Professor Geltings indlæg om arbejdsløshed og lønstigning giver mig anledning til at præcisere mine synspunkter, så jeg kan gøre mig håb om at undgå at gå over i historien med den etikette, at jeg ikke tror på nogen sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel.

En slutnings relevans afhænger af det stillede problem, og jeg bliver
derfor nødt til at resumere problemstillingen i min bog ganske kort, hvilket
kan gøres i følgende 5 punkter:

---

* Dr. polit., professor ved Københavns Universitet.

1. Undersøgelsen går primært ud på at belyse, under hvilke betingelser

stabile priser og fuld beskæftigelse kan forenes.

2. Prisstigningen fra 1949 til 1959 må i væsentlig grad forklares ved

danske forhold - og ikke alene, som det ofte gøres, ved henvisning

til den internationale prisudvikling.1

3. Lønstigning ved overenskomstfornyelser har pr. år ikke været større
end stigningen i realnationalproduktet i den undersøgte periode.

4. Den automatiske pristalsregulering kan ikke siges at være en ind

bygget inflationsmekanisme^ men må snarere ses som en garanti

for, at de indgåede aftaler overholdes.

5. Lønglidningen bliver derfor en afgørende faktor for prisstabilitet

varierende efter, i hvilken grad fordelingen kan ændres ved forøgelse

af omkostningsniveauet.

Herved ses berettigelsen af at foretage en selvstændig undersøgelse af
lønglidningen. Geltings indvending er derfor næppe helt holdbar, hvis der
sigtes til den problemstilling, jeg har valgt i bogen.

Min konklusion går ud på, at der ikke kan påvises nogen nær sammenhæng

---

1. Det er blevet kritiseret, at jeg ikke har været opmærksom på, at beregningen af bruttonationalproduktet i løbende og faste priser bevirker, at f.eks. bytteforholdsforbedring i form af faldende importpriser vil give stigende prisniveau, når man dividerer de to tal op i hinanden. Da dette forhold ikke har været af væsentlig betydning i perioden 1953-1958, er fejlen næppe afgørende. I øvrigt er jo også anvendt detailpristallet.

mellem lønglidning og beskæftigelsesgrad. Det kan dog på ingen måde siges, at de er ganske uafhængige af hinanden - dette gælder navnlig, når beskæftigelsen er meget høj, hvilket vi fik et levende indtryk af, da vi i efteråret 1959 og foråret 1960 sendte referaterne af samtalerne med virksomhederne ud til godkendelse. Her blev det i flere tilfælde sagt, at tonen ville have været væsentlig forskellig, hvis samtalerne var sket på dette tidspunkt. Det er klart, at disse udtalelser farvede konklusionerne i bogen, således som det fremgår på side 161.

Et statistisk udtryk for konklusionens holdbarhed illustreres i figur 1,
hvor sammenhængen mellem lønglidning fra april kvartal i det anførte år
til april kvartal i det følgende år er anført som funktion af arbejdsløsheden.

En korrelationsberegning2 giver, idet y er lønglidningen i procent og x
arbe j dsløshedsprocenten,

y= 3.53 — 0.33 z (korrelationskoefficient - 0.35)

Jeg synes derfor endnu ikke, at der er nogen grund til at opgive det
standpunkt, at der næppe er nogen nær sammenhæng mellem lønglidning
og beskæftigelsesgrad.

Det er muligt, at min bog i almindelighed giver udtryk for skepsis med hensyn til sammenhængen mellem lønudvikling og nogle få variable, og at det er denne mere übestemte skepsis, der ligger bag professor Geltings indvending.

Vi var under arbejdet med bogen inde på mange forskellige lønteorier,
men syntes ikke rigtig, at nogen af dem var helt overbevisende. De forskellige
opfattelser skal belyses i følgende to afsnit.

I. Empiriske sammenhænge.

I lønteorier indgår i vekslende blanding navnlig fem komponenter:
1. Kapitalapparatet.

2. Beskæftigelsen, eventuelt ændringer i beskæftigelsen.
3. Prisændringer med større eller mindre timelag.
4. Udviklingen i andre lande.

