Dette forudsætter imidlertid, at vi er så heldige, at // og /2/₂ umiddelbart sammenlignes. Kan de ikke det, må // først omfordeles, således at vi fåren kurve //', der kan sammenlignes med 12,I₂, men derved har vi jo øvet vold mod de særlige karaktertræk ved den nye suboptimale smagsændrede situation // og sammenligner en helt anden suboptimal situation //' med den optimale Q₂.

Smagsændringen kan altså opfattes på følgende måde:

(1) Den tidligere optimale situation (Q-,, /1)/1) forvandles på grund af
smagsændringen til Qi-li'), der er suboptimal.

(2) //-fordelingen af Qx ændres til //'-fordelingen, der også er suboptimal,
som ikke længere har samme karakteristika som den af smagsændringen
suboptimale situation.

(3) Fra //' til I2I2 stilles alle bedre, og vi havner i (Q2, /2)-fordelingen./2)-fordelingen.

Det er altså ikke muligt at vælge mellem den oprindelige suboptimale smagsændrede situation og (Q₂, /^) uden at gøre vold på de egenskaber, der netop karakteriserer den ene eller den anden situation som optimal eller suboptimal. Der kan således ikke på grundlag af kompensationskriterierne træffes noget valg mellem den smagsændrede, suboptimale situation og en given, opnåelig optimal situation.

Der er en klar analogi mellem de vanskeligheder, der gør sig gældende ved
sammenligning af optimale og suboptimale situationer med givne præferencer,
tilsvarende situationer hvor der foreligger smagsændringer.

Kvalitetsændringer.

16. Som en mulighed for videre analyse kan det overvejes, om man ud ad
den vandrette akse kunne afsætte bX, altså en given mængde af X, men af
stigende kvalitet med tilsvarende voksende samfundsmæssige omkostninger.

Valget mellem P og Q ville da ved et bestemt sæt indifferenskurver svarende en bestemt smag blive et valg mellem en bedre kvalitet af en bestemt af X og færre enheder af Y. En sådan analyse kunne gennemføres figur 1, hvor man blot indsatte bX i stedet for ,Y.

I det tilfælde, hvor kvalitetsforbedringen var dækket af ompakningstilfældet, f.eks. antallet af tændstikker i en æske øges fra 50 til 60 svarende til at b stiger fra 1 til 1,2, bliver behandlingen med bX normalt triviel i forhold X. Men hvis der bestod en præference for at få tændstikkerne i større æsker indeholdende flere tændstikker, hvor man var villig til at give noget ekstra for at opnå dette, ville der foruden ompakning foreligge en kvalitetsændring tændstik.

Hvor kvalitetsændringen er af anden karakter, men stadig målelig, f.eks. en forøgelse i den gennemsnitlige levealder for en glødelampe fra 1000 til 1200 timer, kunne b angive denne dimension. Da en glødelampes levetid ikke er den eneste kvalitetsdimension, ville den ekstra pris, forbrugeren ville give, næppe kunne beregnes ud fra levetidens forlængelse.

Indførelse af nye goder.

17. Problemet om indførelse af nye goder og bortfald af ældre goder er til dels behandlet i SX-tilfældet (afsn. 16). Øges således b fra 1 til 1,1, kan man sige, at godet x_b =l ikke længere er til rådighed, medens det nye gode x 6x₆ =ll nu er til rådighed. En successiv højnelse af kvaliteten kan opfattes som en successiv opgivelse af gamle goder af ringere kvalitet og indførelse af nye goder af bedre kvalitet.

18. En formentlig mere frugtbar måde, hvorpå problemet om de velfærdsmæssige af indførelse af nye varer kan angribes, er anvist af Hicks (1943) og Mishan (1960, p. 67), der benytter og videreudvikler det af Marshall anvendte konsumentrentebegreb.

Lad os først betragte en person i en situation, hvor der indføres en ny vare, og dernæst overveje de komplikationer, der opstår, når der skal vælges eller forkastes en situation med et nyt gode. Fremstillingen er i det væsentlige en gengivelse af Mishan (1960, p. 67-78 og 1948, 184-98).

