I et kapitalapparat eller en befolkning sondrer ølgaard mellem en kalendereffekt og en rgangseffekt. vi pä befolkningen af økonomer, ville en årgangsetlekt uden kalendereffekt betyde, at hver kandidatårgang ville have lært alt, hvad der i kandidaturet var at vide, men aldrig ville lære mere. En kalendereffekt uden årgangseffekt ville betyde, at alle kandidater uanset årgang blev delagtiggjort i ethvert forskningsresultat. Ølgaard viser, at guldaldervækstraterne ens i de to tilfælde, men at niveauet er lavere ved argangseffekt end ved kalendereffekt.

Idéen bag efteruddannelse er at hæve niveauet ved at øge kalender effekten. Med dette prisværdige for øje afholdt Københavns Universitets Økonomiske Institut i efteråret 1967 og foråret 1968 en række efteruddannelsesforelæsninger, der nu i let omarbejdet form er offentliggjort instituttets publikationsrække¹, så alle vi andre, der også trænger til efteruddannelse, kan få glæde af dem. Anmelderen vil straks sige, at han ikke mindes at være blevet efteruddannet en mere effektiv og fornøjelig måde. end han er blevet ved læsningen af denne bog Hans eneste sorg, da bogen var læst til ende, var at den var begrænset til makroøkonomi. Hvad om Vind havde skrevet om aktivitetsanalyse og von Neumann-modellen, Nørregaard Rasmussen om input-output-modeller, Danø om produktionsfunktioner, og Ole Immanuel Franksen om operationsanalyse? Men det kan måske komme.

Når hver forfatter har fået ca. 30 sider, kan han jo trods al klarhed og alt overblik ikke få
alt med, så anmelderen må måske have lov at supplere lidt hist og resumére lidt her - mod at
love at holde sig til hovedsynspunkter.

I kapitel 1 lægger Nørregaard Rasmussen for med en klar udformning af Samuelson's »simple mathematics of income determination«, men i tilgift til de Samuelson'ske ligninger får vi hos Nørregaard Rasmussen også ligningernes modstykker i nationalregnskabet. Skitser af konjunktur- og inflationsteori peger frem mod bogens senere kapitler. Kapitlet er en fin appetitvækker.

I kapitel 2 behandler Erling Jørgensen forbrugsfunktionen, dels den totale, dels Engelkurverne. viser jo som regel, at tjenesteydelser har større indkomstelasticitet end varige konsumgoder (en slags kapitalgoder), som igen har større indkomstelasticitet end ikkevarige Men vi ved jo også, at tjenesteydelsers pris i det lange løb stiger i forhold til kapitalgoders pris, som igen stiger i forhold til konsumgoders pris. Denne grundtendens i de relative priser får man jo altid med i tidsseriedata, hvorimod den ikke kan optræde i tværsnitsdata. har vi vel den vigtigste forklaring på Erling Jørgensen's »forbrugsmønsterparadoks«, tidsseriedata og tværsnitsdata giver så forskellige resultater. Derfor undrer man sig lidt over, at et kapitel om efterspørgsel ikke har kunnet linde plads til prisen.

I kapitel 3, et af bogens bedste og vigtigste, giver Ellen Andersen en fremstilling af hypoteser
om og målinger af investeringsadfærd fra Keynes til Jorgenson. Fremstillingen er klar og udtømmende,men
har anmelderen ikke modstået fristelsen til at forsøge at resumére et

---

1. Niels Thygesen og P. Nørregaard Rasmussen (red.), Udviklingslinjer i makroøkonomisk teori, G. E. C. Gads Forlag, København, 1969, 413 sider, kr. 81,00.

resumé og omformulere Kilen Andersen's oplæg en ganske lille smule. Lad os lige samle de af
Kilen Andersen's symboler, vi skal bruge:

a — produktionens elasticitet ni. h. t. kapitalapparatet
c = omkostningen ved at have en enhed af kapitalapparatet til rådighed (»rental«)
C totalomkostning
/ = nettoinvestering
k = kapitalkoefficient
K = faktisk kapitalapparat
A'* — onsket kapitalapparat
/. -= arbejdsstyrke
p — produktpris
r = rente
V = produktion
Z = profit

