De statsvidenskabelige kandidaters eksamensresultater

I tabel 15 vises særskilt for gymnasiestudenter og for studenter fra kursus
resultaterne af en undersøgelse af sammenhængen mellem studentereksamensgennemsnit
statsvidenskabeligt eksamensresultat

Tabellen viser en klar positiv sammenhæng mellem studentereksamensgennemsnitog
eksamensresultat. Undersøgelsen omfatter

---

* Forfatterne er hhv. sekretær i Det økonomiske Råds sekretariat og lektor ved Københavns Artiklen er en fortsættelse af en artikel i Nationaløkonomisk Tidsskrift 3-4 hefte.

dog alene kandidater fra tilgangsårene 1947-55. Til supplering af tabellens oplysninger kan nævnes, at det gennemsnitlige studentereksamensresultat for samtlige gymnasiestuderende fra årene 1947-55 var 13,60, mens det for samtlige kursusstuderende i samme periode var 12,83. Forskellen mellem den gennemsnitlige studentercksamenskarakter for samtlige og for kandidaterer noget større, når man betragter kursusstudenterne. Tendensentil, kandidaterne har højere gennemsnitlig studentereksamensresultat end samtlige tilgåede studenter er et andet udtryk for, at gennemførselsprocenteni er stigende med stigende studentereksamensresultat.

lait opnåede 67 pct. af gymnasiestudenterne en 1. karakter mod 44 pct. blandt studenterne fra kursus. Det gennemsnitlige resultat ved statsvidenskabelig var 195,9 for gymnasiestudenterne mod 191,1 for kursusstudenterne. fremgår af tabellen, at der til samme statsvidenskabelige eksamensresultat svarer en højere gennemsnitlig studentereksamenskvotient for gymnasiestudenter end for kursusstudenter; forskellen er størst for de lave eksamensresultater.

Til supplering af tabellens oplysninger kan nævnes, at det gennemsnitlige resultat for alle kandidater var 195,3 points. Der synes ikke at være større forskelle mellem tilgangskategoriernes gennemsnitlige resultater. De kvindelige opnåede gennemsnitligt 192,7 points. 170 kandidater ud af ialt 269 opnåede 1. karakter. Af kvinderne opnåede 54 pct. 1. karakter, mens den tilsvarende procent for studenter fra oeconstudiet var 77, for nyimmatrikulerede og for tilgangskategori 2-3 (tilgået fra andet fag og fra filosofikum) således at ialt 64 pct. af de mandlige kandidater opnåede 1. karakter. I de oprindelige tabeller kan man endvidere konstatere, at der er relativt få kandidater i intervallet 190-192 points, det vil sige lige under grænsen for første karakter (193 points).

Tabel 16 viser en sammenligning af eksamensresultatet ved 1. del og det
samlede statsvidenskabelige eksamensresultat, da det ikke har været muligt
på grundlag af de foreliggende oplysninger helt præcist at opgøre kandidaternespå

ternespå2. del opnåede antal points. Metoden medfører, at der indføres en vis korrelation mellem de to inddelingskriterier, hvilket må tages i betragtningved af tallene. Undersøgelsen omfatter de statsvidenskabeligekandidater alle tilgangskategorier bortset fra 4, »kandidattilgangen«,og generationerne 1947-55.

Som forventet viser tabellen en stærk positiv sammenhæng mellem 1. dels
resultatet og det samlede eksamensresultat.

Frafald og antal »aktive studerende«

Som det fremgår af et tidligere afsnit er den summariske genn c införsel sprocent 40. Af den samlede tilgang til studiet er der således ca. 60%, som aldrig afslutter dette med den statsvidenskabelige embedseksamen. må i denne forbindelse tages med et vist forbehold. Der er intet til hinder for, at et mindre antal studerende, der har påbegyndt studiet i den periode undersøgelsen omfatter, faktisk afslutter (afsluttede) studiet med endelig eksamen efter sluttidspunktet for undersøgelsen (sommeren 1967). Dette bliver naturligvis mere og mere betydningsfuldt, jo senere generationer betragter, hvorfor gennemførselsprocenten for de senere generationer kun kan betragtes som foreløbige og minimumstal. Ved beregningen den summariske gennemførselsprocent er medtaget generationerne 1947-58. Det fremgår af tabel 6, at af disse generationer er der ca. 450 personer, som endnu (i sommeren 1967) ikke har afsluttet studiet med endelig eksamen. Da disse generationer har haft fra 9-20 år til studiets gennemførelse da kun ca. 20 pct. af de studerende, som har gennemført, har brugt mere end 9 år dertil, kan man slutte, at usikkerheden på gennemførselsprocenten dermed på det totale frafald i disse generationer højest kan være nogle få procentpoints.

