Ide to første artikler er diskuteret indkomstkredsløbet, indkomstdannelsen
og indkomstfordelingen mellem løntagere og foretagere. Formålet med
denne afsluttende artikel er at uddybe analysen af denne model og foretage
en nærmere diskussion af nogle af de størrelser og adfærdsrelationer, der indgår
i modellen.

1. Sammenhængen mellem indkomstdannelsen og prisdannelsen.

Som omtalt i de foregående artikler vil en prisændring normalt påvirke forbrugets størrelse. Når man ser bort fra eventuelle ændringer i forventningerne m.h.t. fremtidens prisudvikling, vil en husholdning ved given konstant nominel indkomst typisk nedsætte sit realforbrug, men øge sit forbrug målt i kr., hvis priserne stiger, idet det relative fald i realforbruget normalt vil være mindre end den relative prisstigning.

I den formelle behandling af multiplikatoranalysen i den første artikel var der imidlertid set bort fra dette forhold, idet forbrugsfunktionerne var af formen Cf(Q) og Cl(W). I det omfang priser og lønninger bevæger sig nogenlunde parallelt, er dette naturligvis fuldt tilladeligt, men da der er en snæver sammenhæng mellem indkomstfordelingens og prisniveauets afhængighed af produktionsomfanget, kan der være grund til at inddrage denne påvirkning i den formelle analyse.

I det følgende anvendes derfor realforbrugsfunktioner af formen

(i)

(2)

hvor

---

* Lektor ved Aarhus Universitet.

Det er i disse realforbrugsfunktioner forudsat, at realforbruget for de to
grupper er en funktion alene af realindkomsterne, d.v.s. at der ikke foreligger
nogen pengeillusion.

Vi kan nu udlede en generel sammenhæng mellem variationerne i den reale
nationalindkomst, Yr, og variationerne i prisniveauet, P, og i den reale lønsum,
Wr, samt i den reale foretagerindtægt, Qr-

Sætter vi for enkelheds skyld lønniveauet, w, lig med 1, (d.v.s. vi forudsætter enten at lønniveauet er konstant, eller at alle størrelser måles i wage units) fås at reallönnen, r, bliver lig med l/P, og at lønsummen XV = w-T = T, hvor T betegner beskæftigelsen målt i arbejdstimer, og heraf

(3)

(4)

Forudsætter vi endvidere, at prisniveauet (målt i wage units) er en funktion
af produktionsomfanget

(5)

og at beskæftigelsen, T, ligeledes er en funktion af produktionsomfanget

(6)

fås ved differentiation af (3)

(?)

idet W=Tog sr,Yr og ep; yr betegner henholdsvis beskæftigelsens og prisniveauets
elasticitet over for realindkomsten.

Heraf følger at

(8)

(9)

Af Y = P- Yr fås

(10)

(11)

Endvidere ses, at

(12)

og

/1O .
(12a)

samt

(13)

Forudsætter vi, at det reale investeringsomfang, Ir, er autonomt givet, får
vi identiteten

og ved differentiation heraf fås

(14)

altså den almindelige multiplikator, blot med marginale rea/-forbrugskvoter
og real-løn og profitkvoter.

Indsætter vi nu (7) og (8) i (14), fås

(15)

anvendelse af (10) fås endvidere

Ved hjælp af de øvrige udtryk (7)-(13) foran kan man finde dWrjdIr>
dWI dir, dQr I dir og dQldlr.

Udtrykkene (15) og (16) er af temmelig generel karakter, idet der ikke er forudsat andet om de handlende enheders adfærd, end at forbruget tilpasses efter realforbrugsfunktioner af een eller anden form, at prisniveau (målt i wage units) og beskæftigelse er bestemt af produktionsomfangels (realindkomstens) højde, når kapitalapparatet er givet, at prisniveauet ved et bestemt produktionsomfang er proportionalt med lønniveauet, så vi har lov at måle i lønenheder, og at realinvesteringen kan opfattes som autonomt givet. Den sidste forudsætning kan let ophæves, idet man enten kan skrive I_r = Ir(I_r(Y_r) eller I_r = I_r(Qr) og gennemføre multiplikatoranalysen under disse forudsætninger (ved hjælp af en forskydningsparameter). Anvendes forudsætningen I_r = Ir(Yr) og en additiv forskydningsparameter, skal (15) og (16) ændres, idet der i nævneren skal subtraheres dI_rldY_r. Anvendes i stedet forudsætningen/r = I_r(Qr), skal i (15) og (16) dC^r _FldQ_r overalt erstattes med dC^rF/dr _F/dQ_r + dl_rldQ_r, hvilket er foretagernes marginale »udgiftskvote«.

