(I) Andetsteds har jeg skitseret en profit-multiplier vækstmodel¹. Formålet med følgende artikel er at prøve de sædvanlige grænseproduktivitetsbetragtninger på modellen, der derfor her suppleres med en forudsætning om, at i hvert givet anlægsøjeblik findes der indenfor den givne tekniske horizont en kontinuert skala for mulig faktorsubstitution mellem kapital og arbejde (KjA) og fra et vist punkt kontinuert faldende grænseproduktivitet (A Y/AK, hvor Y er produktion og K kapital). I afsnit (II) gives et kort resumé af den del af modellen, der vender mod den lange ligevægt i en form, der fremhæver indkomstfaktorerne.

Systemet indeholder kun to faktorer, arbejde (A) og kapital (K). Det forudsætteshele vejen i det følgende, at antal arbejdere og arbejdstidens længde er konstant. Arbejdernes indkomstaktivitet forudsættes - da vi her opererer med en verden i stadig vækst i teknik og arbejdsproduktivitet at tage sigte på den relative løn udtrykt ved forholdet mellem realløn og produktion(L/Y) mere end på den absolutte realløn (L), dog at denne sidste meget variskeiigt kan presses ned (i det lange løb, sorn denne artikel alene beskæftigersig med). Dette kan formuleres således, at reallønnens træghed (mod nedsættelse) centrer sig omkring den historisk-traditionelle LjY, således at organisationernes standhaftighed falder for lønhøjder herover og stiger for lavere lønhøjder, og således at trægheden stiger særlig stærkt for lønhøjder under den tilvante absolutte realløn. For firmaernes vedkommende forudsættestrægheden på samme måde at centre sig omkring et historisk-traditionelt minimalt profitratekrav (/?), dog at der også er en vis — men mindre — træghedforbundet

---

1. Nationaløkonomisk Tidsskrift 1961 hefte 1-2: »Forsøg med en profit-multiplier vækstmodel«. Denne afhandling fra 1961 havde jeg i februar 1962 lejlighed til at få diskuteret på et møde i Københavns Universitets Økonomiske Institut, hvori deltog professorerne Gelting, Nørregaard Rasmussen og Ølgaard samt lektor Erling Olsen. Jeg takker herved de pågældende for en frugtbar diskussion, der blandt andet gav mig impulsen til den følgende artikel. Nørregaard Rasmussen og Gelting har endvidere gennemlæst det første udkast til denne og givet stødet til forskellige forbedringer.

hedforbundetmed nedsættelse af den traditionelle profitmarginal i vareprisen
R-K.

1. Ved nyanlæg forudsættes i hele artiklen, at firmaet kalkulerer udfra
den gældende absolutte realløn L2.

I afsnittene (III), (IV) og (V) forudsættes teknikens bias (A Y/AK ved given YjK) at være exogent given, ureagibel. I afsnittene (III) og (IV) forudsættes den samfundsmæssige opsparingskvote (s) ligeledes at være ureagibel, medens der i afsnit (V) regnes med s = a-PjY, hvor P betyder profitten, d.v.s., at arbejderne intet opsparer, således at der alene opspares ud af profitindtægterne og her med en ureagibel opsparingspropensitet a. I afsnittene (VI) og (VII) indføres forudsætningen om reagibel teknisk bias, der i (VI) kombineres med en ureagibel s og i (VII) med s = a-PjY. I slutningsafsnittet (VIII) drages visse konklusioner af det forudgående med hensyn til begreberne teknikens styrke og dens bias, herunder neutral teknik, med hensyn til følgerne for den funktionelle indkomstfordelingsteori ved at gøre bias reagibel, samt med hensyn til en mulig historisk konstans i Y/K, PjK og P/Y.

(II) Profit-multiplier vækstmodellen er efter det Harrod-Domarske mønster
til del ydersle simplificeret ved at bygges op på kun 2-3 grundligninger, her
følgende 3:

(1)

(2)

(3)

Den første ligning angiver investeringsfunktionen og siger, at nettoinvesteringen i procent af kapitalstokken afhænger dels af samfundets almindelige investerings-»mindedness« (z) og dels af differencen (o?) mellem faktisk profitrate (PjK) og det foran omtalte historisk-traditionelle minimale profitratekrav (i?)³. Den anden ligning bestemmer Y ved den sædvanlige keyneske multiplier, og den tredje ligning siger, at der samtidig (ved samme Y) skal være omkostningsligevægt således at den producerede nettoindkomst lige og kun lige skal give dækning for det omkostningsligevægtige profitkrav - (Ru + d)K - og det omkostningsligevægtige lønkrav - Lu - for at følge den ligevægtige vækstlinie.

d = PjK -i- R betragtes her i det lange løb som en exogent given størrelse
bestemt af styrken i strømmen af tekniske nyskabelser4. Når een teknikbølge

---

1. Op.cit. note 1 side 71. Der er her set bort fra afskrivningselementet i profitmarginalen.

2. Andre forudsætninger er tænkelige, f.eks. at firmaet kalkulerer udfra den gældende relative løn LjY, jfr. op. cit, fig. 5, s. 66. En sådan forudsætning behandles ikke i nærværende artikel.

3. Om man er så sindet, kan man også lade R stå for lånerenten, men i så fald må det være bruttolånerenten ved udlån til produktive investeringer, d.v.s. inklusive risiko og ulyst m.v.

4. I det følgende betegnet: teknikstrøm.

er helt indarbejdet hos det repræsentative firma må P/K — R. En ny teknikbølgehæver YjK og dermed P/K (over R) f. eks. med d, men efterhånden indarbejdesden langs substitutionskurven til det punkt hvor P/K atter = R. Teknikbølgener nu udtømt, men en ny teknikbølge hæver igen P/K over R o.s.v. Vi definerer nu en konstant teknikstrøm som en sådan, der stadig påny hæver P/K over R med samme tillæg (d), således at differencen P/K 4- R (men ikke nødvendigvis R og dermed PjK hver for sig) forbliver konstant¹.

I figur 1, hvor produktet pr. arbejder er afsat op ad ordinataksen og kapitalen pr. arbejder ud ad abcissen, repræsenterer 7\-kurven den kendte teknik, der i startøjeblikket er fuldt statisk indarbejdet hos det repræsentative firma, således at PjK = R = AYjAK ved KjA_iSI). Teknikstrømmens styrke og dermed d er konstant. Vi antager i denne figur ligeledes, at R er konstant. En ny teknikbølge hæver T"-kurven til T₂. Pionérfirmaet, der foreløbig er alene om den nye billigere metode, regner med den givne realløn (L_x) og vælger K/A(Z)₂), der giver den maximale interne profitrate og in casu en extraprofit på d udover i?. De repræsentative firmaer følger efter og skaber ny statisk ligevægt ad to veje, dels ved at vandre ud ad sålænge AY/AK>R, og dels ved at konkurrere lønnen op².

---

1. Op.cit. S. 47 f.f.

2. At lønnen vil blive konkurreret op netop til 7.₂, hvorfra 7?-benet netop tangerer rr_{2 -kurven,} ses af følgende: 1) iL2 er både LIY og R uændrede, hvis der er ligevægt, jfr. figur 2 nedenfor, hvilket alt andet lige må betyde, at de relative trægheder her er lige store, jfr. foran S. 20 og nedenfor S. 34. 2) Hvis Lf. eks. var lavere end L₂, samtidig med at AY\AK =R, ville det være ensbetydende med, at substitutionsforholdet - K/AfSi) - var i ligevægt, samtidig med at PjK> R, d.v.s., at der fortsat ville finde nettoinvestering sted og i så fald i uændret K/A, d.v.s. i form af udvidet beskæftigelse med yderligere konkurrence om at drive lønnen op til følge.

