|
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 102 (1964)INDKOMSTPOLITIKKEN OG PRISMEKANISMENJørgen H. Gelling * Eftersom Erik
Hoffmcyer1 åbenbart slutter sig til Humpty-Dumpty's
udadlelige Det indkomstpolitiske arsenal, som E. H. - der her taler vel ikke blot på egne vegne opstiller, består overfor lønmodtagerne af en mer eller mindre elastisk lønkontrol og overfor de selvstændige erhvervsdrivende af en liberal importpolitik kombineret med en aktiv indenlandsk konkurrencepolitik fra statens side og eventuelt ændringer i den direkte beskatning med indkomstomfordelende formål. Dette program udviser en påfaldende heterogenitet. Lad os tænke os, at der f.eks. på grund af stærk produktivitetsstigning og gunstige konjunkturer for udenrigshandelen bliver mulighed for særlig store lønforhøjelser. Er det tænkeligt, at man heraf ville tage anledning til at muliggøre exceptionelle indkomststigninger også for de selvstændige næringsdrivende ved at føre en mere restriktiv importpolitik, ved at slække på bekæmpelsen af monopolismen på varemarkedet, eller endelig ved at føre en mindre stærkt indkomstudjævnende skattepolitik? Svaret er så selvfølgeligt, at allerede spørgsmålet er overflødigt. Der vil naturligvis med kortere eller længere mellemrum være anledning til at ændre handels-, konkurrence- og skattepolitikken. Men foranledningen til og overvejelserne til grund for sådanne ændringer vil være af anden art end for lønpolitikkens vedkommende, og der vil åbenbart ikke være saglige grunde for at lovgivning og administration på disse områder skal tages op til revision, hver gang en ny ramme skal fastlægges for lønudviklingen. Skattestruktur, handelspolitik og konkurrencepolitik danner en del af den institutionelle ramme, inden for hvilken lønudviklingen ligesom prisudviklingen iøvrigt foregår. Det bidrager derfor ikke til klarhed i den økonomiske debat at drøfte foranstaltninger på de anførte områder som sideordnede med lønpolitikken. Delte fremgår også deraf, at man ganske uanset, om der er eller ikke er behov for en anti-inflatorisk lønpolitisk indsats, må anse det for ønskeligt, at der føres en handels- og konkurrencepolitik, der bekæmper opnåelsen af monopolgevinster, og en skattepolitik, der modvirker voksende økonomisk ulighed. Hertil kommer endelig, at den direkte beskatning i princippet ikke tager sigte specielt på forskydninger mellem indkomster af forskellig oprindelse. Udover handels-,
konkurrence- og skattepolitikken nævner E.H.
indkomststatistik. Den uundgåelige konklusion er derfor, at lønkontrol er det essentielle element i det af E.H. skitserede indkomstpolitiske program. Standpunktet er ikke ganske ukendt. Nærmere betegnet består stabiliserings- eller indkomstpolitik herefter deri, at lønudviklingen underkastes direkte kontrol, samtidig med, at der indenfor en 1. Jfr. Erik Iloffmeyer: »Indkomstpolitikkens Grundlag«, Nationaløkonomisl; Tidsskrift 1964, 1.-2. hefte, side 29 ff. 2. »When I use a word«, Humpty-Dumpty said, in rather a scornful tone, »it means just what I choose it to mean — neither more nor less«. Lewis Carroll »Through the Looking Glass«. Side 173
institutionel ramme, som tillader markedsmekanismen at fungere effektivt på varemarkedet (dog ikke for landbrugsvarer?), fores en kredit- og finanspolitik, som sikrer netop fuld beskæftigelse. Lønkontrollens nærmere udformning og den elasticitet, hvormed den gennemføres, kan næppe anses for principielle anliggender. Dette program rejser vanskelige spørgsmål. For det første kan man tvivle på, at det i praksis vil være muligt at sikre, at lønudviklingen holder sig inden for de lagte rammer. For det andet vil problemet om udviklingen i de relative lønninger, der ingenlunde er uden vanskeligheder for de manuelle arbejdere alene, blive væsentligt mere kompliceret, når samtlige større lønmodtagergrupper skal inddrages under kontrollen. For det tredje vil lønkontrol antagelig fremkalde krav fra lønmodtagerside om, at også de selvstændiges indkomster underkastes direkte kontrol under en eller anden form. Der må derfor gives et klart svar på spørgsmålet hvorfor indkomstpolitikken - under de tidligere angivne institutionelle forudsætninger - kan begrænses til direkte kontrol med lønningerne. Svaret er selvfølgeligt: I Danmark som i de fleste andre vestlige industrilande er fagforeningerne de stærkeste konkurrencebegrænsende organisationer. Den dominerende