Der kan være grund til at sammenligne disse udtryk med de udtryk for reale og monetære
multiplikatorer, som fx. findes i Erich Schneiders Einfuhrung III1, og som er baseret på
Goodwins og Shinoharas behandling af problemet2.

Udgangspunktet for Schneiders fremstilling er en model, som kan skrives på formen

(17)

hvoraf ved differentiation og nogle omformninger

---

1. 6. udg. p. 155—162.

2. R. M. Goodwin: The Multiplier i S. E. Harris (ed): The New Economics, New York 1947 og M. Shinohara: The Multiplier and the Marginal Propensity to Import, American Economic Review, 1957 p. 608—24.

(18)

hvor er = • — = ■ P d.v.s. realindkomstens elasticitet over for ndY
r dY
dP Y dP
åringer i pengeindkomsterne, og £p = • —= - YTYT d.v.s. prisniveauets elastidY
P dY
citet over for ændringer i pengeindkomsterne.

Forudsætningen for denne fremstilling er imidlertid, som det fremgår af (17), at den størrelse som er autonomt givet, er investeringsomfanget målt i kr. Dette indebærer, at efterhånden som prisniveauet, P, stiger skal I_r = lIP falde. Specielt får man, at hvis en stigning i pengeindkomsterne i en situation med fuld beskæftigelse alene giver sig udtryk i stigende prisniveau, vil e_r være lig med oogep lig med 1. Selv i dette tilfælde får man en ligevægtstilstand, idet i så fald ifl. (18)

Denne forudsætning må imidlertid være helt urealistisk. Teorien går i virkeligheden ud på, at hvis der ved fuld beskæftigelse fx. sker en forøgelse af investeringslysten, vil priserne stige så meget, at rea/investeringerne forbliver uændret, hvorefter investorerne vil slå sig til ro med, at deres forøgede investeringsplaner jo er realiserede, målt i mill, kr., og vi får derfor en ny ligevægt (denne forudsætning fremgår også meget klart af Schneiders grafiske fremstilling, figur 42). Men det må naturligvis være en helt virkelighedsfjern forudsætning, hvilket Schneider også selv antyder¹.

Forudsættes det i stedet, at den størrelse, som er autonomt givet, er rea/investeringen, kan
Schneiders model ændres til

(19)

og ved differentiation og en enkel omformning fås

(20)

---

1. Jfr. også Goodwin, I.e. p. 498—99

hvor det direkte ses, at såfremt er = 0, d.v.s. at realindkomsterne ikke kan foroges, og hele
indkomststigningen derfor giver sig udtryk i prisstigninger, er multiplikatoren (20) uendelig
stor, altså det normale inflationstilfælde.

Såfremt derimod eT = 1, d.v.s. ev = 0, fås den almindelige velkendte multiplikator. At P
optræder i tælleren, er kun et spørgsmål om målestokken for de reale størrelser. Da P er udgangssituationens
prisniveau, kan vi sætte P = 1.

Sammenlignes (20) med udtrykket (16) foran, ses det, at hvis vi forudsætter, at forbrugstilbojeligheden
er den samme for lontagere og foretagere, således at vi kan se bort fra prisændringers
virkning via indkomstfordelingen, bliver (16) ændret til

(16 a)

idet sidste led i nævneren i (16) bortfalder, og dC pjdQr = dCrjdYr.

Det ses endvidere, at

jfr. (10) foran, og udtrykkene (16 a) og (20) er således identiske.

Det interessante ved udtrykkene (15) og (16) er imidlertid netop, at de også viser virkningen af den ændring i indkomstfordelingen, som optræder, når prisniveauet ændres under ekspansion eller kontraktion, en virkning som naturligvis kun har betydning for multiplikatoren, hvis der er forskel mellem foretageres og løntageres marginale forbrugstilbøjelighed (eller udgiftstilbøjelighed.).

Denne virkning tenderer naturligvis normalt mod at formindske realindkomstmultiplikatoren (15) under en ekspansion, idet prisstigningerne i forhold til lønniveauet typisk bevirker en forøgelse af foretagernes realindkomst på lønmodtagernes bekostning, hvilket normalt formindsker den gennemsnitlige marginale forbrugskvote. Ved en kontraktion vil omvendt prisfaldet bevirke en fordelingsændring til fordel for løntagerne, som begrænser kontraktionens styrke. Derimod vil pengeindkomstmultiplikatoren (16) naturligvis være desto større, jo større ep, y_r er. (Men ændringen i indkomstfordelingen og den dermed følgende nedgang i den gennemsnitlige marginale forbrugskvote betyder, at pengeindkomstmultiplikatoren bliver mindre, end den ville have været, såfremt denne fordelingseffekt ikke optrådte).

