Harry G. Johnson: The World Economy at the Crossroads. A Survey of Problems of Money, Trade and Economic Development, Oxford University Press, Oxford 1965, 106 sider, 15 sh.

Harry G. Johnson har skabt sig et navn inden for den internationale handels teori i kraft af sin evne til at samle teoriens delsammenhænge i et netværk, som beskrives på meget kort plads, men i så nuanceret et sprog, at også detaljerne kommer med.

Da Johnson blev omkring 40, begyndte han som andre midaldrende økonomer at arbejde med »Applied Economics«. Et af resultaterne er den foreliggende lille bog, der beskriver og forklarer krav, som ønsket om økonomisk udvikling stille til handelspolitikken og det internationale

Bogens første afsnit »Theoretical and HistoricalBackground«

icalBackground«nævner, hvorledes den internationaleøkonomiske har været påvirket af ønsket om en optimal allokering af produktionsfaktorernegennem frigorelse af samhandelen,således den statiske velfærdsøkonomi anbefaler. Under en vækstproces bliver den statiskeanalyse særlig vejledende, men frihandelskravetmå Johnson stadig anses for væsentligt, da handelen med Haberlers ord er »an engine of growth«. Jo friere handel, des storremarkeder des større muligheder for specialisering.Og friere handel, des større samkvem imellem de forskellige geografiske områder og des hurtigere spredning af nye produktionsmetoder.Men alene gør det ikke. Der må også skabes et effektivt og smidigt internationalt betalingssystem, så de mekanismer, som befordrerden vækst fra et land til et andet,ikke af finansieringsproblemer.

Dette er udgangspunktet for bogens andet afsnit: Monetary Organization«, som på meget kort plads giver en glimrende oversigt efterkrigstidens udvikling. Fremstillingen meget nuanceret betalingssystemets mange aspekter, men hovedvægten lægges på tre problemer: Tilliden til reservevalutaerne; den internationale likviditet og tilpasningsmekanismen et system med faste valutakurser.

Spørgsmålet om tillid til reservevalutaerne er i virkeligheden, siger Johnson, et spørgsmål om centralbankernes tillid til hinanden. Hvis de kommer hinanden til hjælp for at modvirke valutaspekulation, det i praksis næppe være muligt for private spekulanter at løbe en valuta over ende. Men hvis centralbankerne forholder sig passive, for slet ikke at tale om, hvis de begynder spekulere imod hinanden, kan selv forholdsvis vel funderede reservevalutaer bukke under. Derfor understreger Johnson betydningen at centralbankerne arbejder sammen, og han antyder det demokratisk uheldige i, at centralbanklederne får så stor en udenrigspolitisk

Spørgsmålet om den internationale likviditet belyses ud fra en antagelse om, at hensynet til samhandelen og den økonomiske vækst kræver, at de internationale betalingsmidlers mængde vokser hastigere end mængden af monetært guld. Derfor må de enkelte landes beholdning af reservevalutaer helhed vokse stærkere end guldmængden. Men skal omverdenens beholdning f. eks. US dollars vokse forholdsvis kraftigt, det, at USA må have forholdsvis store på sin betalingsbalance. Sådanne underskud kan svække tilliden til dollars, som derfor kræves omvekslet til guld med det resultat, USA for at hindre guldtabene strammer sin okonomiske politik. Herved nedbringes underskuddet betalingsbalancen, tilforsien af dollars til omverdenen tager af, og den internationale forringes.

Sporgsmålet om tilpasningsprocessen under et system med faste valutakurser diskuteres ud fra ønsket om at komme væk fra Robert V. Roosa's ad-hoc-ery«, og over til systemer en højere grad af automatisk kreditydelse.

Bogens tredje afsnit: »International Trading Arrangements« forsøger at forklare efterkrigstidens udvikling ud fra den traditionelle teori plus en formodning at hvert land har en præference for, hvad Johnson kalder »industrialization«. Hermed han, at landet er villig til at opgive en vis del af sin mulige realindkomst for at kunne produktionsfaktorer hen til de sektorer, som det af prestigemæssige, indenrigspolitiske eller andre grunde anser for ønskeligt at bevare eller udvikle. En sådan præference er næsten det eneste, der kan forklare, hvorfor et land, hvis realindkomst i snæver forstand vil øges, såfremt liberaliserer udenrigshandelen, gør det til en betingelse for sin egen liberalisering, at andre også liberaliserer. I en artikel i Journal Political Economy for juni 1965 har Johnson denne forklaring en mere teoretisk udformning.

Bogens sidste afsnit »Problems of Developing Countries« er nok det mest søgende. Der er i det væsentlige tale om en opregning af de hidtidige forsøg på området, en forklaring på, hvorfor de ikke lykkedes, og en redegørelse for, hvor vigtigt er at få tilført u-landene kapital. Ikke mindst menneskelig kapital i form af trænet og uddannet arbejdskraft og intellektuel kapital i form af videnskabelig indsigt. Det vides imidlertid, Johnson har udarbejdet et manuskript på 400 sider, som trænger dybere ned i problemerne. må håbe på, at det publiceres.

Denne anmeldelse har kun kunnet berøre

nogle hovedlinjer i Johnsons arhejde. Det bør dog understreges, at det ikke mindst er de mange nuancer i fremstillingen, som gør den knappe tekst så fremragende.

---

* Lektor ved Københavns universitet, cand. polit.