Troels Glud: Om renteforskelle og emissionspolitik på obligationsmarkedet. Kobenhavn 1957. 286 sider.

Et sted i ovennævnte bog mindes forfatteren en gammel sentens: »Traditionen fra de døde slægtled hviler som en mare på de levendes hjerner«. Rent bortset fra, at vi jo unægtelig har modtaget en del meget nyttige traditioner fra vore forfædre, kan det ikke nægtes, at der er noget om snakken. Og netop pu det felt - kapitalmarkedet og emissionspolitikken - som forfatteren med stor energi har sat sig for at belyse, forefindes der traditioner, som virkelig er en byrde for de levende. Bogen har derfor et særdeles praktisk sigte. Dette udelukker imidlertid ikke, at den samtidig har en teoretisk værdi, og det er naturligt for anmelderen at bekræfte dette.

I nyere tids økonomik har fremstående økonomer lejlighedsvis fremhævet forventninger og stemninger med hensyn til renteforhold som afgørende for rentens højde. Anmelderen er stærkt tilbøjelig til at istemme de over for denne opfattelse kritiske bemærkninger, som forfatteren flere steder fremkommer med. Jeg nøjes med følgende citat: »At stemninger har indflydelse på markedets daglige noteringer er utvivlsomt, men selv i et kortere tidsrum skabes stemninger af markedets muligheder« (side 114).

Forskellige ejendommeligheder i rentestrukturen er hidtil ofte søgt forklaret i irrationelle handlinger hos køberne af obligationer. Forfatteren benægter ikke, at sådanne kan forekomme, men de giver sig efter hans skøn intet håndgribeligt udtryk. Argumentationen synes på dette punkt som på andre særdeles velovervejet, og der er her meget, som vil interessere alle, som interesserer sig for rente- og kursforhold. Det gælder ikke i mindre grad de følgende afsnit. Thi forfatteren nøjes ikke med dette - i sig selv negative resultat - vedrørende efterspørgselssiden. Han spørger nemlig, om den efterlyste irrationalitet ikke snarere findes på udbudssiden. Han gennemgår derefter udbudssiden lige så grundigt som efterspørgselssiden. Den afgørende mangel pu rationalitet finder forfatteren i, at man ikke fra kreditforeningernes side går ind for udstedelse af højrentede obligationer under højt renteniveau, her i landet, således at. kurstabet derved kan undgås. Han forklarer, at det skyldes, at de bestemmende instanser hidtil har hyldet den teori, »at udstedelse af højrentede obligationer trykker kursen for de lavrentede og således i almindelighed forhøjer renteniveauet. En sådan opfattelse er urigtig, idet renten under alle omstændigheder må være afhængig af udbud og efterspørgsel på kapitalmarkedet, hvilke faktorer ikke bliver påvirket af, om der trykkes den ene eller den anden rente på obligationerne . . .«

Hvad betyder det nu i praksis, at låntagerenikke kan gældsætte sig i så højt forrentedeobligationer, at kurstabet undgås? Det betyder, at de lider et kurstab, de ikke nogensinde senere kan indhente - eller hvis

de går andetsteds hen for at få lån, kommerud for långivere, som kan betinge sig vilkår, der er ugunstige for låntagerne. Mangel på ovennævnte mulighed har endvidereskabt en stor interesse for »korte obligationer«, udover hvad denne låneform egentlig kan bære.

Forfatteren har også fundet andre mangler ved vort kreditsystem, først og fremmest manglen på uamortisable statsobligationer, og han beskriver på side 166-167 med tør humor de følger, som denne mangel har. Også andre mangler omtales, som det her vil føre for vidt at kommentere, men som det vel er værd at stifte bekendtskab med.

Hermed være da denne bog anbefalet alle,
der interesserer sig for kapitalmarkeds- og
renteforhold.

---

* Dr. polit., professor ved Den kgl. Veterinær - og Landbohøjskole.