Indledning.

1. Ide sidste forbrugsundersøgelser (1955 og 1963) er indeholdt en guldgrube oplysninger, som langt fra er udtømt. Ikke mindst interessante er mulighederne for sammenligninger over tiden. I det følgende skal undersøgelsernes om indkomstudviklingen drøftes tillige med et bidrag til en analyse af skattetrykket.

Som udgangspunkt gengives i tabel 1 indkomst og skat ifølge de to undersøgelser.

---

* Fuldmægtig i sekretariatet for Forskningens Fællesudvalg, cand. polit.

** Professor ved Københavns universitet, dr. polit.

Tre ting slår en ved læsning af tabellen: For det første den store stigning
i gennemsnitlig husstandsindkomst, for det andet den overraskende lave
skat og for det tredje den lige så overraskende ringe progression i skatten1.

Indkomststigningen.

2. Hvad nu først angår stigningen i gennemsnitlig indkomst2, kan man
forsøge at sammenholde med andre oplysninger. I tabel 2 har man sammenlignet
tal med lønstatistikken.

Det ses, at den ved forbrugsundersøgelserne konstaterede stigning i husstandsindkomst et gennemsnit af ca. 13.500 kr. til 28.000 kr., eller godt 100 pct fra 1955 til 1963, er væsentlig højere end indkomststigningen ifølge lønstatistikken. Husstandsindkomsten er også steget væsentligt kraftigere end timefortjenesten ifølge standardberegninger, der korrigerer for forskydninger antal mellem faglærte/ufaglærte, mænd/kvinder m.v.

3. Til yderligere belysning af indkomstudviklingen kan sammenlignes med
skattestatistikken og Det økonomiske Råds undersøgelse af indkomstudviklingen.
tabel 3 er sammenlignet med skattestatistikkens oplysninger.

---

1. Der ses i det følgende bort fra spørgsmålet onx, hvorvidt forbrugsundersøgelsens materiale er repræsentativt for lønmodtagerbefolkningen. Dette forudsættes.

2. Det skal nævnes, at ved begge forbrugsundersøgelser konstateredes små afvigelser mellem opgivne indkomst og summen af udgifterne, inklusive skat og opsparing. Afvigelserne var omkring 1 pct. af indkomsterne. I det følgende har man benyttet de opgivne indkomster.

Det vil af tabellen fremgå, at stigningerne i den gennemsnitlige skattepligtige
ligger nær timelønstigningerne i samme periode, d.v.s. en
hel del under stigningerne i husstandsindkomst (forbrugsundersøgelserne).

Til yderligere illustration af funktionærgruppens indkomster kan henvises
til Det økonomiske Råds beskrivelse af indkomstudviklingen 1955 til 19621.
Man finder her (p. 6) følgende procentvise stigning fra 1955 til 1962:

Som man ser, er der langt fra disse tal til de foran anførte procentvise stigninger i husstandsindkomster. Tallene fra Det økonomiske Råds formandsskab dog næppe parallelliseres med forbrugsundersøgelsernes tal. For så vidt angår arbejdernes timelønninger er der ikke i formandsskabsrapporten hensyn til overtidsbetaling. Dertil kommer, at timelønningerne anses at være steget mere end årslønningerne som følge af den i perioden gennemførte arbejdstidsforkortelse. Dette gør imidlertid forskellene i stigningsprocenter særlig overraskende. Heroverfor står dog, at forbrugsundersøgelsernes for arbejdere formentlig må være præget af nedgangen i arbejdsløsheden fra 1955 til 1963. Arbejdsløsheden var blandt forsikrede i 1955 og 1963 henholdsvis 9,7 og 4,2 pct.

4. Den ved forbrugsundersøgelserne konstaterede indkomstudvikling er, som det ses af tabel 2, ganske særlig kraftig for funktionærer. Det er naturligvis at der er sket en relativ forskydning i indkomstfordelingen til fordel for funktionærer og blandt de sidste evt. en forskydning til fordel for de højere lønnede funktionærer. Det er ikke muligt at bekræfte eller afkræfte sådan hypotese — indkomstudviklingen er som bekendt indtil videre kun godt belyst for arbejdere (under Dansk Arbejdsgiverforenings område), om end der på det sidste er ved at ske fremskridt i kraft af den igangsatte indsamling af materiale vedr. funktionærernes indkomster.