I situation (1) er godet X endnu ikke indført og har ingen pris eller en pris, der er højere end den højeste pris, ved hvilken efterspørgselen sætter ind. Den pågældende har en indkomst på OM (figur 5), målt i enheder af Y, der repræsenterer et godebundt til konstante priser. Indføres nu X til en vis pris (MP), vil han købe mere og mere af X, indtil A₃M af Y er blevet ombyttet ON af X, således at den nye ligevægtssituation svarer til punktet P.

Der kunne nu stilles to forskellige spørgsmål til det pågældende individ:

1. Hvor mange penge (Y) ville individet højst give for at kunne beholde
den nye situation med prisen MP på det ny forhåndenværende gode X,
såfremt
a. han er bundet til at købe netop ON af X (Marshall)
b. han frit kan købe den mængde af X, han ønsker, efter at han har
betalt det beløb, han højst vil give for at kunne købe af X til MPprisen(Hicks).

2. Hvor mange penge (Y) ville individet mindst kræve for at være villig
til at opgive muligheden for at købe det nye gode, d.v.s. for at være villig
til at gå tilbage til den tidligere situation uden X.

Under punkt 1 er distinktionen mellem tilfælde a og b en skelnen mellem Marshall's definition af konsumentrenten og Hicks's definition. Tilsyneladendeovervejede ikke substitutionsvirkningen, idet han defineredekonsumentrentebegrebet den begrænsning, at individet skulle købe netop ON af X, og ikke den mængde af X, der var mest fordelagtig for ham, efter at han havde betalt konsumentrentebeløbet. Derfor definerede Marshall konsumentrenten som PR. Ved at betale PR af Y i P-situationen ville individetgå

detgåfra indiffensniveau /., til l_x, hvor 7X7_X \ar indifferent med at have OM af Y og ingenting af A. Hicks definerede konsumentrenten som A₂M, der er større end PR, fordi hvis individet frit kunne vælge en hvilken som helst kombination af ATA^T og Y, efter at han havde betalt konsumentrente»skatten« på A₂M, ville han vælge et punkt Q, som er tangentpunktet for /x/_x og budgetbegrænsningenefter af konsumentrenten {A₂Q er den nye budgetlinie).Hvis kun havde betalt PR og samtidig frit kunne vælge enhver opnåelig kombination af A' og Y, ville han være bedre stillet end svarende til /j, idet han kunne nå til en position nordøst for Q_l, hvor en budgetlinie gennemR med MP tangerer en højcreliggende indifferenskurve end /,. Dette mål (MA.₂) kalder Hicks kompensationsvariationen (CV_p),idet fodtegnetp at der tillades individet substitution. CV_Q = PR er det tilsvarendemarshallianske hvor q for mængde angiver, at mængden af X er stipuleret (her til ON).

Det andet spørgsmål (punkt 2), hvor individet anmodes om at opgive sin P-position med MP-prisen på A\ må besvares med, at P-positionen kun vil blive opgivet, hvis individet kompenseres med mindst MA₁ af Y. I så fald ville han have OA₁ af Y og ingenting af X, men stadig forblive på 72-indifferenskurven.72-indifferenskurven. _X er større end MA₂, fordi med en større indkomst i punkt 2situationen, indkomsten er forøget med det beløb i Y, der er nødvendigt at opgive P-positionen) er pengenes grænsenytte mindre end i punkt 1-situationen, hvor penge (y) er et mere knapt gode (idet indkomsten er reduceret med den maksimale sum, der vil blive betalt for at bevare MPprissituationen) følgelig relativt mere værdifuld for ham sammenlignet med Z-godet.

MA1 kaldes af Hicks ækvivalensvariationen (EVp), hvor p igen angiver, at
substitution ikke er udelukket. Tilsvarende står EV(] med en given mængde
X for det tilsvarende marshallianske begreb.

