Gunnar Myrdal: Asian Drama. An Inquiry into the Pouerty of Nations. Bind I-111. Twentieth Fund. Billigudgave: Pantheon : New York og Penquin Books, Hannondsworth 1968. 2284 sider. Bøgerne kan kobes enkeltvis il kr. 28,75 og samlet i kasrlte lil kr 80,25

Medmindre det drejer sig om kogebøger Salmonsen'er cl., regner man med, at en anmelder har læst den bog, han anmelder, fra ende til anden. Nærværende anmelder må derfor begynde med at bekende, at han kun har læst de første 1384 sider. De resterende har han set igennem, studeret opbygningen, læst noget hist og her, men han har alligevel stort set givet op.

Denne bog er grebet an til at blive et storværk. Det er vist ikke utilsigtet, at bogen har fået en undertitel, der leder tanken på Adam Smith og på Wealth of Nations. På en måde er det lidt sært at tænke på, at da Adam Smith skrev sin Wealth of Nations levede den almindelige englænder vel på et økonomisk niveau, der ikke er så langt fra den gennemsnitlige inders i dag, men nu er det altså Poverty of Nations.

Bogen har til hensigt at give en samfundsbeskrivelse økonomisk, politisk og sociologisk - og en samfundsanalyse af et område af Asien, der vel rummer ca. 800 mill, indbyggere. Og denne oversigt skal gives ikke ved gengivelse af alment kendt deskriptivt stof, men ved et grundlæggende studium af det hele felt. Er dette lykkedes?

Det er nok ikke tilfældigt, at bogen har fået en titel, som lyder lidt skønlitterær, filmsagtig. En titel, der præcist ville dække bogens indhold, ville det næppe være muligt at formulere. Geografisk omfatter de områder, der dækkes af Pakistan, Indien, Ceylon, Burma, Malaysia, Thailand, Indonesien, Philipinerne og det tidligere Fransk Indokinas successorstater. For dette område findes ingen almindelig anerkendt fællesbetegnelse. Hertil kommer imidlertid, at hensigten at behandle dette område ikke rigtigt er nået. Bogen handler først og fremmest om Indien. Betydeligt mindre intensiv er skildringen af Pakistan, Ceylon og Burma. Endnu et langt stykke under kommer de øvrige områder, hvoraf PhPipinerne '>u de tidligere franske om råder i store dele af bogen næsten glemmes.

Stort lettere er det ikke at afgrænse bogens emnekreds. Myrdal fremhæver med rette, at man ikke kan anlægge isolerede synsvinkler på samfundet, hvis man vil forklare dets tilstand og udvikling. Verden er ikke »kun økonomisk« eller »kun politisk«.Med må alle samfundsfænomenerstuderes alle samfundsvidenskabers metoder anvendes. I princippet vil nok de fleste være enige heri, men er synspunktet gennemført i denne bog? Det forekommer anmelderen, at vægtfordelingen i forklaringener mere efter vestlige end efter områdets forhold. I alt fald er der to store samfundsfænomener, der skønt nævnt et utal af steder ikke har fået nogen samlet omtale, religionen og kastesystemet. Dette ville være helt berettiget i en tilsvarende bog om f.eks. Nordeuropa af i dag. Men forstår man det af Myrdal valgte område uden en dybtgående analyse også af disse samfundsfænomener. Vi må jo ikke glemme,at gamle Indiens område er præget af folk med mange forskellige sprog, ret forskellige racer, yderst forskelligt udviklingsniveauog tillige forskellige religioner.Da kom viste det sig muligt at forene forskellige sprog og racer, folk på helt forskelligt udviklingstrin,i stat, men det sprak på religionen.Har manglende faglige mobilitetikke med kastevæsenet at gøre? Hvordan sker mødet mellem kastevæsenetog moderne økonomi? Vil kastevæsenet,som vore øjne nærmest er uforeneligt med moderne økonomi og i endnuhøjre med moderne demokrati,

sygne bort, eller vil livet finde former, så moderne økonomi forenes med et kastesystem.Man jo ikke glemme, at ikke nok så mange love kan udrydde det adfærdsmønster,der knyttet til kastedelingen.

