Den teori for indkomstdannelsen, som er fremsat i den første af disse
artikler1, fører som antydet også frem til en teori for den funktionelle
fordeling mellem løntagere og foretagere. Denne teori kan umiddelbart
minde om Kaldors »keynesianske« teori for indkomstfordelingen2, der er
opstillet på grundlag af en tilsvarende model med såvel løntagere som foretagere.

Kaldors teori adskiller sig imidlertid væsentligt fra den i disse artikler anvendte model derved, at Kaldor ikke explicit medtager nogen funktion for foretagernes reaktion på efterspørgslen. Derimod har Schneider opstillet en forenklet model for indkomstfordelingen³, som ligger nær op ad den her anvendte. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at diskutere Schneiders fremstilling først og derefter tage Kaldors teori op til nærmere behandling på grundlag heraf.

1. Schneiders fremstilling

Schneiders fremstilling indeholder i forhold til den i den foregående artikel anvendte model nogle stærkt forenklende antagelser, som går ud på proportionalitet mellem indkomst og opsparing (og dermed mellem indkomst og forbrug) for såvel løntager- som foretagerhusholdninger⁴, ligesom der forudsættes proportionalitet mellem foretagerindkomsten og den løntagerindkomst, foretagerne vil ønske at skabe. Endvidere bortses fra husholdningernes direkte køb af løntagerydelser (Wf og Wl).

---

* Lektor ved Aarhus Universitet.

1. Nationaløkonomisk Tidsskrift, 1961, 3.-4. hefte p. 147-172.

2. "Alternative Theories of Distribution", Review of Economic Studies, vol. XXIII, No. 2., 1955 — 56, genoptrykt i Essays on Value and Distribution, London, 1960, p. 209-36. Sidehenvisningerne i det følgende refererer til denne bog.

3. "Income and Income-Distribution in Macro-economic Theory", Industria 1957, genoptrykt i International Economic Papers, No. 8, p. 111-121. Sidehenvisningerne i det følgende er til International Economic Papers.

4. Det samme gælder for Kaldors fremstilling.

Med de her anvendte symboler bliver Schneiders model udtrykt ved følgende relationer, idet vi betegner løntagerhusholdningernes og foretagerhusholdningernes opsparing med henholdsvis Si og Sf og deres marginale (= deres gennemsnitlige) opsparingstilbøjelighed med henholdsvis sl og sf'

(1)

(2)

(3)

(4)

(5)

(proportionalitetsfaktoren k betegner Schneider
med a)

(6)

(5) er en forenklet udformning af den i den foregående artikel anvendte
relation (jfr. udtrykkene (3) og (4) resp. (17) og (18) i artikel I):

som er et udtryk for, hvor stor en løntagerindkomst foretagerne vil ønske at
skabe ved en bestemt efterspørgsel, Y*.1

At Schneider betragter W som bestemt af Q (foretagerindkomsten) og ikke
af den samlede efterspørgsel, Y, er naturligvis uden betydning, da man af
(5) og (1) direkte kan aflede en sammenhæng mellem W og Y:

og heraf

(sa)

Løses ligningerne (1)—(6) m.h.t. Y, W og Q fås

(7)

(8)

(9)

Udtrykket (7) kan også skrives på formen

(7a)

---

1. Da vi her ser bort fra WLW_L og WFW_F , bliver W = W* og Y= Y*.

hvoraf det fremgår, at nationalindkomsten er bestemt som investeringsomfanget multipliceret med en multiplikator, som er den reciproke værdi af et gennemsnit af de to gruppers opsparingstilbojelighed, vejet med deres respektive andel i nationalindkomsten, jfr. (sa).

Som teori for indkomstfordelingen er dette naturligvis uden enhver interesse, da der jo i udtrykket (5) er forudsat et bestemt forhold mellem foretagerindkomsten og løntagerindkomsten, og det er klart, at i ligevægtstilstanden, som bestemt ved (7)^—(9), vil der være det samme forhold mellem foretagerindkomst og løntagerindkomst, W=k• Q, og da der ikke indføres relationer til bestemmelse af størrelsen A\ (som det er antydet i artikel I, at man kan gøre), er der ikke tale om en teori for indkomstfordelingen, men om en teori for indkomstdannelsen ved givet indkomstfordeling og forskellig opsparingstilbojelighed for de to grupper.

Det synes da også netop at være formålet med Schneiders artikel at fremhæve
over for Kaldor, at disse relationer ikke bestemmer indkomstforde"l".
* "* 1 i- * i

ungen, men lnciKomstmveauet.

Inden vi ser nærmere på dette spørgsmål i relation til Kaldors fremstilling, er der imidlertid grund til at se nærmere på Schneiders dynamiske analyse af denne model, hvor det viser sig, at modellen faktisk i uligeuægtstilstande determinerer indkomstfordelingen. Schneiders opfattelse synes således at være, at en »kaidorsk« model for indkomstfordelingen er en udpræget korttidsmodel for visse uligevægtstilstande, mens Kaldor selv anvender modellen på udprægede langtids-ligevægts-tilstande.

I stedet for som Schneider at fremstille den dynamiske analyse ved hjælp af et aritmetisk system, som ender i en differential-ligning. skal det i det følgende forsøges at give en enkel grafisk fremstilling af denne dynamiske analyse (som dog i det følgende afviger lidt fra Schneiders). Til dette formål anvendes en figur fra Schneiders artikel.

Indsættes relationerne (3), (4) og (6) i (2), fås

(10)

Dette udtryk fremstiller en ret linje i et diagram med Q og \V afsat ud ad henholdsvis abscisse- og ordinataksen (linjen AA' i fig. 1). Denne linje angiver betingelsen for ligevægt mellem opsparing og investering ved et bestemt investeringsomfang, /₀. I figuren er forudsat, at foretagernes opsparingstilbøjelighed er dobbelt så stor som lontagernes, hvoraf følger linjens hældning.