Disse betragtninger bygger på den antagelse, at de personer af de pågældendegenerationer, ikke har afsluttet med endelig eksamen senest sommeren 1967, har opgivet studiet eller med andre ord har forladt dette af anden årsag end afgangseksamen. Dette er klart en overvurdering af frafaldet, omend den for de nævnte generationer som ovenfor påvist er uden større praktisk betydning. For senere generationer er metoden derimod mindre anvendelig, og det frafald, som med denne metode kan konstateres, har derfor i nogen grad kun historisk interesse. Det er dog væsentligt at undersøge, hvor hurtigt efter studiets påbegyndelse frafaldet sker, for derigennemat belyst antallet af »spildte studieår«, også selvom det vedrører en historisk periode. Endvidere kan det have interesse at undersøge, om frafaldet sker på bestemte studietrin, idet man herigennem kan få nogen oplysning om virkningerne af bestående studieordninger. Endelig har det naturligvis interesse at få belyst årsagerne til frafaldet. For det andet er frafaldet af en så betydelig størrelsesorden, at selv grove indicier fra historiskmateriale bedre end ingenting, når man vil vurdere antallet af »aktivestuderende«.

tivestuderende«.For begge typer af problemstillinger er det nødvendigt at
opgøre for hver enkelt student ikke blot, hvorvidt han har forladt studiet,
men også hvornår og på hvilket trin i studiet.

Sådanne opgørelser er behæftet med en vis usikkerhed, hvorfor også opgørelser antal »aktive studerende« bliver usikre. Det burde dog være klart, at en rationel tilrettelægning af undervisning og tilpasning af undervisningskapaciteten lokaler, undervisningsmateriel etc.) nødvendiggør af denne art - også selvom man ikke kan komme uden om en vis usikkerhed i opgørelserne. At en studerende er »aktiv« betyder i nærværende at han potentielt lægger beslag på undervisningskapacitet. ekskluderer således personer, der til trods for, at de formelt er registrerede som studerende, de facto ikke studerer og altså ikke - end ikke potentielt - lægger beslag på undervisningskapacitet. På den anden side inkluderer det personer, som faktisk ikke lægger beslag på undervisningskapacitet, studerer hjemme. Det er naturligvis en politisk beslutning, man ved tilpasning af undervisningskapaciteten vil tage disse personer betragtning. Der er dog to væsentlige grunde til at inkludere dem. For det første har universitetsundervisning traditionelt været tilbudt undervisning. skal stå den enkelte frit for at modtage tilbuddet og eventuelt være selektiv i sit valg. Dette valg bliver illusorisk, hvis ikke kapaciteten indrettes derefter. Problemet er næppe af større praktisk betydning for politstudiet, er det formentligt for en række studier under det filosofiske fakultet. For det andet kan det udmærket tænkes, at præsensundersøgelser systematisk undervurderer antallet af »aktive« netop på grund af den eksisterende og lokalemangel.

I nærværende undersøgelse har man nærmet sig problemet om opgørelse af frafald og antal aktive studerende på forskellig vis - afhængig af den betragtede problemstilling. En af de væsentligste anvendelser af statistiske undersøgelser som denne er prognoseformål. Det er klart, at den her skitserede bliver af afgørende betydning i denne sammenhæng. Spørgsmålet behandles nærmere i senere afsnit, hvorfor der ikke skal gås yderligere ind på det her.

For en analyse af det historiske frafald har man i undersøgelsen anvendt
to »aktivitetskriterier«, A og B.