Ved en ny løn på L2L2 og en kapitalintensitet på KjA^sz) er der igen fuld statisk
ligevægt PjK = R = A Y/AK, teknikbølge 2 er udtømt, men så kommer
teknikbølge 3 af samme styrke o.s.v. o.s.v.

ligningerne (1) og (2) fås

(4)

der er udtryk for den efterspørgselsligevægtige Y/K, og af (3) fås

(5)

der er udtryk for den omkostningsligevægtige Y/K, hvortil hører

(6)

(4), (5) og (6) kan værdien af d udledes:

(7)

På venstre side har vi de forskellige elementer, der konstituerer indkomstens fordeling (ß og L/F) og dens anvendelse (s og z), medens vi på højre side har den af teknikstrømmens styrke exogent fastlagte d. Skal lang ligevægt indfinde sig, må det derfor være ved, at eet eller flere af elementerne på venstre side — og det vil sige løndannelsen, profitdannelsen og (eller) opsparingen - er tilstrækkelig reagible til at tilpasse sig systemets andre størrelser, først og fremmest d. Hvis dette er tilfældet vil ligning (7) eller de underliggende ligninger kunne hjælpe til at analysere indkomstfordelingen under vækstforhold¹.

Eventuel endogen reagibilitet i indkomstfaktorerne må skyldes det pres,
som eventuel uligevægt underkaster dem. Det ses, at hvis venstre side af (7)
>c?, er det ensbetydende med, at YlK(jj)>YjK{E)2, d.v.s., at efterspørgslen

---

1. I det følgende har vi ikke brug for andre udtryk end de ovenfor anførte, men det ses let, at under forudsætning af konstant teknikstrøm 02 uændret små YIK ( = — være konstant, og dermed må V *) vækstraten i Y = vækstraten i K = id, og ved at erstatte d med dennes endogene ligevægtsværdi i henhold til ligning (7) ovenfor, får vi den endogene ligevægtige vækstrate: Vi = s Z -R, jfr. op.cit. S. 43 f. Z(l^rL/Y)~S

2. Det er også ensbetydende med, at Vi> zd, altså at vækstratens endogene ligevægtsværdi > den af tcnnikstrømmen exogent betingede vækstrate, samt ligeledes ensbetydende med at s-Y> I, jfr. op.cit. 53. Det kan påvises, at hvis Vi zd (eller, om man vil, YjK(U) # YjK(E) eller s-Y^l), opstår den velkendte Wicksell-Harrod'ske kumulative centrifugale uligevægt, op.cit. S. 42 f. og S. 54 f.

tenderer til at være mindre end omkostningerne (korte og svage konjunkturopgange,lange og svære konjunkturnedgange), hvad der konstituerer et langt depressivt tryk på indkomstfaktorerne. Det er dette, der i nærværende model skal genskabe ligevægten ved at sænke værdien af venstre side af ligning (7), og derved bringe disse endogene elementer i niveau med den ydre nødvendighedudtrykt ved d. Hvis omvendt venstre side < d, er YjK(E)> Y/K(U), det vil sige, at den lange tendens er præget af overvægt for konjunkturopgangene, hvad der i dette tilfælde skal hæve værdien af venstre side af ligning (7).

(III) I dette afsnit forudsættes samfundets totale opsparingskvote s samt
teknikens bias begge ureagible og konstante.

Med konstant teknikstrøm og dermed d, må det efterspørgselsligevægtige
indkomst-kapitalforhold være konstant i vækstforløbet, jfr. ligning (4):
YJK(E) = —• Dette kan illustreres ved en ret linje fra sydvest til nordøst geno

zd
nem koordinatsystemets nulpunkt, jfr. — - linjen i figur 2 nedenfor.
o

For at der skal være fuld ligevægt i det lange løb, må også det omkostnings-
R+d
ligevægtige produktion-kapitalforhold - Y/K(U) = —;——, jfr. ligningerne
1 ~ Li\ Y
(5) og (6) - følge samme linje i det lange vækstforløb1.

---

1. Det forudsættes derimod ikke, at dette også er tilfældet i det korte løb. Den lange ligevægt anskues ikke som en stadig fortsat ligevægt, men som en ligevægtig trend gennem konjunkturerne, jfr. op.cit. S. 45 f.

Af figur 1 fremgår, at forudsætningen om konstant teknikstrøm betyder, at
det øvre ben i vinklen for P/K (= R -f- d) fra det gamle Z^-punkt1 skal tangere
den nye teknikkurve (!T2) eet eller andet sted, ligegyldigt hvor.

Af den nu indførte betingelse Y/K(u) = Y/K(e) følger yderligere, at vinkelzd

benet skal tangere teknikkurven netop i — — linjens skæringspunkt med den
o

pågældende teknikkurve, jfr. punkterne X2X2 og X3X3 i figur 2.

Man kan stille spørgsmålet: hvis R er konstant, hvad er så betingelserne for
en ligevægtig vækst?

/ zd\ YjK er i dette afsnit en exogen konstant =— .— P\K=R-\- d, hvoraf der konstant med konstant teknikstrøm, og hvis R nu forudsættes konstant, er P/K også konstant. Og når Y/K og P/K er konstante, må også P/Y(=P/K: Y[K) være konstant, hvilket er ensbetydende med konstant L/Y.

Hvis man omvendt spørger, hvad betingelserne under dette afsnits forudsætninger er for at holde PjY konstant i vækstforløbet, ses det på samme måde, at betingelsen for at holde Pj Y konstant i vækstforløbet - da Y/K her er en exogen konstant - er, at i? + d (forrentningskravet og teknikstrømmens styrke) er konstante.

Imidlertid medfører grænseproduktivitetsforudsætningerne og forudsætningen om den ureagible bias en yderligere ligevægtsbetingelse, nemlig at profitraten (P/K = R -\- d) skal være lig med kapitalens grænseproduktivitet ved Y\K = —, altså

(8)

Betingelsen for at holde P/Y konstant under den lange vækstligevægt (under
dette afsnits forudsætninger herunder konstant s) bliver så -jfr. figur 2 -
at

d.v.s., at de successive dynamiske ligevægte med stadig højere teknikkurver
(T2,T3 0.5.v.) og stadig højere KJA (KJA(D2)> KJA(Dz) 0.5.v.) skal være karakteriseredeaf
konstant grænseproduktivitet for kapitalen. Da YJK er konstant
I zd\ AY Y
under vækstprocessen =—, er dette ensbetydende med, at også —— :—
(forholdet mellem kapitalens grænseprodukt og dens gennemsnitsprodukt)

---

1. Li er den gældende absolutte realløn, der er fremkommet som et resultat af den hos det repræsentative firma sidst indarbejdede teknikkurve (7\).

er konstant. Som det let ses, er dette sidste udtryk kun en omskrivning af udtrykketPjK-.YjK, da vi netop har sat PjK = A YjAK, og det er i og for sig en numerisk selvfølgelighed, at betingelsen for en konstant P/Y altid må være, at (P[K:YjK) er konstant, daP/F= PjK-KjY.

Disse sidste bemærkninger kan forekomme overflødige, men som følge af
den konstante PjY's betydning for begrebet neutral teknik, der behandles
nedenfor i afsnit (VIII), får de deres anvendelse der.

For selve vækstligevægten er en konstant PjY ikke nogen nødvendighed (medmindre da de successive stadig højere teknikkurver skulle være sådan beskafne, at A YjAK_fui) forbliver konstant fra teknikkurve til teknikkurve, hvad der - ved ureagibel bias - vanskelig kan ses nogen fornuftig forklaring på, skulle være tilfældet). Selv om AYjAK/zd\ varierer fra den ene teknikkurve til den næste, udelukker dette ikke lang vækstligevægt. Som følge af indkomstkravenes træghed vil et skift i AY\AK/zd\ nok starte med at skabe kort uligevægt, men f.s.v. R og LjY er tilstrækkelig reagible, vil lang ligevægt igen etablere sig ved ændring ißog L/Y¹, jfr. næste afsnit.

Som det fremgår af figur 2, betyder en enkeltstående teknisk fremskridtsbølge (een højere T-kurve), at YjK sættes i vejret i forhold til det repræsentative firmas statiske YjK, hvilket ses ved at sammenligne den til X'₂ svarende YjK med — -linjen. Men ved en kontinuert teknikstrøm af uændret styrke, vil

zd
samfundets dynamiske Y/K ligge uændret pa .

