FORSØG MED EN PROFIT-MULTIPLIER VÆKSTMODEL

1. Den moderne vækstteori, der blev grundlagt af Harrod1 og Domar2, bygger
som bekendt på sammenspillet mellem aceelerationsprincippet og multiplierprincippet.
I sin simplcstc form kan den formuleres således: Hvis C udtrykker
(K\
det teknisk bestemte forhold mellem kapital og produktion — ved fuld kapacitetsudnyttelse,
og / er investeringen, har vi: (1) / = AYC (2) I = s-Y,
AY s AY Y
hvoraf følger -~~ =— der ved konstant C kan skrives: ---- =s- — .Af for
C Y K
skellige grunde, hvoraf den vigtigste er, at der synes at mangle virkelighedsbasis
for forudsætningerne om fuld kapacitetsudnyttelse og om neutralitet i
de tekniske opfindelsers strøm, synes aceelerationsprincippet ikke tilstrækkelig
virkelighedsrelevant. Forskellig research foretaget navnlig af den konometriske
skole synes at vise, at der er mere virkelighedsrelevans i en investerings
funktion baseret på sammenhænget mellem investeringsomfang og profi
3.

I det følgende⁴ skitseres et udkast til en profit-multiplier vækst-model, hvormed der så gøres visse forsøg. Efter de Harrod-Domarske traditioner bygges modellen op på så få og enkle grundpostulater, som overhovedet muligt. Vi starter med to grundligninger, der udtrykker adfærdsfunktioner vedrørende investeringsdannelsen og vedrørende indkomstdannelsen, der tilsammen danner

---

1. R. F. Harrod: »An Essay in Dynamic Theory«, Economic Journal 1939 og »Towards a Dynamic Economics«, London 1956.

2. E. D. Domar: »Capital Expansion, Rate of Growth and Employment«, Econometrica 1946 og »Essays in the Theory of Economic Growth«, New York 1957. Det bør nævnes, at Erik Lundberg i sin bog fra 19,37 »Studies in the theory of economic expansion«, i note 1 på side 185 opstiller en vækstformel, der nøje foregriber den H.-D.ske accelerations-multiplier vækstmodel.

3. Eksempelvis J. Tinbergen i »Business Cycles in the USA«, Geneve 1939, se også M. Kalecki: »Economic Fluctuations«, London 1938.

4. Professor, dr. polit. Jørgen Gelting, Aarhus, har gennemlæst og diskuteret mine første udkast med mig, og tankerne er forelagt og drøftet i et mode i det økonomiske seminar ved Aarhus Universitet. Jeg skylder seminaret og navnlig professor Gelting megen tak for mange spørgsmål, der har tvunget mig til at finde mere adækvate og forståelige udtryk for mine tanker. Disse står iøvrigt for min egen regning.

* Amtsforvalter, Hjørring.

et lukket system til bestemmelse af et »faktisk« (i modsætning til »ligevægtigt«) forløb, når man kender variabiernes initialværdier. Hertil føjes senere til konstruktion af et »ligevægtigt« forløb en tredje grundligning, der udtrykker ligevægtsbetingelsen.

Investeringsfunktionen ser således ud

(I)

Denne adfærdsligning giver udtryk for, at driftsherrerne forventer, at profit

raten —; vil være den samme fremover som den sidst konstaterede. K2K2 angiver
kapitalen ved begyndelsen af periode 2, / investeringen, P profitten og z
investeringsvilligheden. 7? udtrykker det minimale forrentnings krav, som
driftsherrerne mindst skal have opfyldt for overhovedet at gå i gang med at
planlægge nyinvesteringer. R opfattes foreløbig som en konstant. Er man så
sindet, kan man lade den stå for en Wicksellsk lånerente. Eller en Keynesk
minimalrente. Eller et historisk bestemt minimalt profitkrav fra de aktive kapitalisters
side. Personlig opfatter jeg R som udtryk for de aktive kapitalisters
profitratekrav, således som dette bestemmes udfra dets relative træghed i forhold
til lønkravets træghed overfor de påtryk som svingningerne i totalproduktionen
udsætter dem begge for1.

Når PjK = R bliver investeringen nul. Nettoinvesteringer fremkommer først, når PjK >R. Hvis PjK <R, sker der disinvestering. Det ses, at konstruktionen har overtaget træk fra Wicksells sammenstilling af lånerenten (her R) rned den oprindelige rente (her PjK). Hvis vi har, at PjK = R gennem længere tid — ikke bare som overgangsfænomen — må vi have en stationær tilstand, hvor kapitalen overalt er ført så langt ud ad substitutionsgrænsen, at dens afkast (P/K) = forrentningskravet (R), og der intet incitament er til at foretage forandring, / = S = O.

Når IjK — og ikke / — er gjort til en funktion af profitraten, er det fordi, der må være en eller anden begrænsning på den absolutte mængde investering, som en given profitrate medfører. Selv med samme adfærdsmønster kan samme profitrate jo ikke give samme absolutte investering i Danmark som i USA. Desuden implicerer denne formulering en begrænsning på den hastighed, hvormed kapitalen pr. arbejder kan øges, jfr. nedenfor note 1, side 47. Forøvrigt skelner investeringsfunktionen ikke mellem investering i dybden (øget kapital pr. arbejder) og i bredden (flere arbejdere med samme kapital pr. arbejder). En større difference d = PjK — R vil øge IjK pr. tidsenhed på

---

1. Dette har jeg behandlet mere udførligt andetsteds, se »Lønforhøjelse som Middel mod strukturel Overopsparings-Arbejdsløshed«, Nationaløkonomisk Tidsskrift 1939 og navnlig et foredrag fra 1940 i Socialøkonomisk Samfund, optrykt som »Økonomisk Træghed og Langtidsanalysen«, Eget Forlag, København 1941, samt Nationaløkonomisk Tidsskrift 1957 s. 330-332.

eengang i begge dimensioner alt efter, hvad der betaler sig bedst. I praksis er
det heller ikke muligt at skelne mellem de to dimensioner, da enhver investering
altid vil ske i den til lejligheden passende nyeste teknik.

Den anden grundligning ser således ud:

(«)

Det er en adfærdsligning, der giver udtryk for, at indkomsten bestemmes ved
en sædvanlig Keynesk multiplierproces uden lags. Opsparingspropensiteten s
forudsættes konstant.

(I) og (II) kan udledes, at vækstraten

(O

Den »faktiske« vækstrate er større, jo større P/F, z og P/K er, og den er
lavere, jo større s og R er.

Pj Y, z, s og R betragter vi foreløbig som konstante, og den drivende motor
i foretagendet er derfor P/K.

ligning (I) udledes:

(2)

at sætte Y2jK2 = P2/K2:P2[Y2 fås:

(3)

og tilsvarende for

Sættes Pi/^i = P2/F2 = PjY og trækkes den sidste ligning fra den første, fås:

---

1. Ved sammenholdelse med opsparingspropensitetens »ligevægtsværdi«, jfr. afsnit (11) nedenfor, ligevægtig s ses, at dette første led kan udtrykkes: — - således at vækstraten kan udtrykkes således: faktisk s si-s /P \ I +zI R\. Når s=Siers=—. Første led i udtrykket for V siger derfor, at hvis />S, AY AK AY AK AY AK AK I (P \ er > , hvis /<S,er <^— og hvis /=S,er -= —, idet =—=z\ R. YKYKYKKK\KI p Dette sidste forudsætter selvfølgelig, at har sin ligevægtsværdi jfr. ligning (3a) nedenfor. Indsæt P tes ligevægtsværdien for —ifølge (3a) i første led af (1) fås da også, at første led bliver = 1 og fP \ K \^K )

Hvis ligning (I) gælder tilnærmet i virkeligheden, så ser z ud til at have en
værdi på lige omkring 1. P/Y kan sættes til 40 pct. og s til 10 pct. Hele multiplikatoren:
PjY X z/s skulle blive ca. 4.

Det vi har brug for her, er imidlertid ikke de nøjagtige statistiske tal, men det teoretiske forhold, at enhver difference mellem to på hinanden følgende profitrater forstærkes kumulativt fremover i samme retning. Hvis P\K starter processen med at stige, så vil P[K vokse kumulativt fremover, hvad der ifølge ligning (1) også vil få vækstraten V til at vokse kumulativt fremover. Og hvis omvendt PjK starter med et fald, vil PjK og V falde kumulativt fremover. Uligevægt til begge sider af ligevægtens knivskarpe æg, vil forstærke sig selv.

2. Allerede heraf fremgår det, at hvis PjK starter med at være »ligevægtig«,
vil ligevægten selvautomatisk fortsætte sig selv med konstant PjK og V.

Det byder sig derfor, at den tredje grundligning, ligevægtsbetingelsen, må
være:

(III)

P
Skrives —li stedet for både PXIKX og P^K2 i ligning (3) og løses den med
KPKP .. . .. . _.__

hensyn til -— /, fås som ligevægtsvær dien for PjK
K

(3a)

P P
Hvis processen starter med, at —= —/, vil den fortsætte med uforandret
p&Kppp
værdi af —, hvis processen starter med, at—>—/, vil— stige kumulativt

PP.P
fremover, og hvis den starter med, at —< — /, vil 77 falde kumulativt frem
K K
over.

P
Ved at indsætte^ / for PJ^ i (2) fås som ligevægtsværdien for Y\K:
K

(2a)

Endelig findes den ligevægtige konstante vækstrate — som vi kan kalde for
Vi — ved at indsætte ligevægtsværdien for P/K i ligning (1), hvorved fås:

(la)

Vi indeholder nu kun konstanter og er — så længe disse forudsættes konstante
— selv konstant.

Ligevægtsvækstraten er større, jo større s og R er. Og den er mindre, jo
større Pj Y og z er.

Dette kan også udtrykkes således: 1) Jo større s er, jo større vækst skal der

til for at neutralisere den kontraktive virkning af den mindre konsumpropensitet. 2) Jo større R er, jo starre vækst skal der til for at neutralisere den kontraktive virkning af del hojere forentningskrav. 3) Jo større P/Y og dermed profitincitamentet til investeringer er, jo lavere skal væksten være for al neutralisere overekspansionsfaren fra et for højt investeringsincitament. 4) Jo større z er, jo lavere skal væksten være for at neutralisere den eventuelle inflationsfare fra en for høj invesleringspropensitet.

Ligevægtsvækstraten er den vækslrale, der selvautomatisk vii fortsaUte uforandret (sålænge s, z, P/Y og R forudsættes konstante). Forudsættes det, at man forventer samme vækstrate i fremtiden, som konstateret i den invrmeste forti ^— hvad der sådan set allerede ligger i dan forudsætning om forventet uændret P/K, der er inkorporeret i ligning (I) — så er Vi samtidig den va^kslrate, der får driftsherrernes forventning til al gå i opfyldelse, hvad der er ensbetydende med, at / = Sl.S¹.

Vi kan kortelig sammenligne Vi med den Ilarrod-Dømarske ligevægtsvækstrate.
Denne sidste kan i sin simp teste form udtrykkes:

hvor Y/K er det teknisk bestemte forhold mellem produktion og kapital ved fuld kapacitetsudnyttelse. Y/K forudsættes konstant som følge af en de tekniske opfindelser iboende neutralitet. Kn sådan teknisk neutralitet ved jeg ikke af nogetsteds er forsøgt årsagsbegrundet, og det forekommer mig da også lidet sandsynligt, at der skulle være en teknisk årsag til konstant Y/K. Som nedenfor nærmere omtalt kan en over lange tidsrum (i gennemsnit) stabil YjK derimod forklares som et afledt økonomisk fænomen.Økonometrikerne synes heller ikke at kunne konstatere fuld kapacitetsudnyttelse i det omfang, accelerationsteorien må forudsætte. På disse to punkter synes profitmodellen mere virkelighedsrelcvant end accelerationsmodellen.

