INDKOMSTPOLITIK OG POLITISK IDEOLOGI

Det er ikke vor opgave som økonomer at tage standpunkter af politisk karakter og derefter vurdere de forskellige økonomisk-politiske indgreb. Det er helt klart, at det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at undgå, at der indsniger sig vurderinger af denne art, men man bør i hvert tilfælde søge at begrænse dem mest muligt.

Geltings indlæg synes at bygge på en politisk vurdering, idet det hævdes, at økonomisk liberalisme passer til selvstændige og frie mennesker, medens tvang fra det offentliges embedsmænd og organisationernes ledelser er uønskelig, og at indkomstpolitik vil fremme sådan interventionisme.

Forenklingens kunst synes her at være drevet lovligt vidt, men det er værdifuldt,
at det politiske kommer klart frem.

Diskussionen om stabiliseringspolitik eller indkomstpolitik har passeret flere
stadier.

Først sagde man, at det var nødvendigt at have en lønpolitik, hvilket man altid
har haft, selv om man ofte ikke har turdet sige det offentligt.

Dernæst sagde man fra fagforeningsside, at dette var alt for ensidigt. Enten måtte
man have lov til at presse alt det ud af arbejdsgiverne, man kunne i den foreliggende
situation selv om man var klar over, at det kunne føre til finanspolitiske

indgreb og arbejdsløshed - eller også måtte de andre gruppers indkomster med
ind i billedet.

I denne henseende er det helt rigtigt som fremhævet af Grünbaum i forrige
nummer af dette tidsskrift, at det nye i indkomstpolitikken er, at man også søger
at drage de andre grupper ind.

Kritikerne af indkomstpolitikken har først sagt, at det beroede på manglende
forståelse af det økonomiske system, at man overhovedet kunne opstille et sådant
program.

Herefter har vi i Det økonomiske Råd søgt at opstille betingelserne for en sådan samfundskontrakt, hvor fagforeningerne påtager sig at søge at begrænse lønstigningerne til det, man kalder det samfundsøkonomisk forsvarlige - som selvfølgelig ikke er et krystalklart kriterium - mod til gengæld at få en rimelig sikkerhed for, at andre gruppers indkomststignnger holdes indenfor nogenlunde samme rammer.

Vi er nået så langt i diskussionen, at det ikke mere anfægtes, at der kan være et
indhold i at opstille en sådan samfundskontrakt, idet en behersket lønpolitik kan
modsvares af en aktiv konkurrencepolitik suppleret med en skærpet skattepolitik.

Den seneste udvikling drejer sig om, hvorvidt det er ønskeligt at etablere en
samfundskontrakt af dette indhold.

Gelting anfører forskellige argumenter imod.

For det første hævdes, at der reelt stadig kun er tale om lønpolitik. Konkurrencepolitik og skattepolitik føres jo i forvejen. Hertil er at svare, at begge kan skærpes, og at indkomststatistikken kan vejlede med hensyn til behovet for en yderligere skærpelse. Beslutningen herom ligger selvsagt i folketinget.

For det andet anføres, at vi ikke trænger til en styrkelse af organisationernes magt, men til en svækkelse. I denne forbindelse siges det, at samfundet ikke bør anerkende fagforeningernes monopol på arbejdsmarkedet, når arbejdsgiverne ikke må lave monopoler på varemarkedet. Gelting foreslår til overvejelse at svække fagforeningerne ved at indføre forbud mod strejker.

Rent bortset fra, at slow motion er lige så effektivt som egentlige strejker, er der her tale om en overdreven forenkling. Råde arbejdere og arbejdsgivere er organiserede. Lønstigningerne er næppe stærkere end under fri konkurrence (bevis herfor kan selvsagt ikke føres), men i øvrigt er markedsmekanismen præget af en blanding af aftaler, institutionelle forhold og fri prisdannelse, der ikke tillader grove forenklinger.

Jeg har selv ofte fremhævet, at det er en forudsætning for gennemførelse af en stabiliserings- eller indkomstpolitik, at fagforeningernes målsætning ændres. Fn frivillig afskaffelse af strejkeretten er ikke meget værd i denne forbindelse. Det afgørende er, at man sætter fuld beskæftigelse øverst på ønskesedlen og har mod til at fortælle medlemmerne det. Det er absolut ikke nogen nem opgave, og der er en nærliggende fare for, at det vil svække fagforeningerne måske i mindre grad under en socialdemokratisk end under en borgerlig regering.

Man har fornemmelsen af, at modstanderne af indkomstpolitik absolut vil fremmane det billede, at vi ender i restriktioner og interventionisme, hvis vi først begynder at betræde denne vej.₁ Det er muligt, at indkomstpolitik ikke kan gennemføres under de nuværende institutionelle rammer, enten fordi organisationerne

---

1. Da jeg skulle slå Geltings Humpty-Dumpty citat efter, åbnedes bogen ved et tilfælde på det sted under retssagen om de stjålne kager, hvor den hidsige røde dronning dekreterer »Sentence first - verdict afterwards«. Da Alice protesterer mod denne fremgangsmåde, råber dronningen »Off with her head.«

er for svage til at gennemføre en behersket indkomststigning, eller fordi det vil føre til sådanne spændinger mellem ledelse og medlemmer, at politikken bryder sammen. Derimod kan jeg ikke se, at det skulle være så farligt at gøre et forsog, der forudsætter, at de doktrinære forestillinger nedbrydes. Man kan jo altid vende tilbage til det gamle system.

---

* Direktør, professor ved Københavns Universitet, dr. polit.