En anden forklaring vil kunne være, at der i hver husstand er flere indkomstmodtagerei
end i 1955 - hvilket måske har virket særlig stærkt

---

1. Se Hovedtendenser i indkomstudviklingen for de vigtigste samfundsgrupper 1955-62, København 1963 (Redegørelse fra Det økonomiske Råds formandsskab).

i funktionærgruppen. Et fingerpeg herom får man ved, at der i 1963 var et væsentligt større antal personer pr. husstand end i 1955, nemlig 3,2 mod 2,8. Det er muligt, at denne udvikling tildels skyldes, at voksne - og dermed selvstændigt beskattede børn bliver boende i forældrehjemmet i højere grad end i 1955¹.

En stigende betydning af hustruindkomst og børns indkomst i husstandsindkomsten også delvis kunne forklare, at man synes at finde et fald i skatteprocenten fra 1955 til 1963, jfr. tabel 1. Thi hvis der er sket en forskydning, således at husstandsindkomsten fordelt på forholdsvis flere indkomstmodtagere i 1963 end i 1955, vil dette give en lavere skatteprocent. Hustruindkomstfradraget får større betydning, og indkomstmodtagere i samme husstand kan være underkastet selvstændig hvilket på grund af reglerne om skalaernes progression, de skattefrie bundfradrag, lønmodtagerfradrag, forsikringsfradrag m.v. giver en lavere skat end en sambeskatning af hele husstandsindkomsten. En nærmere undersøgelse viser dog, at betydningen af hustrufradraget kun er steget svagt, nemlig fra 2,2 pct. af den skattepligtige indkomst i 1956/57 til 2,3 pct. heraf i 1964/65.

Det tilsyneladende fald i skatteprocenten kan også hænge sammen med, at skattelovgivningens forsørgerbegreb er udvidet fra 1955 til 1963. Forsørgernes skattefrie bundbeløb er jo større end ikke-forsørgernes. Faldet kan også til dels være forårsaget af de mange andre ændringer i skattelovgivningen i den nævnte periode, herunder naturligvis ændringer i selve skalaerne. Et kraftigt fald har man således for intervallet for husstandsindkomst 20-25.000 kr., hvor skatteprocenten er faldet fra 14,3 pct. til 11,4 pct. eller med 20 pct. Det kan til sammenligning anslås, at for forsørgerne i København med indkomster af denne størrelse er ligevægtsskatteprocenten samme periode faldet fra ca. 33 pct. til ca. 23,5 pct. eller med 30 pct. som følge af skalaændringerne.

Fra skattestatistikken kan hentes enkelte oplysninger, der tyder på, at hustruindkomsternes betydning har været voksende, jfr. tabel 4. Muligvis er hustruindkomster, der ikke opgives til skattevæsenet, men (måske) er med i forbrugsundersøgelsernes tal, steget endnu kraftigere.

---

1. Forskydningen er så kraftig, at man får mistanke om en systematisk fejl i stikprøven i 1955 eller/og i 1963. Dette forhold trænger til nærmere belysning.

Til det anførte kommer yderligere en række forskelle i forbrugsundersøgelsernes sammenholdt med andre kilders. F.eks. medregnes erstatninger m.v. Men på forhånd er der vel næppe grund til at tro, at betydningen heraf skulle have været voksende fra 1955 til 1963.

Skatteniveauet.