Tanken har været at opstille kriterier, hvorefter man for hver enkelt student kunne afgøre, i hvilke tidsrum han har været aktiv efter ovenstående generelle definition. De for hver enkelt studerende registrerede oplysninger gør en sådan afgørelse mulig - omend den naturligvis til en vis grad er arbitrær. Kriterium A lægger hovedvægten på årskortfomyelser, medens kriterium B lægger hovedvægten på aflagte prøver og eksaminer. Hvis en person fortsat har fornyet årskort, f.eks. 3 år efter den sidst aflagte prøve, regnes han efter kriterium A for aktiv i disse 3 år, medens han efter B kun

regnes for aktiv et år efter sidste prøve (dog 2 år på 2. del). Har en person aflagt prøver uden at forny årskort ind imellem, regnes han for aktiv efter begge kriterier. Forskellen på de to kriterier vedrører således i det væsentligede som i lang tid ikke har aflagt prøver. Kriterium B er strengereend A, og undersøgelsen viser da også et større frafald efter kriterium B end efter A. Man kan dog ikke sige, at A angiver en overgrænse og B en undergrænse for antallet af aktive studerende. En sammenligning af frafaldet efter de to kriterier viser imidlertid, at forskellen ikke er stor. I det følgende er der kun omtalt resultater baseret på aktivitetskriterium A.

1 tabel 17 er vist fordelingen i efter antal år efter studiets påbegyndelse) af det samlede frafald af generationerne 1947-1957 (tilgangskategori 1-3). Frafaldet er efter ovenstående defineret som det antal af de pågældende generationer, som ikke i sommeren 1967 havde afsluttet studiet med afgangseksamen, som ikke efter aktivitetskriterium A stadig var studerende på dette tidspunkt. Tabellen angiver hvor mange, der er faldet fra i løbet af det første år, det andet år o.s.v. efter studiets påbegyndelse.

Det fremgår af tabellen, at der ikke kan påvises nogen systematisk ndring tiden (generationer) af frafaldets fordeling efter antal år efter studiets påbegyndelse. For alle generationer under ét sker en trediedel af frafaldet efter første år og yderligere en fjerdedel falder fra efter det følgende Der er dog en ikke übetydelig procentdel (ca. 40 pct.), som først falder fra senere end to år efter studiets påbegyndelse.

Det er endvidere ikke muligt at påvise forskel i denne fordeling mellem mænd og kvinder eller mellem matematikere og sproglige. Antallet af kvinder antallet af sproglige er for lille til, at det er muligt at drage sikre konklusioner af sådanne sammenligninger.

Medens tabel 17 belyser frafaldets fordeling efter kalendertid fra studiets
påbegyndelse, viser tabel 18 på hvilket trin i studiet frafaldet sker, uanset
på hvilket kalendertidspunkt efter studiets påbegyndelse det sker.

Igen er det vanskeligt at påvise nogen systematisk ændring over tiden omend variationen er stor. Den andel, der falder fra uden at have forsøgt at aflægge prøve af nogen art (eksklusive filosofikum), varierer således fra 39 pct. i 1956 til 76 pct. i 1955. Det er dog under alle omstændigheder en meget stor del af frafaldet, som sker på dette tidlige trin i studiet. Derimod er der kun et meget ringe frafald blandt studerende, som har bestået 1. del. Når bortses fra de sidste to år kan man endog spore en tendens til fald i denne andel; men det må stærkt fremhæves, at de absolutte tal i denne kategori for alle generationer er under 5. Tallene viser, at en nærmere fordeling frafaldet på studietrin på 2. del ikke giver megen mening. Det er formentlig fra denne analyse berettiget at slutte, at nærværende undersøgelse kan bekræfte hypoteser om, at studieordningen medfører særlig vanskelige faser i studiet. Det er i hvert fald ikke muligt at påvise, at studerende særlig grad 'knækker halsen' på særligt vanskelige prøver. Sådanne viser sig måske nok i karakterer og studietidens længde, men de får ikke studerende til at forlade studiet i noget betydeligt omfang.

