Assar Lindbeck: Svensk ekonomisk politik. Problem och teorier under efterkrigstiden. Aldus/Bonnier, Stockholm 1968. 233 sider. Pris: 17,50 sv.kr. (Aldusserien, A 230.)

Professor Assar Lindbeck fra Handelshögskolan i Stockholm har i et supplementshæfte til The American Economic Review fra juni 1968 udarbejdet en redegørelse med titlen: »Theories and Problems in Swedish Economic Policy in the Post Denne redegørelse har Lindbeck derefter omarbejdet, og i den foreliggende populariserede svenske udgave er de beskrivende og empiriske afsnit gjort bredere, medens de økonomisk-teoretiske afsnit indtager en mere tilbagetrukken plads.

Det stadig mere intensive økonomiske samkvem mellem Sverige og Danmark skaber i sig selv en motivering for, at en bog som den foreliggende skulle være af interesse for danske læsere. Ved siden af de direkte virkninger af et udvidet svenskdansk økonomisk samarbejde har der i 1960'erne ligesom i de nærmest foregående tiår været en tendens til, at nydannelser på det økonomisk-politiske område har haft en ikke übetydelig afsmitningseffekt fra den ene side af Øresund til den anden. Selv om Danmark opnåede at blive »foregangsland« med hensyn til overgangen til merværdiafgiftssystemet, er det antagelig berettiget at sige, at påvirkningerne på det konomisk-politiske område i de sidste tiår overvejende er gået fra Sverige til Danmark.

Lindbeck's bog, hvis tekstafsnit er på knap 200 sider i bijligbogsformat, giver en let læselig og god oversigt over den konomisk-politiske udvikling i Sverige i årene siden 1945. I kraft af det omfattende stof og den kortfattede form kan der her og der være hændelsesforløb eller diskussioner, som man gerne havde set mere fyldigt behandlet. Bogen er imidlertid ledsaget af en liste over kildehenvisninger på 212 numre, saledes a.t der er gode muligheder for at finde frem til en mere indgående behandling af emner, som læseren måtte være specielt interesseret i. Bogen er skrevet i et nøgternt sprog, og i hvert fald på en ikke-svensk læser virker fremstillingen meget objektiv.

Lindbeck opsummerer sin vurdering af den svenske økonomi i årene siden 1945 ved at karakterisere den som en økonomi præget af høj beskæftigelse med permanente inflationstendenser. I forhold til andre industrilande har den økonomiske udvikling først og fremmest været karakteriseret ved:

1. En vækstrate, der nogenlunde svarer
til gennemsnittet for OECD-landene (excl.
Japan).

2. Betydelige korttidsforstyrrelser i eksporten
og de private investeringer.

3. Betydelige fluktuationer i produktionen
i enkelte sektorer.

4. Produktion og beskæftigelse nær grænsen for fuld kapacitetsudnyttelse for konomien som helhed i størstedelen af perioden.

5. En inflationstakt for perioden 1950-1965,
der har ligget noget over gennemsnittet
for andre europæiske üECD-laude.

6. En mærkbar stabilisering i de senere år i vækstraten for nationalproduktet og dets vigtigste komponenter muligvis ledsaget af en stabiliseringstendens i pris- og lønudviklingen.

7. En bemærkelsesværdig parallel udvikling
i import og eksport igennem størstedelen
af perioden.

I de første 10 år efter 1945 var den svenske økonomi præget af meget omskiftelige forhold. Den økonomiske politik i perioden var i høj grad præget af kvantitative reguleringer (importkontrol, igangsættelseskontrol for byggeriet) og priskontrol, og skildringen af perioden har derfor i dag mest historisk interesse. Selv om finanspolitikken ikke blev anvendt særlig aktivt i disse år, var der dog særlig i første halvdel af 1950'erne tendens til en mere aktiv finanspolitik. Bortset fra en moderat opadgående tilpasning af renteniveauet i 1950 var pengepolitikken frcrn til 1955 præget af en fastholdelse af 1940'ernes lavrentepolitik.

