Gerald M. Meier: International Trade and Development. Harper & Row, New York, 1963. 208 sider, S 4.25.

Professor ved Wesleyan University, Gerald M. Meier hører ikke til de bogproduktive økonomer. Tidligere er fra hans hånd kun kommet Economic Development fra 1957, udgivet sammen med R.E.Baldwin. Man kan meget beklage, at en amerikansk økonom, besidder evnen til at kunne give en kortfattet, pædagogisk oversigt over den fond af viden, man besidder på et økonomisk ikke har givet sig tid til at skrive en International Economics. I modsætning til de fleste af sine amerikanske professorkolleger, skriver lærebøger, kan Meier på få sider sige det helt væsentlige om en bestemt problemstilling.

I International Trade and Development har forfatteren sat sig som opgave at indbygge moderne udviklingsteoris resultater den traditionelle internationale handels Meier er altså ikke enig med det stigende antal økonomer, der forkaster den komparativ-statiske analyseform, når samspillet udenrigshandel og økonomisk skal forklares.

I bogens andet kapitel, der omhandler vækstprocessens indvirkning på de komparative definerer Meier økonomisk som forskydning udad af et lands transformationskurve (»production frontier«). Denne forskydning kan skyldes større faktorudbud, teknisk udvikling eller større arbejdseffektivitet. Alt efter forskydningens kan denne karakteriseres som eksportbiased, importbiased eller neutral. kan væksten være ultraeksport-biased, når produktionen af den med importen konkurrerende vare falder set ved givne relative varepriser, produktionen af eksportvaren til gengæld ekspanderer voldsomt. En ultraimportbiased har vi i den stik modsatte situation.

Meiers fremgangsmåde emu den fra almindeligstatisk kendte - bestemmelseaf endogene variable for forskelligesæt exogene variable. I det foreliggendetilfælde

liggendetilfældeforskyder væksten i det ene land rent definitorisk transformationskurven,hvilket givne samfundsindifferenskurvesystemerændrer Derfor vil væksten altid indvirke på bytteforholdet.Hvorledes bytteforholdsændringer»undervejs« indvirker på de exogene størrelser, kan naturligvis ikke rummes inden for en statisk model og omtalesførst i bogen.

Herefter går forfatteren (i kapitel 3) over til at undersøge, hvorledes bytteforholdet rige og fattige lande har udviklet Men i god overensstemmelse med det udpræget pædagogiske sigte, bogen har, ses dog lige kort på de 7 bytteforholdsbegreber, sædvanligvis anvendes. Det almindelige vareprisindeks, der er dannet ved at dividere et importvareprisindeks op i et eksportvareprisindeks, er anvendeligt. Det samme må siges om indkomstbytteforholdet, dividerer importprisindekset op i eksportprovenuet. Dette indeks viser, som det er udtrykt, »capacity to import«. Endelig også begrebet »single-factoral-terms of trade« af stor analytisk værdi. De øvige 4 bytteforholdsbegreber finder Meier ret uanvendelige.

I sin undersøgelse af bytteforholdsudviklingen på den ene side de velstående på den anden side de fattige lande kommer Meier til det resultat, at man ikke med rette kan tale om en sekulær forringelse u-landene fra slutningen af sidste århundrede. Denne påstand, der især er fremført af Raul Prebisch, Hans Singer, W. A. Lewis og først og fremmest Gunnar Myrdal, sig på statistisk materiale, indsamlet Werner Schlote og andre. Meier påpeger svære mangler ved disse tal og føjer til, at han heller ikke ud fra teoretiske om primærvarers ctr. sekundærvarers o.lign. ser noget for en hypotese om sekulær bytteforholdsforringelse. Endelig gør han gældende, at det almindelige varebytteforhold ikke er det mest velegnede at ræsonnere ud fra, når vi beskæftiger os med udviklingsspørgsmål. Snarere bør vi benytte det omtalte singel-factoral terms of trade, der korrigerer varebytteforholdet for de. i eksportsektoren stedfundne tekniske og organisatoriske forbedringer. Sker der i eksporterhvervene for eksempel produktivitetsfremskridt, med samme faktorindsats produktionen 20 pct. i vejret, vil dette have lignende betydning som en isoleret pct.s forhøjelse af eksportpriserne, ceteris paribus.

Kapitel 4 om External Balance synes at være bogens svageste. Forfatteren tager sit udgangspunkt i det kendte forhold, at en intern ligevægt er forenelig med uligevægt på betalingsbalancens løbende poster. Intern ligevægt kræver, at summen af produktion og merimport ex ante er lig med summen af forbrug og investering. Extern ligevægt forudsætter herudover, at der ex ante er ligevægt på betalingsbalancen. I 2 modeller, hvoraf den første nærmest må karakteriseres statisk, mens den anden i hvert fald tager sit udgangspunkt i Harrod-Domar udregner Meier betingelserne for, at et land under udvikling kan bevare ligevægt såvel internt som eksternt. Er udgangssituationen ligevægt på begge områder, Meier i sin Harrod-Domar model til det ikke overraskende resultat, at stigningstakten i investeringen skal være lig med opsparingskvoten multipliceret med den reciprokke kapitalkoefficient.

