I en anmeldelse af Industriel Vækst i sidste nr. af N.T. frakendes undersøgelsen
enhver værdi. Da anmeldelser som regel læses hyppigere end bøger, må det være
berettiget at tage til genmæle.

Gunnar Klavsen synes ikke, det er ulejligheden værd at referere undersøgelsens resultater, da metoden er så forfejlet. De steder, hvor der er henvisninger til synspunkter i bogen, benytter han en så unøjagtig fremstilling, at han fremtryller de stik modsatte synspunkter af dem, der er fremsat i bogen.

Side 100 siges det således: »Det må således, ganske vist mod forfatterens påstand om det modsatte, fastslås, at det benyttede udvalg af virksomheder ikke er repræsentativt.« Som bevis herfor anføres, at de er større end gennemsnittet. Dette spørgsmål er behandlet i bogen side 14-15, hvor det bl.a. hedder »Derimod er der andre forhold, hvor materialet adskiller sig fra det gennemsnitlige. Det gælder først og fremmest størrelsen af den enkelte virksomhed.«

Side 99 efterlyses en definition af, hvad der forstås ved finansieringsforhold.
Den findes i bogen side 43 øverst.

Side 100-101 angribes anvendelse af værditilvækst som mål for den enkelte virksomheds vækst, idet det hedder ». . . men at benytte værditilvæksten som mål for enkeltvirksomheders produktionsudvikling og som direkte mål for størrelsen af deres produktion kan ikke anses for forsvarligt.« Dette spørgsmål behandles i undersøgelsen side 18, hvor det hedder om værditilvæksten som mål for den enkelte virksomheds vækst, at ». . . en sådan fremgangsmåde (må) anses for ganske uholdbar. Når det gælder store grupper af virksomheder, svinder betænkelighederne måske noget, men når det netop gælder en analyse af den enkelte virksomhed i sammenligning med andre, kan den ikke forsvares.«

Endvidere hedder det side 18: »Når en sådan præcis måling af den reelle va^kst ikke er mulig, tvinges man til ved analysen af vækstfaktorerne at lægge hovedvægten på de vurderinger, der kom frem under samtalerne med virksomhedslederne.«

Her er vi ved den centrale indvending hos Gunnar Klavsen, idet han hævder, at vi ikke har forstået, at man ikke kan bestemme reaktionsmønstret (eller parametrene om man vil) i en funktion eller et funktionssystem, medmindre de variable antager forskellige værdier i den periode, der undersøges.

Det er selvfølgelig bedst at vurdere systemet med de velkendte statistiske metoder, men det er vel endnu ikke ekskommunikationsgrund at søge at belyse reaktionsmønstret ved interviews. I den undersøgte periode har der netop været variationer i det danske lønniveau i forhold til andre lande, konkurrenceformerne (liberaliseringen), kreditforholdene, tekniske opfindelser, efterspørgselspresset 0.5.v., o.s.v. På denne baggrund skulle der være mulighed for at få virksomhedslederne til at vurdere de enkelte forholds betydning og dermed angive deres vurdering af parametrene. Deres vurderinger bygger selvfølgelig også på deres erfaringer fra tidligere perioder.

Metoden er ufuldkommen, men det er meget intolerant at forkaste den på en så kategorisk måde, som Gunnar Klavsen gør det. Jeg kan forsikre for, at vi var fuldkommen klare over undersøgelsens begrænsede værdi. Den har absolut mange svagheder. Når jeg opponerer mod anmeldelsen, er det, fordi jeg ud fra en vis ordenssans foretrækker at blive dødsdømt for de forbrydelser, jeg faktisk har begået.

- OG ET SVAR

Det er rigtigt, at forfatteren forskellige steder i bogen har gjort opmærksom på,
at de udvalgte virksomheder er større end almindeligt indenfor dansk industri.
Dette har dog ikke afholdt ham fra at anføre følgende bemærkninger: »(de udvalgte
virksomheder) må anses for repræsentative bortset fra, at store virksomheder
indgår med for stor vægt i materialet« (p. 40, fremhævelsen er
foretaget af forfatteren) og »Man ville sandsynligvis have fået samme vurderinger,
selv om undersøgelsen var udvidet væsentligt« (p. 16). Det synes derfor ikke
urimeligt at antage, at forfatteren alt i alt har anset materialet for repræsentativt,
d.v.s. tilstrækkeligt til at danne grundlag for generaliseringer. løvrigt var min
bemærkning om virksomhedernes størrelse kun ét af tre argumenter mod at
betragte materialet som repræsentativt.

Jeg er mig ikke bevidst at have efterlyst en definition af financieringsforhold,
men mener iøvrigt ikke, at udtalelsen »Finansieringsvilkårene danner en særlig
gruppe. Dels er der tale om et omkostningselement (renten), dels kan vanskelighederne

ved al skaffe kapital hæmme væksten, selv om virksomheden var villig
til at betale markedsrenten for lån. Der tales i denne forbindelse ofte om en mangel
på risikovillig kapital«, indeholder en sådan.

Forfatterens citat af sine kategoriske udtalelser mod at benytte værditilvæksten som mål for produktionen skal jeg ikke anfægte. Jeg har imidlertid heftet mig mere ved den omstændighed, at han faktisk har benyttet den som mål for enkeltvirksomheders produktion, jfr. beregningen af kapitalkoefficienterne p. 20 ff.

Sluttelig skal jeg bemærke, at jeg ikke har lyst interviewmetoden i band, men blot undret mig over, at man ikke har benyttet de oplysninger, der er registreret i den officielle statistik, og at jeg heller ikke har udelukket muligheden af at undersøge de generelle økonomiske faktorers betydning ved denne metode, men blot konstateret, at der ikke er gjort noget forsøg herpå. Så vidt jeg har kunnet se, er der ikke anstillet sammenligninger mellem forskellige perioder i det betragtede tiår, og så vidt jeg kan bedømme på grundlag af de anførte interviewreferater, er der heller ikke stillet spørgsmål med henblik på sådanne sammenligninger.

Gunnar Klavsen.