Svensk økonomisk politik har i årene siden 1945 i det store og hele været i stand til at sikre et jævnt konjunkturforløb, men det er dog bemærkelsesværdigt, at den svenske regering stort set lod stå til over for de afledede virkninger af den ekstremt gunstige eksportkonjunktur, som Korea-krigen skabte for Sverige; i løbet af årene 1951-52 steg det svenske lønniveau således med godt 40 % og forbrugerpriserne med ca. 25 %.

Siden 1953-54 har de økonomisk-politiske instrumenter i Sverige først og fremmest været af generel karakter med finanspolitikken suppleret af pengepolitikken som hovedvirkemidlerne. Det er derimod karakteristisk at man bevidst har undladt at anvende en aktiv indkomstpolitik som led i den økonomiske politik. Analyserne i Lindbeck's bog af lønudviklingen viser, at både de overenskomstmæssige stigninger og lønglidninger har været ret nært forbundet med variationerne i ledigheden; det gengivne materiale tyder på, at lønstigningstempoet accellererer betydeligt i perioder, hvor ledigheden for industriarbejdere ligger lavere erid IVz % til 1% %

Der har i 1960'erne været en tendens til i højere grad end i sidste halvdel af 1950erne at interessere sig for anvendelsen af selektive indgreb af forskellig art først og fremmest inden for arbejdsmarkedspolitikken og regionalpolitikken. Baggrunden for denne tendens, der af Lindbeck betegnes som »ny-merkantilistisk«, har været, at der samtidig med den almindelige højkonjunktur, der har rådet i Sverige i 1960'erne, er sket en vis forstærkelse af visse branchemæssige og regionale strukturproblemer, der stærkest har manifesteret sig i en tendens til øget ledighed i de nordlige len.

Fra et aktuelt synspunkt må kapitlerne 5, 6 og 7 om finanspolitikken og pengepolitikken nok siges at være de mest interessante i bogen med deres kombination af en præsentation af det økonomisk-politiske forløb og en gengivelse af hovedtrækkene af den akademiske diskussion i Sverige om disse problemer. Efter OECD's opgørelser har Sverige sammen med Frankrig i de ;;enere år ligget i toppen med hensyn til relativt skattetryk; i kraft af en progressiv personlig indkomstbeskatning og den i 1960 indførte detailomsætningsafgift (der fra 1. januar 1969 er afløst af en merværdiafgift) og de voksende arbejdsgiverbidrag

til ATP, der med et vist bundfradrag pr. beskæftiget beregnes som en procentandel af lønsummen, er det nuværende svenske fiskale system præget af en betydelig automatisk finanseffekt via beskatningen. På grundlag af nogle beregninger for årene 1964 til 1968 foretaget af cand. polit. Lars Matthiessen ved Handelshögskolan i Stockholm angiver Lindbeck, at den automatiske finansreaktion, der ligger i det svenske beskatningssystem, har svinget mellem -3% af bruttonationalproduktet (under højkonjunkturen i første halvår 1965 og tillige i perioden 1/7 1966-1/7 1967, hvor højkonjunkturen var afløst af en periode med svag vækst) til -0,9 % under det økonomiske tilbageslag i andet halvår 1967. I kraft af bevidste finanspolitiske foranstaltninger (der her indbefatter finansieringen af det nye boligbyggeri) har nettoeffekten af finanspolitikken efter beregningerne bortset fra en periode fra midten af 1965 til midten af 1966 været ekspansiv; i denne forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at reaktionen på den stærke højkonjunktur i 1964/65 først satte ind i andet halvår 1965.

Uden for Sveriges grænser har særlig den svenske konjunkturudjævnende politik med hensyn til anvendelse af investeringsskatter og investeringsfondshenlæggelser været genstand for interesse. Lindbeck's vurdering af den svenske politik på dette område synes at bekræfte, at man ved anvendelse af disse instrumenter som tilsigtet har opnået en vis udjævning af konjunkturvariationerne i de private investeringer. Den førte politik på dette felt synes dog gennemgående at have været mere virkningsfuld til imødegåelse af nedgangstendenser i den private investeringsaktivitet end til udfladning af højkonjunkturtendenser, men som konsekvens af den gennemgående virkningsfulde centrale regulering af boligbyggeriet (og de offentlige investeringer) har man i Sverige i 1960'erne været i stand til at opnå et forholdsvis jævnt forløb i de samlede faste nyinvesteringer. De svenske myndigheder fandt det imidlertid i perioden fra 1964 til 1966 nødvendigt at genindføre en kvantitativ regulering af byggevirksomheden, og i 1967-68 har man anvendt en særafgift på 25 % over for en række private og offentlige nyinvesteringer inden for serviceområdet.