Dette kapitel virker meget formelt, og fremstillingen er ikke helt klar. Pædagogisk har kapitlet dog det fortrin at klargøre, at kapitalimport kan være nødvendig for bibeholdelse intern ligevægt uden restriktive og dertil kommer, at kapitlet danner overgang til næste kapitels undersøgelse de udenlandske kapitalbevægelser.

I sit syn på kapitalbevægelser følger Meier Ragnar Nurkse, der i sit hovedværk Problems of Capital Formation in UnderdevelopedCountries 1953 omtaler behovetfor theory of capital movements that is concerned with capital as a factor of production«. Alfa og omega for udviklingslandeneer af et kapitalapparat,og er langtfra altid synonymt med industrialisering. På grund af kapitalmangeler

mangelerproduktiviteten i alle et u-lands sektorer meget lav, og det er ikke på forhåndgivet, det er mest rationelt særligt at hæve industriens produktivitet. Dette synspunkt understreges også i de følgende kapitler, hvor Meier går ind i en stærkt kritiskanalyse Prebisch' og Myrdals industriprotektionistisketanker.

Herudover understreges det kraftigt i kapitlet, mange u-landes udviklingsbestræbelser lidt skibbrud, fordi regeringerne ikke har betragtet udenlandske kapitaltilførsler supplement til hjemlige investeringskilder, snarere som substitut

De 2 sidste kapitler i bogen, om handelspolitik om vækst gennem udenrigshandel, uløseligt sammen. Som før nævnt er Meier stærkt kritisk over for de moderne udviklingsøkonomer, der mener, at økonomisk udvikling i de fattige lande nødvendiggør en protektionistisk handelspolitik at hindre realindkomstforbedringen at blive transfereret til de velstående Med megen ironi fremfører Meier en række citater fra klassikernes bøger, der viser »det vidtskuende fremsyn«, disse gamle økonomer var i besiddelse af, når de erkendte udenrigshandelens afgørende for økonomisk vækst. Klassikerne nemlig ikke stående ved en simpel costs betragtning, hvad de hyppigt beskyldes for. Nej, hør blot John Stuart Mill: »A people may be in a quiescent, uncultivated state, with all their tastes either fully satisfied or entirely undeveloped, and they may fail to put forth the whole of their productive energies for want of any sufficient object of desire. The opening of a foreign trade, by making them acquainted with new objects, or tempting thems by the easier acquisition of things which they had not previously thought attainable, sometimes works a sort of industrial revolution in a country whose resources were previously undeveloped for want of energy and ambition in the people . . .« (Principles of Political Economy, London vol. 11, Book 111, chap. XVII, section Skønt de dynamiske aspekter af udenrigshandelen ikke var i centrum hos klassikerne, var disse alligevel klar over »the dynamic and growth-transmitting aspect of trade above and beyond the static gains from international specialization«, siger Meier. Med hensyn til neoklassikernes mener Meier ligeledes, at det har holdt over for de mange angreb i moderne tid. Argumentet er nærmest det, at et teorem ikke kan falde alene ved en påvisning af de stærkt restriktive der ligger til grund derfor. Men herimod kan man vel nok indvende, en politik vanskeligt kan bygges på en teori, hvis præmisser er aldeles urealistiske.

Mens forfatteren i disse sidste kapitler af bogen ganske bravt på grundlag af klassikernes imødegår Singer- Prebisch-Myrdal argumenterne for en stærk beskyttelsespolitik, mangler der til gengæld en anvisning på, hvilken alternativ vej udviklingslandene slå ind på. Det er jo ikke gjort med en påpegning af, at de udviklingshæmmende af sociologisk art hidtil har været så stærke, at eksportsektorens ikke har kunnet forplante sig til de øvrige sektorer. Konsekvensen af Meiers opfattelse må udover frihandel være fjernelse af disse »uhåndgribelige« hindringer udviklingsprocessen. Fjernelse af sædvaner og institutioner på det religiøse, etiske, politiske og økonomiske plan, hvis de er udviklingshæmmende. Men hvorledes gøres dette?

Professor Meiers bog er som tidligere sagt velskrevet og veldisponeret, selv om forfatteren visse steder måske ikke argumenterer muligt for sine synspunkter. Efter endt læsning følte i hvert fald bogens anmelder sig langt fra overbevist om, at beskyttelsespolitik hæmmer økonomisk udvikling tilbagestående lande.

---

* Amanuensis ved Eksportinstituttet, Handelshøjskolen København, cand. polit.