Don Patinkin: Money, Interest and Prices. An Integration of Monetary and Value Theory, & Row, New York 1965, 708 sider. Pris: 94 kr. (Harper International Edition har udgivet en billigudgave: 35 sh.).

For 10 år siden (1956) udkom 1. udgave af Don Patinkin's ovennævnte bog. Den blev aldrig anmeldt her i landet, men den nu foreliggende, nye udgave giver anledning til en omtale. (En længere redegørelse for Don Patinkin's model er givet af anmelderen og Niels Thygesen i Memorandum nr. 14 fra Københavns Universitets Økonomiske Institut).

Udgangspunktet for Patinkin har været den almindeligt accepterede opfattelse, hvorefter alene behandler de relative prisers bestemmelsesgrunde. I det Walras'ske får man priserne bestemt på nær en multiplikativ faktor. Man må derfor vende sig imod en anden af nationaløkonomiens pengeteorien, for at få de absolutte priser (og ændringer i prisniveauet) Denne forklaring fik man i kvantitetsteorien ved pengemængden og - alternativt - hos Keynes ved pengelønnen. var og er - som det også fremgår lærebøgernes indholdsfortegnelse eller af forelæsningskatalogerne - den økonomiske delt op i to halvdele, som levede og lever hver sit liv.

Patinkin forsøger at sammenføje disse to dele. I brutal forenkling kan man sige, at det sker ved at indbygge og drage konsekvenserne en forudsætning om, at den samlede reale efterspørgsel påvirkes af realformuens specielt af realværdien af pengemængden. Hvis prisniveauet ndres, denne realværdi ændres, og der vil ske en påvirkning af forbrug og investering. På samme måde vil en ændring i pengemængden uændrede priser påvirke forbrug investering. Tænker man sig eksempelvis fordobling af pengemængden, vil forbrugsfunktionen forskydes opad. Resultatet tatetbliver ved fuld beskæftigelse et inflationært som forsætter, indtil priserne er fordoblede. Som man ser: Det er den skinbarlige kvantitetsteori, som her er steget af graven. Men iført nyt tøj. Patinkin klassikernes forudsætninger, herunder fleksibilitet for priser og lønninger, mener selv at have rehabiliteret klassikerne; men han ræsonnerer i en Keynes'sk

Patinkins bog er opdelt i 4 hovedafsnit. 1. del behandler over 8 kapitler mikroteori. Det er efterspørgslen efter penge, som er forf. centrale problem, men pengemarkedet behandles i sammenhæng med de øvrige markeder: varemarked og fordringsmarked, hvortil senere føjes faktormarkedet. Heraf følger, at denne efterspørgselsteori rulles ud under anvendelse af hele registret af økonomisk

2. del behandler makroteori, begyndende med en makromodels præsentation. Realkassen bestemmende for efterspørgsel og udbud på de enkelte markeder er igen her forf.s trumf. Derefter lader forf. modellen - i tre kapitler med fuld beskæftigelse i et enkelt med arbejdsløshed. to følgende kapitler sammenlignes dernæst klassisk og Keynes'sk teori, herunder to skolers renteteori.

3. del er ikke »en del«, men et matematisk idet forf. har fulgt en gammed hvorefter de enkelte kapitlers og geometriske analyse suppleres en matematisk mere krævende gennemgang appendices, som supplerer de enkelte kapitler.

4. del er heller ikke »en del«, men er »Supplementary Notes and Studies in the Literature«. Denne del er en fortrinlig teorihistorisk af de for bogen centrale Hertil føjer sig en meget udførlig samt indeks.

- Det vil føre alt for vidt at give et præcistreferat
Patinkin's omhyggelige, roligt
fremadskridende og pædagogisk set beundringsværdigefremstilling.

dringsværdigefremstilling.Der må her bl.a.
henvises til den ovenfor omtalte publikationfra
økonomiske institut.