Forudsættes det specielt, at ep,Yr = 0 og et,yt = 1» fås af (15)

(21)

idet disse specielle forudsætninger er ensbetydende med, at priseffekten ikke
optræder (prisniveauet konstant i forhold til lønniveauet), og at T og Yr — og
dermed W og Y — varierer proportionalt.

Af (16) ses, at i dette tilfælde er dYjdIr identisk med dYrjdIr, hvis vi sætter
P = 1 i udgangssituationen.

Det bør tilføjes, at selv om e_{p,Y r} = 0, følger heraf ikke nødvendigvis, at e_T, Y_r =1- Selv om prisniveauet (målt i wage units) er konstant, kan en ndring Y_r således alligevel medføre mindre ændringer i indkomstfordelingen, selv når vi som her forudsætter givet kapitalapparat, nemlig hvis den marginale lønkvote er forskellig fra den gennemsnitlige. Såfremt den marginale lønkvote er større end den gennemsnitlige, og prisniveauet forbliver konstant, vil en ekspansion medføre en ændring af indkomstfordelingen til løntagernes fordel (og derved forøge realindkomstmultiplikatoren), altså det modsatte tilfælde af det, som foran blev betegnet som det normale.

Det ses af (15), at da løntagernes marginale realforbrugskvote må antages
at være større end foretagernes, vil det sidste led i nævneren være positiv for
st, Yr > Ep, Yr og negativt for EEp> rr > €T,Yr 1,

Generelt fås følgende relationer for realindkomstmultiplikatoren

(a)

(b) for

(c) for

---

1. For 6p y > Et y vil være negativ, og være større end 1 (jfr. (7) og (8)). dY_r dY_r

I tilfælde (a) vil lønkvoten være stigende ved en stigning i nationalindkomsten
(fordelingseffekten forøger i dette tilfælde multiplikatoren, hvis foretagernes
udgiftskvote er mindre end løntagernes).

I tilfælde (b) vil lønkvoten være aftagende og profitkvoten stigende ved en stigning i nationalindkomsten (fordelingseffekten formindsker multiplikatoren, hvis foretagernes udgiftskvote er mindre end løntagernes). Og i tilfælde (c) vil ikke blot lønkvoten, men også den reale lønsum være faldende, idet i dette tilfælde ikke blot hele realindkomststigningen tilfalder foretagergruppe n¹, men der sker på grund af prisstigningerne en yderligere omfordeling således at løntagergruppens samlede realindkomst falder, selvom beskæftigelsen, T, og dermed lønsummen stiger. Foretagergruppens realindkomst stiger derfor dels med ændringen i Y_r, dels med nedgangen i WW_r ².

Selv om det kan være vanskeligt at sige noget generelt om beskæftigelsens og prisniveauets elasticitet over for produktionsomfanget (realindkomsten), er dette formodentlig alligevel en frugtbar måde at stille spørgsmålet op på, idet man i konkrete tilfælde må antage, at der ofte kan skønnes med god tilnærmelse over disse elasticiteter ud fra formodninger om efterspørgselsændringens sammensætning og viden om udgangssituationen.

Derimod forekommer det ikke muligt at estimere disse elasticiteter på grundlag af empirisk materiale, idet de næppe kan antages at have den fornødnekonstans. Dertil kommer problemerne med at isolere for andre ndringer,som forholdet mellem YYY_Y på den ene side og beskæftigelse og prisniveau på den anden side, deriblandt ændringer i kapitalapparatets størrelseog