I ligning (la) foran, der udtrykker profitmodellens ligevægtsvækstrate, kan

Y
nu z:(P/Y Xz—s)Xli erstattes med den ligevægtige /, jfr. ligning (2a),
og der tas sa:

(Ib)

---

1. Se min »Inkongruente Forventninger og Begrebet moneta:r Ligevægt«, Nationaløkonomisk lidsskrift 1945.

2. I »Økonomisk Træghed« s. 16 bruges formions • som vækstbetingelse for at en vilkårlig faktisk K V /I V /I fC Y/K holdes konstant i tiden, udledt således: for at skal være konstant, skal = ,der kan Al-I I Al Y K Y Kr skrives -= - eller =s ■ . Det er altså kun, hvis vi starter med en Ugevægtig Y/K — som Y K I K bestemt af indkomstfordeling, opsparingspropensitet og investeringspropensitet, jfr. ligning (2a) — at s-Y/K angiver den ligeva^gtige vækst. Selve ligevægtsbetingelserne er ikke indeholdt i den //—/)ske formel. Vi kan for så vidt opfattes som en opspaltning af den H_—Dske formel, hvorved ligevægtsbetingelserne kommer med ind i billedet.

der formelt er identisk med den enkle H_—D formel. Der er dog den afgørende realitetsforskel, at Y/K her ikke er noget teknisk bestemt produktion/kapital forhold, men helt enkelt forholdet mellem samlet efterspørgsel og samlet kapital.

De af Harrod1 rejste problemer om a) ligevægtens prekære selvautomatik
og b) den stærke centrifugalitet, hvis man træder ved siden af ligevægtens
knivskarpe æg — er samtidig belyst foran på grundlag af profitmodellen.

Hvis der er kræfter i det lange løb, der holder P/K konstant, f. eks. fordi strømmen af tekniske nyskabelser er nogenlunde stabil over en meget lang årrække i gennemsnit, så får vi mulighed for på grundlag af den skitserede profitmodel at forklare de omstridte lange konstanter Y/K, P/Fog P/K endogent-økonomisk, medens konstruktionen »neutral teknik« vel ikke kan være andet end et forhåndspostulat, om at de er konstante.

I profitmodellen har vi følgende: i samme udstrækning som strømmen af tekniske nyskabelser er konstant, vil P/K være konstant af økonomiske grunde, jfr. nedenfor i afsnit (4). Dermed vil også I/K være konstant ifølge ligning (I) foran. Hvis s er konstant i det lange løb, vil også Y/K være konstant, idet Y/K= I/sK. Og når P/K og Y/K er stabile, må også P/Y være det, idet P/Y = P/K: Y/K. Samtidig vil skift i det lange niveau for Y/K og P/Y på samme måde kunne forklares økonomisk udfra skift i den lange tekniske strøm eller i den lange s. Nedenfor skal gennemgås andre muligheder. Det afgørende er, at profitmodellen giver mulighed for at forklare disse lange stabilitetcr som økonomisk begrundet og ikke udfra en den tekniske udvikling iboende mystisk egenska ².

3. Den foran i afsnit (1) opstillede endogene »faktiske« forløbsmodel er ikke
cyklisk, men kender kun tre alternative, ikke skiftende muligheder: ligevægtig
med konstant PjK og V, hvis processen starter med, at PIK har sin lige

P
vægtsværdi-7/, kumulativt stigende, hvis P/K starter højere, og kumulativt

faldende, hvis den starter lavere.

Indbygning af en cyklisk bremse- og omslagsmekanisme kan efter arten af investeringsfunktionen (1) bedst ske på den Schumpetcr-Goodwinske faco ³. Desuden ved at lade .s og R stige i det opadgående forløb og falde i det nedadgående. Endelig måtte der så indføres passende lags f. eks. også i multiplierforløbet.

Udfra denne artikels synspunkter må det iøvrigt forekomme givtigere at
betragte konjunkturen udfra synspunktet svingninger i vækstraten i Y og K

---

1. »Dynamic Economics« s. 82 og 86.

2. Se også X. Kaldor »A Model of Economic Growth«, Economic Journal 1957, s. 592 f.

3. R.M. Goochvin »A Model of cyclical Growth« i »The Busines Cycle in the Post War World«, edited by Erik Lundberg, 1955.

snarere end svingninger i Y og K selv. lovrigt skal konjunkturen ikke behandles i denne artikel, undtagen hvor den har direkte relation til den lange udvikling, idet det dog betones, at selv hvor der postuleres lang ligevægt nedenfor, tænkes der at foregå konjunkturelle svingninger omkring denne lange ligevægtige trend, idet disse korte svingninger udfra den nedenfor behandlede træghedsopfattelse af indkomstfordelingen får betydning for de lange parametre.

Indkomstfordelingen P/Y har i ovenstående modeller kun betydning som positivt investeringsincitament. Hvis den også forudsættes bestemmende for opsparingspropensiteten, får P/ Y både positiv og negativ betydning for investerings og indkomstdannelsen.

Vi kan f. eks. tage det modsatte yderpunkt og sige, at der slet ikke opspares ud af arbejderindtægter, men kun ud af profitindtægter, og her med en konstant opsparingspropensitet a, så s = 01-PJY. Indsættes dette i ligning (la), fås som udtryk for ligevægtsvækstraten nu

(lc)

PI Y er så faldet ud af udtrykket for den ligevægtige vækst, fordi den positive
virkning via PjK lige netop opvejes af den negative virkning via s.

I sidste ydertilfælde, hvor s = oc-P/Y, ses det, at ændringer i P/Y er neutrale med hensyn til forholdet mellem investering og opsparing og altså til konomiens ekspansions/kontraktionstendens. Da der utvivlsomt opspares noget ud af arbejdsindkomster, må det betyde, at i den her anvendte model virker stigning i P/Y — når R holdes konstant — under alle omstændigheder stærkere på investeringen end på opsparingen d.v.s. netto-ekspansivt, og for at få denne virkning med, er det mere hensigtsmæssigt at forudsætte konstant s, selv om dette overdriver den ekspansive virkning af PjY, men der er jo her ikke tale om nogen økonometrisk model, men om en økonomi-teoretisk, for at se hvorhen visse grundhypoteser rent logisk fører os. Det må dog noteres, at når vi nedenfor indfører mulighed for samtidig variation i L/Y (lønandelen af nationalindkomsten) = 1 — P/Y og i R (det minimale profitkrav), opstår muligheden for at neutralisere den negative investeringsvirkning af nedsat P[Y gennem tilsvarende nedsættelse af/?, og så kan den positive konsumvirkning af den nedsatte s komme til at overveje, hvis man indfører s = a-P/Y jß-L/Y hvor oc >ß >0, hvad der stemmer bedre med virkeligheden end konstant s uanset indkomstfordelingen.

4. Vi har nu opstillet to endogene vækstformler: en for den endogene ligevægtige vækst: Vi, jfr. ligning (la), og en for den endogene »faktiske« vækst: V, jfr. ligning (1). Vi føjer hertil et udtryk for den exogene vækstrate i det lange løb, således som strømmen af nye tekniske opfindelser¹ fastlægger den: Vj.

---

1. For kortheds skvld benævnes denne nedenfor blot: teknisk strøm.

Vi fastholder investeringsfunktionen IjK = z(P/K— R) også for det lange
løb. Gælder motiveringen i det korte løb, må den også gøre det i det lange, der
til syvende og sidst er trenden gennem de korte løb.

Hvad bestemmer så differencen d = P/K — Ri det lange løb? Vi kan starte
med at spørge, om der overhovedet kan tænkes nogen difference mellem P/K
og Ri det lange løb. Hvis kapitalens grænseafkast (P/K) er større end forrentningskravet
(/?), og vi har hele det lange løb til vor rådighed til tilpasning, vil
så ikke kapitalen overalt skubbes ud til den substitutionsgrænse, hvor PjK =
/?? Ja, sådan må det netop være, hvis der ikke til stadighed opstod nye tekniske
muligheder for at producere på en billigere måde. Vi kan tænke os, at Marshalls
hæderkronede repræsentative firma er prisbestemmende på markederne ud
fra cost plus princippet, og at avancemarginalen sættes således at den giver R
på den lange YjK. Og lad os starte med en situation, hvor der i tilstrækkelig
lang tid ikke er sket tekniske forandringer, så at PjK = R. Så må IjK være
Y
nul og ligeledes opsparingen og samfundet være stationært. — vil have sin
Y _^__
»statiske«, omkostningsbestemte værdi, som vi kan kalde for jt S = L
jfr. nedenfor s. 52. y

Vi tænker os så en enkelt bølge af nye opfindelser, idet vi forudsætter, at
disse gennemgående d.v.s. i samfundsmæssig målestok karakteriseres af
stigende kapital pr. arbejder (K/A). Det tekniske fremskridt forhøj er i ud

---

1. Det må her bemærkes, at den begrænsning på investeringsomfanget, der ligger i anvendelsen af IjK i investeringsfunktionen, betyder en speciel bremse på den hastighed, hvormed særlig kapitalkrævende fornyelser gennemføres. Tænker vi os på et givet tidspunkt to nye tekniske muligheder (a) og (b), hvor (a) har en moderat eller sædvanlig stigning i KJA og (b) en særlig stor — men de iøvrigt er af samme »styrke« således at samme PjK gør nutidsværdien af indkomst- og udgiftsstrømmen ens i begge tilfælde — så vil I\K også være lige stor i begge tilfælde, til trods for at (b) kræver en større I/K for at gennemføres på samme tid som (a). Investeringsfunktionen forudsætter altså en voksende modstand ved voksende væksthastighed af kapitalen pr tidsenhed. Der er her kun tale om gennemførelses/ias^'gAeden, derimod ikke om hvorvidt (b) overhovedet skal gennemføres eller om nogen »statisk« risikopræmie eller lignende på selve den højere (endelige) KjA, for når processen er til ende vil både (a) og (b) være ført til den grænse, hvor deres afkast = R. — Se herom også Kaldor, op.cit. s. 596, hvor han taler om »increasing organisational etc. difficulties imposed by faster rates of technical change.« I den her benyttede model følger det af investeringsfunktionen, hvor I/K står for kapitaludvidelse både i dybden og i bredden, at den voksende modstand mod højere I\K pr. tidsenhed gælder i begge dimensioner.

til den kapital-substitutionsgrænse, hvor PjK igen er lig med R, og danner
grundlaget for deres prisansættelser. Vi er så tilbage til det stationære samfund
og den gamle Y/K1. Forudsat at der ikke i mellemtiden er sket nogen
/ L \
forskydning i omkostningsligevægten Rog , vil vi være tilbage til den
■y __« / Y>
gamle -- 5= L. Dette kommer istand ved en »statisk« tilpasning udfra
K 7~Y
den nye tekniske horizont ud ad substitutionskurven, jfr. figur 5 nedenfor.
Y
„S vil sa være uforandret, men på et nyt højere grundlag for kapitalen pr.
/KY\
arbejder og produktiviteten pr. arbejder og .
j o i J \A AJ

Og så kan vi endelig lænke os en kontinuert konstant strøm af nye tekniske muligheder, som til stadighed, lobende, skaber erstatning for det fald i PjK (ned til R), som almindeliggørclsen af forrige runde af teknik har medført. Med en kontinuert strøm af nye tekniske forbedringer vil PjK til stadighed ligge over R, og hvis denne strøm er af konstant styrke, vil PjK til stadighed ligge i samme afstand over R. IjK vil så også være konstant og lig med z(PjK-R).

»Styrken« i strømmen af nye tekniske muligheder måles altså ved den
stadig gentagne dynamiske forhøjelse af Y/K op over den »statiske«, omkost

ningsbestemte .S, og er derfor udtryk for, i hvilken grad opfindelserne giver
bonus i form af forhøjelse af socialproduktet i forhold lil kapitalindsatsen,
hvad der formentlig kan siges ikke at være nogen urimelig formulering for
'YY\
et kapitalistisk samfund. Den enkelte d — I) -- —S vil stadig påny forsvinde
som folge af den »statiske« tilpasning ud ad substitutionskurven for
de repræsentative firmaer, men stadig påny erstattes af en ny teknikbøige
af samme styrke d.v.s. med samme forhøjelse af Y/K, som den der lige er
forsvundet.