Bogen handler om nutiden, men den, der skriver en bog på henved 2300 sider, kommer til på udgivelsesdagen at have skrevet en bog om den nærmeste fortid. Bogen har i øvrigt betydningsfulde historiske disse giver ikke blot noget af varig værdi, men først og fremmest en nødvendig for nutidsanalysen. Der er måske få områder som disse dele af Asien, hvor fortidens sædvaner og økonomiske forhold i den grad binder nutiden. Det er i dag klart, at ikke blot er landegrænserne, men hele det politiske set-up et barn af den koloniale situation; landenes økonomi er i dag en funktion bl.a. af kolonimagternes politik og af de frigjorte staters reaktion imod og fortsættelse af denne politik; har imidlertid ikke mange sædvaner deres rod tilbage i den førkoloniale økonomi. De historiske afsnit er ikke skrevet ud fra en »historisk« synsvinkel, tjener alene til at forklare de nutidige forhold. Det må også være det eneste rigtige i en bog som denne.

Bogen hedder Asian Drama. Er den et drama, eller handler den om et drama? Ikke i nogen betydning af ordet er den et drama, og den er så sandelig heller ikke dramatisk, men den handler om et drama. Dette drama kan anskues på forskellig måde, som et møde mellem øst og vest, d.v.s. mellem to samfundsformer, der har en helt forskellig historie, mellem industrisamfund agrarsamfund, mellem på den ene side en dybt arbejdsdelt pengeøkonomi og på den anden side en vældig blok af subsistensøkonomi, mellem en dynamisk og en statisk samfundsform, mellem en højt uddannet teknisk indstillet befolkning og nogle nærmest uuddannede og lidet teknisk orienterede folkemasser. Den er også mødet mellem et samfund, hvor menneskene fødes ind i båse og ofte har svært ved at forlade disse, og vort i alt fald i det sidste par hundrede år yderst mobile samfund. Hertil kommer så det politiske. Hvor vore lande var prægede af, at vi i vor udviklingsperiode politiske systemer, der repræsenterede tidligere tids magt (konge, godsejere, feudalisme), er deres præget af, at de har kopieret vore nutidige politiske former, men endnu ikke har fået den økonomiske vi havde, da vi fik vort demokrati (skolegang, ideologisk forståelse, arbejdsdeling, interessebcvidsthed). Sandt at sige fik vi jo ikke vort demokrati til at fungere førend lidt ind i dette århundrede. Selv om udviklingsmønstret i de asiatiske lande naturligvis vil blive anderledes, end det var hos os, må man jo nok konstatere, at de har fået deres demokratiske furmer på et i forhold til den økonomiske udvikling tidligt stade. Dette giver en væsentlig mellem dem og os. Hvor vore regeringer ofte repræsenterede det forbigangne, deres en samfundsform, måske - og måske ikke - kommer. er nok ikke tilfældigt, at hvor vore revolutioner repræsenterede en folkets kamp imod feudalstyre og bureaukrati, repræsenterer deres ofte en bureaukratiets overtagen af magten fra de demokratisk valgte politikere. I begge tilfælde drejer det sig om en tilnærmelse af det politiske system til den økonomiske situation. Vist handler bogen om et drama, men er den et drama?

Det karakteristiske ved et drama er vist, at et konfliktstof isoleres og forenkles, så spændingen fremtræder blottet for alle virkelighedenssmåting enkeltheder. Oversattil forhold måtte dette vise sig ved, at man efter at have studeret virkelighedens komplicerede og uoverskuelige mosaik gav os et forenkletbillede, teori passende for deres forhold, en slags asiatisk »general theory«. Myrdal gør med rette gang på gang opmærksompå, vort teoretiske apparat, vore modeller, ikke passer på deres økonomi,at af begreber som nationalindkomst,opsparing, arbejdsudbudo.s.v. være direkte misvisendeog Heri har han så

givetvis ret, men må resultatet da ikke blive, at man må lave en tilsvarende teori for deres forhold, baseret på deres præmisser.Det imidlertid kun til tilløb til en sådan teori. Jeg ved ikke, om dette skyldes,at har mistet interessen for sligt, måske i det hele taget finder økonomiskteori Eller skyldes det, at bogen ikke blev færdig, at planen var for stor? Jeg er tilbøjelig til at tro det sidste.

