Money, Growth and Methodology and other Essays in Economics in Honour of Johan Åkerman, March 31, 1961, CWK Gleerup, Lund, 1961. 509 sider.

Med denne bogs 42 større og mindre afhandlinger
fra hele verden blev Johan
Åkerman hyldet på sin 65 års fødselsdag.

Redaktøren - Hugo Hegeland - har forsøgt at rubricere bidragene under overskrifterne vækst (7 bidrag), penge (7 bidrag), metode (14 bidrag), handel m.m. (8 bidrag) og økonomisk politik (6 bidrag). Men da man efter en god tradition ved sådan anledning lader bidragydere skrive efter lyst og interesse, må det blive svært at få overskrifterne til at passe. Som andre festskrifter er det ikke en velorganiseret bog, men en samling af artikler.

Dette gør en egentlig anmeldelse umulig. Man må nøjes med at nævne enkelte bidrag, idet udvalget bliver bestemt dels af spalteplads og dels af, hvad der særligt har påvirket anmelderen.

Et af de største teoretiske bidrag er givet af Samuelson, som proklamerer et nyt teorem om substitution (eller mangel på samme). Lad der vsere givet én - og kun én - primær produktionsfaktor, arbejde, som er ikkc-producerbar. Al produktion kan da betragtes som et resultat af direkte eller indirekte arbejdsydelse, hvor den eneste omkostning er løn. Dette gælder, hvad enten man kan tale om goder på forskellige stadier, dvs. successiv produktion, eller man har et mere generelt inputoutput skema i tankerne. Samuelson kalder det malende »a general whirlpool model«. I denne situation vil reallønnen være teknisk givet og en ændring af pengelønnen vil ikke give nogen substitution. Samuelson mener ikke dette blev bevist før 1949 (af Samuelson og Georgescu-Rolgen). Kan det virkelig passe?

Med to primære produktionsfaktorer er man tilbage i den neoklassiske situation og kan i almindelighed få substitution mellem de to faktorer ved exogen ændring i deres pris eller ved efterspørgselsforskydninger. Med flere (n) produktionsfaktorer kan det vises, at er prisen på de n-1 givet, vil alle prisrelativer kunne beregnes, så snart pengelønnen er givet. Det lyder rigtigt, Samuelson siger det - men viser det ikke. Faktoraflønningen vil, siger Samuelson, være rent teknisk givet - hvilket næppe kan være rigtigt, alene fordi en bestemt økonomisk adfærd åbenbart er forudsat.

Forf. tager nu tiden ind, dvs. output er lagged i forhold til input. Er der kun én primær faktor (arbejde) vil en ændring i dennes pris ikke give nogen substitution; det gælder jo stadig at al output er direkte eller indirekte et arbejdsresultat. (Når Samuelson synes at mene, at det anførte ikke gælder på kort sigt, hvor givne stykker realkapital findes, er dette vel enten forkert eller også forudsættes implicit at virksomhederne ikke driver profitmaksimering, men f.eks. afskriver efter den historiske pris). - På dette punkt holder artiklen i virkeligheden ganske overraskende op. Læsere være advaret: Det er næsten umuligt at gennemskue argumentation, jfr. f. eks. p. 313, ligesom det synes meget vanskeligt at se, hvorvidt den proklamerede originalitet teorihistorisk kan forsvares.

Det korteste bidrag er to sider af Gelting, som drøfter betalingsbalanceeffekten af en stigning i udbuddet af arbejdskraft. (Hvorfor er samlet indenlandsk udgift en aftagende funktion af pengelønnen?). Det andet danske bidrag - om Brems regnes for amerikaner - er Jørgen Pedersens og handler om den økonomiske politik i USA, 1919-32. Artiklen lægger et meget tungt ansvar for 30'ernes ulykker på F.R.B. Det synes svært at modsige, omend man (som J. P.) kan minde om, at den førte politik var i god overensstemmelse med »the normal prejudices of the period«.

Jørgen Pedersens bidrag er et af de få empirisk betonede. Der er noget galt, når der blandt 42 økonomer kun er 5, som overhovedet har et talmateriale. Til denne lille gruppe af arbejder (»applied economics«) hører et besynderligt bidrag om Spanien og et fortrinligt bidrag af Elmer, som gennemgår de svenske folkepensionsregler og finder, at »det maste vara högst rationeilt (och füllt lagligt) handlat om ett folkepensionärspar med 40000 kronors förmögenhet använder 10000 kr. til att rusta upp hemmet med møbler, TV-apparat, tvättmaskin 0.5.v., eftersom de därigenom utom den ökade bekvämligheten ochså får 700 kr. högre årsinkomst«. (p. 459).

Myrdal skriver om »Value-loaded«-begreber

og siger meget rigtigt uden dermed i og for sig at sige noget nyt. Inspireret af et af Haavelmo's sidste arbejder (jfr. Stencil-memo (Oslo), 1. juli 1962) savner jeg den betragtning, at bedømmelsen af ethvert økonomisk system og enhver økonomisk situation må gennemføres ved en sammenligning med et, evt. flere, alternativ(er). Da antal mulige alternativer er meget stort må man vælge en »relevant« sammenligning. Men heraf følger et subjektivt element i analysen - hvilket naturligvis ikke hindrer, at man med dette udgangspunkt kan tilstræbe en »objektiv« analyse. Det ville være i overensstemmelse med Myrdal at fremhæve betydningen af, at alternativet udtrykkes explicit.

Anmelderen har med udbytte læst Bombach's bidrag (en pædagogisk vel tilrettelagt artikel om vækst), en artikel af Fourastié om bevægelser i relative priser, et bidrag af Mary Jean Bowman om investering i arbejdskraft, et (for kort) bidrag af Hans Brems, som indenfor rammerne af den lineære programmerings teori introducerer »nonpure competition«, Hegelands afhandling om multiplikatorteoriens forhistorie (hvor det stadig synes som om Warming ikke får alt, han kunne fortjene) samt Frisch's bidrag, som giver den pædagogisk set mest veloplagte fremstilling af multiplex-metoden, jeg har set.

Blandt de øvrige bidrag er enkelte, som
synes af tvivlsom faglig betydning.

---

* Professor ved Københavns Universitet, dr. polit.