Hvis selve styrken i den tekniske strøm og dermed d sættes i vejret, vil —

ved konstant s- den dynamiske YjK sættes varigt op, idet YjK =— stiger
\ s/

---

1. Hvis man opfatter R som en keynesk minimalrcnte af konstant størrelse, ligger landet derimod anderledes. Da YjK - under dette afsnits forudsætning om konstant s og d - er konstant, og hvis R ud fra sine egne forudsætninger (det absolutte likviditetsbehov) også er konstant i det lange løb, så bliver en konstant PjY en nødvendig ligevægtsbetingelse, hvilket igen indebærer, at de successive teknikkurver netop må være sådan beskafne, at AYjAK,_{Z d\} holdes konstant. I mod' sat fald vil ligevægten brydes, og vil ikke kunne genoprettes (ved konstant s og R) uden ved, at teknikens bias selv bliver reagibel, således at AY\AKs_{z d\} endogent tenderer til at være konstant \ s) i det lange løb, jfr. afsnit (VI) nedenfor, hvor bias er behandlet som en reagibel faktor. I modsat fald - hvis bias forudsættes ureagibel - vil uligevægten bestå, men da en konstant difference YjK(E) YjK(U) i den her anvendte model - i modsætning til Keynes statiske model - forårsager en kumulativ voksende forringelse (forstærkelse) i aktivitet, beskæftigelse og afsætning, op.cit. S. 54 f., vil sådanne forudsætninger føre til et eksplosivt katastrofesystem med relativ ringe virkelighedsrelevans, op.cit. S. 59. - Og hvis man omvendt forudsætter, at bias er reagibel, så kan man ikke mere bruge grænseproduktivitetsteorien til at forklare den funktionelle indkomstfordeling i det lange løb, og må i stedet have en anden indkomstfordelingsbegrundelse f. eks. relative trægheder, jfr. nedenfor S. 34 og op.cit. S. 59ff.

proportionalt med d. Ved konstant R, er også P/K (= R + d) steget noget, men ikke så stærkt som YjK, således at P/Y (= P/K: YjK) må falde og L\Y stige¹. Hvis P/Y (og dermed LjY) skal holdes konstant, forudsætter det, at R stiger i takt med d.

Sålænge derimod teknikstrømmen og d er konstant, må konstant R altså
medføre, at også P/Y er konstant, og omvendt er betingelsen, for at PjY skal
være konstant, at også R er konstant.

(IV) I dette afsnit forudsætter vi stadig som i det foregående, at sog teknikens
bias er ureagible.

Formålet med afsnittet er at se, hvorledes ligevægten etableres. Vi starter
derfor med en - kort - uligevægt og ser på, hvilke reagibilitetskræfter dette
sætter i sving.

Indtil nu har vi forudsat, at (R + c?)- fra Lx altid tangerer den
zd
nye teknikkurve T2T2 på — -linjen. I figur 3 forudsætter vi imidlertid, at den

hidtidige R (R{) og den hidtidige L (Z^), der er fremkommet som et resultat af
det repræsentative firmas statiske tilpasning ud ad 7\-kurven (jfr. figur 2),
ikke skaber ligevægt i figur 3, men at (Rx -\- <f)-tangenten fra Lx tangerer 7712zd

kurven til venstre for— -linjen, nemlig i Xx. -I dette punkt ligger YjK(jj)

højere end før, R er uændret, medens den relative løn (L/F) er steget som
følge af, at Y(K ligger højere, medens R -j- d er uændret, idet L/Y = 1 — P/Y

---

1. Jfr., at P/7 = PIK: YjK =(R+ d): —=—(— +1), hvoraf direkte ses, at højere d betyder s z\d i lavere PjY ved konstant R.

RK

og P/Y = P/K: YjK. Dette forudsætter, at profitmarginalen i vareprisen i det lange løb er reagibel (i forhold til R og L/Y), hvad der i dette tilfælde sandsynliggøres af, at en uændret profitmarginal her ville betyde en højere forrentning af kapitalen (R) end tidligere, og dette på trods af en depressiv tendens i økonomien, der endda næppe engang — jfr. nedenfor — vil tillade en uændret opretholdt R. Hvis profitmarginalen og PjY skulle blive holdt oppe (og L/Y nede), ville dette være ensbet}^Tdende med højere R og tangentpunkt endnu længere til venstre end X_lf d.v.s. endnu større depressiv uligevægt og endnu større pres på både profitmarginal og R, jfr. nedenfor.

Del ses umiddelbart, at i Xx er YjK(E) < Y/K(U) > idet vinklen mellem abciszd

---

1. Den skitserede proces tager tid, og det kan derfor synes utilstedelig at bruge den statiske momentan-kurve T2T₂ gennem hele processen. Man må forudsætte enten, at tilpasningsprocessen udspiller sig i een enkelt teknikrunde (T-kurve), der eventuelt kan sættes lig med en enkelt konjunkturrunde - eller også, at de successive teknikkurver T₂, T₃, T4T₄ o.s.v. reproduceres i samme forhold zd til — (d.v.s. således at en uændret R stadig ville skabe en Y/K(U) langs den punkterede YjK(ujlinje i tilstrækkelig lang tid til, at tilpasningsprocessen slår igennem). Der er så tale om en bestemt »bias« i teknikstrømmen snarere end i den enkelte opfindelse. I så fald sker der formentlig intet for ræsonnementets gyldighed ved af nemhedshensyn at illustrere processen overfor en enkelt T-kurve, jfr. dog note 1, side 36 nedenfor.

2. Hvis R's træghed mod nedgang er meget stor, kan processen tage lang tid, og vi vil få en lang depressionstendens, hvor opgangene er svage og korte og nedgangene dybe og langvarige. Er R's træghed mindre, kan tilpasning eventuelt ske i en enkelt lettere konjunkturrunde.

ikke vil forringes så stærkt som kapacitetsudnyttelsen af kapitalapparatet. Dette hænger sammen med, at kapitalen pr. arbejder ved den indtrådte uligevægter mindre, end den ville være ved en ligevægtig »bias«¹, hvorfor en mindredel af investeringen går til udvidelse af kapitalen pr. arbejder og en tilsvarendestørre andel til udvidelse af beskæftigelsen, d.v.s., bias kan i denne forbindelse karakteriseres som kapitalbesparende eller arbejdskrævende i forhold til en ligevægtig bias.

zd
Hvis uligevægten omvendt består i, at Xx ligger til højre for — -linjen, får
vi den omvendte udvikling, Y[K(E) > Y/K(jj) og Ye > Yu. Her er den lange
tendens expansiv, opgangene vejer stærkere til end nedgangene, og samtidig
forøges K/A, hvad der i hvert fald i første runde tenderer til at mindske beskæftigelsesfremgange
n2, der derfor ikke bliver så stærk som stigningen i
kapacitetsudnyttelsen (kapitalkrævende og arbejdsbesparende bias), kort
sagt nu virker uligevægten til at formindske L/Y og efterhånden også forhøje
R.—(JR(JR + bliver stejlere, og det øvre vinkelben tangerer T-kurven
zd
længere og længere til venstre, indtil YjK{jj) = — , og ligevægt igen er etable-
S

ret ved den faste y/if-linje. I begge uligevægtstilfælde sker tilpasningen i det
her behandlede tilfælde (konstant s og konstant bias) ved, at YjK(u)-linjen
zd
svinger om koordinatsystemets O-punkt, indtil den dækker den faste — -linje,

og dette kommer i stand ved, at først R tilpasser sig til kapitalens grænsepro-

duktivitet ved den givne YjK = —] og dernæst Lj Y til Y/K og R.
\ s I

Vi har 3 übekendte R1 -f-g 3 ligninger:

der tilsammen bestemmer de übekendte.

(V) I dette afsnit forudsætter vi stadig, at bias er ureagibel og konstant, medensvi
ændrer vor opsparingsforudsætning til, at s = a-P/Y, d.v.s., at der

---

1. Jfr., at KIA(i) er mindre end den til skæringspunktet mellem (/?_x -f d)-linjen og linjen svarende

2. En større del af investeringen går så til udvidelse af kapitalen pr. arbejder og en tilsvarende mindre del til udvidelse af beskæftigelsen.

kun opspares ud af profitindtægter og med en konstant opsparingspropcnsiteta
ud af dem. Dette medfører, at s bliver reagibel i et vist omfang, idet s
stiger med højere PjY og falder med lavere PjY (højere LjY).

emu ikke mere en konstant størrelse, men varierer med

P/F, således at vi har

(4 a)

og på samme måde

(5 a)

Heraf følger umiddelbart, at i ligevægt, hvor Y/K(E) — Y/K^u), er

Da z og a betragtes som konstante, og d ligeledes er konstant ved uændret styrke i teknikstrømmen (hvilket hele vejen forudsættes, når ikke andet udtrykkelig siges), er dette ensbetydende med, at i lang ligevægt er R og dermed PjK (=R + dy på forhånd givne størrelser.