Endvidere indtegnes linjen OC, der svarer til udtrykket

(5)

og da betingelsen for ligevægt netop er, at (10) og (5) er opfyldt samtidig,
fås ligevægt i punktet N.

Denne figur er identisk med Schneiders figur 2. Den kan imidlertid udvides
således, at den bliver anvendelig som grundlag for den dynamiske
analyse, hvis man yderligere anvender identiteten (1):

0)

Dette angiver naturligvis for et bestemt Y (== Fo)F_o) en ret linje i figuren med en hældning på 45°. I figur 2 er denne linje betegnet BB'. Det vil ses, al nationalindkomsten Y er lig med linjestykket OB = OB'. Denne linjes skæringspunkt med AA' er betegnet M.

Det vil umiddelbart fremgå, at der til forskellige punkter på linjen AA'
svarer forskellige højder på nationalindkomsten Y. Gennem punktet Al går

således linjen BB', der svarer til et bestemt Y, mens der gennem punktet N går en anden 45°-linje (den stiplede linje parallelt med BB'), der svarer til et lavere Y. På ethvert punkt af linjen AA' er der ligevægt mellem investeringsomfanget IoI_o og opsparingen, som udtrykt ved (10). Dette kan naturligvis være tilfældet for forskellige niveauer for den samlede nationalindkomst, idet en lavere nationalindkomst kan give samme opsparing (= /0)/₀) som en højere, hvis indkomstfordelingen samtidig ændres i retning af en større foretagerindkomst (sammenlign f.cks. punkterne M og N, der svarer til samme 10,I_o, men forskellig nationalindkomst).

Imidlertid er der kun ét punkt på AA', der også tilfredsstiller betingelsen (5), som angivet ved linjen OC, nemlig punktet N. Skal den samlede nationalindkomst være højere, svarende til f.eks. den fuldt optrukne linje BB', og betingelsen (5) være tilfredsstillet, må ligevægtspunktet være R. Dette ligevægtspunkt kan imidlertid ved den pågældende nationalindkomst og ved de givne opsparingstilbøjeligheder kun nås, såfremt investeringsomfanget er så meget højere, at AA' forskydes til den punkterede linje gennem ft. Sagt på en anden måde bestemmer investeringsomfanget sammen med opsparingstilbøjeligheden linjen AA', og denne linje sammen med OC bestemmer entydigt ligevægts-nationalindkomsten.

I det følgende skal vi imidlertid interessere os for uligevægtstilstande, som f.eks. udtrykt ved punktet M. I dette punkt er ganske vist investeringen lig med opsparingen, men løntagerindkomsten er væsentlig større end hvad der ved denne nationalindkomst svarer til foretagernes ønske (OW₃ i stedet for

I det følgende skal førsl diskuteres, hvorledes uligevægtstilstanden M kan tænkes at opstå, og dernæst, hvorledes udviklingen over tiden kan antages at være fra tilstanden M frem til den ligevægtstilstand N_} som svarer til det givne investeringsomfang.

Forudsætningen er her — som hos Schneider — at foretagernes investeringsplaner
realiseres (altså ingen utilsigtet investering eller disinvestering i
form af lagerændringer).

I så fald kan uligevægtstilstanden, som er karakteriseret ved punktet M,
være opstået ved, at investeringsomfanget er faldet svarende til en forskydning
i AA' fra A^A^. Punktet Q er den oprindelige ligevægtstilstand.

Der er dog også en anden fortolkning mulig, nemlig at R er den oprindelige ligevægtstilstand, således at AA' kun er forskudt fra den punkterede linje gennem R. Dette skulle ganske vist indebære, at foretagernes korttidsreaktion skulle være en forøgelse af deres udbetalte lønsum ved en efterspørgselsnedgang, nemlig fra OW₂ til OW₃, hvilket kan forekomme helt urimeligt. Såfremt man imidlertid fortolker W og Q som realindkomst, bliver forholdet et andet. I så fald kan stigningen fra O\Y₂ til OW_Z være et udtryk

for konstant lønsum, men faldende priser, således at den reale lønsum er
steget.1

Imidlertid forekommer det mere hensigtsmæssigt at fortolke figuren som udtryk for nominalindkomster (dog målt i wage units). I så fald kan punktet M kun være opstået ved en nedgang i investeringsomfanget, der forskyder AA' fra A_XA\. Dette vil være udtryk for, at foretagerne i første periode holder beskæftigelsen og den udbetalte lønsum konstant, således at hele nedgangen i nationalindkomsten viser sig i et fald i foretagerindkomsten. Hvis de betragtede perioder er nogenlunde korte, vil dette næppe være en urimelig betragtning.

Den videre udvikling fra punktet M kan nu fremstilles på følgende måde:

Ved den samlede efterspørgsel (= Y), som svarer til punktet M, vil foretagerne ifl. (5) svarende til OC ønske en beskæftigelse (og dermed en lønsum), som svarer til punktet R, og altså en lønsum på OW₂, og de begrænser derfor produktion, beskæftigelse og lønsum svarende til punktet R.

Ved denne lønsum er ligevægten mellem investering og opsparing imidlertid ikke til stede, og da vi forudsætter (i overensstemmelse med Schneider), at denne ligevægt tilfredsstilles momentant gennem ændringer i nationalindkomsten Y, betyder det, at når foretagerne begrænser lønsummen Wtil OW₂, realiserer de ikke som ventet punktet R, men derimod punktet T.

Ved denne efterspørgsel vil de imidlertid ønske at indskrænke produktionen
og beskæftigelsen og søger at realisere punktet 5 i overensstemmelse
med linien OC.

Delte medfører imidlertid et nyt fald i nationalindkomsten (i overensstemmelse
med linjen AA') og i stedet for S realiseres faktisk punktet U.