19. En anden måde at illustrere disse to konsumentrentebegreber på er ved hjælp af såkaldte marginale indifferenskurevr. På figur 6 er M.l_x den marginale til 7X7_X på figur 5. Et punkt på denne kurve repræsenterer maksimale sum af Y, konsumenten vil opgive for at få een enhed mere af X. For X = 0 begyndes der med OM af Y. Hvis man i stedet for begynder OA_X af Y, kan M.I₂ konstrueres analogt med M.I_V Prisen per den samme som MP på figur 5. Når det nye gode er indført til prisen p, vil konsumenten købe ON af X. Arealet pF_xC^ repræsenterer kompensationsvariationen arealet pF₂C₂ tilsvarende ækvivalensvariationen. Mishan forklarer 6 således:

---

Once the price p is fixed and the consumer begins to buy he begins to accumulate surplus. The surpluses on each unit of A' bought are in effect "paid in"

to his income. As his valuation of every unit of X rises with every increment of surplus to his income (the "income effect") the whole marginal indifference curve shifts gradually to the right as successive units of X are bought. Because of the income effect the consumer ends by purchasing ON of X and not merely ON'. The demand curve is, of course, a locus of all these quantity-price relations therefore passes through F_l and C2C₂- [Mishan 1948, p. 193].

Komplikationerne ved at vurdere velfærdsvirkningen af et nyt gode for
alle konsumenter er omtalt af Mishan (1960, pp. 72-78), og skal ikke gengives
i detailler.

Som en første approksimation kan man summere arealerne mellem efterspørgselskurverne prisen som et tilnærmet udtryk for den samlede konsumentrente et givet produkt, der påtænkes indført eller fjernet, og hertil summen af producentrenterne udtrykt ved arealerne mellem de individuelle og markedsprisen (eller fratrække den samlede producentrente, hvis den er negativ på grund af faldende gennemsnitsomkostninger). resultatet positivt, skal godet indføres eller bevares i produktionen, modsat fald ikke.

Vanskelighederne ved denne metode beror på de virkninger af indførelse af et nyt gode, der følger for resten af økonomien. Kun hvis der er fuldkommen for alle de øvrige goder, og der ikke forekommer external economies og diseconomies, opstår der ikke problemer.

Er derimod prisen større end grænseomkostningerne i de produktioner,
fra hvilke faktorerne til produktion af det nye gode overflyttes, er faktorernesværdi

nesværdipå grænsen større end deres priser, og korrektioner bliver derfor
nødvendige (Mishan 1960, p. 73-77), således at konsumentrentebegrebet ikke
længere lader sig anvende umiddelbart.

Tilsvarende nødvendiggør eksistensen af external economies og diseconomies
før et konsumentrentebegreb får mening.

Da i praksis afvigelserne mellem pris og grænseomkostninger er forskellige fra branche til branche, og da externaliteter i produktionen spiller en ikke ringe rolle, kan der være baggrund for nogen pessimisme med hensyn til anvendelse konsumentrentebegrebet som mål ved en afgørelse af, hvilke varer der skal introduceres, og hvilke der skal opgives.

LITTERATUR

Fisher, Franklin M. og Karl Shell. 1968. Taste and quality change in the pure theory of the
true cost-of-living index. I Value, capital, and growth. Papers in honour of Sir John
Hicks, red. J. N. Wolfe, pp. 97-139. Edinburgh.

Hicks, J. R. 1943. The four consumer's surpluses. Review of Economic Studies 11:31-

Mishan, E. J. 1948. Realism and relevance in consumer's surplus. Review of Economic
Studies 15:27-33. Optrykt i Mishan (1964), som sidehenvisningerne gælder.

Mishan, E. J. 1957. A reappraisal of the principles of resource allocation. Economica 24:324-42.
i Mishan (1964), som sidehenvisningerne gælder.

Mishan, E. J. 1960. A survey of welfare economics, 1939-1959. Economic Journal 70:197-256.
i Mishan (1964), som sidehenvisningerne gælder.

Mishan, E. J. 1964. Welfare economics; five introductory essays. New York.