Bent Rold Andersen: Nyere målsætninger i Socialpolitiken. Memorandum fra Københavns Universitets Økonomiske Institut nr. 7. Gads Forlag, Kbh. 1963, 119 s. (stencileret). Kr. 25,75.

Siden Zeuthen's værk om Social sikring 1948 er der sket en så betydelig udvikling i den praktiske socialpolitik, at nyere fremstillinger nu er påkrævet. Bent Andersens memorandum er et værdifuldt bidrag hertil. Dette gælder i ganske særlig grad det meget fyldige kapitel om revalideringen (40 sider). På dette område har udviklingen jo også været stærkest, og man har hidtil manglet en systematisk og vurderende fremstilling egnet til brug for universitetsundervisningen.

Under afsnittet om revalideringsmålsætninger findes en grundig diskussion af revalideringsbegrebet og dermed af personkredsen. Blandt de psykisk handicappede burde man snarere nævne de åndssvage end sinkerne. Fra et erhvervsmæssigt synspunkt

findes der vel næppe åndssvage (bortset fra idioterne og åndssvaghed kombineret med visse andre psykiske eller legemlige defekter). Problemet for de åndssvage er nok mere at klare livet end arbejdet, og hovedindsatsen på dette område kan derfor komme til at ligge udenfor revalideringen i snævrere forstand.

En lidt fyldigere gennemgang af reva lideringslovgivningens historie i Danmark i dette århundrede ville have været hen^j sigtsmæssig til belysning af, hvorledes målsætningen har ændret sig fra snævre bespaselsessynspunkter (for invalidefonden) til egentlig revalidering med udgangspunkt revalidentens behov.

Selve revalideringsprocessen er omhyggeligt beskrevet og afgrænset, og de forskellige problemer i forbindelse med den erhvervsmæssige placering er gennemgået. Endelig afsluttes med en beregning af den konomiske gevinst ved revalideringen. Men der er både her og i afsnittet om forebyggelse peget på, at der er tale om menneskelige værdier, der ikke kan måles i økonomiske termer alene, og at foranstaltninger, der giver økonomisk underskud, godt kan give et overskud i nytteværdi.

I første kapitel behandles socialpolitikens målsætninger. Hermed er man inde på et meget vanskeligt emne, hvor man må gå frem med stor forsigtighed. At udtale sig om, hvad der er målet med offentlige handlinger, er mange gange ikke muligt. Om den målsætningsanalyse, som gennemføres indenfor familiepolitiken, siger Bent Andersen selv, »at der er tale om vanskeligt gennemskuelige og komplicerede målsætninger«. Dette gælder så sandelig også på mange andre områder. De foregivne mål kan således afvige fra de virkelige, og de virkelige mål kan ligge udenfor de områder, der tilsyneladende er genstand for de pågældende handlinger. Formålet med offentlige tilskud kan således være at ndre byrdefordelingen i forhold til en tidligere finansiering (forsikringsbidrag i stedet for skatter, statstilskud i stedet for kommunetilskud), eller formålet kan være rent politisk (Bismarcks sociallovgivning).

Den målsætning, man præsumerer, vil derfor ofte være bestemt af visse idealiserede synspunkter eller være en efterrationalisering. Navnlig ved vurdering af de større linier i udviklingen vil teleologiske betragtninger ikke være særlig værdifulde. Både ved gennemførelsen af alderdomsunderstøttelsesloven af 1892, arbejdsløshedsloven og hjælpekasseloven af 1907 og aldersrenteloven af 1922 har finansielle og politiske synspunkter spillet en stor rolle, og det er vanskeligt for ikke at sige umuligt at tale om en egentlig socialpolitisk målsætning. En analyse af målsætningen bliver derfor en politisk historisk redegørelse for de mange motiver, der i tidens løb har præget sociallovgivningens udformning, og dette vedrører socialpolitikens historie, men ikke selve socialpolitikens teori.

Det er dog muligt, at de forskellige kræfter, der har været virksomme, har fundet udtryk i visse ideer, der har været bestemmende for en bestemt periode. Bent Andersen kan derfor godt have ret i, at de ledende principper i den socialpolitiske udvikling frem til 30erne har været at sikre forsørgelse af de personer, der ikke kan klare sig selv, samt behandling af dem, der rammes af sygdom, og at gennemføre denne forsørgelse uden indgreb i den vertikale indkomstfordeling. Dette gælder dog ikke blot fra 1890, men fra grundloven 1849 (og i virkeligheden var princippet fra 1799 eller før). Derimod er det vanskeligt at se, at gennemførelse af forsørgelse uden indgreb i det frie forbrugsvalg har været noget formål (for den del af socialpolitiken, der vedrører den horisontale fordeling af livsindtægten, vil praktisk talt ethvert socialpolitisk tilskud medføre indgreb overfor det frie forbrugsvalg).