Således fortsætter processen imod N, hvor der vil være ligevægt. Foretagerindkomsten
er her W\N (som er større end \V3M) og løntagerindkomsten er
faldet fra OWS til OWl.

Den analoge proces ved en investeringsforøgelse er fremstillet i figur 3,
hvor den oprindelige investering svarer til AXAXAX's og hvor vi altså går ud fra
ligevægtspunktet Q.

Udviklingen i løntagerindkomsten er således bestemt ved punkterne
M,T,U .... N.

Resultatet bliver, at ved en kontraktiv bevægelse (figur 2) vil løntagernes
andel af den samlede nationalindkomst være større end svarende til (5),

---

1. Såfremt man fortolker Wog Qi figuren som realindkomster, må en forudsætning om, at foretagerne holder beskæftigelsen og den udbetalte lønsum konstant i første periode, være ensbetydende med, at også BB' er uforandret. Denne linje udtrykker jo i så fald den samlede reale nationalindkomst, og hvis produktionen forudsættes entydigt bestemt af beskæftigelsen, må denne være uforandret i første omgang. Hele efterspørgselsnedgangen giver sig derfor udtryk i, at priserne falder så meget, at den samme produktion kan afsættes trods den lavere efterspørgsel, og dette må ske via en indkomstomfordeling, der er tilstrækkelig kraftig til at løntagernes større forbrugskvote kan ophæve faldet i investeringsomfanget.

men andelen falder asymptotisk imod , , mens foretagernes andel vil
Å" -j- 1

1
være mindre end svarende til (5), men stige asymptotisk imod t~7~t

Under en ekspansionsproces (figur 3) vil derimod omvendt løntagernes andel af den samlede nationalindkomst være mindre end svarende til (5), og foretagernes andel være større, men andelene vil gå asymptotisk imod de nævnte størrelser.

Disse resultater er de samme som Schneiders, men fremstillingen afviger iøvrigt noget fra Sehneiders, hvor det forudsaitt.es. at foretagernes reaktion m.h.t. skabelsen af løntagerindkomster er bestemt af afvigelsen fra ligevægtspunktet N, således at f.eks. den ændring i W, som sker fra Iste til 2den periode er bestemt af forskeiien mellem den aktuelle foretagerindkomst W₃M og ligevægtsforetagcrindkomsten W\N, (jfr. figur 2).

Dette forekommer mindre hensigtsmæssigt, da foretagerne jo ikke kend' r punktet A^r på forhund og derfor må reagere på den faktiske efterspørgsel. Ligeledes forekommer det i denne forbindelse ikke praktisk at opfatte løntagerindkomsten som bestemt af foretagerindkomsten () i stedet for af den samlede efterspørgsel Y, netop fordi der under processen er tale om foretagerindkomster, der afviger fra hvad der svarer til linjen ()C. Mens det altså ved den statisk-komparative analyse er ligegyldigt, om man anvender \V = W(Q) eller \Y — \V(Y^r), må det ved den dynamiske analyse være mest hensigtsmæssigt at anvende den sidste.

Yderligere forudsætter Schneider, at foretagernes reaktion er uafhængig af linjen OC, men bestemt af en reaktionskonstant ß, der viser foretagernes reaktion m.h. til skabelsen af løntagerindkomster på en vis afvigelse mellem ligevægts-foretagerindkomsten og den faktiske foretagerindkomst. Schneider

kommer derfor til den konklusion, at konstanten k (som hos Schneider er
betegnet et) »plays no part in nonequilibrium income distribution and in the
development of income distribution over time« (p. 118).

Det forekommer mere hensigtsmæssigt at antage, at foretagerne hele tiden tilpasser sig til den aktuelle eftersporgsel Yt i overensstemmelse med udtrykket (5) svarende til linjen OC, hvorved konstanten £ får afgørende betydning også for udviklingen over tiden fra en bestemt uligevægtstilstand.

Det bør fremhæves, at denne analyse i overensstemmelse med Schneider forudsætter, at multiplikatorprocessen foregår som en momentan tilpasning. Dette er jo impliceret i forudsætningen om, at betingelsen (10) (at sl • W fsf • Q = Iq) hele tiden er opfyldt. Denne forudsætning ville være hensigtsmæssig, hvis det kunne antages, at forbrugstilpasningen til ændrede indkomster for de to grupper og dermed multiplikatorprocessen tog meget kort tid i forhold til produktionstilpasningen til ændret efterspørgsel. En sådan antagelse kan imidlertid næppe være rimelig. Forudsætter man i stedet, at der er samme time-lag i forbrugsfunktionerne som i (5), fås følgende dynamiske system:

(11)

(12)

(13)

(14)

(15)

(16)

A
hvor bi = 1 — SLog of = 1 — SF og 6^ = —-7—r
A" -j- 1

og heraf fås ved indsættelse i (12) differensligrungen

(17)

En nærmere analyse af dette tilfælde er foretaget i et appendix til denne
artikel.

I det følgende afsnit diskuteres Kaldors fremstilling på baggrund af denne model. Der kan dog forinden være grund til at bemærke, at de proportionalitetsforudsætninger, der er gjort i det foregående, næppe gør særlig megen skade for de her anvendte formål. Såfremt man i forbrugsfunktionerne svarende til (3) og (4) indfører et konstant led henholdsvis ül og ciq (således at proportionalitetsforudsætningen afsvækkes til en linearitetsforudsætning),

betyder dette blot, at /0/0 skal erstattes med /0/0 -f «l + <iq, og man kan evt.
overalt i det foregående fortolke / som indeholdende disse konstante led i
forbrugsfunktionerne.

Ligeledes kan man indfore et konstant led i (5). Dette kan ikke gores på tilsvarende enkel måde, men i figur 2 og 3 kan linjen OC erstattes med en linje, der skærer W-aksen (hvor den skal skære denne akse og om den eventuelt i stedet skal skære Q-aksen må afhænge af de forhold, som bestemmer WYYYs udseende, og deriblandt især beskæftigelsesniveauet. W(Q) må dog normalt antages at være hojrekrummet set fra 0). Det er klart, at hvis denne ændring foretages, vil indkomstfordelingen også i ligevægtssituationerne va^re forskellig alt efter nationalindkomstens højde.