I äit forord skriver My ru al, han har brugt medhjælpere og angiver, hvem, der har skrevet hvad. Anvendes medhjælp, plejer at følge et af to principper: Enten fremtræder de enkelte afsnit på deres forfatteres læserne må da acceptere en betydelig afstand i stil og synspunkter mellem afsnittene. Eller de har været underkastet en redaktion, så det hele ser ud som om det er én mands værk, ét sæt af synspunkter. Det sidste har sikkert været hensigten ved denne bog, men det er ikke rigtigt lykkedes. Man finder det ikke svært at mærke, når man bevæger sig fra den ene medforfatter til den næste. Ulykkeligvis dette ikke blot et stilspørgsmål. Det er, som om nogle af de deskriptive afsnit ikke rigtigt leder op til de konkluderende Det er måske kun et spørgsmål redaktion eller rettere mangel på redaktion. Denne ujævnhed i stilen, ufærdiggørelsen, måske hovedårsagen til, at bogen, skønt skrevet i et letlæseligt sprog, alligevel er blevet så besværlig at læse.

Det er naturligvis ganske umuligt at komme ind på en diskussion af enkeltheder eller synspunkter, udtrykt i dette kæmpeværk. nogle lidt tilfældigt valgte spørgsmål skal nævnes.

Myrdal er stærkt inde på, hvordan man kan have enklaver af moderne økonomi inden i den traditionelle økonomi. Han nævner plantagerne, som i lange perioder har levet deres eget liv, med egen moderne struktur etc., uden at der har været nogen synderlig afsmitning på livet uden for plantagerne. Det samme synes at gælde de store industrivirksomheder. Det er træk, der synes at gå igen fra udviklingsland til udviklingsland. Vi havde vel noget af det samme i vor udviklingsperiode, men hos os viste det sig nærmest at være træghedsmomenter. varede ikke så længe, førend fandt en vældig afsmitning sted fra den moderne sektor til den traditionelle; vil dette ske i udviklingslandene? sker det mindst i den assiatiske verden, langt mindre end i den sydamerikanske eller afrikanske. Noget tyder at vi over meget lange perioder må regne mLd i den verden, Myrdal beskriver, skulle have »a dual economy«.

Beslægtet med dette er spørgsmålet om arbejdskraftens stilling. Myrdal diskuterer i et af bogens interessanteste kapitler arbejdsudbuddet, ind på paradokset: den tilsyneladende overflod af übeskæftiget arbejdskraft, der forenes med vanskelighederne at finde arbejdskraft. Han fæstner sig stærkt ve.!, at udbuddet på en helt anden måde end hos os beror på arbejdstid og effektivitet. Forholdene på arbejdsmarkedet har sikkert også noget at gøre med, hvad man måske kunne kalde horisont. Det er jo i og for sig ejendommeligt, i mange fabrikker i udviklingslandene man ikke få faglærte arbejdere. De forbliver som håndværkere i basarerne. Det ligger ganske uden for deres horisont at tage lønarbejde, selv om dette vil flerdoble indkomst. De bliver, hvor de er, konkurrerer med den ny industri ved at kræve en meget lav indkomst for deres arbejde. I nogle tilfælde bliver det virkelige resultat for dem af, at en ny tid er kommet til landene, at de får en lavere realindkomst. på den måde kan bazarens kobberspand konkurrere med fabrikkernes plasticspand. Og familietraditioner, i nogle tilfælde kastebindinger, fører til, at deres børn heller ikke bevæger sig ind i den moderne sfære. Ofte har det vist sig yderst vanskeligt at få arbejdere til nye former for virksomheder, såsom plantager eller jernbaner, selv om den slags arbejde har været meget bedre betalt end det traditionelle. har simpelthen ikke haft tilstrækkelig til at forlade traditionerne. har forekommet én en meget fremmed form for arbejde.

En anden ejendommelighed ved hele dette er, at det er som om noget af landbrugets struktur er blevet trukket med over i industrien. Typisk for så meget landbrug er de mange led, jordejer, pengeudlåner, dyrker, landarbejdere, der hver skal have sin andel af udbyttet. Også industrien har sin lagdeling, sine »mellemmænd«, ansætter og afskediger, som leder og tilser arbejdet, - og som forlanger sin del af arbejderens løn. Betales andelen i lønnen ikke, er der intet arbejde. Virksomhedens ejer er så uendeligt langt borte fra der, hvor arbejdet foregår.