Først slås fast, at hvad der er en funktion af renten er ikke investering men onsket kapitalapparat

(1)

Lad nettoinvestering være defineret som differentialkvotienten heraf m. h. t. tiden:

(2)

Investeringen afhænger altså ikke af renten selv men af dens ændringer. Da imidlertid renten ændrer sig mindre end andre storrelser, af hvilke Ä* afhænger, var det naturligt indfoje disse. Vigtig blandt dem måtte produktionen være, så lad ønsket kapitalapparat proportional med produktion:

(3)

Lad igen nettoinvesteringen være defineret som differentialkvotienten heraf m. h. t. tiden:

(4)

Investeringen afhænger altså ikke af produktionen selv men af dens ændringer

Dette oplæg ville for det første have vist, at både renteforklaringen og produktionsforklaringen gå tilbage til det ønskede kapitalapparat og heraf aflede investeringsadfærden ved differentiation. Oplæget ville for det andet have vist, at acceleratoren k er den Harrod-Domar'ske Herigennem ville hos læseren den mistanke være blevet vakt, at når vækstteorien fik så meget bedre greb om tingene ved at erstatte den fastfrosne kapitalkoefficient med en produktionsfunktion

(5)

der tillader substitution mellem kapital og arbejde, så kunne investeringsteorien måske med
fordel gå samme vej. Det er netop det, den har gjort. Lad os følge Ellen Andersen og Jorgenson
og specificere (5) som f. eks. en Cobb-Douglasfunktion:

(6)

Vi definerer derpå profit som omsætning minus omkostning:

(7)

Det ønskede kapitalapparat er nu det, for hvilket profitten er maksimum, altså det, for
hvilket

(8)

eller

0»)

hvilket næsten er Ellen Andersen's (,'5.17). Men ikke helt: Hun bruger differensligninger i stedet differentialligninger og får herved fat i noget væsentligt, som er gået tabt ovenfor, nemlig alting tager sin tid, især tilpasning af det faktiske til det ønskede kapitalapparat. Det smukke profitmaksimeringsresultat (9) må derfor kombineres med en tidkrævende tilpasningsproces beskrevet af Ellen Andersen's (3.18). Anmelderen må måske have lov at supplere med henvisning til [6], som indeholder smukke empiriske distributed lags for en række amerikanske 1947-1960. Hovedresultatet er, at investeringen indtræder fra halvandet til tre år efter, at det ønskede kapitalapparat har forskudt sig i forhold til det faktiske.

I kapitel 4 gennemgår Liittichau Phillipskurven og den måde, hvorpå Lipsey har afledet den af et udbuds- og efterspørgselsdiagram plus hypotesen om, at pengelønnens tilpasningshastighed proportional med overskudsefterspørgselen. Fremstillingen er simpel og klar, men tilbage står jo det faktum, som Liittichau selv nævner, at »prisen på arbejdskraft ikke dannes på et frit marked«. Netop i Zeuthen's fædreland ville det have været naturligt i stedet at tage udgangspunkt i forhandlingsteorien. Gør man det, tager Phillipskurven sig plausibel ud: Ifølge Zeuthen dannes lønnen jo dér, hvor parterne er lige villige til at udsætte sig for konflikt. Under høj beskæftigelse og god ordretilgang er arbejdsgiverne særligt ængstelige for at miste gode ordrer ved konflikt, og lønnen kan derfor gå højere op end under lav beskæftigelse, før arbejdsgiverne er lige så villige som arbejderne til at udsætte sig for konflikt. Zcuthens arbejdsmarkedsmodel forresten den fordel, at den viser lønnen som resultatet af et forenet »demand pull« (bag arbejdsgiverne) og »cost push« (bag arbejderne). Efterspørgselstrækket og omkostningsskubbet kan altså slet ikke skilles ad, som man så ofte prøver at gøre.