Det må dog fremhæves, at linearitetsforudsætningen kun er anvendelig ved forholdsvis små variationer i nationalindkomsten, og hele teorien er derfor først og fremmest anvendelig på diskussionen af hvilke variationer i nationalindkomst og i indkomstfordelingen, der følger med ændringer i investering og dermed i den økonomiske aktivitet. Som grundlag for en analyse af de forhold, der bestemmer indkomstfordelingen (til forskel fra variationer i denne), er analysen næppe anvendelig. Dette ligger imidlertid allerede i, at W(Y) ikke nærmere er forklaret i Schneiders model, hvor analysen er koncentreret om afvigelserne fra W(Y), og en linearitetsforudsætning i forbindelse med denne deus ex machina forekommer fuldt tilladelig ved analysen af mindre variationer.

2. Kaldors fremstilling.

Kaldors »keynesianske« teori for indkomstfordelingen tager sit udgangspunkt i en lignende model med såvel foretager- som lontagerhusholdninger. Den adskiller sig imidlertid fra den foran opstiiledc model derved, at Kaldor i første omgang ikke medtager nogen W(Y)-funktion for foretagernes reaktion på efterspørgslen. Kaldors model, der har været udgangspunktet for Schneiders diskussion, forudsætter også proportionale forbrugsfunktioner, og kan med de her anvendte symboler skrives på følgende måde:

(2.1)

(2.2)

(2.3)

(2.4)

Af denne (foreløbig ufuldstændige og derfor ikke determinerede) model
udleder Kaldor følgende sammenhænge

(2.5)

og ved division med Y

(2.6)

eller

(2.7)

Profittens (eller foretagerindtægtens) andel af nationalindkomsten bliver
efter denne teori bestemt af forholdet mellem investering og nationalindkomst
samt af de to gruppers opsparingstilbøjelighed. Virkningen på indkomstfordelingen
af en ændring i ~ vil afhænge af sp— sl, som Kaldor kalder indkomstfordelingens
følsomhedskoefficient. Stiger — forøges profittens andel
af Y og desto mere jo mindre differensen sf — sl er.
Denne model bliver determineret, såfremt man som Kaldor forudsætter,
at forholdet mellem investering og nationalindkomst er en given, uafhængig
parameter, d.v.s. postulerer

(2.8)

Såfremt man vil fremstille dette i samme diagram som foran anvendt, ses
det direkte, at (2.5) og dermed (2,7) fremstiller linjen AA'. Indsætter man
endvidere (2.8) i (2.7), fås

(2.9)

og ved hjælp af W= Y— Q, fås

(2.10)

og divideres (2.9) med (2.10), fås

(2.11)

Det er klart, at d må forudsættes at ligge mellem sf og sl, hvilket iøvrigt
fremgår af, at investeringen ikke kan være større end opsparingen, og når

der forudsættes proportionale forbrugsfunktioner, kan investeringens andel af nationalindkomsten ikke være større end maksimum for opsparingens andel af nationalindkomsten, som netop fås, når hele nationalindkomsten er foretagerindkomst. Omvendt kan investeringens andel af nationalindkomsten ikke være mindre end minimum for opsparingens andel af nationalindkomsten, som fås, når hele nationalindkomsten er løntagerindkomst.

Grafisk betyder (2.9), at linjen BB' i figur 1 (og i figur 4 nedenfor) deles i
forholdet QjW som angivet ved (2.11). Deite delingsforhold er p.gr. af proportionalitetsforudsætningerne
en konstant og kan derfor fremstilles ved en

ret linje gennem O, som netop har hældningen — (i iigur 4 er denne
linje betegnet OD).

Det fremgår af diskussionen i forrige afsnit, at dette må betyde, at forholdet mellem investering og nationalindkomst netop er sådan, at den til én bestemt investering svarende nationalindkomst tilfredsstiller betingelsen, at BB' (som fremstiller nationalindkomsten) skærer AA' (som fremstiller betingelsen / = sl " W + sf ' Q) i punktet M på linjen OD. Tilsvarende for alle andre investeringsomfang.

Heroverfor står Sehneiders fremstilling, hvor ligevægtspunktet ved givet investeringsomfang bestemmes ved skæring mellem linjen OC (som fremstiller W = k • Q) og AA', og nationalindkomsten og dermed forholdet mellem investering og nationalindkomst må tilpasse sig til dette ligevægtspunkt A^r. Punktet M, som er en ligevægtstilstand i Kaldors system, er derfor en uligevægtstilstand i Schneiders system (undtagen, hvis OC og OD tilfældigt falder sammen), og ved det givne investeringsomfang vil nationalindkomsten falde, indtil man når punktet N.

Når Kaldor derfor (p. 236) bemærker: »I am not sure where »marginal productivity« comes in, in all this «, kan man svare, at den kommer ind igennem W(Q) — eller \V(Y), hvilket i ligevægtsanalysen vil give samme resultat —, og når det ikke kommer frem i Kaldors analyse, er det fordi Kaldor forudsætter, at det er uden betydning, eller rettere (som det diskuteres nærmere nedenfor) han forudsætter, at denne sammenhæng ikke er en fast og entydig sammenhæng, men snarere et spillerum bestemt af flexible profitmarginaler.