Bogen indeholder meget - jeg tror berettiget skepsis over for opfattelsen, at industrialisering hovedvejen til at opnå en højere levefod. Myrdal lægger vægten over på forbedring af landbruget. Disse afsnit om industriens muligheder vil være nyttig læsning for mange af udviklingslandenes industrialiseringsentusiaster. Ikke mindst lægger Myrdal vægt på, hvor enorm den industrielle sektor skal udvide for at opsuge en del af befolkningstilvæksten.

Kommer man imidlertid til landbruget, synes Myrdals fremstilling også at måtte efterlade læseren i en pessimistisk stemning. fremhæver, hvordan fremskridt hæmmes af den sociale struktur, af det traditionelle hvorefter jordens ejer og dyrker er to forskellige personer, hvoraf måske overlader arbejdet til særlige landarbejdere. Den, der vil investere, ofte låne til meget høje renter hos pengeudlånere. De beløb, der skal betales til pengeudlånere er undertiden en del af produktionen. Resultatet bliver, at dyrkeren, der skal tage initiativet til noget nyt, skal dele fordelen ved det noget større udbytte med jordejeren, måske med pengeudlåneren måske endda med andre. Det er ikke så underligt, om initiativ ikke tages; den, der skal udføre det ekstra arbejde, får næsten intet udbytte selv heraf. Denne institutionelle struktur var måske praktisk i et gammeldags statisk samfund, men tilsyneladende den nu med til at binde økonomien til at forblive statisk.

Man skal jo være varsom med at generalisere. ralisere.Man har undertiden - og denne bog svækker ikke indtrykket — fornemmelsen, bindingen til en fortids institutioner stærkere i Indien end i majoriteten udviklingslandene.

Vi, der har et indtryk fra vor egen udvikling, vel alle - bevidst eller übevidst - tilhængere af Marx's materialistiske historieopfattelse. Vi har set, hvordan den økonomiske udvikling får de af en tidligere tid bestemte kutymer til at visne bort. Står vi imidlertid her over for et samfund, hvor dette ikke sker, eller hvor det sker under meget større modstand; og hvor fortidens institutionelle ramme holder økonomien i fortidens greb. Vist er det drama.

Myrdal har en del kritiske bemærkninger om den tekniske bistand. Han har nok ret i meget, han skriver. Og Indien er nok vanskeligere arbejde i end så mange andre lande. Skyldes det, at sædvanerne er mere bundne til fortiden dér end hos os? Ligesom er prellet af på deres religioner hvor forskelligt fra Afrika, der har suget vore religioner til sig - har meget udviklingsarbejde været forgæves, virket naivt. Det er dog, som om hans kritik mere passer på halvtredsernes entusiasme end på tressernes indstilling.

Man har bebrejdet Myrdal, at han anlægger svensk synsvinkel på Indien; og nogle synes at ane gennem det hele ligesom et ønske om at bringe fremskridtet til dem, så de kan blive svenskerne lig. Anklagen kan forekomme helt uretfærdig, som få mere end Myrdal fremhæver, hvordan Indien må anskues ud fra sine egne forudsætninger, hvordan vore teorier ikke passer på deres forhold etc. Og dog er der måske lidt om kritikken.

Lad mig til sidst prøve på at give en samlet bedømmelse. Bogen er et imponerendestykke indeholder et væld af oplysninger og af mange synspunkter. Lang tid fremover må enhver, der vil beskæftige sig med disse emner, se efter, hvad Myrdal skrev. Bogen vil blive en opslagsbog mere end den vil blive en bog, man læser. Bogen er lagt så fantastisk ambitiøst an, at den føles som et ufærdigt arbejde. Det fornemmesi

mesiden ujævne stil, i den manglende samling på det store væld af enkeltheder og i den tilfældige behandling af landene uden for Indien. Den føles som et storværk,kunstneren da det nærmede sig færdiggørelsen.

---

* Professor ved Københavns Universitet.