John Hicks: Capital and Growth. Oxford 1965, XI + 343 sider, pris 35 sh.

Den i titlen angivne emnekreds optager en væsentlig del af efterkrigstidens økonomiske men denne forfatter har ikke tidligere i særlig grad deltaget i den teoretiske vækstdebat. Resultatet af den lange betænkningstid er ikke blevet en ny udformning af vækstteorien; bogen indeholder få originale ideer. Formålet har været at give en generel ikke-matematisk fremstilling af nyere vækstteori med hovedvægt metodemæssige aspekter og set i relation til ældre, dynamiske analysemetoder.

Det valgte oplæg giver fremstillingen en udogmatisk form, som er usædvanlig i vækstlitteraturen. Forfatteren engagerer sig ikke i den stadig opblussende strid mellem engelske og amerikanske vækstteoretikere, men indtager endog en objektiv holdning til de af hans ældre begrebsdannelser, der har vundet indpas i vækstteorien som for eksempel definitionen af neutrale tekniske fremskridt. Alligevel har fremstillingen ikke fået en form, som gør den velegnet som indføring i vækstteorien. Trods den begrænsede anvendelse af matematiske formuleringer muleringerer bogen vanskelig at trænge ind i. Argumentationen som sådan er ikke indviklet; men forfatteren har ikke i tilstrækkelig formået at klargøre sammenhængen de enkelte afsnit. Den specielle stil med rig anvendelse af jeg- og visætninger kan ikke skjule, at bogen er mere introspektiv end pædagogisk. Dette forhold forværres af forfatterens modvilje mod at give direkte henvisninger til nulevende hvis arbejder danner udgangspunkt argumentationen.

Bogen består af fire dele plus fem korte matematiske appendix. De tre første dele udgør en sammenhængende struktur, mens den sidste del indeholder en række kapitler uden indbyrdes sammenhæng. I første del behandles tre ældre metoder, som er anvendt analyser af dynamiske sammenhænge; 11. del gennemgås teorien om ligevægtsvækst, 111. del omhandler den dynamiske velfærdsteori.

I. del tjener først og fremmest det formål at vise, at den i 11. del behandlede teori om ligevægtsvækst ikke er enerådende som metode i dynamisk teori. Et ikke uvæsentligt er at indplacere de af Hicks i tidligere monografier anvendte metoder i en større sammenhæng. De tre beskrevne metoder er: 1. Den statiske metode, 2. Den temporære ligevægtsmetode og 3. Fastprismetoden. betegnelser dækker: 1. Økonomisk metode til og med Marshall, 2. Stockholmerskolens forløbsanalyse og 3. Den keynesianske metode. Først påvises den statiske metodes begrænsninger i relation analyser af udviklingsforløb. Metoden i en ligevægtsanalyse af en enkelt som er uafhængig af tidligere og kommende perioder. Den bliver utilstrækkelig, udviklingsforløbet skal omfatte af fast realkapital, idet en beskrivelse af denne type af adfærd må indeholde faktorer, der knytter sig til flere fremtidige perioder. Den statiske metode kan derfor kun beskrive udviklingsforløb i en helt kort periode, hvor realkapitalen kan betragtes som given, eller stationære situationer, al ting gentager sig fra periode til periode.

Den anden metode, forløbsanalysen, bygger den statiske metode på en beskrivelse af ligevægten i en enkelt periode; her bindes perioderne sammen gennem forventninger om den fremtidige udvikling. Forløbsanalysens ringe anvendelse dynamisk teori skyldes for det første dens uhåndterlighed ved blot lidt komplicerede problemstillinger og for det andet forudsætningen om ligevægt i den enkelte, korte periode, som indebærer fuldt fleksible vare- og faktorpriser.

Den oftest urealistiske forudsætning om korttidsprisligevægt, som hæmmer anvendelsen forløbsanalysen, vendes i den tredie metode på hovedet gennem en forudsætning at priserne er faste og udefra Fastprismetoden leder naturligt over i en makrobeskrivelse, idet de aggregerede kan opstilles, uden at der opstår sammenvejningsproblemer. Prisligevægtens i de to ældre metoder overtages af betingelser om beholdningsligevægt. beholdningsligevægt kræves, at formuesammensætningen hos forbrugere og virksomheder er optimal i den forstand, at der ikke er ønsker om at ændre noget. I fastprismetoden bliver ligevægt i den korte periode derfor ensbetydende med beholdningsligevægt begyndelsen og slutningen perioden. En langtidsligevægt kan komme i stand, hvis forventningerne i alle perioder realiseres, således at beholdningerne i ligevægt i alle delperioder. Skuffes forventningerne derimod, bryder beholdningsligevægten herved igangsættes hos forbrugere og virksomheder, disse reaktioner resulterer måske på længere sigt i en ny beholdningsligevægt. er således den metode, anvendes i moderne konjunkturteori. henregner imidlertid også Harrods til denne metode på grund af modellens manglende beskrivelse af prisernes

