Gunnar Myrdal: Challenge to Affluence. Victor Gollancz Ltd., London 1963,160 sider, 21 s. net.

Denne bog er resultatet af et længere ophold i U.S.A., Myrdals andet åndelige fædreland. Måske kan det til tider være lidt vanskeligt at finde den røde tråd, men der er mange nye og friske synspunkter om

amerikanske samfundsproblemer. Den tilgrundliggende idé er et opgør med den hyppigt fremsatte påstand, at U.S.A. i dag er et overflodssamfund, og at produktionsforøgelse ikke længere er en central opgave, jfr. Kenneth Galbraith: »The Affluent Society«.

Myrdals udgangspunkt er, at den amerikanske økonomi befinder sig i en dårlig forfatning. I de første kapitler, vel bogens bedste, underkastes arbejdsløshedens karakter en indgående behandling, som danner baggrund for den senere analyse af de sociale, økonomiske og politiske konsekvenser af den store ledighed. Hvis vi — i stedet for at måle væksten som den årlige forøgelse i nationalproduktet - deflaterer med befolkningsforøgelsen, vil den årlige produktionsstigning kun beløbe sig til omkring 1 pct. for tiåret op til 1962, eller hvad der svarer til det fattige Indiens årlige velstandsforøgelse.

Og dette har påvirket ledigheden. I U.S.A. har den svinget omkring 6 pct. af den totale arbejdsstyrke, og heri er ikke inkluderet de næsten 4 pct. af arbejdsstyrken, som udfører opgaver af militær karakter. 6 pct. svarer til ca. 5 millioner mennesker, men lægges dertil de, der kun har deltidsarbejde, og de, der udgør samfundets arbejdskraftreserve, såsom hjemmegående husmødre og ældre mennesker, der kan forventes trukket ind på arbejdsmarkedet i en fuld-beskæftigelsessituation, skønner Myrdal, at arbejdsløshedsprocenten kommer op på ca. 9.

Herefter analyseres ledighedens årsager. Karakteristisk for Myrdals forsøg på at gøre problemstillingen overskuelig og bogens enkelte afsnit lettilgængelige er hans behandling af den hyppigt fremsatte påstand om de mange arbejdsbesparende teknologiske opfindelsers store ansvar for det høje og stigende ledighedsniveau.

I kapitlet »On Machinery« rejste Ricardo som den første dette sidenhen stærkt diskuterede spørgsmål. Men de mange »teoretiske spidsfindigheder« springer Myrdal over, og i stedet fastslår han som en »historisk kendsgerning«, at teknologiske fremskridt ikke i almindelighed har skabt massearbejdsløshed. Han henviser også til Sverige, hvor rationaliseringen ligeledes er meget kraftig, og hvor landbrugets arbejdsstyrke falder næsten lige så stærkt som i U.S.A., men hvor den fulde beskæftigelse til stadighed er blevet opretholdt.

Men forudsætningen for, at en betydelig rationalisering kan gå hånd i hånd med en fuld beskæftigelse, er, at den økonomiske politik har denne sidste som den centrale målsætning. Det er derfor, Myrdal først og fremmest kræver en amerikansk økonomisk politik, der generelt stimulerer efterspørgslen og dermed beskæftigelsen.

Dette middel alene vil dog ikke løse problemet. I et senere afsnit fremfører Myrdal, at ledighedsproblemet i stigende grad er et strukturelt fænomen. Selv med den herskende lave vækstrate og høje arbejdsløshedsprocent er der i dag mangel på faglært arbejdskraft mange steder i den amerikanske industri. En generel økonomisk ekspansionsproces vil derfor blive bremset af flaskehalse, længe før den fulde beskæftigelse er nået. Derfor må den almindelige efterspørgselsforøgende politik ledsages af en betydelig selektiv efterspørgselsforøgelse. De tekniske opfindelser, siger Myrdal senere, er en af årsagerne til den strukturelle arbejdsløshed, idet disse bevirker en nedgang i efterspørgslen af ufaglært arbejdskraft. Det bliver stadig mere vanskeligt for den arbejdskraft, der frigøres i landbruget, at finde beskæftigelse i byerhvervene. Derfor må den arbejdsløshedsbekæmpende politik ikke blot bestå i en generel og selektiv efterspørgselsforsøgelse, men bør suppleres med en ændring i arbejdsudbuddets kvalitet gennem efteruddannelse og optræning af arbejdskraften.

Imidlertid må det vist skyldes en fejlvurdering hos Myrdal, når han hævder, at den Keynes'ske arbejdsløshedsforklaring er så indgroet hos mange økonomer, at den kritikløst anvendes på enhver arbejdsløshedssituation, herunder også U.S.A.'s. Forklares ledigheden ved en for lille investering i forhold til opsparingsønskerne ved

fuld beskæftigelse, synes det temmelig klart, at denne forklaring kun kan gælde på kort sigt og er utilstrækkelig, hvor arbejdsløsheden helt eller delvis er strukturel.

Bogen kan varmt anbefales som et godt og letfatteligt casestudy i arbejdsløshedsproblemer, nemlig hvordan de to former for arbejdsløshed, den strukturelle og den, der skyldes et efterspørgselsdeficit, hænger sammen og må løses parallelt. Interessant er også analysen af de langvarigt lediges stadigt voksende apati og gradvise overgang til uarbejdsdygtighed. Afsnittene om U.S.A.'s internationale økonomiske politik (Marshallhjælp, forholdet til E.E.C. og U-landene) skal ikke omtales her, da de næsten er rent politiske og et ikke alt for overbevisende forsøg på at vise, hvorledes usunde økonomiske forhold kan påvirke udenrigspolitikken.

Myrdal har ret i, at det amerikanske samfund i dag ikke er »affluent«. Og for så vidt kan hans bog virke som et alternativ til Galbraiths. Når man kommer til spørgsmålet om midler i den økonomiske politik, er lighedspunkterne imidlertid fremtrædende: begge ønsker de en styrkelse af den offentlige sektor. En ekspansiv økonomisk politik og en mere aktiv arbejdsmarkedspolitik eventuelt ledsaget af en udvidelse af de sociale sikringsordninger vil kunne gøre U.S.A. til det samfund, som Galbraith beskriver. Produktionsforøgelse som den eneste samfundsmålsætning er en saga blot.

---

* Sekretær i Arbejdsmarkedsrådets sekretariat, cand. polit.