Men selv om de to førstnævnte målsætninger kan anerkendes, kan de næppe forklare den faktiske udvikling, uden at man må gå dybere til bunds og finde ud af, hvilke politiske interesser der ligger bag, hvorved man også må tage hensyn til den forud gældende finansiering (fattigvæsenet) og de ændringer, man gennem sociallovgivning søgte at opnå heri.

Det centrale i socialpolitiken må derfor som i andre økonomiske »politik«fag være at analysere virkningerne af visse offentlige handlinger. Disse kan da sammenholdes med forskellige virkelige eller tænkte formål, og evt. uoverensstemmelser kan påvises. At afgrænse socialpolitiken efter målsætning, d.v.s. en teleologisk afgrænsning, er derimod umuligt, og det er derfor ikke mærkeligt, at Bent Andersen, som han anfører i forordet, konstaterer, »at det er overordentligt vanskeligt at få greb om denne »udvidede socialpolitik««, og »at dette også medfører problemer med hensyn til afgrænsning af stoffet - ja, med hensyn til indholdet af selve faget socialpolitik«.

Går man over til de mere specielle dele af socialpolitiken, kan man dog sikkert med større ret tale om en egentlig socialpolitisk målsætning. Dette gælder indenfor sygebehandling, særforsorgen, børneforsorg og revalideringen o.s.v. Efterhånden som den stigende velstand har ført til socialpolitisk expansion, er der uden tvivl flere og flere områder, hvor man kan gå ud fra en sådan målsætning. Derfor kan man godt tale om, at nye målsætninger dukker op, selv om man ikke er nået til bunds med hensyn til de tidligere eksisterende.

HiSiiiiLCL Om lorcuyggcise er uer opstillet en nyttig formel for forebyggelsens totale effektivitet. Denne er lig med summen af sandsynlighedseffekten og omkostningseffekten minus produktet af de to nævnte størrelser.

Det må altid være et vigtigt led i en virkningsanalyse at undersøge, om de offentlige tilskud øver indflydelse på tildelingskriteriet i positiv eller negativ retning; i det første tilfælde kan der undertiden, men ikke altid tales om forebyggende virkninger. Hvis man derimod foretager undersøgelser af, gennem hvilke forskellige foranstaltninger f.eks. sygdom eller asocietet kan forebygges, er man langt udenfor socialpolitikens område. Det samme er tilfældet, hvis man foretager lignende undersøgelser indenfor familielivet. De forskellige foranstaltninger, som man herefter kan foreslå som mulige midler mod definerede og konstaterede vanskeligheder eller problemer, (d.v.s. sundhedspolitik, kriminalitetspolitik og familiepolitik m.v.) bliver selvstændige videnskaber af kompilerende karakter, der holdes sammen ved et fælles (og ved disse fællestræk karakteriseret) objekt. Disse forskellige »politik«fag falder udenfor socialpolitiken som afgrænset ved fællestræk ved de offentlige handlinger, og som derfor analyserer virkningen af disse principielt på alle områder, hvor dette har interesse. Ingen af de ovenfor nævnte kompilerende »politik«fag udgør en enkel rationelt afgrænset videnskabsgren, men er et konglomerat af flere forskellige videnskaber, hvor den selvstændige virksomhed består i at afbalancere de af de forskellige videnskabsgrene påviste tendenser i en afrundet fremstilling. Det er vigtigt at drage denne grænse mellem socialpolitik og de nævnte (og andre) »politik«fag, thi i modsat fald vil socialpolitiken let komme til at fuske i en række videnskaber eller blot gentage løst underbyggede populære påstande. Bent Andersen er selv inde på, om familiepolitik falder udenfor socialpolitik. Det gør den som sagt, men det gælder også boligpolitik, landbrugspolitik etc.

Socialpolitiken kan som en økonomisk disciplin belyse visse problemer, men må overlade andre til psykologien, juraen, medicinen, pædagogiken etc. (Sociologien er ikke nævnt her, idet den må opfattes som en underafdeling af statistiken som læren om tilvejebringelse af visse arter af oplysninger). Derfor må den socialpolitiske teori også begrænse sig til at belyse virkningen af de nævnte fænomener på forskellige områder.

Men bortset fra at det ikke er lykkedes at gennemføre en begrebsbestemmelse af socialpolitikens indhold hverken på teleologisk eller kompilatorisk basis er afhandlingen værdifuld og nyttig for enhver, der vil beskæftige sig med socialpolitiske, teoretiske problemer.

---

* Professor ved Aarhus Universitet.