Programbudgetering. Utg. av Finansdepartementet, Stockholm 1967. 376 + 185 + 53 sider. Pris: 16 + 12 + 8 sv.kr. (Statens offentliga utredningar 1967: 11, 12 og 13).

Betænkningen er udgivet i 3 bind, der sælges enkeltvis. Bind 1 er den egentlige betænkning, bind 2 refererer nogle studier og forsøg, og bind 3 er et sammendrag af bind 1. Der ligger ikke mindre end 22 mandår til grund for denne betænkning, der søger at råde bod på, at udviklingen af bedre offentlige budgetter hidtil kun i ringe udstrækning har kunnet støtte sig til udførlige analyser af problemerne.

Betænkningen bærer præg af, at den er sammensat af kapitler med hver sin sponsor, såsom kapitel 5 Inneborden av programbudgetering och dess tillåmpning i USA ved universitetslektorn Göran Widebäck, kap. 6 Forslag om programbudgetering ved professorn ihorburn, kap. 7 Kosinadsredovisning og kap. 8 Forslag til statlig normalkontoplan ved aukt. revisorn Hanner, kap. 9 Prestationmåtning ved professorn af Trolle og kap. 11 Anslagssystemet vid programbudgetering ved departementsrådet Resare.

Kommissoriet gik ud på at undersøge, hvilke forbedringer, der kunne ventes at blive resultat af forskellige fremgangsmåder ved omkostningsregnskab og programbudgettering, og udvalget har koncentreret sig om at konstruere et system, gennem hvilket man på den ene side får klart udtryk for, hvilke præstationer en myndighed yder, og på den anden side får præcise oplysninger om de omkostninger, som danner forudsætning for præstationerne.

Det kan undre, at udvalget har turdet gå i gang med at konstruere dette system uden at have analyseret betydningen af, at offentligt regnskabsvæsen normalt ikke skal løse den opgave at sammenstille en opspaltet omsætning med de beregnede omkostninger ved fremstillingen af de respektive andele af produktionen, idet netop bestræbelser for at løse denne opgave mere end noget andet motiverer udformningen af de regnskabssystemer, som udvalget relativt kritikløst bruger som forbillede.

Tager man det imidlertid som givet, at en offentlig myndighed netop har brug for det system, som udvalget søger frem mod, må man erkende, at den foreliggende betænkning er en fortræffelig håndbog for alle som arbejder med løsning af mange af de vanskelige problemer, der under alle omstændigheder vil opstå ved overgangen til præstations- eller programbudgettering.

Betænkningen giver således udmærket vejledning om, hvordan man ved gensidig tilpasning af opdelingen i afdelinger og opdelingen i handlingsprogrammer samt ved konsekvent at skelne mellem hovedomkostningssteder og hjælpeomkostningssteder kan forøge mulighederne for at udnytte fordelene ved anvendelse af EDB. Betænkningen giver også god oversigt over den udvikling, der har fundet sted i offentligt regnskabsvæsen i USA og god vejledning ved løsning af problemer vedrørende måling af præstationer og vedrørende måling af de såkaldte komplementære omkostninger, bl.a. til pensionsforpligtelser og til forrentning og afskrivning. Til gengæld lades man i nogen grad i stikken, hvis man søger svar på forskellige problemer vedrørende kontoplanens udformning, idet betænkningen er tavs, når det gælder retningslinier for indretning af kontoklassen for handlingsprogrammer (omkostningsbærere) i kontogrupper, f.eks. ud fra hensyn til, hvad der er hensigtsmæssigt ved budgettering eller hensigtsmæssigt, når man i videst muligt omfang ønsker at kunne henføre udgiftsposter direkte til omkostningsbærere. Udvalget har ligeledes forsømt at diskutere, om bevillingerne skal referere til tidspunktet for betaling, tidspunktet for levering eller tidspunktet for afgivelse af bindende bestilling af ydelser udefra. På disse områder får man noget mere udførlig besked i Svenska stadsförbundets betænkning af 1962 Kommunernas Budget och Råkenskaper, der i øvrigt i nærværende betænkning ukorrekt angives at gå ind for fuld omkostningsfordeling.

For den, der i særlig grad vil beskæftige sig med betænkningen som baggrund for bedømmelse af den igangværende udvikling i den danske stats budgetvæsen, er det interessant, at den svenske betænkning kan akceptere rammebevillinger som en overgangsordning, og at det svenske udvalgs høje prioritering af budgetering og kontrol på basis af enhedsomkostninger fører til skarp adskillelse af driftsudgifter og udgifter til investeringer; en adskillelse, der som bekendt netop er ophævet herhjemme.

---

* Lektor ved Aarhus Universitet.