opfattelse er, at medens monopoler på varemarkedet er af det onde, gælder dette ikke fagforeningerne, som derfor har moralsk ret til at tilsidesætte markedsmekanismen ved at anvende strejker og andre magtmidler til gennemførelse af deres økonomiske krav. Ejendommeligt nok drager man ikke den logiske konsekvens af disse anskuelser, at når konkurrencebegrænsende sammenslutninger mellem arbejdsgiverne er utilladelige på varemarkedet, er de det også på arbejdsmarkedet, således at det kun skulle være tilladt arbejderne, men ikke arbejdsgiverne at organisere sig og anvende med markedsmekanismen uforenelige magtmidler ved lønfastsættelsen. Alternativet til indkomstpolitik i form af ensidig lønkontrol er, at man på arbejdsmarkedet anlægger de samme principielle synspunkter, som ligger til grund for konkurrencepolitikken på varemarkederne. Konsekvensen heraf er ikke nødvendigvis, at arbejdsmarkedets organisationer må afskaffes, men kun at lovgivningen må fratage dem deres med markedsmekanismen uforenelige magtmidler. Et generelt og permanent strejkeforbud lyder måske som utopi. I økonomisk politik ligesom i skak er det imidlertid vigtigt at gennemtænke også de ved en overfladisk betragtning urimelige træk. Det er klart, at fagforeningerne vil modsætte sig et forbud mod strejker; men også at det for fagforeningslederne vil være en fordel at blive frataget et våben, som de ikke kan anvende til noget fornuftigt. En sådan ændring
af lovgivningen lader sig imidlertid kun gennemføre,
såfremt Om én ting har der i denne debat været udstrakt enighed: Vigtigheden af at bevare det økonomiske systems tilpasningsevne, da denne er en væsentlig forudsætning for økonomisk vækst og for en effektiv udnyttelse af de forhåndenværende ressourcer. Hvem der endnu måtte have tvivl på dette punkt, kan studere de senere års økonomiske udvikling og debat i de socialistiske lande. Det er sandsynligt, at i de kommende år vil de aktivitetspolitiske problemer træde i baggrunden til fordel for spørgsmål vedrørende erhvervspolitik, egnsudvikling og andre allokationsproblemer. Til forebyggelse af interventionistiske orgier er en udbredelse af kendskabet til markedsmekanismens funktion og funktionsmåde derfor nødvendig. Eftersom de fleste mennesker har påfaldende små vanskeligheder ved at overbevise sig selv om berettigelsen af de privilegier, de nyder, må tilstanden på boligmarkedet, Side 174
hvor afvigelserne fra den frie prisdannelse er betydelige og berører en meget stor del af befolkningen, medføre en udbredt intellektuel og moralsk korruption. Både fordi boligmarkedet i sig selv er betydningsfuldt, og fordi dets problemer i eminent grad egner sig til illustration af generelle markedssammenhænge, er oplysning på dette felt formentlig endnu mere påkrævet end vedrørende de aktivitetsog lønpolitiske sammenhænge. Men hvor stor interesse der end knytter sig til en høj økonomisk effektivitet og vakst, er disse dog ikke nødvendigvis de vigtigste virkninger af en effektivt fungerende markedsmekanisme. Fra økonomisk-politisk synspunkt er markedsmekanismens væsentlige egenskab, at den uden eentral ledelse hidfører en allokation af de økonomiske ressourcer bestemt ved borgernes frie individuelle beslutninger vedrørende udbud og efterspørgsel af varer og tjenester. Eller, udtrykt på anden måde, markedsmekanismen som økonomisk system afspejler den opfattelse, at inden for de ved retsordenen fastlagte rammer er den enkelte borger kompetent til at træffe økonomiske dispositioner uden at skulle følge ordrer udstedt af det offentliges embedsmænd eller private organisationers funktionærer - kort sagt, den opfattelse, at samfundet består af selvstændige individer, som hverken staten eller private organisationer skal være formyndere for. Valget mellem økonomisk liberalisme eller tvang angår derfor noget mere væsentligt end spørgsmålet om økonomisk effektivitet og vækst. Hovedindvendingerne mod indkomstpolitikken er dels den risiko, den medfører for øget politisk intervention i markedsmekanismen, dels - og navnlig - at den er baseret på en ideologi, for hvilken borgerne er kastemedlemmer, før de er mennesker. Indkomstpolitikken er givetvis af stor værdi for organisationsbureaukraterne og -politikerne, der herigennem får en yderligere undskyldning for deres existens; men der er ikke brug for den i et liberalt samfund. * Professor ved Aarhus Universitet, dr. polit. |