---

1. Dette vil være tilfældet, hvis lighedstegnet gælder under (c).

2. I en lilstand, hvor det økonomiske system indeholder mange udprægede bottlenecks, (hvilket fx. kan tænkes at være tilfældet under en genopbygningsperiode efter en krig, eller i en situation, hvor beskæftigelsen søges udvidet stærkt i forhold til det niveau, som har været herskende gennem længere tid, og hvortil kapitalapparatets kapacitet er tilpasset), vil denne etfekt via indkomstfordelingen være særlig stærk. Hvis der ikke gribes ind i den frie prisdannelse, kan denne effekt betyde en væsentlig modvægt mod den tendens til stigning i pengeindkomsterne, som i en sådan situation vil opstå, dels fordi investeringstilbøjeligheden vil være stor, dels fordi prisstigningerne i sig selv betyder, at pengeindkomstmulliplikatoren bliver høj, jfr. tælleren i (16). Man kan dog ikke være sikker på, at denne effekt vil virke i den rigtige retning og derved medvirke til at systemet bliver stabilt. Såfremt nemlig investeringerne i væsentlig grad er bestemt ved profitprincippet, skal som foran anført foretagernes udgiftstilbøjelighed anvendes i stedet for deres forbrugstilbøjelighed. Denne udgiftstilbøjelighed kan i en sådan situation særdeles vel tænkes at være større end 1, i hvilket tilfælde ændringen i indkomstfordelingen vil kunne forøge multiplikatoren i stedet for at formindske den. Jfr. at brøken i uligheden (c) ovenfor bliver negativ for dCyjdQr > 1, hvilket netop er udtryk for, at en stabil ligevægtstilstand ikke findes.

relseogsammensætning, effektivitetsændringer iøvrigt, ændringer i produktionsstrukturetc.,
hvortil kommer problemer med timelags i tilpasningsprocessen(specielt
for T(Yr)).

Ganske groft må man imidlertid kunne opstille nogle generelle forhåndsformodninger,
og til dette formål kan det være hensigtsmæssigt at opstille et
udtryk for prisniveauet

(22)

Ved anvendelse af regnereglerne for elasticiteter fås heraf, idet w forudsættes

(23)

Udtrykket (22) siger blot, at priserne er lig med timelønnen divideret med
arbejdstimens gennemsnitlige grænseproduktivitet som er den reciproke af
dT \ \
gange en »monopolfaktor« Cm > 1). Denne formel kan naturligvis opd
Yr j
fattes som en identitet (som definerer ni), men er kun af interesse, såfremt der
kan opstilles teorier om de enkelte faktorers sammenhæng med andre økonomiske
forhold. Såfremt man derfor kan opfatte m som en konstant eller
opstille en teori om m's variation med produktionsomfanget, vil dette udtryk
være et hensigtsmæssigt udgangspunkt.

Såfremt m er en konstant, fås af (23)

(23 a)

som viser, at prisniveauets elasticitet over for ændringer i produktionsomfandT

get i dette tilfælde vil være lig med elasticiteten for (den procentvise stigdTdYr

ning i , når Yr forøges med 1%). Såfremt vi måler i wage units, (d.v.s. w =
dYr
1), vil dT/dYr være grænseomkostningerne ved en produktionsudvidelse på
det givne kapitalapparat (idet vi enten ser bort fra produktionsafhængige afskrivninger—

skrivninger—user cost — eller måler Yr netto, således at der i Ter medregnet
det antal arbejdstimer, som medgår til reproduktion af realkapitalen).

Der er dog grund til at omgås disse udtryk med forsigtighed. Såvel teoretiske overvejelser som empiriske undersøgelser viser, at det er tvivlsomt, om virksomhedernes prisfastsættelse i brancher med ufuldkommen konkurrence sker alene på grundlag af korttidsgrænseomkostningerne, således som udtrykkene (22) og dermed (23) forudsætter, hvis de skal være anvendelige i analysen. Såfremt dTjdY_r er høj p.gr. af bottlenecks (overnormal kapacitetsudnyttelse) i en række brancher, kan det næppe antages, at virksomhederne vil ansætte deres priser efter grænseomkostningerne multipliceret med uændret monopolfaktor (bestemt af eftcrspørgselsclasticiteten), men de vil snarere fastsætte priserne med hensyntagen til grænseomkostningerne ved normal kapacitetsudnyttelse og helt eller delvis absorbere de højere grænseomkostninger, indtil kapaciteten kan udvides. Både ønsket om at undgå tab af goodwill og risikoen for tilstrømning af nye virksomheder såvel som faren for monopolmyndighedernes eventuelle indgriben vil tale for en sådan langtidsprisfastsættelse i de fleste brancher med ufuldkommen konkurrence. Men dette indebærer, at m vil variere i modsat retning af dTldY_r i sådanne situationer, uden at man dog kan sige noget generelt om, i hvor stort omfang de højere grænseomkostninger vil blive absorberede.