I samme kapitel gør Gelting rede for, hvordan det går med arbejdsproduktiviteten (og dermed når beskæftigelsen vokser. Keynes var i det stykke en nyklassiker, som troede proportionsloven og var sikker på, at arbejdets grænseproduktivitet ville falde. Nu om dage ved vi, at der i industrien ikke er nogen videre substitution mellem arbejde og kapital for det allerede eksisterende kapitalapparats vedkommende. Herpå kommer Gelting ikke ind; derimod henviser han til de faste omkostninger ved ansættelse og uddannelse af en arbejder. Der vil derfor fastholdes arbejdere under midlertidigt forringet afsætning. Arbejdets gennemsnitsproduktivitet altså lav under depression, høj under højkonjunktur.

I et friskt og udtryksfuldt sprog giver Erling Olsen i kapitel 5 en oversigt over udenrigshandelensteori. af Heckscher-Ohlinmodellen skydes tilside for at give plads for de bidrag, der har taget helt nye udgangspunkter. Meget skyldes her skandinaver. Hoflmeyer's [o] understregning af, at de komparative fordele er menneskeværk, blev brugt til at forklare dollarknapheden, men den kunne lige så godt eller bedre være brugt til at forklare de massive amerikanske direkte investeringer i Europa, som afløste (for ikke at sige afskaffede) dollarknapheden.Burenstam [3] er enig med Hoffmeyer og fremhæver forskning og skalafordelesom vigtigste grunde til komparative fordele. Hoffmeyer's og Burenstam Linder's idéer dannede forøvrigt udgangspunkt for en smuk artikel af Vernon [10], som Erling Olsen

ikke nævner, men som får både international handel og international direkte investering til at
falde fint på plads i en produktcyklus.

Fremfor alt er det dog Pentti Pöyhönen (Helsingfors) og Kyösti Pulliainen (Tammerfors),
som med deres gravitationsmodel har været pionererne. Hovedidéen er måske kortest udtrykt
af Pulliainen [8]:

(10)

hvor

o, b, c, et, c,, d = parametre
ri; = transportdistancen mellem landene iogj
Xij = eksport fra land i til land j
iji, ijj = bruttoproduktet i land iog landy

Med visse modifikationer gav denne model en forbavsende god tilnærmelse til verdenshandelens
1948-1960.

Erling Olsen afslutter sit kapitel med en af de korteste og mest udtømmende fremstillinger
af Leontiefparadokset, anmelderen mindes at have set.

I kapitel 6 udvikler Ølgaard med vanlig pædagogisk evne Harrod-Domarmodellen, den nyklassiske uden og med teknisk fremskridt, ulegemliggjort og legemliggjort teknisk fremskridt, Cobb-Douglasfunktionen og produktionsfunktionen med konstant substitutionselasticitet. veldisponeret og flydende skriver kun den, der behersker emnet tilbunds. Kun een uklarhed kunne anmelderen finde. Ølgaard siger selv, at det man i konvergensproblemet spørger om, er om en succession af ligevægte konvergerer mod det specialtilfælde, at deres vækstrate er stationær. Altså har dette konvergensproblem intet som helst at gøre med problemet ligevægtens stabilitet. Herved forstås jo ligevægtens evne til at genskabe sig selv efter en ligevægtsforstyrrelse: En kugle, der ligger i bunden af en skål, er i stabil ligevægt, hvorimod en kugle, der ligger på toppen af en kuppel, er i ustabil ligevægt. Den eneste måde at undersøge stabiliteten på [4], [9] er at forstyrre ligevægten og undersøge, om successionen af uligevægte konvergerer mod en ligevægt. Alt dette véd Ølgaard naturligvis men nævner det ikke. Så meget mere uklart er det derfor, når han s. 167 siger, at hans konvergens af ligevægte mod stationær vækstrate »i virkeligheden er et spørgsmål om, hvorvidt guldalderløsningen er stabil«.

Jørgen Pedersen's kapitel 7 handler næsten kun om Rostow's faser og er næsten dobbelt så langt som bogens øvrige kapitler. Anmelderen synes, det væsentlige om Rostow måtte kunne siges kortere. På den indvundne plads kunne man så passende have refereret noget af det righoldige materiale, Kuznets [7] har fremlagt for en række industrilandes og underudviklede langtidsudvikling. De øvrige kapitler drøfter jo netop ofte teoriens konsistens med empirien, og det er det, der gør dem så værdifulde.

