R. J. P. van Glinstra Bleeker: Guided Money, A New Monetary Instrument. North-Holland Publishing Company, Amsterdam 1956, 173 sider.

»Guided Money« må nærmest oversættes som retningsbestemte penge, selv om det skal indrømmes, at dette er en meget kluntet tetbetegnelse. Meningen er, at man tænker sig udstedt pengesedler eller banktilgodehavender, som tildeles bestemte grupper af befolkningen (fx. afgrænset efter indtægt), og som kun kan anvendes til køb af ganske bestemte varer.

Det lyder umiddelbart som en ide, der må henregnes under de økonomiske patentmediciner, men det er næppe helt berettiget. I praksis har systemet været afprøvet i form af den amerikanske »Food Stamp Plan« i 1939 40, og dr. van Glinstra Rleekers bog er en ganske sober og klar analyse af en række af de økonomiske og administrative problemer, som er forbundet med sådanne systemer.

Anvendelsesområderne for »guided money« skville være de tilfælde af partiel uligevægt (på grund af tilfældige eller strukturelle forhold og udviklingstendenser), som giver sig udtryk i afsætningsvanskeligheder, ledig kapacitet og arbejdsløshed på visse specielle områder, således at der inden for disse findes meget lave »social costs«. Ved hjælp af »guided money«, som kun er gyldige til produkter, som fremstilles inden for de ramte erhverv, kan man opnå at forøge fx. übemidlede befolkningsgruppers forbrug af disse produkter, samtidig med at de samfundsmæssige omkostninger skulle være meget lave.

Over for dette synspunkt kan man naturligvis indvende, at man derved forhindrer produktionsfaktorernes overførsel til anden anvendelse, og altså hindrer den tilpasningsproces, som bør finde sted. Dette er imidlertid ikke en indvending mod »guided money« som sådan, men mod enhver form for beskyttelse af en enkelt industri eller branche i en sådan situation. Og i det omfang, man faktisk vil gennemføre en sådan beskyttelse - berettiget eller überettiget ud fra effektivitets- og velfærdssynspunkter - bliver spørgsmålet, om det mest hensigtsmæssigt kan ske med »guided money« eller på anden måde.

Som eksempler på anvendelsesmuligheder nævner forfatteren bl.a. anvendelsen af overskudslagre af landbrugsprodukter, midlertidighjælp til industrier i tilbagegang (tørv og brunkul), udlandshjælp og reparationsbetalingersamt

rationsbetalingersamthjælp til underudvikledeområder.

Den konklusion, som fremgår af bogens to første dele, er, at der kan tænkes situationer, hvor et sådant system kan være at foretrække frem for alternative former for tilskud og detailreguleringer, men at man i de enkelte tilfælde må afveje fordele og ulemper omhyggeligt mod hinanden. Endvidere fremhæves, at der netop ikke er tale om et vidunder-system, som kan løse alle mulige problemer, men en metode som på begrænsede områder og under specielle forudsætninger kan være anvendelig.

Bogens sidste del munder ud i en kraftig anbefaling af et nyt system til hjælp for underudviklede områder, hvis væsentligste indhold er store beløb af »guided money« til turist- og studierejser til disse underudviklede områder. Forfatteren er dog klar over, at et sådant systems direkte fordele måske er beskedne, fordi en ret ringe del af de bevilgede midler kommer de underudviklede områder til gode, ligesom det fremhæves, at det skal være en permanent ordning, tor at de pågældende underudviklede lande kan opbygge en turistindustri på dette grundlag. For forfatteren er det væsentlige imidlertid de indirekte virkninger, hvorved et stadigt stigende antal indflydelsesrige personer eller vordende sådanne »could be won for the cause of the underdeveloped countries« (!)

Alt i alt kan man nok regne med (og håbe på), at anvendelsen af »guided money« bliver en sjælden foreteelse, dels på grund af de administrative vanskeligheder og omkostninger, dels fordi systemet strider imod princippet om det frie forbrugsvalg.

---

* Lektor ved Aarhus Universitet.