Inden vi går nærmere ind på dette spørgsmål, kan det bemærkes, at hvis man indfører en konstant i funktionen W = k • Q (erstatter proportionalitetsforudsætningen med en — mindre drastisk — linearitetsforudsætning), hvilket grafisk betyder at 0C i figur 4 erstattes med CC i figur 5, vil det være muligt at forene Kaldors forudsætning om fast forhold mellem I og Y med Schneiders forudsætning om en bestemt relation mellem foretagerindkomsten og den løntagerindkomst, foretagerne vil være villige til at skabe. Ved givne opsparingskvoter hos de to grupper bestemmer disse to forhold entydigt såvel nationalindkomstens højde som dens fordeling på løntagere og foretagere, idet ligevægtspunktet må findes i skæringspunktet P mellem CC og OD, jfr. figur 5.

Ved bedømmelsen af Kaldors fordelingsteori. som jo unægtelig tager sig noget tvivlsom ud ved denne konfrontation, må det imidlertid nærmere præciseres, hvilken problemstilling Kaldor har i tankerne. Først og fremmest ser Kaldor denne fordelingsteori i relation til sin vækstteori, og han forudsætter eksplicit, at der er tale om en tilstand af fuld beskæftigelse. Endvidere fremhæves, at der er tale om en long-run model. (Hvorimod Schneider som foran omtalt implicerer, at Kaldors model kun kan have betydning for korttids-afvigelser fra ligevægtstilstanden).

Det forekommer derfor rimeligt at fortolke Kaldors indkomstfordelings
teori på følgende måde:1

Kaldor synes at mene, at der ved fuld beskæftigelse er tale om en vandret CC'-funktion i figur 5, jfr. figur 6, hvilket må ligge i forudsætningen om, at profitmarginalerne er flexible. Dette sikrer, at den fulde beskæftigelse kan være en stabil tilstand. I figur 6 angiver OW den løntagerindkomst, der svarer til fuld beskæftigelse. Den laveste samlede nationalindkomst, der kan give fuld beskæftigelse svarer til linjen BB', og foretagerindkomsten bliver ved denne nationalindkomst WP. Ligevægtspunktet er altså P. Dette svarer til et investeringsomfang, der netop er så stort, at det med de givne opsparingskvoter svarer til linjen AA'.

---

1. Denne fortolkning er også baseret på Kaldors senere fremstillinger, "A Model of Economic Growth", Economic Journal, Dec. 1957 og "Economic Growth and the Problem of Inflation", Economica, Vol. XXVI, nr. 103 og 104, 1959.

Såfremt investeringsomfanget ved denne nationalindkomst imidlertid er større, end hvad der svarer til linjen AA' (d.v.s., at AA' ved en nationalindkomst svarende til BB' ligger højere end angivet i figuren) vil P ikke være et ligevægtspunkt, og nationalindkomsten vil stige. Forudsættes det, at forholdet mellem I og Y ved de givne opsparingskvoter for de to grupper svarer til linjen OD (d.v.s. som foran diskuteret, at kun ved W, Q-kombinationer på linjen OD er forholdet mellem opsparing og nationalindkomst lig med det nævnte forhold mellem / og Y), så bliver der først ligevægt ved punktet Q, svarende til en nationalindkomst, der giver linjen B_XB\ (d.v.s. Y— OB_{1 —} OB\). Ved denne nationalindkomst er der ligevægt imellem investeringen og on 3ra_—o —

Hvis imidlertid CC har den form, som er angivet ved den fuldt optrukne
CC'-kurve i figuren, vil Q også i Schneiders analyse være en ligevægtstilstand.

Den større efterspørgsel giver sig alene udtryk i stigende profitmarginaler, men ikke i større efterspørgsel efter arbejdskraft. Foretagerindkomsten vil netop antage en sådan størrelse, at investeringsomfanget kommer til at modsvare Sl + Sf •

Har CC derimod den form, som er angivet ved den punkterede kurve CC\, er Q ikke en ligevægtstilstand. Foretagerne vil udvide beskæftigelsen og den udbetalte lønsum (da vi stadig måler i wage units, bliver beskæftigelse og udbetalt lønsum nogenlunde ækvivalente). Dette kan imidlertid ikke lade sig gøre, fordi OW svarer til fuld beskæftigelse, og foretagerne byder derfor lønnen op, og vi får en overefterspørgsels-inflation (»demand inflation« eller spontan inflation med Jørgen Pedersens betegnelse).

Dertil kommer, at også investevingstilbøjeligheden må antages at stige, når man kommer til højre for punktet P, og dermed altså forholdet I/Y. Dette vil i figuren give sig udtryk i, at kurven OD krummer til højre (jfr. kurven D_XD'{), idet højere investeringstilbøjelighed må betyde, at profitandelen af en given indkomst skal være større, for at opsparingen kan blive tilstrækkelig til at finansiere investeringen. Til venstre for P er D_XD\ tilsvarende tegnet højere end OD, idet det må antages, at investeringstilbøjeligheden her er lavere, og profitandelen af en given nationalindkomst skal derfor være relativt lavere, for at opsparingen ikke skal overstige investeringen.

Det økonomiske system vil altså være stabilt ved fuld beskæftigelse, hvis kurven D_XD\ (som angiver de W, Q-kombinationer, hvor den gennemsnitlige opsparingstilbøjelighed er lig med investeringstilbøjeligheden) skærer kurven CC\ i punktet P. Det vil også være stabilt ved fuld beskæftigelse, hvis D_XD\ skærer til højre for P, forudsat at CC\ er vandret fra P til skæringspunktet.

Med Kaldors egne forudsætninger som udgangspunkt synes derfor hans system at være logisk konsistent, og Schneiders kritik beror på anvendelsen af andre forudsætninger m.h.t. CC'-kurven (som Schneider forudsætter er en ret linje gennem O-punktet).

Det afgørende spørgsmål er derfor et questio facti: Hvilken form kan denne CC'-kurve såvel som D/)'-kurven antages at have, og hvorledes er deres indbyrdes beliggenhed? Og endvidere: I hvilken grad kan disse kurver antages at ligge fast, respektive forskydes over tiden?

Disse spørgsmål skal tages op til mere udførlig behandling i en følgende
artikel, men nogle enkelte synspunkter bør fremføres i denne forbindelse.