I kapitlerne 8, 10 og 11 skriver Mogens Boserup om udviklingslitteraturen, Thorlund Jepsen om finanspolitiske instrumenter og Thygesen om pengepolitiske instrumenter. Her er anmelderen bort fra sine egne arbejdsfelter og har derfor nøjedes med andægtigt og med stort udbytte at lade sig efteruddanne.

I kapitel 9 fremstiller Danø den økonomiske politiks teori. Kapitlet er et fund af klarhed og overskuelighed og lever altså helt op til den Danø'ske tradition. Anmelderen ville også tro, at behovet for efteruddannelse på det behandlede område er meget stort. I hvert fald hertillands kan man endnu træffe folk, som mener, at Federal Reserve systemet tager sig af prisniveauet og Kongressen af beskæftigelsen! Anmelderen vil slet ikke pille ved dette kapitel, han kan ikke forbedre det.

Derimod vil han gerne applaudere Danø's ord, at »man kan ikke lave verbale decisionsmodeller,og
kan ikke regne numerisk på matematiske modeller, før man har fået estimeret
parametrene i relationerne«. Mon det danske Økonomiske Råds formandskab har en hemmeligdecisionsmodel

ligdecisionsmodelliggende i en aflåset skuffe? Noget i retning af »Modis III« [I], »das Bonner Modell« (Institut fiir Gesellschafts- und Wirtschaftsvissenschaften der Universität Bonn) eller »das Tiibinger Modell« (Institut fiir Angewandte Wirtschaftsforschung der Universität Tubingen)?Hverken økonomer eller danske data skulle vel være ringere end norske eller forbundstyske (og var de det, kunne de første jo da efteruddannes og de sidste indsamles!). I visse lande har vanskeligheden været den, at ikke-interventionister frygter, at decisionsmodellerkunne til flere decisioner. Det skulle være klart, at såvel interventionister som ikkeinterventionistermå sig decisionsmodeller — de sidstnævnte ud fra det synspunkt, Schumpeterforsvarede med, da man undrede sig over, at netop han i 1918 indvilligede i at indtrædei Socialiseringskommission: »Hvis nogen vil begå selvmord, er det bedst, at der er en lægo tilstede«

I kapitel 12 fremstiller HoiTmeyer inflation og indkomstpolitik og gengiver på s. Hf»f> den Keynesmodel, om hvilken Hector Estrup s. 404 så rigtigt siger, at den består af lige så mange ligninger som übekendte plus en ulighed. Derfor kan den, fortsætter Estrup, være overbestemt, og det er netop den overbestemte form, der præsenteres af Hoffmeyer på s. 355. Andetsteds [2\ har anmelderen vist, at denne models prisstigning er ude af stand til at eliminere sin egen kilde, ikke møder nogen grænse og derfor må være øjeblikkelig og grænseløs. Hoffmeyer har også tydeligt en fornemmelse af, at der er noget galt, for han siger, at det er »vanskeligt at få noget rigtigt indhold i disse modeller«. Men medens Hoffmeyer blot ser vanskeligheden i, at Keynes' inflationsmodel »mangler et pengesystem og analyse af et faktormarked«, så mener anmelderen, vanskeligheden er mere fundamental: Modellen er rent statisk. Før man dynamiserer den, får man ikke den øjeblikkelige og grænseløse prisstigning til at opføre sig begribeligt og realistisk. Det kan man til gengæld gøre [2] uden at indføje hverken pengesystem eller faktormarked. største fortjeneste var derfor ikke, som Hoffmeyer mener, det udmærkede pengesystem og faktormarked, men derimod dynamikken, dateringen af hændelserne. Her var Wicksell den første. PS. Om Wicksell's inflationsmodel står der ikke et ord i tlber Wert, Kapital und Rente, som Hoffmeyer's henvisning gælder. Modellen findes i Geldzins und Guterpreise

En efteruddannelses-lækkerbidsken er gemt tilsidst: Hector Estrups makroøkonomiske
teorihistorie. Både unge og ældre trænger til det historiske perspektiv, Estrup giver. Uden det
forstår vi hverken vore nationalregnskaber, vore input-output-modeller eller vor makroteori.