På kreditpolitikkens område har de svenske myndigheder i tiden siden 1955 - i overensstemmelse med førkrigstidens svenske monetære filosofi - først og fremmest anvendt sig af ret hyppige renteændringer som pengepolitisk instrument; på linie med den internationale tendens har det svenske renteniveau i denne periode vist en opadgående tendens. Da stigningen i renteniveauet ikke i perioder med efterspørgselspres har begrænset kreditefterspørgslen i det ønskede omfang, har Riksbanken periodevis suppleret sin rentepolitik med at variere kassereservekravene til pengeinstitutterne samt opretholdt en emissionskontrol for nye obligationslån. Lindbeck's bedømmelse giver ikke indtryk af, at pengepolitikken i afgørende grad har påvirket det økonomiske forløb i Sverige i 1960'erne. Skønt de svenske myndigheder ud fra et ønske om at kunne opretholde en selvstændig pengepolitik i vidt omfang har opretholdt en række valutarestriktioner på kapitalområdet, nævner Lindbeck, at rentepolitikken i de seneste år i voksende omfang har været bestemt af betalingsbalancehensyn. Et særligt klart eksempel herpå var den diskontoforhøjelse fra 5% til 6 %, som Riksbanken for at imødegå en kapitaludstrømning fra Sverige efter sterlingdevalueringen foretog i december 1967, d.v.s. på et tidspunkt, hvor de konomiskpolitiske bestræbelser iøvrigt sigtede imod en stimulans af den indenlandske efterspørgsel.

Lindbeck's omtale i kapitel 8 af de svenske langtidsudredninger efterlader læseren med et indtryk af, at disse efter forfatterens opfattelse har haft en forholdsvis begrænset betydning for udformningen af den økonomiske politik. Skønt Sveriges valutariske stilling i årene siden 1950 har været forholdsvis komfortabel, synes der i tilfælde af en konflikt mellem kortsigtede og mere langsigtede økonomisk-politiske hensyn

at have været en tendens til, at korttidshensynene har øvet den afgørende indflydelse på udformningen af den konomiske politik.

Som to næppe uvæsentlige faktorer i det økonomiske forløb i Sverige (der ikke er omtalt i Lindbeck's bog) kan nævnes, at Sverige som resultat af en med international målestok meget stabil indenrigspolitisk situation har haft mulighed for at føre en økonomisk politik, hvor hensynet til mulige ændringer i rigsdagens sammensætning normalt har spillet en mindre fremtrædende rolle end disse hensyn spiller i lande med en mere delikat politisk balance. Hertil kommer, at den svenske regering måske i højere grad end andre nordiske og kontinentale europæiske regeringer har haft et åbent sind over for forslag om konomiskpolitiske fornyelser fra akademisk side. Begge disse faktorer har vel bidraget iil det forholdsvis stabile forløb, der har præget den økonomiske udvikling i Sverige. På den anden side er der - som det også antydes i Lindbeck's bog - tegn på, at den økonomiske udvikling i tiden siden 1965 er kommet ind i en periode præget af større usikkerhed. Den svenske vare- og tjenestebalance har i de sidste år udvist underskud, og det synes usikkert, om der i den nærmeste fremtid vil blive tale om større overskud på den løbende betalingsbalance. I det omfang Sverige under et intensiveret nordisk samarbejde kommer til at fungere som nettoeksportør af kapital i større omfang end hidtil til de øvrige nordiske lande, forekommer det derfor ikke usandsynligt, at Sveriges eget kapitalimportbehov fra den øvrige verden vil blive forøget. Selv om de sidste års problemer med relativt kraftige lønstigninger og voksende regionale problemer i Sverige er berørt i Lindbeck's bog, er behandlingen af de seneste års udviklingstendenser det punkt i denne velskrevne og instruktive bog, hvor en dansk læser mest kunne føle et behov for en mere indgående diskussion af perspektiverne.

---

* Kontorchef i Det økonomiske Sekretariat.