Dertil kommer de velkendte forhold m.h.t. træghedsfænomener og konventionelle tommelfingerregler (full cost plus o.l.) ved prisfastsættelsen, som ikke skal behandles i denne forbindelse. Dog kan der være grund til at fremhæve, at da dTjdY_r er grænseomkostningerne ved en vertikalt integreret betragtning, opstår der en række problemer m.h.t. virksomhedernes reaktion på ændringer i priserne på rå- og mellemprodukter (»Vorlieferungen«). Såfremt der ved prisfastsættelsen anvendes faste »monopolfaktorer« i de enkelte virksomheder i en produktionsproces, som ikke er vertikalt integreret, vil m være et vejet gennemsnit af disse, og forhøjede grænse-arbejdsomkostninger i et af disse led vil ændre vægtene. Forøgede grænseomkostninger i et af de første led i processen vil betyde en større prisforhøjelse, end hvis omkostningsforøgelsen sker i et senere led i processen. Endvidere vil m naturligvis afhænge af efterspørgselsændringens sammensætning på forskellige varegrupper.

På trods af disse væsentlige modifikationer kan (22) og (23) alligevel være
et anvendeligt udgangspunkt, men det må indrømmes, at dette er et personligt
skøn, og at udtrykkene må anvendes med varsomhed.

Udtrykket (23) kan naturligvis indsættes i de foregående udtryk, specielt
(15) og (16).

Såfremt beskæftigelsesgraden er lav, vil det normalt være rimeligt at for

dT T
udsætte, at er konstant og lig med —j- , således at et, yr = log
d Yr Yr

£dT — 0. Da det endvidere vil være naturligt at forudsætte konstant
> * r
dYr

mi dette tilfælde,fås at et, Yr — ep, Yr med god tilnærmelse vil være lig
med 11).11).

e_T, Y_r — e_p, Y_r kan være større end 1, omend næppe meget større. Dette tilfælde vil opstå ved en ekspansion fra en ret lav beskæftigelsesgrad, som støder på bottlenecks, men hvor virksomhederne undlader at forhøje priserne ved en stigende efterspørgsel og altså absorberer de højere grænseomkostninger i den tid, der går indtil kapitalapparatet kan udvides på de pågældende områder.

Tilfælde (b) ovenfor, hvor differencen bt, Yr — £p, Yr er mindre end 1, må
antages at svare til en situation med ret udbredte bottlenecks (hvilket normalt
kun vil optræde ved en ret høj beskæftigelsesgrad). I dette interval for Yr vil
dT dT T
være stigende med Yr, d.v.s. > — og dermed et Yr > 1 og
dYr dYr Yr
d2T
> 0, d.v.s. e jt >0
dY\ d± ,Yr
dYr

Tilfælde (c), hvor Bt,8_t, y_t — s_p, Y_r er negativ, må antages kun at optræde ved meget udprægede bottlenecks. Selv ved meget høj beskæftigelse og overefterspørgsel efter arbejdskraft med spontan inflation, kan man derfor ikke være sikker på, at tilfælde (c) vil indtræde, med mindre kapitalapparatet udviser bottlenecks i meget væsentlig omfang. I en sådan situation kan dog også monopolelementet tænkes at blive forøget væsentligt.

Såfremt man tænker sig absolut fuld kapacitetsudnyttelse for det materielle
apparat (hvilket i praksis næppe kan forekomme for samfundet som helhed,
og derfor må betragtes som et teoretisk ydertilfælde), vil dette betyde, at kurven
for dTldYr vil blive lodret, og dermed edT „=OO.
> *r
dYr

---

1. Dette tilfælde svarer til, at YTY_T = a-T, hvor a er en konstant. Mere generelt gælder det imidlertid, at for Y_r = a-T^a (hvilket er en partiel Cobb-Douglas funktion), er er, y = l/a for ethvert punkt og £p,y_r =1— l/a + £m,_Yr, hvoraf følger, at st,y_t —£p,Y_r =1— £m,Y_r. Iså fald vil altså fordelingen være uændret ved ændringer i produktionsomfanget, såfremt monopolfaktoren er konstant. Man må dog antage, at forudsætningen om konstant er, y for ethvert punkt kun kan give en acceptabel approximation for lave produktionsomfang og med &t,y_t «» 1, d.v.s. Y_r f& a-T.

Dermed vil også differensen £t, Yr — sp, Yr gå imod — 00.

Anvendes formel (16) på dette tilfælde, ses det, at eep3 yr indgår både i tæller
og nævner, men at tælleren vil vokse hurtigst ved stigende ep, yr -Vi får derfor,
at når eep> yr vokser mod uendelig, vil (16) gå imod

(16b)

idet st, Yr '-eP, Yr vil gå imod 0, når Bp,8p, yr går imod uendelig.