Da bias ligeledes er givet på forhånd, betyder dette, at Y/K må tilpasse sig,
således at A Y/AK = R + d. Hermed er Y/K så fastlagt, og dermed også P/Y=
PjK-.YjK og LjY = 1 + P/Y.

Den økonomiske mekanisme, der hidfører ligevægt, kan i dette tilfælde beskrives
således, idet vi først forudsætter fuld ligevægt, og så tænker os følgende
to uligevægtsskabende variationer foretaget hver for sig:

1) Teknikstrømmens styrke og dermed d synker.

I første omgang forudsættes R(u) og L/Y(u) uændrede, og vi ser, hvad der
så sker med Y/K(E) og YjK{jj)-

zd 1 zd
Y/K(E) = — * synker proportionalt med d, og — -linjen svinger til højre
om nul-punktet.

Y/K(U) = (R + d)- synker også, men ikke så meget som Y/K(E)-
Y/K(U)>Y/K(E)> og vi får det foran beskrevne depressive tryk på R(U),

Z-r-OL
der synker gradvis, indtil i? = -d, hvorved der igen er ligevægt Y\K(u) =

yjK{E).

Hvorledes det går med PjY, afhænger af, om YjK — som bestemt ved den

lavere P/if s langentpunkl med den lavere teknikkurve — er faldet mere eller
mindre, end PIK. idet PIY = PIK : YIK.

2) Uændret teknikstrøm men ændret bias.

Da z, dogaer uændrede, er også ligevægtsværdien af Rl= —^- •dj uændret. At bias er ændret betyder, at A Y/AK ved den tidligere Y/K nu ikke mere er lig med R(U) + d, men større eller mindre. Man kan forudsætte, at den er blevet mindre, således at tangentpunklet med T-kurven for det øvre vinkelben i den uændrede (R + dVvinkel fra det uændrede L_rpunkt (se f. eks. figur 3)

nu rammer til venstre for den gamle — -linje, d.v.s. tekniken bliver mere

knnitalbesnarende eller arbejdskrævende

Af figur 3 med tilhørende tekst ses, at dette svarer til, at Y[K(V) > YIK(E)
an LIY er steget. Det tidligere beskrevne depressive tryk, der er relativi

stærkest på profitkravet, indtræder nu. Hvis profitmarginalen i prisen nedsættes tilstrækkelig hurtigt - svarende til den højere L/Y(_X1) - falder sog YjK(E) stiger, indtil YjK(E)-linjen er svinget hen ovenpå den gamle YlK_my linje (se stadig figur 3). Her har vi så, at (R + d) fortsat = —•d, samtidig med at P/Y(E) = P/Y(u) d.v.s. der er igen fuld ligevægt, jfr. (4a) og (sa), og incitamentet til forandring i profitmarginalen ophører.

Dette forudsætter, at marginalen er mere reagibel end profitratekrave (R(U)), hvad der dog forekommer sandsynligt, dels fordi marginalen forment lig i det hele taget er mere reagibel end det historisk-traditionelle minimal« profitratekrav, dels og i nærværende tilfælde navnlig fordi Y\K er steget (sam menlign Y/K ved X_x i figur 3 med Y/K ved X₂), og en uændret marginal si ville betvde forhøielse af profitraten2.

Under forudsætning af konstant teknikstrøm og dermed d ses det, at me dens ligevægten ved ændret bias i tilfældet med konstant s indfandt sig ve< at Y/Kø) forblev konstant, medens R_(U) og Y/K_(U) tilpassede sig hertil d.v.s at YjKfjj)-linjen svingede hen på den faste YjK_(E)-linje, så forholder det si omvendt i tilfældet med s = a-PjY. Her retableres ligevægten ved, at Ru e konstant. o£ YlKim svinger hen ovenpå den exogent givne 17Æ(tf)-linje.

Variationen i P/Y i tilpasningsprocessen har også forskellig funktion i d to ydertilfælde: ved den konstante s skal variationen i indkomstfordelingei tjene til gennem ændring af Ru at forskyde substitutionspunktet og dervc tilpasse produktionen til efterspørgslen. Ved s = a -P/Fskal variationen i ind Tfomstfordelingen tiene til at tilpasse efterspørgslen til produktionen. I først

---

1. So frvran S 9.1 Cø S. 2

2. Tfr ntf«å nntp 1. side 38 nedenfo

fald tjener ændring i indkomstfordelingen til at skabe omkostningsligevægt, i
sidste fald til at skabe efterspørgselsligevægt.

Hvad er betingelsen i dette tilfælde, hvor s = a-PjY, for at holde PjYkonstant?
Da ligevægtsværdien af PjK (= Ru + d) - ved given styrke af teknikz

strømmen - altid forbliver uændret =— 'd, vil PjY( = P/K:YjK) kun kunne

holdes konstant, hvis YjK holdes konstant, hvilket forudsætter, at de successive
teknikkurver stadig tangeres af den uændrede P/if-vinkels øvre ben på
samme rette linje gennem nul-punktet, d.v.s., at de successive teknikkurver

netop skulle være karakteriseret ved at AYjAK stadig er ens og = -c?fra

teknikkurve til teknikkurve langs denne rette linje1.

Virkeligheden er formentlig hverken karakteriseret af en konstant s eller af s = a-PjY, men af en mellemting: s = a-PjY + B'LjY hvor a>ß> 0. og virkelighedens tilpasningsproces vil så også være en mellemting mellem de to foran beskrevne processer: konstant s, hvor Y/K er konstant, og tilpasningen sker over PjK - og s = a-PjY, hvor PjK er konstant, og tilpasningen sker over variation i Y/K. Dette betyder, at der, når s = a-P/Y + ß-L/Y, nu må regnes med samtidig variation i både PjK og Y/K, men til gengæld med tilsvarende mindre udsving i hver af dem. Dette skulle i sig selv tjene til nogen stabilisering af de lange værdier af YjK og PjK.

(VI) Hidtil er teknikstrømmens bias, d.v.s. A Y/AK (ved given Y/K), blevet betragtet som exogent given. Vi ændrer nu denne forudsætning og betragter bias som reagibel. I hvert givet øjeblik er den momentane teknikkurves elasticitet og dermed bias selvfølgelig en given størrelse, men reagibilitetsforudsætningen betyder, at hvis bias - i forhold til systemets andre elementer - er uligevægtig, så bliver der en tendens til, at de successive teknikkurver² ændrer bias i en retning, der tjener til at genoprette ligevægten.

At der rent faktisk må være i hvert fald en tendens i denne retning kan anskueliggøres ved at kaste et blik tilbage på figur 3. Her har !T₂-kurven ændret bias i forhold til den forudgående teknikstrøm. (/? + c?)- som ved uændret, ligevægtig bias ville have tangeret T-kurven lidt til højre for X₂, tangerer den i stedet for til venstre herfor i X_lt tekniken har fået kapitalbesparende eller arbejdskrævende bias. I exemplet foran retableredes ligevægten zd ved et successivt fald iR, der flyttede tangentpunktet tilbage til^— -linjen.

Drivkraften bag tilpasningen var uligevægtens depressive langtidspres på
profitraten.

---

1. Eller i hvert fald at afvigelserne herfra fordeler sig ens på begge sider af denne linje.

2. Eller den givne teknikkurve i løbet af den pågældende konjunkturrunde, jfr. note 1, side 28 foran.

Dette depressive pres på profitraten må imidlertid samtidig have en tendens til at sætte korrektive bevægelser igang i de mange fabrikslaboratorier. Som foran beskrevet er den depressive tendens karakteriseret ved at være relativt arbejdskrævende og kapitalbesparende for samfundet som helhed. Men selv bortset herfra vil en langtidstendens, der presser R nedad, for det enkelte firma fremtræde som præget af overflod på kapital - og en tendens, der hæver R, som præget af mangel på kapital. Hvis man indfører forudsætningen om bias' reagibilitet, må det derfor formentlig være sådan, at bias reagerer efter og tjener til at stabilisere R, når R presses nedad, forskyder teknikkurven sig til højre, når R er for opadgående, forskyder teknikkurven sig til venstre. Det er derfor nærliggende, at laboratoriernes opmærksomhed ved en depressiv langtidstendens henledes på metoder og maskineri, der anvender så meget kapital og så lidt arbejde som muligt ved given rentabilitet.