For det første kan det vel være rimeligt over for Kaldors model at fremhæve, at en forudsætning om stærkt flexible profitmarginaler vanskeligt kan være en rimelig langtids-forudsætning. På kort sigt kan flexible profitmarginaler bero på f.eks. forventninger om, at den høje efterspørgsel bliver af kort varighed, således at en beskæftigelsesudvidelse derfor set fra den

enkelte virksomheds synspunkt ofte ikke vil være hensigtsmæssig, ligesom investeringstilbojeligheden i en sådan situation må antages at blive mindre stærkt foroget. Men på længere sigt må en permanent nationalindkomst, der (målt i wage units) er storre end hvad der svarer til fuld beskæftigelse, give en stigende tendens til overeftersporgsel efter arbejdskraft.

For det andet må det antages, at der vil være en betydelig sammenhæng mellem de to kurver, CC-kurven og 1)J)'- \ en. Denne sammenhæng er en dobbelt: for det første må det formodes, at G¹ G"'-kurven bliver stierkt højrekrummet, når produktionen kommer over normal kapacitetsudnyttelse. Hvis normal kapacitetsudnyttelse ligger lavere end svarende til fuld beskæftigelse, betyder dette, at C C'-kurven kan blive omtrent vandret, før man når op på fuld beskæftigelse. (Derimod er det vanskeligt at forestille sig den fuldstændig vandret, idet det altid må være muligt, og ved tilstrækkelig høje priser målt i wage units også fordelagtigt, at udvide produktionen ved at indsætte mere arbejdskraft på det givne kapitalapparat. Sagt med andre ord: i den enkelte virksomhed kan kapitalapparatet tænkes at være limitationalt, men næppe for samfundet som helhed). Dette vil imidlertid være et korttidsfænomen, og det vil medføre en stærk forøgelse i investeringstilbojeligheden (d.v.s. at jDD'-kurven også vil være fladere efterhånden som nationalindkomsten stiger). Der vil i denne situation være en stærk tendens til stigning af foretagerindkomsterne i forhold til løntagerindkomsterne i systemet, når nationalindkomsten (og dermed efterspørgslen) kommer over et vist niveau, som ligger lavere end fuld beskæftigelse. På lidt længere sigt må det imidlertid antages, at investeringerne i en sådan situation vil være af en sådan art, at kapaciteten hurtigt udvides, således at GC'-kurven påny bliver stejlere, og dermed bliver investeringstilbojeligheden efterhånden afdæmpet, således at også DD'-kurven påny bliver stejlere. CC'-kurvens form vil således påvirke investeringsomfanget og investeringernes art, men dette vil igen virke tilbage på C G"-kurvens form og beliggenhed.

Kaldors model forekommer derfor lidet tilfredsstillende, fordi den i for ringe grad trænger ned til de faktorer, der bestemmer CC'-kurvens form og beliggenhed. Også hans investerings- og kapitalteori, som er nøje knyttet til en forenklet vækstteori (og som ikke skal behandles nærmere i denne forbindelse), forekommer en for drastisk forenkling.

Der er imidlertid grund til at fremhæve, at denne model må være et frugtbart udgangspunkt for videre studier i disse problemer. Og Kaldors understregning af, at der via indkomstfordelingen findes en vis tilpasningsmekanisme, som kan tilpasse opsparingen til investeringsomfanget (og som ville give et betydeligt stabilitetsspillerum ved fuld beskæftigelse, hvis profitmarginalerne var så flexible, som han synes at mene), forekommer overordentlig væsentlig, selv om synspunktet hos Kaldor er anvendt langt ud over bristepunktet.

3. Nogle andre aspekter af Kaldors teori.

Kaldor opstiller selv en række forhold, som begrænser gyldigheden af
denne model.

For det første fremhæver Kaldor, at det kan tænkes, at reallønnen ikke kan falde under et vist subsistensminimum r'¹, d.v.s. hvis beskæftigelsen betegnes T (dette svarer til Laldors L, arbejdsstyrken, som imidlertid må være den beskæftigede arbejdsstyrke, hvis Kaldors analyse skal være logisk konsistent), må WjT være større end eller lig med r', hvilket også kan skrives på formen²

Hvis denne betingelse ikke er opfyldt, får man ifølge Kaldor en ricardiansk eller marxistisk model, hvor produktionen er begrænset af kapitalapparatets størrelse og ikke af den samlede arbejdsstyrke. Fuld beskæftigelse kan kun opnås, hvis kapitalapparatet er tilstrækkelig stort og effektivt til, at alle arbejdere kan få arbejde til minimumsreallønnen r'. Endvidere bliver det den klassiske og ikke den »keynesianske« mekanisme, der vil være i virksomhed: Opsparingen (»surplus«) vil bestemme investeringen og ikke omvendt.

Dette tilfælde er i figur 7 søgt belyst med samme funktioner som foran
anvendt.

Vi har følgende sammenhænge, idet X betegner produktionsomfanget (det
reale nationalprodukt), p prisniveauet og w lønniveauet:

eller

idet vi betegner XjT med e (arbejdskraftens gennemsnitlige effektivitet) og
w/p med r (reallønnen).

Reallønnen skal nu være mindst lig med subsistensminimum r' (man må
vel forudsætte, at det ikke kan betale sig for arbejdsgiverne at betale mindre,

---

1. Kaldor betegner reallønnen med w, hvilket imidlertid her er anvendt for nominallønnen.

2. W W r' •T Q Y -f- r' ¦T — > r' giver — > og heraf følger - < T Y Y Y Y

da arbejdskraften i så fald bliver ude af stand til at arbejde. Derimod kommer befolkningsloven f.s.v. ikke ind i billedet, idet vi forudsætter arbejdsløse, som ikke har denne løn, og som alligevel holder sig i live på én eller anden måde). Indsætter vi r = r', får vi

hvilket må være minimum for lønsummens højde i forhold til den samlede foretagerindtægt. Ved konstant e fremstiller dette en ret linje OE gennem O i figur 7. og denne er skraveret for at antyde, at kombinationer til højre for OE ikke kommer på tale.