5. Tiden (trendfaktor).

ad 1. Kapitalapparatet. I fordelingsteorien går dette langt tilbage i teorihistorien og har betydelig udbredelse stadigvæk. De fleste afviser, men mange anvender, en Cobb-Douglas funktion til at forklare den ofte konstaterede faste lønandel af nationalproduktet.3 I min

---

2). Beregningerne og udarbejdelse af figurerne er foretaget af assistent I. Konradsen.

3). Den simpleste funktionstype er P=LX Kl'K¹' a, hvor Per produktion, L arbejdskraft og K kapitalapparatet. Ved partiel differentiation, hvorved forudsættes, at lønnen er lig med grænseproduktet, fås lønandelen aP og profitandelen (l-a)P. En isokvant har konstant elasticitet, og substitutionselasticiteten, der er forholdet mellem den relative ændring i det marginale subsitutionsforhold og den relative ændring i faktorproportionerne₅ er konstant lig 1.

undersøgelse er der sat et spørgsmålstegn ved den konstante lønandel
- særlig når man ser på enkelte grupper og ikke blot på totalstørrelserne,
jfr. kapitel 6.

ad 2

og 3. Beskæftigelse og prisændringer. Vi havde oprindelig tænkt os,
at der ville være en helt klar sammenhæng mellem lønudvikling og
beskæftigelse, men denne overbevisning smuldrede efterhånden væk.

Der er i de senere år foretaget flere undersøgelser over længere perioder. Den mest kendte er vel Phillips,⁴ som anvender engelske erfaringer fra 1861-1957. Det virker ret opsigtsvækkende, at han anvender samme funktion for hele perioden. Prisudviklingen indgår ikke som forklarende variabel, idet han benytter funktionen

hvor y og x er henholdsvis den procentvise lønstigning og arbejdsløshedsprocenten.

Beregningerne giver

Under forudsætning af en produktivitetsstigning på 2 pct. pr. år, hævder Phillips, at man vil få stabile priser ved en arbejdsløshed på 2y₂ pct. og stabile lønninger ved en arbejdsløshed på 5V2 pct. Heri indgår dog nogle ikke diskuterede forudsætninger om prisdannelsen, nemlig at avancerne er en konstant andel af lønudgifterne.

Dicks-Mireaux og Dow har undersøgt perioden 1946-56 for England, 5 og her anvendes foruden beskæftigelsen også en Trend-faktor og prisudviklingen som forklarende variable. Denne model er mere udbygget, men minder i og for sig om den af Gelting anvendte, der er

hrvor y og x er de sædvanlige symboler og p den procentvise ændring i
priserne.

Geltings beregning giver

---

3). Den simpleste funktionstype er P=LX Kl'K¹' a, hvor Per produktion, L arbejdskraft og K kapitalapparatet. Ved partiel differentiation, hvorved forudsættes, at lønnen er lig med grænseproduktet, fås lønandelen aP og profitandelen (l-a)P. En isokvant har konstant elasticitet, og substitutionselasticiteten, der er forholdet mellem den relative ændring i det marginale subsitutionsforhold og den relative ændring i faktorproportionerne₅ er konstant lig 1.

4). A. \V. Phillips, The Relation Between Unemployment and the Rate of Change of Money Wage Rates in the United Kingdom, 1861-1907₅ Economica 1958. En tilsvarende undersøgelse for U.S.A. 1900-1958 er foretaget i et ikke offentliggjort memorandum af R. J. Bhatia, Den internationale Valutafond. Phillips undgår, at bevægelsen i beskæftigelsen kommer til at spille en rolle, se anførte sted, side 290.

5). The Determinants of Wage Inflation, Journal of the Royal Statistical Society, 1959.

hvilket indebærer, at lønnen vil være konstant ved konstante priser og en arbejdsløshedsprocent på knap 9 (6.65 :0.77). Da prisudviklingen er faseforskudt, således at den svarer nogenlunde til det timelag, der går mellem prisstigning og automatisk lønregulering, og da koefficienten ikke afviger væsentlig fra den faktisk anvendte, kan man i og for sig lige så godt anvende sin viden om pristalsreguleringen og direkte søge en sammenhæng mellem den således definerede stigning i realløn r ~ y — p og arbejdsløshedsprocenten6.