Hvis reagibiliteten i R er lille (trægheden i R stor), får denne tendens til reagibilitet i bias selv større mulighed for at slå igennem. Med den stigende monopolisering og stivhed i indkomstkravene jævnsides med udviklingen af et omfattende og bevidst dirigeret laboratoriearbejde i virksomhederne og i tilknytning til disse er der grund til at tro, at reagibiliteten i bias i hvert fald i et vist omfang er en realitet.

Vi forudsætter i de følgende experimenter, at bias er fuldt ud reagibel i
den her nævnte forstand. I dette afsnit forudsætter vi, at s er ureagibel og konstant.

Ser vi igen på figur 3, betyder forudsætningen om den reagible bias, at T2kurven
forskydes i vægt fra venstre mod højre, interessen slappes for forbedringer
med lavere KjA og skærpes for forbedringer med højere K[A, hvilket
må medføre, at A Y\AK sænkes til venstre og højnes til højre, således at tanzd

gentpunktet ved uændret R flytter længere og længere hen mod— -linjen. Når

denne er nået, er ligevægten genoprettet, og der er intet incitament til yderligere bevidst ændring af teknikstrømmens bias, idet presset nedad på profitraten er ophørt. Medens det ved ureagibel bias var R og LjY, der tilpassede sig den ændrede bias, er det ved reagibel bias denne, der tilpasser sig R og L[Y, således at ligevægten genoprettes ved uændret R og L[Y.

Foran i afsnit (IV) havde vi tre übekendte Y/K, R og PjY og tre ligninger:

Den sidste ligning R + d = AY/AK/zd\ bortfalder nu, thi når grænseproduk'
s /
tet bliver en passiv eller plastisk størrelse, der indstiller sig efter størrelsen af
(R + d), selv ved uændret Y/K, så har denne lighed ikke mere nogen forklaringsværdi,
der kunne lige så godt stå P/K = PjK.

Y/K er i dette afsnit givet på forhånd og konstant I — —j.

For at bestemme R og Lj Y behøver vi en ny ligning til erstatning for den
bortfaldne.

Man kan prøve følgende muligheder:

1) R er en historisk konstant og dermed P/K — R -f d ligeledes konstant
ved uændret styrke i teknikstrømmen. Der bliver så kun een übekendt tilbage,
L/Y, og den må nødvendigvis være — 1 — P/Y, hvor P/Y = P/K-.Y/K.

2) L/Y er en historisk konstant og dermed PjY — 1 -H L/Y. Så bliver det
P/K, der bliver bestemt som den historiske residual: P/K = PjY- Y/K og dermed
R = P\K -r- d.

3) Endelig bliver det formentlig så mere nærliggende at lade både R og
L/Y bestemme ud fra deres relative trægheder, således at indkomstligevægten
dannes der, hvor de modstående indkomstkravs lange træghed mod nedsætzd

telse er lige store, og hvor de tilsammen kræver en Y/K, der svarer til — 1.

Ru+d zd
Hvis : >— , træder den depressive langtidstendens i funktion,
l-^L/Yfuj s
der trykker på begge indkomstkrav, således at det med mindst træghed hele
tiden må give sig først (hvorved de modstående trægheder holdes i ligevægt)
og således, at deres samlede indkomstkrav holdes nede på det niveau, der
zd Ru + d zd
svarer til —. Hvis <— , har vi den tilsvarende proces i modsat
s I+L/Yfuj s *
retning.

De relative trægheder kan tænkes bestemt af det historiske niveau for henholdsvis
R og Lj Y, organisationernes indbyrdes styrkeforhold samt monopolgraden.

Disse historiske faktorer bestemmer så R(U) og LjY(U), således at deres
relative trægheder er lige store, og de tilsammen netop dækkes af efterspørgslen
(YjK{ju) = YjK(E))> og teknikkurvernes bias vil så indstille sig således, at

R + d zd Vi kan eksempelvis starte med fuld ligevægt: Y/K = —;—j~ =—, og så tænke os, at lønkravets relative træghed stiger (øget organiseringsgrad eller/og forstærket politisk-faglig aktivitet som f. eks. lige efter den første verdenskrig),

---

1. Op.cit. figur 1 side 60 med tilhørende tekst.

2. Denne forudsætning om, at bias' reagibilitet overfor den således bestemte R(uj er fuldstændig ensidig (/? reagerer ikke overfor bias), er selvfølgelig for snæver og modificeres nedenfor i afsnit (VIII).

og at profitkravets relative træghed altså falder. Dette ville - eventuelt først via en nedgangsperiodes pres på profitkravet - sænke R. Den lavere R vil i første omgang, sålænge bias er uforandret, forskyde substitutionen mod højre, og skabe dynamisk substitutionsligevægt (omkostningsligevægt) med R -f- d = AK til højre for den faste Y//f(£)-linje, hvilket er ensbetydende med, at YjK(E)> YjKfjj)' Denne ekspansive uligevægt vil på sin side forskyde bias og dermed substitutionspunktet længere og længere mod venstre, indtil den AY lavere R + d = netop i skæringspunktet med den faste Y/if (^j-linje. Ved AK ureagibel bias ville den lavere R og højere L/Y have skabt varig ekspansiv uligevægt Y/K(E)> YjK(u), og denne fortsatte uligevægt ville efterhånden hæve profitkravets træghed og sænke lønkravets træghed, indtil der - eventueltefter meget lang tid præget af mer end normalt hyppige og stærke efterspørgsels - og omkostningsinflationsperioder - var retableret ligevægt ved den gamle R og LjY. Men ved reagibel bias vil den ekspansive uligevægt som foran omtalt forskyde bias mod venstre, således at der i stedet skabes ny ligevægt ved den af de ændrede relative trægheder bestemte lavere R og højere L/Y, men med uændret Y/K.

Sålænge teknikstrømmens styrke og dermed d er konstant, vil 7? og L/Y være uændrede, sålænge disse indbyrdes styrkeforhold er uændrede. Dermed vil både Y/K, P/K og P/Y være konstante. Hvis arbejderorganisationernes styrke øges relativt, vil LjY stige og R falde e.v.v.

Hvis teknikstrømmens styrke og d øges ved uændrede styrkeforhold for

organisationerne, vil Y/Kl =— stige. Hvis L/Y forblev uændret, ville R stige
\ s I

z(l^-L/Y)~s t i takt med d, jfr. at R= • dl.d¹. Men dette er ensbetydende med, at trægheden ved R ville falde i forhold til trægheden ved L[Y, og resultatet rnå blive, at ved uændrede styrkeforhold organisationerne imellem må kraftigere teknikstrøm og højere d betyde, at både R og L\Y stiger, og PjY falder.

(VII) Vi forudsætter nu, at s=a -P/Y, samtidig med at bias er reagibel.

Z—OL
Som påvist foran i afsnit (V) kræver ligevægten, at R = d og PjK =
— •d. Men medens dette ved ureagibel bias medfører, at også YjK dermed er

bestemt, idet R -\- d = AY[AK, og denne lighed ved ureagibel bias (og given
d) kun kan etableres ved een ganske bestemt værdi af Y/K, så medfører
reagibiliteten i bias, at denne lighed i det lange løb vil blive etableret uanset

---

.1 Se ligning (7) foran og op.cit. S. 67.

storreisen af YjK (når blot der ellers er ligevægt). YjK er altså übestemt i ligevægten.

Vi har nu R fastlagt på forhånd, medens YjK og LjY (ellerP/Y) er übestemte.

R-KI dK\ Hvis profitmarginalen = PjY -f-^— betragtes som i det lange løb fuldt reagibel, bestemmes indkomstfordelingen af LjY. Hvis profitmarginalen også betragtes som træg, vil L/Y (P/Y) bestemmes efter det nævnte mønster, således at deres trægheder er lige store på grænsen.