Et regneeksempel kan måske anskueliggøre disse sammenhænge. Vi forudsætter dC_F/dQ_r = 0,6, dC^r _LjdWr = 0,8 og endvidere at P = 1 og WjY = 0,5 i udgangssituationen. Vi får da ved indsættelse i (15) og (16) følgende tabel, idet der er valgt tilfældige (men forhåbentlig nogenlunde plausible) sammenhørende værdier af s_t, Y_r og B_p, y_r til illustration:

De tilsvarende værdier for dWrjdIr, dQrjdIr etc. fås ved multiplikation med
(7) og (8) etc.1 .

---

1. dW_TjdY_T er positiv for de fem første eksempler i tabellen, 0 for det sjette og derefter negativ. Da reallønnen er den reciproke af prisniveauet (som jo stadig er målt i wage units), vil reallønnens elasticitet over for YTY_T være negativ, med mindre ep, y_r er 0 eller negativ.

Forudsætningen om, at prisniveauets elasticitet m.h.t. realindkomsten kan være uendelig stor, svarer til Kaldors forudsætning om fuldstændig flexible profitmarginaler, hvor enhver stigning i efterspørgslen giver sig udtryk i prisstigninger, mens den udbetalte lønsum og produktionen og dermed den samlede realindkomst alle forbliver uforandrede. I dette tilfælde får man, at den reale multiplikatior bliver 0, mens multiplikatoren målt i løbende priser bliver bestemt ved (16 b) og her bliver lig med 10. Profitten må stige med samme beløb som Y, idet den udbetalte lønsum er uforandret.

Ændringen i rea /profitten og i den reale lønsum fås i dette ekstreme tilfælde
af betingelsen Yr = Cp(Qr) + C[(Wr) +Ir = konstant, og ved differentiation
m.h.t. Ir fås

og da Yr er konstant, må den reale lønsum falde med samme »beløb«. Indsættes
fra taleksemplet, bliver forøgelsen i realprofitten lig med 5.

Der er her tale om en art »forced saving«, hvor indkomstfordelingen ændres
så meget, at realopsparingen af denne grund stiger med ændringen i realinvesteringen.

I det ene ydertilfælde, hvor e_t, r_r =log e_p, y_r =0, optræder dette fænomen ikke, men hele forøgelsen i opsparingen beror på realindtægtsforøgelse ved uændret indkomstfordeling. I det andet ydertilfælde, hvor ee_{p s} y_r = 00, er hele opsparingsforøgelsen betinget af ændringen i indkomstfordelingen. Dette Kaldor-tilfælde med fuldstændig flexible profitmarginaler har vi allerede diskuteret i den foregående artikel. Kaldors betragtning går ud på, at dette tilfælde altid vil optræde ved fuld beskæftigelse, fordi arbejdsgiverne ikke vil konkurrere om arbejdskraften og derfor altid reagerer med prisforhøjelse på en efterspørgselsforøgelse ved fuld beskæftigelse. Selv om denne reaktionsmåde kan tænkes at forekomme, må det dog antages, at det normalt vil være af ringe betydning, og at derfor også lønniveauet vil komme i skred opad i en sådan situation. Såfremt derimod fuld kapacitetsudnyttelse af kapitalapparatet nås før fuld beskæftigelse (forstået på den måde, at bottleneck-områder med meget stærkt stigende grænseomkostninger vil være det typiske), kan dette ydertilfælde tænkes at indtræde i hvert fald med betydelig tilnærmelse.

I mellemtilfældene kan opsparingsforøgelsen opdeles i den del, der er bestemtaf forøgelsen i realindtægten, og den del der er bestemt af ændringen i indkomstfordelingen. Jo større forskel der er imellem foretagernes og løntagernesmarginale real-forbrugskvoter, jo stærkere vil denne »forced saving«effektvære, og des mindre vil multiplikatoren være ved given værdi af

e_T,Yr — £_p,Yr- I denne forbindelse må det fortsat erindres, at foretagernes marginale forbrugstilbøjelighed for aktionærernes vedkommende er produktet af virksomhedernes marginale tilbøjelighed til at fordele profitstigningen til aktionærerne og aktionærhusholdningernes marginale tilbøjelighed til at bruge den udbetalte udbytteforøgelse, således at foretagernes marginale realforbrugskvote kan antages at ligge væsentligt under løntagernes.