Hvis der i det dynamiske lange forlob sker forskydninger i omkoslnings
Y
ligevægten (R og L/Y), så vil rr S = Rj(\—L!Y) forskyde sig f.eks. fra -- .S 7
A K
til SIL Men forudsat al de successive teknikbolger er af uforandret styrke

---

1. I dot stationære samfund fælder multiplieren ikke, ellers matte man endv med Y = 0. Man kan lade den konstante s gælde for Y udover et vist minimum. Eller man kan i overensstemmelse med den nedenfor omtalte relative tra^'heders opfattelse lade opsparinusviljen va>re bestemt af de korte svingninger, der selv kan tænkes at liæni^e sammen med de tekniske fremskridt (Schumpeter). I et stationært samfund uden konjunkturer vil man så have de »klassiske« forudsætninger: fuld beskæftigelse, Savs lov 0.5.v., jfr. »Okonomisk Træghed og Langtidsanalysen« s. 6

Y Y
vil den dynamiske forhøjelse af — 5 til — D stadig være den samme, nemlig
Y Y Y Y
d = —DI -i- —SI =—DII -f — S/Zo.s.v. Dermed vil i den benvttede model
A A A Å
også IjK = zd være uforandret.

Endelig har vi forudsat, at hele den dynamiske d tilfalder profitten (PjK = R-\-d). Dette kan formentlig anses for rimeligt, da d i sig selv er defineret således, at den forsvinder, når den pågældende teknikbølge er fuldt indarbejdet hos de repræsentative firmaer, der er prisbestemmende på markederne for varer og arbejdskraft. Men en slækkelse på denne forudsætning vil iøvrigt ikke afgørende forandre ræsonnementet bag profitmodellen. Det afgørende på dette punkt er, at profitten anskues som bestående af to dele: 1) et »statisk«,¹ omkostningsbestemt element R, der skal dækkes og kun lige dækkes for at kapitalstokken netop holdes uændret — og 2) et dynamisk, af opfindelsernes produktivitet (målt på kapitalindsatsen) bestemt, element — d —, hvilket sidste alt efter styrken i samfundets investeringspropensitet (z) bliver bestemmende for væksten i det lange løb, dog lang ligevægt forudsat, jfr. nedenfor afsnit (6).

Hvis teknikstrømmen og dermed— og s er konstante, vil F/A' = ——j også være det, og dermed vil vækstraten i Y være lig med vækstraten i K og altså lig med z(PjK — R). Idet vi forudsætter ligevægt i det helt lange løb, er vi dermed nået frem til den lange exogene vækstrate, således som den fastlægges af teknikstrømmen, til:

(Id)

Investeringsfunktionen forudsætter ikke fuld kapacitetsudnyttelse, for at der skal finde positiv nettoinvestering sted, hverken i det korte eller lange løb. Dette hænger sammen med forudsætningen om den stadige strøm af nye tekniske muligheder, idet der godt samtidig kan være kapacitetsledighed i existerende anlæg og alligevel profitabel mulighed for at investere i nye (mere moderne) anlæg. Dette betyder på den anden side ikke, at kapacitetsledigheden er ligegyldig for investeringsomfanget. Den har selvfølgelig stor betydning, men indirekte gennem sit pres på P/K. Jo større teknikstrømmen og PfK er, jo større kan den ledsagende lange kapacitetsledighed være.

---

1. »Statisk« værdi er her ikke ensbetydende med værdien under stationære forhold. Selve den omstændighed at man i det hele taget befinder sig i et »environment« med tekniske fremskridt og konjunkturer øver indflydelse på de her omhandlede »statiske« værdier, jfr. bl.a. note 1 på forrige side.

5. Vi er nu nået frem til tre forskellige vækstrater: den endogene ligevægtige
vækstrate: Vi, den endogene »faktiske« vækstrate V og den exogene lange
vækstrate: Vf1.

Den endogene faktiske vækstrate V, jfr. ligning (1), udtrykker to forskellige ting: 1) Hvis de konstante .s, z, R og PjY er disses korte værdier i startøj eblikket, der tænkes frosset fast, så udtrykker V så at sige tangenten til konjunkturkurven i et bestemt tidspunkt. 2) Hvis de derimod er udtryk for disse indkomstfaktorers lange værdier, og vi lader PjK være den af teknikstrommen exogent fastlagte lange PjK = R + d, så udtrykker V trenden gennem kon

junkturen, og altså retningen af den lange endogene tendens". Er P/K = — i%
A
så er den lange endogene tendens ligevægtig langs med den exogent fastlagte
PjK og F/og tenderer til at perpetuere disse lange exogent fastlagte P/K og V/.
Den indre tendens i økonomien falder så at sige sammen med den ydre nødvendighed.
Hvis derimod P/K er større eller mindre end dens ligcvægtsværdi,
så er den lange endogene tendens ekspansiv eller kontraktiv i forhold til de
exogene kræfter, tenderer altså til at gå for stærkt eller for langsomt i forhold
til teknikstrømmen.

Lang ligevægt er derfor her ensbetydende med, at Vi = Vf, eller:

(A)

Hvis man løser denne lighed med hensyn til PjK ser man, at dette indebærer
P
at PjK = —i jfr. ligning (3a) foran. Hvis venstre side er større end højre,
XV
er PjK — som fastlagt af den exogene teknikstrøm — for lille og der opstår et
endogent depressivt pres på faktorerne på venstre side, der i det lange løb kan
forudsættes at bringe dem i ligevægt indbyrdes og med den exogent fastlagte
teknikstrøm. Hvis omvendt venstre side er for lav, så kan det resulterende
inflatoriske pres tænkes at genskabe ligevægten, tilpasningen til den udefra
givne højre side. Det betones, at det som den exogene teknikstrøm fastlægger
er differencen: d = PjK —R, men ikke R, og dermed heller ikke PjK i sig selv.

---

1. Sætter vi z= 1,5 - 0,1. P/y = 0,4 og R = 0,09, får vi, at—_j (jfr. 3a) = 0,12. —j (2a) = 0,3. K K Vi (la) = 0,03 og Vf (Id) = 0,03. Tallene giver ikke på forhånd grund til forkaste den arbejdshypotese, der ligger i den her anvendte profit-multiplier model.

2. Under punkt 2 kan V kun angive retningen af den lange endogene tendens, men ikke dens mekanisme. Dette hænger sammen med, at afsnit (1) herunder ligning (1) kun tager efterspørgselssiden i betragtning. Hvis omkostningssiden drages med ind — hvad der er uomgængeligt i den lange analyse — vil den som nedenfor beskrevet forstærke en eventuel efterspørgselsuligevægt i samme retning, men samtidig grundet på den omkostningsmæssige indflydelse på substitutionsgrænsen i den lange depressive uligevægt ikke medføre faldende men derimod højere YjK, og omvendt i den lange ekspansive uligevægt.

Som (A) står her, har vi foreløbig kun taget hensyn til efterspørgselssiden. Dividerer vi med s på begge sider af lighedstegnet, kan vi ved at sammenligne med ligning (2a) se, at (A) er udtryk for, at YjKi = IJsK eller s-Yi = /. For at betegne, at der her er tale om en ren efterspørgselsligevægt, idet vi ikke har gjort nogle forudsætninger om, at P/Y (= 1 — L/Y, hvor L/Y er lønandelen i nationalindkomsten) eller R er i omkostnings- eller fordelingsligevægt — kan vi skrive dette:

Som følge af den lynhurtige keyneske multiplier vil vi imidlertid til enhver tid have »efterspørgselsligevægt« i denne forstand (s'Ye = /), men det bemærkes, at dette er en keynesk ex-post ligevægt uden kausalværdi, idet tilpasningen er sket ved en lynhurtig variation i Y. Denne »ligevægt« har derfor ingen særlig interesse¹.

Til en total vækstligevægt, må der imidlertid også kræves omkostning sligevægt. Idet vi foreløbig undlader at tage stilling til nogen speciel indkomstfordelingsteori, kan vi indføre dette krav til ligevægten ved at betegne indkomstkategorierne R og P/F— hvor den sidste blot står som et forkortet ud

tryk for 1— LjY— med fodmærket U: Ru og—U. P/K betegnes ligeledes som

---

1. Dette gælder derimod ikke, hvis vi går et skridt tilbage i årsagssammenhængen og udtrykker 7 ved P. Udtrykket Ye = Ils, er som følge af den lynhurtige multiplier et forklaringsindifferent ex post bogholderi-begreb. Men siger vi I/K= z (PjK^_— R), jfr. ligning (I), så indføres der et timelcg mellem P og I og dermed mellem P og Ye, og vi kan så få en kausalt betydningsfuld ex ante Y efterspørgsels-ligevægl frem ved at spørge, hvad betingelsen er for at holde^—E = zjs (P'K__t — R) p p K uforandret i tid. Ligevægtsbetingelsen er, at — = — /, jfr. foran ligning (3a). På denne måde KKPP kan vi med kausalværdi skelne mellem tre ligevægtsudtryk: 1) efterspørgselsligevægten:_{— =} —/, P zX P\Y K K hvor — / = R, der giver udtryk for, at efterspørgslen er i ligevægt ved de givne K z X PIY — s værdier for R og LjY, men intet udsiger om, hvorvidt der samtidig er omkostningsligevægt mel P P lem disse to sidste indbyrdes. 2) Omkostningsligeuægt: —=—U, hvor —L'= R_u-rd, der giver K A A udtryk for, at indkomstfordelingen er i ligevægt, men intet udsiger om, hvorvidt der samtidig / L \ z 1 U) P P P P \ Yj er efterspørsselsligevægt. 3) Total ligevægt:_— =—LT=—/, eller —=Ru +d= R_u, KKKKIL\ z[l U\—s der udsiger, at der samtidig er efterspørgselsligevægt og omkostningsligevægt, begge i kausal betydning. Det er kun, når ligevægten udtrykkes ved / = sY, at kausalbetydningen forsvinder fra efterspørgselsligevægten.

Det sidste udtryk kan reduceres til Yjj = Lu -f- Pu, hvor Pj/ — (/?^y -(- <i) /v,

og L^{7^} er derfor udtryk for, at totalindkomsten i omkostningsligevægt lige og kun lige skal give dækning for de omkostningsligevægtige indkomstkrav, så der i den lange ligevægt hverken er tab eller gevinster for hverken driftsherrerne eller arbejderne i forhold til deres »krav« for at folge den ligevægtige produktionslinj el.e¹.

Vi kan så få en kausalt betydningsfuld ligevægtsbetingelse frem ved at kræ

Y Y
Hvis f.cks.— E <L~tJ, hvad der pa forhånd må karakteriseres som en de
A
prcssiv tendens, har vi:

---

1. Af Y = L_u J_r (Ru + cl) K synes måske at fremgå, at totalindkomsten i ligevægt giver mere end dækning for de nødvendige indkomstkrav, nemlig <JK mere. Men da dK ifølge sagens natur tilfalder »foregangsmændene«, ville Y<Lu — (Ru -f d) K betyde, at der ikke ville blive fuld dækning for RK på den — mængdemæssigt udslaggivende — »traditionelle« del af produktionen, løvrigt kan man ifølge modellens opbygning også opfatte dK som et — i vort samfund — nødvendigt indkomstelement for at få investeringerne frem.

Ved at benytte denne sidste formulering, har vi mulighed for at anvende den sædvanlige ligevægtsbetragtning / =| s Y med kausalværdi. / = s Y betyder da, at investeringen skal være lig med opsparingen ud af den samlede indkomst, som samtidig skal være i omkostningsligevægt, eller om man vil, at investering skal være lig med opsparing ved dækkende priser₁. Som det frem Y går af det forudgående er I — sY da synonymt med — E = ~z U, med

p
P/K = iog med Vf = Vi. Alle disse udtryk siger det samme, nemlig at den
A
lange væksttendens er ligevægtig i den oven anførte betydning: at de endogene
kræfter trækker på samme hammel som den ydre nødvendighed. Når der
nedenfor bruges udtryk med / og sY, står Y hele vejen for Yu

Vi vender tilbage til (A), hvad siger den nu? Med højre side givet udefra, er forudsætningen for, at de to sider kan være lige store, at s, L/Y eller R er tilstrækkelig reagible. Hvis de alle er ureagible, vil de to sider ikke — eller kun ved et usigeligt slumpetræf — kunne være lige store. Så vil vi have en række selvstændig bestemte faktorer på venstre side, der giver eet resultat (den ligevægtige vækstrate) — og på højre side vil den tekniske udvikling i forbindelse med investeringspropensiteten exogent fastlægge et helt andet resultat i form af den faktiske lange væksttrend.