Når R har sin ligevægts vær di, er der fuld ligevægt, uanset hvad LjY (PjY) er,
når blot PjY har samme værdi i begge udtryk.

Profitmarginalens eventuelle lange reagibilitet kan her — som foran — begrundes
med, at f. eks. en sænkning ikke betyder nogen nedgang i P/K, idet
YjK stiger tilsvarende.

Hvis LjY sættes i vejret, og marginalen og PjY falder tilsvarende, bevirker det ved uændret teknikstrøm (og dermed d og PjK), at YjK stiger. Dette hænger sammen med, at en relativ lønforhøjelse under dette afsnits forudsætninger betyder lavere opsparing og slørre efterspørgsel (større Y). Dette hjælper med til - ved uændret R - at få sat marginalen ned og gør en forhøjelse af Lj Y lettere gennemførlig end under forrige afsnits forudsætninger (konstant s).

Men bias er kun reagibel i det lange løb, i det korte løb er den ureagibel.
Bestræbelserne på fra en ligevægtstilstand at hæve LjY starter derfor med at
sætte en uligevægts-udvikling i gang. Jfr. figur 4 nedenfor1.

Vi starter med fuld ligevægt i KjA(x) hvor YjK^E\) = Y/K(Ui), derefter forskydes
de relative trægheder til fordel for LjY, der sættes i vejret.

1) Hvis dette ikke omgående medfører nogen omkostningsbestemt aktivitetsnedgangfra
firmaernes side, og hvis den heller ikke neutraliseres ved tilsvarendeprisforhøjelser,

---

1. T-kurverne må eventuelt stadig tages som figurlige udtryk for en strøm af flere successive T-kurver med samme bias jfr. note 1, side 28 foran. Dette betyder bl.a., at den endelige KjA(_Z) ikke - som figuren umiddelbart viser - behøver absolut set at være mindre end den oprindelige K/A^j, idet udviklingen i mellemtiden er løbet videre med stadig højere teknik og K/A, således at endeprocessen udspiller sig længere mod nordøst i koordinatsystemet. Det betyder derimod, at den endelige KIA vil være mindre, end den ville have været på samme tidspunkt, hvis L/Y ikke på et tidligere tidspunkt var blevet forhøjet, og forhøjelsen var gennemtvunget og fastholdt gennem tiden, således at de successive T-kurvers bias gradvis havde ændret sig fra prototypen 7\ til prototypen T₂.

svarendeprisforhøjelser,d.v.s., hvis profitmarginalen i vareprisen omgående nedsættes tilsvarende, så vil det vise sig, at hele den forhøjede lønudgift vendertilbage til firmaerne i form af forhøjelse af vareefterspørgslen, AL = AYe = m, og P/K vil vise sig at være uændret, hvilket er ensbetydende med, at firmaerne oplever større afsætning ved uændret P/K, d.v.s. ekspansiv langtidstendens,forøget kapacitetsudnyttelse og relativ kapitalknaphed, der vil tendere til efterhånden at sætte en bevægelse i gang, der forskyder T-kurvens bias til venstre, fra 7\ til T₂, hvor der er ny ligevægt ved lavere K/A, end ellers ville være tilfældet og større YjK og L/Y (lavere P/Y) og uændret R og P/K.

2) Hvis profitmarginalen derimod er tilstrækkelig træg og derfor ikke hurtigt går ned svarende til den forhøjede L/Y, må der en periodes aktivitetsdæmpning til for at afgøre indkomstkravene ud fra deres relative trægheder, eventuelt efter at der først forud herfor igen er gået en periode med forceret omkostningsinflation. Aktivitetsnedgangen presser på både lønkrav (L/Y) og profitmarginal (og dermed P/Y), og det vil så vise sig, om lønkravets træghed er forøget tydeligt og varigt, idet resultatet så vil blive, at L/Y er gået ud af nedgangs-tilpasningsprocessen med forhøjelsen helt eller delvis i behold, medens profitmarginalen er nedsat tilsvarende, hvorefter den resulterende yderligere udvikling vil forløbe som ovenfor under 1) anført.¹

---

1) Mekanismen i fig. 4 er urealistisk, hvilket skyldes, at R er forudsat helt ureagibel. Hvis vi tænker os, at forhøjelsen i LjY sker gradvis (fordi det kun gradvis lykkes at presse marginalen ned) Z-h-Oi samtidig med en tendens til fald i R (under • d), flyttes tangentpunktet med T_x kurven til højre for X_ly hvorved YIK(u) falder, samtidig med at Y\K(e) stiger. Herved får vi på den helt sædvanlige facon YjK(e)> YjK(u) og dermed flytning af bias mod venstre. Men når processen er til ende, Z-ra må R igen være oppe på sin gamle værdi (= ■ d), thi hvis den var lavere, ville den expansive uligevægt fortsætte udover det punkt, hvor løntrægheden ;> profittrægheden, og da denne uligevægt implicerer et særlig tryk på lønnen, kan dette ikke tænkes. Den endelige ligevægt bliver derfor som X2X₂ i fig. 4.

Hvad vil der ske, hvis vi starter med ligevægt Y/K(e) = YjK(U), og teknik-
Z-~ OL
strømmen og d stiger fremover? R = • d, hvilket betyder, at R stiger proportionalt
med d. Det samme er tilfældet med P/K = -• d.— Y/K^P/K-.P/Y,

hvilket betyder, at hvis L\Y og dermed P\Y er uændret, må Y/K også stige proportionalt med d. Men hvis der i udgangsøjeblikket var omkostningsligevægt i den forstand, at lønkravets (L/Y) og profitkravets (i?) trægheder var lige store, så måtte den skitserede udvikling medføre, at lønkravets træghed nu måtte være større end profitkravets træghed, d.v.s., LjY må stige og PjY falde¹, hvorved Y[K vil stige mere end proportionalt med d.

Hvis c? er konstant, vil Rog dermed PIK være konstant =—-d . Hvis orga'
\ OL I °
nisationernes indbyrdes styrkeforhold er uændrede, vil også L/Y (og P/Y)
være uændrede, således at såvel Y/K som P/K og P/7 vil udvise konstans.

(VIII) I dette afsluttende afsnit diskuteres, hvad der kan uddrages af det forudgående til belysning af 1) begrebet teknikens styrke, 2) begrebet teknikens bias, herunder neutral teknik, 3) følgerne for den funktionelle indkomstfordclingsteori af at regne med reagibilitet i bias samt 4) eventuelle årsager til en historisk konstans i YjK, PjK og PjY (om ellers en sådan konstans måtte existere).

Den ene definition kan i og for sig ikke siges at være mere »rigtig« end den anden, forudsat at de begge hver for sig er i besiddelse af indre logisk konsistens. Man kan kun spørge, hvilken definition der er bedst egnet til den konkrete analyses formål eller til den model, der benyttes. Alene deraf fremgår det, at det følgende ikke kan tage sigte på nogen dom over forskellige grupper af definitioner, men alene på hvilke definitioner der er konsistente med den her anvendte profit-multiplier vækstmodel.

I den nyere literatur kan man formentlig skelne mellem to hovedgrupper af definitioner. Den ene, der som kriterium for neutral teknik lægger vægten på, om PjY forbliver konstant, stammer fra Hicks², og den anden, der tager konstant YjK som kriterium for neutral teknik, stammer fra Harrod³. Som

---

1) Mekanismen i fig. 4 er urealistisk, hvilket skyldes, at R er forudsat helt ureagibel. Hvis vi tænker os, at forhøjelsen i LjY sker gradvis (fordi det kun gradvis lykkes at presse marginalen ned) Z-h-Oi samtidig med en tendens til fald i R (under • d), flyttes tangentpunktet med T_x kurven til højre for X_ly hvorved YIK(u) falder, samtidig med at Y\K(e) stiger. Herved får vi på den helt sædvanlige facon YjK(e)> YjK(u) og dermed flytning af bias mod venstre. Men når processen er til ende, Z-ra må R igen være oppe på sin gamle værdi (= ■ d), thi hvis den var lavere, ville den expansive uligevægt fortsætte udover det punkt, hvor løntrægheden ;> profittrægheden, og da denne uligevægt implicerer et særlig tryk på lønnen, kan dette ikke tænkes. Den endelige ligevægt bliver derfor som X2X₂ i fig. 4.

