J. R. Hicks: The Theory of Wages, Macmillan Co. Ltd., London 1964, 2. udg., 388 sider, 35 sh.

Denne bog er et genoptryk af 1. udgaven fra 1932 suppleret med Shove's anmeldelse fra 1933, et par af Hicks' artikler om samme fra 30'erne samt et langt efterskrift forfatteren.

Når man tager i betragtning, at fordelingsteorien mange år var næsten negligeret, til gengæld i den sidste halve snes år har oplevet en renæssance, og når man tillige husker, at den i moderne fordelingsteori dermed sammenhængende vækstteori) så ofte benyttede substitutionselasticitet af Hicks i 1932-bogen, tør man roligt sige, at et genoptryk er velkomment. fordelingsteori er i de senere år videreført og stærkt udviklet i Cambridge (NB: Mass.!) og et væsentligt grundlag har netop været Hicks' bog - såvel som Allen & Hicks artiklerne i Economica i 30'erne og Value and Capital fra 1939.

I 1. del behandles det frie marked, d.v.s. teorien om efterspørgslen efter arbejdskraft som bestemt ved grænseproduktiviteten. Det er lærerigt at bemærke sig den række af modifikationer og tilføjelser til det enkle postulat (løn lig grænseprodukt gange pris), som blev føjet på af Hicks. Der kan være en tendens til at gå for let hen over disse modifikationer, og i så henseende er Hicks' fremstilling en løftet pegefinger. Mange af disse kommentarer virker helt moderne, hvilket naturligvis ikke hindrer, at visse afsnit (og er) forældede. Det gælder i hvert fald kapitlet om arbejdsløshed, hvor der siges en masse klogt og rigtigt, men som dog set med vore øjne virker forældet. Det er besynderligt, at Hicks, så vidt man kan bedømme efter hans egne kommentarer, ikke synes at føle dette. Selv om klassisk og neoklassisk teori i disse år får ny - ofte berettiget - anerkendelse, har 1936 dog alligevel uudslettelige spor. 1. del ender op med det generelle fordelingsproblem, hvorom nedenfor.

2. del bevæger sig fra den mere rendyrkede teori med hertil hørende modifikationer over i en institutionelt præget af løndannelsen. Det forekommer historisk betragtet uheldigt, Zeuthen's bog udkom i samme år som Hicks'. Hver af dem ville have haft udbytte den anden. I kraft af tidsskrifternes voksende betydning sammenholdt den ikke mindre stærkt voksende internationale kommunikation mellem økonomer formentlig i dag et successivt forløb i forskningen (ctr. det simultane) være mere sandsynligt.

Samtidig med de mange, fra neo-klassisk teori kendte, mikro-økonomiske ræsonnementerindgår Hicks' fordelingsteori en henvisning til substitutionselasticiteten. Denne elasticitet bunder også i et rent mikroøkonomiskræsonnement kan fortolkessåledes: lønnen i en given sektor stiger, vil man i denne sektor substituere over mod realkapital. Heraf følger, at sektorenssamlede kan vokse eller aftagerelativt sektorens samlede (netto) produktion. Set fra et fordelingssynspunkt

kan problemet da siges at være, hvorvidt en given relativ lønændring (f.eks. en lønstigningpå pct.) betyder, at den betragtedesektors vokser eller falder. Det er præcist dette, som udtrykkes ved substitutionselasticiteten, der - dog med en anden definition - indførtes af Hicks i 1932. (Et år senere definerede Joan Robinson substitutionselasticitetensom relative ndringi mellem faktormængderne divideret med en given, relativ ændring i faktorernes prisrelativer).

Idet samlet lønsum og samlet produktion ved given pengeløn i kraft af grænseproduktivitetsteorien kan bestemmes grundlag af produktionsfunktionen substitutionselasticiteten en »egenskab« ved produktionsfunktionen. I den homogene Cobb-Douglas-funktion bestemmes som bekendt af eksponenterne. arbejdsindsatsen L og kapitalindsatsen har man i dette tilfælde, at

hvor produktionen er P. Heraf ses, at elasticiteten P m.h.t. L er lig parameteren a; men da arbejdets grænseprodukt er lig lønnen, får man, at lønandelen er lig a, mens kapitalens andel af produktionen er 1-a. Denne produktionsfunktion må derfor være karakteriseret ved en substitutionselasticitet 1. Ud fra dette resultat har man i de senere år bl.a. søgt at arbejde med produktionsfunktioner, som ganske vist også har konstant substitutionselasticitet, hvor denne dog ikke er bundet til netop at være lig 1. En sådan mere generel har man i den såkaldte CES-funktion:

Denne produktionsfunktion har en substitutionselasticitet 1/(1 -f s), og har såvel Cobb-Douglas-funktionen som Leontief-produktionsfunktionen specialtilfælde for s ¦> o og s -* oc. (Se herom, f.eks. Minhas, Factor Costs and Factor Use, Amsterdam 1963).

Det er mærkeligt, at Hicks ikke i sine kommentarer går ind i hele denne udvikling, han indrømmer (p. 314), at det var vækstteoriens udvikling, der fik ham til at gå med til et genoptryk. Hicks' kommentarer randbemærkninger, kapitel for kapitel, den gamle bog, snarere end en mere generel diskussion af dennes resultater lys af neo-neo-klassisk teori (å la Cambridge, Mass.).

Hicks' bog kan placeres som en del af neo-klassisk teori. Det er kun godt, den nu igen kan købes. Således foranlediget: Man savner stærkt flere af de centrale hovedværker, og fremmest nogle af Wicksell's

---

* Professor ved Københavns Universitet, dr. polit.