Til slut nogle betragtninger over bogen som helhed. Ølgaard foreslog, halvt i spøg, at anmelderen kalde sin artikel »Gensyn med Danmark«. Snarere er den jo i virkeligheden blevet et kig ind ad vore egne vinduer. Scenen vrimler jo med vore hjemlige aktører: Friedman, Hirschman, Jorgenson, Leibenstein, Leontief, Modigliani, Musgrave, Rostow, Samuelson, Solow ... På sit fakultets vegne glæder anmelderen sig over, at endda to af hans egne kolleger er med, Ferber og Hodgman. Man griber sig i at anvende Poyhonen's og Pulliainen's gravitationsmodel udenrigshandelen i idéer og spekulere videre over, hvorfor så stor en del af den økonomiske forskning nu om dage foregår i Amerika. Man kunne komme på den tanke, at amerikanere ikke nødvendigvis er bedre begavede end europæere, men at der på amerikanske universiteter virker incitamenter, som mangler i Europa. Hvorfor skulle af alle økonomiske subjekter kun økonomerne selv være upåvirkelige af incitamenter? Nå, men tilbage til foreliggende

Le défi américain ses ikke blot af bogens indhold men også af dens sprog. Moderne økonomdanskchokerede som i kalenderåret 1968 skrev artikler på 3 sprog, forelæste på 4, og gjorde sig megen umage for at holde dem ude fra hverandre. Måske skulle han have sparetsig Helt uden anførselstegn taler Nørregaard Rasmussen om laggede variable (s. 35), Gelting om wage-goods (her er bindestregen dog i hvert fald dansk, s. 108), Ølgaard om disembodied teknisk fremskridt (s. 164), Jørgen Pedersen om at indulgere i masseforbrug (s. 212) og om romanticisme (s. 222), Danø om boundary conditions (s. 270), Thorlund Jepsen

om timingen af indkomstanvendelscn (s. 285) og om beskatningens disincentive effekt (antyder k'et en dansk udtale af hele mundfulden?). Man skal vel ikke tage tungt på et par fro af ugræs, der er foget over hegnet, men snarere glæde sig over den udprægede mangel på provinsialisme,det er udtryk for.

Kun een mangel ved bogen vil anmelderen alvorligt påtale: Hvorfor har den dog ikke et
index?

---

* Professor ved University of Illinois, Urbana.

LITTERATUR

[1] Bjerkholt, 0., .4 Precise Description of the System of Equations of the Economic Modet Modis 111,
Oslo 1968.

[2] Brems, H., Quantitative Economic Theory, New York 1968, kap. 40.

[4] Hahn, F. H., »The Stability of Growth Equilibrium«, Quart. Jour. Econ., 74, 206-226 (maj 1960).

[5] Hoffmeyer, E., Dollar Shortage and the Structure of United States Foreign Trade, København
og Amsterdam 1958.

[6] Jorgenson, D. W., og J. A. Stephenson, »The Time Structure of Investment Behavior in
United States Manufacturing 1947-1960,« Ren. Econ. Stat., 49, 16-27 (februar 1967).

[7] Kuznets, S., Modern Economic Growth, Rate, Structure, and Spread, New Haven og London 1966.

[8] Pulliainen, K., »A World Trade Study: An Econometric Model of the Pattern of the Commodity
in International Trade in 1948-1960«, Ekonomiska samfundets tidskrift, 1963:2,
78-88.

[9] Sargent, J. R., »The Stability of Growth Equilibrium: Comment,« Quart. Jour. Econ., 76,
494-501, (august 1962).

[10] Vernon, R., »International Investment and International Trade in the Product Cycle,« Quart.
Jour. Econ., 80, 190-207 (maj 1966).

[11] Wicksell, K., Geldzins und Guterpreise, Jena 1898, oversat som Interest and Prices, London 1936.