5. Som nævnt overrasker tabel 1 ikke alene ved at vise meget stor gennemsnitlig og forholdsvis ringe progression, men tillige ved at vise en overraskende lav skat. F.eks, forekommer den ved undersøgelsen konstaterede personlige skat ved en gennemsnitsindkomst på 28.000 kr. på kun godt 5.500 kr. eller små 14 pct. beskeden. Ved den tidligere (og mere fuldstændige) forbrugsundersøgelse fandt man, at der af en gennemsnitsindkomst 1955 på godt 13.500 kr. blev betalt 1.500 kr. i personlig skat, d.v.s, 11 pct. Procenterne forekommer lave - selv under hensyn til, at forbrugsundersøgelsornes er reduceret med eventuelle børnetilskud. De indeholder på den anden side eventuelle formueskatter. (Man må kunne gå ud fra, at tallene for betalte skatter er blandt de bedste i disse undersøgelser. Begge undersøgelser gennemførtes lige efter kalenderårets afslutning, hvorfor adsipurgte som regel må have været i stand til at meddele beløbet for betalt skat på ører).

Det er velkendt, at man ikke af skatteskalaernes frygtindgydende kronetal og procenter umiddelbart kan aflæse, hvor tyngende indkomstskatten er for forskellige indkomster. Noget tilsvarende gælder i andre lande, men i Danmark skattefradragsreglen afstanden mellem skalaens tal og den faktiske mere end betydelig. Desuden er Danmark ualmindelig rigt forsynet med fradrag i indkomsten, som foretages, før man når frem til den skalaindkomst, hvoraf skatten beregnes (»skattefradragsjunglen«). For det tredje skyldes den betydelige afstand mellem skalaernes tal og den faktiske danske beskatning den »skatteforsinkelse«, der er en følge af, at man indtil nu ikke har beregnet skat af løbende indkomst. Således fik indkomsten i f.eks. januar 1965 først skattemæssige konsekvenser i perioden fra forsommeren til forsommeren 1967. For skatteydere med regnskabsår, der afviger fra kalenderåret - f.eks. visse landbrugere - har opkrævningen af skatten af en indkomst endog været forsinket med et par år i forhold til indtjeningen af denne indkomst.

Den nævnte skatteforsinkelse vil blive belyst i det følgende med udgangspunkt den i de senere år gældende lovgivning. Det vil herunder være nødvendigt at tage hensyn til skattefradragsreglen og gøre visse forudsætninger skattefradragsjunglen; de sidstnævnte forudsætninger er specificerede appendiks.

Skatteforsinkelsen.

6. Man skal indledningsvis søge at give en talmæssig belysning af, at skattebetalingen halter bagefter indkomstindtjeningen¹. Dette gøres først med et eksempel, jfr. tabel 5. Der er i tabellen regnet med, at skatterne i alle årene udskrives som for forsørgere med indkomster i proportionalskattestrækket skatteåret 1965/66. Man har altså forudsat en stadig forhøjelse af proportionalskattegrænsen på 22.000 kr. Der er regnet med en årlig indkomststigning 10 pct. Der er videre regnet med ligevægt i år 1 (skattefradrag pålignet skat). Der er endelig regnet med en kommune- og kirkeskatteprocent 16,5 pct., svarende nogenlunde til den gennemsnitlige sats for hele landet.

Tallene for tabellens ti-årsperiode er opsummeret uden hensyn til renten.
En diskontering vil ikke ændre resultaterne synderligt.

---

1. Forholdet medfører i perioder med hastigt stigende personlige indkomster en betydelig afstand mellem skalaernes tal og den faktiske skattebyrde, men er kun spredt belyst, jfr. dog Sven Danø, »Om skattefradragsret og kildeskat«, Nationaløkonomisk Tidsskrift, 3.-4. h., 1961.

Det vil for det første fremgå af tabellen, at den pålignede skat, som i gennemsnit 24,6 pct. af indkomsten før skattefradrag, udgør en stadig større andel af indkomsten, efterhånden som denne stiger. Dette skyldes naturligvis skattefri bundbeløb. Procenten stiger, som tabellen viser, stærkest til at begynde med - den nærmer sig asymptotisk til 21 (skatteprocenten indenfor + 2,5 (folkepensionsbidrag) + 16,5 — 40 pct.