Man kan enten anvende Geltings funktion

eller

De to funktionstyper fremgår af figur 2

Det fremgår umiddelbart, at funktionernes yderværdier er meget
forskellige.

Geltings funktion giver

r — 6.777 — 0.862 x (korrelationskoefficient — 0.85)

---

6). Ideen hertil er fremkommet ved samtaler med amanuensis Karl Vind, som har foretaget beregningen og foreslået den anvendte funktion.

Den anden funktion giver (i beregningen er 1960 udskudt)

(korrelationskoefficient-0,93)

Den første giver stabil realløn ved en arbejdsløshed på knap 8 pct. mod 9 pct. i den oprindelige funktion. Den anden nærmer sig asymptotisk til begge akser, men stiger væsentlig stærkere end Geltings udtryk, når arbejdsløsheden falder. Funktionen minder iøvrigt om Phillips. Det er klart, at den er uanvendelig for små værdier af x.

Det ses endvidere klart af figur 2, at formen på Geltings funktion helt afhænger af årene 1952 og 1960, hvoraf navnlig den sidste ikke passer ind i billedet. Året 1952 var præget af de forudgående kriseforlig. Hvis man udskyder begge år, får man en ganske anden sammenhæng, nemlig stabil realløn ved ca. 6 pct. arbejdsløshed.

Allerede dette viser, at man næppe kan tale om nogen entydig
sammenhæng. Man kan frit vælge mellem en række forskellige funk

tionstyper, der giver forskellige resultater.

ad 4. Udviklingen i andre lande. Vi har under arbejdet med bogen også
diskuteret, hvor nær sammenhængen er med udviklingen i andre
lande, jfr. bl.a. tabel 8, side 74.

I figur 3 og 4 er der forsøgsvis foretaget en sammenligning mellem
lønudviklingen i Danmark og henholdsvis England og Sverige.

For Danmark (y) - England (x) fås resultatet

(korrelationskoefficient 0.62)

For Danmark {y) - Sverige (x) fås

(korrelationskoefficient 0.79)

Sammenhængen er således ikke overbevisende, men det er sandsynligt,
at den ville kunne forbedres, hvis man tog nogle år ad gangen.

ad 5. Tiden (trendfaktor). Det mest overraskende resultat var, at timelønnen
i alt steg med nogenlunde samme procent om året. Denne hypotese
kunne prøves ved følgende funktion.

hvor I er et glidende gennemsnit over kvartaler a/f timelønnen, jfr.
figur 5.

Beregningen giver følgende resultat
log/ = 0.471 + 0.0063* (korrelationskoefficient 0.9949)

Bedre sammenhæng kan man vel næppe ønske.

Det fremgår af figur 5, at observationerne ikke opfylder D-testet for afvigelserne om regressionslinien, men det ville man heller næppe kunne vente, når der er tale om et glidende gennemsnit. Hvis de enkelte kvartaler afmærkes, får man en nogenlunde tilfredsstillende spredning fra 1953 til 1960, men ikke i den første periode.

II. Lønteoretiske bemærkninger.

Foranstående beregninger skulle i og for sig være et skoleeksempel på? at man kan få støtte for næsten enhver model, og det var sådanne overvejelser, der førie os tii det resultat, at det ville være nyttigt at skaffe os mere viden om forholdene ved samtaler med ledere af virksomheder og fagforbund.

A priori kan der gives gode grunde for hver af de fem elementer, der er
diskuteret ovenfor.

En Cobb-Douglas funktion kan begrundes med en empirisk bestemt produktionsfunktion
og en forudsætning om løn efter grænseprodukt.

De to sidste elementer - andre lande og tiden - kan begrundes med henholdsvis
inspiration og behov for at se resultater.

Timeløn som funktion af beskæftigelsesgrad - eventuelt tillige ndringsretningen
- er en umiddelbar sandsynlig sammenhæng efter et almindeligt
udbud — efterspørgselsmønster.

Derimod er det ikke helt så klart, at prisændringer kan komme med i
denne forklaring.