Det ville være ønskeligt, om årsagerne til frafaldet kunne belyses nærmere.Hvad der af de studerende, som falder fra? Det materiale, som ligger til grund for nærværende undersøgelse, giver imidlertid ikke store muligheder for at besvare dette spørgsmål. Det kan konstateres, hvor mange af dem, der falder fra, der skifter til et andet universitetsstudium. Disse udgørdog ca. 20 pct. af frafaldet. Om de resterende 80 pct. vides intet. Det skal bemærkes, at overgang til Århus Universitet også i denne sammenhængbliver som frafald. Det må i denne sammenhæng bemærkes,at integrering af studiestatistikken for samtlige højere uddannelsesinstitutioner,eller for hele undervisningssystemet under ét, ville gøre det muligt at undersøge frafaldet nærmere. Det kan forventes, at en stor del af frafaldet er overgang til andre uddannelsesinstitutioner. Uden kendskabtil, stor denne andel er, og til, hvordan den fordeler sig på forskelligeuddannelsesinstitutioner,

skelligeuddannelsesinstitutioner,er en nærmere vurdering af frafaldet ikke
mulig.

En permanent studiestatistik

Formålet med denne undersøgelse har været dels at fremdrage og præsentere i konsistent og overskuelig form en række statistiske oplysninger om det statsvidenskabelige studium i perioden 1947-1967, dels på grundlag af dette materiale at undersøge og belyse det slatsvidenskabelige studium i nævnte periode.

Når en sådan speciel undersøgelse ansås for nødvendig, skyldes det væsenligst, den eksisterende studiestatistik i høj grad var mangelfuld og ikke tilstrækkelig detailleret til at danne basis for en rationel tilrettelæggelse af undervisningen og for de prognoser, der er nødvendige for stillingtagen til udbygning af undervisningskapaciteten på lidt længere sigt. Set i denne sammenhæng undersøgelsen det dobbelte formål at tilvejebringe disse oplysninger det statsvidenskabelige studium og samtidig hermed at indvinde der kan være nyttige ved opbygning af en permanent studiestatistik, kun for Københavns Universitet, men for de højere læreanstalter ét.

Mange af de oplysninger, som er relevante for opbygningen af en sådan studiestatistik, fandtes på det tidspunkt, da undersøgelsen startede, registreret det første på flere forskellige administrative enheder (konsistorialkontoret, og institutter) og for det andet på en sådan form, at de ikke umiddelbart kunne udnyttes til de nævnte formål. Der var grund til at tro, at indsamlingen og analysen af dette materiale for det statsvidenskabelige vedkommende kunne tjene som prototype for tilsvarende for andre studieretninger og dermed for opbygningen en generel studiestatistik.

Det er vanskeligt at opsummere de erfaringer, der er gjort, og de anvendelsesmuligheder,der knyttet til denne undersøgelse. Den har allerede på forskellig vis været udnyttet som udgangspunkt for diskussioner om tilrettelæggelseaf permanent studiestatistik, ligesom visse af dens resultaterhar anvendt i diskussionen omkring den nye studieordning for det statsvidenskabelige studium. Noget af det væsentligere er formentlig, at der nu findes et input-bånd, hvorpå er registreret personlige data såvel som oplysningerom til og med sommereksamen 1967 for samtlige de personer, som i perioden fra sommeren 1947 til og med sommeren 1966 er tilgået politstudiet. Det væsentlige heri er for det første, at man med dette som udgangspunkt på et hvilket som helst senere tidspunkt kan belyse specielleaktuelle Det er kun et spørgsmål om den rette programmering.For andet har man med dette input-bånd som udgangspunktmulighed

punktmulighedfor at gennemprøve generelle programmer. Erfaringsmæssigter vanskeligt med udgangspunkt i en given problemstilling at udarbejdeet der i første forsøg er rigtigt og hensigtsmæssigt. Det kan her være en væsentlig hjælp at have et input-bånd med de oplysninger, som den givne problemstilling skal behandles ud fra, til rådighed.

Det er ikke hensigten her at gå i detailler med de problemer der kan opstå ved opbygningen af en permanent studiestatistik, men undersøgelsen har givet en del erfaringer af mere teknisk art, der kan udnyttes i denne sammenhæng. er der nærmere redegjort for i den tidligere omtalte endelige publikation. Der er dog grund til at pege på, at en permanent studiestatistik har en række forskellige anvendelser, hvoriblandt udarbejdelse af prognoser vel er den væsentligste. Denne og andre mulige anvendelser omtales kort i følgende afsluttende afsnit.

Prognoser

Det er ikke hensigten at gå i detailler med udarbejdelse af prognoser endsige at foretage sådanne beregninger. Det er alene hensigten at skitsere, hvorledes det i denne undersøgelse benyttede materiale og en del af resultaterne af bearbejdningen kan tænkes udnyttet til prognoseformål.