Den betalte skat, der i gennemsnit er 20,9 pct., forløber helt anderledes. Endnu i år 2 betales det samme i skat som i ligevægtssituationen i år 1; men da indkomsten i mellemtiden er steget 10 pct., falder skatten i procent af indkomsten. På grund af forsinkelsen i skattebetalingen når den gennemsnitlige først i år 6 op over den tilsvarende procent i år 1. Også i de efterfølgende år er procenten betydeligt mindre end procenten for pålignet skat. Grænseværdien er ca. 35 pct.

For hele 10-årsperioden udgør den betalte skat kun 20,9 pct. af indkomsten, den pålignede skat udgør 24,6 pct. Forholdet forrykkes ikke væsentligt af en vis afkortning eller forlængelse af den betragtede periode. Man ville have fået endnu større forskel, hvis man ikke havde regnet med en stadig forhøjelse af proportionalskattegrænsen på 22.000 kr.

Af tabellens tal i de to sidste kolonner for de marginale forskydninger fremgår det, at den pålignede skat i begyndelsen stiger kraftigt, nemlig med den fulde marginalskatteprocent på 40 pct. Efterhånden som skattefradraget også stiger, sluger den pålignede skat kun omkring 30 pct. af indkomststigningen, vil sige, at den bliver nær ligevægtsmarginalskattesatsen på (40 • 100) / (40 + 100) = 28,6 pct.

Den betalte skat stiger langsommere og når ikke i løbet af de 10 år op på
ligevægtsmarginalskattesatsen på 28,6 pct., dog bortset fra år 3 til år 4, der
er præget af den kraftige stigning i pålignet skat i de to forudgående perioder.

7-. Til belysning af skatteforsinkelsens virkning er i tabel 6 gengivet en beregning hvor stor indkomsten ville have været for de af forbrugsundersøgelsen 1963 omfattede personer, såfremt den ved samme undersøgelse konstaterede skat havde været ligevægtsskatten.

Betragter man tabel 6, vil det ses, at man, når man går op gennem indkomstklasserne, større og større afvigelser mellem observeret indkomst og den til skatten svarende ligevægtsindkomst. Mens der i intervallet 15-20.000 er noget nær overensstemmelse, når man for indkomster over 55.000 kr. op på afvigelser på omkring 20 pct. Såfremt man hæfter sig ved gennemsnittet, finder man en afvigelse på henved en halv snes procent.

Under hensyntagen til indkomststigningen fra 1961 til 1963 skulle man naturligvis finde en vis afstand. Timelønnen voksede i denne periode fra 6,91 kr. i 1961 til 7,62 kr. i 1962 og 8,23 kr. i 1963, d.v.s. en stigning fra et gennemsnitaf kr. i 1961-62 til 8,23 kr. i 1963, eller en stigning med godt

en halv snes procent. Dette er en stigning af samme størrelse som afstanden i gennemsnitsindkomsten i tabel 6. Man har altså i virkeligheden herved forklaret mystikken om de lave skatteprocenter i forbrugsundersøgelsen. Forklaringen er den enkle, at indkomstniveauet har været voksende. Men med mindre udviklingen fra 1961 til 1963 var præget af en voksende skævhed i indkomstfordelingen, mangler der en del i at forklare afstanden mellem de observerede og de potentielle husstandsindkomster i de øvre indkomstklasser.

8. Såfremt man nu vender sig mod en sammenligning mellem potentiel og observeretskat hvorved det samme forhold belyses - finder man, jfr. tabel 7, naturligvisdet billede. De helt små indkomster har tilsyneladende betalt »for meget« i skat svarende til, at deres potentielle indkomst viste sig større end den

observerede. Dette skyldes muligvis, at der i disse indkomstintervaller er husstande,som
temporært har så små indkomster, eller som nyligt er rykket ned på
et varigt lavere indkomstniveau, f.eks. folkepension.