1. Dette kan udtrykkes således, at hvis uændret profitmarginal grundet på højere YjK ville medføre højere profitrate, så mindskes marginalens grænsetræghed i forhold til L/Y's træghed, marginalen falder, og L/F stiger.

2. Theory of Wages.

3. »An Essay in Dynamic Theory«, Economic Journal 1939.

exponent for den første skole tager vi Fellners artikel fra 19611 og for den
sidste kapitel 1 i Harrods bog fra 19562.

Fellner spørger, hvad der sker ved et teknisk fremskridt, når faktorernes
mængder og dermed K/A holdes uændret, og han når til, at størrelsen af Y/K
alene angiver styrken i den pågældende opfindelse, medens dens bias afhænger
af, hvorledes det går med P\Y. Hvis P/F stiger, er opfindelsen kapitalkrævende
(arbejdsbesparende) e.v.v. Uanset bias vil et teknisk fremskridt altid
forhøje Y/K ved konstant K/A, siger Fellner. Om PjY forbliver uændret afhænger
af, hvad der - ved konstant K/A - sker med forholdet mellem kapi-
AY Y
talens grænseproduktivitet og kapitalens gennemsnitsproduktivitet: ——: —
ved den givne KjA. Det er umiddelbart indlysende, at dette sidste udtryk er
en direkte omskrivning af P/7( = P/K-K/Y)z.

Harrod derimod hævder, at i en model med kontinuert vækst i K/A er det
irrelevant at basere en definition på konstant K/A, og definerer neutral teknik
som en sådan der - ved konstant R - holder vækstmodellens Y/K konstant.

Ser vi på figur 2 foran s. 24, vil Fellners definition vel nærmest svare til, om
man sammenligner den lodrette K/A(s2)-linjes skæringspunkt med !T2-kurven
med den samme lodrette linjes skæringspunkt med i'3-kurven.

Men hvis nu forbedringen forudsætter en højere K/Al F. eks. således, jfr
figur 5

Figuren illustrerer en statisk sammenligning mellem en startsituation med
teknikkurven Tx og en slutsituation med teknikkurven T 2.T2. I startsituationen er
der ligevægt ved fuld beskæftigelse af samfundets arbejdskraft og kapital ved

---

1. Fellner: »Appraisal of the Labour-Saving and Capital-Saving Character of Innovations« i Lutz og Hague: »The Theory of Capital«, London 1961, S. 59ff.

2. Harrod: Towards a Dynamic Economics, London 1956. S. 23ff.

3. Jfr. foran S. 26.

en KjA for det repræsentative firma = Xx. Det forudsættes, at såvel den disponiblearbejdskraft
(A) som kapitalstokken (K) er konstante, s = 0.

Hvis reallønnen blev holdt uændret, ville det repræsentative firma finde ny ligevægt med en profitrate = R2R₂ (den stiplede tangent) og en højere K[A = X₂. Da der kun er uændret samlet kapital (s = 0), er dette ensbetydende med, at den anvendte mængde arbejdskraft er indskrænket, og at der er skabt arbejdsløshed.

Fellners definition forudsætter, at arbejdsløsheden presser lønnen ned, til den er lig med arbejdets grænseprodukt ved fuld beskæftigelse af al disponibel arbejdskraft. Dette ville in casu føre til en ligevægt for det repræsentative firma med en mærkbart sænket realløn (L₃) og en tilsvarende højere kapitalforrentning (R₃).

Dette er helt i sin teoretiske orden, sålænge man sammenligner to stationære
tilstande med s = 0.

Men ikke i en vækstmodel. Her er s nødvendigvis > 0. Dette betyder, at en uændret K/A (= X^) her ville skabe overopsparings- arbejdsløshed, og at en forhøjelse af KjA netop er en nødvendighed for at opretholde beskæftigelsen i vækstmodellen¹, altså lige det modsatte af det statiske tilfælde. len model med stadig voksende arbejdsproduktivitet, er det endvidere vanskeligt at foreslille sig en arbejdsudbudsfunktion, der tillader tilpasning ved sænkning af reallønnen.

Kort sagt, Fellners definition udfra konstante faktormængder ved stigende
teknikkurver er af statisk natur og irrelevant for eller tilmed inkonsistent
med en vækstmodel, i hvert fald af den her anvendte art.

Som Harrod må vi forkaste den faste KjA som udgangspunkt. Men gør vi det, ser vi, at man slet ikke kan anvende YjK som målestok for teknikens styrke, for sammenligner vi i figur 2 foran X3X₃ (den højere teknik) med X2X₂ (den lavere teknik), ser vi. at den dynamiske YjK her er den samme i begge tilfælde.

Forhøjelsen af YjK som udtryk for teknikens »styrke« viser sig i den stadig gentagne forhøjelse af den statiske YjK (X^f ₂) til den dynamiske YjK (X₃), men denne stadig påny gentagne og udslettede forhøjelse kan ikke måles statistisk i samfundet, det, statistikken får fat på, er alene de dynamiske Y/K'er (X₂-X₃-0.5.v.).

Hvad med at bruge Harrods kriterium for neutralitet: konstant YjK (ved
konstant i?)?

Vi betragter her kun tilfældene med ureagibel bias (ved reagibel bias bliver
hele diskussionen uden mening, jfr. nedenfor). Når s er ureagibel, ligger YjK

---

1. Når s > 0, må samfundets samlede kapital vokse. I den her anvendte model, hvor arbejdskraften (A) er forudsat konstant, er dette ensbetydende med vækst i K\A. Hvis arbejdskraften vokser, skal KjA vokse, hvis opsparingen i procent af kapitalstokken overstiger befolkningstilvæksten

zd
fast = —, og dette gælder, hvad enten bias er neutral eller ej. Hvis bias er

neutral, forbliver også R konstant, hvis bias er uneutral, svinger R, jfr. figurerne 2 og 3. Her er det altså ikke YjK, der reagerer ved uneutral bias, men derimod R. Man kan dog måske fortolke Harrod således, at det ikke er den konstante YjK, men det konstante forhold mellem YjK og R, der er afgørende som kriterium for neutraliteten.

/ Z^rOL \
Hvis s= a f/Y, er det omvendt R, der er konstant = d\, og her vil
\ OL }

YjK derfor svinge direkte med ændringer i bias.

Hvis man fortolker Harrod på den anførte måde, stemmer hans definition (med visse forbehold, navnlig at d er uændret, jfr. nedenfor) med den her anvendte model. Men det ses så også, at hans definition så har nærmet sig stærkt til den Hicks-Fellnerske, idet det ikke mere er selve YjK, men forholdet R:YjK, som nu blivet afgørende. Erstatter vi R med R + d, får\i(R-rdy.YjK, AY Y eller : —, der som foran omtalt er et andet udtryk for PjY (= PjK-KIY). AK K J i k i i J Ringen er så sluttet, vi er tilbage til det Hickske indkomstfordelingskriterium for bias, blot ikke som af Fellner krævet målt ved konstant KjA men ved de successive vækstligevægtige KjA'er, jfr. figur 2 og 3 foran.

AY Y
Hvis tekniken er uneutral, vil det altså vise sig ien ændring af :—:— d.v.s.
AK K
i PjY. Men er tekniken neutral, vil alle tre størrelser PjY, PjK og YjK hver for
I P
sig være konstante. Thi en konstant PjY må medføre at s f.ex. =a— -|-

L\
B'—\ også er konstant. Og med konstant s er også YjK (— zdjs) konstant. Og
når PjY og YjK er konstante, må også PjK (=AYjAK) være konstant.

Selv om en ændring i PjY er bevis på uneutralitet, så følger det ikke derfor, at en uændret PjY i sig selv er bevis på neutralitet, f. ex. ikke hvis den uændrede PjY ledsages af proportionalt ens nedsatte eller forhøjede AYjAK og Y/K. Et sådant mønster er ifølge det lige fremførte - ved uændrede opsparingspropensiteter og konstant styrke i teknikstrømmen - netop udtryk for, at økonomien som helhed er i uligevægt, f. ex. er YjK =£ Y/K(e), idet den sidste i ligevægt må være uændret = zdjs. Men forudsætter vi, at det lange løb er karakteriseret af ligevægt, kan vi også slutte, at uændret PjY betyder uændret YjK og dermed også uændret PjK (= AYjAK), og kan så tage PjY som kriterium for teknikens neutralitet.