Ofte giver forskellige »tommelfingermetoder« tilstrækkelig præcise skøn til de formål, som prognosen anvendes til. Men en mere detailleret planlægning undervisningen (og af lærer- og lokalebehov) især i forbindelse med ønsket om at gøre de enkelte undervisningshold små, kan imidlertid stille krav om præcisere prognoser, hvad den eksisterende studiestatistik kun giver ringe grundlag for.

Man kunne på forhånd forvente, at flere registrerede oplysninger om de enkelte studerendes studieforløb ville give mulighed for sådanne mere detaillerede især fordi det hermed bliver muligt i større omfang at vurdere frafaldet og derved skønne over den aktive del af bestanden. I det følgende skitseres en mulig metode til at skønne over antal aktive studerende forskellige trin af studiet.

Udgangspunktet for sådanne prognoser må være skøn over de fremtidige studenterårgange, der med ret stor sikkerhed kan skønnes tre år frem. Næste trin bliver et skøn over, hvor stor en del af disse, der kan forventes at tilgå polit-studiet (eller Københavns Universitet - og heraf til polit-studiet). har ved denne undersøgelse vist sig, at en betydelig del af påbegyndelserne et eller flere år efter dimissionen. Denne tidsfordeling, som nærværende undersøgelse giver mulighed for at skønne over, er ganske væsentlig for pålidelige skøn over nytilgangen. Det er endvidere, som flere gange nævnt, konstateret, at nytilgangen i ikke übetydeligt omfang hidrører fra studieskift. Denne del af tilgangen må der skønnes over særskilt.

For korttidsprognoser for f.eks. kandidatafgang, men også over antal studerende senere trin i studiet, er nytilgangen imidlertid uden betydning. Her vil alene den på prognosetidspunktet eksisterende bestand være afgørende. er om man kan finde metoder til at »føre denne bestand frem«. T denne sammenhæng melder spørgsmålet om frafald sig. Det er ganske væsentligst af betydning for de tidligere trin i studiet, men problemstillingen principielt den samme for alle trin i studiet.

Man kunne tænke sig studiet opdelt i trin, hvis påbegyndelses- og afslutningstidspunkt
registreret på input-båndet I denne undersøgelse
har man arbejdet med en opdeling i 9 trin:

1. Fra påbegyndelse til bestået bogholderiprøve.
2. Fra bogholderiprøve til skriveøvelser på 1. del.
3. Fra skriveøvelser til 1. del bestået.
4. Fra 1. del til gennemført praktisk-statistiske øvelser.
5. Fra praktisk-statistiske øvelser til gennemført teoretisk-statistiske
øvelser.
6. Fra teoretisk-statistiske øvelser til gennemført økon. øvelser.
7. Fra økon. øvelser til stor opgave aftalt.
8. Fra stor opgave aftalt til stor opgave afleveret.
9. Fra stor opgave afleveret til 2. del bestået.

Det skal bemærkes, at oplysningerne om studieforløbet ikke er fuldstændige ufuldstændige kilder). I de »kørsler«, som er foretaget, er kun medtaget de studerende, for hvem oplysningerne er fuldstændige. Endvidere er det ikke alle (men dog langt de fleste), der gennemfører studiet i den nævnte rækkefølge; disse er ligeledes udeladt. Endvidere har man kun medtaget 1947-1963 for at undgå for mange nuller. De medtagne udgør ca. 75 pct. af tilgangen i disse generationer tilsammen.

Med udgangspunkt i et input-bånd med disse studieforløbsoplysninger registreret man på prognosetidspunktet opgøre bestanden (d.v.s. samtlige de studerende, som er tilgået studiet over den periode, som input-båndet dækker). Denne bestand kan endvidere opdeles efter studietrin, og inden for hvert studietrin efter hvor mange semestre, der er gået, siden det pågældende påbegyndtes. Denne bestand er udgangspunktet for prognosen. Antag at prognosetidspunktet er begyndelsen af et semester. Den nævnte bestandsopgørelse viser da, hvor mange studerende, der i det pågældende befinder sig på de enkelte studietrin. En del af disse er, således bestanden er opgjort, givet ikke aktive og lægger ikke beslag på undervisningskapacitet. En måde at finde frem til antal aktive på, er på grundlag af historiske erfaringer at undersøge, hvor lang tid de studerende bruger for at gennemføre de enkelte trin i studiet. En sådan opgørelse er foretaget for polit-studiet.