Indtegner vi endvidere W(Q), d.v.s. sammenhængen mellem foretagerindkomsten og den lønsum, foretagerne er villige til at udbetale, er systemet determineret. W(Q) fremstilles ved linjen CC. Med W er også beskæftigelsen bestemt, idet vi forudsætter, at nominallønniveauet er konstant = w, eller at vi måler i wage units (i så tilfælde kunne w sættes lig med 1).

Ligevægtspunktet bliver M, nationalindkomsten bliver OB', lønsummen (og beskæftigelsen) bliver OW_X, og profitten bliver WIM.W₁M. Arbejdsløsheden kan måles ved W_XW, idet OW tænkes at modsvare fuld beskæftigelse med lønniveauet w.

Det ses også, at produktionen i dette tilfælde faktisk er begrænset af kapitalapparatets størrelse, udtrykt ved CC'-linjen. Såfremt kapitalapparatet forøges, vil CC'-linjen forskydes, f.eks. til ClC\,C₁C\, og ligevægtspunktet ændres til A^T, under forudsætning af, at gennemsnitseffektiviteten e er uændret.

Ligeledes er investeringsomfanget begrænset af »surplus«, idet det er rimeligt
at gå ud fra, at løntagernes opsparing er 0, d.v.s. at sl = 0 og betingelsen
(10) foran bliver derfor ændret til

Dette indebærer, at linjen AA' bliver lodret, og da Q er bestemt ved punktet
M, vil / være bestemt af foretagernes opsparingstilbøjelighed og af Q.

Dette forudsætter dog, at investeringstilbøjeligheden er tilstrækkelig stor
(ellers vil ligevægten ikke nås i M, men i et punkt på CC til venstre for M).

Kaldor antyder endvidere, hvorledes denne »marxistiske« situation kan tænkes at udvikle sig. Det vil ses direkte af figuren, at investeringen i det omfang, den er kapacitetsforøgende, forskyder CC — f.eks. til ClC\C₁C\ og dermed ligevægten til N. Dette skulle indebære uændret realløn og stigning i beskæftigelsen, forholdet mellem Q og W skulle være uændret ifl. vores figur. Men samtidig må det antages, at investeringerne forøger den gennemsnitlige effektivitet, e, og derved forskydes også OE f.eks. til 0E_x. Det nye ligevægtspunkt bliver altså ikke N, men P. I så fald vil profitten (for at fastholde de marxistiske udtryk) ikke blot forøges i takt med lønsummen og beskæftigelsen, men også forøges derudover.

Surplus value vil altså stige også i procent af nationalindkomsten, men reallønnen forblive konstant. Denne marxistiske tilstand vil imidlertid ikke være permanent. På ét eller andet tidspunkt er kapitalapparatets kapacitet steget så stærkt og samtidig effektiviteten forøget så meget, at fuld beskæftigelse — OW — nås, og dermed er man ovre i »developed capitalism«, hvor den marxistiske teori ikke mere holder.

Dette stadium er i figuren næsten nået ved C2C₂C₂ og 0E₂. Det gælder dog stadig at OE% vil være den begrænsende faktor. Forøges e imidlertid så meget, at 0E₂ forskydes til 0E_z, vil subsistensminimum ikke mere spille nogen rolle for ligevægtspunktet, som nu nås ved punktet R, hvor DD'-kurven (jfr. diskussionen af denne kurve foran) skærer CC-kurven, som er fuldstændig flexibel i skæringspunktet svarende til flexible profitmarginaier ved fuld beskæftigelse.

Fra dette tidspunkt vil lønniveauet stige i overensstemmelse med den tidligere model ifl. Kaldor, — d.v.s. at .DD'-kurven vil være afgørende for indkomstfordelingen, som nu er bestemt ved formel (2.7) jfr. (2.9). Afgørende for indkomstfordelingen er nu I[Y, hvis langtidstendens vil være konstant, og derfor vil også WjQ være konstant, d.v.s. at lønniveauet vil stige proportionalt med profitniveauet (og forudsat at befolkningstilvæksten ikke er for voldsom, vil også reallønnen pr. time, r, stige).

Denne teori1 må naturligvis også kunne anvendes på underudviklede
landes udvikling under et kapitalistisk system.

---

1. Kaldors udviklingsteori, hvor en modificeret marxistisk model skulle gælde for det første stadium af kapitalismens udvikling, for derefter at blive afløst af mekanismen i Kaldors "keynesianske" model, når kapitalapparatet har nået en vis størrelse, er yderligere uddybet i artiklerne "Capitalist Evolution in the Light of Keynesian Economics" (forelæsning ved Peking Universitet, 1956, trykt i Sankhya, May 1957) og "A Model ofEconomic Growth", Economic Journal, Dec. 1957. Begge er genoptrykt i Essays on Economic Stability and Growth, London 1960. En ny formulering af Kaldors model findes i F. A. Lutz og D. C. Haque (ed.) "The Theory of Capital", London 1961.

Den sidste del af denne teori (flexible profitmarginaler ved fuld beskæftigelse)
er allerede diskuteret foran.