Heraf følger, at det i tilfælde af lighed må være højre side, der bestemmer
venstre side, for medens højre side er ureagibel, forudsættes venstre side reagibel.

Men så kan ligevægtsvækstraten ikke bruges til at bestemme den lange faktiske væksttrend med (for den bestemmes — i tilfælde af lang ligevægt — alene af teknikstrøm og investeringspropensitet), men derimod til at bestemme de lange ligevægtsværdier for de elementer, der indgår i indkomstens fordeling og anvendelse, når væksten er givet (nemlig af faktorerne på højre side: z og d). Hvis der derimod ikke i det lange løb er tendens til ligevægt, så bestemmes den faktiske lange vækstrend af selve uligevægten Vi Vf, altså af begge sider i forening, jfr. nedenfor.

Hvis der forudsættes lang ligevægt, må mindst een af faktorerne på venstre side være fuldt reagibel. Lad os se, hvad dette indebærer. Lad os starte med ligevægt og så sætte s op til et varigt højere niveau. Så stiger venstre side, medens højre side er uændret, hvad der er ensbetydende med, at den lange

---

1. Op.cit. Nationaløkon. Tidsskr. 1939, s. 331.

forstærkes og højre side derved forhøjes. Hvis ligevægten skal retableres, så skal venstre side også stige. Hvordan kan det ske? Der foreligger bl.a. følgende muligheder: 1) at s stiger, f. eks. fordi virksomhederne sætter deres selvfinansiering i vejret i takt med de øgede profitable investerings-muligheder. 2) At det minimale forrentningskrav R stiger, f. eks. fordi det til dels er historisk bestemt og derfor hives med op — om end med stor forsinkelse — af den højere lange PjK. 3) At Lj Y stiger, og dermed P\ Y falder, f. eks. fordi fagorganisationerne inciteret af deres arbejdsgiveres større profitter og støttet af de forbedrede beskæftigelsesforhold aktiverer lønpolitiken.

6. Det første spørgsmål vi nu må stille, er om (A) er en nødvendighed i det
lange løb, eller om der kan tænkes i det lange løb at eksistere ulighed mellem
venstre side (den endogene tendens) og højre side (den exogene teknikstrøm)
og i så fald, hvilke konsekvenser dette måtte have. Dette spørgsmål besvares
lettest ved at sætte en lang uligevægt i gang og se, hvad der sker.
Vi starter eksperimentet med at tænke os, at der er ligevægt Vi — Vf, og
så sætter vi s op til et varigt højere niveau. Hvad sker der så?

P
I starten er så Vi > Vf og — i > PjK, hvad der er ensbetydende med en
Y
depressiv langtidstendens. Den højere s slår — E (=l/s X IjK) ned, hvor

ved Yog Y/K falder. Hvis indkomstkravene Ru og -U forbliver uændrede —
hvad vi her må forudsætte, da vi netop vil prøve, hvad der sker, hvis de ikke
YiL"
er reagible —er ~U uændret = (Ru + d): 1 —~U . For at genskabe om
\ }
kostningsligevægten, må YjK sættes i vejret, og da udgangspunktet nu er en
(Y \
depressiv omkostningsuligevægt yU> Y/K , kan dette kun ske ved en
\h i
Y
nedsættelse af K, indtil YjK = 77 U. Men så er s igen for stor og den lavere
K
Y Y
-rE, slår på ny YjK ned ienny runde ved at sætte Y ned, hvorved U
A A
sætter ind med en nedsættelse af K o.s.v. i en fortsat nedadgående spiral, hvor
Y Y
Eog U skiftes til at jage aktiviteten ned.
A A

Dette er ensbetydende med, at en konstant uligevægt Vi > Vf eller s Yu > / (overopsparing) medfører en stadig voksende kronisk arbejdsløshed. Det er dog ikke det samme som en i det lange løb stadig faldende Y, thi vi har samtidig den stadige strøm af tekniske opfindelser, der løbende forhojer arbejdsproduktiviteten

Y/A. Vi kan derfor udmærket samtidig have stigende Y og
faldende beskæftigelse. Det fra \ U udgående depressive tryk på K må heller
K
ikke opfattes absolut men relativt, idet teknikstrømmen samtidig løbende forhøjer
Y.

Der kan her være grund til at standse op et øjeblik for at mærke sig, at
YIL\
—U= (RuJrd)'.\\—--U\ er underkastet to forskellige slags indflydel

L
ser: nemlig dels fra Ru og t;U, der influerer realøkonomisk via forandring
af substitutionsgrænsen, og dels fra d, der influerer realøkonomisk via størrelsen
af P/K (= Ru -f d) og I/K. Hvis Y/K stiger på grund af større d og I/K,
er det — isoleret betragtet — et expansivt tegn, hvis Y/K derimod stiger på
grund af højere Ru eller —U (eller forhøjelse af begge), er det — isoleret be

tragtet — et depressivt tegn. Hvis teknikstrømmen stiger og sætter d i vejret, men s ikke kan følge med, kan vi have, at L/Y eller R sættes i vejret, så vi samtidig har ekspansion som følge af større d og indtrækning af substitutionsgrænsen, men det ses da også, at det sidste i og for sig er en bremse på ekspansionen — selv om det kan være en nødvendig bremse.

Y
Disse to sider af — U har navnlig betydning for de to aspekter af vækstpro

blemet, der — deres store vigtighed og interesse til trods — kun behandles ganske
i forbifarten i denne artikel, nemlig dels den korte og dels den lange
uligevægt — eller snarere »halvlange«, omfattende f. eks. et par hele konjunkturrunder,
da det stadig voksende depressive tryk medfører, at det helt
lange løb formentlig må være karakteriseret af ligevægt.

I det korte løb følger det af ligning (1), jfr. note 1 side 42, at stigende Y/K er
P
udtryk for en expansionstendens og hænger sammen med, at — i < P/K,
K
hvorved P/K og I/K øges fra periode til periode, hvorved også Y løber forud
for K. I det lange eller »halvlange« løb holder de »statiske« kræfter (variation
op og ned ad produktivitetskurven) P/K nede omkring R -\- d. Men en lang
Y Y
depressiv uligevægt er ensbetydende med, at — U > — E og bliver ved med at
K K
være det. Lu -f- Pu > Ye, hvad der er ensbetydende med, at indkomstkravene
tilsammen er større end den indkomst, de skal dele, d.v.s. faktorerne
må stadig igen konstatere uønskede tab, der medfører en kontinuert (eller
snarere med regelmæssige cykliske mellemrum gentaget) revision af substitutionsgrænsen
indad, og dermed en stadig gentaget forhøjelse af Y/K ved nedsættelse
af K. Samtidig ligger P/K lavere end R + d, hvad der formindsker
I/K i forhold til, hvad den ville være ved ligevægt. Vækstraten i Y er mindre

end den ligevægtige, men samtidig er vækstraten i A' endnu mere formindsket,
således at YjK ligger højere end tilfældet ville være i lang dynamisk ligevægt
ved samme teknikstrøm. Dette følger simpelthen af det foran omtalte forhold,
Y Y
at uligevægten betyder, at U> KKEl.

Der er her skildret en depressiv uligevægt. Ved en expansiv uligevægt i det lange lob, ligger det hele selvfølgelig omvendt, der er YjK lavere end den ligevægtige, samtidig med at PjK ligger over R -f- (/, va*kstraten i Y er storre end ligevægtsraten, men kapitalens vækstrate er endnu stærkere forhøjet. Som nedenfor omtales taler imidlertid meget for, at en sådan uligevægt opad meget hurtigt vil redressere sig selv.

Konklusionen af eksperimentet bliver den dobbelte:

1) Det voksende depressive tryk ved lang uligevægt nedad kan ikke fortsætte i det uendelige, eller lad os bare sige f. eks. i 25 eller 30 år, uden at der må ske en tilpasning i størrelserne på venstre side af (A) på den ene eller den anr!r»r> rrsorlr» nm iLrlrr» r\?i anrlnn c<i ■■.Tf>.'l.Tf>.'1 ot ecs m fil r» .'1 r*t Iqvps om

cien rnacie, orn ikke pa anaen, sa vcu ai saiiuunuei iaves üiü.

2) Men alt efter trægheden i disse størrelser kan tilpasningen godt tage lang tid f. eks. 10 eller 15 år, og i så fald vil vi altså have en lang depressiv periode med stadig voksende kronisk arbejdsløshed, ufuldbyrdede opgange og hårdnakkede depressioner.

En lang overopsparing i det her anvendte vækstsystem medfører altså ikke
som i Keynes statiske system en konstant kronisk arbejdsløshed, men en stadig
voksende kronisk arbejdsløshed.

Der er noget, der taler for, at en svækkelse af teknikstrømmen i 1920'erne og 30'erne forårsagede en sådan uligevægt, der medførte voksende kronisk arbejdsløshed. Der kan også være noget, der taler for, at den ændrede situation i 1950'erne skyldes en forstærkelse af teknikstrømmen. Om uligevægten så kunne have fortsat eller ville have helbredt sig selv, hvis ikke krigen og forstærkelsen af teknikstrømmen var kommet, lader sig nok ikke afgøre. Et historiskfilosofisk spørgsmål kan det så være, om krigen og hvad fulgte selv var en konsekvens af uligevægten og den voksende kroniske arbejdsløshed. Massearbejdsløshed i Tyskland var i hvert fald en stærkt medvirkende årsag til nazismens opståen. Og i visse andre lande var 1930'erne dybe depression måske også medvirkende til at berede jordbunden for kommunistiske planøkonomier.

---

1. Forskellen mellem det korte og det lange uligevægtige forløb kan også illustreres ved en forhojelse af L/Y. Starter vi med et forløb, der er i ligevægt både i det korte løb (V = Vi) og i det lange løb (V/ = Vi), og så forhøjer LjY, så vil dette i det korte løb formindske PIK, jfr. ligning (3), hvorved der sætter en komulativ nedgang i P/A', ijK, YjK og V ind. I det lange løb betyder højere LjY (ved uændret R) indtra>kning af substitutionsgrænsen — jfr. figur 5 nedenfor — og derfor en varigt højere Y/A', eller snarere en stadig tendens mod en YjK, der er højere end den Y Y ligevægtige: — U> —E. A A

Vi forudsætter, at den helt lange tendens må være præget af ligevægt Vi =
Vf\

7. Hvordan denne lange tendens så kommer til at se ud, vil imidlertid af
hænge af den fordelingsteori, man lader vækstmodellen arbejde med.

Der kan være grund til at betone, at selve modellen, som den står til nu, er uafhængig af specielle fordelingsteorier, og kan forbindes både med en klassisk, en keynesk og en relativ trægheds opfattelse af indkomstfordelingens mekanisme. De resultater man får frem, vil dog selvfølgelig være forskellige alt efter, hvad det er for en fordelingsteori, man indstiller maskinen på.