I denne angiver en tabel¹ den andel (i pct.) af studerende, der har passeret 2. trin, som passerer 3. trin h.h.v. et semester efter, 2 semestre efter o.s.v. Tabellen angiver endvidere hvor stor en andel af dem, der har passeret et givet trin, der endnu ikke (sommeren 1967) har passeret det følgende. Har den studerende haft 10 semestre eller mere hertil, er han henført til kolonnen Har han haft mindre end 10 semestre, er han placeret i kolonnen tid nok«. Endelig angiver kolonnen »^> 10« den andel, som faktisk har gennemført, men brugt mere end 10 semestre hertil. Denne kolonne fører således kontrol med den fejl man begår, hvis man regner alle, der ikke har gennemført, og som har haft 10 semestre eller mere dertil for frafaldne. Tabellen viser, at man uden at forøge fejlen væsentligt kunne have valgt en snævrere afgrænsning, f.eks. 6 semestre. Den viser også, at en endnu snævrere afgrænsning kunne have været benyttet på visse trin. Jo snævrere afgrænsning jo større frafald (og jo større fejl).

Antag at man lægger sig fast på en afgrænsning efter 10 semestre for alle studietrin. Der er intet i vejen for at vælge forskellig afgrænsning for forskellige men princippet er det samme, så lad os holde fast ved 10 semestre for alle studietrin. Man kan nu »reducere« den samlede bestand og finde det antal som er »aktive« (efter det ovenfor skitserede kriterium) ved at regne alle, der endnu 10 semestre efter påbegyndelsen af et givet studietrin stadig befinder sig på det trin for frafaldne.

Ønsker man nu at føre denne bestand et semester frem, d.v.s. skønne over antal aktive studerende på de enkelte studietrin i det følgende semester må man igen på historisk materiale skønne over, hvad man kunne kalde »overgangssandsynligheder«. skøn over disse sandsynligheder kan man få ved at beregne den andel af dem, der lige har påbegyndt et givet studietrin, der afslutter dette efter ét semester. Bestandstallet, med fradrag af denne del, giver det antal, som vil befinde sig på samme studietrin næste semester, men »rykket ned« en plads, idet de på det tidspunkt vil have befundet sig på det pågældende studietrin/semester. Tilsvarende beregnes den andel af dem, der har brugt to semestre eller mere, der har brugt præcis 2 semestre. Disse trækkes igen fra bestandstallet og resten føres frem samtidig med at det »rykker en plads ned«.

Når man har beregnet bestanden et semester frem, kan proceduren fortsættes
det næstfølgende semester med den nye beregnede bestand som
udgangspunkt og så fremdeles.

Metoden anvendt på sidste trin i studiet giver automatisk en korttidsprognose
kandidatafgang.

En konkret illustration kan måske bedst belyse princippet. I omstående
tabel 20 er vist beregnede overgangshyppigheder for bogholderiprøven ved

---

1. Denne tabel er ikke medtaget her, men tabel 20 illustrerer indholdet.

det statsvidenskabelige studium. Det må bemærkes, at disse kun tjener til illustration. Primærmaterialet viser, at der er betydelige variationer over tiden for de fleste prøver. Gennemsnit beregnet for samtlige generationer er derfor lidet anvendelige. For bogholderiprøvens vedkommende viser tallene en stigende tendens til kun at bruge et semester på prøven mod tidligere to. Endvidere har resultaterne i tidligere afsnit vist at gennemførselsprocenter og studietider varierer noget for henholdsvis matematikere-sproglige og mænd-kvinder. Beregningerne må derfor gennemføres særskilt for hver af de fire kategorier. Endvidere findes de nødvendige bestandstal ikke. Der kan derfor kun blive tale om et konstrueret eksempel.

Tabel 19 viser den tænkte bestand på 1. studietrin fordelt efter antal semestre
påbegyndelsestidspunkt. Afgrænsningen tænkes fastlagt ved
4 semestre.