Gelting indvender mod min fremgangsmåde, at det ikke er rimeligt at dele op i tre komponenter (overenskomst, pristalsregulering og lønglidning). De bør alle slås sammen, fordi det er den samlede løn, hver part er interesseret i.

Ikke desto mindre indgår prisudviklingen som en additiv faktor i Geltings funktion. Som den er opstillet, må den være uden funktionel sammenhæng med beskæftigelsesgraden og kan derfor analyseres særskilt. Hos Gelting får man altså to særskilte komponenter — mod tre hos mig. Hvor kan man vide, hvad der er bedst?

Vi delte op i overenskomstændringer og lønglidning, bl.a. for at efterprøve, om det måtte formodes at være rigtigt, at markedsmekanismen ved lønglidning genoprettede en kunstig lønstruktur, der var skabt ved overenskomst. Vi kunne ikke finde denne tese bekræftet, men den kan vel kun efterprøves ved at dele op i de forskellige lønkomponenter.

Men selv om vi holder os til Geltings to komponenter, der skal have hver sin forklaring, er sagen ikke ganske enkel. Det kunne argumenteres, at fagforeningerne ved en arbejdsløshed på 6 eller 9 pct. - hvilken funktion man nu vælger — bliver så svage, at reallønnen ikke kan stige. Hvis priserne begynder at stige , virker det stimulerende på fagforeningerne, der kræver kompensation for faldet i reallønnen. Imidlertid må arbejdsgivernes modstand være forskellig, eftersom det er importpriserne eller eksportpriserne, der stiger. Ligeså må reaktionen være forskellig, eftersom arbejdsgiverne kan vælte en lønstigning over på priserne eller ej.

Jeg er derfor ikke helt enig med Gelting, når han hævder, at relationen timelønsstigning - beskæftigelsesgrad er essentielt dynamisk, mens dette ikke gælder timelønsstigning - prisudvikling. Hvis prisniveauet fuldstændig bestemmes af omverdenen, under forudsætning af faste valutakurser, så kan begge relationer analyseres i en statisk ligevægtsmodel. (Den eneste komplikation bliver den årlige vækst, der skal fordeles og derved betinger en vis årlig stigning i timelønnen). Det er forudsætningerne hos professor Jørgen Pedersen og hos lektor Vibe-Pedersen. Hvis man ikke akcepterer denne pristeori - hvilket man vanskeligt kan gøre, når man ser de betydelige forskelle i prisudviklingen i en række lande gennem en årrække - så bliver sammenhængen mellem alle tre faktorer essentielt dynamisk, hvilket er det synspunkt, der fremgår af min bog.

Absolut profit eller profitandel, investeringsfunktion, efterspørgselspres, lønstigning og prisdannelsesproces (herunder udlandets indflydelse) må indgå som væsentlige elementer i enhver løn- og beskæftigelsesteori, og jeg har svært ved at se, at nogen af disse sammenhænge hører hjemme i statisk teori, men andre i dynamisk.⁷

Derimod fremgår det af diskussionen i min bog, at jeg ikke mener, at profitandelen er entydigt determineret som i en elementær partiel analyse, hvilket de seneste års udvikling efter min opfattelse har vist, idet en overskudsefterspørgsel efter arbejdskraft med en relativ stærk stigning i profitten

---

7). Det er muligt, at jeg har misforstået, hvad Gelting sigter til med udtrykket essentielt dynamisk.

kun har givet sig udslag i en relativ begrænset stigning i lønnen (lønstigningen
fra 1959 til 1960).

Mit standpunkt kan formuleres på den måde, at jeg nok mener, at der er en væsentlig sammenhæng mellem efterspørgselspres og lønstigning, når man befinder sig i yderpunkterne (meget høj eller meget lav beskæftigelse), men i mellemtilfældene er sammenhængen ikke klar. Dette standpunkt fremhæves iøvrigt også i den nylig udkomne OEEC-rapport The Problem of Rising Prices (se særlig side 49). Det er en rigtig følge af dette synspunkt, at den økonomiske politik får større mulighed for at påvirke udviklingen uden at regulere beskæftigelsen.