Ud fra en klassisk, f.eks. — hvad der er nærliggende med modellens investeringsfunktion

---

1. Ligevægt Vf = Vi udelukker overopsparingsarbejdsloshed — men betyder ikke derfor nødvendigvis fuld beskæftigelse. Investeringsfunktionen IjK (= zd) udtrykker på een gang kapitaludvidelse i dybden (forhøjet KjA) og i bredden (flere beskæftigede i uændret KjA). En given styrke af teknikstrommen fastlægger en bestemt d (= PjK — R) og dermed en bestemt IjK. Men samme styrke af teknikstrømmen og dermed PjK kan være karakteriseret af en stor eller en lille forøgelse af kapitalen pr. arbejder (K/A). Hvis der bag den givne d og PjK ligger en teknikstrøm med lille forhøjelse af K/A (og hvis man forudsætter, at der fuldt ud regnes med moralsk forældelse i amortisationen, således at den tekniske fornyelse indenfor de grænser der afstikkes af den gamle K\A ved den gamle arbejderstab fuldtud kan finansieres af amortisationen), så falder den givne IjK i mindre grad på kapitaludvidelse pr. arbejder og i højere grad på samtidig udvidelse af den samlede beskæftigelse og af den samlede kapital. Hvis den givne d og PjK derimod i højere grad er kendetegnet ved forøgelse af K/A, så udvides beskæftigelsen tilsvarende mindre. I jo højere grad den givne teknikstrøm og d er udtryk for forhøjet KjA, og jo større væksten i arbejderbefolkningen er, jo større er risikoen for, at ligevægts-vækstraten ikke er tilstrækkelig til at sikre fuld beskæftigelse. Det betones, at der her ikke er tale om, at opsparingsviljen er for lille til at skabe fuld beskæftigelse (en forhøjelse af s vil ikke forhøje IjK = zd), men snarere at investeringsviljen (z) er for lille til at skabe fuld beskæftigelse ved den givne udvikling i PjK, i KjA og i arbejderbefolkningen. t 1 I\ Da større vækst i KjA ved given YjK = ] er ensbetydende med større vækst i YjA, kan det \ s Kl samme udtrykkes således, at hvis summen af vækstraterne i produktivitet pr. arbejder og i arbejdertallet (V_n) er større end ligevægtsvækstraten i Y(Vi), så vil den ligevægtige vækstlinje være karakteriseret af en arbejdsløshed, som vi kan kalde for teknologisk arbejdsløshed. V_n er identisk med Harrods naturlige vækstrate (G„). — Det er muligt, at V_n i nogen grad er reagibel overfor Vf (hvor Vi = Vf). Hvis V_n < V/, vil der udvikle sig voksende mangel på arbejdskraft, der kan tænkes at fremskynde særlig arbejdsbesparende opfindelser (høj KjA), og hvis V_n > Vf, udvikler der sig voksende teknologisk arbejdsløshed, der mindsker dette pres mod forhøjet KjA. Der er her ikke tale om nogen selvautomatik i styrken af teknikstrømmen (d), men derimod i dens »bias« i retning af højere eller lavere KjA ved given styrke (c?). Hvor meget denne selvautomatik kan betyde i forhold til forskningens autonome bias, jfr. f.eks. atomteknik og automatisering, er dog vel tvivlsomt. Hvis vi i den her skitserede situation med V_n > Vf og teknologisk arbejdsløshed indfører den i note 1 side 60 i.f. anførte alternative forudsætning om, at træghedskurven for L/Vi figur 1 nedenfor rykker tilvenstre ved stigende teknologisk arbejdsløshedsprocent, vil dette medføre et stadigt fald i LjY og stigning i R. Der kan måske i profit-vækstmodellens begrebsverden være grund til at bruge betegnelsen »neutral teknik« om en teknisk udvikling, der holder V_n = Vf.

— en Wicksellsk opfattelse, bestemmes indkomstfordelingen
af faktorernes grænseprodukter ved fuld beskæftigelse af alle faktorer. Hos
Wicksell, der arbejder med statiske forudsætninger, medforer dette, at Lånerenten
(R) bliver lig med kapitalens grænseafkast (P/K) ved fuld anvendelse
af al arbejdskraft og al opsparing (her lig med amortisation, da der arbejdes
med et stationært samfund). I den tilsvarende dynamiske model med konstant
teknisk strøm, nettoopsparing og nettokapitaludvidelse må den statiske
konstruktion »grænseprodukt« erstattes med en forudsætning om al -~U cv den
(relative) lonrate, der sikrer fuld beskæftigelse, og Ru den lånerente, der sikrer
at —=s. Endvidere må dynamiseringen medføre, at der må være en
positiv difference (d) mellem R og PjK. Dette d fastlægges som foran beskrevet
i lang dynamisk ligevægt af den konstante teknikstrøm. Opsparingspropensiteten
s er konstant. I/Y = I/K X K/Y. I/K er givet med teknikstrommen
{= zd). Jo lavere kapitalintensitet {K/Y),jo lavere er//Yved sammeljK. Den
(K \ I
yU\ afhænger af Ru og —U (jfr.
figur 5 omstående). Disse må have netop de værdier der sikrer, at — = s ved
fuld beskæftigelse, idet /,/ Y reagerer indtil fuld beskæftigelse er nået og R
indtil I/Y—s. Men som det fremgår af note 1, side 57 vil det så kun være
ved et slumptræf, at der på een gang kan være ligevægt på arbejdsmarkedet
(fuld beskæftigelse) og på kapitalmarkedet (7/ Y= s). Ved vækstligevægt med
L
teknologisk arbejdsløshed vil en »klassisk« forudsætning om, at ~U falder,
/ }
sålænge der er arbejdsløshed, og Ru stiger, sålænge — > s, mediøre, at LjY
I }
vil falde, K/Y stige og - > .s, hvorefter R vil stige, og K/Y og I/Y falde igen,
hvorved der igen opstår teknologisk arbejdsløshed og LjY falder og R stiger
yderligere o.s.v. o.s.v. Kort sagt en dynamisering af det klassiske statiske ligevægtssystem
efter den her anvendte profitmodel forvandler det til et decideret
uligevægts- og katastrofesystem

Lader vi R stå for en Keynesk minimalrente løber det statiske Keyneske ræsonnement således: R kan ikke falde (og KjY og IjY altså ikke sættes i vejret ad denne vej), opsparingen er derfor for stor ved fuld beskæftigelse, hvorfor Ymå ligge så meget lavere, at s^— der tænkes lavere med lavere Y^— kommer ned i niveau med//Y, således at der dannes ny »ligevægt med konstant kronisk arbejdsløshed. Men dynamiseringen — den konstante teknikstrøm — tillader næppe en sådan mekanisme i det lange løb, idet der ikke mere bliver tale om nogen nedgang i den absolutte Y i det lange løb, men kun eventuelt variation i dens væksthastighed og dens forhold til K. Vi kan så ikke regne

med at »ligevægt« (eventuelt med kronisk arbejdsløshed) kan indfinde sig ved
variation i s med Y — s synes da også rent faktisk meget stabil i det lange løb
trods overordentlig stærk forøgelse af Y.

Hvis opsparingen ved fuld beskæftigelse og ved konstant R — for at blive i den Keyneske tankegang kan man tænke sig, at pengeudbuddets vækst er begrænset i forhold til væksten i pengebehovet, en forudsætning jeg personlig finder lidet rimelig i det lange løb, eller man kan tænke sig Keynes specielle renteteori med det uendelige likviditetsbehov, som jeg dog skylder at sige, at jeg finder endnu mere urimelig¹ — er større i det lange løb end svarende til, hvad der skal til for netop at holde trit med teknikstrømmen, og R altså ikke kan falde, og heller ikke LjY (ifølge Keynes kan arbejderne ikke øve indflydelse på deres egen realløn — en tankegang, jeg heller ikke er enig i, jfr. nedenfor), og hvis s er konstant, hvad den synes at være i virkeligheden, så har vi en Keynesk overopsparing i det lange løb, men det ses, at den har andre konsekvenser i den her anvendte vækstmodel end i Keynes statiske system: 1) den er ensbetydende med fortsat uligevægt, i modsætning til Keynes, hvor der indstiller sig en ny ligevægt i lavere beskæftigelsesniveau. 2) Derfor får vi heller ikke en konstant kronisk »ufrivillig« arbejdsløshed, men en stadig voksende kronisk arbejdsløshed, sålænge overopsparingen består. 3) og netop derfor er man nødt til at forudsætte at i det helt lange løb må uligevægten d.v.s. overopsparingen forsvinde ved tilpasning i de faktorer, der konstituerer indkomstens fordeling og dens anvendelse, jfr. venstre side af (A).

Heraf må man vel så slutte, enten at den Keyneske overopsparing kun gælder i det korte løb, men ikke i det lange, eller at der må eksistere en anden mekanisme til forklaring af en eventuel lang overopsparing end det Keyneske fald i s med den absolutte Y.

8. Det er sådanne tanker jeg tidligere har været inde på med de relative træghede ². Det vil af (A) fremgå, at hvis Vi >Vf (f. eks. fordi ser steget eller hvad der er mere nærliggende, at teknikstrømmen er afsagtnet i det lange løb) så kan Vi nedsættes, så der bliver ligevægt påny ved den givne s eller exogene teknikstrøm, hvis L/7 falder (P/Y stiger), eller hvis R falder, eller begge falder samtidig, idet dette forhøj er KjY og dermed I[Y, så den sidste kommer op i niveau med opsparingen.

Sålænge uligevægten består, vil den presse på både L/Y kravet og på R kravet,
og kravet med mindst træghed mod nedsættelse vil hele tiden give sig
først, så deres relative trægheder holdes i niveau. Den initiale forstyrrelse har

---

1. Det behøver næppe at nævnes, at trods disse forbehold, det fremgår iøvrigt afsig selv, står denne artikel og dens forgængere i den største gæld til Keynes, således som hele den moderne teori gør det, først og fremmest ved Keynes betoning af sammenspillet mellem s og Y, men også hans stærke interesse for den lange overopsparing.

2. Se note 1 foran side 41.

YYYIL\ medfort, at ~E < ellcr -E< (R^y + d): 1— -_yU \, hvilket kan reduceres til, at Ye < (Ru + d) K -\- Lu, altså at de to indtægtskrav tilsammen forlanger mere end 100 pet. af nationalindkomsten. Dette er ensbetydende med en situation med uønskede tab og tryk nedad på aktiviteten og dermed på indkomstkravene selv, et tryk der vil fortsætte og forstærkes som følge af det voksende depressive tryk, indtil de to parter finder ud af en deling af nationalindkomsten, der tilsammen udgor 100 pot., hverken mere eller mindre, og som foran omtalt samtidig holder de to indkomstkravs relative trægheder lige store (ellers vil der opstå en ny bevægelse ved at det 'ene indkomstkrav, det med mindre træghed, giver efter).

Dette kan illustreres grafisk, jfr. figur 1 nedenfor

Den lukkede abscisse udgør 100 pct. af Y ved den af teknikstrømmen og s

givne —E (= zdjs). Lønandelen L/Y måles ud ad abscissen fra venstre til
A
højre. P/K (= R + d) kan ved given Y/K udtrykkes ved P/Y, idet den står i
et konstant forhold til denne (P/Y = P/K X k, hvor k = K/Y). P/Y måles på
abscissen fra højre til venstre. Op ad den venstre ordinat måles trægheden
ved lønandels-kravet og op ad den højre trægheden ved P/Y (der altså egentlig
er trægheden ved K). Trægheden (mod nedgang) stiger efterhånden, som
man tænker sig lavere og lavere L/Y og P/Y.1

---

1. Træghederne tænkes bestemt af det historiske niveau for LjY og 7? samt af organisationernes styrkeforhold og af monopolgraden. Eventuel vækst i ledighedsprocenterne for arbejdskraft og kapital forudsættes at fremskynde bevægelsen ud ad kurverne mod ligevægten. En alternativ forudsætning om, at vækst i den ene eller den anden ledighedsprocent bevirker flytning af den pågældende træghedskurve, ville føre til andre resultater i de tilfælde, hvor tekniken er uneutral (V^r _n Vf), men disse tilfælde skal ikke gennemgås her, se dog som et enkelt eksempel note 1 side 57 i.f. — I det følgende arbejdes der med den første forudsætning bl.a. ud fra den antagelse, at en ensidig stigning i den teknologiske arbejdsløshed samtidig med »gode tider« for erhvervsliv og arbejdsgivere efter moderne erfaringer ikke synes at nedsætte det historiske niveau for organisationernes L/Y-krav (hvorom træghedskalaen er grupperet), men snarere at føre til forstærkede krav om nedsat arbejdstid og forhøjelse af reallønnen.

Vi kan starte med træghedskurverne L/ og P/. Hvor de skærer hinanden, jfr. punktet A, vil der være omkostningsligevægt i den forstand, at kravene tilsammen udgør 100 pct. af Ye(L/Y = AO og P/Y = AO'), og deres modstandskraft mod yderligere nedpresning er nøjagtig lige stor (AA^r).