Den »marxistiske« del af teorien forekommer i og for sig af betydelig interesse, ikke mindst i betragtning af, at man (som Kaldor også antyder) kan anvende den også på en situation, hvor r' ikke betegner subsistensminimum, men derimod den faktisk opnåede realløn, som forudsættes ikke at være flexibel nedad, således at forsog på at udvide beskæftigelsen f.eks. fra punktet M ville stode på den hindring, at løntagerne ikke vil acceptere den nedgang i reallønnen, som følger med en stigning fra M ad kurven CC. En ekspansion vil i så fald føre til lønkrav fra fagforeningerne, som vil søge at opretholde reallønnen, og dermed vil der kunne opstå en kraftig autonom inflation (Jørgen Pedersens betegnelse for det, man ofte med et lidt uheldigt udtryk kalder »cost-push-inflation«). Hvis dette er tilfældet, vil en beskæftigelsesforøgelse kun kunne opnås gradvist, efterhånden som e forøges, eller hvis fagforeningerne på kort sigt søger at holde en stigningstakt i reallønnen, som svarer til stigningen i e, kan en beskæftigclsesforøgelse overhovedet ikke opnås uden inflation, med mindre CC'-kurven bliver stejlere. Dette kan vanskeligt ske i større omfang på kort sigt, med mindre der er udprægede bottlenecks, således at investeringerne automatisk bevirker en stærk forøgelse i arbejdskraftens grænseeiTektivitet i forhold til stigningen i gennemsnitseff ektiviteten.

Den anden begrænsning for sin models gyldighed, som Kaldor opstiller,
er, at forholdet mellem foretagerindkomsten og kapitalapparatets værdi

'= v (hvor ver capital/output ratio), skal overstige den rninirnurnsaf kastning, som foretagerne vil kræve for at være villige til at investere »deres kapital«. Dette diskuterer Kaldor i relation til sin væksllcori, som vi ikke skal komme nærmere ind på.

Den tredie begrænsning er, at der på grund af monopolistiske forhold vil være et vist minimumsniveau for Q/Y. Hvis dette niveau er for højt, kan det indebære »overopsparing« via for stor prolitandel og dermed for stor opsparing i forhold til nationalindkomsten (SjY større end IjY). Dette vil i den her anvendte grafiske fremstilling give sig udtryk i, at CC'-kurven ligger så langt til højre i forhold til l)I)'- at skæringspunktet mellem de to kurver ligger under fuld beskæftigelse.

Endvidere diskuterer Kaldor spørgsmålet, om v er en konstant. Også dette
spørgsmål skal vi imidlertid lade ligge, idet en behandling ville kræve en
nærmere diskussion af Kaldors vækst- og kapitalteori.

A. Konklusion.

Denne diskussion af Kaldors teoribygning er langt fra udtømmende, idet formålet kun har været at diskutere de aspekter af teorien, som har direkte tilknytning til den her anvendte model. Også den anvendte fremstillingsteknik er en væsentlig anden end Kaldors, men den synes at give mulighed for en klarere forståelse af, hvilke forudsætninger Kaldors teori indebærer.

Kommentarerne til Schneiders og Kaldors modeller kan kort sammenfattes
på følgende måde:

Begge modeller indeholder afgørende forenklinger, som må ophæves, for at man kan få en tilfredsstillende teori for indkomstdannelsen og indkomstfordelingen og deres indbyrdes sammenhæng. Schneiders model er ikke (og prætenderer næppe at være) nogen model for ligevægts-indkomstfordelingen, som i modellen er forudsat givet ved forudsætningen om proportionalitet mellem W og Q. Den er en teori om indkomstfordelingens betydning for indkomstdannelsen, idet investeringsmultiplikatoren vil være bestemt af indkomstfordelingen og opsparingstilbøjelighederne, og den er endvidere en teori for, hvorledes afvigelser fra ligevægts-indkomstfordelingen kan opstå, og hvorledes den dynamiske udvikling fra sådanne uligevægtstilstande kan analyseres.

Kaldors teori (der som omtalt har været udgangspunktet for Schneiders behandling af problemet) opstiller den forenkling, at profitmarginalerne er fuldt flexible ved fuld beskæftigelse, hvilket forekommer ret urimeligt, og endvidere lider hans model under den mangel, at W(Y)-funktionen ikke indføres eksplicit, selv om der er impliceret forudsætninger rn.h.t. denne funktion. I andre af Kaldors arbejder på dette felt¹ er dette aspekt af problemstillingen kommet noget tydeligere frem, men med den samme forudsætning om profitmarginalernes flexibilitet.

Kaldors model er imidlertid tydeligt en teori for indkomstfordelingen (ved
fuld beskæftigelse), hvor indkomstfordelingen — og ikke indkomstdannelsen

— er det centrale. Hans konklusioner på grundlag af flexibilitetsforudsætningen kan imidlertid næppe være holdbare, heller ikke som grundlag for en forklaring af den historiske udvikling i lønkvote og opsparingskvote over meget lange perioder. Og som grundlag for en model, der kan anvendes som udgangspunkt for den økonomiske politik, forekommer hans konklusioner også uanvendelige.

Ved hjælp af de modifikationer og udvidelser, som er antydet i det foregående,
kan Kaldor-Schneider-modellen (der som nævnt også har mange
væsentlige lighedspunkter med Föhls seneste arbejder) imidlertid løsrives

---

1. Se f.eks. "Economic Growth and the Problem of Inflation" Economica, vol. XXVI nr. 103 og 104, 1959, hvor Kaldor anvender en fremstillingsform, hvor udbudskurven for et "repræsentative firm" repræsenterer hele samfundets udbudsfunktion, en metode som minder om grundlaget for Föhls E-N-Tafel (se f.eks. Das Steuerparadoxon).

fra de specielle forudsætninger. Derved viser nogle af de generalisationer, som Kaldor anvender teorien til, sig ganske vist af tvivlsom værdi og holdbarhed, men til gengæld når man ved en sådan udbygning af teorien med en mere dybtgående analyse af W(Y^r)-funktionen (eller W(Q)-funktionen) og af investeringsfunktionen frem til et flexibelt analytisk system, som kan anvendes på et bredt felt af makroøkonomiske problemer.

I et (mere matematisk formuleret) appendix til denne artikel diskuteres anvendelsen af dette system til dynamiske analyser, og i en afsluttende artikel i næste nummer af Nationaløkonomisk Tidsskrift søges teorien yderligere uddybet.