En teknikkurves almene styrke1 i forhold til en anden teknikkurve f. ex.

---

1. D.v.s. hver teknikkurves generelle »styrke« for sig, i modsætning til teknikstrømmens styrke, der er udtryk for stigningen i de successive kurver over de forudgående (d).

T2T₂ og T_x i figur 1 foran kan man så måle ved deres Y/A (ordinat) i de punkter, hvor de tangeres af samme R^l, d.v.s. lodret over KjA(s₂) og KjA(si)- Da størrelsenaf R vil øve indflydelse på resultatet af sammenligningen, må det formentligvære den på vurderingstidspunktet gældende R, der må lægges til grund.

Men som nævnt er det kun under visse forbehold, at denne definition på
( AY Y \
neutral teknik konstant ——: — eller om man vil konstant PIY] kan anvendes
\ AK K I
på den her anvendte profit-multiplier vækstmodel, også selv om lang ligevægt
forudsættes.

Hvis s f. ex. stiger autonomt fra et vist tidspunkt mellem T2-kurven og T3zd

kurven, så svinger i figur 2 — -linjen til hojre, og uden ændring af nogen rent
o

teknisk egenskab ved kurverne (det er jo stadig de samme teknikkurver) ndres
A YjAK(Z) og YjK(3), idet der etableres en helt ny vækstligevægt ved

lavere YjKi— —I. Kun hvis substitutionselasticiteten er lig med i, vil for-
AY Y zd
holdet—-: —være det samme ved den nye — -linje som ved den gamle, men
AK K $
det behøver jo ingenlunde at være tilfældet.

På lignende måde vil en forstærkelse af teknikstrømmen (højere d) hæve
/ zd\ zd
Y/K =— og svinge — -linjen i figur 2 til venstre og trods uændrede teknik\
sJ s
kurver skabe ny vækstligevægt og - ved substitutionselasticitet # 1 - også en

En historisk statistisk konstatering af en - nogenlunde - konstant P/F i det
lange løb kan derfor have sin forklaring enten i neutral teknik ved uændret s
AY Y
og d eller i, at : — er uændret som følge af ændring i s eller i teknikstrøm-
AK K
mens styrke, der opvejer ændring i teknikkurvernes bias.

Det kan ikke mindst have sin vanskelighed at betragte en uændret P/Y som i nogen forstand »neutral«, når d stiger, thi dette måtte betyde, at R og PjK skulle stige i takt med d og altså tage hele fordelen herved. Det kunne synes mere »neutralt« at lade R være uændret, så PjK stiger netop med d {PjK = R + d), og LjY også stiger, eller at lade både R (og PjK endnu mere) og LjY stige.

Hvis vi, hvad der er blevet mere og mere gængs, indfører reagibilitet i selve
bias, medfører dette ganske revolutionerende følger for teorien. Det kan være

---

1. Hvis R f. eks. er faldet, vil en del af en eventuel stigning i YjA skyldes substitution og ikke hojere teknik.

vanskelig at forklare, hvorfor tekniken historisk har udvist så »neutral« karakter,hvis den ikke er i besiddelse af en ret stor intern reagibilitet, hvad der da også er meget i moderne erhvervslivs struktur, der taler for, jfr. foran side 32.

Men hvis bias bliver reagibel, jfr. figur 4 foran side 37 med tilhørende tekst, så ophører grænseproduktivitetsteorien at have gyldighed som forklaring på den funktionelle indkomstfordeling, for når A YjAK ved en given Y/K i det lange løb tilpasser sig til PjK (og ikke omvendt), så kan grænseproduktet ikke forklare aflønningen, så bliver det omvendt aflønningskravet der forklarer grænseproduktet. Til gengæld må man så søge en anden forklaring på indkomstfordelingen. En sådan har jeg foran s. 34 f.f., og andetsteds¹ forsøgt at opstille udfra indkomstkravenes relative trægheder i forbindelse med de skiftende konjunkturers tryk på dem.

Hvis man ved »neutral« teknik ville forstå en sådan, som ikke selvstændigt griber ind i indkomstfordelingen, vil det ses, at det foran diskuterede neutralitetsbegreb (konstant PjY) er lige det modsatte af neutralt, thi der defineres en »neutral« teknik netop som en sådan, der direkte og aktivt gennemtvinger en konstant PjY. Tekniken er »neutral«, når de successive teknik-kurver har

AY Y
en sådan form, at —;: - holdes konstant netop ved de successive ligevægtige
AK K

zd z
YlK'er som bestemt udfra YjK = —eller udfra PjK = — -d.
1 s ' a

Hvis bias er reagibel, bliver tekniken virkelig neutral, idet tekniken så ikke griber selvstændigt ind i P/Y, der bestemmes af andre kræfter. Dette ses f. ex., når d stiger og alt andet er lige. Dette vil så føre til en stigning både i L/Y og i R, jfr. foran side 38.

Mange mener at have konstateret en ret høj grad af konstans i YjK, PjK og
PjY i det historiske lange løb. Hvilke forklaringer kan den her anvendte model
give herpå?

Hvis bias er ureagibel, og man ser bort fra, at tekniken »af sig selv«, exogent kan være neutral, så kan der kun peges på det foran s. 32 anførte, at hvis s = a-PjY -\- ß-L/Y, vil ligevægten indfinde sig ved en samtidig, men da udlignet og svagere svingning i både YjK og PjK.

Hvis bias er reagibel, vil tekniken ikke i sig selv virke forstyrrende ind2 på
Y P P
—, —og—, der vil være bestemt dels af s, henholdsvis a, dels af teknikstrøm-
K K Y
mens styrke og dels af de modstående indkomstorganisationers styrke. Eventuelkonstans
må så begrundes enten i konstans i disse tre årsager hver for sig

---

1. Op.cit. S. 59 f.f. samt »Lønforhøjelse som middel mod strukturel overopsparings-arbejdsløshed« i Nationaløkonomisk Tidsskrift 1939 og »Økonomisk Træghed og Langtidsanalysen«, København 1941.

2. Dette fjerner allerede en eventuel årsag til svingninger i YjK m.v.

eller i indbyrdes udlignende tendenser hos dem. Man kan her indføre den rimelige forudsætning, vi allerede tidligere har anvendt på opsparingspropensiteten,nemlig at virkeligheden ikke er karakteriseret ved ydertilfældene men ligger midt imellem disse. Her således at hverken indkomstkravene alene er reagible (og bias helt ureagibel) eller bias alene reagibel (og indkomstkravenehelt ureagible), men at begge sider er indbyrdes reagible og hjælper med til at skabe ligevægt, således at ligevægten genoprettes dels ved, at R og L/Y tilpasser sig bias og dels ved, at bias tilpasser sig R og L/Y, så de mødes et sted midt imellem. Dette vil atter betyde udjævnede svingninger for de enkelteelementer.

Det er kun, når man lader hele forklaringsbyrden af P/Y falde på en enkelt faktor — tekniken -, at de dog ikke uanselige lange svingninger, der trods alt forekommer i Y/K, P/K og P/Y, kan forekomme »små«. Hvis man regner med s = a-P\Y + ß-L/Y og lader såvel indkomstkravene som bias optræde som reagible, således at de alle deltager i ligevægtsskabelsen alt efter deres tilpasningstrægheder og udsvingenes størrelse¹, så udlignes alle disse svingninger mod hinanden (der skal tilsvarende mindre tilpasning til i bias, hvis R samtidig tilpasser sig mod bias 0.5.v.), og de faktisk konstaterede lange udsving i Y/K, P/K og P/Y bliver så måske statistisk hverken særlig store eller særlig små, men passende overfor denne mere sammensatte forklaringssituation.

---

1. Hvis der f. eks. er tale om stor initial afvigelse i bias og en langvarig tilpasningsproces for teknikkurverne, så varer presset længere på indkomstkravene, og der bliver større sandsynlighed for at disse også tilpasser sig o.s.v.