I punktet A vil der på een gang være omkostningsligevægt d.v.s. de mod

stående indkomstkravs trægheder er lige store, P/K =—U(= Ru -\- d) —
P
og efterspørgselsligevægt d.v.s. P/K = —I jfr. note 1 side 51. Dette følger af,
at de værdier for P/F, der tænkes afsat ad abscissen til venstre fra O', er de
til en stigende række Rer svarende ligevægtige P/Y'er, beregnet udfra ligevægtsformlen
P/Y = s(R-\-d): zd, jfr. nedenfor side 71. Kurverne Pi, Pn
o.s.v. må tænkes konstrueret således, at man har en række R'er med tilhørende
træghedsværdier, og hver af /Terne omsættes så til den dertil svarende
efterspørgselsligevægtige P/Y ved at indsætte værdien af R i ovennævnte
ligevægtsformel og parre den resulterende P/Y sammen med den til den tilsvarende
R hørende træghedsværdi. Ligegyldigt hvor på P/-kurven man befinder
sig, vil der derfor være efterspørgselsligevægt, men kun i A vil der
samtidig være omkostningsligevægt.

Formelt giver punktet A i figur 1 derfor udtryk for total ligevægt. Den reelle mekanisme, der kan tænkes at føre til dette resultat, skulle ligge i den proces, der sættes i gang ved en eventuel uligevægtstilstand. Starter vi med en P/Y, der er lavere end den ligevægtige (O'A), f.eks. 08, så er »styrken« i lønkravet her mindre end »styrken« i profitkravet, samtidig ined at der dog er efterspørgselsligevægt som følge af den måde Pj-kurven er konstrueret på. Da der som foran omtalt forudsættes cykliske svingninger omkring den lange trend, hvad enten denne er ligevægtig eller ej, således at der stadig påny sker prøvelse af omkostningsforholdet R—-L/YR^—-L/Y udfra de modstående parters »styrkeforhold«, må der sætte en bevægelse ind med faldende L/Y og stigende R og P/Y, indtil der opnås ligevægt ved A. Og omvendt hvis vi starter med en for stor P/Y.

Imidlertid er det vel mere sandsynligt, at hvis der er uligevægt, vil dette
vise sig samtidig på efterspørgsels- og omkostningssiden. Vi kan som eksempel
herpå starte med ligevægt mellem Pj- og L/-kurverne i A, og så tænke
os, at s varigt sættes i vejret. Af formlen P/Y = s(R-\-d)\ zd følger, at der
til hver given R med tilhørende træghedsværdi nu svarer en højere P/Y,
således at P-kurven flyttes til venstre fra P/ til P//. Med den i startpunktet
P
givne P/Y (= I—L/Y)1—L/Y) og givne Rer —■/ > P/K, idet den første er steget med s
K

(jfr. ligning 3a) medens den sidste er uforandret (R-\-d). Dette betyder at
en lang depressiv uligevægt sætter ind, der presser på både R og L/Y, og da
det samtidig af figuren fremgår, at ved Pn og L/ er profitttrægheden større

end lontrægheden i punktet A, må PjY stige og LjY falde, indtil ny ligevægt nås i punktet C. Omvendt kan en varig nedsættelse af s illustreres ved flytning af P/j-kurven til Pj. En lang ekspansiv uligevægt med en lon»styrke«_> der er storre end profitkravets »styrke«, vil her sætte en bevægelse i gang fra C til A, hvor der vil være en ny ligevægt. På samme måde vil en afsagtning i teknikstrømmen udtrykke samme R i en højere PjY, idet d i nævneren virker stærkere end d i tælleren. En svagere teknikstrøm kan altså også illustreres ved at hæve P-kurven fra Py til Pyy.

Endelig kan C også være udtryk for, at arbejdsgiverorganisationernes styrke
overfor arbejderorganisationerne er steget, eller for en storre monopoliseringsgrad.

En stærkere exogen teknikstrøm forhøj er omvendt YjK, hvorved en given R repræsenteres af en lavere PjY, hvilket Hytter P-kurven til højre. Hvis vi starter med ligevægten i C, vil forstærkelsen af teknikstrømmen ligesom faldet i s flytte ligevægtspunktet til højre, til A, således at LjY sættes op og PjY ned. En styrkelse af fagorganisationerne eller anden styrkelse af løntrægheden flytter lønnens træghedskurve op fra Lj til Lu og ved given træg

L
hedskurve for profitkravet (Pj) stiger —U fra A til B.

Hvis man tænker sig, at eet af indkomstkravene f. eks. Ru er übetinget, ufravigeligt, kan dette tilfælde fremstilles ved en lodret træghedskurve for PjY_y der angiver, at et uendeligt lille fald i PjY møder uendelig stor træghed ved samme YIK.

Dette er ensbetydende med en fast ufravigelig indkomstfordeling ved given YjK d.v.s. ved given teknikstrøm og given opsparingspropensitet. Stiger derimod YjK f. eks. som følge af forstærket teknikstrøm eller lavere s, så flyttes P-kurven til højre og resultatet bliver højere LjY og lavere PjY. Men med given teknikstrøm og s er indkomstfordelingen i dette tilfælde ufravigelig, hvad arbejderne end foretager sig, jfr. at forhøjelse af lønnens træghedskurve på figur 2 fra L/ til Lu ingen indflydelse har på indkomstfordelingen. Det ufravigelige procentuelle profitkrav synes således at være forudsætningen for det nu så — altfor — almindelige Keyneske diktum, at arbejderne ikke selv kan øve indflydelse på deres realløn.

Hvis begge indkomstkrav — både lønnen og profitten — er ufravigelige,
kan vi illustrere det med figur 3 nedenfor, der dog formentlig er mere relevant
for det kortere løb.

Tegningen giver udtryk for, at indkomstkraven f. eks. ved fuld beskæftigelse
ville udgøre tilsammen mere end 100 pct. af nationalindkomsten,
(Y
hvilket udelukker denne situation på grund af uønskede tab —E <

Hvis kurverne ligger som i figuren, kan man tænke sig, at en voksende arbejdsløshed formindsker kravene og nærmer dem til hinanden. Da uligevægten som foran omtalt vil medføre kumulativt voksende kronisk arbejdsløshed, må dette blive resultatet i det helt lange løb (eller samfundet må laves om, hvad jo også sker). Når P- og L-kurverne falder sammen er der ligevægt, og arbejdsløsheden behøver ikke at vokse mere.

Forskellen ved dette tilfælde fra de to foregående, er at arbejdsløshed her er en betingelse — ikke bare som overgangsfænomen til retablering af ligevægten — men som konstant fænomen til bevarelse af den. Hvis den kroniske arbejdsløshed formindskes, ryger de to kurver igen fra hinanden. Dette gælder dog kun ved en given YjK d.v.s. ved given teknikstrøm og opsparingspropensitet. Formindskes s eller forstærkes teknikstrømmen, stiger YjK og P-kurven flyttes til højre, så den oprindelige uligevægt eventuelt helt forsvinder, uden at der opstår arbejdsløshed, og L/Y ligger tilsvarende højere.

Som det er fremgået, forudsætter relativitetsopfattelsen af indkomstfordelingen, at arbejderne selv kan øve indflydelse på deres realløn, samt at en forhøjelse af L/Y under visse betingelser kan ske uden skabelse af arbejdsløshed, nemlig hvis profitkravet kan presses i takt med, at LjY forhøjes. Det må bemærkes, at det her drejer sig om det lange løb, hvor kapaciteten er variabel, og hvor profitten derfor indgår på grænsen på linje med lønkravet. Hvis profitkravet kan slås ned, bliver der plads til højere løn uden at beskæftigelscsgrænscn

---

1. På det monetære område udtrykker figur 3 de ideelle betingelser for kumulativ omkostningsinflation. Dette problem har jeg behandlet udførligt andetsteds, jfr. Socialt Tidsskrift, april 1940: »Inflatoriske foranstaltninger og inflationistiske systemer«.

behover at trækkes ind. Imidlertid er Keynes diktum, om at arbejderne ikke kan øve indflydelse på deres egen realion, men kun — skadeligt — på prisniveauet og beskæftigelsen vel noget af det mest hårdnakkede, han har efterladt sig, og må vel kræve nogen modargumentation. Det skal indrømmes, at vanskelighederne for en gunstig lonforhojelsespolitik er betydelig større i det korte lob end i det lange, men det er det sidste vi interesserer os for her. Imidlertid kan man heller ikke i den lange analyse se helt væk fra den korte udvikling, for den mulighed existerer, at de ugunstige korte virkninger danner en effektiv bariere mod en gunstigere langtidsudvikling. Men det kræver, at vanskelighederne er uovervindelige i alle korte faser, idet det så at sige er nok, at der er en dor i den korte udvikling, som tillader overgang til en gunstigere langtidsudvikling, men det skal der også være, ellers kan den korte modstand stå som en uovervindelig bariere mod denne. Og vi skal da se på det ud fra dette synspunkt.

Først må man dele spørgsmålet op, idet det består af to adskille dele: 1) at arbejderne ikke skulle kunne øve indflydelse på deres realløn hænger benbart sammen med en antagelse om faste procentuelle avancemarginalcr, så priserne forhøjes i takt med lønningerne. Men nyere undersøgelser synes at vise stor bevægelighed i disse marginaler. løvrigt forudsætter vi her, jfr. nedenfor note 1, side 71, at de prisbestemmende avancemarginaler bestemmes af det lange profitratekrav (/?), hvorfor vi her kan indskrænke os til dette. 2) At en forhøjelse af reallønnen under alle omstændigheder må medføre arbejdsløshed, hænger sammen med en almindelig antagelse om, at profitten er rent intramarginalt bestemt, og at en reallønsforhøjelse derfor under alle omstændigheder må medføre indtrækning af beskæftigelsesgræiisen. Hovedargumenterne mod den sidste antagelse kan sammenfattes således¹:

1) Det synes normalt med en vis uudnyttet kapacitet i erhvervslivet, hvilket må involvere tilnærmet vandret omkostningskurve og prisansættelse efter cost plus princippet, hvad alle impiriske undersøgelser da også synes at vise. Hvis dette et tilfældet, skulle profitten indgå på beskæftigelsesgrænsen også for den løbende produktion i givne anlæg. 2) Selv om man regner med stigende grænseomkostninger og profitten som intramarginalt bestemt i forhold til den »rene« produktionsgrænse (uden anlægsvariation), så er det forkert, når teoretikere ofte lader sondringen mellem kort og langt løb i denne forstand falde sammen med produktionsvariationer uden og med anlægsvariationer. Den sidste sondring er en ren og skær pædagogisk sondring, som ikke har noget at gøre med, hvad der sker indenfor den første uge, det første år, det første tiår o.s.v. Der trælles hver eneste dag en kontinuert række beslutninger, der indeholder et mindre eller større anlægselement,

---

1. Emnet er udforligt behandlet i mine artikler i Nationaløkonomisk Tidsskr. 1939, navnlig s. 345 il, afsnit (7).

og hvor derfor forretningskravet (ft) indgår på grænsen, og dets størrelse er afgørende for beslutningernes omfang. Hvis dette forretningskrav kan slås ned, får det straks — i det korte løb — investeringsbetydning. 3) En positiv investeringsvirkning vejer på grund af mulplierprocessen betydelig tungere til i beskæftigelsen end en tilsvarende eventuel negativ virkning på den »rene« produktionsgrænse¹. 4) Pristræghed kan i visse konjunktur faser f. eks. i den midterste højkonjunktur med lange ordrelister og nogen uudnyttet kapacitet spille en rolle. 5) Det afgørende argument er, at tilpasningen mellem 7? og L/F efter de relative trægheder må antages navnlig at udspille sig i depressionen, hvor det ikke drejer sig om for arbejderne at presse penge- og reallønnen op, men om for virksomhederne at presse pengelønnen ned. Disse forskellige argumenter og navnlig det sidste synes at åbne døren i den korte udvikling tilstrækkelig til, at en lang udvikling i overensstemmelse med, hvad foran er anført, kan tænkes.