Ved en samlet vurdering af bogen svinger
man mellem to helt modsatte synspunkter:

(1) Her har på 700 sider en utvivlsomt meget skarpsindig økonom brugt hele sit arsenal af viden om fortidig og nutidig økonomisk teori plus en raffineret logik til at fremstille konsekvenserne af realkassevirkningen engang også kaldet Pigoueffekten. er i det store og hele uigendrivelig. Men man har en (sund?) tvivl tilbage: Er det relevant? Hele den smukke bygning og den heraf følgende kritiske af Keynes' model er hængt op i realkassesømmet. Og kan det virkelig bære 700 sider? Den mest fatale sætning i Patinkin's bog er - såvel i 1. som i 2. udg. - følgende (p. 21): »It is ... worth emphasizing the outset that the fulfillment of this analytical (as distinct from policy) role depends not on the strength of this effect but only on its existence«. Dette er vel uigendriveligt. Men skal økonomen - også den teoretiserende - ikke supplere sin analyse med en empirisk understøttet vurdering styrken i de faktorer, som virker på tilpasningsprocesserne? Sagt på en anden måde — og for også at benytte lejligheden til at ride en gammel kæphest - må noget af det mest relevante ved en analyse af tilpasningsprocesser være en diskussion den hastighed, hvormed processerne Naturligvis er ligevægtsværdierne stor interesse. Men hvis man først når »tæt på« ved et ceteris paribus forløb, som tager årevis, så bliver analysens relevans problematisk. Naturligvis er dette synspunkt af varierende betydning. Såfremt problemet er automatisk »tilpasning« en situation med underbeskæftigelse fuld beskæftigelse, er synspunktet åbenbart uhyre relevant. Her er det bekosteligt lægge armene over kors og vente på at tilpasningen kommer uden indgreb. Socialt er det mindre betænkeligt at »vente« på en tilpasning mellem udbud og efterspørgsel f.eks. juridiske kandidater eller musikpædagoger.

Ud fra dette synspunkt, som Patinkin iøvrigt selv strejfer (p. 339), er det både overraskende og skuffende, at Patinkin ikke har følt det nødvendigt at gøre mere ud af et omhyggeligt referat af de tilgængelige empiriske data. I 2. udgave er der kommet et appendix (M) med om dette. Men det er ufuldkomment, og en systematisk diskussion tilpasningshastigheder mangler stadig.

Ud fra dette synspunkt kan man mene, at Patinkin's bog vel er et æstetisk set smukt arbejde, men det er frem for alt en højt begavet økonoms langstrakte bidrag om et lidet relevant problem. God teori er andet og mere end hjernegymnastik.

(2) Alternativt kan man om Patinkin's arbejde påstå, at man her for første gang i efterkrigsårene ser en teoretisk analyse, hvor læserne får alle registrene i moderne makroteori trukket ud. Omend »påskuddet« er realkasseeffekten,, så er resultatet dog en gennemspilning af hele den efter Keynes accepterede makromodel. Man kan herunder ikke alene fremhæve forf.s usædvanlige pædagogiske jfr. hans grafiske talent, kan tillige fremhæve, at selv om forf. åbenbart mener at være nået ud over Keynes og tilbage til klassikerne, så er det dog karakteristisk, at den mekanisme, som Patinkin arbejder med, er arvet fra Keynes.

Der er i tiden er klar tendens til at fremhæve, klassikerne alligevel havde ret. »It is all in Marshall«. Efter mit skøn går man let her for vidt. Ganske særligt gælder det, at der er meget lidt makroteori i Marshall - og det kræver en krampagtig fortolkning at hævde det. Der var formentlig i Ricardo, Malthus og Marx - samt (ikke at forglemme) Wicksell.

Vigtigt er det, at Keynes lærte os en terminologi,som dag sidder fast, og som også Patinkin sidder fast i. Patinkin ræsonnerermed forbrugsfunktion, en likviditetspræferenceog investeringstilbøjelighed alt afledt af Keynes. Det er m.a.o. gennem en Keynes'sk mekanisme, han når frem til sine resultater. Dette er for læserennoget tilfredsstillende; thi bortsetfra gælder det, at klassikernes

og ikke mindst neoklassikernes resultater inden for makroteorien i det store og hele var tyndt funderede. Måske er dette lovligt brede og kategoriske udsagn, men det er dog f.eks. klart, at det kvantitetsteoretiske ræsonnement hos de fleste forfattere mangledepræcist logisk holdbart fundament. Man kan vel sige, at Patinkin har rehabiliteretadskillige klassikernes resultater. Men det sker i et sprog, som er nutidens.

Når det overhovedet er muligt at anlægge de under (2) anførte synspunkter på Patinkin's skulle det følge, at den er nødvendig for en moderne økonom, der ønsker at nå lidt ud over lærebogsstadiet. Dette er da også min hovedkonklusion.

---

* Professor ved Københavns Universitet, dr. polit.