Den ovenfor refererede metodologiske analyse fylder 150 sider og vil næppe umiddelbart den læser, som ønsker et overblik over moderne vækstteori. Den i 11. del behandlede moderne dynamiske langtidsteori bygger på anvendelsen af den såkaldte ligevægtsvækstmetode. Denne metode analyser af dynamiske udviklingsforløb, alle økonomiske størrelser med samme konstante, relative vækstrate. Denne grundforudsætning spiller samme rolle i den moderne vækstteori som forudsætningen om stationære forløb spillede den på statisk metode opbyggede klassiske teori. Forudsætningen om samme relative vækstrate i alle variable determinerer investeringernes fordeling på de forskellige typer af kapitalgenstande i ligevægtsvæksten, hvorved egentlige investeringsfunktioner på forventninger om den fremtidige udvikling bliver overflødige. i ligevægtsvækstteorien behandlede og faktorpriser er alene sådanne, som er forenelige med den proportionale ligevægtsudvikling, således at prisfleksibilitet kortere sigt ikke nødvendigvis kræves af modellen.

Denne generelle metode i den moderne vækstteori fremstilles på grundlag af to modeller, hvoraf den ene har to produktionssektorer: forbrugsvareproducerende og en investeringsvareproducerende sektor, mens den anden har et vilkårligt stort antal investeringsgodeproducerende sektorer og én forbrugsvareproducerende. Alle typer af produktionsprocesser forudsættes at være limitationale i såvel arbejdskraft som kapital. to modeller gennemarbejdes under forskellige forudsætninger om arbejdsudbudets og opsparingsfunktionens udseende. Alle resultaterne er velkendte fra tidligere fremstillinger, men der gives dog en grundig belysning af ligevægtsvækstens karakter. Pædagogisk set er det dog mindre heldigt at begynde analysen med den type tosektormodeller, som giver absurde resultater.

Interessantest er nok kapitlet om den funktionelle indkomstfordelings bestemmelsei model med mange sektorer, hvor forfatteren påviser, at de forskellige makrofordelingsteorierhver sig kun siger en del af sandheden. Her savner man imidlertiden formel fremstilling af argumentationen.Det kapitel om

mulighederne for at bevæge sig fra en ligevægtsvækstfrem en anden indeholder mere egentlig adfærdsbeskrivelse end de tidligere kapitler og virker derfor mindre mekanisk.

Det er bemærkelsesværdigt, at Hicks kun sporadisk berører spørgsmålet om virkningerne tekniske ændringer på ligevægtsvæksten. hertil er, at han mener, at ligevægtsvækstmetoden ikke kan anvendes belysning af denne problemstilling, idet tekniske fremskridt generelt set må antages ændre den optimale størrelse og sammensætning af kapitalapparatet, hvorved bryder sammen.

I 111. del gennemgås væsentlige aspekter af den dynamiske velfærdsteori, som beskæftiger med spørgsmålet om den optimale af samfundets ressourcer over tiden. Med en given størrelse og sammensætning realkapitalen i udgangssituationen med en given teknisk viden kan man tænke sig forskellige udviklingsforløb den samfundsmæssige produktions og sammensætning over tiden. Det velfærdsmæssige optimeringsproblem da i at udvælge netop det udviklingsforløb, som bedst opfylder en given målsætning. Denne kan specificeres på forskellige måder; Hicks behandler to hovedtyper af optimeringsproblemer: 1. Målsætningen er den størst mulige realkapitalmængde en given sammensætning på et bestemt fremtidigt tidspunkt. 2. Målsætningen en maksimering af det totale forbrug og dets fordeling over eu vis planlægningshorisont.

Den dynamiske velfærdsteori hører til den vanskeligst tilgængelige del af nyere teori. Hicks har gjort en indsats for at gøre den tilgængelig for interesserede, som ikke behersker det formelle apparat, der er anvendt den oprindelige udformning af teorien. indsats består først og fremmest i en verbal fortolkning af den række af formelle egenskaber, som må knyttes til den produktionstekniske struktur og til forbrugernes efterspørgselsstruktur for at løse optimeringsproblemet. Selve fortolkningsforsøgene imidlertid ikke i stand til at fjerne den væsentlige forståelsesmæssige vanskelighed, som følger af hele problemstillingens abstrakte karakter.

---

* Lektor ved Københavns Universitet, cand. polit.