Går man op i indkomstklasserne, finder man - jfr. gennemgangen af tabel 6 - først »balance« mellem observeret og potentiel skat og derefter, at sidstnævnte overstiger den observerede skat med stadig voksende beløb. Det er på forhånd ikke helt let at indse, hvorfor de større indkomster slipper så meget »billigere«. I et begrænset omfang kan dette forklares ved, at en 10 pct.s indkomststigning (fra 1961-62 til 1963) jo vil give de største stigninger i ligevægstskat for de hoje indkomstklasser, fordi disse indkomster stiger mest i kroner, dels fordi skatterne - trods skattefradragsreglen - er noget progressive.

I tabel 8 har man sammenstillet de observerede og de potentielle skatteprocenter. Som man ser, er forholdet mellem disse jævnt stigende op til en indkomst på knap 50.000 kr., derefter faldende. Det mest slående er naturligvis, dels at niveauet for dette forhold er så højt, og dels - og ikke mindst - at det varierer temmelig kraftigt. overraskende er det måske, at det er indkomster på 40-50.000 kr., som synes at slippe »billigst«.

Med de ovenfor anførte beregninger har man illustreret, at på grund af den almindelige indkomststigning har man i det danske skattesystem, hvor skatten af en indkomst i gennemsnit opkræves IV2 år efter indtjeningen, haft en afsvækkelse af progressionen i indkomstskatten, såfremt denne -

som i forbrugsundersøgelserne - måles ved forholdet mellem løbende indkomstog løbende skat. Dette gælder især i perioder med kraftige pris- og lønstigninger, men også hvis indkomstudviklingen f.eks. forløber parallelt med produktivitetsudviklingen. Den ikke helt übetydelige del af befolkningen som gennem en årrække har stigende indkomster, nyder godt af samme effekt. Man kunne udtrykke dette derhen, at varige indkomststigningerer det første år.

9. Man har foran søgt at vise, at skattebetalingens forsinkelse gør indkomstskatten tyngende, end man på grundlag af skalaernes tal umiddelbart tro. Dette er især belyst ved tal fra forbrugsundersøgelserne, hvis indkomsttal nok ved en nærmere analyse viste sig at være lidt problematiske, hvis lave skatteprocenter dog i hovedsagen kunne forklares ved skattebetalingens forsinkelse - og ved fradragsjunglen.

Det bør dog tilføjes, at man muligvis må søge en del af forklaringen på de lave skatteprocenter i tabel 1 i det helt enkle forhold, at visse indkomster var opgivet til undersøgelserne, men ikke til skattevæsenet. Heller ikke lønmodtagere jo hævet over skattesnyderi, f.eks. turde det være givet, at ikke alle hustruindkomster opgives på selvangivelsen. Det er dog ikke muligt at efterspore dette nærmere.

10. Selv om den danske indkomstskat er særlig sindrigt indrettet, synes det dog at være et generelt fænomen, at man får et stærkt overdrevet indtryk af skattens progression ved at betragte skatteskalaer - eller som det er udrykt¹: »The rates bark more than they bite«.

---

1. Se Leif Johansen, Offentlig økonomikk, Oslo 1964, p. 201.

Man. må dog ikke ud fra dette drage forhastede slutninger. En række af de
ofte fremførte argumenter mod vort hidtidige indkomstskattesystem, hvor
der henvises til de høje marginalskatter, er alligevel tungtvejende.

Systemet er uoverskueligt, reglerne er komplicerede, og man er rent faktisk fra at gennemføre en præcis beregning af marginalskatten af en given indkomst. Ved en sådan beregning skal man nemlig kunne forudse fremtiden — både indkomstudviklingen og kommende ændringer i regler og skalaer.

Systemet indebærer en betydelig forskel mellem marginalskatterne på kort, mellemlangt og langt sigt. Borgerne vil (af flere, heriblandt også gode grunde) hæfte sig ved det korte løb, således at de tilsyneladende høje marginalskatter virker »uheldigt«. Eksempelvis ville den standende debat om afskrivningsreglerne formentlig svinde bort, såfremt marginalskatterne blev lavere. Dermed ville betydningen af gunstige eller ugunstige afskrivningsregler reduceres stærkt.