Det bemærkes, at denne fordelingseffekt eller »priseffekt« i multiplikatorprocessen beror på en ændring af priserne i forhold til lønniveauet og således optræder uafhængigt af, om lønniveauet er stigende eller konstant. Der er altså f.s.v. ikke tale om et inflationsfænomen, selv om fænomenet må antages hyppigt at ville optræde samtidig med inflation, dels fordi prisstigninger i sig selv ofte vil give anledning til lønkrav (autonom inflation), dels fordi prisstigningerne ofte først vil tage fart, når beskæftigelsen er så høj, at der også bliver tale om overefterspørgsel efter arbejdskraft (spontan inflation).

Denne analyse kan måske også kaste lidt lys over diskussionen om finansiering af økonomisk vækst ved hjælp af inflation (fx. i underudviklede lande), idet den fremhæver det i og for sig selvindlysende, at kun hvis inflationen fører til prisstigninger, der er stærkere end lønstigningerne, bliver der plads for større realinvesteringer p.gr. af inflationen. Det må dog tilføjes, at hvis der er væsentlig forskel i forbrugskvoten for kreditorer og debitorer, kan inflationen også via fordelingen mellem disse grupper påvirke den gennemsnitlige realforbrugskvot e¹.

Med det her anvendte inflationsbegreb, hvor inflationen opfattes som lønstigninger og de dertil svarende prisstigninger², bliver det ikke inflationen i sig selv, der fremkalder den nævnte »forced saving«, men ændringen i aktivitetsomfanget, som medfører højere kapacitetsudnyttelse, bottlenecks og prisstigninger og dermed større foretagerindkomst i forhold til lønindkomsterne.

2. Nogle aspekter af den makroøkonomiske fordelingsteori.

I det foregående er det forsøgt at vise, hvorledes man i hvert fald formelt kan opdele pris- og indkomstudviklingen i forskellige komponenter, idet man hensigtsmæssigt kan sondre mellem den rent monetære komponent i pris- og indkomstudviklingen, som i det foregående helt er udskilt ved at foretage analysen i wage units, og den aktivitetsbestemte komponent, som ved givet

---

1. Også her vil det forhold, at debitorerne ofte er selskaber, mens kreditorerne i større omfang er personer, have betydning for de to gruppers forbrugskvoter, jfr. bemærkningerne foran.

2. Det forekommer ud fra dette inflationsbegreb heller ikke tilfredsstillende at anvende betegnelserne reale og monetære multiplikatorer, idet det må være hensigtsmæssigt at reservere betegnelsen monetær for parallelle ændringer i løn-, pris- og indkomstniveau, der må antages at være ikkereversible. I stedet må det foretrækkes at tale om realindkomst-multiplikatoren (15) og pcngeindkomst-multiplikatoren (16), hvor specielt pengeindkomsten måles i wage units.

kapitalapparat og givet effektivitetsniveau er søgt analyseret foran (idet T(Yr)
har været forudsat given og entydig).

Denne sondring er foretaget, først og fremmest fordi ændringer i lønniveauet og de dertil svarende ændringer i priser og foretagerindkomster ikke er reversible og ikke kan indregnes i selve multiplikatoranalysen, ligesom forudsætningen om at der ikke findes pengeillusion, gør det muligt uden videre at udskille dette monetære element af analysen. Forudsætningen om fravær af pengeillusion er eksplicit gjort for forbrugsfunktionen og investeringsfunktionen, men ved anvendelsen af wage units er det også impliceret for prisfastsættelsen, at der ikke er nogen pengeillusion (bl.a. er afskrivninger efter genanskaffelsesomkostninger impliceret i denne forudsætning, f.v.s. afskrivninger påvirker prisfastsættelsen). Endvidere er i den formelle analyse bortset fra virkningerne via fordelingen mellem kreditorer og debitorer.

De problemer, som rejser sig, dersom man ophæver disse forudsætninger om fravær af pengeillusion (taget i meget vid betydning) skal ikke nærmere diskuteres her. De kan næppe behandles tilfredsstillende i en statisk komparativ analyse. Det samme gælder for de problemer, der opstår, når man tager hensyn til muligheden for uligevægtstilstande m.h.t. prisfastsættelsen.

Derimod skal der i det følgende kort diskuteres, hvilke problemer der opstår, når man ophæver forudsætningen om et givet kapitalapparat og dermed givne entydige T(Y_r)- og P(F_r)-funktioner. Disse forudsætninger rnå være de relevante ved en (kortløbs-) multiplikatoranalyse, som har været det centrale i disse artikler, men for fordelingsteorien er det naturligvis af nok så stor interesse at analysere virkningerne af ændringer i kapitalapparatet og den tekniske viden og dermed i effektiviteten. Disse ændringer kan opfattes som den tredie komponent i pris- og indkomstudviklingen og er af væsentlig betydning for såvel indkomstfordelings-teorien som indkomstdannelsesteorien. En udførlig analyse af denne komponent falder imidlertid uden for rammerne for disse artikler, og problemstillingen i det følgende er derfor stærkt begrænset.