Første række i tabel 19 er den tænkte forventede tilgang. Første kolonne angiver den tænkte udgangsbestand. Første tal i første kolonne er ført frem ved at multiplicere med 83/100 (nemlig 1-17/100). Andet tal føres frem ved at multiplicere med 73/100 (nemlig 1-27/100) o.s.v.

Denne metode er formentlig bedst egnet til korttidsprognoser, hvor det er væsentligt at få et ret præcist skøn over kravet til undervisningskapacitet på forskellige studietrin nogle semestre frem i tiden. Den har den fordel frem for de nedenfor omtalte metoder, at den udnytter al den information, der på prognosetidspunktet findes om det hidtidige studieforløb for studerende den eksisterende bestand.

For prognoser over noget længere sigt, eller for prognoser, hvor studenterantallets på studietrin ikke er så væsentlig, men mere den samlede bestands størrelse, er det nemmere at beregne en »overlevelsestavle« der viser hvor mange af en given generation, der stadig er studerende efter 1, 2, 3 år, fastlagt udfra aktivitetskriterier f.eks. som de i denne redegørelse Denne metode er uden større beregningsmæssige problemer og skal ikke omtales yderligere.

Drejer det sig om kandidatprognoser på længere sigt, er det formentlig også mere hensigtsmæssigt at benytte andre metoder. Det er tidligere vist, hvordan kandidaterne fordeler sig efter den samlede studietids længde. Sådanne kan anvendes til at beregne hvor mange af en given påbegyndelsesgeneration, bliver færdige efter 4, 5 o.s.v. år efter påbegyndelsen.

Om begge de sidstnævnte metoder gælder som nævnt, at de ikke udnytter den viden man på prognosetidspunktet har om den givne bestands hidtidige studieforløb. Da denne bestands indvirkning på resultaterne på længere sigt er uden større praktisk betydning, er dette da også for sådanne langsigtede prognoser uvæsentligt.

Andre anvendelser

Det er allerede på forskellig vis antydet, hvorledes materiale af den her foreliggende kan udnyttes til belysning af virkningerne af gældende studieordninger. er især delstudietider, d.v.s. studietider på de enkelte trin i studiet samt frafaldets fordeling efter studietrin, som studieforløbsoplysningerne mulighed for at undersøge nærmere. Hvad studietiderne angår kunne man måske på forhånd have en formodning om at visse studietrin især forlænger det samlede studium. Mere indgående statistiske undersøgelser den her antydede art er ikke gennemført i denne undersøgelse, men det her frembragte materiale skulle kunne give et egnet udgangspunkt.

Hvorvidt en permanent statistik opbygget efter de prinicpper, der er antydet denne undersøgelse, vil være til hjælp ved afgørelse af studieegnethed i forbindelse med tildeling af uddannelsesstøtte, er vanskeligt at afgøre. Man skal dog ikke forvente, at en permanent studiestatistik vil løse alle problemer fjerne usikkerheden ved sådanne afgørelser. Det er dog på den anden side givet, at en mere detailleret statistik med bl.a. studieforløbsoplysninger større mulighed for at undersøge virkningerne af alternative kriterier.

Til slut skal endelig nævnes adgangsbegrænsning. Igen vil primærmaterialeaf her foreliggende art kunne være udgangspunkt for en belysning af virkningerne af alternative mulige kriterier for optagelse, hvis adgangsbegrænsningindføres. kan for det første udtage samtlige de personer, som har gennemført studiet og undersøge hvor mange der ikke ville være

blevet optaget i tilfælde af, at det pågældende adgangskriterium havde været anvendt i den periode, hvor disse påbegyndte studierne. Dette tal viser, hvilkenfejl begår ved at udelukke personer, som faktisk har vist at kunne klare studiet.

Man kan endvidere undersøge, hvor stor en del af dem, der faktisk falder som ville være blevet optaget, såfremt bestemmelserne havde været gældende på påbegyndelsestidspunkterne. Dette viser den fejl, som begås ved at optage personer, som senere faktisk viser sig ikke at gennemføre.

Begge disse beregninger forekommer nødvendige, og en sammenligning
giver en vis mulighed for at bedømme, i hvor høj grad de få mulige kriterier
er tilfældige i deres virkninger.