9. Vi vender så tilbage til vækstmodellen. Figur 4 nedenfor illustrer forholdet mellem vækstrate og opsparing/investering samt mellem »faktisk« og »ligevægtig« vækstrate ved givne ureagible værdier for faktorerne på venstre side af ligning (A) — alt i det lange løb.

Opsparingspropensiteten s er konstant og indtegnet ved en lodret linje.
Skrålinjen I/Y kendetegner, at — er stigende med vækstraten, hvilket ses af,
at I/Y = I/K: Y/K, der kan skrives -,(\ —L/Y). En stærkere teknikstrøm

udtrykker sig i større d, og større d forhøj er værdien af udtrykket.

---

1. Op. cit., s. 347-48.

Tegningen viser, at Vi dannes der, hvor s = IjY. Hvis den tekniske strøm
fastlægger en vækstrate Y/j < Vi, bliver IjY < s. Hvis omvendt V/2 > V;,
bliver IjY > s.

En højere s, flytter s-kurven til højre og Vi stiger. Hvis s er reagibel, vil den skabe ligevægt ved den høje Y/2 vec^ a* flytte til højre og skære //y-kurven udfor V/₂. En lavere R udvider substitutionsgrænsen (K/A) og sænker Y/K, hvad der med given I/K giver storre IjY, d.v.s. lavere R kan illustreres ved at flytte //Y-kurven til højre. Er R reagibel, skaber den ligevægt ved Vf_x ved at falde, indtil K/A er steget så meget, at //y-kurven er flyttet så meget til højre, at den skærer s-kurven udfor Vf_x. (Og omvendt hvis teknikstrømmen fastlægger den exogene vækstrate til V/₂). Endelig kan figuren også illustrere f. eks. en stigning i LjY, der gør den hidtidige substitutionsgrænse urentabel, hvorfor den trækkes ind og Y/K stiger, hvad der ved given vækstrate får I/Y til at falde, hvorved // y-kurven flytter til venstre.

At en højere L/Y ved given R medfører indtrækning af substitutiongrænsen,
hænger sammen med, at lønnen her måles i procent, af y og dermed af tilvæksten
i y. Iøvrigt ses det direkte af nedenstående figur 5, der viser grænsetilvæksten
i y ved voksende kapital pr. arbejder. En forhøjelse af L/y1 fra
L/Y' til L/Y" trækker substitutionsgrænsen (K/A) ind fra A til B.2 Hvis R samtidig
nedsættes til R' ses det, at substitutionsgrænsen forbliver uændret trods
L
den højere—.

Således som vækstmodellen her er bygget op, kan den selvfølgelig kun bruges til at stille spørgsmål med, men derimod ikke til at give konkrete svar, for den indeholder ikke de impiriske adfærdsfunktioner for de enkelte strategiske størrelser s, z, L/Y og R. Men man kan f. eks. spørge: Hvis man successivt forudsætter alle andre elementer i ligning (A) ureagible, hvorledes ville så »ligevægtsværdien« for hver enkelt af dem være, hvis den alene var reagibel?

---

1. Målt som fradrag fra produktkurven.

2. Grænseligevægtsbetingelsen er: R-AK = AY AY, hvor AK = 1. Det er for enkeltheds skyld forudsat, at kapitalgodernes varighed forbliver uændret = 1 år.

Disse ligevægtsværdier eller »reagibilitetsværdier« fremgår af de nedenfor i
afsnit 10—12 opstillede reagibilitetsligninger.

10. Vi kan starte med R. Tænker man sig til at begynde med en højere lang s og dermed ansats til en »kronisk« overopsparing, vil det genkommende pres i depressionerne være mere hårdnakket. Hvis lønkravets træghed er stort, så det ikke er muligt at presse L/Y ned, så der kan opstå ligevægt ad den vej, kan vi tænke os, at R kommer til at give sig, bliver den reagible faktor, der hidfører ligevægten igen. I så fald vil vi kunne bestemme reagibilitetsværdien for R således ud fra (A):

R skal i såfald være større, jo stærkere den tekniske strøm (<f) og investeringspropensiteten
(z) — d.v.s. jo stærkere væksten — er, og den skal være mindre,
jo større opsparingspropensiteten (s) og jo større lønkravet (L/Y) er.

Ved sammenligning med reagibilitetsligningen for Lj Y nedenfor side 71 ses det, at de modstående indkomstkrav R og L/Y skal variere modsat hinanden ved en given vækstrate — her er de antagonistisk stillet — men at de begge kan stige med større væksthastighed uden at true ligevægten, de har altså fælles interesse i en større væksthastighed.

Den her — forsøgsvis — forudsatte reagibilitet i i? er ensbetydende med, at R får IjYtil at indstille sig efter s. Dette svarer på en måde til det Wicksellske system. Harrod¹ har fornylig været inde på, at man kan opfatte den naturlige rente som den rentefod, der gør IjY = s ved fuld beskæftigelse, altså som en slags »velfærds-optimum-rente«, den rente som pengepolitiken bør lægge sig på. Men der kan peges på tre forhold, der i hvert fald gør det tvivlsomt, om en »naturlig« rente, således defineret kan være et særlig brugeligt pengepolitisk instrument: 1) Hvis investeringernes renteelasticitet er meget lille — hvad økonometriske undersøgelser synes at vise — gør det renten praktisk uanvendelig, i hvert fald som hovedinstrument i den økonomiske politik. 2) Hvis reallønnen ikke i overensstemmelse med de Wicksellske forudsætninger bestemmes passivt udfra arbejdets grænseprodukt ved fuld beskæftigelse, så kommer organisationernes lønpolitik til at være medafgørende for den »naturlige« rentes højde. Hvis vi starter med en ligevægtssituation og tænker os organisationernes aktivitet og lønnens træghed øget, så L/Y får et nyt højere niveau, så sætter dette ifølge (A) ligevægtsvækstraten op over den lange faktiske væksttrend som bestemt af teknikstrømmen, og IjY falder under s. Skal R sørge for ny ligevægt, må den gå ned i takt med, at L\Y er steget. Men dette betyder at den »naturlige« rente bestemmes af organisationernes lønpolitik.

---

1. Harrod »Second Essay in Dynamic Theory«, Econ. Journ. 1960, side 291 f.

3) Selv om vi forudsætter, at R kan optræde på denne måde som pengepolitisk »naturlig rente«, så vil den stadigvæk ikke nødvendigvis på een gang sikre ligevægt i betydning / = s Fog i betydning fuld beskæftigelse, nemlig ikke hvis V_n — den naturlige vækstrate i betydning summen af vækstraterne for produktiviteten pr. arbejder og for det samlede arbejdsudbud — er større end ligevægtsvækstraten i Y, jfr. note 1 foran side 57. For at sikre fuld beskæftigelse ville der i dette tilfælde kræves en lånerente — hvis en sådan altså forudsattes at kunne ove den fornødne aktive indflydelse på investeringsomfanget — der er lavere end den, der gor / = s\

Figur 6 ovenfor illustrerer forholdet mellem R og investering/opsparing ved given vækstrate og givne ureagible værdier for de andre faktorer på venstre side af ligning (A). IjY er som foran begrundet stigende med faldende R. Figuren viser, at hvis /?/ er ureagibel og højere end sin ligevægtsværdi Ri, bliver IjY <s, og hvis den er mindre end sin ligevægtsværdi, bliver IjY>s. Hvis R er fuldt reagibel, dannes den der, hvor s- og //Y-kurverne skærer hinanden.

Tegningen viser endvidere, at hvis s stiger til et højere niveau, hvorved .skurven flyttes til højre, skal Ri d.v.s. den R, der vil kunne sikre fortsat ligevægt, falde. Hvis teknikstrømmen forstærkes, flytter //Y-kurven til højre, og R_t skal stige ved given s. Hvis endelig LjY stiger, falder IjY ved given R, jfr. at // Y = IjK: YjK, hvor I/K = zd og YjK = (R + d) : (1 — LjY), altså IjY =

Men hvilken realitet er der så i R's eventuelle reagibilitet, hvorledes er i givet fald den mekanisme, der i det virkelige liv skulle sikre en sådan selvautomatisk reagibilitet? For een ting er, hvorledes R skal reagere for at skabe ligevægt, en ganske anden ting kan det være, hvad der faktisk sker. Lad os se på de enkelte foran nævnte tilfælde:

1) Højere s skal give lavere R. Klassikerne mente, at den større opsparing direkte pressede R ned, i dette tilfælde i form af en effektivt virkende lånerente. Efter Keynes er det vel en nogenlunde almindelig antagelse, at autonom stigning is — om en sådan skulle ske — snarere slår Y ned, absolut eller relativt. Men kan så ikke i anden omgang den derved skabte depressionstendens slå R ned?

Jo, det vil der være en tendens til, men der vil være et endnu stærkere pres på LjY. Medens nemlig presset fra en konstant uligevægt V_t > Vf medfører et i det lange løb konstant pres på R, medfører det et stadig voksende pres på LjY i form af stadig voksende kronisk arbejdsløshed. Dette følger af, at hver depressiv runde skaber ny ledig opsparing og ny ledig arbejdskraft, men medens den første forsvinder igen (den aktuelle overopsparing forsvinder på pengesiden ved destruktion af købekraft og forvandles til latent overopsparing, latente muligheder for samfundet til større produktion ved aktualisering af arbejdsløshedsreserven), så forbliver de successive runder af tilvækst til arbejdsløsheden i live, er additive. Hvis ikke ligevægten genskabes i første runde, hvor presset er lige stort på R og L/Y, er der derfor størst sandsynlighed for, at arbejderne kommer til at bære hovedparten af tilpasningsbyrden, medens R forbliver i højere grad überørt. Ræsonnementet løber på samme måde, hvis vi tænker os uligevægten opstået ved afsagtnet teknikstrøm (der formindsker I/Y), hvad der iøvrigt er betydeligt mere realistisk end en autonom stigning i s.

2) Stærkere teknikstrøm skal medføre højere R ved given s. Den højere d sætter den lange PjK = R -f- d i vejret, og dette kan tænkes at hive R med op, om end måske med stor forsinkelse. Men vor meget dette betyder i virkeligheden er vist tvivlsomt, for det er vel mere sandsynligt, at LjY også er mere reagibel opad end R. Når vækstraten stiger, kan nemlig LjY forhøjes uden at det går ud over R, og muligvis må man tænke sig en stadig tendens på arbejdsmarkedet til forhøjelse af lønnen, der slår igennem, når der ingen eller ringe modstand mødes, hvad der er tilfældet her, da en forhøjelse af LjY kan ske uden nedsættelse af R. Det må stadig noteres, at der er tale om det lange løb og i dette tilfælde med tendens til overekspansion og overbeskæftigelse.

3) Højere LjY skal medføre lavere R. Her afhænger resultatet af træghedskurvernes form jfr. figur 1, 2, 3 foran. Hvis de svarer til figur 1, vil ny ligevægt indstille sig selvautomatisk med forhøjelse af LjY og nedsættelse af R, svarende til at træghedskurven for LjY er steget. Hvis de derimod svarer til figur 2, må LjY falde igen, og R er uændret. Og hvis de endelig svarer til figur 3 vil kun en vis konstant kronisk arbejdsløshed kunne genskabe »ligevægten« ved fald i L/Y og i R, men størst i LjY (i forhold til dennes forhøjede værdi).

11. Dernæst forsøges betragtningen med s som det reagible element. Af (A)
udledes igen reagibilitetsligningen

hvilket betyder, at s — hvis den skal være reagibel — skal van-e storre, jo
større vækstraten {zd) er, og omvendt skal være mindre jo storre R og L/Fer.

Hvis s = a-P har vi somværdi for a

At .s forudsættes reagibel betyder, at opsparingsuzT/en er en plastisk eller passiv størrelse, der i det lange lob indstiller sig efter de muligheder, der nu engang forefindes for profitable investeringer, således at hvis I/Y stiger, stiger også s, og omvendt hvis IjY falder.