Ved hjælp af udtrykket for prisniveauet (22) kan vi skrive

(24)

idet vi anvender den partielle afledede for at antyde, at også kapitalapparatet,
K, nu anses for en variabel.

Spørgsmålet om virkningen af ændringer i kapitalapparatet kan nu stilles på forskellig måde. For enkelheds skyld forudsætter vi, at beskæftigelsen, T, fastholdes på et givet niveau, og vi får da ved hjælp af regnereglerne for elasticiteter

(25)

Forskydninger i den tekniske viden kan behandles på tilsvarende måde1,
og udtrykkene bliver identiske, såfremt K erstattes med V (et indeks for den
tekniske viden) eller 5 (et indeks for efterspørgsels- og produktionsstrukturen).

Fortolkningen af (25) er enkel og selvindlysende. En forøgelse af kapitalapparatet vil forøge lønkvoten ved et givet beskæftigelsesniveau, såfremt arbejdets grænseeffektivitet forøges procentvis mere end arbejdets gennemsnitseffektivitet plus monopolfaktoren.

På tilsvarende måde kan vi finde reallønnens elasticitet, idet vi skriver

(26)

og heraf

(27)

Dette udtryk viser, at investeringer (og tekniske fremskridt eller strukturændringer) vil forøge reallønnen, hvis arbejdets grænseeffektivitet forøges, forudsat at der ikke sker en procentvis større forøgelse i monopolfaktoren på grund af investeringerne.

På grundlag af formel (25) må man antage, at investeringer, som forøger kapaciteten i situationer, hvor kapacitetsudnyttelsen er over det optimale, vil forøge lønkvoten. Dette behøver dog ikke være tilfældet, såfremt foretagerne tidligere har absorberet de højere grænseomkostninger, som er forbundet med den overoptimale kapacitetsudnyttelse. I så fald har m været unormalt lav, og den vil blive forøget ved kapacitetsudvidelsen.

Det normale må imidlertid antages at være, at inducerede investeringer,
som forøger kapaciteten og derved fjerner bottlenecks, forøger lønkvoten.

For investeringer, som ikke primært tilsigter at opløse bottlenecks, er virkningenpå
lønkvoten derimod usikker. Sådanne investeringer må normalt

---

1. Jfr. William Fellner: Appraisal of the Labour-Saving and Capital-Saving Character of Innovations i F. A. Lutz & D. C. Hague (ed.): The Theory of Capital, London 1961.

antages at forøge reallønnen (jfr. (27)), omend dette ikke behøver være tilfældetundtagelsesfrit (idet m kan blive forøget tilsvarende), men såfremt de forøger arbejdets gennemsnitlige effektivitet lige så meget som grænseeffektiviteten,vil lønkvoten kun forøges, dersom investeringerne bevirker et fald i m. Da sådanne investeringer imidlertid ofte kan antages at medføre en stigningi 72i (overgang til stærkt mekaniserede produktionsformer med mindsket lønandel), kan man næppe sige noget generelt om fortegnet for disse investeringersvirkning på lønkvoten.

Hele denne problemstilling er naturligvis stærkt forenklet og isoleret. Spørgsmålet om investeringernes virkning for virksomhedernes prisfastsættelse kan næppe løsrives fra spørgsmålet om hvilke forhold, der motiverer foretagernes investeringsdispositioner. En mere omfattende teori må derfor også ophæve forudsætningen om et givet beskæftigelscsomfang, T, og detailleret vise samspillet mellem investeringsomfangets og dermed beskæftigelsens determinanter og investeringernes virkninger på gennemsnitlig og marginal effektivitet og på prisfastsættelsen og indkomstfordelingen¹.

---

1. Professor Wilhelm Krelle har i sin nyligt udkomne bog »Verteilungstheorie« (Tiibingen, 1962) søgt at opbygge en teori af denne karakter. Desværre er denne teoribygning så kompliceret og uoverskuelig, at det er vanskeligt at anvende den som grundlag for en analyse, idet det næppe er muligt direkte at indse, hvorledes ændringer af forudsætningerne vil påvirke modellens opførsel. Bogen indeholder imidlertid en række interessante oplæg, ligesom dens gennemgang af centrale dele af den eksisterende litteratur om fordelingsteorien er overordentlig værdifuld.