Olav Grue: Byggevirksomheden og den konomiske udvikling. København 1967. 206 sider. Pris: 35,80 kr. (Studier fra Københavns Universitets Økonomiske Institut, nr. 12.)

I den offentlige debat er byggeriet ofte blevet anset som arnested for inflation og betalingsbalancevanskeligheder. Grue diskuterer hvorvidt dette er rimeligt.

Når byggeriet tillægges så stor vægt for betalingsbalancen, skyldes det ikke, at der er tale om en stor sektor med høj importkvote. Nybyggeriet udgør 5-7 pct. af bruttonationalproduktet, og alt i alt lægger byggeriet kun beslag på 5-6 pct. af importen. Men da byggesektorens importkvote ligger så lavt som 15-20 pct. uden væsentlig stigning fra det gennemsnitlige til det marginale, slår ændringer i byggeaktiviteten kraftigt igennem på de indenlandske indkomster, og hertil kommer faren for, at byggeriet som udpræget hjemmemarkedserhverv kan fostre inflationstendenser, som gennem lønafsmitning vil brede sig til andre erhverv. Denne fare kan synes så meget mere åbenbar, som tilgang til byggefagene kun kan foregå langsomt.

Det spørgsmål, Grue diskuterer, er da, om byggeriet hovedsagelig følger den almindelige konjunkturudvikling, eller om byggeriet i vidt omfang selv fører an i konjunkturudviklingen. Diskussionen om vekselvirkningen mellem byggesektoren og de øvrige sektorer føres på basis af en historisk-statistisk undersøgelse af udviklingen i byggevirksomheden sammenholdt med

udviklingen i den samlede økonomiske aktivitet, idet der startes omkring 1880 og sluttes i begyndelsen af 1960'erne med hovedvægten lagt på efterkrigsårene.

Indtil 1. verdenskrig begrænser talmaterialet stort set undersøgelsen til at gælde for hovedstaden. For mellemkrigsårene er størstedelen af landets boligbyggeri med i byggestatistikken, mens løbende oplysninger om det samlede erhvervsbyggeri og det offentlige byggeri først foreligger for efterkrigsårene.

De store svingninger i det københavnske boligbyggeri med boom 1884-86 og igen fra århundredskiftet til byggekrisen i 1908 (1903-05 lå niveauet tre gange over det »normale«) søges traditionelt forklaret med renten. Mon Grue opgiver denne forklaring, og opsvinget 1900-08, der også omfattede erhvervsbyggeriet, tilskrives i stedet den almindelige konjunkturopgang og byggebankernes stærkt ekspansive holdning til finansiering af boligbyggeriet.

Derimod mener Grue, at renten har haft betydelig indflydelse på mellemkrigsårenes boligbyggeri. Stigningen i antal fuldførte lejligheder i 1923 og navnlig den kraftige stigning i 1934 og 1935 ses hovedsagelig som følge af et forudgående fald i obligationsrenten, mens nedgangen i det fuldførte boligbyggeri i 1924 og i 1932 ses som følge af en forudgående rentestigning. Det er vel tvivlsomt, om det er berettiget at tillægge renten så afgørende betydning. I hvert fald synes sammenhængen mindre plausibel for en del af mellemkrigsårene, hvilket nok hænger sammen med, at det i givet fald ikke er den aktuelle rente, men snarere den forventede fremtidige renteudvikling, der skulle søges inddraget som forklarende variabel. Formentlig har den almindelige økonomiske usikkerhed omkring pariføringen og i 1930'ernes kriseår sammen med den periodevise og stærkt varierende offentlige støtte spillet en fuldt så stor rolle som renten.

I efterkrigsårene, der som nævnt kun behandles indtil begyndelsen af 1960'erne, har den direkte regulering præget byggevirksomheden. I en udmærket gennemgang af husleje- og byggepolitikken belyses skismaet mellem ønskerne om at fastholde et lavt lejeniveau, sikre en stor boligproduktion og tilgodese erhvervsbyggeri og offentligt byggeri, når dette ikke må gå for meget ud over betalingsbalancen.

Til nærmere undersøgelse af sammenhængen mellem byggevirksomheden og den samlede aktivitet, som den afspejler sig i importen, sammenholdes i figur 17, side 138, for årene 1949-60 kvartal for kvartal det samlede byggeri målt i m2m² med sæsonudlignede tal for den samlede import. Heraf konkluderes, at der nok er en vis tidsmæssig samvariation, men ikke så udpræget, at den kan tages som generel regel. Denne konklusion kan vel ikke undre, da man næppe kan forvente, at sammenhængen mellem byggeri og samlet aktivitet med de påvirkninger, der går både fra byggeri til de svrige sektorer og fra de øvrige sektorer til byggeri, skulle åbenbare sig entydigt ved en kvartalsvis sammenligning af byggeri og import uden hensyntagen til leads og lags. Det forekommer i øvrigt vanskeligt på grundlag af figuren umiddelbart at danne sig et indtryk af forholdet mellem byggeri og import, da sæsonsvingningerne i byggeriet dominerer billedet.

Byggefagenes eventuelle stilling som lønfører tages også op til nærmere undersøgelse. Konklusionen bliver, at murerne nok i nogle af efterskrigsårene har haft relativt store lønstigninger, men at dette stort set opvejes af perioder med relativt lille lønstigning, således at der ikke i almindelighed er større grundlag for at betragte specielt byggefagene som lønfører. Der er ikke taget skridt til en tilsvarende undersøgelse for avancernes vedkommende.

Alt i alt bliver konklusionen på spørgsmålet om byggeriets stilling i konjunkturpolitikken, »at byggevirksomheden vel er en betydningsfuld sektor af samfundsøkonomien, og derfor ikke kan holdes fri for økonomiske indgreb, men at byggevirksomheden på den anden side ikke i almindelighed kan anses for arnestedet for konomisk overaktivitet, således som nogle har villet hævde« (side 10). Det fremhæves, at

en huslejepolitik med fastlåsning af et lavt lejeniveau i den ældre boligmasse virker destabiliserende på byggeriet, fordi efterspørgselsændringer kun rammer det nyeste og dermed dyreste byggeri. Med henvisning til accelerationsprincippet forventes øget destabilitet i byggeriet som følge af erhvervsbyggeriets stigende andel af det samlede byggeri. På denne baggrund plæderes stærkt for, at det offentlige byggeri i større

grad end hidtil tilrettelægges med henblik
på stabilisering af det samlede byggeri.

Grues bog giver en let tilgængelig, mere praktisk end teoretisk betonet fremstilling af nogle af de problemer, der knytter sig til husleje- og byggepolitikkens indpasning i konjunkturpolitikken.

---

* Sekretær i Danmarks Nationalbank.