Er der nogen mekanisme i det virkelige liv, der svarer hertil? Vi ser igen på de enkelte tilfælde: 1) Hvis L/Y stiger ved uændret R, skal s falde til et lavere niveau, idet den højere L/V medfører lavere IjY af omkostningsgrunde. Dette vil der utvivlsomt være en tendens til, idet arbejderne sparer mindre end kapitalisterne, men som det fremgår af afsnit (3) foran og af den foranstående ligning for a, skal arbejdernes opsparing være nul, for at denne virkning fuldt ud kan modsvare faldet i I/Y. Da arbejdernes opsparing er positiv, selv om den er lavere end opsparingen ud af profitindtægter, kan der altså ikke her ventes fuld reagibilitet, men selvfølgelig en vis virkning i denne retning, der gør det lettere at få lønforhøjelsers positive virkning til at slå igennem, hvis det støttes af reagibilitetsvariation andetsteds f. eks. nedsættelse af R. Man kan sige det på den måde, at den nedsættelse af R, der skal til for at muliggøre en vis forhøjelse af L/F, kan være mindre jo større forskellen er mellem opsparingspropensiteterne ud af profit- og ud af arbejdsindtægter. 2) Hvis R stiger ved uændret LjY, skal s ligeledes falde. Hertil kan jeg ikke se der svarer nogen seivautomatisk mekanisme i det virkelige liv, snarere omvendt. 3) Hvis styrken i den tekniske strøm og dermed d stiger, skal s stige. Dette kan tænkes, hvis virksomhedernes opsparing til selvfinansiering stiger med investeringsmulighederne, hvad der utvivlsomt er tilfældet i et vist omfang. En virkning i samme retning — større ,s med større vækstrate — kan følge af efterslæbningen i konsumvarerne. I modsat retning virker den forhøjelse af LjY, der må formodes at følge i kølvandet på højere lang vækstrate.

Det er næppe muligt ud af disse modstridende tendenser at drage nogen
klar konklusion, iøvrigt synes .s at holde sig meget uforandret i det virkelige
liv i det lange løb.

12. Reagibilitetsligningen for PjY har ikke nogen mening i sig selv, idet reagibilitet
i PjYmed ginen R og d bare er et andet udtryk for reagibiliteten i LjY,
PjY = 1 —■ LjY. Vi ser derfor på reagibiliteten af LjY og ikke PjY.

Vi har hele vejen betragtet lønnen som lønandelen i nationalindkomsten LjY. Det forekommer måske noget uvant, men jeg ser ikke rettere end, at det er man nødt til, når man betragter en yæics/udvikling i det lange løb. Med en konstant strøm af nye tekniske muligheder, kan det nemlig ikke være enkeltstående reallønforhøjelser, der interesserer. Hvis f. eks. reallønnen pr. time på et givet tidspunkt forhøjes op over sit øjeblikkelige »ligevægtsniveau«, kan det — hvis R ikke hurtigt indstiller sig nedad — foranledige en midlertidig afsagtning af væksten gennem nedsættelse af PjK. Men før eller senere vil teknikstrømmen igen indhente den højere reale timeløn, og gøre den ligevægtig eller endda snarere underligevægtig. I det lange løb med vækst må det være LjY, der interesserer.

(A) udledes reagibilitetsligningen

hvilket betyder, at: 1) L/F ved given vækstrate og s skal være mindre, jo større
R er, e.v.v. 2) LjY ved given vækstrate og R skal være mindre, jo større s er.

3) L/Y ved given R og s kan være højere, jo stærkere teknikstrømmen og væksten
er — alt i det lange løb.

Det fremgår af figur 1 — eventuelt figur 2 — foran, at hvis disse har noget
med virkeligheden at gøre, vil denne give mulighed for selvautomatisk
reagibilitet i et vist omfang under alle tre punkter.

Hvis figur 1 gælder, og hvis vi forudsætter konstant s, vil indkomstfordelingen — PjY — ved given konstant teknikstrøm være konstant i det lange løb¹, sålænge der ikke sker ændringer ideto arbejdsmarkedsparters relative styrkeforhold, heri inkluderet virksomhedernes monopolgrad. På den anden side vil der kunne ske skift i den lange indkomstfordeling, hvis der sker forskydninger i teknikstrømmen, i monopoliseringsgraden, i arbejdsmarkedsorganisationernes

---

1. Det er i det lange lob vi på denne måde får en konstant P/Y. Derimod er det el faktum, at PjY varierer noget i konjunkturerne, se bl.a. E. H. Phelps Brown and B. Weber »Accumulation, Productivity and Distribution in the British Economy 1870-1938«, Economic Journal juni 1953. Hvis man optager den Marshallske tanke om det representative firma som prissættende udfra cost plus princippet, kan man f. eks. forudsætte, at den »repræsentative« avancemarginal blev fastlagt passivt udfra den lange R og den lange afskrivningsprocent, begge anvendt på den lange YjK. Lad os sige for at forenkle problemet, at den i det korte løb faste avancemarginal — bestemt på denne måde — skal dække profitkravet og amortisationskvoten pr. vareenhed og udtrykkes i procent af den fulde varepris. Marginalen bliver så — idet a udtrykker afskrivning i procent af kapitalen og / marginalen: RXK+aXK t= = (R + a): YIK, hvor Y/K er den lange Y[K, som foran bestemt ved lang ligevægt, zd/s = (R + d): (1 — L/Y). I det korte løb virker denne avancemarginal derimod aktivt prisbestemmende omend med visse lags og trægheder. Det ses så, at i opgangstider med bedre kapacitetsudnyttelse giver marginalen større nettooverskud pr. vareenhed og dermed større P/Y — og omvendt i dårlige tider.

gensidige styrkeforhold, fagligt-okonomisk som politisk,
samt endelig i den lange s.

Hvis figur 2 gækler i virkeligheden, vil indkomstfordelingen alene afhænge
af opsparingspropensiteten (,s) og af vækstraten, der igen bestemmes af
teknikstrommens styrke ((/) og investeringspropensiteten (r).

Figur 7 illustrerer forholdet mellem L/Y og investering/opsparing ved given
vækstrate, sogß. Ligevægtsværdien af L/Y (LjYt) dannes der, hvor s- og I/Y

L L kurverne skærer hinanden. Hvis —/> —/a,/_a, er s> I/Y. Hvis teknikstrømmen nu forstærkes, og J/Y-kurven flyttes til højre, ses det, at så bliver samme L/Y/, der før var for stor og derfor fremkaldte overopsparing, nu for lille og fremkalder overinvestering. En forstærkelse af teknikstrømmen kan således redressere en uligevægt, og endog gå til den modsatte yderlighed¹.

En afsagtning af teknikstrømmen kan illustreres ved at flytte 7/Y&-kurven til venstre til //Y_æ-kurven. Vi starter med ligevægt i punktet A, hvor I/Y — s, og når kurven er flyttet, går den første — uligevægtige — bevægelse med foreløbig uændrede L/Y og R til B, hvor I/Y < s, hvilket skaber stadig voksende kronisk arbejdsløshed, der trykker på L/Y, som må falde, og ikke ■— da R her er forudsat ufravigelig, jfr. kurve 2 foran — kan standse faldet før punktet C, hvor der igen er ligevægt ved den lavere teknikstrøm med lavere LjY og uændret R, hvortil nu, da YjK som følge af den lavere teknikstrøm også er lavere, må svare en højere PjY.

I de forudgående forsøg med variationer i reagibiliteten er højre side af (A)
hele tiden forudsat ureagibel. Man kunne spørge om ikke d kunne være reagive
2.

---

1. Dette er muligvis en del af forklaringen på den iøjnefaldende forskel mellem førkrigs- og efterkrigstiden.

2. F.eks. Hector Estrup »Nogle kommentarer til en vækstmodel«, Nationaløkonomisk Tidsskrift 1960.

Dette ville forudsætte, at

I så fald ville det være venstre side af (A), altså ligevægtsvækstraten, der bestemte den faktiske lange vækstrate og ikke omvendt. Det ville være ensbetydende med, at en vækst i det lange løb, der er lavere end den ligevægtige, altså en depressiv langtidstendens, ville give stødet til forceret forskning og stærkere vækst, indtil den faktiske vækst nåede op på højde med den ligevægtige. Og omvendt at en faktisk vækst over den ligevægtige — overinvestering — skulle give stødet til afsvækkelse af forskning og dermed vækst? Det sidste forekommer vist i hverfald usandsynligt, idet man her snarere må vente forstærket forskning for at afbøde virkningen af mangel på arbejdskraft. Mon ikke forskningen og den tekniske udvikling i det store og hele må betragtes som en trendfaktor i nær forbindelse med naturvidenskabens udvikling¹.

13. Efter det foregående er den lange vækstrate Vf =zd i ligevægt alene bestemt af styrken i den tekniske strom og investeringspropensiteten. Opsparingen — s — spiller derimod ingen rolle for den lange væksthastighed. Hvorledes kommer s så ind i billedet i det lange løb?

Hvis vi starter med lang ligevægt og forhøj er s, kan ligevægten — jfr. ligning (A) foran — kun retableres ved, at L/Y eller R eller begge to synker, så hele produktet af venstre side forbliver uændret i niveau med den exogent fastlagte højre side. Ved denne udvikling skydes substitutionsgrænsen ud, så K/Y stiger, hvorfor I/Y {= I/K X K/Y) trods uændret I/K kan stige op til den nye højere s. Som følge af den højere K/A må produktet pr. mand også ligge højere. Vi er altså i den nye ligevægt havnet i et højere vækst-niveau for Fog endnu mere for K. Da der igen er ligevægt, er Y/K konstant og vækstraten for Y derfor igen lig med vækstraten for kapitalen I/K = zd, altså den samme som før.

I tilfælde af lang ligevægt har s således ingen betydning for den lange vækstrate, men positiv betydning for det niveau, væksten foregår i. Dette ligner klassiske synspunkter². Det forudsætter dog træghedskurver som figur 1, eventuelt figur 2.

---

1. Selv om det således forekommer noget usandsynligt, at d skulle være selvautomatisk reagibel, / P \ så kan reagibilitetsligningen: d = sR: I z si —såvel som reagibilitetsligningerne for s, R og \ / L/F— også fortolkes i en anden retning, nemlig som fingerpeg for en eventuel økonomisk politik. I tilfælde af lang uligevægt siger reagibilitetsligningen for d noget om, under hvilke betingelser der bør tilsigtes en øget forskningsindsats i det hele taget. De foran i note 1 side 57 anførte betragtninger over teknologisk arbejdsløshed siger dertil noget om, under hvilke betingelser den økonomiske politik bør give denne forskningsindsats en drejning i retning af stor eller lille K/A.

2. Ligevægten behøver dog ikke at involvere fuld beskæftigelse, se foran note 1, side 57.

Hvis træghedskurverne derimod er som figur 3, kan vi kun få en ny ligevægt ved en bestemt konstant kronisk arbejdsløshed. Dette ligner Keynes. Her har s igen ingen betydning for den lange vækstrate, men derimod negativ betydning for det beskæftigelsesniveau, væksten foregår i.

Så længe endelig selve uligevægten s > I/Y — der som foran omtalt ikke behover at være forårsaget af en autonom lang forhøjelse af s, der iovrigt er usandsynlig, men derimod f. eks. af en afsagtning af teknikstrommen, af en formindskelse i z, eller af en uligevægt opstået på indkomstfordelingsområdet (Ve < Pu + Lu) — består, udgør den et depressivt pres på aktiviteten og øver dermed direkte indflydelse på selve vækstraten. Men som foran omtalt må det resulterende stadig voksende depressive tryk nødvendigvis bevirke, at man må arbejde med den hypotese, at den helt lange udvikling må være præget af ligevægt og altså af tilstrækkelig reagibilitet til, at den kan indfinde sig. Meget tyder dog på, at den »midlertidige« uligevægtsproces i vort gennemmonopoliserede og -organiserede samfund, hvor der ikke samtidig lindes nogen central myndighed, der kan koordinere alle disse private og modstridende magtcentrer, kan være en særdeles hårdnakket og langvarig proces, jfr. 1920erne og 1930'erne. Forstærket forskning og teknologiske fremskridt synes at kunne skabe nogen balance, men det rummer øjensynlig også sine store farer ved en ukontrolleret udvikling omend af en anden art.